Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
I denne weekend blev klassikersæsonen skudt i gang med et brag, da Jasper Stuyven fortsatte Treks drømmestart ved at sejre i Omloop Het Nieuwsblad, og Kasper Asgreen leverede en næsten overmenneskelig præstation i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Vores ekspert, Emil Axelgaard, samler op på de to løb, drager konklusioner og kårer vindere og tabere.
Annonce
For cykelfans kan vinteren føles som en lang ørkenvandring. Det samme kan være tilfældet for rytterne, for hvem det kan være dybt frustrerende at blive tvunget til at bryde et stærkt momentum. Eksempelvis var Thiabut Pinot for to år siden nærmest grædefærdig over at skulle ende sin sæson, netop som det, han betegnede som sit livs form, havde givet ham sejr i Il Lombardia. Og sidste år var det Bauke Mollema, der må have ærgret sig godt og grundigt over afslutningen på en sæson, han endte med at vinde sine sidste to løb, herunder monumentet i Lombardiet.
For andre kan den til gengæld føles som en sand befrielse. For ryttere, der har haft et sandt møgår, er der ikke noget bedre end at kunne trykke på reset-knappen og starte helt forfra. Selvom det ikke længere gælder for verdensranglisten, der nu har et rullende format, er det gode for de slagne fyre nemlig, at alle tællere står på 0, når cykelsæsonen atter indledes. Og selvom en sejr i et af vinterens optaktsløb altid er godt for selvtilliden, er det altid åbningsweekenden og de første europæiske etapeløb, der for hhv. klassikerspecialisterne og klassementsrytterne for første gang afslører, hvem der har fået vendt skuden, og hvem der fortsætter med kurs direkte længere ned mod afgrunden.
Derfor er nerverne også altid ekstra oppe at køre, når rytterne samles i Gent til årets første klassiker, Omloop Het Nieuwsblad. Nok har de spanske, portugisiske, australske, franske, argentinske og arabiske landeveje givet en fornemmelse af, hvor formen er, men det er først, når knoglerne for første gang er blevet rystet igennem på de belgiske brosten, at man for alvor ved, hvor man står. Weekenden giver to skud i bøssen til at tanke vigtig selvtillid, og for dem, der fejler, kan de næste tre uger frem til genoptagelsen af klassikersæsonen være en ubehagelig, nervøs og urolig tid.
Nu kan der gøres en første status, og for tre aktører, der alle har haft lidt ondt i maven i løbet af vinteren, må weekendens resultater føles som en lettelse på niveau med den, UAE Tour-feltet følte, da de i går fik at vide, at der ikke ventede 14 dages sæsonødelæggende karantæne på et arabisk luksushotel. Alle har de sikkert sovet ekstra uroligt i november, december og januar, men når de søndag aften går til køjs, vil de formentlig sove langt bedre, end de længe har gjort.
Den første er naturligvis Jasper Stuyven. Selvom Kuurne-Bruxelles-Kuurne har prestige, er der ingen tvivl om, hvilket af weekendens løb der for alvor tæller i karakterbogen. Omloop Het Nieuwsblad er weekendens virkelige test, og i et år, hvor den våde og blæsende nordeuropæiske vinter skabte brutale betingelser, var lørdagens første styrkeprøve mere end vanligt en test af, hvem der har kurs mod et stort forår.
Noget tyder på, at det kunne være Stuyven og resten af Trek-mandskabet. Sidste år var en af forårets fortællinger ellers, hvordan det på papiret så stærke klassikerhold med Stuyven, John Degenkolb, Mads Pedersen og Edward Theuns kun akkurat med Degenkolbs 2. plads i Gent-Wevelgem fik bare et lille udbytte ud af et forår, hvor de ambitiøse amerikanere var nærmest usynlige. Bedre blev det ikke af, at etapeløbsstjernen Richie Porte havde sit ringeste forår i mands minde, og det engang så storsatsende hold, der med erhvervelsen af Bauke Mollema, Alberto Contador og Degenkolb for Segafredos mange kaffemillioner gik efter titlen som verdens bedste cykelhold, lignede længe et fallitbo, der kun kunne trøste sig med, at det så værre ud hos Dimension Data og Katusha.
