jeg opdaterede fra starten her<\/a>. Efter den hektiske start er der ikke sket meget. Udbruddet med Leknessund, Duchesne, Nibali, Finé, Vermeersch og Delacroix fik lov at få mere end seks minutter, inden Ag2r tog kontrol fra Cosnefroy. De har nu fået selskab af Ineos, der fører for Yates, og Jumbo, der fører for Van Aert, og afstanden er faldet til 5.00 med 135 km igen.<\/p>\r\n\r\n <\/p>\r\n\r\n
Det er Rowe, Cherel og Van Hooydonck, der står for det tidlige arbejde.<\/p>","date":"11\/9-2022 kl. 18:43","date_unformatted":"2022-09-11 18:43:31","km_driven":"35,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"338883","title":"65 km til m\u00e5l - 31,7 km k\u00f8rt","text":"
Paraden fortsætter, men Quick-Step begynder så småt at samle sig forrest og gøre klar til at tage kontrol frem mod rundstrækningen.<\/p>","date":"11\/9-2022 kl. 18:39","date_unformatted":"2022-09-11 18:39:22","km_driven":"96,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"338882","title":"Resume","text":"
Jeg skal beklage den lidt forsinkede start, men de er naturligvis intet løbsrelevant sket. Der er blevet kørt parade, og det gør der fortsat her, hvor trøjerne er samlet forrest i feltet med 68 km igen.<\/p>","date":"11\/9-2022 kl. 18:34","date_unformatted":"2022-09-11 18:34:34","km_driven":"31,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"338821","title":"Vinderbud","text":"
Feltet.dks vinderbud: Mads Pedersen<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Tim Merlier, Danny van Poppel<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Pascal Ackermann, Dan McLay, Kaden Groves, Mike Teunissen, Sebastian Molano<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Davide Cimolai, Fred Wright, Patrick Bevin, Daryl Impey, Cedric Beullens, John Degenkolb, Fabian Lienhard, Carlos Canal, Jesus Ezquerra, Kiko Galvan, Julius van den Berg<\/p>","date":"10\/9-2022 kl. 20:02","date_unformatted":"2022-09-10 20:02:02","km_driven":"96,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"338820","title":"Favoritterne","text":"
For de fleste er årets Vuelta reelt et overstået kapitel, men for sprinterne venter løbets vigtigste etape fortsat. Etapen til Madrid har naturligvis ikke samme prestige som Tour-etapen til Paris, men det er dog en spurt, alle hurtige folk drømmer om at vinde. Særligt i år må sulten være stor, for vi skal helt tilbage til 11. etape for halvanden uge siden for at finde løbets seneste rigtige massespurt – og i løbet af de første 20 dage har der bare været tre!!!<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der er naturligvis ikke den store grund til at dvæle voldsomt ved etapens forløb. Første del af etapen er som altid ren paradekørsel. Efter champagnedrikning og diverse fotos vil Quick-Step skulle sætte sig frem og føre feltet frem mod målstregen for første gang. Herefter vil løbet reelt blive startet, og meget hurtigt vil vi se de første angreb. Inden da burde det dog være givet, at Alejandro Valverde skal have præcis samme hyldest som Contador i 2017, hvor han fik lov at køre først over og sole sig i hyldesten fra de spanske fans. Det bliver et emotionelt øjeblik for hele Spanien, at deres veteran kører sit sidste løb på hjemmebanen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter første målpassage vil vi se de første angreb, og der vil derefter ret hurtigt blive etableret et udbrud. De får imidlertid aldrig megen snor på disse sidste grand tour-etaper, hvor den begrænsede distance betyder, at afstandene sjældent når et minut. Med så få chancer i dette løb og et reelt cykelløb, der end ikke er 50 km langt, kan man også være stensikker på, at sprinterholdene kører med livrem og seler, og jeg forventer, at Trek, Alpecin Bora, BikeExchange og Arkea vil lægge løbet i et jerngreb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For et par år siden så vi overraskende, at et udbrud snød sprinterne på sidste etape i Giroen. Vi skal ikke vente en gentagelse denne gang. Rundstrækningen i Madrid er nemlig meget simplere end de ofte meget tekniske ruter, man har anvendt i Italien, og den T-formede rundstrækning har i nyere tid aldrig kunne snyde sprinterne. Den favoriserer i den grad et samlet felt, og det ligger således i kortene, at der kan skabes samling inden den ventede massespurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Et interessant twist til etapen er den indlagte spurt. Mads Pedersen har allerede sikret sig pointtrøjen, og han gider næppe bevæge sig frem for at tage pointene, som han heller ikke gjorde det i går, men i klassementet er der bare ét sekund mellem Thymen Arensman og Carlos Rodriguez. Det vil næsten være dumt af Ineos ikke at forsøge at se, om de kan finde det sekund via bonus, da han og Arensman vel er nogenlunde lige langsomme. Det ligner dog en svær opgave, da DSM kan sætte John Degenkolb, Joris Nieuwenhuis og Jonas Hvideberg til at spurte, og de bør alle være klart hurtigere end den spanske Ineos-snegl.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vi kan således vente os en massespurt. På mange måder minder finalen meget om den, vi kender fra Paris. I begge tilfælde er der nemlig tale om en bred boulevard med masser af plads til alle, og opløbsstrækningen er i begge hovedstæder også let stigende. Forskellen er, at opløbsstrækningen her er meget længere, mens det i Paris handler om at sidde godt, når man kommer ud gennem tunnelen – i hvert fald inden man flyttede stregen i 2021. Her er opløbsstrækningen så lang og bred, at vinderen ofte vil være hurtigste og stærkeste mand i en let stigende spurt, i hvert fald hvis han timer den rigtigt. Betydningen af et godt tog er knap så markant, som den er i Paris. Dertil kommer, at der er tale om en medvindsspurt, og det betyder, at det er muligt at åbne tidligt, selvom man sidder lidt langt tilbage.