Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Analyse: Hvem var fiduserne i Feltet.dk Tour?

Analyse: Hvem var fiduserne i Feltet.dk Tour?

10. november 2021 18:00Foto: Sirotti

Cykelsæsonen er ovre, og det samme er årets udgave af managerspillet Feltet.dk Tour, der er vores sæsongående konkurrence. Sejren gik i år til Miriam Brems med holdet Team Groupetto, der sejrede med 316 point ned til nr. 2, Uffe Bechs CBSania, men hvorfor var det netop de hold, der klarede sig godt? Nedenfor giver vi en analyse af de ryttere, der endte som spillets fiduser og flops.

Annonce

Det er altid en delikat opgave at sammensætte et managerhold, hvor man skal forsøge at afkode pointsystemet og herigennem udlede, hvilken strategi der er mest hensigtsmæssig. Skal man eksempelvis brænde det meste af budgettet af på et par af de stensikre pointmaskiner, der næsten med garanti vil vælte sig i point, men også koster kassen og kan sluge så meget af budgettet, at en større del af holdet vil bestå af billigere ryttere, som i et vist omfang er en form for fyld? Eller skal man satse bredere med færre dyre ryttere og flere ryttere fra mellemklassen? Og hvilke ryttertyper scorer egentlig mest i det pointsystem og med den kalender, der var rammen om årets managerspil?

 

De spørgsmål er der mange, der har grund til at stille sig efter årets udgave. Der var nemlig kun én vinder, og alle øvrige deltagere kan nu bruge vinteren på at gruble over, hvordan det næste år bliver dem, der løber med både præmie og håneret. Derfor er det relevant at analysere udfaldet af det seneste spil i et forsøg på at forstå, hvordan man bedst tilrettelægger sin strategi frem mod det spil, der til februar vil blive sat i gang og dække 2022-sæsonen, og det vil vi derfor forsøge at gøre nedenfor.

 

De dyre pointmaskiner

Kastede man et blik på verdensranglisten i 2020, krævede det ikke den helt store cykelekspertise at indse, at Tadej Pogacar, Primoz Roglic og Wout van Aert meget vel igen kunne ende som de suveræne topscorere på pointlisten. Sådan er det da også gået. Nærmest uanset hvilken rangliste man betragter, skiller de tre ryttere, der tilsammen har vundet to grand tours, adskillige ugelange etapeløb, tre OL-medaljer, én VM-medalje, to monumenter og adskillige endagsløb, sig markant ud. Det gælder også i dette managerspil, hvor de alle har scoret mere end 6000 point, hvilket er markant flere end Sonny Colbrelli, som på 4. pladsen kun kommer op at kysse 4500 point.

 

Billedet er også ret entydigt. Det er svært at begå sig i toppen uden ét af de tre fænomener, også selvom de med priser på hhv. 9 og 8 mio. hører til blandt de allerdyreste. Blandt holdene i top 10 er der således blot et enkelt, der slet ikke har en af de tre mest scorende ryttere, mens der blandt de øvrige ni findes hold med både en, to endda alle tre topscorere. Med én grand tour og to monumenter er Pogacar i år den ganske suveræn topscorer med 7790 point mod Van Aerts 6245 og Roglics 6043, og derfor er der kun naturligt, at syv af de 10 tophold har den slovenske Tourkonge i truppen. Derimod er Van Aert og Roglic kun valgt fire gange, og i de fleste tilfælde indgår de på hold sammen med Pogacar. Alle er de da også blandt spillets mest populære ryttere og valgt stort set lige ofte - Roglic topper listen på 391 hold, mens Van Aert og Pogacar er valgt hhv. 374 og 368 gange - og resultatet af årets spil tyder på, at de hold, der er gået helt uden om topscorerne, har skullet have en heldig eller dygtig hånd for alligevel at være med helt i front.