Men så skete der et eller andet. Efter en trist Tour, som kun Giulio Ciccones gule trøje reddede, vandt Stuyven pludselig Deutschland Tour. Og derefter gik det slag i slag med sejre til Theuns og Pedersen i mindre endagsløb, inden det hele kulminerede med danskerens gigantiske VM-sensation. Og da først snebolden rullede, kunne den ikke stoppes i en oktober måned, hvor Mollema vandt både Il Lombardia og Japan Cup.
Trods global opvarmning og en brandvarm vinter ruller den stadig, snebolden. På en god måneds tid har Porte vundet Tour Down Under, Matteo Moschetti givet Pascal Ackermann to gange mallorcanske prygl, Giulio Ciccone vundet Trofeo Laigueglia, og nu har Stuyven også vundet Omloop Het Nieuwsblad. Hvis man tillader sig at regne VM som et WorldTour-løb - og det er vel trods alt ikke helt urimeligt - har amerikanerne faktisk vundet af de sidste syv løb på højeste niveau fordelt på sejre til fire af holdets kaptajner i form af Pedersen, Mollema, Porte og Stuyven.
Naturligvis var der lidt held og tilfældighed involveret, da et umiddelbart ikke specielt opsigtsvækkende angreb fra Søren Kragh med ca. 70 km igen førte til dannelsen af en gruppe, hvis holdsammensætning med det samme gjorde det klart, at de formentlig ville holde hele vejen, og at Stuyven havnede i et selskab, hvor han i finalen hele tiden lignede stærkeste mand - ikke mindst, da han forcerede på Muren og siden gav Yves Lampaert en rekyl på et angreb med 2 km igen, som ifølge Deceuninck-rytteren selv nær havde sendt ham til tælling. Heldet kommer imidlertid også til dem, der opsøger det, og fra starten af dagen var det åbenlyst, at Trek er som forvandlet siden 2019.
Således var det amerikanerne, der sammen med Ineos splittede feltet i sidevinden allerede med mere end 100 km igen, og selvom den aktion ikke førte til noget, viste den en årvågenhed, som prægede holdet gennem hele dagen. Derfor var de også repræsenteret i det meste, der rørte sig, og til slut viste Stuyven, at 2019 bare var en parentes i en karriere, der allerede i 2018 gjorde ham til brostenssæsonens allermest stabile top 10-rytter. Forskellen fra dengang er bare, at han nu også kan omsætte de mange pæne placeringer til sejre.
Naturligvis er der også grund til panderynker. Det var slemt bekymrende, at Theuns stadig ikke er på det niveau, der gav ham en top 10 i Roubaix inden fiaskoopholdet hos Sunweb. Og desværre må vi nok engang sande, at Pedersen ikke just havde klassikerdiamanter i benene fra sæsonstart. På den anden side var sidstnævnte at forvente for den danske verdensmester, der som regel skal bruge et hav af løbsdage på at finde nogen form, og med en god marts måned i benene burde der være chancer for, at holdet ikke kun er afhængige af den genfødte Stuyven, når brostenscirkusset starter igen i anden halvdel af marts.
Den anden af de tre comeback kids er naturligvis Søren Kragh. Også her er der endda tale om en genrejsning af et helt hold. Sunweb kom nemlig katastrofalt igennem et 2019, der mest af alt handlede om en kedelig skilsmisse med holdets store stjerne, Tom Dumoulin, og modsat Trek fandt de aldrig momentum undervejs. Det har de imidlertid gjort fra starten af denne sæson, hvor de med en ung trup ydmygede Mitchelton-Scott på hjemmebanen i Herald Sun Tour med Jai Hindley og Alberto Dainese, hvor den nye sprintersatsning med Cees Bol kom flyvende fra start i Algarve, og hvor Wilco Kelderman, Robert Power, Nicolas Roche og Michael Storer alle har lagt solidt fra land.
