en optakt<\/a>.<\/p>\r\n\r\n <\/p>\r\n\r\n
Jeg håber at starte opdateringen fra etapestart kl. 12.21, men da min tidsplan er skredet tirsdag aften, er det muligt, at der bliver en forsinkelse på op til en times tid.<\/p>","date":"31\/8-2021 kl. 22:03","date_unformatted":"2021-08-31 22:03:10","km_driven":"185,8","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"303049","title":"Vinderbud","text":"
Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Enric Mas, Egan Bernal<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Miguel Angel Lopez, Jack Haig, Gino Mäder, Adam Yates, Louis Meintjes<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Romain Bardet, Damiano Caruso, Rafal Majka, Steven Kruijswijk, Mikel Landa, Juan Pedro Lopez, Fabio Aru, Mikel Nieve, Geoffrey Bouchard<\/p>","date":"31\/8-2021 kl. 20:58","date_unformatted":"2021-08-31 20:58:55","km_driven":"185,8","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"303048","title":"Favoritterne","text":"
Man kan ikke fortænke de fans, der synes, at årets Vuelta har været en lidt tam affære. Reelt har favoritterne kun haft ét stort bjergslag, hvor der for alvor er blevet åbnet for gassen. Det har naturligvis sine gode grunde. Modvinden slog reelt Picon Blanco og Pico Villuercas ihjel, og Balcon de Alicante blev neutraliseret, da Movistar lod sig lamme af Alejandro Valverdes styrt. Til gengæld gav rytterne os et uventet show på 10. etape og kørte cykelløb i de to puncheurfinaler, men de ville naturligvis aldrig kunne åbne gigantiske forskelle.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Omstændighederne er dog kun én del af forklaringen. Noget andet er rutens design. Vueltaen plejer at byde på mange muligheder spredt ud over de tre uger. Det har den også gjort denne gang, men i år er de allervanskeligste udfordringer koncentreret over de sidste fem dage. Den slags plejer at bevare spændingen til sidst, men det har også ofte den konsekvens, at der bliver kørt afventende. Hvorfor skulle Movistar og Ineos i weekenden prøve at gribe ud efter en lykke, der så ud til at være svær at finde, når de bedste chancer stadig ventede forude?<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nej, omstændighederne har gjort det logisk at vente, men nu stopper ventespillet til gengæld også. Skal Primoz Roglic forhindres i at sikre sig sit hattrick, skal det ske over de kommende to dage. Ikke bare skal forspringet udslettes, der skal også opbygges en buffer inden enkeltstarten. Nu er det slut med at lege gemmeleg!<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der er en god grund til, at de har kunnet tillade sig at vente. De asturiske bjerge er – når de er med på ruten – som regel løbets nøglepunkt. I dette område er stigningerne nemlig stejlere, end de er noget andet sted i Spanien. Nok finder vi stejle mure i Baskerlandet, men her savner vi længden. I Asturien har vi både længden og stejlheden, og det eneste, man kan savne, er de tårnhøje højder, man i Vueltaen kun finder i Pyrenæerne og i området omkring Sierra Nevada i den sydlige del af landet – to regioner, som i år ikke besøges.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der er ingen tvivl om, at det nye monster, Gamoniteiru – eller Anglirus lillesøster, som det også kaldes – er den vanskeligste af de to finaler men man skal ikke undervurdere Lagos de Covadonga, der er det eneste bud på en rigtig klassiker i Vueltaen, der slet ikke har de samme mytiske bjerge som Touren og Giroen. Derfor er det også her, alle drømmer om at vinde, og som Nairo Quintana viste med sin den magtdemonstration, der i 2016 reelt gav ham sejren og fik skovlen under Chris Froome, er det også et bjerg, der kan skabe store forskelle.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Historien viser dog også, at det ikke sker hver gang. Faktisk er favoritterne overraskende ofte kommet ind tæt på hinanden, men det skyldes ikke procenterne. Tværtimod skyldes det, at de sidste 3 km med sine nedkørsler og eksplosive ramper er knap så svære. Med andre ord er det ikke et bjerg, hvor man kan spille ventespil. Man skal gribe ud efter lykken på de første knap 9 km, der til gengæld også er drønsvære – og slår man først hullet, har Quintana vist, at man kan score jackpot og vinde ganske betragteligt med tid. Og det er vel netop et sådant bjerg, vi har brug for efter lang tid, hvor det har været klogest at vente.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det første spørgsmål er naturligvis, om favoritterne skal køre om sejren. Der er forhold, der taler for og imod. Der er ingen tvivl om, at Lagos de Covadonga er et bjerg, alle gerne vil vinde på, og da hverken Ineos eller Movistar har vundet en etape, må det være på tide, at der gøres en indsats. På den anden side venter der en endnu sværere etape på torsdag, og derfor kan der være ræson i at lade etapen sejle. Naturligvis skal Roglic angribes uanset hvad, men det kan man gøre, også selvom man har sparet lidt på holdet til løbets kongeetape dagen efter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg tror dog, at der er gode chancer for, at stimen af udbrudssejre stopper her. Nok skal der tænkes på 18. etape også, men Movistar og Ineos har altså kun to muligheder tilbage. Der er grænser for, hvor kræsen man kan være, når man enten er det store hjemmebanehold eller en af sportens stormagter, der har fået meget lidt ud af løbet hidtil. Samtidig tæller hvert et sekund, hvis man skal have et forspring til Roglic på mindst et par minutter inden på søndag, som Miguel Angel Lopez har sagt, at han behøver, og derfor er der vel grænser for, hvor mange bonussekunder man kan lade sejle.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor burde der være en god chance for, at de to hold tager kontrol. Jeg føler mig i hvert fald ret overbevist om, at det selvtillidsfulde Movistar-hold vil gøre det, men igen har vi det problem, Lopez også understregede i går, nemlig at de har bare seks mand. Af dem er Carlos Verona den eneste klatrer, og derfor kan man langt fra være sikker på, at Movistar kan køre udbruddet ind, selv hvis de vil.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der burde dog være en god chance for en britisk håndsrækning. Vi har jo allerede to gange set, at Ineos tog initiativ, og selvom det dengang førte til et pistolskud direkte i foden, viste det, at Egan Bernal heller ikke i dette løb er bange for at prøve. Naturligvis trådte han på pauseknappen, når det var åbenlyst, at aggressionen var kontraproduktivt, men det gav også kun mening at vende tilbage til den oprindelige plan A, nemlig at lade tiden arbejde for den dårlige startform og slå til på løbets to vigtigste etaper. Og de er altså kommet nu!