Optakt: 5. etape af Tour of Guangxi

Ruten

Efter fire dage med relativt let fortolkelige ruter bliver det hele lidt mere kompliceret på femte etape, hvor arrangørerne sender feltet ind i det kuperede område i den nordlige del af Guangxi-regionen og samtidig skruer mærkbart op for de hidtil meget beskedne distancer. Selvom der ikke er tale om store stigninger, havde man kunnet åbne mulighed for et interessant slag mellem klassementsrytterne i kraft af tre stigninger, der kommer tæt på hinanden i anden halvdel af den mere end 200 km lange rute, men ved at indlægge et længere fladt stykke til sidste, er der lagt op til en etape, der meget vel kan ende i en reduceret massespurt, som vi så det, da præcis samme rute blev anvendt sidste år.

I alt bydes der på hele 212,2 km mellem Louzhou og Guilin, hvilket er en sjældent lang distance på denne tid af året. Der skal klatres betydeligt mere end de foregående dage, og de mange højdemeter er stort set alle koncentreret i løbets anden halvdel. Fra starten snor man sig lidt rundt i det flade terræn nord for startbyen, inden man sætter kursen mod nordøst og i let stigende terræn kører forbi den første spurt, der kommer efter 29,2 km. Senere kører man mod nord op over dagens første kategori 3-stigning (1,2 km, 6,8%), der har top efter 72,6 km, og herefter fortsættes mod nord gennem let stigende terræn forbi den anden spurt, der er placeret efter 118,7 km.

Etapen ændrer karakter når man når frem til stigningerne mod nord, hvor der følger tre mindre bakker i rap. Først gælder det en kategori 3-stigning (2,2 km, 5,0%), der har top efter 154,6 km, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre ned til et kort fladt stykke. Herefter fortsættes mod øst op over først en kategori 2- (3,3 km, 4,2%) og siden en kategori 1-stigning (4,6 km, 4,7%), der er afskilt af bare en ganske kort nedkørsel og har top med henholdsvis 40,6 og 33,6 km til mål.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter toppen ventes en længere nedkørsel, der fører videre mod øst, inden man med ca. 23 km igen atter er nede i fladlandet. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn mod øst, inden man til slut kører mod nord ind til målbyen. Her venter en flad finale med skarpe sving med hhv. 3,0 og 1,6 km igen.

Etapen byder på i alt 2036 højdemeter.

Etapen er som sagt en kopi af sidste års 5. etape, hvor Dylan Groenewegen brød Fernando Gavirias sejrsstime ved at slå colombianeren og Magnus Cort i en spurt i et felt på knap 80 mand.

Analyse af 4. etape

For alle cykelsportens interessenter er det lidt tragisk. Egentlig burde alle i dag kaste om sig med superlativer i hyldest af et af sportens mest alsidige talenter, efter at Gianni Moscon i dag fortsatte sit drømmeefterår ved med sejr på kongeetapen i Tour of Guangxi at tage et formentlig altafgørende skridt i retning af karrieren første samlede triumf i et etapeløb på WorldTouren. Det kræver imidlertid ikke mange blik på sociale medier at indse, at begejstringen i store dele af cykelmiljøet mildt sagt er behersket, for Moscon har igennem sin ellers så korte karriere allerede opbygget sig et blakket ry, der gør ham til en af sportens mest kontroversielle skikkelser.

Listen over sager er da også lang. Der var det racistiske udfald mod Kevin Reza i sidste års Tour de Romandie, sagen om Sebastien Reichenbachs styrt i Tre Valli Varesine - et uheld, Moscon fortsat beskyldes for at stå bag som en slags hævn for schweizerens kritik af Moscons udfald mod netop Reza - det lidt for lange ”håndtag”, der førte til diskvalifikation fra sidste års VM, og senest hans diskvalifikation fra Touren, hvor han slog ud efter Elie Gesbert. Det har sat Sky-ledelsen på lidt af en prøve, for hvad stiller man op med en sand guldfugl, der har potentiale til at blive en af sportens helt store stjerner, men samtidig er så kontroversiel, at han tiltrækker sig mere omtale af de forkerte årsager end af de rigtige.

