Se min favoritvurdering her<\/a>.<\/p>","date":"24\/8-2021 kl. 22:19","date_unformatted":"2021-08-24 22:19:03","km_driven":"133,6","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302068","title":"Vinderbud","text":"Feltet.dks vinderbud: Wout Poels<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Rafal Majka, Romain Bardet<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Richard Carapaz, Damiano Caruso, Andrea Bagioli, Andreas Kron, Michael Storer<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Mark Padun, Ion Izagirre, Gianluca Brambilla, Juan Pedro Lopez, Jhonatan Narvaez, Michael Matthews, Carlos Verona, Mauri Vanevenant, Clement Champoussin, Geoffrey Bouchard, Pavel Sivakov, Nick Schultz, Rudy Molard<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge efter vinderchance jf. uddybning ovenfor): Primoz Roglic, Andrea Bagioli, Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Adam Yates, Jhonatan Narvaez, Sepp Kuss, Jack Haig, Egan Bernal, Giulio Ciccone, Wout Poels, Michael Matthews, Aleksandr Vlasov, Felis Grossschartner, Odd Christian Eiking<\/p>","date":"24\/8-2021 kl. 21:47","date_unformatted":"2021-08-24 21:47:02","km_driven":"133,6","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302067","title":"Favoritterne","text":"
Som bekendt er den anden uge i årets Vuelta betydeligt mildere, end man normalt ser det, og forud for løbet kunne meget tyde på, at kun to af de seks etaper ville kunne gøre forskelle mellem de bedste. Mest oplagt er selvfølgelig lørdagens store bjergetape, der trods et relativt let målbjerg trods alt må regnes som ugens højdepunkt, men var dagens etape ikke blevet betydeligt mere dramatisk, end selv den mest optimistiske cykelfan kunne have ventet, havde det været morgendagens ultrakorte etape, der havde repræsenteret den mest oplagte chance for at sætte sekunder i banken, inden de helt store slag venter i den brutale tredje uge.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er besynderligt, at den spektakulære mur i Valdeoeñas de Jean blev så elsket efter den flotte debut i 2010, at den indgik i løbet igen både i 2011 og 2013, men siden er blevet forbigået. Nu vender den heldigvis tilbage med sine brutale procenter, der er så vanskelige, at det er ikke mærkeligt, at de tre vindere, Daniel Moreno, Joaquim Rodriguez og Igor Anton, alle enten har vundet eller er kørt i top 4 i Fleche Wallonne. Dette er nemlig en finale, der er for de sande murspecialister, og som må have været savnet af alle, der så med i 2010, 2011 og 2013.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som skrevet i analysen er det selvfølgelig ikke i morgen, at Vueltaen vindes eller tabes, men der kan godt gøres ikke helt uvæsentlige forskelle. I 2010 tabte to af fohåndsfavoritterne, Denis Menchov og Frank Schleck, 19 sekunder til den i den udgave så flyvende Anton, og i 2011 slog Rodriguez faktisk de tre ryttere, der indtil Juan Jose Cobos diskvalifikation udgjorde podiet, nemlig Cobo, Chris Froome og Braldey Wiggins med 20 sekunder. I 2013 måtte den senere vinder, Chris Horner, indkassere et minus på 18 sekunder til den sejrende Daniel Moreno. Det står altså klart, at vi for de dårligst kørende og mindst eksplosive kan nærme os forskelle som dem, vi så i dag, hvis stærkeste mand – og det er ikke svært at spå om, hvem det formentlig vil være – er flyvende.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der er altså garanti for et herligt opgør mellem favoritterne, når vi i morgen – meget passende på en onsdag – leger Fleche Wallonne for en dag. Til gengæld synes det ret usandsynligt, at favoritterne også skal køre om etapesejren, for det er ret svært at se, hvem der skal jagte.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vi savner nemlig Alejandro Valverde, der formentlig meget gerne ville have forsøgt at få revanche for 2. pladsen bag Moreno i 2013, når nu karantænen forhindrede ham i at folde sig ud i en for ham perfekt finale i 2010 og 2011. Nu har Movistar absolut ingen interesse i at servere 10 bonussekunder for Primoz Roglic, og det har naturligvis heller ikke Bahrain, der næppe ser Jack Haigs dieselmotor folde sig stort ud her. I lyset af det, vi har set de seneste dage, skal man jo aldrig udelukke, at Ineos pludselig går grassat, men her bør der dog være grænser for galskaben, når vi går ind til en finale, der har skrevet navnet Primoz Roglic med flammeskrift ud over sig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg ser kun én kandidat, og det er samme kandidat som i Cullera, nemlig BikeExchange. For mig at se vil det være det glade vanvid, hvis Michael Matthews tror, at han kan matche Roglic på så stejle procenter, men jeg tør ikke helt udelukke det. Australieren har en uendelig stor tro på sig selv, og han er helt sikkert indebrændt over, at det i dag ikke lykkedes at ramme udbruddet, som åbenbart var holdets masterplan for etapen. I det lys bør masterplanen være den samme i morgen, for Matthews burde erkende, at hans chance for at vinde ikke kommer i et direkte opgør med Roglic, men Cullera-etapen og min generelle fornemmelse for Matthews’ tænkning gør, at jeg ikke helt udelukker, at BikeExchange vil tage kontrol, hvis plan A – at ramme udbruddet – skulle gå i vasken.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg vælger dog at tro, at fornuften indfinder sig, og at de – hvis udbruddet glipper – sparer kræfterne til torsdag, der ligner en af Matthews’ allerbedste chancer i dette løb. De andre kandidater er Deceuninck med Andrea Bagioli og Astana med Alex Aranburu, og her er det nok primært belgierne, der kunne være ambitiøse efter den lussing, Aranburu fik i Cullera. Holdet er imidlertid ret tungt og får meget svært ved at kontrollere etapen, hvorfor også de formentlig vil satse på udbrud.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Holder den tiltro til rationalitet og fornuft, føler jeg mig ret overbevist om, at udbruddet skal køre om sejren. Det eneste hold, der har en indlysende interesse i at jagte, er Jumbo, men deres ekstremt passive kørsel i dette løb taler for, at de tager sig en slapper igen, og for Intermarché er det kun perfekt, at Roglic ikke kommer 10 sekunder nærmere førertrøjen med den ekstra bonus i tillæg til den tid, han uundgåeligt vil vinde på Odd Christian Eiking.