Særligt for dem er det dog i klassikerne, at holdets virkelig værd skal afsløres. I erkendelse af en relativt svag etapeløbstrup har holdet nemlig gjort endagsløbene med Kragh, Tiesj Bennoot og Michael Matthews til den væsentligste satsning, og set i det lys kunne holdet ikke have ønsket sig en bedre begyndelse. Matthews holder sig stadig på sidelinjen og træner sig som altid i form, men både Kragh og Benoot imponerede stort i årets allerførste cykelløb i går. Og dagen efter imponerede Bol nok engang i Kuurnes sidevind, hvor han viste, at han er langt mere end bare en sprinter.
For Benoot var bekræftelsen ikke livsvigtig. Selvom resultaterne manglede, var hans kørsel i 2019 nemlig slet ikke ringe, og for ham handlede det mest om at komme gang i gang for Sunweb, hvilket han i den grad gjorde, særligt da han og Wout van Aert kørte væk fra favoritterne i finalen. For Kragh derimod må 3. pladsen have føltes som en sten fra hjertet. Danskerens potentiale har altid været enormt, som hans sejr i Paris-Tours, fornemme klatring i Algarve, puncheursejr i Oman og fremragende enkeltstarter viser, men en hel serie af helbredsproblemer har sat ham tilbage hver eneste gang, man kunne ane en form for momentum.
Til gengæld har Kragh også altid været en ørn til at træne sig i form, som hans resultater i Oman og Algarve har vist, og derfor kom det ikke som noget stort chok, at han kørte med om sejren i lørdags. Snarere var det afgørende at få en bekræftelse på, at potentialet stadig er intakt, nu hvor helbredet foreløbig holder. Nu må man håbe, at der ikke snart indløber endnu en Sunweb-pressemeddelelse med meldinger om sygdom eller rygproblemer. Undgår Kragh den slags problemer, ligner Sunweb nemlig slet ikke sidste års fallitbo, men derimod en magtfaktor i klassikerne, når Benoot og Kragh snart får selskab af Matthews.
Selv ved fuld styrke, skal de imidlertid nok stå tidligt ud, hvis de vil vinde et af de store brostensløb. Weekendens virkelige vinder var nemlig måske en helt anden. Ganske vist endte han blot som nr. 11 i Omloop, men den rytter, der måske sover allerbedst, må være Wout van Aert. Det kan godt være, at han blev udmanøvreret af det taktiske spil i den tilfældige fase, hvor Jumbo i stedet fik anbragt Mike Teunissen i front, men det var umuligt ikke at sidde tilbage med den fornemmelse, at crossstjernen var et niveau eller to over alle andre, først da han sammen med Sep Vanmarcke kørte væk på Molenberg og siden sammen med Benoot kørte væk fra de øvrige favoritter.
I sig selv burde det ikke være overraskende. Ser man bort fra en dårlig dag i Flandern Rundt, var Van Aert næst efter Mathieu van der Poel stærkeste mand på sidste års brosten, og særligt i Paris-Roubaix lignede han et mindre overmenneske, indtil en uendelig serie af uheld alligevel slukkede for hans ellers veliltede lys. Når han alligevel ikke kunne skjule sin lettelse, skyldes det naturligvis, at Omloop var hans første landevejsløb siden det grimme styrt på Tourens enkeltstart, og selvom han sluttede sin korte crosssæson meget lovende, var der stadig usikkerhed om, hvorvidt han ville kunne finde formen til også at køre et løb over 5-6 timer.
Den tvivl er effektivt begravet nu. Mere imponerende er det endda, at Van Aert slet ikke skulle have kørt løbet, som kommer meget tæt på crosssæsonen, men da den coronavirus, der truer med at lægge en stor del af forårssæsonen i ruiner, bragte hans omfangsrige italienske løbskalender i fare, måtte han gøre noget for at sikre sig i hvert fald én løbsdag inden den vigtigste klassikerperiode. Og det viste sig at være en god beslutning, for selvom alt ikke gik som smurt i olie for et Jumbo-hold, der kunne se Teunissen stadig være lidt vinterrusten i finalen, og Amund Grøndahl Jansen udgå efter et styrt, bestod han testen til UG med kryds og slange. Nu fik han ikke mulighed for at tage kampen op med sin sygdomsramte ærkerival Mathieu van der Poel, men som sagerne står lige nu, kunne vi meget vel blive vidner til en genopførelse af deres mange crossdueller, når klassikersæsonen når sit klimaks om en måneds tid.