Mange vil da også mene, at Skys behandling af sagerne har mildt sagt flossede i kanten. Ganske vist er han to gange blevet tildelt en karantæne, men i begge tilfælde er det meget belejligt faldet sammen med perioder, hvor han i forvejen havde indlagt en løbspause. Ser man bort fra den dårlige omtale, er eneste reelle konsekvens af de mange dårlige sager vel i virkeligheden, at han ikke fik mulighed for at gennemføre Touren, hvad der da nok også føltes som et temmelig hårdt slag for den unge italiener, der var blevet udvist meget stor tillid ved allerede nu at være blandt de otte udvalgte på sportens førende grand tour-mandskab.

I første del af sæsonen kunne det ellers være svært at se, hvorfor Sky gik så langt i deres bestræbelser på at holde fast i Moscon. Efter sit flotte 2017, hvor han var til stede i alle slags terræner og blev nr. 5 i Paris-Roubaix og 3 i Il Lombardia, samtidig med at han var en nøglerytter for Chris Froome i Vueltaens bjerge, oplevede han nemlig et forfærdeligt forår. I klassikerne, der var sæsonens helt store mål, spillede han aldrig en rolle, og heller ikke i den del af Tourne, han faktisk nåede at køre, var det svært at se, hvorfor alle i cykelverdenen har hæftet prædikatet ”Supertalent” på ham.

Måske var det et skud af vrede, der var brug for. I hvert fald har Moscon været som forvandlet, siden han vendte tilbage til konkurrence efter endt karantæne. Først var han skræmmende i de indledende italienske semiklassikere, hvoraf han vandt både Coppa Agostoni og Giro della Toscana og kørte på podiet i Coppa Sabatini, inden han lod tyngdekraft være tyngdekraft og kørte sig til en imponerende 5. plads i en VM-finale, der burde have været for stejl for så stor en fyr. Det så kortvarigt ud til, at gassen var gået af ballonen i de næste italienske løb, men da det kun var en uheldig punktering, der forhindrede ham i at køre finale i Il Lombardia, blev det klart, at Moscon måtte være manden, der skulle slås, da han kort efter rejste til Kina for endelig at jagte den store WorldTour-sejr, der indtil i dag faktisk manglede på hans ellers flotte generalieblad.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Med et stærkt angreb i finalen på 1. etape viste Moscon i hvert fald, at han var kommet til Kina for andet og mere end at lege turist, og Sky lagde da heller ikke skjul på, at målet var at komme hjem med en sejr. Presset på Moscon var i hvert fald ikke blevet mindre i tiden op til løbet, men med dagens sejr viste Moscon, at han måske nok er en kontroversiel karakter, men han har intet problemer med at præstere, selv når omverdenen forventer, at han vinder.

Faktisk var dagens sejr ikke kun lovende ud fra en fysisk betragtning. Vi har længe vist, at Moscon er fremragende i puncheurfinaler som den, der i dag ventede i Nongla, og at han derfor kunne sætte alle til vægs på ren power var ikke uventet. Mere imponerende var hans kloge kørsel, der viser, at hans hoved i cykelmæssig sammenhæng er skruet rigtigt på. Således beklagede adskillige ryttere, herunder Alexis Vuillermoz, Søren Kragh Andersen, Jan Polanc og Peter Kennaugh sig alle over, at de havde været alt for aktive på den stejle nedre del, hvor deres forsøg på at gå med i de mange ryk havde efterladt dem i et syrebad, der frarøvede dem et topresultat. Helt omvendt var det for Carlos Verona og Remi Cavagna, der begge kunne bryste sig af at køre i top 10 ved at betragte stigningen som en slags enkeltstart, hvor de holdt deres eget tempo fra bund til top.

Det var i dette virvar af forskellige taktiske optioner, at Moscon fandt den rette vej. Med afmålt kølighed holdt han sig til på den stejle del, formentlig med viden om, at han med sit punch kunne slå til på den lettere del nær toppen. Alligevel valgte han ikke at satse på sin spurt, da han på den sidste kilometer så sig omkring og bemærkede, at friskhed var en mangelvare, mens der var mælkesyre i overskud. Det moment udnyttede han til at sætte af, og da først den italienske traktor, som han kaldes i sit hjemland, havde fået bakset den op i femte gear, så man naturligvis aldrig igen sportens supertalent.

