Tour of Guangxi-analyse: Mapeis mageløse sejrsrekord slået

Nej, jeg troede ikke, at det kunne lade sig gøre. Da først Fernando Gaviria styrtede ud af Tour of Turkey så det ud til, at Quick-Step-manager Patrick Lefeveres drøm at overgå Mapeis 71. sæsonsejre fra begyndelsen af dette årtusinde havde lidt en krank skæbne. Naturligvis var jeg pinligt bevidst om, at man i det tyrkiske løb fortsat havde en kapabel backup i Alvaro Hodeg, og at holdets andet store sprintertalent, Fabio Jakobsen, også ville jagte succes i Tour of Guangxi. Problemet var bare, at førstnævnte i Tyrkiet var oppe mod Sam Bennett og sidstnævnte i Kina mod Dylan Groenewegen, Max Walscheid og Pascal Ackermann, og derfor troede jeg, at rekorddrømmen knustes mod den tyrkiske asfalt sammen med Gavirias kraveben.

Men jeg lærer det vel engang. Uanset omstændighederne skal man aldrig afskrive Quick-Step, selv når det ser sortest ud. Falder en stjerne fra, har man altid andre til at tage over. Det skete allerede i Tyrkiet, hvor første Maximilano Richeze og siden Hodeg sikrede sin den etapesejr, der betød, at den kinesiske delegation kunne tage over med bevidstheden om at rekorden i hvert fald var tangeret. Nu var spørgsmålet blot, om den også kunne slås.

De første to etaper viste, at det kunne lade sig gøre. Jakobsen har ganske vist i den første del af sæsonen været en anelse under toplaget i det globale sprinterhierarki, også selvom sejre i Sprinternes Verdensmesterskab, Scheldeprijs, og på 1. etape af det sprintertunge BinckBank Tour for længst havde skilt ham ud som en af tidens mest lovende afsluttertalenter, men i de første to massespurter viste han, at han har lukket en del af hullet. På 1. etape var Dylan Groenewegen og Max Walscheid måske nok klart hurtigere, men i går var det marginaler, der betød, at det var en anden komet, Pascal Ackermann, og ikke Jakobsen, der kunne sole sig i publikums hyldest øverst på podiet.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Endnu mere grund til optimisme var der i lyset af, at Jakobsen efterfølgende indrømmede, at han havde følt sig stresset og begået flere fejl. I dag holdt han sig imidlertid i ro og overlod det trygt til Davide Martinelli at positionere ham i finalen, og det gav ham tilsyneladende de procent, han hidtil har manglet. I hvert fald timede han denne gang alt perfekt og kom med stor fart blæsende forbi Groenewegen, der igen havde åbnet sin spurt for tidligt, og han fik også akkurat presset forhjulet forbi Ackermann, der modsat i går også så ud til at have åbnet op lidt tidligere end ønskeligt.

På papiret er sejren i BinckBank Tour måske nok endnu større, men i virkeligheden er det vel dagens triumf, der for alvor skiller Jakobsen ud fra mængden. Hvor sejren i Holland i august i altovervejende grad var et resultat af et fremragende lead-out af Florian Senechal, har han i Kina været langt vanskeligere stillet i finalerne. Helt usædvanligt er Quick-Step nemlig rejst mod Østen med et hold, der ikke er det stærkeste i de flade finaler, og derfor har Jakobsen i alt væsentligt skullet klare sig med Martinelli på de sidste meter.

At han derfor efter tre etaper står med en 1., en 2. og en 3. plads, siger derfor alt om, at der her er tale om et helt særligt talent. Ikke blot viste han i dag, at hans topfart nærmer sig de allerbedstes, hans imponerende konsistens siger også noget om evnen til at læse spurterne rigtigt. Særligt sidstnævnte er ofte nøglen til succes og fortæller, at Jakobsen har potentialet til at blive rigtigt stor.

Og det leder os igen tilbage til det, der gør Quick-Step så specielt. I skrivende stund er der en alvorlig risiko for, at Gaviria vælger ussel mammon på bekostning af sportslige muligheder og forlader sportens bedste sprintermandskab til fordel for en bedre betalt position på UAE Team Emirates. Det burde umiddelbart efterlade Quick-Step med et uopfyldeligt hul, men måske ser det slet ikke så skidt ud endda. I hvert fald er holdet det eneste med en nyprofessionel sprinter, der i år har vundet på WorldTouren, og de har endda to af slagsen. Man undres over, hvordan de bærer sig ad. Hvis de andre hold kendte svaret, havde sejrene nok været en anelse mere jævnt fordelt.