Hvis de to måske stærkeste ryttere skal vinde, skal det dog primært ske via deres egen styrke. Spørgsmålet er, om det er nok, når de står over for det magtfulde Deceuninck-mandskab, der igen endte som weekendens mest dominerende med lørdagens 2., 5. og 10. plads og søndagens 1. og 4. plads. Godt nok lavede de ikke the double igen i år, men ingen kan efter de to første løb være i tvivl om, hvem der har det stærkeste klassikerhold. Lørdag var det således deres stærke overtal, der effektivt eliminerede truslen fra Vanmarcke og Van Aert, og søndag var det dem, der hentede den stærke gruppe i sidevinden, inden de selv kunne vælge, om Kasper Asgreen skulle køre hjem, eller om Fabio Jakobsen skulle vinde en spurt.
Netop Asgreen ligner manden, der måske kan true de to crossfænomener. Allerede sidste år viste den unge dansker, at hans motor er af en anden verden, da han efter en hel dag som arbejdshest blev nr. 2 i Flandern Rundt, og herefter fortsatte han med at imponere i snart sagt ethvert terræn. Derfor har han også allerede før sæsonen lignet en af de store favoritter til de to brostensmonumenter, og det indtryk blev kun bekræftet af søndagens vanvidsridt, der var en gal danskers værk.
Først virkede det ellers som halsløs gerning at gå på togt med både Roy Jans og Boris Vallee, der begge er kendt som sprintere, og som efter en hel dag i udbrud havde et fint alibi til at lade Asgreen stå for hovedparten af arbejdet. Den udfordring klarede han imidlertid i stiv arm, da han ikke blot kørte de forenede klassikerstjerne fra Ineos, Sunweb og Lotto midt over - vi taler her om motorer som Ian Stannard, Luke Rowe, Kragh og Benoot - og samtidig havde overskud til med to effektive forceringer at komme af med først Jans og siden Vallee, der ellers med stor sandsynlighed havde basket ham i spurten.
Det soloridt gav mindelser om det, vi i samme løb så fra Bob Jungels i 2019 og fra Stuyven i 2016, men der var alligevel noget ekstra smukt over Asgreens præstation, der kom efter et lettere løb, hvor han jagtedes af stærkere hold. Og det lover godt frem mod en klassikersæson, hvor Yves Lampaert også bliver en nøglefaktor. Hidtil har belgieren nemlig været for tung til at være med helt i front i de flamske klassikere, men efter at han fløj op ad stigningerne i Algarve i februar, kunne noget tyde på, at han i hvert fald i overført betydning har tabt de 20 kg, der skulle til for at gøre ham kandidat til ikke blot sejren i Roubaix.
Til gengæld virkede Zdenek Stybar sjældent formsvag i februar, ligesom Bob Jungels efter en meget tam indsats ingenlunde synes at være kommet ud af det hul, han gravede sig ned i under sidste års Giro, og derfor er det trods alt kun to af de fire kaptajner, der kom styrket ud af weekenden. Men når man har hjælpere som Florian Senechal og den dybt beundringsværdige Omloop-helt Tim Declercq, har holdet stadig et kollektiv, ingen andre kan matche.
Listen over vindere tæller også Lotto, hvis to brostenskaptajner kom stærkt i gang. En sygdomssvækket Philippe Gilbert overraskede nemlig sig selv voldsomt, da han trods uheld kæmpede sig tilbage sammen med motoren Asgreen, der ligeledes havde været uheldig, og stadig havde overskud til at sikre sig en top 10, han grundet helbredet slet ikke havde ventet. Og dagen efter så John Degenkolb bedre ud end længe, da han var en af hovedaktørerne i Kuurnes sidevind. På den baggrund lever man nok med, at Tim Wellens er kommet skidt i gang, for regnvejrsspecialisten har netop bevidst valgt at udsætte sæsonstarten, så han forhåbentlig flyver i april og ikke i februar, som han plejer.