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derudover er det som altid værd at bemærke, at det til sidst i en grand tour ofte handler mere om friskhed end sprinterevner, og i en Vuelta, der ofte er knaldhård, er det således ofte de mere holdbare typer, der sætter sig igennem, som det eksempelvis var tilfældet i 2017, hvor navne som Matteo Trentin, Søren Kragh, Tom Van Asbroeck og Ivan Garcia Cortina alle var at finde i top 5, eller i 2016, hvor Magnus Cort sejrede, ligesom også Matti Breschel, der aldrig har været supersprinter, har været først i Madrid.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg vælger at pege på Mads Pedersen<\/b>. På papiret er han måske ikke den hurtigste i et let sprinterløb som dette, men han har i hvert fald tre fordele. For det første burde denne let stigende powerspurt passe ham ganske fortrinligt og give ham en bedre chance end en klassisk fladbanespurt. For det andet er han uhyre holdbar, og der er ingen tvivl om, at han har en friskhed, der er større, end den er for de værste rivaler. Endelig har han i Alex Kirsch en lead-out man, der kun overgås af Sebastian Molano.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Farten har imidlertid også været overbevisende. Sam Bennett var hurtigere i Holland, men særligt på 3. etape lignede han en mand, der kunne have truet ireren, hvis ikke han skulle bremse. Det gik galt på 11. etape, hvor an tøvede lidt for længe og derfor blev lukket inde, men den lektie har han lært. Nu skal han stole på sin lange spurt, og med god hjælp fra Kirsch er risikoen for at blive lukket inde på den brede vej begrænset. Når det samtidig er stigende, tror jeg på, at han kroner sin pointtrøje ved at tage sin fjerde sejr og blive den tredje dansker efter Cort og Breschel til at vinde i Madrid.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg har imidlertid været meget i tvivl, om jeg i stedet skulle pege på Tim Merlier<\/b>. Man må stadig formode, at belgieren er løbets klart hurtigste, som han i hvert fald er det på papiret, men spørgsmålet er, om det stadig gælder i den tredje uge. Vi så i hvert fald i sidste års Giro, at han tabte masser af fart, hvad han også selv problematiserede, og han er nu for første gang nået til enden af en grand tour. Har han stadig den fornødne friskhed til at mobilisere sin vanlige topfart?<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I forvejen har han ikke spurtet overbevisende på det sidste. Han skuffede ved EM og på 2. etape, og på de øvrige etaper er han blevet elimineret af sin ringe positionering. Derfor har vi stort set ikke set ham spurte mod de bedste, og dertil kommer så altså usikkerhed om hans holdbarhed. Til gengæld er denne etape så let, at han burde komme frisk til stregen, og selvom han meget vel igen kan tabe i positionskampen, er denne finale så enkel og vejen så bred, at han – endda i medvind – formentlig kan finde plads til at åbne de lange powerspurter, der er hans speciale. Det let stigende opløb passer ham endda som fod i hose, og dermed kunne han ikke få en bedre etape til at vise sin fart. Spørgsmålet er bare, om han stadig er hurtigst på 21. etape, og om han er overlegen nok til at indhente Pedersen, der meget vel kan blive sat perfekt i scene.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Danny van Poppel<\/b> skulle have kørt Sam Bennett til sejr her, men nu skal han i stedet selv spurte. Det kan også sagtens give et resultat. Det er ikke meget, han selv har spurtet i år, men han viste fornem fart både i Touren, hvor han var helt uden støtte, og ikke mindst på 11. etape, hvor han så ud til at have farten til at slå Kaden Groves. Han er også en ørn i positionskampen, som han viste på 11. etape, og støtten fra Jonas Koch og Ryan Mullen kunne være værre. Det let stigende opløb passer ham tillige perfekt, og han viste på 16. etape, at han stadig er frisk. Holdet har meldt ud, at han er ved at være træt, men det er svært at se på hans kørsel. Målet må være at bruge sin gode positionering til igen at sidde rigtigt, og hvis han spurter som på 11. etape synes han at have farten til her at kunne tage karrierens anden etapesejr.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Pascal Ackermann<\/b> har virkelig imponeret i dette løb, hvor han har vist en hidtil uset holdbarhed. Særligt 16. etape viser, at han er frisk, og han har da også tidligere med netop en sejr her i Madrid og den sene erobring af pointtrøjen i Giroen i 2019 bevist, at han kan køre stærkt sidst i en grand tour. Desværre har han stadig ikke fordums fart, men hans spurter i dette løb har dog været ganske fine, hvis ikke de bare næsten alle havde været alt for lange. Denne let stigende powerspurt passer ham perfekt, hvis han kan time det bedre, end han plejer at gøre i år, men nøglen til sejr er ikke ham selv. Det er derimod Sebastian Molano, der utvivlsomt er den bedste af de tilbageværende lead-out men. Om han så har farten til at gøre det færdigt i en finale, hvor alle de andre næppe lukkes inde, må vi se, men det vil ikke være første gang, at han vinder denne spurt mod hurtigere folk, fordi han får det bedste lead-out. Det kan Bennett i hvert fald skrive under på efter 2020-udgaven af løbet, der gjorde ham til forsvarende vinder af netop denne spurt, som var fraværende sidste år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dan McLay<\/b> viste i Holland, at han har farten til at vinde i dette felt, men hans timing sad ikke i skabet. Det gjorde den desværre heller ikke på 11. etape, hvor han endte for langt tilbage og måtte køre en alt for lang spurt i modvinden. Vi fik dog i Holland bekræftet, at var undtagelsen, at han sad for langt tilbage, for i år har den engang så positioneringssvage brite klaret den del fornemt. Han har i Clement Russo også en god lead-out man, og han virker stadig ganske