Deutschland Tour, hvortil du kan læse en optakt<\/a>.<\/p>","date":"22\/8-2022 kl. 20:43","date_unformatted":"2022-08-22 20:43:42","km_driven":"152,5","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"336049","title":"Vinderbud","text":"Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Julian Alaphilippe, Ethan Hayter<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Sergio Higuita, Juan Ayuso, Remco Evenepoel, Santiago Buitrago, Alejandro Valverde<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Joao Almeida, Quentin Pacher, Wilco Kelderman, Tao Geoghegan Hart, Robert Stannard, Richard Carapaz, Jai Hindley, Brandon McNulty, Rudy Molard, Samuele Battistella, Simon Yates, Ilan van Wilder, Roger Adria, Wout Poels, Maxim van Gils<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kandidater til et udbrud: Bruno Armirail, Jesus Herrada, Roger Adria, Rein Taaramae, Harry Sweeny, Maxim van Gils, Quentin Pacher, Rudy Molard, Xandro Meurisse, Mark Padun, Carl Fredrik Hagen, Jay Vine, Elie Gesbert, Alessandro de Marchi, Antonio Tiberi<\/p>","date":"21\/8-2022 kl. 22:07","date_unformatted":"2022-08-21 22:07:02","km_driven":"152,5","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"336048","title":"Favoritterne","text":"
Det virker på mange måder helt forkert, at Vueltaen i de seneste dage er kørt rundt i Holland. Det er nemlig svært at finde en del af Europa, der kunne passe så dårligt til den identitet, løbsdirektør Javier Guillen siden 2012-udgaven har besluttet sig for at give sit løb. Dengang opgav han de mange alenlange motorvejsetaper, der gjorde det spanske løb til en ganske sprintervenlig sag, for i stedet at inkludere så mange afslutninger på stigninger, at man i første omgang troede, at det var løgn, indtil man vænnede sig til, at det nu er normen, at knap halvdelen af etaperne skal slutte opad. Det har fået sprinterne til at løbe skrigende væk fra den spanske grand tour, der i de ”værste” år kun har haft tre rigtige sprinteretaper, og i det lys var der en klar identitetskonflikt i, at løbet skulle åbne med to etaper, der var så sprintervenlige, at deres lige vel næppe fås.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
På den baggrund er det kun passende, at det bliver ”rigtig” Vuelta med det samme, løbet sætter sine fødder på spansk grund. Hvis der er noget, der for alvor kendetegner løbet, er det afslutningerne på relativt korte og ofte meget stejle stigninger. Af og til er der tale om deciderede murfinaler, og i andre tilfælde er der tale om det, der vel kan kaldes mere klassiske puncheuretaper.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er en etape af sidstnævnte type, rytterne mødes af, når de tirsdag erstatter den hollandske folkefest med cykelgale baskiske fans. Det havde måske været mere naturligt, hvor en tur til Baskerlandet havde budt på de velkendte baskiske mure, men sådan bliver det ikke. Til gengæld er der lagt op til puncheurfest tirsdag eftermiddag, når rytterne skal slutte på en kort, men ganske stejl bakke efter en kort og hektisk dag med mere end 2300 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Finalebakken markerer sig ved to ting. For det første er den med sine 900 m relativt kort. Der er vitterligt tale om en bakke, hvor det er punch, der bliver afgørende. Den er nok en anelse for lang til, at sprintere som Mads Pedersen og Bryan Coquard kunne udfordre puncheurs, hvis man slæbte dem friske med hen til bunden, men det er en yderst eksplosiv sag, der er nogle hundrede meter kortere end Mur de Huy.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den anden er stejlheden. 8,4% er ganske meget, og det tipper med det samme balancen i retning af de lettere ardennerspecialister. Til sammenligning stiger Mur de Huy med 9,6% over 1300 m, og den er tillige stejlere med sit maksimum på 25%. Dette er ikke en murfinale i stil med den, vi finder i Huy, og selvom den er relativt stejl, er det mere punch og spurtstyrke end hang til stejle procenter, der vil være afgørende.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det handler imidlertid ikke bare om målbakkken. Herrera-stigningen har to ganske stejle kilometer på 8-10%, som vil være vanskelige for mange, hvis der gås til stålet. Den vil kunne skabe nogen udskilning, men forinden er etapen til gengæld ikke alt for svær. Det vil være et stort felt, der når frem hertil, og den stejle del af stigningen er trods alt så kort, at der køres stærkt tidligt, hvis man skal lave den helt store udskilning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det første spørgsmål er imidlertid, om der er nogen, der vil gå efter etapen. Det er en storartet finale for Primoz Roglic, men han kommer også næsten med sikkerhed i trøjen, hvis vi får et samlet felt til sidst. Det vil han formentlig gerne undgå. De 10 bonussekunder er rare, men vi så sidste år, at han havde det fint med to gange at låne trøjen ud til Intermarché-mandskabet. Særligt i et løb, hvor hans form er usikker, vil det næppe passe ham dårligt, hvis han kan slippe for det ansvar nu.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg tror derfor, at Jumbo har det fint med at lade et ufarligt udbrud køre hjem. Spørgsmålet er så, om der er andre, der vil noget. Her peger pilen på Quick-Step og Ineos med hhv. Julian Alaphilippe og Ethan Hayter. For dem begge er det en storartet finale, men de kører også for hold, der har andre og større mål. Vil de brænde kræfter af for at vinde en etape, når det primært handler om klassementet?<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det hele kompliceres af Alaphilippes form. Han er åbenlyst ikke på toppen endnu, og han har heller ikke lagt skjul på, at han primært satser på løbets sidste halvdel, hvor han regner med at være bedre. Spørgsmålet er, om han er frisk på at lade sit hold bruge nogle af de kræfter, Remco Evenepoel får brug for, hvis han ikke føler sig helt sikker på, at han kan gøre det færdigt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Begge hold har i hvert fald argumenter for at lade etapen sejle, men det er nok Ineos, jeg er mest usikker på. For dem er det ret klart, at klassementet er det helt store mål, mens det hos Quick-Step nok kunne være meget rart, hvis Alaphilippe med en tidlig etapesejr kunne tage lidt af presset af Evenepoels skuldre. Mit gæt vil derfor være, at Quick-Step vil påtage sig ansvaret, også fordi det er en etape, der ikke er alt for svær at kontrollere. Om de får hjælp af Ineos, er jeg meget i tvivl om, men vi har trods alt set dem skyde betydeligt mere efter etapesejre i etapeløb i år, hvor de blandt andet arbejdede ret aktiv for Hayter i både Romandiet og Dauphiné.