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor venter der utvivlsomt endnu en vild angrebsfest, og modsat i dag er der lidt terræn at arbejde med. Ganske vist er der ingen større stigninger, men det er uvejsomt terræn, og det er usandsynligt, at udbruddet er kørt, inden de rammer den lange stigning efter godt 40 km. Det er klart, at det ikke er som på et tidligt bjerg, hvor det er ret let at pege på de ryttere, der kan gå i udbrud, men denne gang er det heldigvis betydeligt mindre tilfældigt, end det var på dagens flade kystvej.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Når udbruddet er kørt, vil Intermarché sætte sig frem, og med de store afstande vil de efter al sandsynlighed kunne lade udbruddet sejle så langt væk, at bonussekunderne aldrig kommer i spil. Derefter burde det kun være Jumbo og BikeExchange samt måske Deceuninck og Astana, der kan se en interesse i at jagte, og det vil undre mig, om vi ser dem tage initiativ. Jokeren kan være, at etapen er så ekstremt kort, at der blot vil være 50 km tilbage, hvis udbruddet kører lige så sent som i dag. Det gør det åbenlyst lidt mere attraktivt at jagte, hvis man har misset udbruddet, men i lyset af det hårde terræn tror jeg, at elastikken knækker lidt tidligere denne gang. Distancen øger chancen for, at vi får samling, men i mine øjne er det temmelig usandsynligt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor vil jeg finde mine favoritter blandt udbryderne. Som sagt er det en anelse lettere at gætte kandidaterne, når starten er mere kuperet, men det kræver stadig lidt held at ramme rigtigt. Derudover skal man spille sine kort rigtig i en finale, der sagtens kan blive lidt taktisk. Den første af de to nedkørsler er ret let og næppe velegnet til angreb, men der vil være mange, der gerne vil have et forspring både inden stigningen og muren. Kommer man først frem til stigningen, bør det blive en mere fysisk finale, selvom stigningen ikke er den sværeste. Medvinden vil bidrage til at gøre det hårdt og selektivt – og det samme vil den vilde angrebsfest fra start – og endelig skal man kunne gøre det færdigt på den brutale mur til sidst.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mit klare vinderbud er Wout Poels<\/b>. Hollænderen synes i ganske fin form, som vi så på Picon Blanco, hvor han førte i lang tid og alligevel endte tæt på de bedste, og det gentog sig, da han var barnepige for Mikel Landa på Velefique og i dag, hvor han sad med i Bernal-gruppen. Denne etape har Poels skrevet med flammeskrift over sig. Det var en ung Poels, der blev nr. 2 bag Rodriguez i netop denne finale for 10 år siden, og han er også tidligere blevet nr. 4 i Fleche Wallonne, hvorfor det er en afslutning, der passer ham fremragende. Han kan utvivlsomt huske oplevelsen i 2011, og derfor vil jeg tro, at han har gjort denne etape til et stort mål, og vi har set, at Bahrain gør meget for at jagte etaper via udbrud.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er et problem, at de og Movistar låser hinanden i forhold til holdkonkurrencen, som de gjorde i dag, men i denne mere fysiske start er det sværere for Movistar at lukke ham ned, og der er nok større chance for, at begge hold ender med en mand fremme, end at de begge udmanøvrerer hinanden igen. En anden udfordring er, at Poels har for vane at bruge for mange kræfter på sine vilde soloridt fra start, når han skal ramme udbruddet, som han gjorde det igen på 9. etape, men denne gang er etapen så kort, at risikoen for at brænde sammen er mindre. Med den fine form, han har nu, tror jeg på, at Poels kan få revanche for nederlaget for 10 år siden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er også en glimrende finale for Rafal Majka<\/b>. Måske er han ikke kendt for sit punch, men man skal ikke tage fejl. Da han knuste al modstand på hjemmebanen i Polen i 2014, var det netop i eksplosivt terræn, og for fire år siden blev han på muren i Szczyrk i samme løb en ganske fornem nr. 3. Han skuffede mig måske en anelse i søndagens udbrud, men i dag viste han jo, at der bestemt ikke er noget galt med formen - tværtimod. Den hårde start bør øge chancen for, at han rammer rigtigt, og vi så i søndags, at han fik den frihed af holdet, han skulle bruge, og stigningen i finalen vil hjælpe med at tage toppen af de allermest eksplosive. Efter nedturen i søndags var jeg lidt bekymret, men efter dagens opvisning ligner han et fremragende bud på en vinder af denne etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det burde også være en udmærket etape for Romain Bardet<\/b>. Ganske vist så vi i søndags, at han ikke er helt på toppen endnu, men han kørte alligevel en ganske fornem etape. Det gjorde han som bekendt også i fredagens udbrud, og logikken tilsiger også, at tiden arbejder for hans forslåede krop. Bardet er måske kendt som klatrer, men uden punch er han ikke. Han er blevet nr. 9 i Fleche Wallonne, og da han i 2017 kørte Chris Froome ud af Tourens førertrøje, skete det med etapesejr på en kort, eksplosiv stigning som denne. DSM er uhyre stærke lige nu og arbejder målrettet for at få en hær af folk med i alle udbrud, og der er en god chance for, at det vil lykkes igen i morgen. Det kan give nogle folk til at hjælpe ham med at holde sig frisk, og har han bare marginalt bedre ben, end han havde i fredags og søndags bliver han en af de ryttere, som ikke bliver nem at besejre på denne stigning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bahrain har jo en hel hær af kandidater, og den tæller også Damiano Caruso<\/b>. Storer viste i dag, at man sagtens kan vinde to gange på kort tid, og det kan Caruso utvivlsomt også. Han bør i hvert fald være en af de ryttere, Bahrain vil forsøge at få afsted, og det hårde terræn fra start passer ham godt. Til gengæld brokkede han sig i Giroen over sit had til stejle procenter, og derfor vil han sikkert mene, at det ikke er en finale for ham, men i Italien var det nu lidt svært at se, at han havde det svært på de stejle dele. Tværtimod var han ganske flyvende og gjorde det også godt på Monte Zoncolan, og selvom han i dag er blevet en dieselmotor, havde han i hvert fald tidligere også masser af eksplosivitet. Med den ret suveræne form, han viste med sit 70 km lange soloridt, er det i hvert fald ikke mange, der kan slå Caruso i denne finale, heller ikke selvom han måtte have ønsket sig en lidt mere moderat afslutning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er klart, at Andrea Bagioli<\/b> også er et oplagt valg. Ganske vist har vi aldrig set ham på en mur, men en 800 m lang og eksplosiv stigning burde være guf for den Bagioli, der fulgte Roglic til dørs i Cullera. Når han ender et stykke nede på listen, skyldes det to forhold. For det første var han afsted i dag, hvor han løb ind i en gevaldig eksplosion, og han er ikke den holdbare type, der står stærkt i forhold til at ramme et udbrud to dage i træk – heller ikke selvom søndagens styrt ikke synes at genere ham. For det andet er jeg bange for den lange stigning forinden. Igen i dag blev vi mindet om hans begrænsninger på sådanne, og den er svær nok til, at han vil få svært ved at følge folk som Poels og Bardet. Hvis til gengæld han kommer frem til den stejle mur uden at være gået helt ned, burde der ikke være mange, der kan matche ham – i hvert fald ikke med de ben, han havde i torsdags.