frisk. Der er et par stykker, der på papiret er hurtigere end ham, men forskellen i fart er ikke så markant, at han ikke kan vinde, hvis han sidder rigtigt, og omstændighederne flasker sig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den seneste massespurt blev vundet af Kaden Groves<\/b>, og det kan bestemt heller ikke udelukkes, at han kan vinde igen. Desværre styrtede han som bekendt hårdt på 17. etape, og der har ikke været meldinger om hans tilstand. En punktering betød, at vi på 16. etape ikke fik lejlighed til at se, hvor frisk han i sin grand tour-debut er, men trods skaderne er han i hvert fald kommet igennem. Var han ikke klar til at spurte, var han rejst hjem, og derfor kan vi vente os at se ham blande sig i morgen. Problemet er bare, at han i Holland igen viste, at hans positionering er svag, og det BikeExchange-hold, der pludselig rejste sig så flot på 11. etape, er nu uden Kelland O’Brien. Dermed har han nu kun den relativt fartsvage Michael Hepburn, og det er meget, meget lidt for en mand, der er kendt for at positionere sig svagt. Han har også klaret sig bedre i flade end i stigende spurter, og vi aner ikke, hvor frisk han er, eller hvor forslået han er. Lægger man dertil, at Van Poppel så hurtigere ud på 11. etape, og at Pedersen og Merlier må ventes at være det samme, skal det nok flaske sig, hvis han skal vinde igen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er lidt spændende med Mike Teunissen<\/b>. Han viste en overraskende høj fart på 2. etape, hvor han vel nærmest havde den højeste topfart af alle – og dog sad godt i læ grundet ringe position – og hans klating de seneste dage indikerer, at han er storform og meget, meget frisk. Han skuffede til gengæld i gårsdagens spurt, hvor han slet ikke fik nok ud af sit ellers stærke hold, men normalt burde han have farten til at blande sig, særligt i et stigende opløb. Det er klart, at han ikke har et rigtigt tog, og han står svagere end de fem bedste vinderbud, men han plejer at positionere sig godt, og Rohan Dennis burde nok kunne give ham en hånd. Farten vil nok ikke række helt, men han så altså pokkers hurtig ud i Utrecht, hvad han ikke gjorde i de spurter, han har kørt tidligere i år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sebastian Molano<\/b> er også kandidat. To gange inden for mindre end halvanden måned, nemlig på 11. etape og i Polen, har Ackermann nemlig tabt hans hjul, hvorefter han er endt med selv at spurte. Risikoen for, at det sker, er ikke voldsomt stor i denne ret enkle finale, men særligt i den sidste U-vending kan det vel ske. Desværre har colombianeren spurtet skuffende i år, men det har set bedre ud i de to spurter, han uplanlagt har kørt på det sidste, og han vil elske det stigende opløb. Han er også relativt god i positionskampen, men baseret på det, vi har set i år, vil topfavoritterne formentlig være hurtigere end ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I år har Davide Cimolai<\/b> mere eller mindre indstillet sig på et job som lead-out man, men to gange har han spurtet for sig, nemlig én gang i Tirreno og én gang i Giroen. Begge gange har han vist, at han stadig har en vis fart og ikke mindst den gode positioneringsevner, han altid har haft. Nu er Bryan Coquard ude, og dermed får han sin tredje chance i år i et felt, hvor han burde være en af de hurtigere. Han vil endda elske det stigende opløb, og selvom han i år har klatret ganske horribelt, viste han i Giroen, at han stadig kan køre en god spurt i den tredje uge. Han har næsten ingen støtte, og da han aldrig har været hurtig nok til at vinde denne slags spurter, vinder han næppe heller i morgen, men han er altså blevet hhv. nr. 3 og 4 i de to spurter, han har kørt i år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Fred Wright<\/b> ser ud til, at han igen må nøjes med lige-ved-og-næsten i en grand tour. Selvom han igen i går beviste, at han atter er stærk mod slutningen af en grand tour, bliver det nemlig svært at vinde så let en etape som denne. Han har friskheden til sin fordel, ligesom det stigende opløb hjælper ham, men han lider under manglende støtte fra andre end Luis Leon Sanchez og Jasha Sütterlin. Det er dog stadig noget, da særligt Sütterlin godt kan køre et lead-out, og han hjælpes af den enkle finale. Han var også overraskende tæt på at slå Pedersen i går, og det giver håb. Det var dog efter et hårdt løb, og det er stadig svært for alvor at se ham vinde denne lette etape, når han aldrig rigtigt har været bare tæt på at vinde en massespurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad gør Israel-PT? De har Daryl Impey<\/b> og Patrick Bevin<\/b>, og selvom de ikke blandede sig i den flade spurt på 11. etape, hvor de for første gang var uden Itamar Einhorn, har de fået så lidt ud af et forfærdeligt løb, at det vil være hovedløst ikke at se, om de i det mindste kan skaffe lidt point til det nødlidende hold. Hvem de i givet fald kører for, er uklart, men de har nok den bedste chance, hvis de satser på Bevin. Dels virker Impey meget træt og formsvag, og dels har Impey altid været en fremragende lead-out man. Opløbet stiger let og vil hjælpe dem – faktisk kan det minde lidt om det, der gav Bevin choksejr i Down Under i sin tid – men de har ikke farten til at slå sprinterne her. Et godt lead-out fra den ene eller den anden bør dog være et ret stærkt våben, som kan give et resultat, særligt hvis det er Impey, der sidder foran Bevin.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har været fornemt at se Cedric Beullens<\/b> spurte i dette løb. Allerede i Holland overraskede han positivt i positionskampen, men da Harry Sweeny forsvandt, så det svært ud. Alligevel imponerede han igen på 11. etape, og det vidner også om, at han kan positionere sig uden australieren. Han viste med sit uventet gode resultat på 16. etape, at han er meget frisk mod slutningen af sin grand tour-debut, og han vil nyde, at det stiger. Han har til gengæld ikke farten til at vinde og er grundet manglende støtte en smule sårbar, men hans positionering har siddet i skabet indtil nu.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