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Er der andre hold, der kunne tænkes at hjælpe? Jeg ser kun Bora. De har i Sergio Higuita en topkandidat, men jeg tror ikke, at vi vil se dem i aktion. De brugte kræfter på at føre i dag, og med Sam Bennetts succes tyder meget på, at de skal tage noget ansvar på sprinteretaperne også. Da de samtidig vil vinde løbet samlet, er der grænser for, hvor aktivt de kan tillade sig at jagte øvrige etapesejre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den usikkerhed bør føre til en aktiv start. Tidligt i løbet ser man stadig, at feltet ofte er mærkeligt passive, selv når chancen for succes ser ret god ud, og derfor udelukker jeg ikke, at der bare kører et lille udbrud med det samme. Der burde dog være en vis sandsynlighed for, at nogle hold har lavet samme analyse som ovenstående og derfor ser en værdi i at jagte udbruddet. Som minimum er der jo i hvert fald en bjergtrøje at gå efter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Heldigvis for de hold, der måtte gå efter etapen, er starten let, og hvis jeg har ret i, at i hvert fald Quick-Step vil jagte, bør de kunne sørge for, at gruppen kan kontrolleres. Derefter vil Jumbo formentlig tage kontrol, men mit gæt er altså, at de vil signalere, at udbruddet kan få lov at holde. Så får vi at se, om Quick-Step og\/eller Ineos tager over. Mit gæt er, at i hvert fald belgierne træder i karakter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sker det, bør udbruddet blive hentet. Både Ineos og Quick-Step er pokkers stærke, og som sagt er etapen let at kontrollere. Mit gæt vil således være, at udbruddet bliver kørt ind, enten på eller før den sidste stigning. Undervejs er der ret mange point at køre om i den indlagte spurt, men kun til de fem første. Mest sandsynligt er det, at udbruddet stjæler dem fra sprinterne, men er der færre end fem mand afsted, vil vi se en full-blown spurt. En 5. plads giver 10 point og en 6. plads nul point, så der er virkelig værdi i at køre spurterne med skrald på, hvis der altså fortsat er point at hente.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad vil der så ske på stigningen? Hayter har ikke brug for et hårdt løb, så hvis Ineos sætter sig frem, bliver det formentlig bare for at kontrollere og undgå angreb. Grundet formen tvivler jeg også på, at Alaphilippe tør bede om et hårdt tempo. Derfor er det ikke sikkert, at det kommer til at gå alt for stærkt. Hvis Roglic er kørende, er det dog sandsynligt, at Jumbo bil lægge et pres, da han har brug for det hårdest tænkelige løb. Det er imidlertid spørgsmålet, om han føler sig klar til det. Der er således en chance for, at der gås til stålet, men jeg hælder nok til, at udskilningen ikke bliver alt for stor. Ineos og Quick-Steo skal dog stadig sørge for at køre så stærkt, at de ikke pludselig får folk som Coquard og Pedersen med hjem. Selvom målbakken bør være for lang for dem begge, er der trods alt ingen grund til at gøre etapen alt for let.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Er tempoet lavt, er det muligt, at vi får angreb, men kun fra lykkeriddere. Den stejle del kommer for tidligt til, at det giver mening for klassementsrytterne at udnytte den stejle del. Den slags offensiver vil næppe heller give resultat. Quick-Step og Ineos er for stærke, og nedkørslen har kun ét teknisk element. Til slut drejer man endda ind på en let stigende vej i direkte modvind, hvor et felt vil have en klar fordel.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mit gæt er således, at det vil være et ikke alt for lille felt, der rammer det bløde sving, som leder ind på målbakken. Et stort felt bør give ganske vild positionskamp frem mod den relativt kort bakke, og her vil position være helt afgørende. Jeg vil tro, at Ineos, Quick-Step eller måske Jumbo vil tage kontrollen fra bunden og herefter sætte kaptajnen i scene, og så bør det ende i en puncheurspurt. Igen skal man sidde rigtigt, når vi rammer svinget med 300 m igen og herefter højrekurven, men til slut er der 200 m lige vej i let modvind, hvor det bliver rent punch for dem, der sidder langt nok fremme.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg prøver at pege på Primoz Roglic<\/b>, men det er med større tvivl, end det plejer at være. Der er nemlig to usikkerhedsmomenter. Dels er der den åbenlyse tvivl om hans form efter den tvivlsomme optakt, og dels er der det klare niveaufald, vi har set i år. Det synes ret sikkert, at han ikke er på 100% endnu, men det gode holdløb bør indikere, at han i hvert fald ikke er pivringe. Hans interviews og kørsel har også virket ganske selvsikker, og der er intet, der tyder på, at han kommer i så ringe en form, som man i værste fald kunne frygte.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Spørgsmålet er så, om formen og niveauet rækker. Jeg har stadig min tvivl i forhold til Roglics samlede chancer i en duel med Jai Hindley i de høje bjerge senere i løbet, men en puncheurspurt er noget andet. Her handler det først og fremmest om punch, særligt når etapen er relativt let, og her har Roglic været ganske sublim i de senere år. I både Vueltaen og Paris-Nice har han endda vundet to 5%-spurter, der egentlig burde være for lette, og det vidner om, hvor uhyggelig han har været. Denne passer ham endda bedre, og da formen næppe vil være alt for begrænsende, regner jeg med at se ham helt fremme.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Min største bekymring er positioneringen. Den har ikke altid siddet i skabet for ham, men i år har det været helt skævt, som vi senest så på 4. etape af Paris-Nice. Han har dog i Rohan Dennis den perfekte mand til at holde sig fremme, og rammer han først bakken i god position, bør han ikke miste den igen. Griber han svinget og kurven rigtigt an, tror jeg på, at han stadig er så god, at han kan vinde her.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sidste års Fleche Wallonne viste, at Julian Alaphilippe<\/b> stadig kan slå Roglic i en murfinale, og i en lettere afslutning som denne bør verdensmesteren, der er hurtigere og mere eksplosiv, nok være endnu mere favoriseret. Derfor havde han været den helt naturlige favorit, men hans form er et stort spørgsmålstegn. Heldigvis viste Ain, at hans form ikke var så katastrofal, som Leuven indikerede, men hans coronainfektion satte ham ganske langt tilbage. Efter at have set ham i Ain er jeg ikke så bekymret for, at han nok skal kunne blande sig i kampen om sejren, når bakken er så kort som denne, men er han god nok til at vinde i dette ret skarpe felt? Han er god i positionskampen og sidder sjældent forkert, så det bliver benene, der bestemmer. Som løbets nok bedste mand i denne afslutning har han en god chance, men Ain har ikke overbevist mig om, at han er helt klar nok.