 

Pogacar og Roglic er i managerspillet de eneste, der stod til den maksimale pris på 9 mio., mens Van Aert var én blandt flere med et prislabel på 8 mio. Her tegner der sig til gengæld et langt mere entydigt billede. Blandt rytterne i denne prisklasse er det alene Van Aert, der har været pengene værd. Ganske vist er Julian Alaphilippe og Egan Bernal hhv. nr. 6 og 7 på listen over topscorere, men de har begge scoret ca. 2000 point færre end Van Aert. Ikke overraskende er Alaphilippe således blot valgt af ét af top 10-holdene, mens Bernal ikke figurerer på ét eneste af de bedste mandskaber. Ikke helt uventet betyder Mathieu van der Poels temmelig amputerede landevejssæson, at hans pointhøst på 3375 point slet ikke viste sig pengene værd, og det samme gælder for Remco Evenepoel, der med en sen sæsonstart i maj og en fejlslagen Giro kun endte på 2838 point. Helt galt var det for Marc Hirschi, der i sin katastrofesæson med blot 1489 point slet ikke kom i nærheden af sidste års pointhøst, men heller ikke var valgt af flere end 22 managers. Mere populære var Alaphilippe, Van der Poel og Evenepoel, som var at finde på hhv. 238, 195 og 105 hold, men det var altså valg, der var svære at retfærdiggøre.

 

De øvrige topryttere

Et andet klart billede er, at rytterne i prislejet lige under de allerdyreste denne gang slet ikke var pengene værd. Blandt rytterne i til en pris på 6-7 mio. kr. er listen over skuffelser således alenlang. Richard Carapaz, der kostede 7 mio., nåede ganske vist op på 3148 point og en individuel 16. plads i kraft af sit OL-guld, sin podieplads i Touren og sin sejr i Tour de Suisse, men sammenlignet med pointhøsten hos Van Aert, der blot kostede yderligere 1 mio., er det en pauver score for de 22, som havde satser på ecuadorianeren, og ligesom de øvrige ryttere fra denne prisklasse, figurerer han ikke på ét eneste af de 10 bedste hold.

 

Blandt de øvrige fra prisklassen finder man kun Peter Sagan - måske lidt overraskende i en generelt trist sæson for slovakken - samt Aleksandr Vlasov, der ellers ikke havde noget stort år, men reddes af en podieplads i Paris-Nice og en 4. plads i Giroen, blandt rytterne i top 30, men ingen kom i nærheden af en pointscore, der kunne retfærdiggøre deres pris for de hhv. 64 og 67 managers, der havde valgt dem. Endnu værre gik det for prisklassens øvrige ryttere, Jakob Fuglsang, Emmanuel Buchmann, Arnaud Demare, Thibaut Pinot, Geraint Thomas, Richie Porte og Tao Geoghegan Hart, der alle var milevidt fra at score point i det omfang, vi har set i tidligere sæsoner, men det var generelt luret af den danske managerstand, som havde valgt dem blot hhv. 49, 17, 50, 5, 27, 1 og 22 gange.

 

Til gengæld var der værdi at hente i rytterne fra prisklassen på 4-5 mio. kr. Her finder vi nemlig en af sæsonens fiduser, Joao Almeida. Den portugisiske multikunstner kostede ganske vist 5 mio., men den pris kunne fint retfærdiggøres af de 4395 point, som en top 10 i Giroen og en nærmest uendelig række af topresultater i ugelange etapeløb som Tirreno, Volta a Catalunya og Tour de Pologne sørgede for. Almeida er dermed nok engang billedet på, at man i korte etapeløb kommer uhyre langt på en god enkeltstart og stabile klatreevner, og han indskriver sig derfor på den lange liste af tempostærke ryttere, der i kraft af deres tempoevner har scoret et hav af point i den slags begivenheder. I det lys er det heller ikke overraskende, at Almeida er valgt af fire af de 10 bedste hold, og med sin plads på i alt 190 hold var han også luret som en af sæsonens fiduser hos ganske mange af Feltet.dks brugere.

 

Til gengæld er det meget småt med øvrige ryttere fra denne prisklasse på top 10-holdene. Adam Yates og Filippo Ganna figurerer ganske vist begge på hver ét hold, men det er kun briten, der i nogen grad kan leve op til sin pris. Således førte en god sæson med blandt andet samlet sejr i Catalonien, en 3. plads i Lombardiet og en 4. plads i Vueltaen til en 14. plads på den individuelle liste for Yates, der med en score på 3308 scorede stort set det samme som Carapaz og Van der Poel. At Ganna er valgt af et top 10-hold, er til gengæld temmelig overraskende, da italieneren med en score på kun 1198 point i en sæson med et stort banefokus slet ikke kan retfærdiggøre sin pris på hele 4 mio.

