10 lovende transfers: Det lille hold der hentede en superstjerne

Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, selvom det i årets lidt ”kedelige” transfersæson primært er relativt etablerede stjerner, der har fået plads. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom der kun er blevet plads til ryttere, hvis skifte er offentliggjort senest d. 15. november.

I en artikelserie bringer jeg de 10 transfers i alfabetisk og således ikke prioriteret rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende artikel med de 10 bedste transfers forud for 2022-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Richard Carapaz (fra INEOS Grenadiers til EF Education-EasyPost)

Kriteriet for at komme på denne liste er som nævnt ovenfor ikke nødvendigvis, at der er tale om et perfekt match for begge parter. Det er alt rigeligt, at et holdskifte er det helt rigtige for enten holdet eller rytteren, også selvom man kan diskutere, om den anden part har valgt helt rigtigt ved enten at hente den nye ”medarbejder” eller at have valgt at skifte til en ny arbejdsgiver. Det er også hovedårsagen til, at Richard Carapaz ender på denne liste, for i dette tilfælde kan man i den grad diskutere, om valget er det rette for både ecuadorianeren selv og EF-holdet.

Normalt burde Carapaz ellers være første mand på denne liste. Denne transfersæson har ellers været ret fattig på store navne, da de fleste af sportens største stjerner allerede havde kontrakt for 2023, og Carapaz var således det eneste absolutte topnavn, der stod foran et muligt holdskifte. Til gengæld er der ingen tvivl om, at han falder i den kategori, for sådan må det være, når vi taler om en mand, der har vundet Giroen, er regerende olympisk mester og har været på podiet i alle tre grand tours og faktisk aldrig er endt uden for top 4 i et tre uger langt etapeløb, hvor han har kunnet forberede sig ordentlig, siden han bragede ind på scenen med sin dybt imponerende 4. plads i Giroen i 2018.

Nu har der imidlertid været grund til at betvivle, om han overhovedet skulle med på listen, og det skyldes primært to forhold. For det første kan man i den grad betvivle, om det var klogt af Carapaz at skifte fra giganten Ineos til et af sportens mindre mandskaber. Det er naturligvis rigtigt, at det kan være meget svært at få kaptajnroller hos det britiske stjernemandskab, men sådan har det ikke været hos Carapaz. Faktisk har han lige siden skiftet forud for 2020-sæsonen næst efter Egan Bernal været i toppen af holdets grand tour-hierarki, og med den store usikkerhed, der hersker om colombianerens fremtidige niveau, var banen klar for Carapaz. Det blev da også helt tydeligt i 2022, hvor han måske nok måtte underordne sig Bernal, da det oprindelige program blev lagt tidligere på året, men hvor det altså var Carapaz, der var den entydige kaptajn i både Giroen og Vueltaen - også selvom det var velkendt, at han var på vej væk, og selvom dårlig forberedelse betød, at hans Vuelta-satsning gik i stykker, selvom han viste sin tårnhøje klasse ved at redde sit løb med intet mindre end tre etapesejre og en bjergtrøje.

Ineos har da heller ikke lagt skjul på, at de er voldsomt kede af at miste deres ecuadorianske guldklump, der med sin enorme stabilitet har været en garanti for succes. Selv når dårlig forberedelse betyder, at han ikke kan holde sin top 4-stime i live, vinder han altså tre etaper og en bjergtrøje, og det siger meget om, at det aldrig går helt galt, hvis man har Carapaz i folden. Nu mister holdet endda også Adam Yates, og kobler man det med usikkerheden om Bernal, er det stadig svært at se, hvorfor i alverden Carapaz vil væk fra et hold, hvor han havde al den frihed, han ønskede sig, og var bakket op af et skræmmende stærkt hold.