Med den form for magtdemonstration synes det nu kun at være rent uheld, der kan forhindre ham og hans stærke Sky.hold, der også havde Eddie Dunbar, Pavel Savakov, Owain Doull og David Lopez i top 31, i sikkert at hjemføre sig det, der vil være deres syvende sejr i de 17 etapeløb, der er en del af WorldTouren og dermed konfirmere deres status som verdens i særklasse bedste etapeløbshold. For Moscon kunne den seneste successtime heller ikke komme på et bedre tidspunkt, da han på mindre end to måneder har vist, at det altså ikke kun er Egan Bernal, der i de kommende år fortjener at få en del af Sky-holdet til sin disposition.

Ser man bort fra Moscon, var det overraskelser, der dominerede toppen af klassementet. Mens den anden store forhåndsfavorit, Rigoberto Uran, med en 5. plads ikke kunne følge helt op på de fine takter fra de italienske klassikere og således har kurs mod at ende sæsonen uden store sejre, efter at han i 2017 ellers pludselig atter havde krævet sin plads i verdenstoppen, gik det endnu værre for de andre topkandidater. Formstærke Kennaugh var som sagt alt for ivrig på den nedre del af stigningen og endte med at eksplodere totalt på samme måde, som Kragh altså gjorde. Giovanni Visconti og Gianluca Brambilla var aldrig i nærheden af noget som helst, den ellers så formstærke Jose Goncalves blev sat ud af spillet af en punktering tidligt på stigningen - og leverede i det lys faktisk endnu en ganske fin præstation i en sæson, der har bragt ham tilbage på sporet - Maximilan Schachmann måtte atter indse, at de gode ben fra august for længst er taget på ferie, og Philippe Gilbert må sande, at der trods alt er grænser for, hvor langt han er kommet efter sit grimme styrt Touren.

I stedet var det Felix Grosschartner, der skulle vise sig som Moscons værste rival. Set i lyset af østrigerens store talent, som især stillede til skue i årets første måneder, burde det i sig selv ikke vække opsigt. Forundringen skyldes da også alene, at han har haft et forfærdeligt efterår, hvor han er skuffet ved snart sagt enhver lejlighed og slet ikke fandt formen til sit store mål ved VM på den østrigske hjemmebane. Derfor havde Bora da også satset på Kennaugh i en offensiv rolle med Grossschartner som en defensiv plan B, men da det som sagt viste sig, at defensiv kørsel i dag var nøglen til succes, blev det altså østrigeren, der fik det bedste resultat. Dermed kan den lidt triste vinter, han ellers havde udsigt til, nu blive en ganske stor fornøjelse, for den talentfulde østriger, der både kan klatre og køre enkeltstart, har nu vist over for sig selv og alle andre, at han kan køre op med de bedste i løb på WorldTouren.

Bag ham endte Sergei Chernetckii efter endnu en overbevisende præstation af slideren, der i den grad har rejst sig efter en tid, hvor han lignede endnu et hensygnende russisk talent. Det var som om, at det sagde klik for Chernetckii, da han sidste år blev nr. 10 i Il Lombardia, og selvom han fortsat har markante formudfald, har han med sin sublime kørsel i Polen, hvor en løs hund kostede ham et topresultat, samlet sejr i Arctic Race of Norway og nu en sandsynligt podieplads her, vist, at han er klar til at påtage sig mere ansvar i Astanas etapeløb i den kommende sæson.

I det hele taget var det en god dag for det kasakhiske mandskab, der havde hele tre mand i top 10. Det var ikke uventet, at også Davide Villella, der altid kører stærkt i sæsonens sidste løb, var med fremme, men det var straks mere lovende, at Luis Leon Sanchez blev nr. 6. Det tog ellers længere tid end ventet for den store spanier at komme tilbage fra det grimme styrt i sommerens Tour de France, men da først han satte sig på cyklen, har han vist, at der er al mulig grund til at tro, at han nok skal komme tilbage. Efter etapesejren i Tour of Almaty på hans bare anden løbsdag kørte han aggressivt i de italienske løb, og i dag viste han sig så også konkurrencedygtig på WorldTouren. Sanchez har i forvejen ry for altid at starte sine sæsoner som lyn og torden, men efter en sådan anden sæsonhalvdel med en stærk afslutning er der al mulig grund til at holde øje med spanieren igen i de første løb næste år.

