Analyse: 21 spændende unge ryttere – del 5

Der er to kriterier for at komme på listen. Det første er, at man rytterne højst har været i det professionelle i ét år. Det udelukker naturligvis allerede har været på WorldTouren i to år, men også folk som Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Mikkel Bjerg, Andreas Kron og Brandon McNulty, der alle har kørt på ProTeams, inden de i år kørte deres første sæson på højeste niveau.

Det andet kriterium er, at han ikke i den første sæson på professionelt niveau må have taget en sejr i et løb på 1.1- eller 2.1-løb eller løb på højere niveau. Det udelukker folk som Andrea Bagioli, Jannik Steimle, Ethan Hayter og Attila Valter, der allerede i 2020 tog en stor skalp - også selvom ingen af dem vandt på WorldTouren. En undtagelse er gjort ved Alberto Dainese, hvis sejr i Herald Sun Tour var i et felt med meget begrænset WorldTour-modstand.

Selvom listen tæller hele 21 ryttere, er talentmassen i vidunderbørnenes tidsalder så blomstrende, at man sagtens kunne finde plads til flere navne. Ryttere som Mark Donovan, Matteo Jorgenson, Georg Zimmermann, Matthew Walls, Mathias Vacek, Kevin Colleoni, Juan Romo, Jake Stewart, Einer Rubio, Sebastian Berwick, Antonio Tiberi, og Andrea Piccolo kunne sagtens have fortjent en plads på en sådan liste også, og man skal bestemt ikke blive overrasket, hvis det er dem, der slår igennem i det kommende. Hermed i hvert fald en opfordring til også at holde øje med, hvad de præsterer, når sæsonen - forhåbentlig - snart skydes i gang.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

De 21 ryttere præsenteres i syv artikler med tre i hver og omtales i helt vilkårlig rækkefølge.

Tobias Foss (Jumbo-Visma)

Nairo Quintana, Esteban Chaves, Warren Barguil, Ruben Fernandez, Miguel Angel Lopez, Marc Soler, David Gaudu, Egan Bernal og Tadej Pogacar. Det er en liste af navne, der oser så meget af klasse, at man bliver næsten helt stakåndet af at tænke på, hvad de tilsammen har leveret. Tilsammen udgør de tillige listen over vindere af Tour de l’Avenir i årene mellem 2010 og 2018, hvor de hver især tog en sejr, der skulle indvarsle en karriere, der for de fleste vedkommende har kurs mod at blive eller allerede er storslået.

Derfor ligger der også lidt af et pres på Tobias Foss. Hvis nordmanden ikke får en stor karriere, vil han nemlig høre til mindretallet af Tour de l’Avenir-vindere fra 10erne, der ikke siden er blevet et større navn på den professionelle scene også. Den alsidige nordmand vandt nemlig løbet, da det senest blev kørt i 2019, og med tanke på den historik, der er forbundet med den slags sejre, er det ikke overraskende, at han var en af de mest imødesete ryttere i et 2020, hvor han gjorde WorldTour-debut på Jumbo-Visma, der endda er kendt for at få det bedste ud af stort set alle de ryttere, de har fat i.

Desværre blev 2020 lidt af en fuser for Foss, men det var han egentlig temmelig uskyldig i. Bevares, hans 19. plads i Tour de Pologne eller 5. plads i et ikke specielt stærkt besat Ungarn Rundt var måske ikke noget, der fik mange til at falde ned af stolen, men den ikke alt for overbevisende form havde sin forklaring i det forhold, at hele hans sæson var lagt an på en Giro-debut, hvor han skulle være nøglehjælper for Steven Kruijswijk i forsøget på at vinde løbet. Og at han ikke viste noget inden nedlukningen, skyldtes slet og ret, at han brækkede kravebenet på sin blot anden løbsdag som professionel.

Foto: Sirotti

Det er derfor i Giroen, at hans virkelige potentiale skal vurderes, og det blev desværre en blandet landhandel. Han lagde ud som lyn og torden ved at blive nr. 5 på den indledende enkeltstart i Palermo, men en offday på Etna-etapen satte spørgsmålstegn ved formen. Det indtryk fik han imidlertid effektivt slettet ved at sidde ved Kruijswijks side på den næste bjergetape to dage senere, og på løbets tredje dag i bjergene måtte han endda vente på sin kaptajn, der bestemt ikke var fan af den eksplosive afslutning i Appenninerne.

