10 lovende transfers: Van Aerts savnede højre hånd

Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, og det er derfor helt bevidst, at nogle af de mest profilerede holdskifter ikke er med. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom jeg har begrænset mig selv til udelukkende at se på WorldTouren.

I en artikelserie bringer vi de 10 transfers i vilkårlig rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden og tredje artikel med de 10 bedste transfers forud for 2021-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Christophe Laporte (fra Cofidis til Jumbo-Visma)

Hvis mit navn var Christophe Laporte, havde jeg nok haft lidt rystende hænder, hvis jeg blev bedt om at sætte min signatur på en kontrakt med storholdet Jumbo-Visma. Det skyldes naturligvis ikke, at et sådant tilbud ikke skal regnes som en enorm tillidserklæring. Det vil det altid være, når et af sportens storhold banker på med tilbuddet om en utvivlsomt lukrativ kontrakt.

Nej, det skyldes snarere, at man kan diskutere, om et skifte fra Cofidis til Jumbo for Laporte nu også er det klogeste valg. Ingen kan benægte, at det er lidt af et karrierespring at forlade et af de svageste WorldTour-mandskaber til fordel for et af topholdene, men når Laporte fra 1. januar ifører sig den gule trøje, kan han se frem til en helt anden rolle, end han har været vant til. På Cofidis var han nemlig en af holdets relativt få stjerner med total frihed til at jagte resultater i de løb, han elsker allermest, brostensklassikerne, men når han fremover tørner ud for Jumbo, sker det først og fremmest med én helt entydig mission: at hjælpe Wout van Aert.

Når Laporte figurerer på denne liste, skyldes det således slet ikke Laportes egne interesser. Tværtimod virker det sandsynligt, at franskmanden fremover vil opnå færre resultater end i den fremragende 2021-sæson. Til gengæld må det regnes som lidt af et scoop for Jumbo, at de fremover kan gå ind til de store brostensløb med Laporte som luksusløjtnant for Van Aert, der som kronisk storfavorit altid forventes at skulle bruge mange ressourcer på at kontrollere løbene.

Netop det var et stort problem i den netop afsluttede sæson. Nok kørte Nathan van Hooydonck et sublimt Gent-Wevelgem, der da også endte i en fornem Van Aert-sejr, men igennem de øvrige brostensløb var Jumbo reduceret til en enmandshær. Mens Deceuninck som altid havde så mange kort at spille, at man kunne skrive en roman om holdets potentielle vindere, og Mathieu van der Poel var flankeret af en fremragende Gianni Vermeersch, der sågar selv gik i top 10 i Flandern Rundt, var Van Aert efterladt som Wout Alene i Verden.

Det skyldes naturligvis i høj grad fraværet af den skadede Mike Teunissen, men selv med tilstedeværelse af hollænderen, havde Jumbos klassikertrup været en relativt tynd kop te. Holdledelsen har da også indrømmet, at et hovedformål med den netop afsluttede transfersæson var at sørge for, at vi næste år ikke længere skal tale om, hvor alene i verden Wout er.

Med erhvervelsen af Laporte kan den ensomhed meget vel have fået en brat ende. Havde det været 2020, havde begejstringen for erhvervelsen af franskmanden nok været temmelig behersket, for dengang lignede han efter to sløje sæsoner en rytter, der allerede havde toppet. Det ændrede sig imidlertid i 2021, hvor han fra første fløjt - han vandt nemlig fra start på 1. etape af Etoile de Besseges - slet og ret var fremgangende. Ikke blot var han i Flandern Rundt en af de allerbedste på de berømte hellingen, han var også meget tæt på at vinde et af de store brostensløb på WorldTouren, nemlig Dwars door Vlaanderen, hvor kun en eminent Dylan van Baarle snød ham. Måske har han stadig til gode at vinde på WorldTouren, men han opnåede ikke færre end fire 2. pladser i de største løb i den forgangne sæson, og i tillæg til sine fire sejre i mindre løb, herunder det stærke besatte GP de Wallonie, rundede han sæsonen af med en yderst fornem 6. plads i Paris-Roubaix.

Den slags burde have givet ham smag på at etablere som det topnavn i brostensløbene, han synes at have evnerne til, men sådan bliver det næppe. I den kommende sæson vil han formentlig være manden, der i finalerne skal sørge for, at Van Aert aldrig kommer på bagkant, og selvom han utvivlsomt vil få sine chancer i de WorldTour-klassikere, belgieren skipper - omtalte Dwars door Vlaanderen kunne være et eksempel - og i visse sprinterløb, vil hans rolle forandre sig dramatisk. Om det skifte er specielt attraktivt for Laporte selv, må vi lade ham selv vurdere, men for Jumbo er det i hvert fald hævet over enhver tvivl, at der er tale om et sandt scoop, hvis franskmanden fortsætter de sublime takter, han havde i 2021. I så fald vil det nemlig igen kun være Palle, der er alene i verden.