Analyse: Den omvendte åbningsweekend

Der er ganske vist endnu nogen tid til køernes store weekend. Det er weekenden, hvor de efter en lang vinter i stalden endelig sendes på græs og forårskåde efter en lang vinter i stalden vælter euforiske ud i det fri. Cykelsporten har en pendant til denne køernes store dag, for det er med samme opsparede begejstring, at rytterne efter en lang vinters træning og diverse forberedelsesløb under sydlige himmelstrøg endelig kastes ud i ”rigtige” cykelløb, når klassikersæsonen skydes i gang i den belgiske åbningsweekend.

De to dage i Belgien er endda så viseligt designet, at de giver alle de ryttertyper, som senere skal slås om de større klassikere i marts og april, mulighed for at se, hvor de står. Om lørdagen får vi i det knaldhårde Omloop Het Nieuwsblad et første billede af, hvem der har momentum frem mod de hårde flamske løb som Flandern Rundt og E3, og om søndagen giver Kuurne-Bruxelles-Kuurne ofte et billede af, hvilke holdbare sprintere der kan have kurs mod en sejr i Gent-Wevelgem og i Italien i Milano-Sanremo.

Sådan skulle det jo også have været i år. Lørdagens startliste var som altid så spækket med de største klassikerspecialister, at det vel kun var Wout van Aert, Mathieu van der Poel, den coronaramte Peter Sagan og Alberto Bettiol, vi for alvor savnede. Til søndagens løb var der tanket op på sprinterfronten hos de fleste hold, så arrangørerne kunne mønstre et felt med stort set alle de hurtige afsluttere, der ikke var mere fristet af de fire sprinteretaper i sprinterparadiset UAE Tour.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det er bare ikke altid, at det går, som præsten prædiker, og denne gang brændte holdene nallerne ved at lytte til manden med præstekraven, der fortalte dem, hvordan løbene plejer at udvikle sig. Denne gang var det nemlig helt den omvendte verden, da modvind gjorde Omloop til et historisk låst løb, som reelt gav meget få svar på det indbyrdes styrkeforhold mellem de hårde drenge, og Kuurne til gengæld trodsede det gode vejr og sendte langt de fleste af de mange sprintere til tælling undervejs.

En sådan ”venden-rundt-på-tingene” er dog ikke uden fortilfælde. Sidst vi havde en større spurt som afslutning på Omloop Het Nieuwsblad var i 2009, hvor Thor Hushovd var hurtigst blandt 19 mand. Også dengang udviklede Kuurne sig til gengæld til en helt anderledes selektiv affære på en søndag, hvor feltets klassiske sprintere ankom mere end 4 minutter efter de 10 mand, der havde spurtet om sejren - en sejr, der ikke helt uventet gik til Tom Boonen.

Dengang kunne man egentlig godt også i et mere klassisk forløb have forestillet sig Hushovd-sejr i Omloop og Boonen-sejr i Kuurne, selv hvis begge løb havde haft et mere klassisk forløb. Sådan var det også i år, hvor man sagtens kunne bilde os ind, at Omloop havde været et blodbad, og Kuurne var endt i en massespurt, hvis man fik at vide, at Davide Ballerini og Mads Pedersen var løbet med de to sejre. Sjovt nok havde jeg nemlig placeret dem begge som nr. 3 på favoritlisten i mine optakter og det endda ud fra en forventning om, at de hårde drenge skulle slås om lørdagen, og at det forårsagtige vejr ville sikre en massespurt om søndagen.

Det siger noget om Ballerinis og Pedersens alsidighed, at de kunne vinde løbene under begge omstændigheder, men faktisk er der store forskelle på de to triumfer. Hvor Ballerini om lørdagen var med overalt og bekræftede det uhyre høje niveau, han har stillet til skue, siden han første gang iførte sig Deceuninck-trøjen, var den langsomme starter Pedersen som altid i åbningsweekenden lidt rusten og relativt langt fra de bedste, men med god hjælp af omstændighederne lykkedes det ham alligevel at vinde et løb, hvor han egentlig var på bagkant hele dagen.