Jakobsens triumf kom på bekostning af Ackermann, der var ganske få centimeter fra at sikre sig sin anden sejr i træk. Igen viste Bora-mandskabet deres høje klasse ved at bringe den tyske komet, der har haft en endnu bedre sæson end Jakobsen, til den ideelle position, men denne gang startede han sin spurt en anelse for tidligt. Det var måske nok ærgerligt for den tyske mester selv, men for cykelfans er det fantastisk. Tænk, at vi står i en situation, hvor to at tidens mest lovende sprintere er så jævnbyrdige, at de nu to dage i træk har været adskilt af centimeter, og at marginen er så hårfin, at blot de mindste fejl koster ved kasse 1. Der er i den grad lagt op til en meget spændende 2019-sæson på sprinterscenen.

Mindre interessant bliver det bestemt ikke af, at Max Walscheid efter sin første grand tour synes at have taget det skridt, der for alvor gør ham konkurrencedygtig. Efter gennembrudssejren i Münster og den flotte 2. plads på 1. etape viste han atter i dag, at hans topfart er enorm. Desværre afslørede etapen også, at Walscheid har et positioneringsproblem, der skal løses. Ligesom i går blev han nemlig lukket inde, og det virker meget tænkeligt, at Jakobsen og Ackermann kunne have fået sig en sprinterlektion af den store tysker, hvis han havde haft fri bane. Nu kan man blot håbe, at han efterhånden er blevet så stærk, at han kan klare stigningerne på især sidste etape, og at han derfor ikke er løbet tør for muligheder for at udnytte den superform, Vueltaen har bibragt ham.

Det var nu slet ikke Walscheid, der forventedes at give sprinterne en lektion eller to. Det var derimod Groenewegen, der stillede til start som manden, der skulle slås. Efter 1. etape så han da også ud til at have kurs mod en mulig tangering af Gavirias totale dominans fra sidste års jomfruudgave, men sådan skulle det ikke gå. Tværtimod måtte Groenewegen for anden dag i træk sande, at han altså ikke er så suveræn, at han bare kan åbne sin spurt, når han vil. I et stadigt mere tætpakket felt af sprintertalenter har hollænderen måske nok overhånden, men store fejltagelser er der altså ikke plads til - heller ikke for verdens hurtigste mand.

Etapen bød også på en lille opmuntring til løbets mest erfarne sprinterstjerne. Selvom han fortsat må indse, at han pt. er et stykke fra at kunne matche de fire unge kometer, leverede Arnaud Demare sin hidtil bedste spurt med en 5. plads. Dermed kan det ikke længere helt udelukkes, at han kan komme hjem fra Kina med en sidste sejr i år, for på papiret er han sammen med Ackermann den bedste klatrer af løbets topsprintere. Om han så også har formen til at drage fordel af de mere kuperede ruter i weekenden, synes at være ganske tvivlsomt, men endnu en sejr til det for tiden så succesrige FDJ-mandskab er nu ikke blot længere ren spekulation.

Derudover var der endelig lidt opmuntring til Riccardo Minali. Denne sæson har måske nok åbenbaret, at den unge italiener ikke er helt så hurtig, som man kunne have troet, men hans hovedproblem er fortsat først og fremmest den manglende positioneringsevne. Da han i dag endelig sikrede sig en relativt god position i kraft af stærkt arbejde fra Hugo Houle viste han i hvert fald, at han har topfarten til at blande sig. Havde han bare været lidt længere fremme, da der blev åbnet op, så det faktisk ud til, at mere end en 6. plads var muligt, og derfor kan man kun ærgre sig over, at Astana, der aldrig har tillagt massespurter væsentlig betydning, ingenlunde fremstår som det ideelle hold for en mand, der i den grad er afhængig af et stærkt hold.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Om han får flere chancer for at vise sig frem i Kina, er endda slet ikke sikkert. Nu er de tre helt flade etaper nemlig overstået, og i morgen tager klassementsrytterne over på kongeetapen. Derefter venter to kuperede etaper, der dog begge sidste år blev afgjort i en spurt, men hvor det ikke er svært at forestille sig, at Mitchelton-Scott med Matteo Trentin og Trek med Jasper Stuyven har en klar interesse i at rydde kraftigt ud i de hurtige folk. Dermed er der basis for endnu mere variation i udfaldene i et løb, man ellers kunne have frygtet, ville blive en temmelig monoton affære. Det skulle nu ikke undre, om det ender med at blive Quick-Step, der lukrerer på det. Der er jo ingen grund til at stoppe ved sejr nr. 72, vel?