10 lovende transfers: Dansk klassikertalent med ny kaptajnrolle

Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, selvom det i årets lidt ”kedelige” transfersæson primært er relativt etablerede stjerner, der har fået plads. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom der kun er blevet plads til ryttere, hvis skifte er offentliggjort senest d. 15. november.

I en artikelserie bringer jeg de 10 transfers i alfabetisk og således ikke prioriteret rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende artikel med de 10 bedste transfers forud for 2022-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Mikkel Honoré (fra Quick-Step Alpha Vinyl til EF Education-EasyPost)

EF har været med på højeste niveau i talrige år, men blandt de største mandskaber har de aldrig været. Alligevel er det blevet til flere store resultater. Holdet har vundet Giroen med Ryder Hesjedal, Rigoberto Uran og Bradley Wiggins har været på podiet i Touren, Hugh Carthy er blevet nr. 3 i Vueltaen, og holdet har vundet fire af de fem monumenter med hhv. Johan Vansummeren, Dan Martin og Alberto Bettiol (kun Milano-Sanremo mangler endnu på listen), og holdet har vundet flere af de største etapeløb, herunder Dauphiné to gange, men den slags var holdet langt fra i en skidt 2022-sæson. Nok vandt holdet etaper i både Touren og Vueltaen, og nok endte Carthy og Uran begge i top 10 i en af de to ”små” grand tours, men det er ikke uden grund, at holdet endte som nr. 18 på UCIs 2022-rangliste - slået af to tre Proteams - og at holdet endte med at være i desperat kamp for at undgå nedrykning.

Det var bredt over hele paletten, at resultaterne manglede i en sæson, hvor holdet kun vandt ni gange, hvoraf to af sejrene var meget beskedne triumfer i svagt besatte nationale mesterskaber i Eritrea og Irland, men skal man pege på ét område, hvor det var særligt slemt, var det klassikerne. Holdet var hårdt ramt af, at Alberto Bettiol grundet sygdom aldrig fandt formen i foråret, og heller ikke holdets anden klassikerkaptajn, Michael Valgren, var i nærheden af sit bedste niveau, inden det grimme styrt definitivt satte ham ud på sidelinje, var det ikke mærkeligt, at de færreste vel opdagede, at holdet overhovedet deltog i sæsonens største endagsløb, hvor kun Neilson Powless’ 8. plads i Liege skiller sig lidt ud.

Det har givet manager Jonathan Vaughters lidt af en hovedpine. Valgren er nemlig stadig ukampdygtig, og nu hvor han starter den kommende sæson på udviklingsholdet, mens hans fortsætter sin lange rejse tilbage mod toppen, er det ikke fra hans side, man kan forvente oprejsning. Det kan man heldigvis fra Bettiol, ligesom man har en række ryttere med potentiale til at skabe en overraskelse - ikke mindst kometen Andrea Piccolo - men det er klart, at man med ustabile Bettiol i spidsen for en hel serie wildcards risikerer at opleve en nedtur svarende til den, man oplevede i år.

Det er formentlig forklaringen på, at Vaughters var manden bag en af transfersæsonens større overraskelser, da han efter sæsonens afslutning ud af det blå afslørede, at det var lykkedes ham at få Mikkel Honoré hevet ud af kontrakten med Quick-Step og hentet ham til det lyserøde hold som et supplement til Bettiol, formentlig i både brostens- og ardennerklassikerne. Det kom formentlig bag på det fleste, da holdskifter før kontraktudløb i cykelsporten stadig er sjældne, men i lyset af årets trængsler er det ikke svært at se Vaughters’ rationale bag beslutningen.

Det er det heller ikke for Honoré selv, men det er et skifte med en vis risiko. Danskeren forlader sportens bedste klassikerhold, og selvom han har stået i skyggen af større stjerner, har historien vist to ting, der gør det risikabelt at forlade Patrick Lefeveres stald. Dels er det de færreste, der er blevet bedre cykelryttere af at forlade et mandskab med en særlig evne til at få de maksimale ud af deres ryttere, og dels viser historien også, at det meget ofte kan være lettere at vinde de største løb som løjtnant for en kaptajn på Quick-Step end som kaptajn på et mindre hold - bare tænk på, hvordan Stijn Devolder udnyttede Tom Boonens tilstedeværelse til to gange at vinde Flandern Rundt, og hvordan Bob Jungels lukrerede på Julian Alaphilippe til at vinde Liege-Bastogne-Liege.

