Norge<\/a>.<\/p>\r\n\r\n <\/p>\r\n\r\n
Jeg når ikke en favoritvurdering til det stærkt besatte sprinterløb GP Marcel Kint, men mit bud er, at Merlier vinder foran Hodeg, Viviani, Van Poppel, Bouhanni og Bonifazio :-)<\/p>","date":"19\/8-2021 kl. 23:01","date_unformatted":"2021-08-19 23:01:33","km_driven":"152","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"301416","title":"Vinderbud","text":"
Feltet.dks vinderbud: Michael Storer<\/p>\r\n\r\n
Øvrige vinderkandidater: Geoffrey Bouchard, Gino Mäder<\/p>\r\n\r\n
Outsidere: Jack Haig, Andrea Bagioli, Clement Champoussin, Simon Carr, Mikel Bizkarra<\/p>\r\n\r\n
Jokers: Guillaume Martin, Rafal Majka, Rein Taaramae, Wout Poels, Mark Padun, Lucas Hamilton, Mauri Vansevenant, Maxim van Gils, Jan Polanc, Jay Vine, Maximilian Schachmann, Nick Schultz, Oscar Cabedo, Jefferson Cepeda<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Primoz Roglic, Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Alejandro Valverde, Giulio Ciccone, Aleksandr Vlasov, Adam Yates, Mikel Landa, David de la Cruz, Egan Bernal<\/p>","date":"19\/8-2021 kl. 22:16","date_unformatted":"2021-08-19 22:16:23","km_driven":"152","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"301415","title":"Favoritterne","text":"
Hvor Giroen og Touren er kendt for sine høje bjerge, er Vueltaen i højere grad kendt for sine betydeligt kortere, men stejlere og mere irregulære stigninger. Det kommer ganske fint til udtryk, når en ellers usædvanligt flad første uge for anden gang bevæger sig ind i bjergene denne fredag. Her får vi også lov endnu engang at smage på Vueltaens fantastiske evne til at opsøge nye og spændende stigninger, og selvom de denne gang ikke har fundet den vanskeligste og mest spektakulære af slagsen, kan Picon Blanco formentlig give lidt flere svar end dem, vi allerede har fået.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der er tale om en af de helt typiske etaper, som vi kender fra Valencia-regionen. Her er bjergene ikke høje – på denne etape når vi kun akkurat op over de 1000 m to gange – men til gengæld skal man have luppen frem, hvis man skal finde en meter med flad vej. Selvom stigningerne er korte, lykkes det alligevel at samle 3700 højdemeter op i løbet af bare 152 km. Selvom morgendagens målbjerg i sværhedsgrad ikke kan måle sig med Picon Blanco, er det utvivlsomt den første ”rigtige” bjergetape i årets løb, inden vi på søndag rammer de rigtige bjerge.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Netop fordi vi ikke er i de rigtige bjerge, er det også en etape mere for eksplosive typer end for rigtige klatrere. Balcon de Alicante er officielt 8,4 km lang, men reelt er der tale om en 4 km lang rampe. Den er til gengæld også rigeligt stejl til at gøre forskelle, men vi taler ikke om en dag, hvor man taber minutter, medmindre der bliver tale om en gedigen offday, hvor det hele ramler sammen betydeligt tidligere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg har været meget i tvivl om, hvordan etapen vil blive kørt. Det står vel efterhånden ret klart, at Jumbo-mandskabet har tænkt sig at sætte sig på bagsædet og kun gøre det arbejde, der er nødvendigt. Hvis de kan aflevere trøjen, gør de det gerne, og den strategi bliver kun endnu mere aktuel nu, hvor holdet synes betydeligt mere sårbart, end de også efter eget udsagn havde ventet. Denne etape kræver et hav af kræfter at kontrollere, og det bliver næppe Jumbo, der påtager sig den opgave.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dermed peger pilen selvfølgelig på de tre andre stærke hold, nemlig Ineos, Bahrain og Movistar. Med tanke på deres fabelagtige start på løbet tror jeg egentlig på, at Movistar meget gerne ville gå efter etapesejren og forsøge at isolere Primoz Roglic, men spørgsmålet er, om de har holdet? Nok er de tre kaptajner stærke, men derudover tæller truppen bare én klatrer, nemlig Carlos Verona, der synes formsvag. Uanset hvor meget de formentlig har et ønske om at gøre etapen til et blodbad, er der grænser for, hvor meget spanierne kan stille op.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Så er mulighederne langt større hos Ineos os særligt Bahrain, men jeg tvivler på, at de har de helt store planer. Oscar Sevilla, der er Bernals træningsmakker i Colombia, har overfor colombiansk radio bekræftet, at han arbejder på at toppen i den tredje uge, og dagens etape bekræftede, at han ikke er på toppen endnu. Det risikerer meget hurtigt at blive kontraproduktivt, hvis det er Ineos, der bringer bonussekunderne i spil. Havde Adam Yates været lige så flyvende som forleden, havde lysten formentlig været større, men efter dagens nedtur må også han stille til start med nogen tvivl om egne evner. Tør Ineos virkelig stille frivilligt op til slovenske klø? Det tror jeg ikke.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Modsat Bernal har Mikel Landa sagt det direkte: han skal igennem den første uge uden tidstab. Han var alligevel jublende lykkelig efter Picon Blanco, hvor han klarede det meget bedre end frygtet, men tør han allerede nu lægge et tryk, der risikerer at koste ham dyrt selv? Dagens etape var som bekendt ikke nogen succes hverken for ham eller det ellers i mandags så flyvende hold, og derfor er tiltroen til egen form næppe blevet større.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det bliver også en jætteopgave at kontrollere etapen. Starten er knaldhård med et i bunden meget svært bjerg, og derfor ligger det i kortene, at der bliver knald på. I denne slags indledninger kører de gode klatrere væk, og det er derfor næsten uundgåeligt, at vi får et brølstærkt udbrud af klatrere. Vi vil ligesom i dag få et festfyrværkeri af en start, men denne gang er starten så hård, at det meget vel kan være, at vi allerede på første stigning får et udbrud etableret, og de har som regel for vane at være ganske store.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det har også som konsekvens, at trøjen efter al sandsynlighed vil være truet. Som sagt vil det formentlig passe Roglic fint, men det vil trods alt også tvinge dem til at holde gruppen i snor. Nok vil en førertrøje til eksempelvis Guillaume Martin ikke være en katastrofe, men det er trods alt heller ikke en mand, man giver 10 minutter. Jumbo vil efter al sandsynlighed være tvunget til at køre med relativt stram elastisk, men næppe så stram, at et udbrud automatisk kommer tilbage.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg er straks mere spændt på, hvad der sker, hvis Bahrain sender ryttere som Mark Padun, Gino Mäder og Jack Haig afsted. Særligt Padun er så ubekendt en størrelse, at han næppe er en mand, man tør tage mange chancer med, og en sådan Bahrain-taktik kunne tvinge Jumbo til at arbejde hårdere, end de egentlig ønsker. Faktisk vil jeg tro, at det vil være den foretrukne Bahrain-taktik, der på denne måde kan slide meget mere på Jumbo, end de kan, hvis de selv lægger tryk på bagfra.