<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bernal har også lydt meget mere optimistisk de seneste dage. I lørdags tankede han selvtillid, da han kunne følge favoritterne, og Adam Yates fik boostet sin, da han i søndags kørte væk i finalen. Faktisk gik Bernal i dag så langt som at love angreb, hvis benene rækker. Som han sagde, har han intet at miste. Og det har han helt ret i, når en 5. plads er temmelig ligegyldig for en mand af Bernals kaliber.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ineos er også kun seks mand, men de er betydeligt stærkere end Movistar. De bør nok kunne kontrollere etapen, og hvis de gør det i fællesskab, burde det kunne lade sig gøre. De hjælpes nemlig også af etapens design. Nok er der en enkelt stigning undervejs, men de første 80 km er stort set flade. Det burde gøre det muligt at forhindre, at udbruddet bliver for stort og ikke mindst klatrestærkt, og det vil være vigtigt, hvis Movistar ikke får hjælp af Ineos. Det gør det i hvert fald realistisk at tro, at de kan klare sig selv uden den hjælp, jeg tror, de får. Man kan bestemt heller ikke udelukke, at Jack Haig tror så meget på sig selv, at han vil række ud efter lykken, hvis Bahrain misser udbruddet, og melder deres superhold sig ind i kampen, kan ethvert udbrud hentes.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig er der Jumbo selv. Jeg er ret sikker på, at Roglic gerne vil vinde en bjergetape i dette løb, og hans udtalelser i dag indikerede også, at det nu er slut med bare at køre med håndbremsen trukket. Det logiske og mest sandsynlige er, at han passer lidt på sit hold i morgen og satser hele butikken på torsdagens kongeetape, men med Roglic ved man aldrig. Han bliver som bekendt ofte sulten, og hvis ikke Movistar, Ineos eller Bahrain kan eller vil, udelukker jeg ikke helt, at Jumbo vil gøre arbejdet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Uanset hvad vil der blive angrebsfest fra start, og her får vi svaret på intentionerne. Her kan vi se, om de store hold forsøger at sende et lille og svagere udbrud afsted, og det burde kunne lade sig gøre i en flad start, hvis de vil. Det kan blive mere farligt, hvis udbruddet kører på stigningen, men den er trods alt kun 5 km lang. Jeg tror, at angrebsfesten ender med et udbrud, der vil være til at kontrollere. Intermarché vil elske at lade bonussekunder forsvinde, og de har derfor ikke andet behov end at føre, hvis ikke andre gør det, men jeg forventer, at vi hurtigt vil se Movistar og formentlig også Ineos fremme, og at elastikken vil være stram, fordi Movistar ved, at de ikke har holdet, der kan køre stærkt på stigningerne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
På den svære Llomena-stigning regner jeg ikke med angreb. Der er alt for meget fladland med modvind mellem de to sidste stigninger, så spørgsmålet er alene, om der vil blive lagt pres på. Movistar kan ikke, men jeg vil tro, at Ineos vil tage initiativet som på 9. etape og sætte et relativt hårdt tempo. Endnu hårdere bliver det, hvis Bahrain er med til festen – og så kan Movistar hjælpe igen i dalen, hvis deres tungere folk er kommet med over.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor regner jeg med, at favoritterne skal køre om det på målbjerget, og her vil jeg også tro, at Ineos forsøger at gøre det hårdt, og at Movistar gør brug af Carlos Verona og Bahrain måske af deres klatrere. Her vil jeg tro, at Roglic og Jumbo trods alt kører afventende, for det store angreb kan nok vente til torsdag. Er Ineos og Movistar brændt sammen, vil Jumbo formentlig kontrollere, så Roglic faktisk kan vinde etapen, men jeg tror, at han igen vil køre med håndbremsen trukket og satse på at gøre det færdigt i en eksplosiv finale, der passer ham. Til gengæld tror jeg også, at Lopez og Enric Mas vil åbne tidligt, fordi deres store chance er at isolere Roglic og udnytte deres bedste våben: overtallet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bjerget er så svært, at der kan gøres forskelle, men som vi så med Thibaut Pinots sejr i 2018, hvor han fik lov at køre væk, fordi han havde tabt tid, og alle var jævnbyrdige, kan det også blive taktisk. Det gælder særligt på den eksplosive og lettere del på toppen, og derfor er det ikke altid bare stærkeste mand, der vinder. Det vil oftest være tilfældet på så svært et bjerg, men den sidste del er også ganske speciel. Den er for mere eksplosive folk, og da der samtidig vil være modvind på de sidste 2 km, vil det nok kun være taktik, der for alvor kan gøre forskelle her. I den finale vil punch og spurt være en væsentlig faktor. Til gengæld synes der at være sidevind på hovedparten af stigningen, hvorfor vi bør slippe for den mest dræbende modvind på en stigning, der slet heller ikke er så gold som de foregående.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med udsigt til et favoritopgør er det svært ikke at pege på Primoz Roglic<\/b>. Sloveneren har hidtil lignet en mand i total kontrol, og han har helt åbenlyst kørt med håndbremsen så meget trukket, at han har forsøgt at bevare friskheden til disse to etaper. Det er formentlig lykkedes, for der er intet, der tyder på, at han er træt. Tværtimod ved vi fra hans præstationer i Touren i 2018, Vueltaen i 2019, hvor han sidst kom i udhvilet tilstand, og ikke mindst fra Touren i 2020, hvor han kørte fra Tadej Pogacar på Col de la Loze, at han som regel er fremragende også mod slutningen af en grand tour, når han er kommet friksh og veludhvilet til løbet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derudover har han flere esser i ærmet. Han er suverænt den bedste på den eksplosive modvindsdel, hvor ingen slår ham i en spurt. Derudover har hans hold rejst sig, så de i søndags var uhyggeligt stærke og lagde finalen i et jerngreb, og Sepp Kuss ligner en mand, der kan forhindre, at det bliver alt for taktisk undervejs. Roglic har den fordel, at han bare skal følge med, og lige nu kan det være svært at se, hvem der skal køre fra ham. Hans to styrt skaber en smule usikkerhed, men meldingen er, at de intet betyder, og han har angiveligt været så usædvanligt jovial efter etaperne de seneste dage, at han slet ikke ligner en mand, der føler nogen form for modgang og vanskelighed. Det er i sig selv et godt tegn, og kombinerer man det med hans overlegenhed på cyklen, må han være favorit.