Desværre blev det også enden på Foss’ sæson. Dagen efter testede Kruijswijk positiv for coronavirus, og mens resten af feltet fortsatte rundt i Italien, måtte Foss rejse hjem til Norge for at tage på alt for tidlig vinterferie. Derfor blev det ikke meget, vi fik at se ham i det første år i den fineste klasse, men ser man bort fra den dårlige dag på Etna, var hans Giro altså temmelig overbevisende, når han - Filippo Ganna fraregnet - kørte med om sejren på den indledende enkeltstart og endda måtte vente på sidste års Tour-treer i Appenninerne.

Det alsidige talent, der udover l’Avenir-sejr i 2019 førte til så forskellige resultater som en 3. plads i U23-Liege, en 14. plads på brostenene i U23-udgaven af Gent-Wevelgem samt en 6. plads på den relativt flade VM-rute i Yorkshire, bør da også komme til udfoldelse i 2021. Jumbo har som regel succes med deres udvikling, og de har store planer om at gøre Foss til en af de ryttere, der skal tage over, når gassen engang er gået af ballonen for Primoz Roglic, Tom Dumoulin og Kruijswijk. Det bliver dog nok i første omgang mest som hjælper på et hold, hvor det er meget svært for selv ryttere som Sepp Kuss og George Bennett at få en kaptajnrolle, og Foss er lige nu ret langt nede i hierarkiet. Men kan han køre med om sejren i et mindre etapeløb, hvor han nok skal få chancen før eller siden, har Kuss på det seneste vist, at man sagtens kan tilkæmpe sig en stor status ved at agere hjælper i grand tours. Derfra er der næppe langt til, at Foss om nogle år kan vise, at han ikke er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at Tour de l’Avenir-vindere bliver til noget stort.

Biniam Ghirmay (Delko One Provence)

I disse tider, hvor Remco Evenepoel - naturligvis helt berettiget - udskriges til at være noget helt særligt, glemmer man let, at den talentfulde belgier faktisk slet ikke var den første rytter med fødselsdato i dette årtusinde til at vinde et professionelt løb. Belgieren tog nemlig først sin første individuelle sejr den 13. juni 2019, men da havde en tre måneder yngre afrikaner faktisk allerede stået på sejrslisten i næsten tre måneder.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Naturligvis kan man slet ikke sammenligne Biniam Ghirmays lidt overraskende i puncheurfinalen på en etape i det afrikanske Tropicale Amissa Bongo med de bedrifter, Evenepoel leverede samme år - heller ikke selvom han slog professionelle ryttere fra hold som Direct Energie, B&B Hotels-Vital Concept og Androni. Det er derfor næppe Ghirmays specielle rekord, der er årsagen, men alligevel er der ingen tvivl om, at Evenepoel udmærket kender eritreeren.

De lærte nemlig hinanden at kende i 2018. Det var dengang, Evenepoel vandt næsten samtlige juniorløb, gerne med en afstand, så han både kunne nå i bad og få sig en lur, inden nr. 2 nåede mål. Det gjorde han bare ikke på 1. etape i det belgiske etapeløb Aubel-Thimister-Stavelot , hvor Ghirmay kørte sit allerførste løb i Europa efter kort forinden at have gjort rent bord ved de afrikanske mesterskaber, hvor han vandt holdløbet, enkeltstarten og linjeløbet.

Den dag i august kunne Evenepoel nemlig kun køre fra 138 af de øvrige 139 gennemførende ryttere. Den sidste var en ung afrikaner, der ikke blot fulgte Evenepoel til dørs, men minsandten også slog ham i spurten i sit allerførste europæiske løb. Og selvom Evenepoel endte med at vinde løbet samlet med hele 3.44 ned til Frederik Thomsen på 2. pladsen - Ghirmays enkeltstart kostede dyrt og sendte ham ned som nr. 3 - og eritreeren trods en serie meget flotte resultater ikke vandt andre løb det år, var det vidnesbyrd om, at Afrika måske endelig har kurs mod at producere den første sorte verdensstjerne, som vi længe har ventet på.

Foto: Aubel-Thimister-Stavelot | Maxime Segers

Ghirmay er nemlig fortsat. Efter et flot første år som professionel, hvor den 18-19-årige eritreer vandt en etape i Tropicale Amissa Bongo og Tour du Rwanda samt blev nr. 5 på en bjergetape i Tour de l’Avenir, kom det store gennembrud i år. Efter endnu et godt Tropicale, der bød på to etapesejre og pointtrøje, imponerede han stort i det knaldhårde Trofeo Laigueglia, hvor han var den eneste, der i finalen kunne følge Giulio Ciccone og Diego Rosa, og selvom førstnævnte endte med at køre alene væk, så Ghirmay ”blot” endte som nr. 2, var det lidt af et resultat i det store italienske endagsløb. Efter nedlukningen fortsat han i Circuit de Getxo, hvor han var uhyre overbevisende på stigningerne og lignede en vinder, indtil han styrtede på nedkørslen - et styrt, der ødelagde en stor del af resten af året, selvom han imponerede stort i Tour du Doubs i Jura-bjergene, hvor han efter en dag i udbrud alligevel kørte med favoritterne og endte som nr. 2.