Bagkant kan man ikke tale om for Deceuninck i lørdagens løb. Det belgiske mandskab kom i en skræmmende formation med hele seks af løbets tungeste favoritter, og forud for løbet var det store samtaleemne da også, hvordan Patrick Lefeveres tropper dog skulle slås. Det gik da også helt som forventet, da feltet trods den dræbende modvind som altid splittedes på Molenberg, for selvom Yves Lampaert var styrtet, og Florian Senechal og Kasper Asgreen begge virkede temmelig rustne, sad Julian Alaphilippe, Zdenek Stybar og Ballerini præcis, hvor de skulle.

Herfra lå det egentlig i kortene, at holdet skulle holde samarbejdet gående i en gruppe, hvor alle havde en klar interesse i netop det, og derefter lade Alaphilippe gøre sit arbejde på Muren, hvorefter Ballerini skulle vente på en spurt, hvis modvinden ødelagde det for verdensmesteren. Problemet er bare, at Alaphilippe kan være en utålmodig herre, og da han på modig, men måske også lidt hovedløs vis kastede sig ud i et 30 km langt soloridt, der med kraftig modvind virkede lidt urealistisk, blev den positive situation pludselig temmelig sårbar. Modvindsprojektet var umuligt, og minsandten om ikke det hele var så uheldigt, at der blev samling netop i bunden af Muren, hvor Alaphilippe havde brændt sit krudt, og Deceuninck således stod uden deres sikreste kort.

Nu var der lige pludselig ingen garanti for, at Deceuninck ikke kunne slås. Stybar og Lampaert havde været i asfalten, Asgreen og Senechal virkede tunge, og Ballerini har stadig til gode at bevise sig selv i disse løb, der stadig er relativt nyt terræn for ham. Det skulle da også vise sig, at holdet kom på bagkant, da Gianni Moscon åbnede for gassen, men heldigvis for belgierne ble den modvind, der havde ”dræbt” Alaphilippe pludselig en allieret.

Trods en heroisk indsats var modvinden naturligvis lige så svær for Moscon, som den var for verdensmesteren, og da først Lampaert, Alaphilippe og Asgreen bestemte sig for, at der skulle spurtes, var udfaldet givet på forhånd. Da kunne det kun ende i en spurt, og da den så velkørende Ballerini var bakket op af gruppens i særklasse bedste lead-out man i Senechal kunne den formstærke italiener umuligt besejres i den meget tekniske spurt i Ninove, hvor franskmanden serverede sin sprinter suverænt.

Det kunne dog meget vel være gået galt. Modvinden betød nemlig, at Alexander Kristoff, der normalt kun kan vinde de hårde flamske løb, hvis distancen er på den anden side af 240 km, hvor hans motor er varm og eksplosiviteten slidt af klassikerspecialisterne, fik pludselig sit livs chance for at vinde et løb, han aldrig tidligere har været i nærheden af at vinde. Med Matteo Trentin som lead-out var manden, der normalt er umuligt at slå i en spurt efter et hårdt løb, på vej til at få en uventet appelsin i turbanen, inden heldet gik Lefeveres vej og sendte Ballerinis store trussel til tælling af en punktering allerede inden spurten.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Ballerinis sejr kom altså under lidt uvante omstændigheder i et løb, hvor modvinden betød, at vi slet ikke fik de svar, vi søgte, men lidt klogere blev vi trods alt. Hos Deceuninck fik Ballerini både på Molenberg og Muren vist, at han skal tages seriøst også i Flandern Rundt, Alaphilippe fik bekræftet, at han er den største trussel mod de to crossdrenge, når det går løs til april, og Stybar fik vist, at det heldigvis stadig er for tidligt at begrave ham.

Men vi fik også andre svar. Mest glædeligt var det at se supertalentet Moscon bekræfte det lovende indtryk fra Provence og cementere, at manden, der i teorien kan vinde alle fem monumenter, har kurs mos et comeback på højeste niveau. I det hele taget ser det ud til, at Ineos endelig igen kan blive en faktor i brostensløbene efter en weekend, hvor Tom Pidcock begge dage bekræftede, at den tredje crosskomet har direkte kurs mod landevejshimlen, og hvor både stortalentet Ethan Hayter og højst overraskende den stadig mere lovende Jhonatan Narvaez begge virkede særdeles lovende. Det er i hvert fald være at notere sig, at alle fire var blandt de første på toppen af Muren om lørdagen, inden Narvaez og Podcock var flyvende om søndagen, og dermed tegner Ineos sig pludselig som et af de stærkeste mandskaber til klassikerne, også selvom Narvaez og Moscon i første omgang har tænkt sig at fokusere på Ardennerne.

