Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Åbningsweekendsanalyse: Intet nyt fra brostensfronten
05. marts 2019 18:36 af Emil AxelgaardFoto_ Sirotti

I den forgangne weekend blev de første af årets store brostensslag udkæmpet i den belgiske åbningsweekend, hvor det blev til to store sejre for det suveræne Deceuninck-Quick Step-mandskab. Nedenfor drager vores ekspert, Emil Axelgaard, konklusioner og forklarer, hvad vi har lært af årets to første klassikere.

Man troede næsten ikke, at det kunne gøres bedre. Selvom Belgien har den suverænt mest righoldige klassikerkalender, lykkedes det klassikerkongerne fra Quick-Step næsten at rydde bordet i drømmeåret 2018, hvor de med mageløse 73 sejre satte barren så højt, at det denne gang være umuligt at overgå dem. I hjemlandet regnes Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne, 3 Dage ved Panne, E3 Harelbeke, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt, Scheldeprijs, Brabantse Pijl, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege som nationens klassikere, og på næsten ufattelig vis var det kun i Omloop, Kuurne, Wevelgem og Brabantse Pijl, at Patrick Lefeveres tropper ikke endte øverst på podet.

 

Det er efterhånden blevet et årligt tilbagevendende mønster, at man i løbet af vinteren lader sig overbevise om, at næste sæson bliver året, hvor det ikke vil lykkes de blåklædte at forsætte succesen i samme omfang som tidligere. Forud for 2018 var det tabene af Marcel Kittel, Dan Martin, Tom Boonn og Matteo Trentin, der ledte til den konklusion, som altså viste sig at være helt forkert, og i år er det det ærgerlige farvel til Niki Terpstra og Fernando Gaviria, der har efterladt et gabende hul i både sprinter- og klassikertruppen.

 

Derfor var forventningerne forud for den belgiske åbningsweekend da også mere moderate end tidligere. Lige netop de allerførste klassikere var altså blandet de få, belgierne ikke erobrede i 2018, og i det hele taget har netop de tidlige løb altid voldt lidt problemer. Således er Omloop eksempelvis det eneste større brostensløb, Boonen aldrig vandt, og indtil i lørdags skulle vi faktisk helt tilbage til 2005 for at finde den seneste Quick-Step-sejr i årets første store klassiker.

 

Nu må vi dog have lært lektien. Ved at blive det første hold i mere end tre årtier til at vinde begge åbningsweekendens løb gjorde Lefeveres drømmehold igen al kritik til skamme og sikrede sig to store triumfer, der nu gør dem til regerende titelholdere i alle de belgiske storløb med undtagelse af Gent-Wevelgem og Brabantse Pijl! Og ligesom sidste år lykkedes det dem med klog kørsel at overvinde halvdårlige odds, for i ingen af løbene stod belgierne som de største forhåndsfavoritter.

 

Alligevel endte de i begge tilfælde øverst på podiet, og igen var det efter kollektive magtdemonstrationer, hvor de over de to dage erobrede ikke færre end 6 af de 20 placeringer i top 10. Men modsat sidste år, hvor det i høj grad var overtallet og det taktiske spil, der i hvert fald ved enkelte lejligheder gjorde forskellen - dog ikke i E3 og Flandern Rundt, hvor Terpstra ganske enkelt var et niveau over alle andre - men derimod sublime præstationer af de to vindere, der måske nok var bakket op af et stærkt kollektiv, men først og fremmest vandt af egen kraft.