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er formentlig også det, der kan dræbe udbruddet. Som sagt tror jeg ikke, at de fire store hold vil gå efter etapesejren – Movistar vil sikkert gerne, men kan næppe – og selvom Astana i dag må have tanket selvtillid, er det næppe nok til, at kasakkerne er klar på at give den et skud. Det er formentlig Jumbos risikovillighed, der kan dødsdømme udbruddet, hvis de ikke tør give dem så megen snor.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mod slutningen bør presset nemlig komme. Nok har Movistar ikke det bedste hold, men jeg er ret overbevist om, at de vil lægge det pres, de kan. Jeg udelukker bestemt heller ikke, at Ineos og Bahrain, der var så kontrollerende forleden, vil forsøge at isolere Roglic fra et Jumbo-hold, hvis svaghedstegn må skulle udforskes mere. Derfor kan udbruddet godt komme tilbage af sig selv i kraft af stram Jumbo-snor og pres fra rivalerne, men jeg tror ikke, at det aktivt vil blive jagtet af andre end måske Movistar. Lægger man dertil, at udbruddet umuligt kan blive andet end meget stærkt, er mit bedste bud, at de vil holde hjem – selv hvis Movistar beslutter sig for at gå mere målrettet efter det.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derfor tror jeg mest på en udbrudssejr, men hvem kan tage en sådan? Det skal i hvert fald være en klatrer. Starten er brutal, og der bliver ingen fribillet til udbruddet. Derefter skal man kunne gøre det færdigt over 3700 højdemeter i stegende hede, og det vil kræve, at man er bedste mand på en relativt kort, men meget eksplosiv finale, hvor modvinden over de sidste 2 km kan øge den dog beskedne chance for, at der skal spurtes frem mod toppen og den let faldende finale. Endelig behøver man som sagt ikke at være helt ude af klassementet, når Roglic har vist, at han ikke har spor mod at låne trøjen ud til andre, men det er klart, at for lille en afstand alligevel kan betyde, at udbruddet får sværere ved at holde hjem, fordi elastikken bliver strammere.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Jeg vælger at gå med en rytter, jeg allerede havde højt på listen i går. Michael Storer<\/b> viste allerede storform inden løbet med sin magtdemonstration i Tour de l’Ain, og i dette løb har han efterladt et uhyggeligt godt indtryk. Han bar Romain Bardet til toppen af Picon Blanco, og i dag startede han stigningen så langt tilbage, at han sad i fjerde gruppe, da Jhoantan Narvaez havde sprængt son atombombe, men derfra så det ud til, at han bare kørte sit eget tempo hele vejen op. Da toppen blev nået, var han kun gå sekunder efter gruppen med blandt andre Richard Carapaz, der var startet stigningen i tredje position, og det var endda i en eksplosiv afslutning, der ikke passede ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gør morgendagens etape langt bedre. Her er finalen ganske vist også eksplosiv, men det er en rigtig bjergetape, der på mange måder kan minde om den, han vandt i Ain, hvis man ser bort fra selve afslutningen. Den hårde finale bør kun gøre hans chancer endnu bedre, og med en hård start taler meget for, at han kan ramme udbruddet, som han også forsøgte i dag. Allerede sidste år var han tæt på to gange, da han blev nr. 3 og 6 på to bjergetaper, og i år synes han at være på et helt andet niveau. DSM har momentum lige nu med fire sejre på få uger, og jeg tror, at Storer fortsætter succesen ved at tage nr. 5 i morgen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dernæst vil jeg pege på Geoffrey Bouchard<\/b>. Franskmanden er det perfekte bud på en rytter, Roglic med glæde vil give trøjen, og selvom han er kommet for at køre klassement, vil det ligne franskmanden dårligt ikke at jagte et udbrud. Han har klatret bedre end nogensinde i år, og efter bjergtrøjesejren i Giroen var han vel på sit højeste niveau på Picon Blanco i Burgos. Han var ikke helt så skarp i mandags, men han klarede dagens finale, der slet ikke passede ham, ganske glimrende, og formen synes stadig god. Den hårde start gør det muligt for ham at ramme udbruddet, og han har vist, at han klatrer godt nok til at gøre det færdigt. Jeg kan være lidt bekymret for, om han skulle havne i en gruppe, hvor målet bliver at tage trøjen, så han ofrer etapesejren for at vinde tid, men undgår han det, står han meget stærkt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Efter i dag tror jeg også meget på Andrea Bagioli<\/b>. Det er klart, at denne etape passer ham betydeligt dårligere end dagens eksplosive sag, men stigningerne i morgen er jo netop også relativt eksplosive. Han skuffede i mandags, men hans 1. og 6. etaper var slet og ret fremragende, og formen synes derfor at være på et højt niveau. Jeg er dog stadig bekymret for, om etapen er for svær. Vi har nemlig stadig til gode at se Bagioli vise sig frem i de høje bjerge, hvor han sidste år havde det ret svært i dette løb. På den anden side gjorde han det ganske fint i Ain, hvor stigningerne mindede om disse, og hvor hans form efter den lange skadespause endnu ikke er på toppen. Skal Bagioli vinde en bjergetape, er dette måske det allerbedste bud, og modvinden til slut er ganske perfekt for en mand, der er næsten umulig at slå i en spurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt er jeg ret spændt på, hvordan Bahrain griber sagen an. Som sagt vil det være helt oplagt at sætte Jumbo under pres ved at sende en mand i udbrud, og her ligner Gino Mäder<\/b> det bedste bud. Han ligger nemlig så langt fremme, at Jumbo er nødt til at holde ham i snor, og dermed slides der på holdet. Omvendt er han ikke en mand, de ikke tør give trøjen, og dermed er han den ideelle kandidat til netop denne strategi. Han har nået et tårnhøjt niveau i bjergene, som vi så, da han slog favoritterne på kongeetapen i Tour de Suisse, og han har i Paris-Nice og Giroen vist, at han kan gøre det færdigt, også selvom det i Franrig kun var meget tæt på. Han havde det svært i dag, som ikke passede ham, men han viste fornem form på 1. og 3. etape. Med tanke på den hårde start kommer han formentlig afsted, hvis han må. Spørgsmålet er, om Jumbo giver ham lov, eller om de letter deres arbejde ved at lukke ham med det samme. Får han friheden, har jeg svært ved at se, hvem der skal slå ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Den anden oplagte mand til den taktik er Jack Haig<\/b>. Hans form har været lidt svær at læse, fordi han floppede fælt på Picon Blanco, men noget tyder på, at den ikke er så ringe. Han kørte sit livs enkeltstart, og i dag klarede han det fint i en finale, der ikke er skræddersyet til ham. Det er helt åbenlyst, at han ikke har den eminente form, han