 

Skulle man have valgt en rytter fra denne prisklasse, var det faktisk en helt anden rytter, der burde have fanget blikket. Enric Mas endte med 3314 point som nr. 13 på den individuelle liste og beviste dermed, at to gode grand tours ofte er den sikre vej til en topplacering. Alligevel var han ikke valgt af ét eneste af sæsonens ti bedste hold og blot af 23 managers i alt. Blandt de øvrige ryttere i denne prisklasse var det til gengæld en knap så god sæson, og selvom Simon Yates, Romain Bardet, Giacomo Nizzolo, Wilco Kelderman, Bauke Mollema og Maximilian Schachmann alle scorede over 2000 point, er det på ingen måde en score, der står mål med prisen. Der er således heller ingen af disse ryttere, der er valgt af de bedste hold, og faktisk er ingen af disse valgt flere end 100 gange, da Schachmann og Yates topper listen med deres plads på hhv. 75 og 84 hold.

 

Fiduserne i mellemklassen

Mens Almeida var den eneste reelle fidus i prisklassen lige under de allerbedste, forholdt det sig anderledes i gruppen af ryttere med en pris på mellem 2 og 3,5 mio. Her finder vi således en af årets allerstørste scoops i Sonny Colbrelli, der trods en pris på bare 2,5 mio. i kraft en drømmesæson med blandt andet sejr i Paris-Roubaix og BinckBank Tour samt en EM-titel med sine 4428 var den bedst scorende bag de tre store pointmaskiner. At italieneren stod foran sit store gennembrud, var der imidlertid ikke mange danske managerspillere, der havde luret, for Colbrelli figurerer kun på ét af top 10-holdene og i alt bare 61 managerhold, selvom de 2,5 mio. for ethvert mandskab ville have været penge godt givet ud.

 

I det hele taget var der meget at vinde ved at fokusere på Bahrain, der jo på alle måder havde en fremragende sæson. Således var Matej Mohoric med sine to Tour-etapesejre og andenpladser i Polen Rundt og BinckBank Tour garant for hele 3408 point og en individuel placering som nr. 11. For en temposvag rytter uden topresultater i klassikerne må det regnes som en uventet høj score, og der var da heller ingen af årets top 10-hold, der havde luret denne fidus, som kun var spottet af 35 managers i alt.

 

Det var der til gengæld med Jasper Philipsen. Med en pris på 3 mio. var belgieren ganske vist dyrere end både Colbrelli og Mohoric, men hans pointscore på 3686 opnået via en endeløs række af topplaceringer i endagsløb, Touren og Vueltaen var nok til en placering i den individuelle top 10. Nok skabte det nogen kontrovers, at Alpecin under Touren ofte satsede på den på papiret langsomste af deres to sprintere, men det er hævet over enhver tvivl, at Philipsen var en af årets fiduser, hvad fire af top 10-holdene og i alt hele 196 managers da også havde luret. Til gengæld var der ingen af de bedste hold, der havde set, at David Gaudu trodsen sæson uden virkelige højdepunkter med 3600 point ville blive blandt de 10 mest scorende og til en pris på 3 mio. således var en lige så stor fidus som den belgiske sprinter. Det var der til gengæld 187 andre, der havde, og franskmanden var således et relativt populært valg, der sagtens kunne retfærdiggøres.

 

En anden rytter, mange havde overset, var Danny van Poppel. Hollænderen havde måske ikke sit bedste forår, men efter Touren var han her, der og alle vegne med en uendelig serie af topresultater i ganske vist primært mindre løb. Det rakte til i alt 2138 point, hvilket med et prisskilt på bare 2 mio. må anses som ganske fornemt, men der var blot to af de 10 bedste hold, der havde luret, at Van Poppel ville være en af årets fiduser, og faktisk var han at finde på i alt bare 11 hold. Om værdien er den samme næste år, hvor han primært skal være lead-out man for Sam Bennett er dog mere tvivlsomt.