Derudover er der også en anden bekymring. Det er bestemt ingen skam at blive slået af Jai Hindley, men man kan alligevel godt have lidt tvivl om, hvorvidt Carapaz har set sin allerbedste tid. Hans fornemme 2022-sæson vidner om, at han stadig er en fremragende cykelrytter, men han virkede ikke til at have det overskud, han havde, da han i 2019 vandt Giroen med en sådan overlegenhed, at han nærmest kørte hele løbet med den ene finger i næsen. I denne vidunderbørnenes tidsalder er han da også en ældre herre, som allerede fylder 30 år i slutningen af maj, og nu om dage er det jo i den alder, hvor langt de fleste med lynets hast overhales af det stadig større antal unge kometer. Hvor Carapaz indtil i år altid ville stille til start i enhver grand tour som en af de helt tunge favoritter, hvad han da også gjorde i både Vueltaen og Giroen, hvor han var den helt oplagte og meget store forhåndsfavorit, er det langt fra sikkert, at det vil gælde i 2022, uanset hvilken grand tour han måtte vælge - og da slet ikke i Touren, som han allerede klart har udset sig som sit primære mål for den kommende sæson.

Det kan dog ikke ændre på, at EF-manager Jonathan Vaughters må knibe sig i armen over at have sikret sig Carapaz, og da skiftet er så åbenlys en gevinst for det amerikanske hold, kan der alligevel ikke være tvivl om, at han har sin plads på denne liste. Det er nemlig lidt af et kup, at Vaugters, der har et af sportens mindre budgetter, er lykkedes med at hente en superstjerne som Carapaz til sit ellers ret beskedne mandskab, der slet ikke kan konkurrere med Ineos hverken på økonomiske ressourcer ellers den støtte, de kan give deres nye stjerne.

2022-sæsonen var nemlig en trist affære for Vaugters’ tropper, og fremtiden i etapeløbene så bestemt ikke lys ud, inden man fik fingrene i Carapaz. Nok fik han via et udbrud og en etapesejr sikret sig en yderlig top 10 i Vueltaen, men det står ret klart, at Rigoberto Uran for længst har set sin bedste tid. Meget tyder på, at Hugh Carthy allerede har gjort det samme, for han har i nu to år været ganske langt fra det niveau, han viste i særligt 2020-sæsonen. Både Daniel Martinez og Sergio Higuita smuttede inden den netop afsluttede sæson, der var ikke meget gevinst ved satset på et comeback til Esteban Chaves, og nu mister man også Ruben Guerreiro, netop som han ellers gav antydninger af, at han måske kan udvikle sig til en kandidat til en yderlige top 10 i de store etapeløb.

Derfor er Carapaz en gigantisk opgradering for holdet i grand tours. Selvom holdet har vundet Giroen med Ryder Hesjedal og sikret sig grand tour-podier med Carthy, Uran og Bradley Wiggins (på et tidspunkt, hvor ingen anede, at briten kunne køre klassement i de store etapeløb), men når de næste år stiller til start med Carapaz, formentlig i Touren, vil de stille til start med deres vel nok bedste forhåndsbud på en podieplacering nogensinde, og det er altså lidt af en opgradering for det ellers ret beskedne mandskab.

Om Carapaz så kan nå de samme flyvende højder, som han gjorde hos Ineos, kan man imidlertid betvivle. Som sagt kan han meget vel allerede have toppet, og hos sit nye hold får han en helt anderledes svag støtte, end han gjorde hos Ineos. Han forlader tillige et hold, der har haft en imponerende evne til at få meget ud af de fleste af deres ryttere, mens EF har en langt mere blandet historik med relativt mange ryttere, der har floppet i holdets meget iøjnefaldende farver. Heldigvis er der også succeshistorier, men garantien for succes synes noget større hos Dave Brailsford end hos Vaughters.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Uanset hans niveau burde det dog være helt givet, at Carapaz vil være en enorm gevinst for sit nye hold. Kommer han blot i nærheden af at kopiere årets resultater, hvor han vandt en etape og blev samlet nr. 2 i Catalonien, endte som nr. 2 i Giroen og altså vandt tre etaper og en bjergtrøje i Vueltaen, vil EF få en langt, langt større synlighed, end de havde i den ret triste 2022-sæson. Vaughters er derfor ikke afhængig i, at Carapaz atter vinder grand tours med den ene finger i næsen, som han gjorde det i 2019. Mindre kan i den grad også gøre det for et hold, der i år blot endte som nr. 18 på verdensranglisten, men altså nu trods et beskedent budget bliver hjemsted for en af sportens største stjerner. Det er svært at betegne det som andet end et regulært kup!