Spanien leverede i flere henseender en god præstation. Mest overraskende var det, at Verona kunne ende på en 4. plads ved efter eget udsagn at køre sit eget tempo og derigennem bevæge sig fra en placering som nr. 50 til at fange Uran lige inden mål. Dermed siger den meget ustabile Verona farvel til Mitchelton-Scott på en positiv note, efter at han ikke kunne skjule sin skuffelse over at blive forbigået til Vueltaen. Niveauet har han altid haft, for der er helt sikkert mange, der kan huske, hvor stærkt han kørte i Vuelta al Pais Vascon og GP Miguel Indurain i april. Nu skal han blot finde den stabilitet, han i den grad mangler, og det håber han at kunne hos Movistar.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I så fald skal han ikke tage ved lære af Ruben Fernandez. Den tidligere vinder af Tour de l’Avenir, der bjergtog en hel cykelverden, da han i 2016 kørte sig i Vueltaens førertrøje, har nemlig i de seneste to år været på et niveau, så man har været helt i tvivl, om der faktisk var tale om den samme rytter. Helbredsproblemer har været en del af forklaringen, og nu kan man håbe, at de langt om længe er løst. I hvert fald blev han i dag en pæn nr. 8, og således er der tegn på, at vi næste år måske kan få den gamle Fernandez at se igen.

Det samme håb gælder for Fabio Aru, der gjorde klogt i at forlænge sin sæson og ikke kaste håndklædet i ringen efter den skuffende Vuelta og det efterfølgende VM-afbud. I stedet kan han efter en 9. plads i Milano-Torino og nu en 15. plads på dagens etape, der slet ikke passede en ren klatrer som ham, tage på vinterferie med i hvert fald et lille håb om, at der kan findes en forklaring og en løsning på de problemer, der har gjort 2018 til et sandt mareridt for den italienske darling.

Og så er ingen analyse jo fuldkommen, uden at vi har berørt Quick-Step. Ganske vist kom de to kaptajner, Gilbert og Schachmann, som sagt til kort, men som altid har belgierne en plan B klar. Det skulle denne gang vise sig at være den bundsolide Remi Cavagna, der allerede sidste år greb en sjælden chance ved at køre i top 10 i dette løb, der som en anden Verona greb stigningen an som en enkeltstart og derigennem sikrede sig en foreløbig fjerdeplads i den samlede stilling. Det kan simpelthen ikke være mere typisk Quick-Step. Når de store stjerner fejler, er der altid en hjælperytter, der slår til, og denne gang var det endda en af de mest udprægede af slagsen. Chapeau!

Cavagna må imidlertid nok sande, at det bliver svært for ham at finde de tre sekunder, der lige nu adskiller ham fra podiet. De kommende to etaper er måske nok mere kuperede end de tre pandekageflade åbningsetaper, men vi så sidste år, at terrænet ikke var nok til at gøre en forskel. Der kan blive lag top til en knivskarp kamp om bonussekunder i de indlagte spurter, men det virker usandsynligt, at nogen kommer i nærheden af at ryste det Sky-mandskab, der både virker som et stærkt kollektiv og har feltets klart stærkeste rytter.

Dermed er der lagt op til, at Moscon på søndag kan se frem til atter at slutte en sæson i mediernes rampelys, men denne gang heldigvis af alle de rigtige årsager. Og det kunne måske nok være tiltrængt, hvis man ser på, hvad medierne skrev om den kontroversielle traktor, da han drog på vinterferie for 12 måneder siden. Hvis du spiller på cykling, så kan du finde en stor cykel betting guide her.

Favoritterne

Som sagt er der ganske stor forskel på de første tre etaper og de to etaper, der venter i weekenden. Både hvad distance og terræn angår, er der nemlig i de kommende dage i højere grad tale om udfordringer, der er WorldTouren værdig, og vi skal slet ikke vente os samme lidt halvkedelige sprinterforestillinger, som vi så i starten af løbet.