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Er stigningen for stejl for Andreas Kron<\/b>? Det er svært at sige, for vi har stadig til gode at se, hvordan den unge dansker klarer den slags procenter, men den eksplosive karakter passer ham i hvert fald. Vi så også i fredags, at han burde kunne hænge på de bedste på den lange stigning, og hvis han kan klare stejlheden, er det faktisk svært at pege på etaper, der passer ham bedre end denne. Det var en skam, at han missede dagens udbrud, men det giver ham i det mindste en fordel i morgen, hvor den hårde start også gør det mere sandsynligt, at han rammer rigtigt. Vi så i Cullera, at han var meget langt fremme, men også at Bagioli slog ham klart, og han kan derfor være oppe mod for skrap en modstander, men der burde ikke være mange, der har bedre chancer i en finale som denne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Selvfølgelig er man også nødt til at nævne Michael Storer<\/b> igen. Som skrevet i analysen synes logikken lige nu at være, at Storer vinder, hvis han rammer udbruddet – så stærk synes han at være nu. Det er klart, at denne eksplosive finale kunne passe ham bedre, men han har jo de seneste dage vist os, at han er flyvende på stejle procenter. Stigningen forinden kan hjælpe ham med at komme af med de mest eksplosive, og den hårde start gør, at han meget vel kan sidde i udbruddet, hvis han har lyst. Den eneste grund til, at han ender et stykke ned på listen er, at det er ret sjældent – faktisk ret uhørt – at samme rytter vinder to udbrudssejre i træk. Da han vandt i fredags, tog han sig også en slapper søndag, og derfor er det meget muligt, at han bruger morgendagen på at puste lidt ud. Hvis ikke kan han til gengæld blive livsfarlig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bahrains tredje kort er Mark Padun<\/b>, der jo er lidt svær at blive klog på. Han har bekræftet, at udsving hører til dagens orden for ham, men på sine to gode dage har han set godt ud, særligt på Picon Blanco, hvor han var flyvende, men også på Velefique, hvor han slæbte Landa hele vejen til toppen. Denne finale er utvivlsomt ikke ideel for en ikke specielt eksplosiv fyr som ham, men med den lange stigning forinden bliver det først og fremmest en hård mere end en eksplosiv finale. Meget taler for, at udbuddets bedste mand vil vinde, og det kan meget vel være Padun. Vi ved nemlig, at han har for vane at finde sine bedste ben, når han rammer udbruddet, som vi så i sidste års ellers helt anonyme Giro, og denne gang har han kørt på et niveau, hvor der burde være en god chance for, at han vil være bedste mand i et udbrud.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En anden god kandidat er Ion Izagirre<\/b>. Nok har vi ikke set meget til ham endnu, men det skal man ikke nødvendigvis lade sig skræmme af. Izagirre har det med at rejse sig stort, når han rammer udbruddet, som vi så i forbindelse med Formigal-sejren sidste år, og hans form synes på ingen måde at være kritisk. Dette terræn er faktisk ret perfekt for Izagirre, der altid har været særligt god på denne slags stigninger. Det er ikke uden grund, at han har vundet Baskerlandet Rundt og har været kronisk hovedaktør i samme løb i nu ganske mange år. Stigningerne her er heller ikke for lange, og i det hele taget er det terræn, som han kan lide det. Den største usikkerhed er, om han stadig har niveauet, for han er ikke så god som i gamle dage, men nærmer han sig det niveau, han havde i Dauphiné, burde han ikke blive helt let at slå i denne finale.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der er også lidt Gianluca Brambilla<\/b> over denne etape. Italieneren er netop en eksplosiv type, der burde kunne lide en stigning som denne, selvom vi stadig har til gode at se ham folde sig ud på de stejleste procenter. Logikken tilsiger dog, at dette burde være terræn for ham, og efter en lidt rusten start så han ganske stærk ud på de to bjergetaper inden hviledagen. I dag var han til gengæld helt væk, men det kan måske være et tegn på, at han sparede kræfter til denne etape. Trek har hidtil ikke været aktive i udbrud, men med Ciccones lille nedtur i dag bør de åbne mere op. Her ligner Brambilla et af de bedste bud, og efter et 2020 og 2021, hvor han endelig er begyndt at ligne den rytter, der i 2016 vandt etaper i både Giroen og Vueltaen, synes han særligt i en eksplosiv finale at kunne vende tilbage til blive den superetapejæger, han var for fem år siden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg har dog også lidt fidus til hans holdkammerat Juan Pedro Lopez<\/b>. Spanieren var ganske vist flyvende i optakten, men i dette løb har han gjort det endnu bedre, end man kunne have ventet. Han har siddet meget tæt på favoritterne de fleste dage, og der er ikke mange, der klatrer bedre end ham. Ganske vist passer denne etape langt fra ideelt til en dieselklatrer, men han viste faktisk et fint punch på bakkerne i Vallonien i juli. Den lange stigning forinden bidrager også til at gøre det til en mere fysisk finale, hvor hans klatreevner kommer i spil, og den hårde start giver ham også en reel chance for at ramme udbruddet. Og når nu finalen skal være eksplosiv, er det næppe nogen ulempe for den spinkle og bare 60 kg tunge spanier, at procenterne er umenneskelige.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Er Jhonatan Narvaez<\/b> frisk igen? Det er nok tvivlsomt, men vi så i det mindste i dag, at Ineos er friske på at køre offensivt – en lyst, der næppe er blevet mindre, efter dagens slag mod podiedrømmene. Det er svært at forestille sig, at der er bedre finaler end denne for Narvaez, der i februar gav en vis Michael Woods kam til sit hår på Mur de Fayence, og derfor er der vel først og fremmest to spørgsmålstegn ved den eksplosive ecuadorianer. Den første er hans friskhed efter en tirsdag i udbrud, og den anden er den lange stigning forinden. Her så vi i dag hans begrænsninger, og 7 km med relativt stabile 6-7% kan sagtens blive for meget. Hvis til gengæld han kommer frisk frem til muren, er der ikke mange, der har det antrit, der splittede feltet til atomer i Cullera.