havde i Touren, men mindre kan også gøre det. Ligesom Mäder havde han foretrukket en mere klassisk bjergetape med længere stigninger, men han er en af verdens bedste klatrere også i dette terræn. Det helt store spørgsmål er bare, om Bahrain er friske på at bruge ham til at sætte Jumbo under pres. I givet fald kan han få revanche for ikke at have fået lov til at udnytte sommerens superform, mens han stadig havde de<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Clement Champoussin<\/b> er også et oplagt bud på en rytter, der bør gribe ud efter trøjen. Ganske vist skuffede talentet stort på 3. etape, men noget kunne tyde på, at det skjuler en udmærket form. Hans enkeltstart var ganske fremragende, og i dag klarede han en form ham ganske svær finale flot. Han har efter den uhyre flotte sæsonstart haft det svært i en lang periode, men i Ain beviste han, at han er på vej tilbage. Han har stadig til gode at finde det niveau, han havde i februar, men her viste han, at han stadig har det talent, han viste, da han sidste år kørte i top 10 i kamp med favoritterne i Vueltaens bjerge. Hvis han kan undgå endnu en af sine alt for mange dårlige dage, ligner han et oplagt vinderbud fra et udbrud – hvis ikke førertrøjen ender med at blive hans prioritet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Evigt ustabile Simon Carr<\/b> er også et bud, men det kræver, at han rammer dagen. Som skrevet i analysen viste Carthy i dag tydeligt, at der nu er frihed til hjælperne, og det betyder, at det må være et mål at få Carr i udbrud. Desværre er han uhyre svingende, men når han rammer sine dage, er han storartet. Han kørte Mikel Landa ud af hjulet i San Sebastian, på Picon Blanco slæbte han Carthy til toppen meget tæt på favoritterne, og på Giroens kongeetape fik han feltet til at eksplodere på Passo Giau. Til gengæld mindede hans kørsel i Burgos os også om, hvor lidt man kan regne med ham, men disse ikke alt for lange stigninger er den slags terræn, hvor han hidtil har været bedst. Formen synes at være der. Nu skal han bare sørge for også at ramme en af sine gode dage.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Lille Euskaltel har faktisk også en glimrende chance. I foråret troede jeg egentlig, at Mikel Bizkarra<\/b> var ved at være for gammel, men på det seneste har han genfundet sine ben. Efter en dag i udbrud kørte han alligevel fra flere favoritter, da han blev nr. 10 på Lagunas de Neila i Burgos, og i mandags blev han nr. 20 på Picon Blanco. Han er en rigtig dieselklatrer, og derfor kunne etapen passe ham bedre, men det er trods alt svært nok til, at han kan bruge sine klatreevner. Med de to fine ridt, han har leveret på det sidste, har han reelt mulighed for at tage en stor sejr til Euskaltel.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad med Guillaume Martin<\/b>? Han kom for at køre klassement, men han har allerede på Twitter indikeret, at han er ved at skifte strategi – også fordi angrebsstrategien gav ham en top 10 i Touren. Det vil derfor undre mig meget, hvis ikke han prøver på denne etape, men spørgsmålet er, om han kan gøre det færdigt. Han viste ikke skræmmende form i mandags, og han har en slem evne til at falde igennem, når han rammer udbruddene. Både i sidste Tour og Vuelta var han flere gange med til at køre om sejren, men ikke én eneste gang har han gjort det færdigt. Han rammer som regel udbruddene, når han vil, men kan han endelig leve op til status og afslutte arbejdet? Hans kørsel i mandags gør mig ikke voldsomt optimistisk – især hvis han undervejs begynder at jagte de bjergpoint, der sidste år gav ham bjergtrøjen, og som kunne blive et mål igen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Et endnu større navn er Rafal Majka<\/b>, men han er meget svær at blive klog på. Det var tydeligt i mandags, at han i hvert fald ikke er her for at køre klassement, men det betyder ikke nødvendigvis, at formen er ringe. I år har han generelt været uhyre skuffende, men hans sidste uge i Touren var slet og ret fremragende. Intet tyder på, at han har samme niveau nu, men han kan også sagtens skjule sin form godt. Han har vundet mange bjergetaper fra udbrud tidligere, og han mestrer kunsten at gøre det færdigt. Spørgsmålet er, om formen rækker, og om formstærke David de la Cruz kan undvære ham.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Kan Rein Taaramae<\/b> gøre det igen? Det virker ikke umuligt. Esteren synes i storform lige nu, og han har signaleret, at han vil forsøge at forsvare sin bjergtrøje. Det kræver, at han rammer udbruddet, men det burde også være muligt med den hårde start. Han er sluppet helt uskadt gennem de to styrt, men spørgsmålet er, hvor langt benene rækker. Hverken Joe Dombrowski eller Kenny Elissonde synes i form, og derfor var hans sejr forleden på en billigere baggrund, end han kan vente sig på en dag, hvor udbruddet kører på et bjerg. Her vil der formentlig være bedre klatrere end ham, men det er også svært at benægte, at han så ganske overbevisende ud forleden.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad bliver rollen for Wout Poels<\/b>? Han kan sagtens bruges på samme måde som Mäder og Haig, men han er også en rutineret herre med stor hjælpererfaring, og derfor tror jeg, at Landa foretrækker at have ham ved sin side. På den anden side er han et stort navn, der ventes at være blevet lovet nogen frihed, og han er næppe den rytter, Roglic frygter allermest. I den aggressive Tour så han bedre ud, end han har været meget længe, og han viste, at han stadig har et højt niveau. Han har haft for vane at ødsle med sine kræfter, men han lærte sig en lektie under Touren, hvor han blev meget bedre til det undervejs. Denne gang er det næppe heller en prioritet for Bahrain at tænke på bjergtrøjen, og dermed kan han koncentrere sig om at gå efter etapen. Kørslen i mandags så aldeles overbevisende ud, hvis man betænker, hvor hårdt han arbejdede forrest i feltet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Tør Jumbo tage chancer med Mark Padun<\/b>? Det tror jeg ikke. Hans vilde kørsel i Dauphiné gør ham til en farlig størrelse, især fordi han var skræmmende igen i mandags. Her var han slet og ret fabelagtig, når man tænker på, hvor meget og længe han førte i modvinden, og at han kikser på en eksplosiv stigning i dag, siger ikke meget om formen. Han har vist, at han mestrer at gøre det færdigt, og han vil være den ideelle mand, hvis Bahrain vil sætte Jumbo under pres. Desværre for ham tror jeg, at hollænderne vil lukke ham med det samme. Han var i hvert fald ikke typen, jeg ville turde tage alt for mange chancer med.