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan godt være, at Ethan Hayter<\/b> allerede har vundet mange cykelløb, men han er stadig ret ubeskrevet i denne slags finaler. Han har vundet nogle meget stejlere murfinaler i Coppi e Bartali og Andalusien, men det var i ret svage felter. I murfinalen i Polen forleden blev han slået ret klart, men der kørte han også etapen klogt og konservativt for ikke at tabe tid. Her skal han gå efter sejren, og den kortere og knap så stejle stigning passer ham også langt bedre end den polske mur. Vi har bare stadig til gode at se, hvor han står i forhold til puncheureliten på mere end 8%. Havde den været en smule mere blød, havde jeg ikke tøvet med at gøre ham til favorit, men jeg hælder nok til, at Alaphilippe og Roglic har en overhånd på disse lidt stejlere procenter. En anden udfordring er hans svage positionering. Her hjælpes han dog af et stærkt hold, og da det bare er en lang, lige vej frem til bakken, bør han sidde fornuftigt. Er han aggressiv nok i den tekniske afslutning, er det bestemt ikke umuligt, at han tager sin første grand tour-etapesejr med den hæderlige form, han viste i Polen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I netop Polen blev han slået af Sergio Higuita<\/b>, der her beviste, at han er en fremragende murspecialist. Det er egentlig lidt sjovt, at colombianeren trods sine ret mange år i feltet er meget uprøvet i denne slags finaler. Allerede muren i Polen var en ny oplevelsen, som han bestod til UG med kryds og slange, og nu skal vi så se, hvad han kan mod Roglic og Alaphilippe i denne form for afslutning. Det ligger i kortene, at han har alle forudsætninger for at vinde, men modstanden er meget, meget skrap, og han havde nok ønsket sig en stejlere finale. Han har også virket svag i positionskampen, og Bora lider nu under, at de stort set kun vil være beskyttede kaptajner efter Herrera. Min frygt er, at han taber alene på position, men sidder han rigtigt, er han også så eksplosiv, at han bør have en chance for at vinde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den helt store joker er Juan Ayuso<\/b>. Hvis Higuita og Hayter er ubeskrevne blade, er det for intet at regne mod den 19-årige komet. Vi ved, at han er uhyre eksplosiv, som han særligt viste i Catalonien, men hvor han står mod de bedste i denne slags finaler, aner vi ikke. Det er imidlertid svært at glemme, hvordan han og Higuita syntes at være ganske meget i deres egen liga på den stejle Montjuic-stigning i Catalonien, og at han vandt feltets spurt på toppen af La Molina et par dage tidligere. Han gav også den ellers meget stærke puncheur Wilco Kelderman bøllebank på målbakken i Getxo, men jeg havde til gengæld ventet mig mere af ham på 1. etape i Romandiet, hvor finalen mindede om denne. Dengang virkede han imidlertid heller ikke på toppen – og alligevel endte han som samlet nr. 4, ligesom kun Higuita og Aleksandr Vlasov slog ham i puncheurspurten på kongeetapen – men hans kørsel i Getxo tyder på, at han har kurs mod at formtoppe til dette løb. Han kan sagtens falde igennem og særligt kikse helt i positionskampen, men rangeret efter vinderpotentiale må cykelsportens mest lysende komet rangeres højt i en finale, der burde passe ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Apropos komet, fænomen, eller hvad man ellers kan sige om Ayuso… Der er jo naturligvis også Remco Evenepoel<\/b>. Jeg kan stadig ikke tro, at belgieren vitterligt kan slå folk som Alaphilippe, Hayter og Roglic i denne meget eksplosive finale, men hans punch har jo forbedret sig ganske enormt. Det så vi med hans angreb på Redoute i Liege, og da han i et dog svagt felt vandt 1. etape i Norge, og jeg har en ide om, at han kommer uhyggeligt stærkt ind til løbet. Det plejer han nemlig at gøre efter en pause, og San Sebastian vidner om, at han er skræmmende godt forberedt til sit helt store mål. Holdbarheden er som bekendt et issue, jeg er meget bekymret for, men efter et holdløb, to sprinteretaper og en hviledag er den næppe et tema endnu. Jeg regner med at se en knivskarp Evenepoel i morgen, og klarer han positionskampen, som jeg på hans vegne vil frygte, tør jeg intet udelukke. Han skal undgå, at det bliver for eksplosivt, men jeg kunne godt se Evenepeol tage fronten inden svinget og herefter køre en vanvittigt lang spurt. Det kan blive svært grundet modvinden, men med den enorme power, han har, tør jeg ikke helt udelukke, at han kan holde, selvom jeg vil se det, før jeg for alvor tror det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En spændende rytter er Santiago Buitrago<\/b>. Allerede sidste år indikerede han, at han er en ganske eksplosiv herre, men i år har han taget det til et nyt niveau. Hans sejr på puncheuretapen i Saudi Tour var allerede lovende, men det helt store gennembrud var triumfen på Alto del Castillo i Burgos forleden. Her var han slet og ret i særklasse i et ganske stærkt felt, og denne finale, der er betydeligt stejlere, burde passe ham endnu bedre. Vi ved, at formen er ganske storartet, men jeg er bekymret for hans positionering. Den gik overraskende godt i Burgos, hvor han indikerede, at det er en kunst, han mestrer, men han mangler noget rutine i forhold til de bedste. Bahrain burde dog i Luis Leon Sanchez have en stærk mand til at holde ham fremme på den lange vej frem til bakken, og lykkes den mission, er jeg ret spændt på at se ham i dette skrappe selskab. Burgos-showet er så svært at glemme, at perspektiverne er lovende.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I gamle dage kunne en favoritanalyse til denne etape hedde ”Alejandro Valverde<\/b>. Punktum!” Dengang var spanieren næsten umulig at slå i en spurt, der passer ham som fod i hose, men han har tabt masser af fart siden dengang. Heldigvis så vi med den fornemme 2. plads i Fleche Wallonne, at den bedste Valverde stadig kan vinde en finale som denne, hvis blot det handler mere om punch end om fart, og Fleche-Valverde vil helt sikkert kunne vinde her. De er imidlertid to udfordringer. For det første har vi ikke set skyggen af Fleche-Valverde i optakten, hvor han var uhyre formsvag, og han har da også indrømmet, at hans optakt til dette løb med blandt andet et sammenstød med en bil har været alt andet end ideel. I den sammenhæng har lørdagens styrt næppe heller hjulpet. Dertil kommer, at han i dag er blevet uhyggeligt passiv i positionskampen, og jeg har ganske enkelt meget svært ved at se ham sidde rigtigt. Mit gæt er, at både position og ben meget vel kan sende ham uden for top 10, men naturligvis er han vurderet efter vinderpotentiale nødt til at stå højt på en liste som denne. Dertil er hans niveau fortsat højt nok, og rutine og motivation har han til overflod.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sidste år havde jeg rangeret Joao Almeida<\/b> meget højt. Portugiseren var sublim som puncheur, da han vandt i Polen og Luxembourg, men i år er det anderledes. Han synes slet ikke at have samme punch som tidligere, og han var ret anonym i puncheurterrænet i Catalonien, Giroen og Burgos. Da han også beklager sig over dårlige ben, vil mit gæt være, at vi bare ser en passiv Almeida gå efter at komme i mål i samme tid, men hans potentiale gør, at han skal have en vis rangering. Med det punch, han havde for præcis et år siden, kommer han nemlig ganske langt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Quentin Pacher<\/b>, der har udviklet sig helt enormt i år, hvor han har fundet en helt ny fart. Det chokerede vel alle, at han blev nr. 3 bag Michael Matthews og Sonny Colbrelli i 5-6%-spurten i Catalonien. Denne er stejlere, og indtil Polen havde jeg vurderet den som værende for stejl. Det ændrede sig imidlertid på den polske mur, hvor han rundede toppen af den stejle del først, inden han gled lidt tilbage til en 4. plads i den flade 200 m-spurt til sidst. Det vidner om, at Pacher bør køre stærkt i en finale, der synes som en sammensmeltning af Catalonien og Polen, og lykkes det hans ikke alt for overbevisende hold at bringe ham i position, tror jeg, at potentialet hos den formstærke franskmand er ret stort.