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hidtil har Enric Mas<\/b> været klart næstbedst, og meget taler for, at det vil fortsætte. Det kan være svært at tro på, at han kan sætte Roglic, men han har i hvert fald to ting, han kan finde håb i. For det første var det påfaldende, at Roglic ikke bare kørte forfølgerne over, da han kom med sit overraskelsesangreb på 10. etape, og selvom modvinden fortæller, at sloveneren utvivlsomt var stærkest, kan det give håb. For det andet var Roglic ikke så suveræn på Valdepeñas de Jaen, som man kunne have ventet, og selvom det formentlig skyldtes klog og sikker kørsel i et forsøg på at undgå den eksplosion, der altid er en risiko på en mur, kan det måske give håb, at Mas fulgte ham til dørs i en finale, der helt klar var til Roglics fordel.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld er der også usikkerheder. Sidste år betalte Mas en pris for sit hårde program i den tredje uge, og det er stadig muligt, at det vil ske igen. Hidtil har han ikke vist svaghedstegn, men reelt har han heller ikke vist sig siden sidste onsdag. Der kan være sket ufatteligt meget med formen siden dengang, og det er muligt, at Mas nu er træt. Jeg tror dog, at 2020 var undtagelsen, for Mas burde om nogen være dieselmotoren, der kunne køre Tour-Vuelta-double. Hidtil har han været suveræn nr. 2, og dermed må han også være førsteudfordrer til Roglic.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg vælger faktisk at pege på Egan Bernal<\/b> som nr. 3. Det var virkelig opløftende at se ham følge med de bedste i lørdags, og alt tyder på, at det går, som han selv havde regnet med, nemlig at han efter den ringe optakt ville køre sig i form undervejs. Reelt set har han haft en uge til at forbedre sig siden sidste alvorlige slag, og det er i en grand tour en menneskealder. Lørdagen tyder på, at Bernal vil være meget tættere på de bedste nu, og han lød som sagt også herligt optimistisk i dag. Han har lovet at forsøge, og sjovt nok kan Roglics på forhånd værste rival nu meget vel have den taktiske overhånd. Roglics vigtigste opgave er at undgå, at han skal jagte en Movistar-mand med en anden på hjul, og hvis det bliver taktisk, er der derfor Bernal, han vil lade køre. Det kan blive colombianerens chance, også selvom han formentlig stadig ikke er så god, at han er stærkeste mand, som han ellers så ofte er det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg er lidt mere i tvivl om Miguel Angel Lopez<\/b>. Det er egentlig min fornemmelse, at han bliver bedre og bedre, som han plejer, men han har ikke været helt oppe at ringe endnu. Da han slap væk i lørdags, skulle Roglic bare bruge én forcering på at reducere et forspring fra 20 til 5 sekunder, og i søndags var det ham, der ikke holdt hjul på Adam Yates. Det kan sagtens have været et taktisk valg, men det er måske et tegn på, at hans form ikke er helt oppe at ringe endnu. Omvendt er Lopez så skræmmende god en klatrer, at han kørte fra både Pogacar og Lopez på Col de la Loze sidste år, og selvom han ikke har fordel af samme højder her, kan han finde trøst i, at han kørte fra Roglic på Javalambre i dette løb i 2019. Han har samtidig fordel af at være den mindst farlige af de to Movistar-ryttere, og sidder Roglic i en sandwich, hvor han må lade den ene køre, bliver det ikke svært at vælge hvem.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hidtil har Jack Haig<\/b> været ganske imponerende, og faktisk er det svært at sige, hvor stærk han egentlig er. Siden Velefique er ingen kørt fra ham, og han viste storform ved at klare muren så godt. Logikken siger, at hans dieselmotor burde blive bedre og bedre, når forberedelsen var så ringe, som den var, og han har da også været i konstant fremgang siden den første offday på Picon Blanco. Dette svære bjerg passer ham glimrende, og han har den store fordel, at han er en underdog, som Roglic utvivlsomt frygter mest. Til gengæld har han en anden ulempe, der kan gøre det svært at vinde. Han er nemlig en trussel mod det dobbelte podium, der helt sikkert er en stor ambition for Movistar, og derfor skal han formentlig være bedre end både Mas og Lopez for at tage sejren. Det synes dog heller ikke helt umuligt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Et andet hold, der har et overtal at bruge, er Bahrain. De kan nemlig også bruge Gino Mäder<\/b>, der i dette løb har nået sit højeste niveau nogensinde. Hidtil har han manglet lidt, men han synes bare at blive bedre, som han altid gør i sine etapeløb. Lørdagens finale endte med at blive meget eksplosiv, og den klarede han meget flot, når der er tale om en ren dieselklatrer. Denne mere seje stigning passer langt bedre til en ren klatrer som ham, og det vil ikke undre mig, hvis han er næste mand bag de fem, der har vist sig som de stærkeste. For at vinde skal han udnytte et taktisk spil, men det burde heller ikke være umuligt for en mand, ingen frygter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Min forventning har hidtil været, at Adam Yates<\/b> vil få det svært på disse etaper. De kommer i uge 3, hvor han altid er svagest, og det er også ret åbenlyst, at han i anden del af løbet var meget svagere end på 3. og 7. etape, hvor han virkede uhyre overbevisende. Særligt nederlaget på muren, hvor han burde være i sit es, var kritisk, og siden har han endda været styrtet. Disse store dage med mange højdemeter passer ham heller ikke, og derfor tror jeg, at han får en svær dag. Når jeg alligevel nævner ham her, skyldes det den fine kørsel, han havde i søndags, hvor han bestemt ikke så hverken mærket eller træt ud. Han har også fordel af at være den mindst farlige af de to Ineos-ryttere, og selve målbjerget – kort, stejlt og med en eksplosiv finale – passer ham. Kan søndagen bruges som udtryk for, at han er bedre, end jeg tror, må han være en kandidat.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dernæst vil jeg faktisk pege på Louis Meintjes<\/b>. Vi er nået til den fase, hvor hans dieselmotor er blevet varm, og han virker til at være på et fornemt niveau lige nu. Han har været god til at gå med i angreb på vegne af Odd Christian Eiking i weekenden, og hans præstation på muren var for en fyr som ham faktisk ganske løfterig. Nu kommer de dieseletaper, der virkelig passer ham, og vi er på det tidspunkt i løbet, hvor han sikrede sig sine top 10-placeringer i tre grand tours. Det sidste bjerg burde også passe ham fint, hvis man ser bort fra den sidste del, men den betyder mindre. Skal han vinde, skal han nemlig snige sig væk i et taktisk spil, og det vil han kunne have friheden til. Og nej, holdet har klart signaleret, at forhåndskaptajnen ikke skal vente på Eiking, når denne forventeligt mister trøjen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg har svært ved at se andre vinde etapen. Aleksandr Vlasov<\/b> har fortsat sin yoyokørsel, men aldrig været i nærheden af de bedste på de lange stigninger, og samtidig så han skidt ud i lørdags. David de la Cruz<\/b> har været fremragende hidtil, men han har virket knap så overbevisende de seneste dage, selvom hans dieselmotor egentlig burde være bedst i denne del af løbet. Dette bjerg er for stejlt og svært for Felix Grossschartner<\/b>, og Guillaume Martin<\/b> har stadig ikke fundet sit niveau. Sepp Kuss<\/b> synes ikke helt på toppen endnu, men han vil formentlig være en af de bedste. Det er bare ikke sandsynligt, at Jumbo i fuld finale på dette tidspunkt i løbet begynder at lege med taktik, der kan give Kuss etapesejren. For Odd Christian Eiking<\/b> må elastikken knække nu, selvom han nok skal forsvare sig pænt. Endelig glæder jeg mig til at se Juan Pedro Lopez<\/b>¸ når han nu kan køre for sig selv, ligesom Damiano Caruso<\/b> bør komme langt, hvis han holder ved, og Steven Kruijswijk<\/b> bør sidde længe hos Roglic.