Team Designa Køkken var i dag til start i det berygtede hollandske UCI kategori 1.1 løb "Ronde van Drenthe", som udfordrer rytterne med 209 km på brosten og grusveje. Holdet stillede til start med forhåbninger om at køre en top-10 placering i hus i det stærke felt. Allerede meget kort inde i løbet kørte en 13-mandsgruppe afsted og desværre uden deltagelse af Team Designa Køkken.
Sportsdirektør Christian Andersen tog en rask beslutning og valgte at lade udbryderne køre, uden at det var Team Designa Køkkens forpligtelse at jagte.
"Med 29 stærke hold til start, så var der som nok alligevel ikke nogen, der forventede, at vi tog ansvar, så vi valgte at køre afventende og dermed gemme lidt på kræfterne", udtalte Christian Andersen efter løbet.
Efter ca. 160 km kørsel blev løbet for alvor åbnet. Hovedfeltet var reduceret med næsten 100 ryttere til nu kun at tælle ca. 70 mand, hvoraf alle 6 Designa-ryttere stadig var med. Udbrydergruppen var imellemtiden reduceret til 7 ryttere og forspringet var stærkt nedsat.
Med under 50 km til mål kører René Jørgensen væk med 3 andre ryttere. Bagfra angribes der også og Martin Mortensen kommer med i en jagtende 12-mandsgruppe, mens
Fredrik Johansson kommer med i en efterfølgende 10-mandsgruppe.
De forreste - og oprindelige udbrydere bliver hentet, og de 3 grupper med René Jørgensen, Martin Mortensen og Fredrik Johansson smelter sammen til en samlet udbrydergruppe. Idet sammensmeltningen sker rykker en fantastisk kørende René Jørgensen og får følgeskab af 4 andre ryttere, heriblandt den vindende Rabobank-rytter.
Gruppen arbejder godt sammen og med 3 km til mål, er der ingen tvivl om at vinderen skal findes i denne gruppe. Imens tempoet i front går i stå, lister Martijn Masskant fra Rabobank afsted og ingen af de 4 andre følger efter. Det betyder, at Maaskant kan køre alene over målstregen, som sikker vinder af det 49. Ronde van Drenthe.
Bagved åbner René Jørgensen meget optimistisk spurten meget langt ude, men med kræfter som en bjørn, så er der ikke nogen af følgesvendene, der formår at køre forbi danskeren, som dermed bliver en meget flot og fortjent nummer 2.
Rene Jørgensen scorer 56 UCI-point med dagens anden plads.
Resultat1 Martijn Maaskant - Rabobank CT
2 René Jørgensen - Team Designa Køkken 0.29
3 Luca Solari - Team LPR s.t.
4 Paul van Schalen - Ubbink-Syntec s.t.
5 Eelke van der Wal - Fondas P3Transfer Team s.t.
6 Diego Caccia - Barloworld 0.31
7 Maurizio Bellin - Team LPR 0.33
8 Matthé Pronk - Unibet.com 1.05
9 Geert Omloop - Jartazi-Promo Fashion s.t.
10 Daniele Callegarin - Team LPR s.t.
..
17. Martin Mortensen -Designa Køkken 1.29
57. Thomas Guldhammer -Designa Køkken 8.19
58. Kasper Jebjerg -Designa Køkken s.t.
59. Michael Reihs -Designa Køkken s.t.