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvor langt er Lucas Hamilton<\/b> kommet? Jeg tror ikke, at han er kommet langt nok. I hvert fald fortalte han forleden Cyclingnews, at han satser på at finde benene frem mod den tredje uge. Omvendt klarede han faktisk dagens etape ganske fint, og det var ikke just en perfekt etape for ham. Med det niveau, han har haft i år, vil han i alle udbrud være en af de på papiret bedste klatrere, men formen skal også række. Hans kørsel på Picon Blanco var ikke lovende, men hans kørsel i dag åbner døren for, at en klasserytter som Hamilton alligevel kan vinde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Et andet talent er Mauri Vansevenant<\/b>, men hans stjerne daler lidt i øjeblikket. Han har ikke ramt sit niveau siden Amstel Gold Race, og i dette løb har han indtil nu heller ikke været prangende. Omvendt er det også først nu, at vi rammer en rigtig bjergetape, som der passer ham, og han har ikke været helt væk indtil nu, Skulle det endelig lykkes ham at ramme sin bedste form, har han flere gange vist, at hans niveau allerede nu rækker meget langt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld har et andet belgisk talent imponeret. Allerede i Catalonien viste Maxim van Gils<\/b> lovende takter, og siden er han bare blevet bedre og bedre. I San Sebastian var han 8. bedst blandt favoritterne, og i dag viste han, at niveauet slet ikke er så ringe. Han burde passe udmærket til dette lidt eksplosive terræn, for han synes at være relativt eksplosiv. At han stadig er god nok til at gøre det færdigt, skal han til gengæld stadig bevise i dette skrappe selskab.<\/p>\r\n\r\n
\r\nJeg tror, at Jan Polanc<\/b> er en sandsynlig deltager i udbruddet. Han har allerede haft Giroens førertrøje, og noget tyder på, at han jagter den røde trøje her. I hvert fald virker han meget opsat på ikke at tabe tid, når han ender som nr. 13 i en massespurt, og han har da også bragt sig selv i en fremragende position til at få trøjen til låns. I år har han været bedre end længe, men Picon Blanco viste også, at han har sine begrænsninger i de rigtige bjerge. Den største udfordring bliver dog nok, at han i næsten alle udbrud vil ligge til at tage trøjen, og det vil derfor blive hans prioritet. Han er derfor et fremragende bud på en top 10, men måske knap så fremragende et bud på en vinder.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvad med Jay Vine<\/b>? Vi har lært, at han er svært utilregnelig, men vi så også i Burgos og Tyrkiet, at hans topniveau er højt. I mandags fik han defekt i bunden af stigningen og rullede til toppen, og derfor er hans form svær at spå om. Han har arbejdet meget for Philipsen de seneste dage, og derfor kan han være temmelig mærket, ligesom han er nærmest helt grøn i løb i Europa og derfor aldrig tidligere har prøvet at skulle ramme et udbrud og gøre det færdigt. Hans potentiale er dog så stort, at han må tilskrives en chance.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Hvor står Maximilian Schachmann<\/b>? Det er svært at sige. Hans enkeltstart var sløj, og i dag lod han sig sætte i sidevinden uden den store kamp. Det gør det svært at tro, at han er flyvende, også fordi han styrtede på 2. etape, og skal store Schachmann vinde en bjergetape, skal han være i god form. Det var han til gengæld til OL, hvor han klarede svære stigninger end disse, og skal han vinde en bjergetape, er disse bjerge slet ikke ringe for en fyr som ham. Spørgsmålet er bare, om han har den krævede form. Efter de første dage er det svært at være meget optimistisk.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Lige så megen usikkerhed er der om Nick Schultz<\/b>. Han vandt en etape i Tjekkiet, men skuffede efterfølgende, og i dag sejlede han agterud i sidevinden. Det er svært at være efterladt med det indtryk, at han er flyvende lige nu, men omvendt slog han altså Taaramae i Tjekkiet for ganske få dage siden. Disse stigninger burde passe en eksplosiv fyr som ham storartet, og vi så i foråret, at han var bedre end nogensinde. Spørgsmålet er bare, om han har samme niveau nu.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig er der Oscar Cabedo<\/b> og Jefferson Cepeda<\/b>. Begge var chokerende gode på Picon Blanco, og i dag bekræftede Cepeda formen, mens Cabedo forventeligt blæste væk i sidevinden. I lyset af 3. etape bør de have en reel chance for at vinde, men deres kørsel forleden var også så meget bedre end noget, de tidligere har vist, at det er svært helt at tro, at de vitterligt kan slå alle de store navne, de kan tænkes at være oppe imod. Omvendt gjorde de det jo i mandags.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Andreas Kron<\/b> og Odd Christian Eiking <\/b>viste i dag deres form, men jeg tror, at han vil være oppe mod bedre klatrere på en stor bjergetape som denne. Damiano Caruso<\/b> kan ikke rigtigt bruges til at sætte Jumbo under pres længere, og hans erfaring kan Landa næppe undvære. Jeg tror desværre, at formstærke Juan Pedro Lopez<\/b> skal blive hos Ciccone, og jeg tvivler på, at formen rækker for Joe Dombrowski<\/b> og Kenny Elissonde<\/b> i skrappere selskab. Rudy Molard<\/b> skulle angiveligt først jagte udbrud i de sidste uger, og jeg tror ikke, at feltet tør tage chancer med Hugh Carthy<\/b>. Jeg tvivler på, at formen rækker for James Knox, Sergio Henao, Jan Hirt, Chris Hamilton, Thyman Arensman,<\/b> og Gianluca Brambilla<\/b>, og terrænet er nok for svært for Jonathan Lastra, Jesus Herrada, Martjn Tusveld, Gotzon Martin<\/b> og Antonio Soto<\/b>. Oscar Rodriguez<\/b> kan næppe undværes hos Vlasov, og ligesom Omar Fraile<\/b> og Ion Izagirre<\/b> er han også nu forslået, og forslået er også Harm Vanhoucke<\/b>, mens jeg tror, at Louis Meintjes<\/b> og David de la Cruz<\/b> holder sig til favoritterne Endelig er niveauet nok en anelse for højt for Steff Cras, Daniel Navarro <\/b>og Remy Rochas<\/b>, i mandags så vi begrænsningerne for Tobias Bayer<\/b>, og Mikel Nieve, Ben Zwiehoff<\/b> og Romain Bardet<\/b> er slemt forslåede.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Som sagt kan det også ende i et favoritopgør. Jeg forventer, at presset vil blive øget fra et af de tre nævnte hold på Tibi-stigningen, der ikke er helt nem, og at Bahrain, Movistar og Ineos derefter vil lægge tryk på fra bunden af målbjerget i et forsøg på at isolere Roglic. Det endelig slag skal dog først slås på de sidste 4 km, der er både svære og meget eksplosive. Desværre bliver det igen vanskeligere at gøre forskelle, da der vil være direkte modvind de sidste 2 km, og hvis der ligesom i mandags, er åbent, kan det igen blive en knap så selektiv affære. Til gengæld kan det også blive en svær opgave for Roglic. Bliver han igen tidligt isoleret, og er der ingen, der leger politibetjent, som Bahrain gjorde forleden, kan det i modvind være svært for ham, bare at køre fra alt og alle tidligt, som vil være den nemmeste strategi, hvis han er alene. I det tilfælde kan det meget let blive taktisk, og så skal Roglic vælge, hvem han vil lade køre, inden han selv kan åbne op på den sidste kilometer, hvor han ikke risikerer at slå sig ihjel i modvinden. Dermed er det slet ikke så givet, at Roglic nødvendigvis vil vinde et favoritopgør.