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mine øvrige kandidater vil alle være udbrydere, men der er ikke mange, der har en reel chance for at vinde på dette brutale bjerg. Mit bedste bud er Romain Bardet<\/b>, der synes at være tæt på de bedstes niveau. Ganske vist var udbruddet i lørdags svagt, men at han så suverænt kørte væk i den brutale modvind, var ganske imponerende. Forinden viste han sin form med 6. pladsen på muren, og han synes at have genfundet det tårnhøje niveau, han havde inden styrtet. Hvis de store hold giver ham lov i fladlandet, skal<\/i> han ramme udbruddet af hensyn til sin bjergtrøje, og hvis det lykkes, tror jeg, at han bliver svær at slå.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hans værste rival er formentlig Damiano Caruso<\/b>. Hans soloridt er ved at være længe siden, og han har ikke vist meget på det sidste. Han viste dog god form i lørdags, hvor han fulgte favoritterne, og i søndags angreb han i tide og utide i den flade start, men desværre spillede han på den forkerte hest. Der er en risiko for, at Bahrain lader ham blive hos Haig, som vi så i lørdags, men han fik trods alt frihed på 9. og 15. etape. Får han den, burde den Caruso, der altid topper i uge 3, kunne have endnu en etapesejr i sig, også selvom han formentlig skal slå Bardet, der næppe lader ham gå i udbrud alene.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den anden rytter bag et stort soloridt er Rafal Majka<\/b>. Hvis han er kommet sig, kan det sagtens lykkes for ham igen. Han har historisk været knap så god til at ramme udbrud i fladlandet, og forleden kørte han også væk på en stigning. Derfor er det ikke den ideelle start for ham, og han kan få vanskeligheder ved at komme afsted. Hvis det til gengæld lykkes, var han så vanvittig i søndags, at han bliver meget svær at slå for de fleste.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Vi må vel også nævne Steven Kruijswijk<\/b>. Jumbo har sagt, at de ikke lader store grupper køre uden deres deltagelse, og det kan give hollænderen en chance for revanche. Efter en lang og svær tid har han endelig nærmest sig sit niveau, og forleden kørte han jo lige op med Majka, da først han åbnede op. Kruijswijks spidskompetence er hans uhyggeligt gode restitution, og i dette løb har han forbedret sig med stormskridt fra etape til etape. Han skal ikke være meget bedre end i søndags for at vinde i en finale, der passer ham – slet ikke når han af gode grunde har siddet på hjul hele dagen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvor langt er Mikel Landa<\/b> kommet? Det er svært at svare på, men efter en uge, hvor han har passet på sig selv, testede han benene i søndags. Her sad han med favoritterne næsten hele vejen i en finale, der ikke var ham, og det tyder på, at formen slet ikke er så ringe. Han var trods alt også i stand til at køre med de allerbedste på 3. etape og vandt Burgos forinden, så udgangspunktet har ikke været så ringe. Han er blevet i løbet for at jagte en stor etapesejr en af de kommende to dage, og Landa har så højt et topniveau, at det kan lade sig gøre efter en tid, hvor han har arbejdet på den form, der af gode grunde manglede lidt fra start.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dette kunne også være den store chance for Juan Pedro Lopez<\/b>. Med Ciccones exit har han nu al den frihed, han kan ønske sig, og vi så i søndags, at det lykkedes ham at ramme udbruddet. Det bliver sværere med en flad start, men overvinder han den forhindring, burde han have en fair chance. I søndags passede etapen ham dårligt, men det gør disse rigtige bjerge til gengæld slet ikke. Dett burde være en finale for en ren klatrer som ham, og da han på det seneste har fulgt favoritterne næsten til dørs, burde han være en af de få, der kan gøre det færdigt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I søndags var det godt at se Fabio Aru<\/b> rejse sig. Italieneren var som bekendt på et herligt højt niveau, inden han blev ramt af maveproblemer. Han overraskede sig selv med udbruddet i søndags, og han håber nu at være kommet sig tilstrækkeligt til at jagte en etapesejr de kommende to dage, så han kan slutte karrieren med maner. Desværre har han i de seneste år slet ikke kunnet restituere i grand tours, men i dette løb er det faktisk gået overraskende godt. Måske har det hjulpet ham, at han har haft en uge i gruppettoen. Søndagens ridt, hvor han længe fulgte den suveræne Majka, giver i hvert fald håb, når han har fået sygdommen tre døgn mere på afstand.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Denne slags gigantetaper er også noget for Mikel Nieve<\/b>, der engang var mester i store soloridt på de sværeste dage. I dag har han slet ikke samme niveau, men siden Burgos har han rejst sig lidt. Han kom også fornemt fra start på Picon Blanco, men blev siden sat tilbage af et styrt. Alligevel imponerede han mig meget på den eneste anden meget store bjergetape, nemlig Velefique-etapen, og de seneste dage har også set ganske fine ud. Han plejer altid at være bedst til sidst og vil elske denne form for etape med mange bjerge, men jeg er bekymret for, at han ikke kan ramme udbruddet i en flad start.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig er der Geoffrey Bouchard<\/b>. Han har floppet, når han har ramt udbruddene, men han har andre gange set godt ud. Hans angreb på Velefique-etapen var imponerende, og her kørte han næsten lige op med de bedste. Også i søndags så han godt ud, og formen synes i hvert fald god. Denne store bjergetape burde passe manden, der har klatret bedre end nogensinde i år, men han skal ophøre med den kedelige tendens til at floppe, når han kommer afsted.