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En rytter, der virkelig er blevet en god puncheur, er Wilco Kelderman<\/b>. Det startede vel med den gode puncheurspurt i Provence i begyndelsen af 2020, og siden dengang har han været med fremme i de fleste puncheurfinaler. Vi så det på 1. og 10. etape i Giroen, hvor målbakkerne passede ham meget dårligere end denne, og dengang var han endda formsvag. Nu meldes han i langt bedre form, men i det lys skuffede hans puncheurspurter i Getxo og Burgos mig. Heldigvis har han forbedret sig siden, og da han plejer at positionere sig ganske hæderligt, har han et vist potentiale. Higuita er plan A, men Kelderman skal alligevel spurte af hensyn til sit klassement.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Desværre tror jeg ikke, at Tao Geogeghan Hart<\/b> får lov at køre spurten. Det handler om Hayter, og Carapaz skal holdes fremme, og derfor er det usikkert, hvor meget spillerum briten får. Omvendt er det vel stadig holdets plan at holde deres mange esser fremme i klassementet, og derfor bør Geoghegan Hart i hvert fald spurte. Om han så også får frihed til at køre positionskampen tilstrækkeligt aggressivt frem mod svinget, er nok tvivlsomt, men skulle han få chancen, er det en finale, der passer ham. Det blev vi mindet om i Burgos, hvor han kørte en fornem 1. etape, og vi så det også, da han boksede med Valverde om sejren i en puncheurspurt i Dauphiné sidste år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad så med Robert Stannard<\/b>? På papiret burde det ikke være en helt ringe finale for ham, men jeg tror, at den er lidt for svær for ham i dette selskab. I forvejen er hans holdbarhed meget svingende, og når han har sine formsvage perioder, vil han ryge af på Herrara. Den samlede sejr i Vallonien indikerer dog, at han er kørende, men selv dengang blev han kun nr. 3 bag en formsvag Alaphilippe på Mur de Huy. Denne er blødere og burde passe ham bedre, men til gengæld er niveauet betydeligt højere. I 2020 manglede han stadig ret meget, da han blev nr. 5 i 5%-spurten vundet af Roglic, og selvom han helt klart har forbedret sig siden da, tror jeg, at han får det svært mod eliten på så stejl en bakke som denne – også fordi hans hold ikke kan hjælpe ham meget i positionskampen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
At kalde Richard Carapaz<\/b> puncheur er en overdrivelse, men han kan forsvare sig. Det så vi senest på 1. etape i Giroen, hvor procenterne er noget blødere, end de er her. Denne bakke passer ham meget bedre, men han bør ikke være eksplosiv nok til at vinde i dette selskab. Til gengæld er han eminent i positionskampen, og det betyder formentlig, at han ender lige så langt fremme, som han gjorde i Visegrad i maj – i hvert fald hvis han har fundet de ben, han var langt fra at have i Polen, og som gør, at jeg er en anelse usikker på den form, den normalt ellers så grand tour-stabile Carapaz har denne gang.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I Giroen lærte vi, at Jai Hindley<\/b> og Carapaz var stort set lige hurtige og eksplosive, og det fortæller, at Hindley sagtens kan køre en finale som denne. Der er dog en væsentlig forskel på de to. Carapaz er fremragende i positionskampen, og jeg har meget svært ved at se Hindley køre med den aggression, der skal til. Derudover er hans styrke jo hans holdbarhed, og det vil være mærkeligt, hvis han har Giro-benene allerede nu. I Burgos positionerede han sig dog så godt og var så eksplosiv, at han endte som nr. 4 på Castillo-etapen, hvor han slog blandt andre Kelderman, og det vidner om, at man bestemt ikke kan udelukke et godt resultat. Formen er i hvert fald kun blevet bedre siden dengang<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvilken rolle får Brandon McNulty<\/b>? Almeida er kaptajnen, men i vinterpausen luftede han, at han genre ville køre klassement i Vueltaen. Det er ganske sandsynligt, at han får chancen, og hvis det er tilfældet, skal han også spurte i denne finale. Det er ikke tit, vi ser det, men han har flere gange vist fart i flade spurter – jeg tænker på Giroen i 2020 og Paris-Nice i 2022 – men vigtigst er hans 2. plads bag Colbrelli i 5%-spurten i Dauphiné sidste år, hvor han kom i høj fart bagfra. Denne er stejlere og mere teknisk, og den passer ham nok betydeligt dårligere, ligesom han næppe er god i positionskampen, men han har potentiale til at overraske.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mit gæt vil være, at FDJ satser på Pacher, men måske Rudy Molard<\/b> også kan køre den. Han har haft en svær sæson grundet det grimme styrt i sidste års Vuelta, men selvom han ikke er ved fordums styrke, viste han i San Sebastian og Ain, at hans niveau stadig er pænt, og at han er i form. Så som i foråret blev han nr. 8 i Fleche Wallonne, og det vidner om, at han stadig er en god puncheur. Denne er en anelse mere eksplosiv, og jeg tror derfor, at den passer ham en anelse dårligere, men formen er der i hvert fald. Klarer han med sin rutine positionskampen, kan han lave et resultat.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Inden Polen og Dauphiné havde jeg haft visse forventninger til Samuele Battistella<\/b>. Italieneren gjorde enorme fremskridt sidste efterår, og det fortsatte i det stærke forår, hvor han viste puncheuevnerne i Provence og Algarve. Han skuffede mig til gengæld meget på 3. etape i Dauphiné og senest i den polske murfinale. Begge de to afslutninger var imidlertid også hårdere, og denne handler mere om regulært punch. Det bør passe ham bedre, og jeg vil tro, at Astana lader ham køre sin chance. Jeg frygter, at det ender i endnu en skuffelse, men særligt Algarve vidner om et vist potentiale.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg er også nødt til at nævne Simon Yates<\/b>, men det er mere af pligt end af overbevisning. Briten synes nemlig aldrig at køre disse finaler, hvor han altid er fint tilfreds med bare at komme hjem, og det vil formentlig også gælde på denne etape, når bakken er så kort som denne. Jeg har svært ved at se ham køre positionskampen spor aggressivt, men hvis han vil det, kan han sagtens lave et resultat. Det så vi med hans flotte sejr i Osimo i hans vilde 2018-Giro, og vi så inden løbet, at han er i fornem form. Det vil bare bryde alle traditioner, hvis han pludselig igen satser på at lave et resultat her.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad så med Ilan van Wilder<\/b>? Han har en ret klar opgave, men han sad ret langt fremme i spurterne i Holland. Det kunne tyde på, at Quick-Step i første omgang holder ham til. Han har altid været en ganske eksplosiv herre, selvom han ikke er decideret puncheur, og det så vi ikke mindst på 1. etape i Burgos, hvor han samtidig viste sit livs form. Det er klart, at det er lidt svært at være voldsomt aggressiv i positionskampen, når det handler om Alaphilippe og Evenepoel, men vil han gerne holde sig til, bør han ende pænt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvor står Roger Adria<\/b>? Vi vidste godt, at han har var halvhurtig, men hans sejr i puncheurspurten i Occitanie må have chokeret alle. I år har han til gengæld generelt været en skygge af sig selv, og det var først i juni, at han fandt sig selv. Hans kørsel i San Sebastian viser, at han er ganske formstærk nu, men vi så også i juni, at han har sine begrænsninger som klatrer. Denne afslutning er heldigvis for puncheurs, og selvom hans Occitanie-sejr er et ret enestående resultat, har han et potentiale for at overraske igen. Positionskampen ligner dog en gedigen trussel, og han styrtede i går, angiveligt dog uden konsekvenser.