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er dog klart, at Primoz Roglic<\/b> alligevel er den store favorit. Nok kan han isoleres, men han har vist en fysisk overlegenhed hidtil i løbet. De sidste 4 km er svære nok til, at det bedste forsvar sagtens kan være et angreb, og man kan også håbe og tro på, at Sepp Kuss rejser sig og sidder ved hans side. Han er skabt til denne form for eksplosive stigning, og derfor synes han kun at kunne blive slået på taktik.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I det spil er det Movistars overtal, der virker farligst, og her står Enric Mas<\/b> stærkest. Roglic lod ham køre forleden, og det er næppe ham, han frygter mest på det spanske hold. Mas synes ganske flyvende lige nu, og ligesom sidste år er han startet Vueltaen fremragende med Touren i benene. Det kan dog også sagtens blive Miguel Angel Lopez<\/b>. Colombianeren viste lidt svaghedstegn, da Vlasov kørte fra ham i dag, men det var heller ikke en finale for ham. Han så stærk ud i mandags, og han plejer at blive bedre og bedre. Spørgsmålet er, om Roglic vil lade ham køre. Det vil han gerne med Alejandro Valverde<\/b>, men spørgsmålet er, om veteranen ikke skal bruges på samme måde som i mandags. Hvis ikke, synes han dog så stærk, at han sagtens kan vinde i en finale, der passer ham som fod i hose.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Et andet godt bud er Giulio Ciccone<\/b>. Som skrevet i analysen var hans kørsel i dag mere opløftende, end resultatet viser, og nu har han endda tabt lidt ekstra tid. Den eksplosive afslutning passer ham, og han er næppe den rytter, Roglic frygter mest. Aleksandr Vlasov<\/b> er også et godt bud. Som skrevet i analysen rejste han sig i dag, men følger han Giro-mønsteret, har han en offday i morgen. Rammer han dagens ben, står han dog stærkt, for han var uhyre overbevisende i en finale, der ikke var hans, og han har tabt lidt tid, der giver ham lidt mere frihed. På samme måde skal man også holde døren åben for Adam Yates<\/b>. Var det bare en offday i dag, og genfinder han benene fra i mandags, passer den afslutning ham storartet. Han er ikke den største trussel, og Ineos kan bruge ham til at sætte Roglic under pres. Problemet er bare, at hans formkurve sjældent er stigende i en grand tour.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld tror jeg ikke, at Egan Bernal<\/b> vinder. Formen mangler for meget til at slå Roglic. Det skal først ske i den tredje uge, og Roglic giver ham ikke en millimeter. Jeg tror også, at Mikel Landa<\/b> holder ord og kører defensivt endnu. Derfor tror jeg ikke, at han vil satse stort med et angreb i modvinden, når det kan koste dyrt. Jeg er spændt på at se formstærke David de la Cruz<\/b>, men det vil trods alt overraske mig, hvis han kan gøre det færdigt, ligesom det heller ikke bør være muligt for Fabio Aru<\/b>, der plejer at tabe niveau hurtigt. Og i et favoritopgør tvivler jeg på, at Bahrain vil bruge Mark Padun, Gino Mäder<\/b> elle Jack Haig<\/b> offensivt, selvom de som nævnt ovenfor synes velkørende.<\/p>","date":"19\/8-2021 kl. 22:16","date_unformatted":"2021-08-19 22:16:14","km_driven":"152","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"301414","title":"Analyse af 6. etape","text":"
Når man rangerer årets Vuelta-ryttere efter antallet af professionelle sejre, er Magnus Cort ikke helt i top. Han overgås ganske klart af en vis spanske legende, der i en alder af 41 kan se tilbage på beskedne 129 gevinster, men også Primoz Roglic slår ham med længer. Arnaud Demare har også vundet meget mere, han når ikke Luis Leon Sanchez, Michael Matthews eller Sacha Modolo til sokkeholderne, og også Matteo Trentin og Fabio Jakobsen har krydset stregen hyppigere end danskeren, der med sine 19 sejre har vundet præcis lige så meget som Egan Bernal og Wout Poels.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Til gengæld er billedet helt anderledes, når man ser på antallet af Vuelta-etapesejre. Heller ikke her kommer nogen i nærheden af Alejandro Valverde, der dog også har haft 19 år til at tage sine 12 gevinster, og Primoz Roglic har med seks sejre i lidt mere end to forsøg også taget ganske godt for sig af retterne. Til gengæld følger Cort lige efter på en tredjeplads, han deler med Matteo Trentin.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er ikke helt tilfældigt. Der er nemlig adskillige elementer ved Vueltaen, der gør, at løbet er skræddersyet til den danske altmuligmand. Cort er ikke hurtig nok til at vinde klassiske massespurter – der er en grund til, at Demare og Modolo har vundet over dobbelt så meget som ham – men den modbydeligt vanskelige rute har ofte afskrækket de bedste sprintere fra at deltage. Det har ofte ført til mindre prangende sprinterfelter, og det var i et sådant, at en ung Cort i 2016 kunne vinde to massespurter i løbets tredje uge, da han for første gang kørte en grand tour.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Derudover er løbet generelt skabt til stærke sprintere. Man finder kun ganske få helt flade dage, og reducerede massespurter er derfor et hyppigt udfald i det spanske løb. Det er som bekendt ikke et ringe udkomme for Cort, der klatrer så godt, at han tidligere i år vandt en bjergetape i Route d’Occitanie, og som spurter så godt, at han kan slå de fleste på stregen. Derfor var det ikke noget stort chok, at det sidste år lykkedes Cort at tage sin tredje etapesejr på netop sådan en etape.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Endelig er Vueltaen udbrydernes paradis. Hvor Touren og Giroen har relativt mange etaper, der er enten for klatrere eller sprintere, byder det uvejsomme spanske terræn altid på en gavebod for angriberne. Blandt dem finder vi også altmuligmanden Cort, der har vist sig om en af feltets førende etapejægere. Det er trods alt ikke mange, der kan se tilbage på udbrudssejre i hele tre forskellige WorldTour-etapeløb, nemlig Touren, BinckBank Tour og Paris-Nice.