10 lovende transfers: Sprintertoget, der fik en sprinter

Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, og det er derfor helt bevidst, at nogle af de mest profilerede holdskifter ikke er med. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom jeg har begrænset mig selv til udelukkende at se på WorldTouren.

I en artikelserie bringer vi de 10 transfers i vilkårlig rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden og tredje artikel med de 10 bedste transfers forud for 2021-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Giacomo Nizzolo (fra Qhubeka NextHash til Israel Start-Up Nation)

At kalde Israel Start-Up Nations sæson for en fiasko vil være helt forkert. Med 17 sejre endte holdet nemlig som det 10. mest vindende, og også på verdensranglisten var de at finde på 10. pladsen som det 9. bedste af de 19 WorldTour-hold. For nogle år havde en sådan rangering været en katastrofe, men for et hold, der for bare et år siden var den nye dreng i klassen og endte som det ringeste af de 19 WorldTour-hold, er der tale om en gigantisk fremgang, der ikke kan betegnes som andet end en stor succes.

På ét område haltede det imidlertid. Blandt holdets 17 sejre kom blot tre i massespurter, nemlig da André Greipel i maj to gange slog til i Spanien, og Itamar Einhorn i Slovakiet i september tog cykelhistoriens største israelske sejr. For nogle hold havde det ikke været en katastrofe, men for Israel Start-Up Nation var det en lille fiasko. Ikke færre end ti af holdets 32 ryttere udgøres nemlig af folk, der har massespurter eller lead-outs som et af deres specialer - og dertil kommer flere, der havde lead-outs som en væsentlig del af jobbeskrivelsen - og i det lys er det alt for lidt, at kun en god sjettedel af sejrene kom via spurtafgørelser.

Det var således bestemt ikke manglen på power og lead-outs, der manglede i holdets ambitiøse sprintersatsning. I stedet manglede man rytteren, der kunne gøre arbejdet færdigt. Greipel vandt ganske vist mere, end man kunne have frygtet ved sæsonstart, men hans dage som supersprinter har været talte i nogen tid. Rudy Barbier har ikke kunnet bygge videre på den flotte start på holdet inden coronaepidemiens udbrud, og hverken Davide Cimolai, Hugo Hofstetter eller Tom van Asbroeck er ryttere, der kan betragtes som reelle vinderkandidat i klassiske massespurter.

I den forstand var Israel SUN i sæsonens fladbaneløb at regne som et tog uden gods, og da det virker ret formålsløst at begive sig rundt i landet med et lokomotiv uden noget at transportere, var det åbenbart, at der var brug for en afslutter. Heldigvis for den rige bagmand Sylvan Adams kom der hjælp fra uventet kant, da Qhubeka-mandskabet atter røg i overlevelseskamp, og Giacomo Nizzolo pludselig blev ledig på markedet.

At kalde Nizzolo en klassisk sprinter er nu en ganske vildledende, og italieneren bliver aldrig en supersprinter, der som Greipel i sin storhedstid kunne stille til start i enhver grand tour med bevidstheden om, at han nok skulle få sin etapesejr. Når de hurtigste er til start, vinder han aldrig, men når cremen er skåret fra, er Nizzolo som regel en af de hurtigste. Det så vi i år, hvor han langt om længe fik den forløsende Giro-etapesejr, der vidner om, at Israel SUN under de rette omstændigheder nu faktisk kan drømme om at vinde en massespurt i en grand tour.

Det er dog først og fremmest i de hårdere sprinterløb, Nizzolo er en gave. I år blev han således nr. 2 i Gent-Wevelgem, og sidste år vandt han både EM og det italienske mesterskab i kraft af sine sprinterevner, ligesom han blev nr. 5 i Milano-Sanremo. Ser man bort fra holdets fabelagtige Paris-Roubaix, hvor Tom van Asbroeck og ikke mindst Guillaume Boivin tog verden med storm, var Israel SUN stort set usynlige i de fladere klassikere i et 2021, hvor Sep Vanmarcke aldrig fandt melodien, men det ville holdet næppe have været, hvis de havde haft Nizzolo i stalden.

Dermed er ægteskabet nærmest perfekt. Nizzolo kommer til et hold, der har haft en stærk sprintertrup, men manglet en mand til at gøre arbejdet færdigt, og dermed kan han vente sig at få en støtte, han ofte savnede på Qhubeka, hvor toget bestemt ikke var overbevisende. Omvendt kan israelerne glæde sig over, at de fremover har en betydeligt større chance for at gøre sig gældende i de klassikere, hvor de sidste år var usynlige, og de massespurter, hvor resultaterne var for få og for dårlige. Med tanke på, at Nizzolo er en af de meget få, der blomstrede på sit snart tidligere sydafrikanske hold, hvor vi i de senere år har set de fleste ryttere gå totalt i stå, kunne noget tyde på, at han kun kan blomstre endnu mere op på et hold, der har tradition for at få det bedste ud af mange af deres ryttere - og så kan det pludselig blive rigtigt godt!