John Degenkolb<\/b> er dobbelt vinder af denne etape, men det var fra den tid, hvor han spiste Vuelta-etaper til morgenmand. Den æra er for længst ovre, og dette løb har igen understreget, at han mangler både fart og ikke mindst positionering. Det så vi senest på 11. etape, hvor han derfor tog chancen med en spurt, der var alt for lang. I morgen er finalen heldigvis enkel, og han har i Joris Nieuwenhuis faktisk en af de bedre lead-out man. Risikoen for, at han bliver lukket inde, er på denne boulevard også mindre, og han elsker et let stigende opløb. Det øger chancen for, at han ikke misser top 10, som han plejer, men desværre ved vi også, at farten ikke længere rækker til at fuldende hattricket.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Fabian Lienhard<\/b> fik en overraskende 5. plads i Holland, da Jake Stewart tabte hans hjul. Det var meget sigende, at han fik sit flotte resultat på en dag, hvor det ikke var meningen, for han misser stort set altid top 10, når han spurter for sig selv. Således gik det da også galt på 11. etape, og det kan det sagtens gøre igen her. Hans positionering er et problem, men det gik uventet godt på 13. etape, indtil han løb tør for kræfter på bakken. Han har også en lead-out man i Miles Scotson, og han hjælpes af den enkle finale. Desværre betyder både manglen på fart og positionering, at der er grænser for, hvor langt han kan komme.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Carlos Canal<\/b> ender stort set alle sine spurter i top 15, men uden for top 10, og det gør han sikkert igen i morgen. Han har ikke den store støtte, og han mangler fart. Til gengæld positionerer han sig relativt fornuftigt, og han er bedst i stigende spurter. Det er derfor ikke det værste opløb for ham, men den normalt holdbare sprinter har virket træt. Det er derfor temmelig usikkert, om det bliver nu, han kommer i top 10.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Prøver Jesus Ezquerra<\/b>? Hans placeringer som nr. 25 og 23 i de to seneste flade spurter indikerer, at han gav den et skud begge gange, men det fortæller meget, at han end ikke kom i top 20. Han har ellers været i storform i dette løb, hvad han senest har vist med sine top 10-resultat i de to hårde spurter på 13. og 16. etape, og han synes stadig at have masser af friskhed. Desværre mangler han farten efter en let dag, og støtte har han heller ikke. Det hjælper, at opløbet stiger, men det hjælper ham slet ikke hele vejen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kiko Galvan<\/b> skippede de hollandske spurter, men han så ud til at forsøge sig i den sidste flade spurt. De fleste hold prøver at spurte med en eller anden på sidste etape, og man må antage, at han prøver i morgen. Det er dog meget sigende, at han endte som nr. 28 på 11. etape, for han har aldrig været god i positionskampen. Dertil kommer, at hans hold er svagt, og at han slet ikke har farten til at vinde. Han hjælpes af det stigende opløb, men det bliver svært at gå i top 10.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig er der Julius van den Berg<\/b>. Jeg mindes ikke, at hollænderen nogensinde har spurtet tidligere, men han forsøgte sig i den hårde finale i tirsdags, hvor han endda gik i top 10. Om han også gør det på en sprinteretape som denne, er usikkert, men resultat kan have givet ham blod på tanden, ligesom de fleste hold ofte får en eller anden til at spurte i Madrid. Han er uden støtte og erfaring i positionskampen, og han har slet ikke farten til at vinde, men han viste med sin flotte udbrudssejr i Polen sidste år, at han bestemt godt kan spurte.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg vil også tro, at Jose Joaquin Rojas<\/b> denne gang kører spurten, men selvom han er god i positionskampen, og det stiger, mangler han i dag farten. Det er dog også muligt, at han kører over stregen sammen med vennen Valverde, der siger farvel. Hos Euskaltel vil Gotzon Martin<\/b> formentlig spurtede ved siden af Canal, og det plejer at kunne give en top 15 på en af de gode dage. Jetse Bol<\/b> vil måske også blande sig, men det er mere sandsynligt med Ezquerra, og vi har også set, at Yevgeniy Fedorov<\/b> har forsøgt sig lidt for Astana på det sidste, som Antoine Raugel<\/b> har gjort det for Ag2r. Hos Ineos er det muligt, at Ben Turner <\/b>prøver igen, men det er nok lidt tvivlsomt på så let en etape. Måske prøver Intermarché med Julius Johansen<\/b> eller Jan Bakelants<\/b>, men det vil jeg ikke sætte pensionsopsparingen på. Det eneste hold, de med sikkerhed ikke spurter, er Quick-Step, der må antages at køre over stregen side om side.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sene angreb har en næsten ikkeeksisterende chance på denne rundstrækning med lange, lige veje og et langt opløb. Det skulle være meget mærkeligt, om det skulle lykkes at snyde feltet her, hvad der heller ikke er sket i nyere tid, men skal man pege på én mand, der måske kunne gøre det, er det den formstærke Rohan Dennis<\/b>, der i hvert fald har poweren. Han er imidlertid også Teunissens vigtigste mand til spurten.<\/p>","date":"10\/9-2022 kl. 20:01","date_unformatted":"2022-09-10 20:01:53","km_driven":"96,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"338819","title":"Analyse af 20. etape","text":"