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er ret usandsynligt, at Wout Poels<\/b> får chancen på et hold med Buitrago og to kaptajner at beskytte, men skulle det ske, er det en finale, der passer ham. Han er mere murspecialist end puncheur, men han har noget fart, som vi senest så, da han overspurtede Lutsenko på flad vej i Andalusien. Den svingende lottokupon viste også form på sidste etape i Burgos, og har han de samme ben – hvad man aldrig kan vide sig sikker på – kommer han også et pænt stykke her. Det kræver bare, at han får chancen, hvad intet rigtigt tyder på.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Allerede sidste år indikerede Maxim van Gils<\/b>, at han er en glimrende puncheur. Det satte han en streg under med sin tidlige sejr i Saudi Tour, men siden har han grundet diverse problemer aldrig fundet formen. Senest havde han en skade først på måneden, som heldigvis var mindre alvorlig end frygtet, men den betød, at han udgik i San Sebastian og skippede Getxo. I forvejen var han slet ikke imponerende i Vallonien, og det vil undre mig, hvis han har en form, han ikke har haft siden februar. Hans potentiale i denne slags finaler bør dog være betydeligt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sidste år begyndte Enric Mas<\/b> pludselig at være god i denne slags finaler, men grundet den mentale krise, han er i efter sine mange styrt, synes det helt udelukket, at vi ser ham med aggression i positionskampen. Miguel Angel Lopez<\/b> kan godt køre denne slags finaler, men denne er lidt for kort til, at han kan være med helt fremme. Vi så det samme med Vincenzo Nibali<\/b> og Pavel Sivakov<\/b> på 1. etape i Burgos, men de er ikke eksplosive nok til dette selskab. Jeg var fristet af at nævne Andrea Vendrame<\/b>, men jeg tror, at denne er lidt for stejl, ligesom hans form i Polen, hvor han kom klart til kort på muren, ikke var prangende. Jeg ville gerne se Thibaut Pinot <\/b>køre den, men han vil næppe satse i en positionskamp og i stedet hjælpe Pacher og Molard. Jesus Herrada<\/b> er ikke den puncheur, han engang var, og var uhyre formsvag i Ain. Jeg ville gerne se Alexey Lutsenko<\/b> køre den, men det synes usandsynligt, at de ikke satser på Battistella og på at holde Lopez og måske Nibali fremme. Domenico Pozzovivo<\/b> og Esteban Chaves<\/b> er før endt pænt i denne slags finalr, men selskabet er lidt for skrapt, mens det for Ben O’Connor, Mikel Landa, Carlos Rodriguez, Hugh Carthy, Gino Mäder, Thymen Arensman, Juan Pedro Lopez, Jan Hirt<\/b> og Louis Meintjes<\/b> alene bør handle om at holde sig til, som det også gælder for Lucas Hamilton, Kenny Elissonde, Jose Manuel Diaz, Carl Fredrik Hagen <\/b>og Marc Soler<\/b>, hvis de skal holdes til i klassementet. Patrick Bevin<\/b> kunne have været kandidat, men han synes meget formsvag, Daryl Impey<\/b> er forslået, og Chris Froome<\/b>, der tidligere var god i denne slags finaler, synes efter corona ude af form. Formstærke Remy Rochas<\/b> er ikke eksplosiv nok, og nu om dage kører Rigoberto Uran <\/b>aldrig den slags finaler. Xandro Meurisse<\/b> havde tidligere været kandidat, men han er ikke den rytter, han engang var, og Elie Gesbert<\/b> synes for formsvag, mens niveauet nok er for højt for Simon Guglielmi<\/b>, der måske vil forsøge sig, og Floris de Tier<\/b> er for formsvag. Den må være for hård for Mads Pedersen, Bryan Coquard, Kiko Galvan, Gianni Vermeersch, Omer Goldstein<\/b> og Gotzon Martin<\/b>, og jeg tror ikke længere, at Jetse Bol<\/b>, der ellers var god i denne slags finaler, har niveauet. Endelig må Bob Jungels, Luis Leon Sanchez<\/b> og James Shaw<\/b> være hjælpere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt kan man ikke helt udelukke et udbrud. Her kunne formstærke Bruno Armirail<\/b> være et godt bud, men andre kunne være Jesus Herrada, Rein Taaramae, Harry Sweeny, Maxim van Gils, Quentin Pacher, Rudy Molard, Mark Padun, Carl Fredrik Hagen, Jay Vine, Elie Gesbert, Alessandro de Marchi, Antonio Tiberi, Xandro Meurisse<\/b> og Roger Adria.<\/b><\/p>","date":"21\/8-2022 kl. 22:06","date_unformatted":"2022-08-21 22:06:54","km_driven":"152,5","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"336047","title":"Analyse af 3. etape","text":"
Da Bora-mandskabet tog hul på 2022-sæsonen, var det nye tider. Siden holdet med en kraftig kapitaltilførsel var blevet en del af WorldTouren i 2017, havde det nemlig været kendt som Team Sagan. Langt de fleste af mange tyske køkken- og brusebadsmillioner var blevet hældt i superstjernen Peter Sagan, og selvom der også var blevet lidt til overs til investeringer i profiler som Leopold König og Rafal Majka, blev holdet i begyndelsen entydigt identificeret med sportens vel nok største navn.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var den virkelighed, der stod til at ændre sig. Allerede over en længere årrække var holdet blevet til meget mere end Team Sagan, og samtidig med at nye navne slog igennem begyndte det at halte mere og mere for slovakken. Hans nedtur tog vel for alvor fart i den spøjse coronasæson 2020, hvor han for første gang måtte se sig slået i kampen om Tourens pointtrøje i et løb, hvor han rent faktisk gennemførte, og det har således længe stået klart, at Sagan ikke længere er en mand, man binder en stor del af budgettet i eller bygger en stor del af holdet op omkring – i hvert fald ikke hvis man som Bora har ambitioner om at være et af verdens bedste hold.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Sagans kontraktudløb gav manager Ralph Denk en historisk chance for at nytænke sig hold, hvis han ville. Allerede med Emanuel Buchmanns store gennembrud i 2019 var holdet i stigende grad begyndt at gå ned ad klassementsvejen, og den vej tiltalte åbenbart den tyske chef. På interne møder blev det gjort klart, at det fremover var grand tours, der ville være det overordnede fokus, og Denk satte sig det mål, at holdet senest i 2024 skulle have vundet sit første lange etapeløb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Midlet hertil var en kraftig oprustning. Sagan-millionerne blev hældt i Aleksandr Vlasov, Jai Hindley og Sergio Higuita, der sluttede sig til Wilco Kelderman og Buchmann, og kun en beskeden del af budgettet blev brugt på en lidt mere sekundær sprintersatsning. Sam Bennett blev hentet hjem i en indirekte erkendelse af, at man spillede på den forkerte hest, da man prioriterede Pascal Ackermann over deres irske ”søn”, og han fik også stærk hjælp i form af et helt nyt tog med Danny van Poppel, Shane Archbold og Ryan Mullen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var en transferinvestering, man sjældent har set magen til, og som vel bedst kan sammenlignes med den vilde oprustning, Ineos foretog, da de i ét hug hentede Richie Porte, Adam Yates, Tom Pidcock, Daniel Martinez og Laurens de Plus til holdet. Det var imidlertid også en investering, der nok ville gå under betegnelsen risikabel, hvis Denk var forbi en investeringsrådgiver forinden. Der var i hvert fald kun begrænsede garantier i de fem mest markante navne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I virkeligheden var det vel kun Bennett, der ville falde under betegnelsen sikker investering. Som jeg allerede beskrev i gårsdagens analyse, var det svært at finde argumenter for, at ireren ikke skulle blive en bragende succes, når han vendte hjem til det hold, hvor han i 2019 virkede allerstærkest. Til gengæld var der tvivl ved alle de fire øvrige stjerner.