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I det lys kan det måske undre, at udbrudssejren manglede i ”hans” etapeløb, men efter dagens vilde ridt i Cullera kan Cort nu sætte flueben ud for også denne sejrsmodel og dermed sikret sig fuld plade på listen over etapetyper, han realistisk set kan vinde – medmindre han fortsætter sin enkeltstartsudvikling så meget, at han også fremover begynder at tage sejre i den individuelle disciplin. Og på ganske passende vis blev sejren opnået uden, at Cort gjorde brug af de sprinterevner, der har givet ham de første tre etapesejre, hvormed der blev sat en fed streg under, at betegnelsen altmuligmand er ganske velvalgt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Bevares, Cort var ikke havnet i det stærkeste selskab, da den første angrebsfest efter en times tid sluttede, netop som feltet kunne ane storbyen Valencia i horisonten. En faldende og powerkrævende start gav nemlig bjergrytterne et minus på kontoen i deres kamp for at ramme udbruddet, og derfor var Joan Bou den eneste i det lille femmandsudbrud, der med en vis ret ville betegne sig selv som klatrer. Resten af gruppen bestod af betydeligt mere kraftfulde typer, og dermed stod det også ret klart, at Cort ville være den helt store favorit til at tage sejr nr. 4 på toppen af den korte, men stejle bakke i Cullera, hvis blot udbruddet fik lov at holde.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gjorde det heldigvis også – i hvert for Corts vedkommende – men det blev langt mere nervepirrende, end det burde have været. Det lå nemlig i kortene, at det kunne være svært at finde kandidater til at jagte den lille gruppe, selvom dens beskedne størrelse gjorde det ret oplagt, at det kunne gøres uden et alt for stort ressourceforbrug. Alle vidste nemlig, at Primoz Roglic ville være næsten umulig at slå på den bakke, hvor hans ”medmonster” Tadej Pogacar var den indtil i dag eneste vinder, og derfor var det ikke rigtigt i andre klassementsholds interesse at forære sloveneren de 10 bonussekunder. Det var derfor heller ikke overraskende, at forspringet nåede op på mere end 7 minutter, og på det tidspunkt så alt lovende ud for Cort, for hvorfor skulle man lade afstanden vokse så meget, hvis man havde planer om at vinde etapen?<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
På det tidspunkt kunne dannebrog allerede gøres klar, men desværre for Cort arbejder BikeExchange med deres egen logik. Hvis de kan slippe for at gøre arbejdet, slår de arbejdssky australiere gerne til, og derfor kan det ikke undre, at de ventede en evighed på at se, om ikke de kunne tørre opgaven af på andre. Den var der imidlertid ikke andre, der bed på, og derfor skulle der pludselig køres stærkt, hvis det store forspring skulle indhentes, da Michael Matthews omsider var tvunget til at afsløre, at han havde øjne på etapesejren.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det var egentlig ikke mærkeligt. Kender man lidt til Matthews, ved man, at han ofte tror på sig selv i finaler, der ellers kan se for vanskelige ud. Med tanke på den fine kørsel, han leverede til sidst, er det også svært at benægte, at det var helt berettiget, at australierne længe truede med at spolere den danske fest. Problemet var bare, at Roglic jo indgik i ligningen for alle, og Matthews’ fine kørsel til trods endte det helt forudsigeligt med, at BikeExchange brændte et hav af kræfter på at jagte en placering, der gennem hele dagen så ud til at blive sekundær.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Mest af alt lignede den en foræring til Roglic, der nok allerede havde fortalt sportsdirektørerne, at de heller måtte få skrevet Matthews på listen over årets julekortmodtagere. Da sidevinden samtidig levede op til meteorologernes varsel og skabte et nervøst kaos, der helt forventet blev udnyttet af både Ineos og Movistar – de to hold, der på forhånd havde annonceret, at de anså vinden som et sted, hvor Roglic kunne trues – kom udbruddet nærmest tilbage af sig selv, endda så meget, at Valverde til sidst alligevel syntes at ville give den et skud og derfor satte holdet til at jagte, når nu alligevel afstanden var så lille.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Da først feltet drejede ind på den korte mur og kunne se Cort-gruppen lige fremme, samtidig med Jhonatan Narvaez viste sine fabelagtige puncheurevner med en forcering, der var så stærk, at Richard Carapaz end ikke kunne holde hans hjul, og som efterlod et sprængt felt og en iltgæld, der skulle betales for alle de ryttere, som havde ramt stigningen i ringe position, sagde al logik, at Corts eventyr var ovre. Det var det da også for 80% af kvintetten, men den danske supermand ville det anderledes. Med et fabelagtigt ridt lykkedes det ham at gøre det, som akkurat mislykkedes for Gino Mäder på kongeetapen i Paris-Nice, nemlig at snyde et skrupsultent slovensk monster for det bytte, det ellers havde udset sig.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Modsat dengang i marts kom Roglic imidlertid for sent denne gang, og dermed beviste Cort, der mildt sagt ikke sparede sig i arbejdet med at holde feltet bag sig i fladlandet, nok engang, at han kan finde usete ressourcer, når han rammer det rette udbrud. Hans enkeltstart havde jo ellers vist, at hans egen påstand om, at formen havde sine mangler, ikke var helt skæv, men som i Paris-Nice for tre år siden, hvor han også havde efterladt et knap så overbevisende indtryk i optakten, kunne han finde ikke bare et par, men adskillige ekstra procent, da først han kunne lugte sejren. Og så skylder han måske også et julekort til Narvaez, der kom til at køre så stærkt, at et totalt fravær af hjælpere i den søndersprængte favoritgruppe gjorde, at det akkurat gik så meget i stå, at han med sit vanvidsridt kunne snyde den store favorit.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Selvsamme favorit har jo engang afsløret det ganske chokerende faktum, at han godt kan lide at vinde, og derfor gør det utvivlsomt ondt, at timingen denne gang ikke var med helt samme præcision som i Paris-Nice, men i det store billede kan Roglic nu alligevel godt tillade sig at tage en ekstra dessert i aften, når nu Cort snød ham for hovedretten. Matthews sikrede ham nemlig seks bonussekunder, som hans hold ikke skulle arbejde for, den gule hær viste sig fremragende og aldrig truet i sidevinden, og i finalen var chefen selv akkurat lige så suveræn, som det stod i ethvert manuskript, man kunne have udtænkt til en etape, som passede ham som fod i hose.