Det var ikke spørgsmål, der manglede, da årets Vuelta blev skudt i gang for tre uger siden i Utrecht. Det skyldtes naturligvis dels den store usikkerhed om Primoz Roglic, der både i kraft af sin forberedelse og sit generelt dalende niveau var et sjældent stort spørgsmålstegn, men i lige så høj grad skyldtes det, at løbet bød på det første velforberedte forsøg på at køre klassement i en grand tour for tre af sportens mest lysende talenter, Remco Evenepoel, Juan Ayuso og Carlos Rodriguez. Vi kunne have vores gisninger om, hvorvidt de var holdbare eller ej, men reelt var der ingen, der anede, hvordan de ville klare sig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mest interesse var der naturligvis om Evenepoel. Nok har Ayuso formået at skabe en enorm hype, men den kommer slet ikke i nærheden af at matche den enorme opmærksom, det belgiske vidunderbarn har fået, siden han for nu snart fire år siden kørte sit første professionelle cykelløb. Derudover var det nok også en kende optimistisk at tro, at de to spanske talenter, der trods alt er noget mere grønne end deres belgiske vidunderbarnkollega, skulle vinde en grand tour i deres allerførste forsøg. Det var trods alt noget, Evenepoel i højere grad kunne stræbe efter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Problemet var bare, at der var al mulig grund til at have sin tvivl. Nok har Evenepoel leveret den ene vanvittige præstation efter hinanden, men én svaghed havde han åbenbaret, nemlig den manglende holdbarhed. Forud for sæsonen proklamerede han nemlig, at det næste skridt i hans udvikling skulle være at tage kampen op med de bedste i kampen om sejren i de ugelange etapeløb på WorldTouren, men alle hans tre forsøg i hhv. Tirreno, Baskerlandet og Schweiz endte i gedigne fiaskoer, der fik det mest af Belgien til at stille spørgsmål ved, om han vitterligt var den grand tour-rytter, han havde drømme om at være, eller om han måske snarere skulle gå efter de klassikere, han jo i foråret imponerede så stort i.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Tre uger senere kender vi svaret. Det er svært at finde nogen logisk begrundelse for, at der igennem hele hans karriere har været det entydige mønster, at han mod slutningen af selv de korte etapeløb har tabt niveau, men sandt er det i hvert fald, at det var svært at finde mange tegn på manglende holdbarhed i løbet af den lange tur rundt i det uvejsomme terræn på Den Iberiske Halvø. Jeg var ellers selv hurtig til at føle mine egne teorier bekræfter, da vi på La Pandera fik en klassisk Remco-krise, der lignede noget, vi har set så mange gange før, men allerede 24 timer senere på Sierra Nevada, hvor han tidligt blev isoleret og var i en utroligt sårbar situation, fik han lagt en dæmper på den tilfredsstillelse, der var i at få sin egen overbevisning bekræftet. Og i den tredje uge har han efterladt et indtryk, der måske ikke var helt så overbevisende som den skræmmende styrke, han viste i uge 1, men ikke efterlod tvivl om, hvem der – i hvert fald efter Roglics exit – var løbets klart stærkeste mand.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Om han var på samme niveau som i første uge, er måske endda svært at sige. I den sidste del af løbet handlede alt om at forsvare trøjen, og da ugen samtidig havde et sjældent let design, var det heller ikke rigtigt terræn til at levere magtdemonstrationer i stil med dem, han leverede på Pico Jano og Les Praeres. Han satte sig lige igennem, da etapesejren pludselig blev en mulige på Piornal-stigningen i torsdags, men ellers var det en sjældent defensiv Evenepoel, vi oplevede de sidste dage.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sådan var det også, da løbet i dag skulle afgøres. Man forstår godt, at Evenepoel efter etapen gav udtryk for at have været meget stresset og nervøs, for han stod med udsigt til at kunne tabe en karrieredefinerende begivenhed på gulvet. Sandheden er dog, at den nervøsitet var ganske ubegrundet. De madrilenske bjerge har ganske vist kostet Tom Dumoulin den samlede sejr, da Fabio Aru iværksatte et stort kup i 2015, men de har kun sjældent været terræn til at skabe de helt store omvæltninger. Dertil er procenterne for bløde, og da vejrguderne tillige berigede etapen med modvind på den afsluttende og ganske lette Cotos-stigning, stod det klart, at kun en regulær offday kunne koste Evenepoel den samlede sejr.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Naturligvis var den risiko også reel og et scenarium, der ikke kunne udelukkes. Dertil har vi set for mange Evenepoel-kriser gennem årene, men selv en halvdårlig dag burde ikke kunne koste ham den samlede sejr. Hans hold havde ganske vist afsløret svagheder de seneste dage, men første uges magtdemonstrationer og Roglics exit havde efterladt ham i den luksusposition, at han reelt kun skulle holde øje med Enric Mas. Selv Ayuso kunne han uden de store problemer lade køre, og da de forrige dage tillige havde vist, at det kun var Mas, der kørte for den samlede sejr, vidste han også, at den interne kamp om de sekundære placeringer betød, at han næppe nogensinde ville føle sig uden hjælpeløs.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gjorde han heller. Mas gjorde ellers præcis det, han skulle, da han angreb på løbets sværeste stigning, Morcuera, hvor Fabio Aru for syv år siden forhindrede Dumoulin i at skabe nyere tids største grand tour-sensation, men desværre måtte spanieren forbande løbsdirektør Javier Guillen langt væk. Som det lp i kortene, var de madrilenske bjerge også denne gang for lette til at gøre nogen væsentlig forskel, og da Evenepoel samtidig efterlod samme overbevisende indtryk, som han gjorde både onsdag og torsdag, var det ganske logisk, at spanieren hurtigt gav op. Etapesejren kunne han ikke få, da Evenepoel er den hurtigste af de to, og al illusion om, at han på den endnu lettere Cotos-stigning, hvor der endda var modvind, kunne få skovlen under Evenepoel, lignede et scenarium, han vist kunne ville kunne opleve, når han i aften går til køjs og forlader den virkelige verden for i stedet at begive sig ind i drømmeland. Jo, han fik skam sat Alejandro Valverde og Carlos Verona frem på sidste stigning, men angrebet udeblev, dels fordi Miguel Angel Lopez kom ham i forkøbet, dels fordi UAE begyndte at føre, og dels fordi stigningen bare var for let.