Til gengæld kan Honoré hos EF få noget, han ikke havde hos Quick-Step, og som utvivlsomt er hovedårsagen til skiftet, nemlig en sikker kaptajnrolle. Det er klart, at han som udgangspunkt skal dele ansvaret med Bettiol, men han vil sammen med italieneren toppe hierarkiet i de flamske løb, ligesom han også i ardennerløbene vil stå højere på listen, end han ville gøre på et Quick-Step-hold, der tæller både Alaphilippe og Remco Evenepoel. Det er utvivlsomt den kaptajnrolle, der har fået danskeren til at springe ud på dybt vand og fået ham til at forlade et hold, hvor han ellers har haft masser af succes.

Det indebærer som sagt en vis risiko, men det kan bestemt lade sig gøre at blomstre efter et skifte væk fra Quick-Step. Både Maximilian Schachmann og Michal Kwiatkowski har haft stor klassikersucces efter at have forladt Lefeveres skude, og de kan tjene som inspiration for Honoré til, at projektet kan blive en succes både for ham og Vaughters. Potentialet er nemlig ganske stort, hvis danskeren efter et lidt trist 2022 kan nå de højder, han nåede i efteråret 2021.

Det er nemlig utvivlsomt Honorés 2021-sæson, der har fået Vaugters til at satse på ham som klassikerredningen, selvom danskeren jo ingenlunde hører til i den absolutte klassikerelite. Han er snarere en rytter, der banker på til sit første helt store resultat, men det kan bestemt også ligge nært forude, og derfor er han en oplagt satsning for en amerikansk manager, der har et af sportens mindre budgetter og skulle finde en løsning mod slutningen af sæsonen, hvor markedet efterhånden var ved at lukke.

Sidste efterår var Honoré nemlig her, der og alle vegne. Fra DM og frem til afslutningen af sæsonen kørte han otte løb, hvoraf han efter et styrt mislykkedes med at gennemføre VM, men derudover endte i top 5 i de syv andre. Det var vel at mærke en liste, der talte tre WorldTour-løb, hvor han blev nr. 3 i både Bretagne og San Sebastian og samlet nr. 5 i Polen, ligeso, han også blev nr. 5 til DM, nr. 2 bag holdkammeraten Remco Evenepoel i Druivenkoers, nr. 4 i Tour of Britain og nr. 4 i Primus Classic, der blev vundet af holdkammeraten Florian Senechal.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

En sådan resultatliste over så bred en palet af forskellige løb er i sig selv skræmmende flot, men endnu mere imponerende bliver det af, at alle resultaterne blev opnået i en hjælperrolle. Det var endda kun i San Sebastian, hvor han udnyttede det store fokus på Alaphilippe til at angribe tidligt, og ved DM, at han ikke endte bag en holdkammerat i kaptajn. Det var således tilfældet i Polen, hvor Joao Almeida vandt, i Druivenkoers, hvor Evenepoel sejrede, i Bretagne og Storbritannien, hvor Alaphilippe blev nr. 3, og i Primus Classic, hvor sejren altså gik til Senechal.

Den resultatliste er så meget et særsyn, at jeg har meget svært ved at komme i tanker om noget, der blot minder om den, og det siger meget om Honorés potentiale. Desværre betød helbredsproblemer, at han ikke kom i nærheden af samme højder i 2021, men til gengæld nåede han i Bretagne og Canada samt ved VM, hvor han alle steder efterlod et uhyre overbevisende indtryk, at bevise, at talentet bestemt stadig er helt intakt. Kan han genfinde de takter, han viste for blot et år siden, kan Vaughters meget vel have skudt en af årets klassikerpapegøjer med sin kloge investering, og så ender 2023-sæsonen næppe helt så trist for EF, som 2022-sæsonen gjorde.