Andre kan også være tilfredse. Hos Ag2r virkede Oliver Naesen stærk på Muren, hvor han splittede favoritgruppen, men desværre sov franskmændene i timen, da den rette gruppe kørte væk. Samtidig kan holdet glæde sig over, at både Clement Venturini og Silvan Dillier er kommet flyvende i gang, og således kan Naesen se frem til mere støtte end vanligt.
På samme måde må der være glæde hos Bora, der havde en stærkt overbevisende Jempy Drucker i et Omloop, hvor han ellers jagtede i lang tid som følge af en punktering og dermed fik mindet os om, at han er her endnu, selvom han fik ødelagt sidste forår af en skade, ligesom også Lukas Pöstlberger synes klar til næste skridt. Hos FDJ bekræftede Stefan Küng efter sit flotte VM, at han står foran et klassikergennembrud. Hos UAE rejste Alexander Kristoff med stærk kørsel i Kuurnes sidevind og en fornem powerspurt i modvinden til sidst sig efter et uheldigt Omloop, hvormed han bekræftede et 2019, hvor han endelig genfandt sit klassikerniveau. Og minsandten om ikke den ellers hensygnende Jurgen Roelandts viste i hvert fald lidt livstegn på et Movistar-hold, der ellers går en svær fremtid i møde.
Andre kan være knap så tilfredse. Den med spænding imødesete CCC-duo med Matteo Trentin og Greg van Avermaet fik i hvert fald ikke det ventede udbytte efter en sæsonstart, hvor Van Avermaet har virket skræmmende. Belgieren blev fanget i lørdagens taktiske spil, men imponerede bestemt heller ikke selv, da han hverken kom med Van Aert/Vanmarcke eller Van Aert/Benoot de to gange, de slagne favoritter lukkede op. Og Trentin efterlod både lørdag og søndag det indtryk, man også kunne få i opvarmningsløbene på Den Iberiske Halvø, nemlig at han ikke er så stærk som i et 2019, hvor han fra dag 1 kørte som en motorcykel hver eneste gang, han blev udstyret med et rygnummer. Samtidig irriterede det åbenlyst Van Avermaet voldsomt at være låst i et taktisk spil, og man kan frygte, at irritationen over, at Trentin i sidste ende alligevel fejlede, vil gøre det sværere at samarbejde for den belgiske stjerne, der i forvejen er kendt for mest at have tanke på egne resultater.
Der er dog også hold, der havde det langt værre. Det gælder naturligvis særligt Ineos, der uden en sygdomsramt Dylan van Baarle kunne se holdets ellers på papiret så stærke hold falde helt igennem i Omloop. Særligt gjorde det ondt at se, at Gianni Moscon tilsyneladende stadig er en skygge af den rytter, der var på en anden planet i efteråret 2018. For at gøre ondt værre skabte det italienske problembarn endda yderligere problematiske overskrifter med sin uheldige opførsel i Kuurne - en opførsel, der efterhånden har grebet så meget om sig, at Ineos kan få svært ved at forsvare deres holden-hånden over ham, stortalent eller ej.
Også for Bahrain var weekenden en trist affære. Nok var Heinrich Haussler en genfødt mand, men Sonny Colbrelli fortsætter desværre de kedelige brostenstakter, hvor han har haft svært ved at følge op på den lovende top 10 i det første Flandern Rundt. Samtidig var ellers formstærke Dylan Teuns ikke overbevisende i et Omloop, hvor det nok engang blev tydeligt, at det virker som et risikabelt projekt af kompromittere Ardennerne med en brostenssatsning, han ikke har fysikken til.