Ghirmay har stadig mange mangler. Han er alt for ustabil, men han er heldigvis også kun 20 år. Og da han ikke er etapeløbsrytter, men snarere puncheur og ardennerrytter med en hurtighed, der gør ham konkurrencedygtig i massespurter, er det i 2021 rigeligt, at han bare har nogle af de forrygende gode dage, som han havde et par gange i 2020. Heldigvis kører han også for et hold, hvor han får al den plads, han skal bruge, og en kalender, der burde ligge godt til en ryttertype som ham. Og hvem ved? Måske får han også lov til at baske Evenepoel i en spurt igen og derved minde belgieren om, at der er andre fra år 2000, der kører stærkt.

Mauri Vansevenant (Deceuninck-Quick Step)

Når man hører navnet Vansevenant, er der utvivlsomt en klokke, der ringer hos mange. Tilbage i 00erne blev Mauri Vansevenant nemlig kendt for flere år i træk at ende sidst i Tour de France, da han pligtopfyldende udfyldte sin rolle som utrættelig hjælper på Lotto-holdet, inden han afsluttede karrieren med bare én sejr opnået helt tilbage i karrierens første år.

På den baggrund kunne man forledes til at tro, at Mauri Vansevenant - der i øvrigt er opkaldt efter den tidligere ONCE-rytter Melchior Mauri - har udsigt til at blive slave for Deceuninck-Quick Step, når udbruddene skal køres ind på de flade etaper, så holdets sprintere kan vinde. Mauri er nemlig Wims søn, men man tager grueligt fejl, hvis man sammenligner fader med sønnike.

Det vil i hvert fald være højst overraskende, hvis Mauri ender sidst i Touren på noget tidspunkt i karrieren. Modsat sin far er han nemlig klatrer og endda en fornem én af slagsen. Det viste han særligt i 2019, hvor han vandt et af de vanskeligste U23-etapeløb, Giro della Valle d’Aosta og som bare 20-årig blev nr. 6 i Tour de l’Avenir. Hans navn blev hurtigt brandvarmt, og ikke overraskende var det Patrick Lefevere, der havde held til at hente ham til sit hold, der har en bemærkelsesværdig evne til at tiltrække de mest lovende talenter.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Egentlig skulle Vansevenant have kørt et halvt år i U23-klassen inden den professionelle debut, men det fik vores kære virus sat en stopper for. Og faktisk havde den unge belgier en ret svær indledning som professionel, og havde det ikke været for onsdag d. 30. september, havde vi formentlig talt om en skuffende første sæson på WorldTouren.

Foto: ASO

Men den onsdag reddede det hele. Det var den dag, Vansevenant kørte sit første endagsløb på WorldTouren i Fleche Wallonne. Den dag, hvor Julian Alaphilippe var fraværende, fordi han skulle fejre sin nye regnbuetrøje. Og derfor den dag, hvor Deceuninck-holdets hjælpere pludselig fik fri til at gribe deres egen chancen.

Og gribe sin egen chance gjorde han, den gode Mauri. Vansevenant gik med i det tidlige udbrud, hvorefter han kørte fra sine følgesvende én efter én. Minsandten om ikke den nyprofessionelle belgier stadig var alene i front, da de rundede næstsidste stigning med mindre end 10 km igen. Faktisk nåede man kortvarigt at overveje, om han på Evenepoelsk maner kunne vinde sin første WorldTour-klassiker med et angreb fra distancen, indtil et ærgerligt styrt med 3 km sendte ham kortvarigt i asfalten og kostede ham de sekunder, der beseglede hans skæbne, også selvom han bagfra fik selskab af Rigoberto Uran.

Vansevenant blev spist af feltet sekunder, inden de ramte Mur de Huy, og derfor blev det bare til en 84. plads, der ligger fint i forlængelse af alle de andre ligegyldige placeringer, han opnåede i løbet af sæsonen. Men alle, der så cykelløb den onsdag i september, vil vide, at vi måske i fremtiden vil opleve en Vansevenant, der kæmper for at være hurtigst og ikke langsomt i Tour de France. Og selvom han er på hold med folk som Alaphilippe, Evenepoel og Joao Almeida kan man håbe, at han på det ikke alt for klatrestærke Deceuninck-hold også får lov at køre efter et resultat i et etapeløb eller to allerede i 2021.