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt er der ingen tvivl om, at Michael Matthews<\/b> vil prøve at ramme udbruddet, men jeg tror altså, at den er for stejl. Ganske vist er han blevet nr. 5 i Fleche Wallonne, men man skal ikke undervurdere denne stigning. Tilbage i 2010 havde Philippe Gilbert vundet en puncheurafslutning dagen forinden og skulle forsvare førertrøjen i denne finale, men alligevel kom han til kort mod de lettere folk – og det endda i hans allerbedste periode, hvor han kort efter vandt Il Lombardia, inden han i 2011 som bekendt kørte fra hele verdenseliten på selv den mindste motorvejsbro. Lettere folk har en naturlig fordel på så stejle procenter, og Matthews er da også i de fleste tilfælde kommet til kort på Mur de Huy – senest i år, hvor han blev nr. 21. Den lange stigning forinden gør det ikke nemmere, når han er oppe mod rigtige klatrere, men efter hans flotte kørsel i Cullera tør jeg ikke længere afskrive ham, hvis selskabet er det rette.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt vil Bahrain og Movistar mandsopdække hinanden, og hvis Mas og Lopez kan undvære ham, er det Carlos Verona,<\/b> spanierne skal have afsted, hvis de vil køre for andet og mere end holdkonkurrencen. De stejle procenter er bestemt ikke til fordel for den relativt store Verona, men det var de heller ikke i fredags, hvor han alligevel endte som nr. 2 bag Storer. Stigningen forinden er i hvert fald til hans klare fordel og vil hjælpe med at sikre, at det bliver knap så eksplosivt. Skal han vinde, skal gruppen være den rette, men det kan den også blive efter en start, der trods alt ikke er så hård, at man bare går i udbrud, hvis man vil.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kan Mauri Vansevenant<\/b> være med igen? Det håber jeg, men han har formentlig brændt for mange tændstikker i dag. Han er ikke just kendt for sin stabilitet, og i dag lignede han en mand, der brændte mange tændstikker. Til gengæld burde det være en finale, der ikke er helt ringe for ham. Han var som bekendt i et fornemt udbrud i Fleche Wallonne sidste år, og han har vist, at han har mere punch end som så. De stejle procenter klarede han også fint, da han tidligere i år blev nr. 9 på muren i Baskerlandet, og den lange stigning forinden burde bare gøre det endnu bedre for ham. Den store udfordring for ham bliver at rejse sig efter i dag, hvor han ellers endelig igen viste, hvorfor han har så meget potentiale.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Samme potentiale dukkede igen op til overfladen hos Clement Champoussin<\/b>, der var endnu bedre end Vansevenant, men hvis der er noget, der ikke kendetegner Champoussin, er det stabilitet. Faktisk skal jeg granske min hukommelse meget for at erindre en situation, hvor han har kørt stærkt to dage i træk, og derfor vil jeg tro, at han tager sig en fridag. Omvendt er det i denne fase af løbet ofte Tordenskjolds soldater, der kommer afsted, og hvis han endelig har fundet formen, burde det være en udmærket chance for ham. Det er ikke den ideelle afslutning, men med det punch, han viste i Ardeche og Laigueglia tidligere i år, er det en etape, han kan vinde, når der forinden er en stigning til at riste de mest eksplosive.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er også den lange stigning, der skal bringe Geoffrey Bouchard<\/b> i spil. Med to bjergtrøjer i grand tours har han vist, at han ikke har problemer med at gå i udbrud igen og igen, og han har da også været afsted både fredag, søndag og tirsdag. Han prøver utvivlsomt igen i morgen, og den relativt hårde start gør det også sandsynligt, at han rammer rigtigt. Han viste særligt i søndags, at hans nedtur i fredags bare skyldtes en dårlig dag, og her var han faktisk uhyre overbevisende. Når han alligevel ender lidt nede på listen, skyldes det etapens karakter. En så kort og stejl stigning burde ikke rime på Bouchard, selvom han synes uhyre velkørende lige nu.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den er formentlig også for stejl for Pavel Sivakov<\/b>. Russeren har i hvert fald altid sagt, at stejle procenter ikke er hans kop te, og det er da også åbenlyst, at der er folk, der har mindre at slæbe på end ham. Specielt eksplosiv er han heller ikke, og da han aldrig for alvor har ramt formen i år, tvivler jeg på, at niveauet rækker til at vinde en etape, der passer ham så dårligt som denne. Omvendt er den lange stigning utvivlsomt til hans fordel, og vi så i dag, at han bør have den frihed, han skal bruge. Han viste i fredags, at stejle procenter ikke er en uovervindelig udfordring, og derfor kan han sagtens vinde, hvis han ender i en gruppe uden alt for mange små puncheurtyper.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Så passer finalen betydeligt bedre til Nick Schultz<\/b>. Vi har til gode at se ham i denne type finaler, men det burde lige være noget for ham. Den er nok for stejl til at passe ham ideelt, men det burde ikke være noget uovervindeligt forhold, hvis modstanden er den rette. I dag fortsatte han den stigende formkurve, der ar været ret åbenlys fra start, og han så faktisk ganske overbevisende ud. Desværre frygter jeg, at han mangler friskheden efter en hård dag, og da han stadig mangler den form, han havde i april og maj, tvivler jeg på, at han kan gøre det færdigt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig er der Rudy Molard<\/b>. Med en 8. plads i Fleche Wallonne har han vist sine evner i denne type finaler, og faktisk er han kørt i top 20 ikke færre end seks gange i den belgiske klassiker. Desværre er det også meget sigende, at hans bedste resultater ligger nogle år tilbage, for i de seneste sæsoner har han ikke haft samme niveau. Særligt i år har det knebet meget, og efter at han rejste sig lidt i fredags, faldt han helt igennem i udbruddet i søndags. Heldigvis passer dette terræn ham langt bedre, og han har et helt hold til at hjælpe sig med at ramme udbruddet, men han er en usandsynlig vinder.