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Evenepoel bestod således treugerstesten med bravur, men man kan ærgre sig over, at den sidste uge havde det design, den havde. Belgieren vil altid være mere kraftfuld end Mas på disse 5-6%-stigninger, og det havde været ganske interessant at se, om Mas i den tredje uge fortsat ville have den overhånd i de rigtige bjerge, som han havde i sidste weekend. Desværre må vi vente til næste grand tour med at få det definitive svar på, om Evenepoel også i svært terræn kan køre lige så stærkt i uge 3 som i uge 1 – og det svar skal nok komme, uanset om han holder fast i at skulle køre Giro i 2023, eller om hans sejr nu får ham til alligevel at give Touren et skud – men foreløbig må vi konstatere, at spørgsmålet om Evenepoels holdbarhed har fået det bedst mulige svar.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det havde ellers været interessant med en vanskeligere tredje uge. Vi ved jo, at det er her, Mas topper, og han så også ganske overbevisende i den sidste del denne gang. Særligt på torsdagens lette stigninger efterlod han et overbevisende indtryk, men vi får aldrig svaret på, om holdbarheden vitterligt havde tippet barometeret i hans retning. Nu bliver det i stedet til den tredje andenplads i sine seneste fire optrædender i løbet, hvilket naturligvis må være svært frustrerende. Alligevel må Mas betegnes som en vinder, for ikke blot har han sikret Movistar en god skovlfuld point – selvom det da lige kunne ligne ham at styrte i Madrid i morgen – han har også igen fået bevist, at det tårnhøje niveau, han fandt sidste efterår, stadig er hans, selvom Touren endte som en fiasko.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nej, Mas var der ikke den store grund til at tvivle på. Det var der til gengæld med Ayuso. Én ting er, at hans holdbarhed var et åbent spørgsmål inden løbet. Noget andet er, at han igennem løbet har virkede en smule svingende og særligt i de seneste dage har lignet en mand i små vanskeligheder. I dag efterlod han til gengæld sit måske mest overbevisende indtryk siden Pico Jano, for han var der som en mis hver eneste gang, Miguel Angel Lopez angreb ham, og selvom løbet måske nok har afsløret, at han savner noget stabilitet – som dog muligvis kan forklares med både styrt og coronainfektion – har den i hvert fald vist, at han også kan køre pokkers stærkt på en 20. etape i en grand tour. I betragtning af at knægten kun er 19 år, er det vel ret svært at få armene ned af begejstring i UAE-lejren, der nu for anden gang på fire år har ført en komet til en 3. plads i Vueltaen i dennes grand tour-debut. Hvis Ayuso kan følge op på samme måde, som Tadej Pogacar har gjort siden 3. pladsen i 2019, skal det i hvert fald nok gå ham godt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han fik dog ikke sin etapesejr, og havde det ikke været for hans betydeligt yngre alder, var han således blegnet lidt i forhold til sloveneren, der vandt tre etaper dengang. Han havde ellers alletiders chance for at få den i dag, og selvom man godt kan forstå, at holdet var tøvende med at lægge for meget pres på de unge skuldre på en dag, hvor det primære mål var et forsvar af 3. pladsen, kan man ærgre sig over, at UAE ikke fra start satte alt ind på at vinde etapen. De bløde procenter gjorde det sandsynligt, at etapen kunne slutte i en spurt mellem favoritterne, og da han i Joao Almeida havde verdens bedste hjælper til at kontrollere finalen, lå det næsten på den flade, at han kunne vinde etapen, hvis bare holdet havde jagtet udbruddet fra start.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gjorde de imidlertid ikke. Marc Soler skulle have endnu en chance for at jagte en etapesejr, og selvom han og Jan Polanc utvivlsomt også spillede rollen som forposter til det tilfælde, at Ayuso skulle komme i krise på Morcuera, havde han utvivlsomt intention om at vinde etapen. Ellers havde UAE brugt deres tunge folk til at holde snor i udbruddet, der nu akkurat fik så stort et forspring, at Richard Carapaz holdt hjem. Der manglede ellers ikke dedikation fra Soler, Polanc eller til sidst også Almeida, der endelig i dag agerede 100% holdspiller efter torsdagens måske lidt tvivlsomme angreb, men det viste sig, at løbet desværre var kørt. Ayuso var ellers akkurat så overlegen i spurten, som han burde være, og dermed missede han muligheden for at gøre som Pogacar, nemlig at krone 3. pladsen med en sejr på 20. etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Almeida kunne også have vundet etapen. Han ville nemlig sammen med Ayuso have været hurtigst, hvis han selv havde skullet spurte, men i sidste ende overgav han sig til skæbnen og lod sig for anden grand tour på to år henvise til rollen som hjælperytter. Det blev bestemt ikke det løb, han havde håbet på. Han skiftede til UAE for at få en klar rolle som den anden grand tour-kaptajn og for ikke at skulle bruges som hjælper for Evenepoel igen, og nu kan han se, at Ayuso måske er på vej forbi ham i hierarkiet, selvom hans kørsel i denne uge og ikke mindst i dag, nok engang beviste, at han har en imponerende evne til at toppe i den tredje uge.