 

Det er måske også tvivlsomt, om der er en lige så god sæson i vente for Damiano Caruso. Italieneren skulle igen i år havde været sig loyale selv, men fik en uventet chance i Giroen, som han med sin samlede 2. plads greb med begge hænder. Koblet med en etapesejr i Vueltaen var det nok til at indbringe 1959 point, hvilket til en pris på 2 mio. må anses som mere end godkendt. At feltets luksushjælper skulle levere et sådant resultat, var der imidlertid ingen af de 10 bedste hold, der havde luret, og i alt var han valgt af bare 22 managers.

 

Fra den dyre ende af prisklassen var der også point at hente. Alejandro Valverde havde efter en skidt 2020-sæson en pris, der igennem hele hans karriere ellers havde været helt uhørt, men den spanske veteran viste nok engang, at han tilsyneladende er uden udløbsdato. Ikke færre end 3231 point blev det til - og det endda til trods for et tidligt Vuelta-exit - og dermed kunne han sagtens have været at finde på et af de bedste hold. Der var imidlertid ingen af årets 10 bedste managers, der havde turdet tro på så flot en genfødsel, og faktisk var tiltroen til rytteren, der ellers ofte har toppet pointlisten, så lille, at blot 29 managers havde valgt ham.

 

Mere populær var til gengæld Michael Woods, der som Valverde kostede 3,5 mio. og med en score på 3013 kun var marginalt dårligere, for der var hele tre af de 10 bedste hold og i alt 180 managers, som havde spottet, at canadieren nok engang ville være med helt fremme i næsten alle sæsonens store kuperede endagsløb. Det var præcis det samme antal top 10-hold, der havde valgt Jasper Stuyven, som med Milano-Sanremo-sejr til en pris på 3 mio. var god for 2580 point og derfor ikke nogen helt dårlig investering. Det var den billigere Dylan van Baarle, der med sit VM-sølv og sin sejr i Dwars door Vlaanderen til en pris på 2 mio. var god for hele 1790 point, bestemt heller ikke, men hollænderens gode sæson var der ingen af de 10 bedste managers, der havde luret, og mens Stuyven var valgt 187 gange, havde bare seks hold fundet plads til Van Baarle.

 

I denne prisklasse er der også en del danskere, og ikke helt overraskende er de valgt af flere. Sjovt nok var Kasper Asgreen, der med sine 2531 point og to store klassikersejre som den eneste faktisk var sin pris på 3 mio. værd, slet ikke valgt af ét eneste af de bedste hold. Det var til gengæld Mads Pedersen, der til en pris på 3,5 mio. var at finde på ikke færre end 6 af de bedste hold og med sin plads på i alt 518 hold var sæsonens 5. mest populære rytter, samt Søren Kragh, der til samme pris var at finde på to af de bedste hold, men med hhv. 1870 og bare 618 point havde de år svært ved at leve op til den relativt høje pris. Bedre var det for Michael Matthews, der var valgt af hele fem af de gode hold og med 2851 point var en investering, som nok kunne forsvares, samt for Jack Haig og Alexey Lutsenko, der til en pris på 2,5 mio. scorede hhv. 2064 og 2061 point, men kun tilsammen figurerede på ét af de 10 bedste hold - samt til dels Tim Merlier, der til en pris på 3 mio. scorede 2480 point, men ikke var valg af ét eneste af de bedste hold. Langt mere valgt var Caleb Ewan, der var valgt af hele fire af de 10 bedste hold og den 7. mest populære rytter i hele spillet, men med en score på 1395 point ikke kunne forsvare sin høje pris på 3,5 mio., samt Matteo Trentin, Dylan Groenewegen, Tim Wellens, Elia Viviani, Nacer Bouhanni, Anthony Turgis, Ivan Garcia Cortina, Valentin Madouas, Bryan Coquard og Nils Politt, som alle var at finde på nogle af de 10 bedste hold, men som alle må sande, at pengene havde været bedre givet ud andre steder - også selvom flere af de nævnte havde ganske pæne sæsoner. Garcia Cortina, Wellens, Coquard, Viviani og Madouas var endda valgt af mere end 100 hold, men leverede altså ikke den forventede vare. Det var dog bedre end for Sergio Higuita, der var valgt ikke færre end 294 gange, men med 1225 point ikke præsterede som håbet.