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I dag fik vi bekræftet, at Alex Aranburu<\/b> ikke er på toppen, og jeg har svært ved at se ham vinde i så stejl en finale. Det samme gælder for Magnus Cort<\/b>, der på næsten 25% har sine overmænd, hvis ikke han får et forspring. Omar Fraile<\/b> synes stadig mærket af sit styrt, som det også gælder for Simon Carr<\/b>, og Jan Polanc<\/b> er næppe god nok til at gøre det færdigt, selvom finalen ikke passer ham helt ringe. Jeg tror også, at niveauet er lidt for højt til, at Jay Vine<\/b> kan vinde, da vi så hans begrænsninger i fredags, og Gorka Iagirre<\/b> er næppe længere god nok. Afslutningen er skabt til Tom Pidcock<\/b>, men han synes stadig at mangle alt for meget. Finalen er alt for eksplosiv for Joe Dombrowski, Mike Bizkarra, Mikel Nieve <\/b>og Kenny Elissonde<\/b>, og hverken Jesus Herrada, Lucas Hamilton, Chris Hamilton<\/b> eller Maximilian Schachmann<\/b> har niveauet lige nu. Remy Rochas<\/b> og James Piccoli<\/b> er i form, men trods alt usandsynlige vindere, selvom finalen passer dem godt og bakken er for stejl for Dylan van Baarle, Martijn Tusveld Lilian Calmejane<\/b> og Luis Leon Sanchez<\/b>. Harm Vanhoucke<\/b> slog sig slemt i søndags, og Maxim van Gils<\/b> har ikke rigtigt levet op til forventningerne endnu. Det er lige en finale for Sergio Henao<\/b>, der vil elske de stejle procenter, men han synes efter styrtet i Touren stadig at mangle for meget, og endelig er Mikel Landa<\/b> næppe klar til at rejse sig endnu.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bliver det samlet, er der én soleklar favorit. Uanset om udbruddet er hentet eller ej, vil jeg tro, at Movistar vil lægge pres på, når de rammer stigningen – måske med hjælp fra Bahrain – i et forsøg på at gøre finalen knap så eksplosiv, men denne gang tror jeg på, at Ineos vil vælge at holde igen, når det åbenlyst ikke er i deres interesse med et hårdt løb. Derfor tror jeg, at det vil være et reduceret felt, der rammer muren, selvom Movistar mangler styrke – især hvis Verona er i udbrud. Herefter skal der kæmpes på muren, og her bør Primoz Roglic<\/b> være i særklasse. Han blev nr. 2 i Fleche Wallonne og på muren i Baskerlandet, slået af hhv. Julian Alaphilippe og Tadej Pogacar, og netop de to er vel de eneste, der kan true ham i denne form for finale lige nu. De er ikke med i dette felt, og derfor vil jeg blive meget, meget overrasket, hvis ikke vi ser en gentagelse af magtdemonstrationen i Cullera.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bag ham tror jeg, at vi vil se klassementsrytterne. Med en relativt hård stigning forinden vil det blive opslidende nok til, at de mere rene puncheurtyper formentlig kommer lidt til kort. Lige nu er Enric Mas<\/b> en klar nr. 2, og selvom finalen ikke passer ham, vil jeg tro, at han kommer tættest på Roglic, som han også næsten gjorde det i Cullera. Derefter peger jeg på Miguel Angel Lopez<\/b>, der bliver bedre og bedre og får har gjort det udmærket i eksplosive finaler. Manden, der kan true dem, er jokeren Adam Yates<\/b>, der vil elske denne mur, som kan minde om den, hvor han i Tirreno i 2019 kørte fra selveste Roglic, men lige nu frygter jeg, at den nedadgående formkurve, vi har set siden den stærke start på Picon Blanco, fortsætter. Det er slet ikke en afslutning for Jack Haig<\/b>, men han er flyvende lige nu, og med god form klarede han de eksplosive finaler i Touren godt. Hvis ikke han bliver brugt til at sætte tempo, vil jeg tro, at Sepp Kuss<\/b> ender ganske alngt ffremme. Egan Bernal<\/b> vil formentlig ende ganske fornuftigt, for han er ikke uden punch, som vi så i Giroen, men han har ikke formen til at være med helt fremme. En anden joker er Giulio Ciccone<\/b>, der burde elske denne finale, men med de store udsving, han har, er det umuligt at sige, om han rammer dagen. Egentlig er det ikke en afslutning for Aleksandr Vlasov<\/b>, men efter hans kørsel i Cullera kan han måske overraske igen, for han har det godt med stejle procenter, selvom denne nok er lidt for eksplosiv. Felix Grossschartner<\/b> har punchet, men stigningen er nok for stejl til, at han for alvor kan boltre sig. Det burde også være sandt guf for Odd Christian Eiking<\/b>, men vi så i Cullera, at han trods alt nok ikke kan være hos de allerbedste. Til gengæld er finalen slet, slet, slet ikke noget for David de la Cruz, Gino Mäder<\/b> og Louis Meintjes<\/b>.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ser man ud over klassementsrytterne, er det vel stadig Andrea Bagioli<\/b>, der har den største chance for at slå Roglic, men alle mine forbehold ovenfra gælder også her, og jeg tvivler på, at han kan være næstbedst igen. Den anden oplagte kandidater er Jhonatan Narvaez<\/b>, men han kører næppe sin egen chance, og som sagt tror jeg, at den er for stejl for Michael Matthews<\/b>. Jeg håber også, at Bahrain giver Wout Poels<\/b> chancen for at prøve sig af – hvilket Rafal Majka<\/b> næppe gør – og endelig skal det blive spændende at se, hvor langt Andreas Kron<\/b> kan komme mod favoritterne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
OPDATERING: Ved en fejl har jeg glemt Richard Carapaz. Ecuadorianeren er utvivlsomt det bedste vinderbud for Ineos, for selvom formen ikke er i top, er hans niveau bestemt ikke ringe. Han har før vist masser af punch i denne slags finaler, og de stejle procenter burde passe ham fint. Han synes desværre ikke at blive bedre og bedre lige nu, men har han samme niveau, som han havde på første af Velefique, kommer han langt. Han må i hvert fald være den foretrukne udbryder hos Ineos.<\/b><\/p>","date":"24\/8-2021 kl. 21:46","date_unformatted":"2021-08-24 21:46:47","km_driven":"133,6","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302066","title":"Analyse af 10. etape","text":"
Det er svært at bebrejde et hold, der tager initiativ. Særligt når det gælder Ineos, der ofte – i mange tilfælde uberettiget – er blevet beskyldt for at køre maskinelt og kedeligt, vil det være hårdt at kaste om sig med kritik, når briterne forvandler en etape, der på papiret så relativt fredelig ud, til en af de mere dramatiske i årets Vuelta. Alligevel blev der nok hævet et øjenbryn eller to denne eftermiddag i det glohede Sydspanien, da det britiske storhold på den sene stigning på dagens 10. etape satte sig frem og indledte en massakre, der med ét forvandlede et ellers halvsovende felt til et mylder af grupper spredt ud over det meste af Andalusien.