2007-sæsonen er reddet for den professionelle cykelsport, og en aftale er i hus, der ikke bare gælder det forestående Paris-Nice, men også resten af sæsonen. UCI og de tre store løbsarrangører har efter mange timers forhandling indgået våbenhvile og vil i løbet af de kommende måneder arbejde på en langsigtet løsning, som alle kan være tilfredse med.
Artiklen fortsætter efter videoen.
” Ved afslutningen af mødet, som fandt sted i dag i Bruxelles har de deltagende parter (ASO, IPCT, RCS, UCI, Unipublic) indgået en aftale, som garantere en fredelig løsning for den samlede 2007-sæson, og som samtidig danner basis for forsøget på at nå til en langsigtet løsning.” Sådan begynder pressemeddelelsen fra det møde, som ikke bare var anset som sidste chance for Pro Touren, men måske også for cykelsporten generelt.
Den nye aftale gælder ifølge pressemeddelelsen indtil den 21. oktober 2007, men man vil arbejde på at få en aftale, som skal gælde fremover. Derfor er det planen at parterne skal mødes som minimum en gang om måneden, og det er planen, at en endelig aftale med en løsning på de eksisterende uoverensstemmelser skal være på plads den 21. september i år.
18 af de nuværende Pro Tour hold har ved mødet i dag fået tilsagn om, at de kan køre følgende løb, som arrangeres af ASO, RCS og Unipublic:
PARIS – NICE
TIRRENO ADRIATICO
MILAN – SAN REMO
PARIS – ROUBAIX
FLECHE WALLONNE
LIEGE – BASTOGNE – LIEGE
GIRO D’ITALIA
TOUR DE FRANCE
VUELTA A ESPAÑA
PARIS – TOURS
TOUR DE LOMBARDIE
De 18 hold:
AG2R - PREVOYANCE
BOUYGUES TELECOM
CAISSE D’EPARGNE
COFIDIS
LAMPRE FONDITAL
LIQUIGAS
PREDICTOR-LOTTO
QUICK STEP - INNERGETIC
RABOBANK
CREDIT AGRICOLE
DISCOVERY CHANNEL
EUSKALTEL – EUSKADI
FRANCAISE DES JEUX
GEROLSTEINER
SAUNIER DUVAL – PRODIR
TEAM CSC
MILRAM
TEAM T-MOBILE
Taberen i den nye aftale er fortsat Astana og Unibet, der dermed ikke har den ret, som deres Pro Tour status ellers garanterer dem, til at køre de eftertragtede løb. Arrangørerne lover dog, at man vil have disse hold med i sine overvejelser ved tildelingen af wildcards.
“ASO, RCS og Unipublic vil uden at skade deres ret til at uddele wildcards til alle andre hold efter deres eget skøn i en positiv ånd overveje tildeling af wildcards til de to hold Astana og Unibet,” hedder det imidlertid, dog med den tilføjelse, at arrangørerne ikke kan retsforfølges, såfremt de udøver deres ret til tildeling af wildcards til andre end de to pågældende hold. Hertil udtrykker UCI dog, at man tager beslutningen til efterretning, men at man ikke er helt tilfreds og forbeholder sig ret til at vurdere sagerne konkret, når det opstår.
Skulle der opstå uenighed eller retsstridigheder omkring dette, så indeholder aftalen en passus om, at det ikke stiller spørgsmål ved den øvrige del af aftalen eller får den til at træde ud af kraft.
I aftalens løbetid accepterer ASO, RCS og Unipublic, at point og den tilhørende trøje til den førende rytter i Pro Tour konkurrencen uddeles af de øvrige parter udenfor løbets protokol. Til gengæld har UCI accepteret ikke at indføre sanktioner eller andre forholdsregler mod arrangørerne.
”Alle parter er tilfredse med udgangen på krisen, som i cykelsportens almene interesse, danner grundlaget for et konstruktivt samarbejde.”