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg regner ikke med, at Pavel Sivakov<\/b> og Carlos Verona<\/b> kan undværes af deres kaptajner, og det samme gælder for den ellers flyvende Remy Rochas<\/b>. Efter lang tids insisteren må jeg erkende, at lottokuponen Wout Poels<\/b> nok er for meget nitte til at vinde en etape i dette løb, og selvom han skulle blive Jumbo-manden i udbrud, kan Sam Oomen<\/b> nok ikke gøre det færdigt. Michael Storer <\/b>har været flyvende hidtil, men vi så vel i søndags, at han langt om længe er ved at blive træt efter en uge, hvor han heller ikke virkede godt kørende. Clement Champoussin<\/b> skuffede i lørdags, og Mauri Vansevenant<\/b> har manglet lidt for meget. Finalen er nok desværre lidt for svær til, at Andreas Kron<\/b> kan vinde, og Jan Hirt<\/b>, der var fremragende i søndags og altid topper i uge 3, skal desværre blive hos Eiking. Desværre er Lucas Hamilton, Mark Padun, Kenny Elissonde<\/b> og Joe Dombrowski<\/b> stadig for formsvage, og jeg tror ikke, at Ion Izagirre, Gianluca Brambilla<\/b> og Nick Schultz <\/b>kan vinde i så svær en finale. Det samme gælder for en ellers meget formstærk Steff Cras, Chris Hamilton<\/b> og en Sergio Henao<\/b> i stadig bedring, og desværre lyder Jay Vine<\/b> til at have slået sig ganske meget forleden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
OPDATERING: Mas slog åbenbart sit haleben mere, end jeg var opmærksom på, da jeg skrev optakten. Han synes ikke ukampdygtig, men det skaber en betydelig usikkerhed om hans form. I det lys burde Bernal nok være min nye nr. 2 på listen, også fordi han som nævnt står i en taktisk mere gunstig position i forhold til faktisk at vinde etapen. Værre er det med Guillaume Martin, der synes så hæmmet, at han formentlig får en svær dag.<\/b><\/p>","date":"31\/8-2021 kl. 20:58","date_unformatted":"2021-08-31 20:58:45","km_driven":"185,8","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"303047","title":"Analyse af 16. etape","text":"
Når man tager hul på en grand tour, kan den ligne et overflødighedshorn af muligheder. Tre uger er lang tid, og 21 etaper er mange. Derfor er der aldrig alt for meget stress på i den første uges tid, hvor tidshorisonten er lang. Kikser det den ene dag, er det jo altid i morgen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er naturligvis rigtigt, og det udsagn vil holde hele vejen frem til slutningen på 20. etape, men alligevel er det ofte forkert at se en grand tour som en alenlang serie af chancer. I løbet af de 21 dage er der nemlig relativt mange, der har et ganske snævert favoritfelt, og hvor kun relativt få ryttere og hold kan vinde. Det gælder sprinteretaperne, der er overladt til en lille udsøgt skare af de allerhurtigste, det gælder de store bjergetaper, der er overladt til klassementsrytterne eller en lille gruppe af de mest klatrestærke ”angribere”, der for de flestes vedkommende sagtens kunne have kørt klassement, og det gælder enkeltstarterne, der er en sag for specialister. Regner man de tre etaper fra, er mulighederne pludselig færre, og da det langt fra er alle hold, der har en supersprinter, en topklatrer eller en tempospecialist, der kan slå Primoz Roglic, er mulighederne faktisk slet ikke så mange – og det gælder endda, selvom Vueltaen med sit store antal mellemetaper generelt er langt mere tilgængelig for det store flertal af ryttere, der ikke kan vinde massespurter, enkeltstarter eller bjergetaper.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor handler det om at gribe de chancer, der er, og at vælge sine kampe med omhu. Ingen kan køre med om sejren alle 21 dage, og det handler derfor at bruge sine kræfter, hvor mulighederne er størst – særligt for de hold, der ikke har et klassement at tænke på. Det er velkendt, at tendensen til, at mange af etaperne har så lille en favoritskare betyder, at flertallet af hold altid kommer tomhændede hjem, og skal man undgå at falde i den kategori, skal chancerne maksimeres på de få dage, hvor der er noget at komme efter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Tak nu bare BikeExchange som eksempel. Holdet er for første gang i nogen tid til start i en grand tour helt uden klassementsambitioner og med en trup, der er bygget ret entydigt op om Michael Matthews. Nok er Matthews en sand vindertype, der bestemt har etaper, hvor han må regnes som specialist, og som regel er der endda flere af den slags afslutninger i Vueltaen, men sådan har det ikke været i årets udgave. Selvom Vueltaen utvivlsomt er den grand tour, der passer australieren bedst, har han i dette løb måttet spejde langt efter de puncheurafslutninger, han elsker, og løbet normalt så hårde sprinteretaper har i årets sprintervenlige udgave været usædvanligt flade. Derfor var det med god grund, at Matthews allerede inden starten i Burgos udtrykte lidt ærgrelse over, at det ikke var den ideelle rute for en fyr som ham, men – som han sagde – må man jo få det bedste ud af det, der er.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det sidste har han i den grad ret i, og derfor handlede det for ham om at sætte kryds ud for nogle afgørende nøgledage, da han gennemgik løbsbogen i Burgos for tre uger siden. Havde jeg været BikeExchange-sportsdirektør, havde jeg helt sikkert sat de fedeste krydser ud for 4., 12. og 16. etape – måske med 10. etape som en option afhængig af klassementskampen og 19. etape som en mulighed, der nok mest sandsynligt skulle gribes fra udbrud. Til gengæld havde jeg lige så sikkert besluttet mig for at se på 6. og 11. etape som dage, der skulle vindes fra et udbrud, for det ville på alle måder være en umulighed at slå Primoz Roglic i finaler, der måske på en god – og på 11. etape skulle den være rigtigt god – dag kunne være noget for Matthews, men som i kamp med det slovenske monster nok var klogest bare at se som hviledage, hvis udbruddet skulle glippe.