 

Selvom Bob Jungels’ sejr i Kuurne var den mest uventede og storslåede, er det Zdenek Stybars triumf i Omloop, der for alvor giver håb for fremtiden. Åbningsklassikeren er nemlig et slags Flandern Rundt, hvor næsten alle forårets helt store favoritter går benhårdt efter sejren, og derfor er det den bedste målestok for, hvad vi skal forvente os i de helt store løb i april. Terpstras exit havde betydet, at der med god grund var en vis frygt for, at Deceuninck ville mangle det absolutte topnavn, der kunne matche de allerbedste på de hårdeste stigninger, men den angst blev effektivt skrinlagt af den dybt imponerende Stybar, der efter en hel serie af ”lige-ved-og-næsten”-resultater endelig fik den store brostenssejr, han nu i et lille årti har kredset om

 

Stybar udnyttede nemlig ikke, at hans hold var i overtal. I stedet viste han, at han sammen med Greg Van Avermaet var løbets stærkeste, da netop de to viste sig bedst i løbets afgørende fase på Muren og Bosberg, hvor tjekken som den eneste kunne følge hjemmebanestjernens knaldhårde forceringer. Som var han udstyret med markedets bedste superlim sad Stybar limet til belgierens baghjul og forhindrede derved belgiernes store håb i at køre alene hjem til en tredje sejr i løbet. Og selvom han til sidst egentlig havde besluttet sig for at satse på spurten, greb den snu Stybar momentet, da han efter Tim Wellens’  første angreb, bemærkede, at Van Avermaet var på sin grænse efter at have lukket hullet, hvorefter han effektivt sejlede væk - præcis som den kløgtige tjekke gjorde det, da han tog sine store etapesejre i Touren og Tirreno-Adriatico.

 

Sejren var med andre ord fuldt fortjent. Stybar var entydigt en af løbets to stærkeste og i finalen tillige den klogeste med blik for at gribe en pludselig chance. Hans styrke er knap så uventet, for Stybar har snart sagt hvert eneste år været blandt de tre stærkeste i Omloop, dog uden at gøre arbejdet færdigt. Det lykkedes ham endelig i år og giver håb om, at han nu kan videreføre det i de største løb også. Hidtil har der nemlig været en lille tendens til, at tjekken efter en bragende sæsonstart er falmet en anelse efter favoritløbet Strade Bianche, især i de senere år, hvor han har været et stykke fra sit bedste niveau, men nu tyder meget på, at det ekstra ansvar, Terpstras og Boonens farvel har givet ham, måske kan være nøglen til mere succes.

 

Alt var dog ikke helt lykkeligt i Deceuninck-lejren. Yves Lampaert gav ganske vist tegn på, at han efter nogle år, hvor han på de sværeste bakker har manglet det sidste, måske er klar til nu også at køre finaler i de store flamske løb. I hvert fald var han brølstærk i begge weekendens løb, og var det ikke for Benoots ærgerlige styrt, der sendte den belgiske mester ud af spillet, kunne holdet formentlig have haft to stærke kort i lørdagens finale. Til gengæld var Philippe Gilbert, der ellers var så stærk i Provence, slet ikke så god som ventet og umuliggjorde, at holdet kunne drage fordel af overtallet som i 2018. På den anden side er Gilberts #StriveForFive-drøm at vinde i Sanremo og Roubaix, og derfor er det måske meget klogt, at han ikke kører for fuldt skrald allerede nu.

 

Jungels gjorde en længe imødeset debut som brostensrytter, og den gik over al forventning. Det er i hvert fald meget svært ikke at lette på hatten over hans knusende magtdemonstration i Kuurnes flade terræn, hvor han ganske enkelt kørte adskillige sprinterhold og selv en råstærk fyr som Oliver Naesen midt over. Efter den tilsvarende bedrift i sidste års Liege var det dog ikke uventet, at Jungels mod slutningen af et knaldhårdt løb har en motor, de færreste kan matche. Til gengæld måtte han i begge løb også sande, at han i forhold til de virkelige specialister mangler det nødvendige punch på stigningerne, og han var således aldrig med helt i front på bakkerne i hverken Omloop eller Kuurne.