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Forskellen var endda også betydeligt større, end man kunne have drømt om. Narvaez’ vanvidsføring endte nemlig med mest af alt at have den konsekvens, at den ene af Ineos’ to tilbageværende kaptajner – Carapaz viste igen betydelige svaghedstegn, da landsmandens fart var for høj – blev kørt ud af ligningen. Positionering har aldrig været Adam Yates’ spidskompetence, og derfor var han ikke med, da Narvaez, Carapaz og Egan Bernal ramte stigningen fra front. Langt tilbage sad han dog ikke, og det var temmelig overraskende at se ham slet og ret blive sat af i en finale, der burde have passet ham storartet. Nu har jeg aldrig troet, at Yates har holdbarheden til at køre med om podiet, men at han efter den overbevisende kørsel i mandags allerede skulle vise svaghedstegn i dag, var uventet. Til gengæld sad den aldrig svigtende Bernal som altid, hvor han skulle, og selvom finalen igen afslørede, at formen stadig har sine mangler, synes den plan, som Oscar Sevilla har åbenbaret i colombiansk radio, nemlig at han stræber efter toppe i den afgørende tredje uge, ud til at være ganske fint på sporet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Narvaez sørgede for, at det i høj grad blev et spørgsmål om positionering mere end power, og dermed blev det forleden så overbevisende Bahrain-mandskab pludselig ramt af, at man ikke kan tillade sig at komme med en trup næsten udelukkende bestående af klatrere. I forvejen var det en farlig finale for Mikel Landa og resten af slænget, der ikke er kendetegnet ved meget punch, og derfor kunne de meget vel blive løbet over ende af mere eksplosive ryttere. Den frygt blev gjort til virkelighed, da Narvaez sendte hele det arabiske mandskab til tælling og med ét slettede det suveræne indtryk, der var blevet efterladt forleden. På en dag, hvor prisen burde have været sekunder kunne Landa notere sig et tab på 33 sekunder, den i mandags så flyvende Mark Padun en regning på 1.05 og Gino Mäder en pris på hele 1.33. Helt galt gik det for Damiano Caruso, der røg af i sidevinden og med et tab på mere end 5 minutter pludselig ikke er den plan B, han lignede forinden. En etape, der skulle have været marginal, endte i et vist omfang med at reducere en endeløs serie af spændende klassementskort til en baskisk enmandshær, der til gengæld kan regne med, at hans klatrere nok skal være der, når vi rammer terræn, som passer dem alle bedre.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det må glæde Roglic, at Bahrains kollektive trussel blev reduceret, men til gengæld må han stadig bekymre sig over Movistar. I de senere år er det spanske hold ofte blevet kritiseret for sin kørsel, men det er svært ikke at være imponeret over, hvor rent de har ramt bolden fra start af dette løb. Efter en overbevisende dag på Picon Blanco var de der igen i dag, først i sidevinden, siden i positionskampen og slutteligt på stigningen, hvor gode, gamle Valverde nok engang måtte sande, at han ikke længere har punchet til at slå Roglic, men hvor både den meget aggressive Miguel Angel Lopez, der viste svaghedstegn, men altid bliver bedre senere i løbet, og Enric Mas begge klarede en for dem svær afslutning så godt, som de kunne håbe. Bad man klassementet stille sig op på række, vil det pludselig være en hær af blå trøjer, Roglic kunne se, hvis han kiggede sig over skulderen, og det bør skabe nogle muligheder, de har tænkt sig at udnytte – særligt fordi Roglics hold igen var pist væk på stigningen efter den ellers fine kørsel i fladlandet.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Dagens positive overraskelse var til gengæld Aleksandr Vlasov. Han og Astana tabte stort i positionskampen, og russeren var ganske langt tilbage, da Narvaez-bomben sprang. Alligevel nåede han ikke bare at genfinde fronten, han nåede endda at udnytte den store tøven til at gå i angreb, sætte Lopez og Matthews af og komme uventet godt ud af en finale, der slet ikke er ham. Det tyder på, at den dårlige form fra tiden efter pausen stille og roligt er på vej væk, men måske minder os desværre mere om hans kørsel i Giroen, hvor der var skiftevis dårlige og gode dage, som der også allerede har været i dette løb, hvor han har imponeret to gange og skuffet én. Det bliver spændende at se, om han også har taget yoyoen med til Spanien eller ladet den blive i Italien.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Yoyo havde Hugh Carthy også med sig til Italien, men den er tilsyneladende ikke med i Spanien. Her har resultatlisten nemlig været entydigt negativ for briten, der efter i dag næppe kan regnes som nogen reel trussel. Først led han stort i sidevinden – i øvrigt en disciplin, der er så svær for ham, at Corts frihed til at jagte udbrud overraskede mig meget – og siden kollapsede han så meget på stigningen, at Jonathan Caicedo og Simon Carr endda ikke ventede på ham. Dermed er det vist slut for klassementsdrømmene denne gang – og det kan Cort vel ikke helt klage over, hvis han tager de egoistiske briller på.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Nu var det ikke noget chok, at Carthy ville få det svært i denne finale. Det lå i kortene på forhånd. Mere overraskende var det, at Giulio Ciccone blev en taber, for han har modsat Carthy og Vlasov masser af punch. Det tyder dog ikke på, at der er spor galt med formen, for når man ser, hvor langt tilbage han sad, da Narvaez-bomben var sprunget, er det faktisk ganske imponerende, at han ikke blot kom op til, men også nåede forbi Landa-gruppen. Det kan han i det mindste finde trøst ved – og så skrive sig bag øret, at positionering er en kunst, han og holdet skal øve sig i, men som heller ikke blev lettere af, at holdet havde været på bagkant i sidevinden, hvor i hvert fald Kenny Elissonde var på spanden i sit forsøg på at gribe den spinkle chance for at forsvare trøjen.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
I virkeligheden bekræftede Ciccone det fine indtryk fra forleden. Det gjorde også David de la Cruz, der virker ganske flyvende, når hans dieselmotor klarer en afslutning som denne så flot. Til gengæld blev det endnu en lille lussing til Felix Grossschartner, der skulle have mere ud af en afslutning som denne, hvis den lidt for store østriger skal have de store forhåbninger i bjergene.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Han er nemlig puncheur mere end klatrer. Det samme gælder for Andrea Bagioli, der nok engang bekræftede sine evner i denne slags finaler. Jeg var ellers ikke alt for optimistisk efter den nedslående præstation i mandags, men i dag viste han atter, at hans potentiale i denne slags finaler er stort. Hans stærke hold hjalp ham helt frem i positionskampen, og da der ikke er mange, der kan holde Roglics hjul så længe, som italieneren gjorde, endte han vel som den store vinder i den kamp om 2. pladsen – Cort fraregnet – som alle reelt kørte om, også den Matthews, der ellers leverede en af sine bedste klatrepræstationer i nogen tid.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er det niveau, Andreas Kron også kan drømme om at nå i denne slags finaler. I dag kunne han ikke matche Bagioli, men med en 17. plads fik han bevist sit store potentiale som puncheur. Ligesom Ciccone sad han håbløst langt tilbage i bunden, og dermed efterlod han et overbevisende indtryk, der kunne lugte af mere dansk succes i løbet af de kommende to uger.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det er nu ikke sikkert, at Kron behøver at påtage sig det ansvar. Cort klarer det sikkert ganske udmærket, hvis der skal flere danske etapesejre i land i denne Vuelta. Når en efter eget udsagn formsvag Cort kan holde et sultent monster bag sig, er der i hvert fald sat en fed streg under den dansk-spanske kærlighedsaffære, der blev indledt efter første date d. 8. september 2016. Siden er stævnemøderne fortsat i en lind strøm, og efter dagens præstation ser det ud til, at der allerede kunne være udsendt invitation til et femte i løbet af de kommende 14 dage.<\/p>","date":"19\/8-2021 kl. 19:44","date_unformatted":"2021-08-19 19:44:13","km_driven":"152","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"301413","title":"Vejret","text":"