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu er der måske en dog grund til, at jeg sidder i Danmark og ikke som sportsdirektør i Spanien, men efter at næsten alle Matthews’ nøgleetaper nu er overstået, kan det australske holds ledelse gøre en næsten fuldstændig status over udkommet. Resultatet er temmelig nedslående. Matthews er lige så sejrsløs i 2020, som han var, da han kom, og den sejrskrise, der har præget både ham og holdet i år, var kun én gang tæt på at blive stoppet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvorfor gik det sådan? Det er ikke sikkert, at sejren var kommet med en anden strategi, men det er alligevel svært at mene, at BikeExchange har brugt deres kræfter klogt. De eneste to dage, hvor de har satset hele butikken, nemlig på 6. og 11. etape, blev de helt forudsigeligt kørt midt over af Roglic, og den ene af de to satsninger i Valdepeñas de Jaen endte med at koste holdet og Matthews så mange kræfter, at han måtte opgive at gå efter 12. etape, hvor han led voldsomt i finalen. Alligevel lykkedes det ham at komme over stigningerne, hvorefter hans hold leverede en pragtpræstation, der førte til, at Matthews for hidtil eneste gang kom tæt på at vinde en etape. Paradoksalt nok skete det på en etape, han ikke havde satset på, selvom det på papiret lignede hans suverænt bedste chance – langt bedre end den meningsløse ødslen-med-kræfterne i Cullera og på muren i Valdepeñas de Jaen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Heldigvis havde han forud for i dag stadig én god chance. Nok var dagens etape på bakkerne i Cantabrien slet ikke så skræddersyet til ham som etapen i torsdags, men en chance var det bestemt. Stigningerne i området har i hvert fald før bugt med Deceuninck-sprintere. Det gjorde de med Sam Bennett på 10. etape sidste år, og det gjorde de med Fabio Jakobsen på 14. etape i 2019. Netop det er en temmelig relevant observation på en dag, hvor alle vidste, at selvsamme Jakobsen ville være storfavorit, hvis ikke han blev sat af på bakkerne undervejs.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
De bakker måtte gerne have været sværere, hvis missionen skulle lykkes, men kender man lidt til Jakobsens klatreevner, vil man vide, at de to stigninger midtvejs på etapen normalt ville være rigeligt til at sende den tunge hollænder til tælling, særligt på en dag, hvor vejrguderne sørgede for at forære Matthews den direkte medvind, der kunne gøre særligt den første af de to stigninger til et lille blodbad. Derfor burde taktikken være klar for et hold med en så klatrestærk sprinter som Matthews, og hvis han manglede inspiration, kunne han blot finde en YouTube-video med 10. etape fra dette års Giro, hvor Peter Sagan og Bora viste, hvordan man på en sådan etape får ram på løbets hurtigste sprintere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Alligevel lagde Matthews sig åbenbart ned på forhånd. Forud for løbet fortalte han i hvert fald, at den megen modvind på de sidste bakker betød, at han var temmelig desillusioneret og bare regnede med den fulde massespurt, det hele endte med. Sandt er det da også, at der på de tre bakker i udkanten af målbyen både var pivåbent terræn og en kedelig vind i ansigtet, der måske ikke gjorde det besværet værd at sætte det pres, ruten ellers lagde op til, men så kunne man jo have grebet chancen lidt tidligere på etapen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der var endda hele to af slagsen, men de blev i den grad forspildt af BikeExchange. UAE, der var det andet af de to hold med både interessen og styrken – EF havde interessen, men manglede styrken – var heldigvis klar på opgaven og viste på den letteste af de to bakker, at der ikke skulle meget til, inden løbets hurtigste mand blev sat af. Faktisk havde araberne knap sat sig frem med en forcering, inden Jakobsen var sat af, men alligevel så man intet til australierne. Alt arbejdet blev overladt til araberne, der til gengæld skal have ros for forsøget, selvom Matteo Trentin fik sig en lussing, da holdet på 12. etape gjorde det arbejde, australierne burde have gjort – præcis som de gjorde det i dag. I kamp mod Deceuninck kom de ikke overraskende til kort, og da det efterfølgende viste sig, at modvinden på bakkerne til sidst var for hård til at være brugbare, viste det sig at være skønne spildte kræfter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Men det kunne sagtens være gået anderledes. Naturligvis kan det sagtens være, at Jakobsen alligevel var kommet tilbage, og at han havde overlevet de sidste bakker, men som hollænderen selv sagde i sit sejrsinterview, vinder man ikke, hvis ikke man prøver, og i dag var han vitterligt i tvivl om, hvorvidt bakkerne ville være for hårde. Prøve gjorde BikeExchange i hvert fald ikke – måske de savnede de kræfter, der lå spildt i Cullera og Valdepeñas de Jaen – og man forstår godt, at UAE fandt det umuligt på egen hånd. Efterfølgende spurtede Matthews sig da til en fin 4. plads, men på det tidspunkt viste hele verden jo godt, at han ikke ville slå Jakobsen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Tænk, hvis UAE og BikeExchange havde talt sammen i morges, og i et stærkt kollektivt havde lagt et stort pres på begge dagens stigninger. Tænk, hvis de havde aftalt med EF, at amerikanerne skulle være med på galejen på det flade stykke, når nu amerikanerne næppe kunne hjælpe med meget på stigningerne. Deceuninck var stærke nok til at matche UAE, men havde de også klaret BikeExchange, EF og UAE i forening, når de lod plan B, Florian Senechal, blive i første gruppe sammen med både Mauri Vanevenant og Andrea Bagioli? Det synes langt fra givet. Og selvom der var modvind på bakkerne til sidst, er der jo ingen, der ved, hvad der sket, hvis der faktisk var blevet sat tempo. Det svar får vi desværre aldrig, for man vinder som bekendt ikke, hvis ikke man prøver…<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu endte det jo paradoksalt nok med, at Matthews faktisk endte i anden gruppe, da den knækkede, og hvis han vitterligt har haft så dårlige ben, at han helt usædvanligt sad med de tungeste af de tunge, er han jo lovligt undskyldt, men i sin efterfølgende reaktion nævner han intet om hverken dårlige ben eller involvering i det styrt, der martrede den første del af etapen. Nej, snarere så det ud til, at den allerede i interviewet fra start ret opgivende Matthews sammen med holdkammeraterne Nick Schultz, Mikel Nieve og Andrey Zeits – fire ryttere, der aldrig burde blive sat på en stigning, der end ikke er kategoriseret – slet og ret sad for langt tilbage, da UAE splittede feltet allerede på nedkørslen forinden. Så bliver det svært at vinde cykelløb og gribe de muligheder, der er.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Udover Trentin var der i hvert fald én, der prøvede. Jakobsen gav forud for etapen udtryk for, at det meget vel kunne blive for hårdt, og det havde da også været nærliggende at miste troen, da han undervejs blev sat af, og UAE ikke havde til sinde at stoppe deres forcering. Men Jakobsen hang i, og med hjælp fra særligt brølstærke Josef Cerny kom han tilbage tidsnok til, at modvinden satte ind og herfra blev en kraftig medspiller.