Man skal imidlertid ikke lade sig snyde. Sidste år, hvor terrænet var nyt og helt ukendt for næsten hele feltet, var der en del usikkerhed om, hvad der ville ske på især morgendagens 5. etape. Det skulle imidlertid vise sig, at stigningerne slet ikke var svære nok til at skabe afgørende forskelle. Ganske vist fik vi det ventede slag mellem klassementsrytterne, der faktisk kunne splitte feltet, men det sidste, flade stykke gav så god tid til en regruppering, at det hele endte i en reduceret massespurt, endda med Dylan Groenewegen som vinder. Alene det forhold, at den trods alt ikke voldsomt holdbare hollænder kunne sejre, siger en del om, at terrænet ser hårdere ud i løbsbogen, end det reelt er.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke vil blive kørt cykelløb. Reelt er der den sidste chance for måske at ændre klassementet, og de fleste i toppen af klassementet har intet at miste ved at gøre forsøget. Vi kan derfor forvente aggressiv kørsel fra snart sagt alle feltets klatrere, og ligesom sidste år er det sandsynligt, at vi vil se pæne splittelser. Problemet er bare, at Moson ikke blot selv er brølstærk, men også omgivet af et Sky-hold, der i dag havde i alt fem mand i top 31, og derfor er det reelt kun regulært uheld, der nogensinde vil kunne bringe briterne og Moscon ud af fatning.

Forud for det kan der være gået en ganske begivenhedsrig start. Det er på etaper som denne, hvor klassementet nu har sat sig lidt, og forskellene er åbnet op, at man som udbryder måske kan lugte lidt blod. Samtidig er det for aklle en af årets sidste løbsdage, og vi har på de foregående etaper set, at mange er fristede af at brænde det sidste krudt af. Derfor er det meget tænkeligt, at det bliver en knaldhård start med mange angreb, og man kan sågar ikke udelukke, at der bliver lidt bonussekunder at jagte for klassementsrytterne i den første indlagte spurt efter knap 50 km, men derefter vil elastikken knække, og vi vil få etableret et udbrud.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Sky vil næppe komme gratis til tingene, for klassementet er trods alt så tæt, at udbruddet skal holdes i snor. Da også Bora, FDJ, Quick-Step og LottoNL-Jumbo har givet udtryk for, at de håber at vinde etapen i en spurt, burde der være masser af kræfter til at sikre, at det tidlige udbrud ikke har en chance.

Når vi når til stigningerne kan vi som sagt se frem til angreb i klassementet, men forud for det er det nærliggende, at særligt Mitchelton-Scott og Trek vil lægge hårdt pres på. Både Matteo Trentin og Jasper Stuyven har beklaget sig over, at de første sprinteretaper var alt for lette for klassikertyper som dem, og de har ikke lagt skjul på, at de jagter revanche i weekenden. Særligt denne etape fremstår som en god mulighed, men det kræver, at der bliver ryddet ud i de hurtigere folk. Det kræver knaldhårdt tempo, inden klassementsrytterne nok vil tage over, men da Moscon næppe kan rystes, vil der efterfølgende med stor sandsynlighed ske en regruppering.

Meget kunne således tyde på, at det hele ligesom sidste år ender i en reduceret massespurt, og det helt store spørgsmål er derfor i høj grad, hvem der vil overleve. Sidste år var det som sagt knap 80 mand, der spurtede om sejren, men denne gang burde der være en chance for, at der vil være færre. I hvert fald er det svært at forestille sig, at ikke mindst Mitchelton-Scott og Trek skal lægge et tungt pres, og mens det måske nok kan være lidt svært at se førstnævnte besidde styrken til at skabe den helt store udskilning, burde australierne have masser af klatrestyrke til at gøre nogen skade. Efterfølgende vil de formentlig imidlertid skulle fortsætte en ret intens indsats hele vejen til mål, da der næsten er garanti for en ret hård jagt, når de tunge sprintere skal forsøge at komme tilbage.