 

Som vi så, betyder det dog ikke, at Jungels ikke kan vinde, for netop på Deceuninck behøver man ikke at være stærkeste mand for at vinde. Det var præcis det store fokus på Julian Alaphilippe, der gav ham sejren i Liege for knap et år siden, og det skulle ikke undre, om Jungels også i sine tre øvrige brostensløb, 3 Dage ved Panne, Dwars door Vlaanderen og især Flandern Rundt, kan gøre det samme. Når han først får hullet, er han i hvert fald umulig at hente, og han er måske netop prototypen på en rytter, der kan udnytte holdets kollektive styrke til at sejre, selvom han næppe nogensinde kan køre lige op med Sagan, Van Avermaet, Vanmarcke og co., når de mest eksplosive giver den gas på stigningerne.

 

Sammen med Deceuninck-drengene er det Van Avermaet, der kan se tilbage på weekenden med størst tilfredshed. Efter et år, hvor han tydeligvis var langt fra sit 2017-niveau, var det i hvert fald den bedste udgave af evigt stabile Greg, vi har set siden den store sejr i Roubaix for nu snart to år siden. I 2018 kunne han sjældent gøre andet end at følge med, men i lørdags var det ham, der tog initiativet og forcerede på både Muren og Bosberg til allersidst. Mod slutningen måtte han indse, at det aldrig er en fordel at være hurtigste mand, og derfor blev Stybars hul en anelse for stort til, at han som ansvarlig for al jagt kunne lukke det, men selvom resultatet ikke blev som ønsket, kunne CCC-kaptajnen med tilfredshed konstatere, at formen er præcis, hvor den skal være. Og netop for en mand, der i stabilitet kun matches af Peter Sagan og Alejandro Valverde, er der næppe tvivl om, at han kan holde formen hele vejen til Amstel Gold Race, der i skrivende stund er hans sidste klassiker.

 

Til gengæld er der også bekymring at spore. Præcis som man kunne frygte, blev det svage CCC-hold nemlig rundbarberet, og derfor kom de lynhurtigt på bagkant, da en stor gruppe med blandt andre Stybar hurtigt kørte væk. Det kostede de sidste kræfter for det svage mandskab at bringe kaptajnen tilbage i spillet, og derefter var det op til Van Avermaet selv at færdiggøre arbejdet. Det kunne han næsten i kraft af sin enorme styrke, men det må alligevel give visse panderynker frem mod de større løb, hvor belgiernes bedste kort formentlig vil være meget ensom.

 

Løbets tredjebedste var Alexey Lutsenko, der måske var den mest opløftende rytter. Igennem efterhånden mange år har kasakken nemlig vist sin enorme styrke ved enkelte udvalgte lejligheder, men i klassikerne har han været en kronisk skuffelse. Derfor var der også en vis frygt for, at han som i 2018 ville lade sin superform blive i Oman, hvor han i år med tre etapesejre var decideret skræmmende og flere gange gav den ellers formstærke Van Avermaet deciderede cykellektioner, men det ser ikke ud til at være tilfældet denne gang. Den kasakhiske mester imponerede nemlig stort, først da han trods en skidt position i bunden af Molenberg alligevel på ren råstyrke fandt vej til de forreste, og siden da han i finalen kun var ganske få meter fra at kunne matche Van Avermaet og Stybar på de to afsluttende stigninger.

 

I sidste ende blev det ikke til den fortjente podieplads, da selv Lutsenko tydeligvis var kørt tør for kræfter til sidst, men der er i hvert fald berettiget håb om, at 2019 kan blive året, hvor kasakken endelig viser sig frem også på den store scene. Alligevel kan man have en vis frygt for en gentagelse af mønsteret fra sidste år, hvor han også kørte et flot Omloop, men hurtigt måtte indse, at han havde toppet for tidligt. Formen burde som minimum række til lørdagens Strade Bianche, hvor han ligner en af de tunge favoritter, men om den holder hele vejen til Ardennerne, der i år har erstattet de flamske klassikere som hans sæsonmål, er nok desværre stadig ganske tvivlsomt

 

I det hele taget var det en god weekend for Astana, der bare fortsatte den drømmestart, de har haft på 2019. Trods deres status som outsidere og tabet af Michael Valgren var de nemlig toneangivende begge dag, først med Lutsenko og søndag med Davide Ballerini, der som en af de fem bedste på Kwaremont til fulde levede op til de tårnhøje forventninger, mange har haft til den talentfulde italiener. Dette er det første møde med brostenene for den meget uerfarne tidligere Androni-rytter, der således har meget at lære, men fremtiden synes i hvert fald at være lys. Og så var det også opmuntrende at se Magnus Cort i Kuurne rejse sig efter en sæsonstart, der slet ikke er forløbet som ønsket.

