10 lovende transfers: Kometen der slutter sig til Pogacar

Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, selvom det i årets lidt ”kedelige” transfersæson primært er relativt etablerede stjerner, der har fået plads. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom der kun er blevet plads til ryttere, hvis skifte er offentliggjort senest d. 15. november.

I en artikelserie bringer jeg de 10 transfers i alfabetisk og således ikke prioriteret rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende artikel med de 10 bedste transfers forud for 2022-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Jay Vine (fra Alpecin-Deceuninck til UAE-Team Emirates)

Der var nok mange, der var ved at falde ned af stolen af overraskelse under Vuelta a Espana for et par måneder siden. Nok havde Jay Vine for længst vist, at han var en yderst talentfuld klatrer med en serie flotte præstationer i mindre etapeløb og en pæn Vuelta-debut i 2021, men det stod ikke skrevet i mange kort eller manuskripter, at australieren skulle være nærmest usårlig i den første uge af den spanske grand tour. Hans resultater berettede bestemt til en forhåbning om, at han kunne vinde en etape undervejs, men det var nok de færreste, der ikke tabte kæben bare en lille smule, da løbets første bjergslag var afviklet.

Her tog Vine nemlig karrierens første etapesejr. Det er måske ikke i sig selv noget særligt, når man ser på, hvor tæt på at gøre netop det bare et år tidligere, hvor han trods et styrt tidligere på dagen havde tilkæmpet sig en 3. plads på en bjergetape via deltagelse i det tidlige udbrud. Nej, det var omstændighederne, der gjorde den eftermiddag i Nordspanien helt speciel.

Vine var nemlig slet ikke gået i udbrud. Quick-Step havde i stedet jagtet hele dagen og sat Remco Evenepoel i scene til at vinde løbets første store opgør mellemfavoritterne. Sådan burde det egentlig også være gået, for da klatretyren op ad den nye Pico Jano-stigning var overstået, havde det belgiske vidunderbarn kørt så stærkt, at kun Enric Mas kunne følge ham, mens blandt andre den forsvarende vinder Primoz Roglic havde tabt intet mindre end 1.22 til sin største rival.

Alligevel vandt Evenepoel ikke etapen. Umiddelbart inden belgieren satte sig frem for at massakrere resten af feltet med sit overmenneskelige tempo, var Vine nemlig stukket af. På det tidspunkt lignede det egentlig mest bare en af den slags angreb, der blot ville blive en parentes i den store fortælling, for i 99 ud af 100 tilfælde bliver et sådant angreb lynhurtigt annulleret, når først favoritterne har åbnet det op.

Det gjorde de endda i den grad. Evenepoel kørte som bekendt så stærkt, at Roglic efterfølgende må have slidt sin tunge i stykker af at slikke sine sår, men uagtet belgierens vanvittige tempo hentede han altså Vine. Da australieren krydsede stregen, varede det således 15 sekunder, inden Evenepoel dukkede op i tågen, og dermed sad cykelverdenen tilbage i ren benovelse. På denne dag, hvor belgieren havde kørt så stærkt, at han taget et første skridt mod den samlede sejr, var det altså Vine og ikke Evenepoel, der havde kørt allerstærkest på den sidste stigning.

Bare to dage senere gjorde Vine det så igen, men omstændighederne var en smule mere almindelige, da han også vandt den anden bjergetape. Her var han nemlig den stærkeste i et udbrud, og selvom han kørte navne som Marc Soler og en ikke helt formstærk Thibaut Pinot midt over, var det trods alt noget andet end at køre lige op med en ellers ustoppelig Evenepoel. Senere i løbet blev han også en smule mere menneskelig, inden uheldet ramte, sendte ham ud af løbet og kostede ham en næsten sikker bjergtrøje, men selvom afslutningen på løbet var betydeligt mindre overbevisende end starten, efterlod Vine i løbet af Vueltaen så uudsletteligt et indtryk, at det med ét stort klart, at han er et betydeligt større talent, end hans første resultater havde indikeret.

Derfor var det da heller ikke mærkeligt, at det i november blev offentliggjort, at Vine til nytår forlader Alpecin et år før tid for i stedet at blive en del af et af sportens fire giganthold, nemlig Tadej Pogacars UAE-hold. Ganske vist er det siden kommet frem, at araberne allerede havde snøren ude efter hans underskrift inden Vueltaen, men efter den spanske grand tour står det nu klart, at Pogacars tropper må have gjort noget, der bedst kan betegnes som et regulært kup.

Vines potentiale synes nemlig enormt. Vi skal nemlig ikke glemme, at han har haft en temmelig kaotisk karriere, hvor det kun var gode evner indenfor e-cykling, der sikrede ham en professionel kontrakt, da han vandt den Zwift-konkurrence, som hvert år belønnes med en Alpecin-kontrakt. Inden da havde han kun kørt UCI-løb i Australien, New Zealand og Filippinerne, og det er en sådan meget sparsom cykelbaggrund, der ofte kan føre til en nærmest eksplosiv udvikling - præcis den udvikling, Vine gennemlevede i løbet af et 2022, hvor han i Tour of Norway, Etoile de Besseges og Tour of Turkey nok gav prøver på sit talent, men ikke var i nærheden af det niveau, han havde i Vueltaen.

I det lys er det meget svært at sige, hvor langt Vine kan komme, men det er bestemt sandsynligt, at UAE har fået fat i en guldklump. Der er stadig store ubesvarede spørgsmål, som skal afklares, inden vi ved, hvor langt han kan komme, men falder der positive svar af på dem, kan han komme uhyggeligt langt. Først skal han finde den stabilitet, der har været en stor mangelvare i en karriere, hvor forskellen på hans top- og bundniveau hidtil har været nærmest skræmmende og i hvert fald bekymrende stort, og dernæst skal han udvikle en enkeltstart, han hidtil ikke har dyrket meget. Heldigvis var han så stærkt kørende i den anden del af Vueltaen, at han allerede gav klare tegn på fremgang på stabilitetsfronten, og de få enkeltstarter, han ha kørt, kan sagtens indikere, at han kan blive en ganske glimrende temporytter, når først UAE har fået fingrene i ham.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Hvilken rolle han skal spille på sit nye hold, er stadig uafklaret, og det kan bestemt være en hæmsko, at han kommer til et hold, hvor man næsten kan fodre svin med ryttere, der stræber efter kaptajnroller i grand tours. Derfor risikerer Vine let at blive ofret som hjælperytter, i hvert fald i det første år, og derfor kan det også være et skifte, der gavner UAE mere end Vine selv. Hvis til gengæld han har lige så stort et potentiale, som hans eksplosive udvikling i 2022 kunne indikere, kan der meget vel blive tale om en win-win-situation, hvor begge parter kan være tilfredse.

Vine kommer til et af sportens store hold, hvor han får både gode forudsætninger for at udvikle sig til den grand tour-rytter, han drømmer om at blive, og hvor han kan få eminent støtte, hvis han lykkes med at tilkæmpe sig en kaptajnrolle, og når han vitterligt det niveau, som hans duel med Evenepoel på Pico Jano kunne indikere, kan UAE-mandskabet have fået fingre i en af verdens kommende klatrestjerner i deres bestræbelser på endelig at indtage den plads som verdens bedste cykelhold, de så desperat har jagtet i de senere år. Det virker i hvert fald ikke helt utænkeligt, at det kan gå sådan, når man tænker tilbage på, hvordan cykelsporten kollektivt tabte kæben på en tåget dag i Nordspanien i august.