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har Thymen Arensman også. Fraregnet morgendagens paradeetape er han nu endt i top 3 på sidste etape af tre af de fire grand tours, han har kørt, og det lover uhyre godt for den fremtid, han nu skal udforske hos Ineos. Desværre for ham var denne uges lette stigninger bare ikke det rette terræn for ham til at maksimere udbyttet af sine evner i den tredje uge, men alligevel lykkedes det ham med sin evige og beundringsværdige aggression at komme meget tæt på endnu en etapesejr. Det bliver bestemt ikke uinteressant at se, hvad grand tour-kongerne fra Ineos kan få ud af en mand, der synes skabt til at køre de lange etapeløb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det synes Carlos Rodriguez også at være. Ganske vist var der nok en lidt aftagende formkurve at aflæse, men noget sammenbrud var der bestemt ikke tale om. Tværtimod var hans flotte forsvar i dag ganske beundringsværdigt, når man betænker, hvor forslået han så ud, og det, der på første stigning lignede et farvel til top 10, endte nu en ganske hæderlig samlet 7. plads – hvis da ikke han går på jagt efter et bonussekund i morgen – og i betragtning af ugens design, er det svært at tro, at han ikke var endt i top5 , hvis ikke han havde været så pokkers uheldig. Det er i hvert fald en yderst lovende grand tour-debut, der kun bliver endnu mere lovende af, at han chokerede alt og alle ved også at kunne køre enkeltstart. Nu kan han og Arensman så slås om at være den af Ineos’ ryttere 2023-ryttere, som har virket mest lovende i dette løb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Uden styrtet var han sikkert også endt som nr. 4. Miguel Angel Lopez bekræftede nemlig i den tredje uge, at han har meget svært ved at holde niveau gennem tre uger. Den lovende opblomstring i uge 2 endte med klare svaghedstegn i uge 3. De var der bestemt også i dag. Ganske vist kom han med sine angreb på Ayuso på den lette målstigning, men på det eneste tidspunkt, hvor terrænet for alvor gjorde ondt, nemlig i medvinden på Morcuera, blev han igen sat af. Selvom han igennem de tre uger fik bevist, at hans forår ikke skal tages som udtryk for, at han ikke stadig har sit tårnhøje niveau, satte løbet vel også en streg under, at der næppe bliver en grand tour-sejr til ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mange havde nok ellers regnet med, at han ville vinde en grand tour før Jai Hindley, men sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod viste australieren med sin holdbarhed, at han er skabt til de lange etapeløb, men desværre har denne Vuelta også vist, at han stadig ikke er til at regne med. Selvom han reddede den hjem i dag, måtte vi nemlig sande, at den lille genrejsning, man fornemmede i torsdags, ikke materialiserede sig, og selvom han vel var marginalt bedre i den tredje uge, som han plejer, var det i hvert fald ikke den Hindley, man kunne have regnet med at se. Nu er hans sæson heldigvis en succes, og han ender da også som den eneste rytter, der i år har været i top 10 i to grand tours, men årets Vuelta viser, at han ikke er den garanti, som andre grand tour-ryttere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var endda tæt på, at det i stedet ville blive Louis Meintjes, der som den eneste ville få to top 10-placeringer. Sydafrikaneren, der lidt uberettiget er blevet kritiseret for at være defensiv, har i år gjort det til sin specialitet at lege Guillaume Martin og via udbrud sikre sig en samlet top 10. Den mission var ganske tæt på at lykkes igen, da Hindley ganske utroligt lod ham stikke af på første stigning, men desværre for ham gik den akkurat ikke. Heldigvis kan han se tilbage på en sæson, der definitivt har bragt ham tilbage på sporet efter den lange krise.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Om Rigoberto Uran er tilbage på sporet, er nok mere tvivlsomt. Ganske vist lykkedes det colombianeren via et udbrud at sikre sig endnu en top 10 til samling, men igen i dag stod det klart, at han har haft sin bedste tid. Det virker ikke usandsynligt, at årets 9. plads bliver hans sidste blandt de bedste ti, og at han måske i stedet skal begynde at dyrke de udbrud, han i år har været ganske aktiv i.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det skyldes også, at han får en ny holdkammerat, der nok vil overgå ham i hierarkiet. Richard Carapaz er som bekendt på vej til EF, og selvom man stadig efter denne Vuelta kan sidde med tilbage med fornemmelse, der allerede var der efter Giroen, nemlig at han måske allerede har toppet, fik han i Vueltaen bevist, hvor stor en klasserytter han fortsat er. Det viste sig jo hurtigt, at hans forberedelse slet ikke havde været så god, som holdet havde antydet, og klassementet gik derfor hurtigt fløjten. Sådan har det været for mange grand tour-ryttere gennem årene, men det er meget svært at huske, at der er andre, der har forvandlet skuffelsen til hele tre etapesejre og en bjergtrøje. Nu kan man diskutere, om han også have fået sidstnævnte, hvis Jay Vine havde gennemført, men de tre gevinster kan ingen i hvert fald tage fra ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han satte kronen på værket i dag. Det var bestemt ikke verdens letteste etape at vinde for en mand, der var meget overvåget af de andre udbrydere, og som trods sin styrke kunne få svært ved at gøre de store forskelle på de bløde procenter. Modstanden var bestemt heller ikke ringe, når han var oppe mod den i den tredje uge så formstærke Thibaut Pinot, Hugh Carthy og Gino Mäder, der begge til slut viste lidt af deres tredjeugesmotorer, og ikke mindst Robert Gesink, der kan takke Roglics styrt for, at han pludselig igen er begyndt at ligne den stjerne, han engang var, men de kom alle til kort. Selv da han efter den bløde sidste stigning havde udsigt til formentlig at skulle slås i en spurt af Sergio Higuita – også selvom han overraskende slog netop colombianeren, da de to senest gjorde fælles front i deres kup mod Almeida i Catalonien – og samtidig blev jagtet så hårdt af – sjovt nok igen – Almeida, at det så ud til at være slut nær toppen, fik han på imponerende vis overvundet begge trusler og sikret sig en sejr, der understregede, at vi fortsat taler