Heller ikke EF kan være tilfredse. Vanmarcke lignede ellers sit brølstærke jeg, da han og Van Aert bragede væk fra de øvrige favoritter på Molenberg, men mod slutningen gik lyset til gengæld ud for den normalt ellers ret solide belgiske motor. Til gengæld kørte Jens Keukeleire ganske overbevisende, særligt søndag, og med tanke på, at de har Flandern-kongen Alberto Bettiol i storform og i baghånden, bør EF blive en markant faktor senere, også selvom de nok desværre må klare sig uden uheldige Sebastian Langeveld. Endnu værre var det for Israel Start-Up Nation, der faldt helt igennem, men i lyset af hans historik vil det værre dumt at afskrive Nils Politt, der formentlig vil være der, når det gælder, og som skal være i storform for at præstere på de flamske hellingen, der passer ham langt dårligere end powershowet i Paris-Roubaix. Og så fik Mitchelton-Scott bekræftet, at de efter Trentins exit bliver en parentes i årets brostenssæson.
Det havde NTT håbet på ikke at blive, men hvis nogen havde drømt om en Riis-effekt, er den foreløbig udeblevet. Nok har sydafrikanerne flere sejre, men de fleste er opnået i svagt besatte løb, og sidste år lagde de også flyvende fra land for siden at fejle. Foreløbig ligner det en gentagelse efter en klassikerstart, hvor Michael Valgren heldigvis var bedre end sidste år, men stadig er langt fra 2019-niveauet, og hvor der blev slået endnu en søm i Edvald Boasson Hagens efterhånden ret tillukkede ligkiste.
Allertydeligst blev det vel søndag. Holdets lyspunkt, Giacomo Nizzolo, nærmer sig efterhånden sit gamle niveau og virkede uhyre overbevisende i sidevinden. Som en af de hurtigste i feltet burde han også have haft gode chance for at vinde løbet, men desværre måtte man spejde langt efter NTT-trøjerne, da Sunweb, Lotto og Ineos forsøgte at køre Asgreen ind. Nizzolo havde nemlig kun Valgren ved sin side, og af en eller anden grund blev danskeren aldrig sendt i aktion. Her kunne man nok have savnet Boasson Hagen eller Reinardt van Rensburg - især nu hvor Nizzolo endda fik skovlen under både Kristoff, der ligeledes var svigtet af et svagt hold, og Jakobsen (hvis spurt dog blev kompromitteret af, at Deceuninck med Asgreen foran ikke kunne køre tog).
Som dansker skal man dog være meget begejstret for at lede efter hår i suppen, hvis NTT, Mads Pedersen eller Valgren skal ødelægge indtrykket af en forrygende dansk cykelweekend, der lover et stort dansk klassikerforår. Når røgen har lagt sig, er der nemlig et dannebrog ud for fire af de navne, der for alvor efterlod et positivt indtryk i en begivenhedsrig åbningsweekend. Kragh sluttede sig til Van Aert og Stuyven i en meget stærkt og lovende trio af comeback kids. Og Asgreen viste os, at han er præcis lige så brølstærk, talentfuld og gal, som han uafbrudt viste i et 2019, der allerede gav den første fornemmelse af, at man skal kigge langt for at finde grænser for potentialet.
Annonce
Annonce
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Volta Limburg Classic(1.1) 30/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Volta Limburg Classic(1.1) 30/03
Ronde van Vlaanderen(1.WWT) 31/03
Ronde van Vlaanderen(1.UWT) 31/03
Itzulia Basque Country(2.UWT) 01/04-06/04
Tour of Thailand(2.1) 01/04-06/04
Région Pays de la Loire ...(2.1) 02/04-05/04
Paris-Roubaix Femmes(1.WWT) 06/04
Paris-Roubaix(1.UWT) 07/04
Giro della Città Metropo...(1.1) 07/04
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce
Lampaert: Kaspers præstation var ingen overraskelse
Optakt: Le Samyn
Debusschere raser mod Moscon efter cykelkast
Benhård Asgreen: Det sortnede for øjnene - som det skulle
Nizzolo efter andenplads: Der var bare en stærkere mand