Etapen er derfor den klart mest uforudsigelige, og listen over potentielle vindere er relativt lang. Vi vil dog sætte pengene på Pascal Ackermann. Den tyske komet er blandt feltets topsprintere på papiret den mest holdbare, hvilket han særligt viste med sin flotte etapesejr i Dauphiné på en dag, hvor på papiret mere holdbare folk var sat af. I det hele taget markerede præstationen i Frankrig lidt af et vendepunkt, for siden dengang er han gået fra at være en af de tunge folk til at være en mand, der kan overleve mere end de fleste. Særligt i Polen Rundt imponerede han stort på stigningerne.

Var Ackermann på toppen, burde der ikke være tvivl om, at han sagtens kunne klare disse småbakker, men de seneste løb har tydet på, at heller ikke han længere er så stærk som tidligere. I Deutschland Tour så vi i forvejen, at han fortsat har sine begrænsninger, og der er derfor ikke nogen garanti for, at han kommer med hjem i morgen. Er han bare nogenlunde kørende - og det kunne hans første spurter nok tyde på - burde overlevelseschancerne dog være gode, og da han har en vis sandsynlighed for at være den eneste af løbets fem topsprintere, Ackermann, Jakobsen, Groenewegen, Walscheid og Demare, der sidder med hjem, gør vi den tyske mester til vores favorit.

Ackermann blev i går slået af Fabio Jakobsen, der som den eneste har været på podiet på alle tre sprinteretaper. Det bekræfter blot, at den unge hollænder tilsyneladende er i fremragende form også sidste på sæsonen. Det kommer nu ikke helt ud af det blå, for Jakobsen kørte et ganske flot Paris-Tours, der endte med at blive historisk hårdt. Der kan med andre ord ikke være den store tvivl om, at formen i hvert fald er god. Det er straks sværere at få en klar fornemmelse af, hvor godt han egentlig klatrer. Han imponerede stort med sin 10. plads i det hårde Bretagne Classic, der i år slet ikke var et sprinterløb, men han har også haft dage, hvor han har været overraskende langt tilbage. Blandt andet havde han det svært i Dauphiné, og det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at han ikke besidder Ackermanns klatreevner.

Spørgsmålet er nu blot, om morgendagens etape bliver for hård kost. Det er i hvert fald på grænsen, især hvis Mitchelton-Scott virkelig lægger fra land, men umuligt er det ikke. Lykkes det for den formstærke Jakobsen at komme med de bedste til Guilin, sidder han med ganske gode kort på hånden. Ikke alene vil der være ryddet ud i konkurrenterne, han vil også denne gang have et ganske stærkt hold omkring sig, da stort set hele Quick-Step-truppen kører godt opad. Hidtil har han gjort det fremragende med begrænset støtte, og derfor siger logikken, at han vil stå endnu bedre i morgen - hvis han altså klarer stigningerne.

Det gjorde Dylan Groenewegen lidt overraskende i 2017, hvor det paradoksalt nok var på den hårdeste af de fem sprinteretaper, at han endelig fik skovlen under Fernando Gaviria, der ellers på papiret er en betydeligt bedre klatrer end den hollandske kanonkugle. Det viser, at Groenewegen på sine gode slet ikke er så tung, som hans rygte ellers tilsiger, og samtidig synes han at være kommet til Kina i god form. I hvert fald klarede han sig ganske godt på bakkerne i Binche-Chimay-Binche, hvor han til slut var helt afgørende i at hjælpe Danny Van Poppel til sejr.

Det ændrer dog ikke på, at Groenewegen må formodes at få det sværere end i hvert fald Ackermann og Jakobsen, og med udsigt til endnu større udskilning end sidste år, har vi en grum mistanke om, at han denne gang ikke kommer med hjem. Selv hvis han gør, er der ingen garanti for, at han faktisk vil vinde, for selvom han på papiret måske nok er feltets hurtigste, har de foregående etaper vist, at selv den mindst fejl fra Groenewegen, der to gange i træk er startet for tidligt, bliver straffet prompte. Han burde nu nok kunne få en del af sit tog med hjem og vil derfor ikke stå dårligt, hvis han faktisk overlever. Det er mere hans egen holdbarhed, man kan betvivle.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

På papiret burde distance og terræn give større chancer for Arnaud Demare, der sammen med Ackermann i hvert i teorien er den af de fem topsprintere, der burde have størst chance for at klare dagens udfordringer. Spørgsmålet er bare, hvor han står. I Paris-Tours var han ganske velkørende om end ikke på toppen, men vi er mere i tvivl om, hvor meget motivation han har til dette løb. I hvert fald er det ikke blevet til det helt store i de tre første massespurter. Alligevel insisterer FDJ på, at de er kommet til Kina med en formstærk og motiveret kaptajn, og at det først og fremmest er fraværet af den vanlige lead-out man, Jacopo Guarnieri, der har kostet i finalerne.