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Da først bakkerne var klaret, og passiviteten rådede i modvinden til sidst, var løbet reelt allerede afgjort, hvis blot Deceuninck kunne få deres lead-out til at spille i den kringlede finale. Det lykkedes ikke helt, da Zdenek Stybar og Florian Senechal måske blev brugt lidt for tidligt, og Jakobsen nok engang tabte hjulet på Bert van Lerberghe, men det lykkedes godt nok til, at Jakobsen sad i position til at bevise, at han nærmer sig sit gamle niveau og er løbets i særklasse hurtigste – så hurtig at han nu blot skal overleve de kommende etaper for at sikre sig den pointtrøje, der med årets nye pointsystem også i Vueltaen er blevet et anliggende for sprinterne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han var dog ikke den eneste vinder. Det kan godt være, at Trentin kun blev nr. 3, men når det endte med så fuld en massespurt, at selv de helt tunge Riccardo Minali og Itamar Einhorn kunne blande sig, er det faktisk et ganske fint udkomme for en mand, der slet ikke har fordums fart. Det havde han bestemt heller ikke i dag, hvor han både på papiret og i virkeligheden var den langsomste af de tre, der endte med at sidde i position til at spurte om sejren, men som han viste i fredags er han igen blevet den konge i positionskampen, han tidligere var. Under de givne omstændigheder var 3. pladsen det bedst mulige udkomme, og hvis der var nogen, der havde fortjent et godt resultat, var det Trentin. Han forsøgte nemlig at gribe den mulighed, der var.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gjorde Jordi Meeus også, og han må ligeledes være yderst tilfreds med resultatet. Ganske vist blev han kørt over af Jakobsen til sidst, men det vel det meste af denne verdens befolkning blive i et opgør mand mod mand. I stedet fik belgieren, der syntes at være blevet svækket af sit styrt på 2. etape i de første spurter, med en ret stabil fremgang gennem løbet bevist, at hans potentiale skam er ganske pænt, og i dag fik han også endelig toget med Patrick Gamper og Martin Laas til at spille. Desværre for ham er der bare ikke flere muligheder for at fortsætte fremgangen, da dagens spurt formentlig var den sidste i løbet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var det dermed også for Alberto Dainese, men han kommer vel sammen med Jakobsen fra løbet som den store sprintervinder. I dag gik det ganske vist galt i positionskampen for den lille italiener, men det var ikke helt uforudsigeligt, når han er omgivet af et nærmest ikkeeksisterende tog. Tværtimod har det været imponerende at se, hvor ofte han har siddet langt fremme, og at han har genfundet den fart, der gjorde ham så lovende som U23-rytter. Det lover godt for fremtiden hos DSM efter et år, hvor Cees Bol bestemt ikke har gjort noget for at styrke sin position som holdets førstesprinter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Helt anderledes ser det ud for Arnaud Demare. Franskmanden kom til løbet som en af få supersprintere sammen med Jakobsen og Jasper Philipsen, men vil efter alt at dømme forlade løbet med bare to top 10-placering ud af i alt seks spurter. Det var et udkomme, man næppe kunne have forudsagt fra starten, men i lyset af de trængsler, hans i 2020 så suveræne tog har haft i år, er det måske ikke helt uventet. Kun på 4. etape fik de deres lead-out til at spille, og da Jacopo Guarnieri forsvandt efter 9. etape, lå det i kortene, at positioneringssvage Demare ville få det svært. Det fik han også i dag, hvor toget med Olivier Le Gac og Ramon Sinkeldam virkede så ivrige efter ikke at komme for sent, som de er gjort flere gange tidligere, at de denne gang fik startet for tidligt, og da Demare siden blev tvunget til at bremse, må Demare nu vente mindst et år med at tage den grand tour-etapesejr, han mangler i sin ellers flotte samling.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Ja, faktisk gik det meste, som det plejer, da først det stod klar, at Jakobsen, Dainese og Demare fik det, som de ville, nemlig en fuld massespurt ved den spanske nordkyst. Jon Aberasturi gjorde det så godt, han kunne, når nu han er uden hold, og Riccardo Minali fortsatte med at vise, at han pludselig har lært at positionere sig. Sacha Modolo var igen ude af stand til at holde hjulet på Alexander Krieger, der for anden spurt i træk kørte det perfekte lead-out for alle andre end sin kaptajn, og Juan Jose Lobato tabte positionskampe nr. 1050 i sin lange karriere. Eneste lille overraskelse var vel, at det endelig lykkedes Clement Venturini at komme i top 10, og at den helt stabile Piet Allegaert for en sjælden gangs skyld ikke sad rigtigt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gjorde Magnus Cort desværre heller ikke, men det var forventeligt. Da først det endte med den fuldtonede massespurt i en temmelig kringlet finale, lå det i kortene, at positionskampen som sædvanlig ville eliminere ham. Sådan gik det da også, og dermed blev det en forspildt mulighed også for danskeren, der sammen med BikeExchange kan konstatere, at deres passivitet kostede en oplagt mulighed. Modsat Matthews kan Cort dog se tilbage på to etapesejre, der måske forklarer, at deres behov for at tage initiativ var knap så udtalt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var det til gengæld for Giulio Ciccone, der tankede masser af selvtillid med sin offensive kørsel i weekenden, men som nu må sidde tilbage med en følelse af deja-vu. Ligesom det skete i Giroen, måtte han nemlig efter styrt forlade løbet, netop som han skulle til at færdiggøre tre ugers strabadser. Dermed står Trek nu i den lidt ærgerlige situation, at deres fremtidige grand tour-kaptajn endnu ikke har bevist, at han kan holde tre uger, og da løbet aldrig blev samme succes som Giroen, må både Ciccone og holdet derfor gå på pause med en betydelig usikkerhed om fremtiden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For løbet er det også ærgerligt. Hans aggressive kørsel i weekenden viste nemlig, at han var klar til at tage initiativ, når løbet i de kommende to dage langt om længe når sit klimaks i de asturiske bjerge. Her havde han utvivlsomt været klar til at opsøge de muligheder, der bød sig, og det er i den grad tiltrængt på en dag, hvor det er svært ikke at sidde tilbage med fornemmelsen af, at BikeExchange fuldendte en gennemført fejlprioritering af deres ressourcer ved at sparke deres sidste mulighed direkte ud til indkast. I stedet slog Jakobsen kontra og fuldendte et hattrick, han i sandhed har fortjent.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
For som han siger, vinder man ikke, hvis man prøver, og det gjorde han heldigvis trods den usikkerhed, han havde fra start. Det var det til gengæld ikke alle, der gjorde.<\/p>","date":"31\/8-2021 kl. 19:02","date_unformatted":"2021-08-31 19:02:02","km_driven":"185,8","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302973","title":"Vejret","text":"