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vlasov kom til holdet efter en 2021-sæson, hvor han ikke havde lignet den flyvende komet, han havde gjort i 2020. Hindley kom til holdet efter en 2021-sæson, hvor et siddesår havde fået cykelsporten, der har en dårlig hukommelse, til helt at glemme, hvor fremragende han havde været i Giroen i 2020. Higuita havde lignet et ustoppeligt talent i 2019, men var igennem to triste sæsoner gledet helt af radaren og kom til holdet efter næsten to år uden én eneste sejr eller ét eneste større resultat. Og selvom meget kunne indikere, at Van Poppel ville blive en fremragende lead-out man, var heller ikke det sikkert. Det er nemlig langt fra alle sprintere, der mestrer den svære kunst at skifte spor, og hollænderen var helt uprøvet i den rolle.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Når man gambler fire gange i ét hug, må man forvente, at der er mindst én kikser, men Denk har i den grad haft en gylden transferhånd. Således kan han sætte flueben ud for ”Succes” ved alle sine fire risikable investeringer. Mest markant er det selvfølgelig med Hindley, der i allerførste forsøg gjorde det meningsløst at tale om, at grand tour-projektet først skulle kulminere i 2024, men også Vlasov, der har været en af forårets helt store oplevelser, og Higuita, der med sejre i Algarve, Catalonien, Romandiet og senest Polen samt en samlet 2. plads i Tour de Suisse, er gået fra at være sejrsløs til at være vindermaskine, har i den grad leveret varen. Og selvom han ikke selv har bidraget meget til resultaterne, er Van Poppel måske endda tæt på at matche Hindley, for han har fra nærmest sit allerførste løb været så fabelagtig, at han allerede med nogen ret kan hævde, at han er verdens bedste lead-out man.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Faktisk var det kun den sikre investering, det haltede med. Som jeg beskrev i gårsdagens analyse, har året været én lang lidelseshistorie for Bennett, der som den eneste har haft flueben ud for ”Fiasko” i Denks evalueringsskema. Nu tyder meget imidlertid på, at det måske alligevel kan ende med fuld plade, når Denk om små to måneder endegyldigt skal gøre regnebrættet op og drage konklusionerne om den vilde investering, der endegyldigt skulle forandre Team Sagan til at være noget helt andet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I dag var Bennett, der nemlig igen. Bare 24 timer efter at have taget sin anden sejr slog ireren uimodståeligt til igen, da en hurtig, men ellers begivenhedsfattig tur rundt i det hollandske fladland, kulminerede i den forventede massespurt. Med en spurt, der i hvert fald gav mindelser om den storhed, han senest havde i sit ufattelige 2020-forår, henviste han igen det dog relativt beskedne sprinterfelt i årets Vuelta til kampen om de sekundære placeringer.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det bedste af det hele og det, der gør det relevant at lade denne analyse have Denks gyldne transferhånd som tema, er imidlertid, at sejren blev opnået i endnu en smuk harmoni mellem to af nyerhvervelserne. For anden dag i træk sørgede Van Poppel for, at han fortsat er meget, meget tæt på at have en 100% træfsikkerhed i de lead-outs, han har kørt i år, for uden ham er det i hvert tvivlsomt, om Bennett havde krydset stregen i Breda før alle andre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Billedet var ellers det samme som i går. Resten af toget, der kun talte da Ryan Mullen, da Jonas Koch måtte deltage i det føringsarbejde, Bora grundet gårsdagens succes ikke længere kunne undslå sig, var igen kommet til kort i kampen med stærkere og mere antalsstærke tog. Faktisk så det bekymrende ud, da de tog det sidste sving med 800 m igen, for her sad den hollandsk-irske duo så langt tilbage, at man alvorligt kunne frygte for, at det var for sent – og hvis endelig den skulle reddes, kunne man frygte for, at Van Poppel skulle køre så voldsomt et lead-out, at han havde kvæstet de Bennett-ben, der i år ikke synes at besidde megen holdbarhed.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der var imidlertid igen fuld plade på transfersucceskontoen. Van Poppel var igen sublim, da han reddede den kritiske position ved at skyde op på siden af den linje af ryttere, som ellers var i bedre position end Bora-duoen, og gav dermed nok engang et argument for, at han er tæt på at overtage lead-out-tronen, men det risikerede også at sende Bennett til tælling. Han kørte nemlig betydeligt stærkere end en af dagens favoritter, Pascal Ackermann, der åbnede sin spurt nogenlunde samtidig med hollænderen – et bevis på, at han måske kunne have vundet på egen hånd, hvis det havde været opgaven – men Bennetts ben er tilsyneladende helt anderledes, end de var det i foråret. Denne gang var der nemlig masser af skud i de irske stænger, der holdt stand hele vejen, selvom modvinden bestemt ikke gjorde det til den letteste spurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Selvfølgelig synes der stadig at være et stykke vej til den gamle udgave af Bennett, selvfølgelig er sprinterfeltet ikke imponerende, og selvfølgelig er Van Poppel en god del af forklaringen på den irske succes, men nu kan Denk i hvert fald begynde at tro på, at det, der lignede hans eneste fejlinvestering, nu også giver så megen pote, at det næste år måske kan ligne en hovedpine både at skulle tilfredsstille Bennett og jagte al den grand tour-succes, han drømmer om. Hvorvidt det er et reelt problem, bliver vi klogere på i løbet af de kommende tre uger, men først for alvor, når Bennett står over for de sprintere, der tilhører den absolutte elite.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den eneste af disse, der er til start i dette løb, er nemlig Tim Merlier, og i dag fik vi desværre ikke lejlighed til at se, om han ville køre endnu en skuffende spurt, som han synes at have haft en tendens til på det seneste. Denne gang lykkedes det ellers det svage Alpecin-tog med en velkørende Lionel Taminiaux at få ham afleveret i en brugbar position, der burde have sikret ham sejren, hvis han var i besiddelse af sin gamle fart, men et svaj fra Bryan Coquard og en efterfølgende tabt kæde betød, at det blev til det rene ingenting den sprinter, mange nok havde regnet for altdominerende under det hollandske visit. Nu må der til gengæld være alvorlige bekymringer i Alpecin-lejren, for næste spurtchance er først på 11. etape, og vi ved fra sidste års Giro, at den alt andet end holdbare Merlier hurtigt tabte fart, når løbsdagens begyndte at blive mange. Lægger man dertil, at de kommende sprinteretaper alle er ganske hårde, kan vi allerede efter tre dage begynde at frygte, at løbets på papiret mest sikre vinderbud blandt sprinterne nu vil ende løbet som sejrsløs – og hvor langt han kommer, ved vi slet heller ikke. Han har i hvert fald fortsat til gode at komme specielt langt i en grand tour.