Vi så også, at Sep Vanmarcke efter et svært 2020 heldigvis stadig er blandt de allerbedste i disse løb efter et Omloop, hvor han var uhyre overbevisende og så stærkt, at han spurtede sig til en 3. plads, selvom han egentlig kørte lead-out for Tom van Asbroeck. Matteo Trentin var også flyvende i begge løb og ligner en mand med kurs mod det tårnhøje 2019-niveau, han i 2020 kun viste i Gent-Wevelgem. Greg van Avermaet er som altid stabil og konkurrencedygtig, og Christophe Laporte fik bekræftet det, vi har set gennem hele februar, nemlig at han er på et niveau, han aldrig har været i nærheden af. Ivan Garcia Cortina var brølstærk på Muren og understregede atter sine enorme muligheder i en sandsynlig gennembrudssæson. Dimitri Claeys viste på Bosberg, hvorfor han blev nr. 5 i Flandern Rundt sidste år, og Arjen Livyns viste sig min tillid værdig ved med sublim kørsel begge dage at bevise, hvorfor jeg i optakten pegede på, at han meget vel kunne ende som løbenes relativt ukendte overraskelse.

Andre efterlod et mere kedeligt indtryk. Mere var forventet af Jasper Stuyven, Kasper Asgreen, Dylan Teuns, Oliver Naesen, Tiesj Benoot og Søren Kragh, men alle fik de delvist slettet det kedelige indtryk med langt bedre kørsel om søndagen. I forvejen skal man passe på med at overfortolke en dårlig åbningsweekend, der køres en måned inden de næsten flamske storløb, og i et år, hvor februarkalenderen har været reduceret til et minimum, var det indlysende, at flere ryttere ville skuffe. Det gjorde således også Tim Wellens, Stefan Küng og Sonny Colbrelli, der var på bagkant begge dage, men da de to sidstnævnte kom til løbene helt uden kilometer i benene, var det kun den normalt ellers så februarstærke belgier, der i dag med nogen bekymring må se tilbage på en weekend, der slet ikke gik som ventet.

Sådan så det også ud til at gå for Trek, der havde så grim en lørdag, at den store fiasko lurede. Sådan gik det alligevel ikke, for med Pedersens sejr søndag kom amerikanerne pludselig ud af weekenden som nogle af de største vindere.

Det var nu ikke et udfald, der lå i kortene det meste af søndagen. Efter den klassiske udskilning på Kwaremont stod det nemlig igen klart, at Pedersen altså stadig skal bruge mange løbsdage, inden han for alvor finder formen. I hvert fald lignede han en mand, der var ude af løbet, da en forcering af Asgreen skabte en splittelse, der skulle vise sig definitivt at sende næsten alle feltets sprintere, herunder både Kristoff og Demare, der heller ikke havde vist storform i Provence, ud af billedet. Og selvom Stuyven tydeligvis rejste sig, var han bestemt ikke den indlysende favorit i en gruppe med mange hurtige folk.

Pedersen fik dog kærkommen arabisk og sydafrikansk hjælp. Bahrain havde ganske vist en pludselig flyvende Teuns i front, men i en flad finale var belgieren chanceløs. Resultatet blev, at Pedersen kunne koble sig på Bahrain-toget bestående af Marco Haller og Heinrich Haussler, der var i færd med at bringe hurtige Colbrelli tilbage til fronten. Samtidig var Qhubeka kørt helt ud af løbet, og selvom det sydafrikanske hold ikke rigtigt havde en potentiel vinder, var også de naturligvis ivrige efter at komme tilbage i løbet og i hvert fald få et resultat med hjem.