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var ikke, fordi etapen manglede potentiale. Ethvert studium af den stigning, de af og til småsadistiske Vuelta-arrangører havde fundet som krydderi på en ellers ret flad dag i det sydspanske, ville afsløre, at der sagtens kunne skabes et blodbad, hvis man ville. Det var da heller ikke helt utænkeligt, at et stadig mere selvtillidsfuldt Movistar-mandskab ville forsøge at isolere Primoz Roglic i en faldende og flad finale, hvor han måske kunne blive sårbar. Spørgsmålet var bare, om deres lidt tunge og stærkt svækkede hold havde styrken til at gøre det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det lå til gengæld ikke i kortene, at det var Ineos, der skulle forvandle søndagsturen til et blodbad – akkurat som det ikke lå i kortene, at det var briterne, der skulle gøre søndagens etape langt hårdere og mere selektiv, end vi havde set ved seneste udgave af samme etape for 12 år siden. Som det var temaet for søndagens analyse, havde Egan Bernals pludselige venden-rundt-på-en-tallerken og forvandling af en defensiv til en offensiv indstilling jo ramt ham og briterne så gevaldigt i nakken, at det nu var ret åbenbart, at tiden arbejdede så meget for colombianeren, at der ikke var andet at gøre end at udnytte, at en relativt let anden uge måske kunne bringe Giro-benene frem til den vanskeligste del af løbet i uge 3. Det var i hvert fald svært at forestille en mere markant illustration af, at tålmodighed nok er en dyd i denne Vuelta, hvor holdets stjerne er kommet lidt underpræpareret til start.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Selvfølgelig har Bernal og Ineos travlt. Hvis de vil vinde løbet, skal der hentes adskillige minutter på Roglic inden enkeltstarten, og selvfølgelig kunne de ligesom Movistar drømme om at fange Roglic i en isoleret klemme på toppen af dagens modbydelige bjerg – det var utvivlsomt det, der var planen – men måske skulle de have lyttet lidt mere til de meget vise ord, Bernal selv ytrede på hviledagen, hvor han gjorde det klart, at man jo ikke kan angribe, hvis ikke man har benene.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Og det har Bernal åbenlyst ikke. Det havde han ikke i søndags, og det havde han ikke i dag, da Richard Carapaz’ vilde forcering højst uventet blev fulgt op af et angreb fra selveste Roglic, der jo ellers har gjort så stor en dyd af at trække håndbremsen, at man i perioder har haft den mistænkt for at sidde fast. Den vilde offensiv efterlod i stedet for anden gang på tre dage Ineos med en resultatliste, de formentlig gemmer langt væk for ikke at ødelægge humøret inden middagen i aften.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Udover at isolere Roglic var håbet måske, at Adam Yates kunne lukrere på offensiven. Det var en på alle måder glimrende finale for briten, der ofte har vist sine evner på de stejle stigninger, og med tanke på, at han ikke har for vane at blive bedre, som løbet skrider frem, gav det jo egentlig fint mening at sætte briten i scene – i hvert fald hvis man definitivt har opgivet at vinde løbet for Bernal. Problemet er bare, at etapen også endte som en lussing til Yates, der med sin uventet svage kørsel straks rejser spørgsmålet, om vi er nået til det punkt i løbet, hvor silken plejer at være blive slidt af. Den risiko har hele tiden været overhængende, og selvom det er for tidligt at drage den konklusion, bliver der noget at tænke over i den britiske lejr, når den ene kaptajn ikke viser den ventede fremgang, og den anden kaptajn heller ikke i denne grand tour synes at kunne holde sit ellers ganske høje topniveau.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det mest smertelige var vel næsten, at Roglic næsten synes at gøre en dyd af ydmygelsen. Hans defensive kørsel har været så entydig, at det virker helt ulogisk, at det var på netop denne etape, at han pludselig skulle indlede sin store offensiv. Med en teknisk nedkørsel til mål var det bestemt ikke den oplagte dag at tvinge sig selv til at tage unødige chancer – det måtte han jo også selv senere erfare på den mere kedelige måde – og derfor er det vel svært at læse hans angreb som andet end et udtryk for, at han blev lidt småprovokeret. Modsat Bernal, der jo bekendt lod sig inspirere af Jens Otto Krag og hurtigt forvandlede sin erklærede defensiv til en offensiv, har Roglic jo holdt sig helt konsekvent til samme drejebog, der virkede så godt i 2019, indtil han i dag nærmest skreg ”Tror I virkelig selv på det der?”, da han pludselig kom blæsende ud af et felt, hvor han egentlig bare skulle følge med.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Også Roglic måtte imidlertid sande, at Krags ide om at skifte standpunkt ikke altid er en god ide i en grand tour. Nedkørslen var den åbenlyse grund til, at det netop på denne etape var oplagt at holde sig til planen, og hans offensiv fik nu den kedelige konsekvens, at han måtte en tur i asfalten. Heldigvis syntes han at slippe helt problemfrit fra mødet med asfalten, men det blev nok en påmindelse til ham selv om, hvad det er, der står i det manuskript, han fik udarbejdet, inden han rejste til Spanien. Mon ikke Roglic igen trækker håndbremsen nu frem mod den tredje uge – udover at han naturligvis lige vil sikre sig de sekunder, han næsten ikke kan undgå at vinde på morgendagens mur i Valdepeñas de Jaen?<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Helt uden formål var offensiven dog ikke. Roglic kan nu sætte yderligere 37 sekunder i banken i forhold til det hold, der på forhånd lignede den største trussel mod et hattrick, og han kan glæde sig over, at Sepp Kuss som altid har kurs mod at finde formen til den tredje uge, hvor han meget vel kan vise sig at blive lige så værdifuld, som han var sidste år. Alligevel var det vel Movistar, der endte som de største vindere i det klassementsspil, de formentlig selv havde startet, hvis ikke Ineos havde gjort det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Én ting er de golde fakta, der bragte dem meget tættere på at sikre sig to mand på podiet. Noget andet er, at de måske i dag så en sprække i Roglics panser, som de næppe havde ventet. Selvfølgelig kan man ikke argumentere imod, at sloveneren som forventet var i særklasse, når han rundede toppen 20 sekunder foran sine forfølgere, men magtdemonstrationen blev slet ikke så suveræn, som man kunne have frygtet, da han på nul komma fem syntes at have kørt alle så langt agterud, at man næsten nåede at frygte en magtdemonstration i stil med den, vennen Tadej Pogacar havde leveret i Alperne under Touren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Tiderne var ikke helt til at blive kloge på, men sandt er det i hvert fald, at Roglic ikke øgede på stigningens sidste del, hvor det lykkedes en stadig flyvende Enric Mas, der ikke viser tegn på træthed endnu, en stadig bedre Miguel Angel Lopez og en uhyre velkørende Jack Haig at begrænse skaden så meget, at der blot skulle endnu et klodset Roglic-styrt til for at rette op på skaden. Selvfølgelig ser sejren stadig meget fjern ud, men de to Movistar-ryttere kan måske alligevel lugte lidt mere slovensk blod, end de kunne i morges – særligt da hvis Lopez holder sit mønster og bare bliver bedre og bedre undervejs, og Mas modsat sidste år lykkes med at holde formen hele vejen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld skal de også tage Haig seriøst. Vi så alle, hvor skræmmende stærk den unge australier var i Dauphiné og begyndelsen af Touren, og med tanke på hans stærke kørsel nu må det bekymre, at han som bekendt havde en ret tvivlsom forberedelse, som meget vel kunne føre til en stigende formkurve. Denne meget eksplosive afslutning burde ikke være noget for Haig, og alligevel viste han ikke de store svaghedstegn, da han fik motoren varmet op og fik lukket hullet op til Mas og Kuss, der i første omgang var forsøgt at gå med Roglic.