I virkeligheden er der derfor ingen, der ved præcis, hvor Demare står. Vi har dog svært ved at være alt for optimistiske på vegne af en rytter, der er kendt for at være temmelig svingende i takt med sit humør. Overgår han vores forventninger, kan han imidlertid sagtens ende med at sidde med hjem også i et ganske lille felt, og så står han pludselig fremragende. Han har nemlig farten til at slå alle i dette felt, hvis hans timing bliver rigtig, og det burde der være større mulighed for i et mindre felt, hvor han ikke er hæmmet så kraftigt af Guarnieris fravær.

Som sagt forventer vi, at Mitchelton-Scott vil påtage sig en stor del af ansvaret for at gøre løbet hårdt, og det er der én grund til. Holdet har nemlig i Matteo Trentin løbets mest holdbare afslutter, og for ham kan løbet ikke blive svært nok. Hidtil er han blevet sat markant til vægs i spurterne, men det kan ikke undre, at han har haft det svært i de helt lette afslutninger, hvor hans lead-out ellers i to ud af tre tilfælde har fungeret næsten optimalt. Det er klart, at han formentlig atter vil se sig slået, hvis en af de fire ovennævnte kommer med hjem, men Mitchelton har et så godt hold af klatrere, at de har en reel chance for at komme af med dem alle. Trentin derimod burde ikke komme i problemer efter meget overbevisende kørsel på stigningerne i de italienske klassikere, og han synes derfor at være i storform. Hans lead-out man Luka Mezgec har ligeledes gode muligheder for at klare stigningerne, og derfor står han med gode kort på hånden, hvis han kan få ryddet ud i de hurtige folk.

I det tilfælde vil hans værste rival formentlig være Jasper Stuyven. Belgieren er på mange måder i præcis samme situation som Stuyven i den forstand, at han ikke har mange chancer i en ren spurt, men samtidig er langt mere holdbar end hovedparten af feltets øvrige afsluttere. Efter en længere løbspause er han ganske vist kommet til Kina med nogen usikkerhed om formen, men enhver, der har fulgt ham i dette efterår, vil vide, at han har kørt som en motorcykel stort set hver eneste gang, han er blevet udstyret med et løbsnummer. Er Stuyven stadig frisk, burde disse bakker ikke være det store problem, og så skal han blot håbe, at de hurtigste ikke kommer med hjem. I en duel med Trentin vil han i hvert fald have gode chancer, hvis man ser på de fine spurter, han har kørt i septembers endagsløb.

En holdbar og tilsyneladende ganske formstærk sprinter er Clement Venturini. Franskmanden, der sidste år viste klatreevnerne med den samlede sejr i Tour de Yorkshire, har ellers ikke haft et nemt år hos Ag2r, hvor han ikke har været så succesfuld som i tiden på Cofidis. Tre placeringer i top 10 på flade etaper, der ikke passede ham, har imidlertid gjort ham til en af feltets mest konsistente sprintere, og det bekræfter blot den gode form, han allerede viste i Paris-Tours. Han synes at være bedst i stigende spurter, men har altid været god til at positionere sig, og kommer man først af med de allerhurtigste, vil han have en reel chance for i morgen at tage karrierens største sejr.