 

Listen over vindere tæller også Lotto Soudal, men desværre var belgierne igen svært uheldige. Tiesj Benoot var igen kommet ned fra højderne, og ligesom sidste år, hvor han vandt et episk Strade Bianche, så Sierra Nevada ud til at have bibragt ham en forrygende form. Desværre betød hans mærkværdige styrt, at han aldrig fik vist, at han efter eget udsagn havde drømmeben, og nu sætter et dybt sår i knæet i stedet spørgsmålstegn ved, om han på lørdag kan forsvare sin titel på de italienske grusveje.

 

Heldigvis havde holdet en plan B. Tim Wellens kører altid som en motorcykel i årets første måneder, og derfor har han i de seneste to år besluttet sig for i Omloop at tage en afstikker til brostenene i åbningswekenden, selvom hans virkelige mål er Tirreno-Adriatico og Ardennerne. Ligesom i tidligere forsøg i BinckBank Tour stod det også klart, at Wellens i forhold til de tungere specialister manglede en anelse power på de sidste stigninger, men han klemte ballerne sammen, og selvom han til slut var helt tømt, kunne han med en 3. plads vise, at han også kan begå sig i Flandern, hvis han fremover skulle få lyst til at også at forsøge sig i de største brostensløb.

 

Wellens var ikke den eneste ardennerstjerne, der imponerede. Efter et svagt forår i 2018 har Dylan Teuns siden sidste års Vuelta gjort ufattelige fremskridt, og højst overraskende viste den spinkle belgier sig at kunne køre finale mod de langt tungere folk, der har et naturligt fortrin på de toppede brosten. Alene i kraft af sin spinkle statur bliver Teuns næppe nogensinde en decideret specialist i de flamske løb, men lørdagens præstation bekræfter blot forventningen om, at sidste års nr. 3 i Il Lombardia bliver en seriøs faktor i årets ardennerklassikere, hvor særligt Mur de Huy og Fleche Wallonne er en sand lækkerbisken for en af tidens mest lovende i de kuperede løb. Dermed kompenserede han også for, at Bahrains førstemand, Sonny Colbrelli, trods en lovende start måtte indse, at han fortsat har nogen vej at gå, inden han kan sidde med i front i de allerhårdeste brostensløb.

 

Weekenden havde naturligvis også sine tabere. Det gælder især Sep Vanmarcke, der efter sejren på en knaldhård etape i Haut-Var lignede en mand i storform forud for løbet. Da det endda er svært at huske, hvornår den brølstærke belgier ikke har været bedste mand i netop Omloop, var forventningerne denne gang skruet ekstra i vejret, fordi han helt usædvanligt havde et resultat med sig i baglommen fra årets første løb.

 

Derfor kom det bag på mange, først og fremmest Vanmarcke selv, at han slet ikke kunne holde hjul på de bedste på Molenberg og derfra blot faldt længere og længere tilbage. Selv har han ingen forklaring på nedturen, men i lyset af den sygdom, der også har ramt EF-mandskabet, er det nærliggende at tro, at der er en naturlig forklaring. Selv er han da også fortsat fortrøstningsfuld i forhold til en form, der ikke kan være gået op i røg på en uge, ikke mindst fordi hans løjtnant Sebastian Langeveld i Kuurne, hvor Jungels beskrev ham som næststærkeste mand, har vist, at han efter et skidt 2018 igen ligner den mand, der for to år siden stod på podiets nederste trin i Roubaix.