Asturien er kendt for sit regnvejr, og efter to uger i bageovnen er der en god sandsynlighed for, at rytterne vil få det at føle. Starten vil være overskyet med en temperatur på 24 grader og en nedbørsrisiko på 25%, men herefter vil risikoen for byger vokse, og gennem de sidste 2-3 timer vil der være 75% sandsynlig for tordenbyger i bjergene. Temperaturen vil stadig være 24 grader for foden af målbjerget. Vinden vil fra start være let til jævn (16-17 km\/t) fra øst, men i bjergene vil den være svagere, blot 9-10 km\/t fra nordøst. Det giver med- og sidemedvind frem til rundstrækningen, hvor der vil være medvind på stigningen og sidevind på nedkørslen samt mod- og sidevind på det flade. Der vil være sidemodvind på stykket frem til bunden af målbjerget, hvor der vil være sidevind hele vejen op, dog med sidemodvind over de sidste 2 km.<\/p>","date":"31\/8-2021 kl. 15:50","date_unformatted":"2021-08-31 15:50:08","km_driven":"185,8","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302972","title":"Ruten","text":"
Både Touren og Giroen er kendt for deres mange legendariske bjerge, der altid nyder stor prestige og har spillet en væsentlig rolle i cykelhistorien. Vueltaen har - blandt andet i kraft af den kortere historie - slet ikke samme mytiske tinder, men skal man pege på ét bjerg, der kan karakteriseres som Vueltaens mest ikoniske stigning, må de være den svære opkørsel til Lagos de Covadonga i den nordlige Asturien-provins. Efter Marino Lejarreta vandt ved første besøg i 1983, udviklede bjerget sig til lidt af en klassiker, der i 80erne og 90erne var på programmet næsten hvert eneste år, og selvom bjerget i dag ikke besøges med samme hyppighed, er det stadig her, de fleste bjergryttere drømmer om at vinde. Det får de chancen for igen i år, når bjerget efter to års fravær vender tilbage som rammen om det første af de to helt afgørende slag i de asturiske bjerge, og det sker endda i et nyt og mere brutalt format, hvor man forinden hele to gange skal over den helt nye og meget stejle La Collada Llomena, der vil give et meget mere mærket felt ved målbjerget, end vi har været vant til at se det ved tidligere besøg.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I alt skal der tilbagelægges 185,8 km, der fører feltet fra Unquera til Lagos de Covadonga. Startbyen ligger helt ude ved den asturiske kyst, men selvom man kører direkte ind i de asturiske bjerge, er arrangørerne nådige. I starten går det nemlig mod sydvest og nordvest ad en let stigende dalvej, inden man dog fortsætter mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Puerto de Ortiguero (5,3 km, 4,7%), der slutter med knap 2,5 km med 6-7%. Toppen rundes efter 37,3 km, hvorefter en kort og let nedkørsel leder mod nordvest, inden det går mod vest ad en let faldende dalvej, som fører frem til Cangas de Onis efter 59,0 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Byen er kendt som udgangspunktet for Lagos de Covadonga-stigningen, men denne gang kører man ikke op ad målbjerget. I stedet kører man mod syd ad en let stigende dalvej frem til en 41,7 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange. Den indledes med, at man kører mod sydøst ad samme let stigende dalvej, inden man drejer mod sydvest for at passere den nye kategori 1-stigning Collada Llomena (7,6 km, 9,3%), der er en stejl og ganske jævn stigning med 8-10% hele vejen op til toppen, som rundes efter hhv. 87,9 og 129,6 km – sidste gang altså med 56,2 km igen, hvor der er placeret en bonusspurt. Herfra går det via en ganske teknisk nedkørsel mod sydvest og nordvest ned til floden Rio Ponga, som nu følges via en let faldende vej mod nordvest, nord og nordøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter anden omgang følger man samme vej som tidligere – bare i modsat retning – og det falder derfor ganske let, mens man kører mod nord tilbage til Cangas de Onis, hvor dagens spurt kommer efter 163,5 km. Her drejer man mod øst for at køre et kort stykke ad en let stigende dalvej, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad Lagos de Covadonga (12,5 km, 6,9%), der er uden for kategori. Man skal ikke lade sig snyde af dataene. De første 8 km stiger nemlig hovedsageligt med 9-12%, hvor særligt den 7. og 8. km med stigningsprocenter over 11 er svære. Herefter bliver det lettere med en blanding af flade stykker, korte nedkørsler og stejle ramper på helt op til 20%. Det højeste punkt nås med godt 1 km igen, og derefter falder det ned til en kort 500 m lang rampe, der stiger med 4-5%. Vejen snor sig uden mange skarpe sving, men der skal dog drejes relativt skarpt med ca. 1100 og 200 m til mål.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 4437 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Lagos De Covadonga er som sagt en klassiker, der senest blev besøgt i 2018, hvor en flyvende Thibaut Pinot udnyttede et tidligt tidstab i sidevinden og den deraf følgende frihed til at køre hjem til en solosejr med 28 sekunder ned til Miguel Angel Lopez og 30 sekunder ned til den førende Simon Yates.<\/p>\r\n\r\n
I 2016 fik Nairo Quintana med et storslået soloridt et stort skub frem mod den samlede sejr, selvom Chris Froome med et vildt comeback i den grad formåede at redde en dag, der lignede en katastrofe for briten. I 2014 snød Przemyslaw Niemiec som eneste overlevende udbryder akkurat Alejandro Valverde for en etapesejr på en dag, hvor samme Froome igen havde lignet en mand i stor krise hele vejen op. I 2012 var Antonio Piedra klart bedste mand i et udbrud på en etape, hvor de tre hovedkombattanter, Joaquim Rodriguez, Alberto Contador og Valverde, sluttede i samme tid. I 2010 sejrede Carlos Barredo fra et udbrud, mens Vincenzo Nibali i førertrøjen tabte tid til Ezequiel Mosquera længere nede ad bjerget. I 2007 kørte Vladimir Efinkin sig i førertrøjen ved at vinde fra et udbrud på den første bjergetape, mens Eladio Jimenez var stærkest i 2005. I 2001 blev det til solosejr til Juan Miguel Mercado foran den førende Oscar Sevilla, og året forinden vandt Andrei Zintchenko ved det første møde med bjerget i dette årtusinde.<\/p>","date":"31\/8-2021 kl. 15:50","date_unformatted":"2021-08-31 15:50:00","km_driven":"185,8","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"302970","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Vuelta a Espana (17. etape). Dagens løb køres fra Unquera til Lagos de Covadonga over 185.8 kilometer. Vi starter kl. 12.21.<\/p>","date":"31\/8-2021 kl. 15:49","date_unformatted":"2021-08-31 15:49:47","km_driven":"185,8","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Jesper Johannesen","email":"jesper@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/\/jesper_johannesen.jpg","url":"jesper-johannesen"}]}