Normalt burde Jürgen Roelandts også være en af feltets mere holdbare sprinter, men det er lidt svært at blive klog på, hvordan belgieren er kørende. Han klatrede fremragende i slutningen af august i Deutschland Tour, men efter en del sygdom i september er han blevet sat markant tilbage. Selv har han da også haft svært ved at finde ud af, hvor han står, og det vil være synd at sige, at han ligefrem har imponeret i de første massespurter. Til gengæld er hans styrke spurter efter lange, hårde dage, som hans to topplacering, herunder en podieplads i Milano-Sanremo, vidner om. Med usikkerheden om formen er der ingen garanti for, at han faktisk kommer med hjem, men lykkes det, burde han have en reel chance, hvis de deciderede topsprintere er faldet fra.

Carlos Barbero specialiserer sig i stigende spurter, og ser man bort fra de sprintermæssigt ret svagt besatte 2.1-løb i Spanien, ser man ham sjældent helt fremme i flade massespurter. Alligevel vandt han for nylig spurten om andenpladsen i GP Beghelli, og det vidner om, at den alsidige spanier, der måske nok ellers er mere puncheur end sprinter, faktisk er i god form. Det bekræftede han også med en god præstation på dagens kongeetape, og han synes at have forudsætningerne for at sidde med feltet hjem. Det kan måske nok være lidt svært at se ham vinde en flad spurt, men på den anden side var det også tikfældet inden den flotte spurt i Italien for et par uger siden.

En anden klatre- og formstærk afslutter er Reinardt van Rensburg, der har været godt kørende, siden han i august sluttede i top 10 på alle etaper i Deutschland Tour, hvoraf de tre minder meget om denne etape. Han har også med sin podieplads på en sidevindsetape i sidste års Dubai Tour vist, at han er kan være ganske hurtig efter et hårdt løb. Han måtte i dag sande, at håbet om at køre klassement ikke uventet var lidt for optimistisk, men med 6. pladsen på 1. etape viste han trods alt, at benene fortsat er gode. Han burde i hvert fald have gode chancer for at sidde med hjem, og så er det op til ham selv at vise, at han faktisk også har farten til at vinde en spurt i et felt som dette, hvilket nok vil kræve en del udskilning.

Som skrevet i analysen, brændte Søren Kragh Andersen alt krudtet af på den nedre del af dagens stigning, og dermed bliver det desværre ikke til et topresultat for danskeren i klassementet. Heldigvis er alt håb endnu ikke ude, for morgendagens etape burde være alt for hård for Sunwebs sprinter, Max Walscheid. Det kunne åbne muligheden for Kragh, der måske kun sjældent spurter, men med sin podieplads på sidste års afsluttende Vuelta-etape har vist, at han er ganske hurtig, når alle andre er trætte. Det er de måske ikke i samme grad her, men skulle det ende med et hårdt løb, hvor de rigtige sprintere alle falder fra, er han bestemt ikke helt uden muligheder.

Tre outsidere er Giovanni Visconti, Philippe Gilbert og Sep Vanmarcke. Ingen af dem vinder, hvis feltet er stort, men får Mitchelton virkelig gjort skade, vil de alle have en chance. Særligt Visconti har i år spurtet fremragende på flad vej, og efter dagens skuffelse må han være opsat på at sikre et sidste stort resultat for Bahrain-Merida. Gilbert er altid ivrig, og falder Jakobsen fra, er det nærliggende at tro, at også han jagter revanche efter dagens knap så gode resultat. Vanmarcke har før vist, at han faktisk er ganske god i reducerede massespurter, og trods et begrænset løbsprogram viste han ret god form i Paris-Tour. Dan McLay kommer næppe med hjem, så hvis han har mod på det, burde der være plads til at forsøge sog.

Andre mulige kandidater til at blande sig i en spurt er Tosh van der Sande, Owain Doull, Jose Goncalves, Alexandr Riabushenke, Lawrence Naesen, Ben Swift, Silvan Dillier, Jasha Sütterlin, Alexis Vuilleroz Yukiya Arashiro, Viacheslav Kuznetsov, Leonardo Basso og måske endda Gianni Moscon selv, men det usandsynligt, at de vil være hurtige nok til at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen

Outsidere: Arnaud Demare, Matteo Trentin, Jasper Stuyven

Jokers: Clement Venturini, Jurgen Roelandts, Carlos Barbero, Reinardt van Rensburg, Søren Kragh Andersen, Giovanni Visconti

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dylan Groenewegens sejr på samme etape i 2017.