 

En anden taber var Mitchelton-Scott. Efter sin drømmestart på sæsonen var Matteo Trentin kommet til Belgien med enorme forventninger, men en hel serie af uheld ødelagde weekenden. Først betød et styrt og en efterfølgende jagt, at han manglede overskuddet i finalen på et Omloop, hvor han allerede var i vanskeligheder inden Benoots styrt, og siden sov han i Kuurne i timen, da han havde alle chancer for at køre med Jungels og co. og siden måtte se alle sine chancer for et podieresulfat i en mulig spurt blive ødelagt af et styrt. Dermed lykkedes det ikke for Trentin at vise, at han med sin nuværende form er klar til endelig at køre de helt store finaler i de flamske løb, men forhåbentlig har han nu fået årets uheld ryddet af vejen, og han kan tillige glæde sig over, at Luke Durbridge efter sin overraskende sejr ved de australske enkeltstartsmesterskaber ser ud til at kunne bygge videre på de flotte klassikertakter fra 2017.

 

Endnu værre gik det for det ellers så alsidige Trek-mandskab. Jasper Stuyven var allerede sat tilbage af sit styrt i Algarve, og da han også blev syg, var det måske forudsigeligt, at han slet ikke var konkurrencedygtig. Alligevel kunne sportsdirektør Steven De Jongh ikke skjule, at alle alarmklokker ringer højt, efter at hverlen Edward Theuns eller Mads Pedersen var blot i nærheden af at køre finaler. Heldigvis er der nu en måneds tid frem mod de næste brostensløb, hvor holdet forstærkes betydeligt med John Degenkolb, men Trek kan ikke skjule, at de måske er de allermest bekymrede efter åbningsweekenden.

 

En anden taber var Michael Matthews og Sunweb, men det skyldtes alene uheld. Allerede inden Omloop mistede de deres måske bedste kort, den ekstremt formstærke Søren Kragh, der ligesom Arnaud Demare måtte droppe løbet som følge af den Algarve-virus, der rider feltet som en mare, og det blev kun værre, da det uerfarne Sunweb-hold ikke kunne holde Michael Matthews fremme i positionskampen forud for stigningerne. Da han samtidig røg i grøften inden Molenberg, endte hele løbet som en lang jagt - i øvrigt med god hjælp fra en brølstærk Casper Pedersen - og at han endte som nr. 12 tyder faktisk på, at det er en ganske formstærk Matthews, der som altid er i fremragende form allerede i årets allerførste løb. Brostensløbene er fortsat relativt ukendt terræn, men sammen med Kragh vil han blive en stærk duo også i de største løb om et par uger.

 

Jumbo-Visma ærgrer sig særligt over, at det trods en heroisk indsats ikke lykkedes at sikre endnu en sejr i Kuurne til Dylan Groenewegen, der ellers til sidst viste den fuldstændig overlegne topfart, han har haft igennem nu mere end et år. Desværre tabte de løbet, da en ellers brølstærk Danny Van Poppel sov i timn og lod Jungels-gruppen køre, selvom han lignede en mand, der havde haft benene til at køre med. Havde han ageret blylod for de fem forreste, var der formentlig skabt samling - eller Van Poppel havde med lethed kunnet slå Jungels i spurten - men heldigvis kan hollænderen trøste sig med, at han i denne weekend har vist, hvorfor han i år dropper massespurterne for at satse på klassikerne. Det var nemlig ham, der i lørdags sprængte feltet på Molenberg, og selvom han ikke helt uventet løb tør for kræfter til sidst, er han i hvert fald langt stærkere end tidligere. Holdets kaptajn, Wout Van Aert, var også fint tilfreds med sæsondebuten efter en lang crosssæson, og selvom han ikke kunne matche de bedste i Omloops finale, er han overbevist om, at han er på rette vej frem mod de store løb.