Efter en dag med lidt køligere temperaturer venter en glohed fredag. Her vil det være skyfrit med en temperatur på op til 32 grader og 28 grader i bunden af sidste stigning. Fra starten vil der blæse en let til jævn vind (16-19 km\/t) fra øst, men så snart man kommer ind i landet, vil den aftage til en styrke på 9-14 km\/t, samtidig med at den vil dreje til en sydøstlig retning. Det giver i indledningen en kombination af sidemed- og sidevind, inden der følger et modvindsstykke fra bunden af Benilloba. Kort før spurten får man sidemedvind og efter toppen af Collao sidevind, der varer ved hele vejen frem til de sidste 2 km, hvor der vil være modvind.<\/p>","date":"19\/8-2021 kl. 18:14","date_unformatted":"2021-08-19 18:14:08","km_driven":"152","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"301412","title":"Ruten","text":"
Vueltaen har altid gjort en dyd ud af at finde nye stigninger, og den første af årets nyskabelser venter på løbets første fredag, hvor klassementskampen genoptages efter nogle fladere dage. Det sker i form af løbets første ”rigtige” bjergetape, der over bare 152 km byder på mere end 3500 højdemeter i den glohede sydlige del af landet, hvor det går op og ned hele dagen ad stigninger, der dog ikke er specielt lange og slet ikke høje. Det hele slutter med en ganske spektakulær afslutning på den nye stigning Balcon de Alicante, der ikke er så svær som 3. etapes Picon Blanco, men som slutter med knap 4 km, der er rigeligt stejle til at skabe forskelle i en afslutning, der passer de mere eksplosive klatrere betydeligt bedre end dieselmotorerne.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Med en distance på 152,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra kystbyen Gandia syd for Valencia til Balcon de Alicante, der ligger nogle kilometer nord for feriebyen Alicante. Som på den foregående etape befinder vi os i Valencia-regionen, men denne gang holder vi os ikke til kystvejen, selvom etapen kører parallelt med vandet. På denne dag holder rytterne sig nemlig nogle kilometer inde i lande, og det betyder, at de for alvor får det kuperede spanske terræn at føle.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Det gør de allerede fra start, når man kun kører 7,0 km mod sydvest ad en let stigende vej, der leder væk fra vandet, inden man kører mod syd og sydvest op ad kategori 1-stigningen Puerte de la Llacuna (9,4 km, 6,2%), der er en ujævn stigning med først 4 km med 7-10%, men derefter hovedsageligt 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 16,4 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod syd- og nordvest, inden det går ad en lang og let stigende vej mod sydvest ned til byen Alcoy, der nås efter 52,0 km.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Her tager etapen fat igen, når man kører mod sydøst og nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto de Benilloba (3,0 km, 3,5%), der bare er en let og jævn opkørsel med top efter 60,5 km. En kort og let nedkørsel leder nu mod øst, inden det går op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,4 km, 4,2%). Den leder direkte frem til bunden af kategori 2-stigningen Puerto de Tudons (7,1 km, 5,2%), som bestiges fra nordvest og bortset fra to lette kilometer mod bunden stiger jævnt med 6-7%. Toppen rundes efter 80,0 km i etapens højeste punkt i 1025 m, hvorefter det går mod syd og sydøst ad en lang og teknisk nedkørsel.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Der bliver ikke megen tid til at komme sig. I bunden drejer man mod nordvest for at køre op ad en let stigende vej, der kortvarigt flader ud frem mod dagens spurt, der kommer efter 102,0 km, inden det går mod nordvest og vest op ad kategori 2-stigningen Puerto El Collao (8,4 km, 5,3%), der er meget irregulær med lange stykker på 5-6%, to næsten flade kilometer og en stejl femte kilometer på hele 10,5%.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Toppen rundes efter 113,0 km, hvorefter det går mod vest, nordvest og sydvest ad en lang nedkørsel, der kun i starten er lidt teknisk. Et kort, fladt stykke leder nu mod vest og syd, inden man drejer mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Puerto de Tibi (5,3 km, 5,3%), der stiger med 5-9% over de første tre kilometer, men derefter flader kraftigt ud frem mod toppen, der rundes efter 138,3 km i forbindelse med en bonusspurt.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Herfra resterer bare 13,7 km, der indledes med en hovedsageligt enkel nedkørsel, der fører mod vest, inden det går mod sydvest op ad dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen Balcon de Alicante (8,4 km, 6,2%), der er dagens målbjerg. Der er tale om en todelt stigning, der indledes med 2,2 km med 6,1%, inden den flader ud og har en lille nedkørsel frem mod de sidste 3,8 km, hvor den tager fat. Efter en kilometer med 7,7% stiger den således jævnt med 10-11% over de næste 2400 m, idet de sidste 400 m er let faldende. Stigningen følger mest en næsten lige vej, men med 2000 m drejer man mod sydøst, hvorefter vejen er ganske bugtet, inden den retter sig ud på den 500 m lange opløbsstrækning.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Etapen byder på i alt 3707 højdemeter.<\/p>\r\n\r\n
<\/p>\r\n\r\n
Balcon de Alicante har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.<\/p>","date":"19\/8-2021 kl. 18:07","date_unformatted":"2021-08-19 18:07:34","km_driven":"152","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""},{"id":"301410","title":"Velkommen","text":"
Velkommen til dagens direkte live opdatering fra Vuelta a Espana (7. etape). Dagens løb køres fra Gandia til Balcon de Alicante over 152 kilometer. Vi starter kl. 13.30.<\/p>","date":"19\/8-2021 kl. 18:07","date_unformatted":"2021-08-19 18:07:21","km_driven":"152","element_is_question":"0","video_id":"","video_caption":""}],"authors":[{"author":"Emil Axelgaard","email":"emil@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/ProfilePics\/emil_500x500.jpg","url":"emil-axelgaard"},{"author":"Jesper Johannesen","email":"jesper@feltet.dk","image":"https:\/\/www.feltet.dk\/octo_cms\/files\/Feltet.dk\/\/jesper_johannesen.jpg","url":"jesper-johannesen"}]}