 

I en særlig kategori finder vi Davide Ballerini og Tom Pidcock. Ballerini vare absolut flyvende i ugerne op til starten på managerspillet, og det forklarer nok, hvorfor hele ni af de 10 bedste managers havde valgt at kaste pengene efter ham, ligesom han faktisk var den tredjemest valgte rytter i hele spillet. På papiret kunne han således ligne et ”must have”, men sådan gik det slet ikke. Nok lagde han ud som lyn og torden ved at vinde Omloop Het Nieuwsblad, men derefter var der betydeligt mere stille om italieneren, som med en score på bare 1048 point måtte sande, at der var betydeligt bedre valg til samme pris. Det samme gælder for Tom Pidcock, hvis sæson ikke kan betegnes som andet end fremragende, men som med et begrænset landevejsprogram blot var god for 1390 point, hvad hans pris på 2 mio. ikke helt kunne forsvare.

 

Gruppen af millionryttere

Også i gruppen af ryttere til en pris mellem 1 mio. og 1,75 mio. var der nogle gedigne fiduser. Den bedste af dem alle var endda dansk, da Jonas Vingegaard med sine resultater i først og fremmest Touren og Baskerlandet Rundt var god for ikke færre end 3760 point, hvilket faktisk var 8. flest af alle - alt sammen til en pris på bare 1,5 mio. I lyset af hans nationalitet kan det dog ikke undre, at det var en fidus, mange havde luret, og den danske komet var således at finde på hele seks af de 10 bedste hold, og i alt havde hele 288 managers fundet plads til danskeren.

 

I det hele taget var danskerne generelt gode fiduser i år. Mikkel Honoré kostede således blot 1 mio., men med særligt et dybt imponerende og meget stabilt efterår, scorede han ikke færre end 1850 point, hvilket så rigeligt kan forsvare en investering i danskeren. Derfor er der næppe heller megen fortrydelse at finde hos de fire top 10-managere, som havde ham i truppen, og som her ikke blev snydt, hvis de lod det danske pas være en af forklaringerne på, at deres øjne hvilede særligt meget på den alsidige dansker. Til gengæld var der samlet set ikke helt så meget fidus til Honoré, der med 227 pladser på holdene var en anelse mindre populær end Vingegaard

 

Der var dog straks færre, der havde luret, at Ethan Hayter stod foran sit store gennembrud. Briten havde præcis samme pris som Vingegaard, og selvom hans score på 2808 var næsten 1000 færre end danskerens total, var hans alenlange serie af topresultater i primært mindre løb nok til at gøre ham til en af årets klart bedste fiduser - og det endda selvom hele den midterste del af sæsonen var dedikeret til banen og OL. Måske var det derfor, at kun ét af de 10 bedste hold og i alt 58 managers havde fundet det værd at kaste 1,5 mio. efter den stadig unge brite, der ellers havde vundet løb allerede i debutsæsonen 2020.

 

Der var også andre gode bud i denne prisklasse. Med en top 5 og en ungdomstrøje i Vueltaen samt etapesejre i både Giroen og Tour de Suisse var Gino Mäder eksempelvis meget mere værd end sit prisskilt på beskedne 1,0 mio., men det var der blot én af de 10 topmanagers og i alt 84, der havde indset. Der var også kun tre af de bedste, der turde løbe risikoen og kaste 1 mio. efter den svært tilredte Fabio Jakobsen, men da han endte med at blive god for 1455 point, var det en satsning, der var pengene værd. Til gengæld var der ikke én eneste af de bedste managers og blot i alt 20 managers, der havde set, at André Greipel i karrierens sidste sæson ville blive god for ikke færre end 1410 point, hvad der også gør hans pris til 1 mio. til et godt tilbud.