Resultatet blev, at Pedersen kom tilbage, men der var stadig lang vej til sejr. Feltet havde nemlig temmelig uforsigtigt ladet livsfarlige Van der Poel få et stort forspring, og selvom han bestemt ikke sad i en stærk gruppe hovedsageligt bestående af tidlige udbrydere, ved alle fra løb som Amstel Gold Race og BinckBank Tour, at hollænderen kan færdiggøre de mest utrolige ting. Sådan så det også længe ud til at gå, da der i den sammensmeltede forfølgergruppe opstod en gigantisk gang poker, hvor kun Colbrellis utrættelige Bahrain-drenge og Frederik Frison, der arbejdede for en John Degenkolb, der i dag bekræftede de flyvende takter fra efteråret, var ivrige efter at føre.

Deltagerne i pokerspillet var først og fremmest Deceuninck, der var kommet på sjælden bagkant med kun Asgreen og Bert van Lerberghe i front, og Trek, der havde både Stuyven og Pedersen til rådighed. Begge gamblede ved at holde lead-out-folkene Asgreen og Stuyven friske, og det så længe ud til at sende sejren til Holland og Alpecin. I hvert fald lige indtil Asgreen forsøgte at gentage bedriften fra sidste år, og da Heinrich Haussler effektivt lukkede ham ned for Colbrelli, valgte danskeren og Deceuninck at bekende kulør med en føring, der knuste Van der Poels drømme og nu i stedet skulle gøre hurtige Van Lerberghe til en lidt overraskende Deceuninck-vinder af løbet.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Af og til betaler poker sig dog, og det gjorde det også denne dag. Hvor Colbrelli, Degenkolb og Van Lerberghe nu havde opbrugt deres hjælpere og derfor kom helt til kort i positionskampen, viste Stuyven nok engang, at han er en af verdens bedste lead-out men. Belgieren afleverede Pedersen på et sølvfad, og med den fantastiske hurtighed, han fandt i 2020, lå det i kortene, at han næppe kunne slås og således blev en flot vinder af et løb, hvor den typiske startrust egentlig ellers havde sendt ham på bagkant hele dagen.

Spørgsmålet er, om ikke også der skal gå et julekort til Van der Poel. Vi ved jo efterhånden godt, at hollænderen hurtigt keder sig, og derfor ofte angriber tidligere, end det er klogt. Det var også tilfældet i dag, hvor han nok engang utvivlsomt var løbets stærkeste, men som Alaphilippe havde gjorde det som stærkeste mand 24 timer tidligere, fik åbnet for gassen lidt for tidligt. Det er i hvert fald nærliggende at tro, at løbet havde fået et helt andet udfald, hvis Van der Poel havde ventet med sit fremstød til Kwaremont og der havde sprængt feltet til atomer og bevaret en friskhed, der nok havde gjort det muligt også at gøre arbejdet færdigt.

Nu blev det i stedet Asgreen og Deceuninck, der tog initiativet på Kwaremont, og det var måske lidt uventet. Da holdet slet ikke reagerede på Van der Poels fremstød, men bare rullede lidt småapatiske afsted i feltet, så det nemlig ud til, at holdet, der denne gang var kommet i betydeligt svagere formation end om lørdagen, ville satse hele butikken på en spurtsejr med Alvaro Hodeg. Sådan var det i hvert fald, indtil Asgreen pludselig splittede feltet og ikke blot satte Hodeg til tælling, men også højst overraskende kom af med både Lampaert og Stybar, der dog begge kan have været mærkede af lørdagens styrt. Uden Hodeg stod holdet pludselig i en ret ugunstig situation med kun Van Lerberghe og Asgreen, og holdets sejrschancer havde nok været større, hvis et mere intakt felt var kommet til toppen, så sprinterholdene kunne have organiseret en rigtig jagt. Kun hvis Hodeg havde meldt om dårlige ben, virkede taktikken klog, for i det tilfælde var det naturligvis i Deceunincks klare interesse, at Van Lerberghe ikke skulle spurte med Kristoff, Demare, Tim Merlier og co.

Og utilfredse har de jo heller ikke grund til at være. Ligesom sidste år kom favoritholdet ud af åbningsweekenden med en sejr, og denne gang var det heldigvis også i det største af løbene. Dermed skal vi nu tilbage til 2018 for at finde det seneste år, hvor Lefeveres tropper er kommet tomhændede ud af den weekend, hvor alle klassikerspecialisterne endelig kom på græs. På den måde var der da i det mindst lidt, der var normalt i en åbningsweekend, hvor det meste ellers var den omvendte verden.