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld bliver han mere og mere alene på det ellers så stærke Bahrain-hold. Mikel Landa plejer ellers at være en kriger, og da han i Giroen i 2017 styrtede ud af klassementet, viste han stor moral ved at vinde etape og bjergtrøje og ikke rejse hjem, men i dag virkede han nærmest opgivende, da han med det samme lod sig falde tilbage, efter at Ineos havde indledt deres massakre. Samtidig mistede Gino Mäder lidt terræn i en finale, der dog heller ikke passede ham overhovedet, og da Damiano Caruso slet ikke kunne følge op på søndagens vilde ridt, synes araberne nu kun at have et meget serøst kort at spille. Det kort er til gengæld også fremragende, og som bekendt kan ét godt kort være nok til at vinde i mange spil – måske også i denne Vuelta.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
En anden vinder var Felix Grossschartner, der måske ikke kunne følge de bedste, men fik det maksimale ud af en eksplosiv finale, der passede ham langt bedre end de store bjergetaper. Også Aleksandr Vlasov fik kæmpet sig tilbage til fronten, men det er desværre svært at komme udenom, at han heller ikke i dette løb har været i stand til at finde sidste års niveau, der som bekendt var så højt, at han blev nr. 2 på Angliru i dette løb. Lige nu er der intet, der tyder på lignende meritter i dette løb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Heldigvis undgik han den ekstreme yoyokørsel, vi så i Giroen. Den har Giulio Ciccone til gengæld overtaget, da han lidt uventet blev den store taber på en etape, der ellers ikke burde have passet ham helt skidt. Desværre giver det næring til den bekymring, man hele tiden har kunnet have i forhold til hans grand tour-ambitioner, nemlig den manglende stabilitet. Det er lige så ventet som ærgerligt, at netop Ciccone veksler gode og dårlige dage med den hyppighed, han har gjort i dette løb. Nej, så er der langt mere stabilitet over dieselmotorerne David de la Cruz, der ellers nok engang lignede det nedkørselsoffer, han så ofte har været, og Louis Meintjes, der sjældent har udsving, men denne gang bare har et højere niveau, end de har haft i mange år. Og så må man begejstres over, at Fabio Aru i karrierens sidste løb endelig viser lidt af den stabilitet, han ellers har savnet siden virus og arterieforsnævring satte karrierens i stå.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den stabilitet synes Michael Storer også at have. Med tanke på at han har holdt sit tårnhøje niveau fra Tour de l’Ain til fredagens sejr på Balcon de Alicante, lå det i kortene, at han var manden, man skulle følge med, hvis man ville dagens etape, da et brølstærkt og yderst potent 31-mandsudbrud endelig kom fri efter den forudsigelige vanvidsstart, der førte til næsten to timers kamp om at komme afsted. Spørgsmålet var bare, om den ellers meget svære stigning alligevel ville være lidt for kort til, at hans motor kunne køre alle de stærke rivaler over.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det viste sig slet ikke at være noget problem. Storer var akkurat lige så suveræn, som man kunne fornemme baseret på hans overlegne kørsel i fredags, og hvis denne form holder, synes DSM at kunne ende med at gå på vandet i en Vuelta, der pr. definition er god for udbrydere. Hvis bare finalen er hård nok, synes det tyske hold blot at skulle gøre deres yderste for at få deres australske komet med i udbruddet, for så synes han lige nu at være næsten umulig at slå. Det eneste, han kan ærgre sig over, er, at han fik skrevet den kontrakt med FDJ på et tidspunkt, hvor hans sejrskonto stadig stod på 0. Fire sejre senere kunne der nok være kommet lidt flere nuller på hans løncheck.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Heldigvis var han ikke den eneste, der imponerede. Mens det desværre var at forvente, at tunge folk som Matteo Trentin, Magnus Cort og de formsvage Alex Aranburu og Maximilian Schachmann ville komme til kort i en finale, der jo grundlæggende var for klatrere, var det herligt at se Clement Champoussin og Mauri Vansevenant rejse sig igen. Begge startede sæsonen som lyn og torden i februar, men begge har de også været temmelig langt fra det niveau siden dengang – også i dette løb. I dag var de imidlertid begge uhyre overbevisende, da de kørte fra en formstærk Geoffrey Bouchard, en topklatrer som Guillaume Martin og den så flyvende Odd Christian Eiking, og det skaber håb for, at de endelig kan udfolde det store potentiale, de har vist siden de alleryngste år.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Eiking lever dog nok med nederlaget. Da det stod klart, at Roglic holdt sit løfte om at aflevere trøjen ganske gratis, blev hans primære opgave alene at forhindre, at Martin stjal de 29 sekunder, der kunne knuse hans drøm, netop som han var ved at falde ind i den tungeste drømmesøvn. Derfor er det også svært at vide, hvor meget han havde haft i stængerne, hvis ikke han og Martin havde kørt deres eget løb, men han virkede i hvert fald ganske overbevisende på stigningen og ikke mindst på nedkørslen, hvor han effektivt fik udnyttet en velkendt svaghed hos Martin. Dermed fik han langt om længe den fortjente belønning for den superform, han har vist siden Tour de Wallonie, og Intermarché fortsætter deres drømmesommer, der startede efter Touren, og som er fortsat i Ain, San Sebastian, Belgien og nu Vueltaen, hvor de nu hører til de sjældne hold, der har haft førertrøjen to gange med to forskellige ryttere. Og hvis ellers Eiking modsat Rein Taaramae kan holde sig på cyklen, burde han kunne køre rundt i rødt i hvert fald indtil på lørdag.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er nemlig her, det næste store klassementsslag venter, for selvom der utvivlsomt vil være forskelle igen i morgen – også større, end man i første omgang skulle tro – er det trods alt ikke på muren i Valdepeñas de Jaen, man hverken vinder eller taber Vueltaen. Det gør man først og fremmest i den tredje uge, og det vidste Bernal alt om, da han rejste til Spanien med en velplanlagt drejebog i lommen. Desværre for ham – men ikke for de cykelfans, der har fået knaldgodt cykelløb som resultat – har han haft pokkers svært ved at følge den, og én grundig lektion var åbenbart ikke nok til at lære af sine fejl. På lørdag – eller måske allerede i morgen – finder vi ud af, om to lektioner var det.<\/p>","date":"24\/8-2021 kl. 19:00","date_unformatted":"2021-08-24 19:00:53","km_driven":"133,6","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"301974","title":"Vejret","text":"