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Helt anderledes er det med Mads Pedersen, der må komme fra Holland med enorm selvtillid. Selvom danskeren har vist sig hurtig, ved vi, at han i disse lette fladbaneløb kommer til kort mod folk som Bennett og Merlier, men i dag var han nok engang ikke alt for langt fra at slå Bennett. Normalt er det ellers den sikre død, når han skal starte sin spurt bag en på papiret hurtigere mand, men denne gang var det slet ikke noget dumt valg at lade Alex Kirsch aflevere ham i Bennetts baghjul. Med direkte modvind var der nemlig en reel chance for, at han fra irerens slipstrøm alligevel kunne vinde, hvis Bennett nok engang havde tabt fart, som han i år har haft for vane. Måske kunne den strategi endda have båret frugt, for danskeren var slemt uheldig med at blive lukket, da han forsøgte at gø til højre og derved tabte fart og momentum, inden han fandt den rette vej til venstre. Nok er Bennett hurtigere, som vi så det i går, men i en modvindsspurt vinder hurtigste mand ikke altid, og i dag gav Pedersen sig alle forudsætninger for at tage sejren. Det lykkedes ikke, men det skulle være mærkeligt, om ikke han vinder en etape før eller siden, når de rene sprintere er blevet trætte, den danske motor er varm, og etaperne er hårdere. Jeg spåede allerede inden løbet, at han ville vinde 16. etape, der er for hård for sprinterne, men nu virker det bestemt ikke umuligt, at han også kan vinde nogle af de øvrige (og ganske få) sprinteretaper.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Langt mere bekymrende er det i hvert fald for Pascal Ackermann, der er løbets sidste store sprinternavn. Der var nærmest noget rituelt i, at han igen blev afleveret for tidligt af Sebastian Molano, for det skete også i tide og utide i Tour de Pologne, og selvom han nok ikke havde andet valg end at starte sin spurt, da colombianeren tabte fart, må han have følt et voldsomt deja-vu til det polske løb, hvor særligt 7. etapes alenlange syrebad må have stået printet i hans hoved, da han også i dag blev begravet i så megen syre, at han måtte opgive at færdiggøre sin spurt. Så lang en modvindsspurt kan ingen vinde, men det var bekymrende, at han var synligt langsommere end Van Poppel, der let og elegant kørte Bennett frem på hans side, og det er også bekymrende, at det ellers velfungerende tog med Ivo Oliveira og Molano altså har en tendens til at kikse deres timing. Toget er dog stadig hans stærkeste våben, hvis han skal kompensere for den manglende fart, for de har vist, at de har poweren. Det er blot timingen, det halter med.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Måske var der noget symbolsk i, at Dan McLay så let gik forbi ham. Mens Ackermanns karriere kun er gået tilbage, har McLays ditto kun haft kurs opad. Egentlig kom han til Arkea som lead-out man for Nacer Bouhanni, men grundet franskmandens langvarige skade er han i år endt som holdets førstesprinter. Den mulighed har han udnyttet til at forbedre den positionering, der altid har været hans svaghed, og da han samtidig stadig er en temmelig hurtig herre, var han i dag ganske tæt på at tage en grand tour-etapesejr, der ikke lå i kortene, da han som Van Poppel skiftede spor fra at være sprinter til at være lead-out man. Desværre for ham er Vueltaen ikke den ideelle grand tour for ham, for han er i hvert fald ikke typen, der kan ventes at blive bedre med tiden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det kan til gengæld Bryan Coquard. Ingen havde nogensinde regnet med, at den lille franskmand ville vinde en af de hollandske etaper, og det var han da heller ikke tæt på at gøre i dag. Modsat i går lykkedes det imidlertid for den positioneringssvage Coquard at drage fordel af Davide Cimolai til at sikre sig en position, hvorfra han kunne sikre sig et resultat. Dermed kommer han til Spanien med lidt mere tro på, at der kan vente en sejr på hårdere dage senere i løbet, hvor også han må have sat et stort, fedt kryds ud for 16. etape og den finale, hvor Matteo Trentin slog Gianni Moscon og Søren Kragh i en knaldhård spurt i 2017.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
På den måde var hans tilgang til det hollandske eventyr helt anderledes, end den var det for Kaden Groves. Nok er også australieren en holdbar herre, men han viste i foråret, at han har farten til at vinde rene sprinteretaper som disse. Desværre har foråret også vist, at hans positionering lader meget tilbage at ønske, og derfor er det lidt en katastrofe, at han er kommet til løbet med så svagt et tog. Det blev nærmest udstillet i dag, da holdet forsøgte at skyde frem, men let blev sat til vægs af stærkere mandskaber, der nok engang efterlod australieren så langt tilbage, at det hele kunne være lige meget.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I den forstand kan han sammenlignes med Jake Stewart. Briten er ikke i nærheden af at have Groves’ fart, men de har den fælles skæbne, at de har svært ved at positionere sig. For Stewarts vedkommende blev det vel helt tydeligt i dag, hvor han tabte hjulet på Fabian Lienhard, der således endte med at spurte sig til højst overraskende 5. plads. Groves og Stewart er imidlertid ikke alene om den skæbne, for blandt andre John Degenkolb har altid haft det pokkers svært med at finde vej i feltet. Det blev igen i dag udstillet i et løb, hvor han ellers havde god støtte af Nikias Arndt og skal forsøge at genfinde lidt af fordums storhed i det løb, man i en periode kunne kalde hans eget, og hvor han – som altid fristes man til at sige – sad for langt tilbage.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gjorde Ethan Hayter også, men også det var forventeligt. Ligesom Degenkolb besidder han hverken farten eller positioneringen til denne slags etaper, slet ikke uden støtte, men han kan modsat tyskeren glæde sig over, at hans chancer kommer senere. Den luksus har Itamar Einhorn til gengæld ikke, og det er en skam. I går så han ellers pokkers hurtig, men i dag tabte han positionskampen, formentlig fordi den forslåede Daryl Impey var for mærket til at kunne hjælpe. Han kunne i stedet misundeligt skæve til, hvordan Harry Sweeny tog dage i træk har været ganske fabelagtig til at positionere Cedric Beullens, som ellers er nærmest uden erfaring i at køre massespurter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er Mike Teunissen ikke, men i dag fik han ikke yderligere erfaring på kontoen. Jumbo-mandskabet valgte at fortsætte deres ”vi-lader-trøjen-gå-på-omgang-blandt-hjælperne”-strategi, og i dag var det så Edoardo Affini, der fik æren til som den sidste at tage over, inden det meget vel kan være chefen selv, der er i rødt tirsdag eftermiddag, når løbet har været over de første baskiske stigninger. Det var dog lidt en skam, at Teunissen, der så imponerende hurtig ud i går, ikke fik lov at se, hvor langt det kan række i dette knap så stærke sprinterfelt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var dog en ganske marginal ændring af klassementet i det store billede, og ser man bort fra holdløbet, kom klassementsrytterne stort set alle sikkert ud af landet, der var frygtet grundet sin vind. Der var dog én markant undtagelse i form af Michael Woods, hvis uheldige sæson fortsatte, da han måtte udgå efter et af de alt for mange styrt, han involveres i. Det var ikke blot et stort slag for Woods selv, der snart kan kaste 2021-sæsonen direkte i skraldespanden. Det var også en seriøs hovedpine for hans hold, der havde satset betydeligt på, at canadieren med et godt samlet resultat skulle score mange af de point, de seriøst mangler i disse dage. Savnet bliver allerede helt tydeligt, når vi på tirsdag går ind til en puncheuretape, der må have været et decideret mål for den canadiske kaptajn.