 

Oliver Naesen havde et uheldsramt 2018 og var fast besluttet på at tage sin revanche allerede fra første færd i år. Belgieren var da også solid i begge weekendens løb, men han må alligevel sande, at han ikke har ramt niveauet fra 2017 endnu. I hvert fald var han tydeligvis overmatchet af Jungels i Kuurne, ligesom han led i finalen af Omloop allerede inden Benoots styrt. Heldigvis er der endnu rum til at finde de sidste procent, og han kan trøste sig med, at Silvan Dillier ligner en mand, der vil kunne assistere ham langt inde i de sværeste finaler.

 

Helt galt gik det for Dimension Data, der med tilgangen af Michael Valgren havde håbet at rejse sig efter katastrofeåret 2018. Med to tidlige sejre er de også kommet pænt fra start, men desværre ser serien af uheld ud til at fortsætte. Algarve-virussen satte nemlig Valgren, Edvald Boasson Hagen og Julien Vermote ud af spillet, og da Giacomo Nizzolo i Kuurne måtte sande, at formen efter vinterens knæoperation endnu er et stykke fra toppen, endte det hele med en regulær katastrofe, hvor end ikke én eneste af holdets ryttere nåede målet i går. Man kan nu håbe, at der er tid til at komme sig inden de næste klassikere, men i første omgang ser det ikke ud til, at det uheld, der gennem hele 2018 hvilede tungt over holdet, er forduftet.

 

Andre hold klarede sig trods kaptajnernes fravær hæderligt. Det gælder Sky, der uden førstemanden Gianni Moscon og sygdomsramte Luke Rowe, kunne se Ian Stannard køre bedre end i mange år og Owain Doull med snu kørsel sikre sig en overraskende 2. plads i Kuurne og kun kan ærgre sig over, at uheld satte Dylan Van Baarle tilbage i Omloop. I Demares fravær viste Stefan Küng, at han bliver værd at holde øje med i Paris-Roubaix, der på papiret passer ham perfekt, og stortalentet Jasper Philipsen gjorde det i søndagens løb flot i sin sjældne kaptajnrolle på et UAE-hold, der var uden kaptajnerne Fernando Gaviria og Alexander Kristoff. På Bora kørte Daniel Oss og Jempy Drucker begge en fremragende weekend, der kun kan betrygge Sagan i, at han vil have endnu bedre støtte end tidligere, når han melder sin ankomst igen, og muskelbundtet Niki Terpstra, der sidste år var brostenenes klart stærkeste mand, kom fint fra start på Direct Energie i det, der var hans bedste åbningsweekend i mange år. Og endelig var det opløftende at se André Greipel med blændende kørsel på Kwaremont søndag vise, at han er klar til at tage kampen op, selvom også han nu kører i mere ydmyge omgivelser på Arkea-Samsic.

 

Alle disse betragtninger kan imidlertid vise sig at være anekdotiske, når det for alvor gælder. Morgendagens Le Samyn tilbyder ganske vist en lille chance for at udnytte brostensbenene en sidste gang for nu, men herefter venter en længere pause. Paris-Nice, Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo tilbyder en chance for de skuffede til at finde de ben, de manglede i de to første opgør, og derfor er der heldigvis tid til at rette op på det forsømte, inden 3 Dage ved Panne om godt tre uger udgør det næste flamske slag. Til de største løb ankommer også folk som Sagan, Moscon, Kristoff, Gaviria, Degenkolb og Mathieu van der Poel, og dermed tegner der sig måske et helt andet billede til den tid.

 

Kun én ting synes ikke at ville ændre sig: Deceuninck-Quick Step skal nok ende øverst på podiet i de største belgiske løb. Sådan plejer det i hvert fald at gå…

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Omloop Het Nieuwsblad
Nyheder Profil Resultater
Kuurne-Bruxelles-Kuurne
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

Circuito de Getxo "Memori...(1.1) 31/07

Volta a Portugal Santander(2.1) 31/07-11/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

Vind en Garmin Edge 830 cykelcomputer - værdi af 3.199 kroner.