Der venter endnu en dag i den sydspanske bageovn, men det bliver ikke glohedt. Onsdagen byder på temperaturer på op til 31 grader, men kun 29 grader i målbyen. Det vil være stort set skyfrit, og selvom der er en lille risiko på 15% først på etapen, bør det holde tørt. I startbyen vil der være lidt blæsende (18-19 km\/t) fra syd, men det vil være mindre udtalt, når man kommer længere væk fra kysten, hvor det vil blæse med en styrke på 11-14 km\/t fra vest. Det giver en dag med generel med- og sidemedvind stort set hele vejen. Der vil være et kort sidevindsstykke efter spurten, men fra bunden af bakken vil der være sidemedvind, som vil vare ved hele vejen, herunder i selve finalen.<\/p>","date":"24\/8-2021 kl. 16:20","date_unformatted":"2021-08-24 16:20:23","km_driven":"133,6","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"301954","title":"Ruten","text":"
Vueltaen har altid haft hang til sine finaler på korte, stejle mure, og en af de mest populære af slagsen er den brutale afslutning i Valdepeñas de Jaen, der for ca. 10 år siden blev en sand klassiker med besøg hele tre gange på fire år. Efter syv års fravær vender den endelig tilbage igen som afslutning på en kort, intens dag i Spaniens kuperede og glohede syd, hvor en tur gennem det kuperede terræn over bare 133,6 km byder på ca. 2600 højdemeter, men ingen lange stigninger. Den slags kan give ideer til et udbrud, men der er ingen tvivl om, at murspecialisterne også drømmer om at boltre sig i finalen, hvor Daniel Moreno, Joaquim Rodriguez og Igor Anton blev de første tre vindere – en liste, der ikke helt tilfældigt tæller to vindere af Fleche Wallonne og én rytter, der er blevet nr. 4 i samme løb.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en distance på bare 133,6 km er der tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Antequera til Valdepeñas de Jaen. Starten er relativt fredsommelig, da startbyen ligger i den nordlige udkant af et fladere område, og derfor er det relativt fladt, når man indledningsvis kører mod nord op til byen Benameji, der passeres efter 23,0 km. Her drejer man mod nordvest for at følge en lang og snoet vej, der stiger ganske let, inden en nedkørsel leder frem til en bunden af en lang, ikke-kategoriseret opkørsel, der slutter med 5,2% over 6,4 km, indtil man når toppen kort inden byen Las Lagunillas, som passeres efter 57,3 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Her bliver det igen lettere, idet man kortvarigt kører mod øst og nord ad et plateau, inden det falder let mod nord, nordvest og øst frem til byen Priego de Cordoba, der passeres efter 73,1 km. Her drejer man mod øst for at følge en stærkt kuperet vej, der indledes let stigende og efter en nedkørsel byder på først en bakke (2,5 km, 5,5%), siden en nedkørsel og dernæst en lang opkørsel (5,8 km, 5,4%), inden småkuperet terræn leder frem byen Alcala la Real, hvor dagens spurt kommer efter 102,5 km. Her drejer man mod nord for via en nedkørsel, et let stigende stykke og slutteligt en længere og ret let nedkørsel at køre ned til byen Castello de Locubin, der nås efter 114,2 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herfra resterer bare 19,4 km, og finalen indledes, når man kører mod nordøst ud af byen via kategori 2-stigningen Puerto de Locubin (8,8 km, 5,0%), der stiger relativt jævnt med 5-7% hele vejen, dog afbrudt af en flad 4. kilometer, inden den flader ud med 3,4% over den sidste kilometer frem mod toppen, der rundes efter 125,8 km, og hvorpå der er placeret en bonusspurt. Herfra resterer beskedne 7,8 km, der indledes med en meget snoet nedkørsel, der leder mod nordøst ned til byen Valdepeñas de Jaen. Med 2,5 km igen begynder det at stige let, inden man med 800 m igen rammer den sidste brutale mur. I snit stiger den sidste kilometer med 9,7%, men da muren kun er 800 m lang, er den betydeligt stejlere med et maksimum på mere end 20%. Finalen er teknisk ukompliceret, da det går ad den samme snoede vej fra toppen af stigningen med et sving med 3 km igen, og den retter sig ud over de sidste kilometer, inden man med 800 m igen drejer to gange lige i rap, inden man rammer muren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 2647 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Valdepeñas de Jaen har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i Vueltaen. Senest var det i 2013, hvor Daniel Moreno fortsatte sin drømmestart ved at sejre med 4 sekunder ned til Alejandro Valverde og Joaquim Rodriguez. Samme Rodriguez vandt til gengæld i 2011, hvor han sejrede med 4 sekunder ned til Wout Poels og 5 sekunder ned til Moreno. Finalen gjorde debut i 2010, hvor Igor Anton satte scenen for sin fantastiske Vuelta ved at vinde med 1 sekund ned til Vincenzo Nibali, Peter Velits og Rodriguez.<\/p>","date":"24\/8-2021 kl. 15:49","date_unformatted":"2021-08-24 15:49:38","km_driven":"133,6","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"301952","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Vuelta a Espana (11. etape). Dagens løb køres fra Antequera til Valdepe\u00f1as de Jaen over 133.6 kilometer. Vi starter kl. 14.50.<\/p>","date":"24\/8-2021 kl. 15:49","date_unformatted":"2021-08-24 15:49:28","km_driven":"133,6","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Jesper Johannesen","email":"jesper@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/\/jesper_johannesen.jpg","url":"jesper-johannesen"},{"author":"Andy Joachim Pedersen","email":"andy@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/\/Kvadrat.jpg","url":"andy-joachim-pedersen"}]}