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Woods har ellers været en af de relativt få transfersucceser hos Israel-PT, der mest af alt er kendt som cykelsportens alderdomshjem, hvor de mange stjerneveteraner, som holdet har hentet, kun i begrænset omfang har været pengene værd. På det område kunne de i hvert fald lære noget af Bora og Denk, der ubetinget kommer ud af seneste vinterpause som transferkongerne. Sagan-millionerne blev kastet ud i et stort eksperiment med det, der lignede fire vovede og én relativt sikker investering. I første omgang så det ud til, at kun de fire sats gav pote, men nu har Bennett måske alligevel kurs mod at sikre, at der blive fuld plade i det, der må kaldes en sjældent gylden transferhånd fra Denk og co.<\/p>","date":"21\/8-2022 kl. 19:11","date_unformatted":"2022-08-21 19:11:52","km_driven":"152,5","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"336018","title":"Vejret","text":"
Måske var der nogle, der havde håbet på lidt køligt baskisk regnvejr til at lette overgangen til det glohede Spanien, men rytterne får varmen at mærke med det samme. Tirsdagen byder kun på få skyer, og mens det kun vil være 27 grader ved starten, ventes 32 grader i målbyen. Vinden vil bare være let (8-10 km\/t) og komme fra nordøst. Efter indledende sidemodvind vil der være sidevind frem til kort efter første bjergspurt. Herefter vil der hovedsageligt være medvind frem til bunden af sidste stigning, hvorefter der vil være sidevind, indtil man får sidemodvind efter svinget med 4 km igen. Det varer ved hele vejen frem til mål, idet der dog kortvarigt vil være sidevind mellem 800 m- og 200 m-mærkerne.<\/p>","date":"21\/8-2022 kl. 16:52","date_unformatted":"2022-08-21 16:52:40","km_driven":"152,5","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"336017","title":"Ruten","text":"
Efter tre dage i Holland og en tidlig hviledag er Vueltaen ankommet til hjemlandet, og det markerer med det samme en skarp kontrast til det terræn, rytterne oplevede mod nord. Starten i Spanien er nemlig henlagt til det cykelgale Baskerlandet, og selvom åbningsetapen i regionen helt undgår de berømte mure, venter der stadig en slidsom dag med 2300 højdemeter. Det hele slutter med en relativt lang og ganske stejl stigning efterfulgt af en rigtig puncheurfinale på en 900 m lang og ganske stejl rampe, og dermed kunne starten i Spanien vel næppe være mere Vuelta-agtig. Hvis den førende rytter, er en sprinter, eller en klassementsrytter ser en fordel i at slippe for trøjen i en periode, kunne det være en stor chance for et udbrud til at gå efter både etapesejr og førertrøje, men med Julian Alaphilippe i feltet kunne meget også tale for, at der vil være så megen kontrol, at det hele vil ende med et brag af en puncheurspurt i Baskerlandet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en distance på bare 152,5 km er der tale om en typisk kort Vuelta-etape, der fører feltet fra den baskiske hovedby, Vitoria-Gasteiz, til Laguardia. Som vi ved fra Baskerlandet Rundt, ligger startbyen på et fladt plateau, og derfor er den første del af etapen ganske let. Det er således kun let stigende, når man lægger ud med at køre ad plateauet mod nordvest, nord og nordøst, inden man vender rundt for efter en lille nedkørsel at køre et langt stykke mod sydøst og øst, hvor det er stort set helt fladt. Slutteligt drejer man mod syd og senere sydøst for at køre det sidste stykke frem mod mere kuperet terræn.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det melder sig, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Puerto de Opakua (5,0 km, 6,9%), der er en jævn og ganske svær stigning med top efter 61,9 km. En kort og let nedkørsel leder videre mod sydvest, inden man kører mod sydvest ad et fladt plateau. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre op ad en bakke (3,0 km, 5,2%), som har top efter 82 km, inden en lidt kringlet nedkørsel leder mod sydvest. Nu følger man en let faldende vej mod sydøst.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter små 100 km melder vanskelighederne sig igen, når man drejer mod sydvest og senere nordvest for at passere en stejl bakke (3,8 km, 6,9%), hvis top rundes efter 101 km. Herfra snor man sig mod sydvest og vest igennem terræn, der generelt er let stigende og leder frem til dagens spurt, som kommer efter 118,3 km. Herfra går det videre mod vest og nordvest op over to små bakker og ned ad en nedkørsel, som leder ned til Peñacerrada.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Her indledes finalen efter 130,7 km, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Puerto de Herrera (7,3 km, 4,8%), hvis data snyder. De første 2,0 km stiger således med 8-10%, og undervejs er der endda en kilometer med hele 10,2%, men den sidste del er ganske let med procenter på mellem 0 og 5.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Toppen, hvorpå der er placeret en bonusspurt, rundes efter 138,0 km, hvorefter de sidste 14,5 km indledes med en kun kortvarigt teknisk nedkørsel, som leder mod sydøst ned til Navarridas, der nås med 3,9 km igen. Her drejer man mod nordøst ind på en let stigende og ganske lige vej, der leder direkte ind mod målbyen. Undervejs stiger det kun ganske let, indtil man rammer den sidste rampe, der stiger med hele 8,4% over 900 m. I finalen er der et 180-graderssving med 4000 m igen og umiddelbart derefter et skarpt sving, men derefter bugter vejen sig kun let frem til et blødt sving med 800 m igen efterfulgt af to hurtige sving lige i rap, inden man rammer den 200 m lange opløbsstrækning<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 2318 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Laguardia har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i det nu hedengangne Euskal Bizikleta i 2000, hvor David Etxebarria spurtsejrede foran Luca Mazzanti og Mikel Artetxe.<\/p>","date":"21\/8-2022 kl. 16:52","date_unformatted":"2022-08-21 16:52:33","km_driven":"152,5","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"336015","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Vuelta a Espa\u00f1a (4. etape). Dagens løb køres fra Vitoria-Gasteiz til Laguardia over 152.5 kilometer. Vi starter kl. 14.30.<\/p>","date":"21\/8-2022 kl. 16:52","date_unformatted":"2022-08-21 16:52:16","km_driven":"152,5","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Jesper Johannesen","email":"jesper@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/\/jesper_johannesen.jpg","url":"jesper-johannesen"}]}