om en af verdens bedste cykelryttere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Om der også er flere grand tour-sejre i ham, kan man til gengæld betvivle. Carapaz har i år i hvert fald ikke lignet den rytter, der i 2019 vandt Giroen med den ene finger i næsen, og konkurrence bliver efterhånden stor. Pogacar overhalede for efterhånden længe siden, og i løbet af de seneste to sæsoner er Jonas Vingegaard også braget forbi ham, ligesom Hindley vel også gjorde det i Giroen. Han kunne så have håbet, at de spørgsmål, der forud for dette løb var ved holdbarheden hos de tre kometer Evenepoel, Ayuso og Rodriguez alle havde fået et negativt svar. Tværtimod kunne beskeden til Carapaz vel ikke have været meget mere nedslående. De bestod nemlig alle testen og fik effektivt besvaret spørgsmålet om deres holdbarhed. Det gælder naturligvis i særlig grad Evenepoel, der med den første belgiske grand tour-sejr siden 1978 har gjort os så pokkers meget klogere, end vi har for tre uger siden.<\/p>","date":"10\/9-2022 kl. 18:58","date_unformatted":"2022-09-10 18:58:38","km_driven":"96,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"338582","title":"Vejret","text":"
Efter nogle dage, hvor varmen ikke har været helt så trykkende, slutter løbet med noget, der kan blive den varmeste dag. Selvom rytterne kører om aftenen, vil der være en temperatur på 35 grader, når de tager starten, og en temperatur på 33 grader ved målgang. Der vil kun være ganske få skyer, men det vil lufte lidt med en let til jævn vind (13-15 km\/t) fra sydsydvest og sydvest. Det giver hovedsageligt sidemod- og sidevind på stykket frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidemedvind op til første U-vending og derefter hovedsageligt sidemodvind, indtil man atter får sidemedvind i sidste U-vending ved den røde flamme.<\/p>","date":"10\/9-2022 kl. 13:50","date_unformatted":"2022-09-10 13:50:31","km_driven":"96,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"338581","title":"Ruten","text":"
Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 og 2021 afveg man, da man henlagde afslutningen til Santiago de Compostela, hvor der blev kørt enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart siden 2004 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter sidste års eksperiment er alt i år ved det gamle med den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape, som det også vil være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. I 2018 skar man paradedelen ned til bare 36 km og indførte flere omgange på rundstrækningen, og i 2019 havde man fordelt de to med ca. 50% til hver, mens der i 2020 var 85 km parade og bare 40 km cykelløb. Også i år er der en 50-50-fordeling på en meget kort etape over mindre end 100 km, hvor der først lægges op til fejring, inden årets Vuelta formentlig ender med det klassiske spurtopgør i hjertet af Madrid.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I år skal der tilbagelægges bare 96,7 km fra Hipodromo De La Zarzuela til den velkendte finale ved Paisaje de la Luz i hjertet af Madrid. Startstedet ligger i den nordvestlige udkant af hovedstaden, og herfra kører man stort set direkte ind til centrum. Kortvarigt kører man mod sydvest igennem fladt terræn, inden man følger en flad hovedvej mod sydøst med retning mod centrum. Man drejer dog hurtigt fra for at køre mod sydøst ind gennem Majdahonda og frem til Pozuelo de Alarcon, hvor man drejer mod nordøst. I forstaden Aravaca drejer man igen mod sydøst, og derfra går det stort set direkte ind til centrum, hele tiden i fladt terræn.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter 44,5 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved denne gang at køre 9 omgange (tidligere har det været både 7 og 10 omgange) på den gamle 5,8 km lange og T-formede rundstrækning, der er tilbage, efter at den i 2018 var modificeret. Fra mål går det mod nord op til en U-vending, inden man kører mod syd ned til et sving. En lang vej leder nu mod vest ud til endnu en U-vending, og derefter går det tilbage mod øst, inden man drejer mod syd kort før 2 km-mærket. Slutteligt er der en sidste U-vending lige inden den røde flamme, hvorefter man rammer den 1000 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,7%. Løbets sidste indlagte spurt, der også tæller som en bonusspurt, kommer ved anden passage af stregen med 46,4 km igen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 773 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt skippede man i 2014 og 2021 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. I 2020 rundede Pascal Ackermann den sære coronaudgave af ved akkurat slå Sam Bennett, mens Max Kanter blev nr. 3. I 2019 sluttede Fabio Jakobsen sin grand tour-debut helt perfekt ved at slå rivalen Bennett og således sikre sig sin anden sejr, og i 2017 cementerede Elia Viviani sin status som løbets bedste sprinter ved at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Peter Sagan og Giacomo Nizzolo. I 2016 kronede Matteo Trentin et fantastisk løb ved at spurte sig til sin fjerde etapesejr, og i 2016 tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cavendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandt den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigst i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.<\/p>","date":"10\/9-2022 kl. 13:50","date_unformatted":"2022-09-10 13:50:20","km_driven":"96,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"338579","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Vuelta a Espa\u00f1a (21. etape). Dagens løb køres fra Las Rozas til Madrid. Paisaje de la Luz over 96.7 kilometer. Vi starter kl. 17.26.<\/p>","date":"10\/9-2022 kl. 13:50","date_unformatted":"2022-09-10 13:50:10","km_driven":"96,7","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"}]}