 

I denne prisklasse ville også Max Walscheid, Ben O’Connor, Jon Aberasturi, Ben Hermans, Alex Aranburu, Mattia Cattaneo, Alessandro Covi, Magnus Cort, Esteban Chaves, Neilson Powless, Dorian Godon, Gonzalo Serrano, Alberto Dainese, Kristoffer Halvorsen, Luca Mozzato, Stan Dewulf, Phil Bauhaus, Nelson Oliveira og endda den ellers så selvopofrende Michael Mørkøv og Elie Gesbert være investeringer, der i et vist omfang kunne forsvares, men blandt disse er det kun O’Connor, Aranburu og Cort, der var populære hos de 10 bedste managers, hos hvem de var at finde hhv. 4, 5 og 5 gange til en pris på 1 mio.

 

I stedet er det fra denne prisklasse en anden rytter, der var mest populær blandt årets 10 bedste managers. Ikke færre end 7 af disse havde kastet 1,5 mio. efter Gianni Moscon i håb om, at denne kunne genrejses efter en stribe dårlige sæsoner. Den mission lykkedes egentlig ganske storartet, men grundet en skade, der kostede hele klassikersæsonen, blev det alligevel bare til 1237 point. Det er bestemt ikke et ringe udbytte, men i samme prisklasse finder man flere ryttere, der gjorde det betydeligt bedre. Hvis nu Paris-Roubaix var gået bare lidt anderledes, havde resultatet dog nok været et andet…

 

Langt værre var det med David Dekker. Formentlig grundet et fremragende UAE Tour, der blev afviklet umiddelbart inden managerspillets start, blev hollænderen til en pris på 1 mio. årets suverænt mest valgte rytter. Faktisk var han at finde på hele ni af de 10 bedste hold, men da han herefter tilbragte en stor del af sæsonen som hjælper og missede hele sæsonafslutningen grundet et styrt i Bretagne, blev det bare til 145 point - en score, der i lyset af hans popularitet gjorde ham til et årets flop. Fra denne prisklasse var også Cees Bol, Mauri Vansevenant, Aurelien Paret-Peintre, Stefan Bissegger, Tobias Foss, Felix Grossschartner og Matteo Moschetti alle at finde på mindst tre af de bedste hold, men alle må sande, at der fandtes betydeligt bedre valg til samme pris, selvom Bissegger, Paret-Peintre og Vansevenant alle scorede pænt. Og de gjorde det i hvert fald bedre end lottokuponen Ivan Ramiro Sosa, der med en samlet sejr i Provence umiddelbart inden spilstart med hele 331 tilvalg blev en af spillets allermest populære, men som blot endte med at indbringe beskedne 98 point - ikke meget til en pris på 1,5 mio.

 

Det billige ”fyld”

Rytterne til færre end 1 mio. kan for mange regnes som det sidste fyld, der skal sikre, at budgettet går op, når man har valgt sine primære navne blandt sportens større stjerner. Alligevel kan det være her, spillet afgøres, for gode valg i den billigste kategori kan indbringe ganske mange point.

 

I år er der særligt to ryttere, der skiller sig ud. Den ene er Mark Cavendish, der efter et par sæsoner, hvor top 10-placeringer var et særsyn, var gledet helt ned til en pris på bare 750.000. På den baggrund skulle man egentlig tro, at mange ville falde for fristelsen til at spendere beløbet i håbet om, at der alligevel kunne være en genrejsning på vej, men det var der ganske få, der gjorde. Blandt de deltagende hold havde blot 113 den britiske supersprinter i truppen - til sammenligning var Dekker som den mest valgte udtaget af ikke færre end 769 af de valgte hold - og blandt top 10-holdene havde kun tre mandskaber fundet plads til den for et år siden afdankede superstjerne.

 

Det var en beslutning, de tre managers var glade for. Cavendish genopstod nemlig og scorede ikke færre end 2828 point og blev således den 20. mest scorende rytter. Dermed ender han også som en ganske klar nr. 1, når forholdet mellem pris og pointantal udregnes, og i den forstand kan Cavendish regnes som årets bedste køb - til trods for at det altså var overraskende få af de bedste hold, der havde ham i stalden.

 

Den anden bemærkelsesværdige rytter var Christophe Laporte. Efter et par svage sæsoner var også han styrtdyrket på prislisten og kunne som Cavendish erhverves for bare 750.000. Modsat briten nåede Laporte dog med en stærk februar måned at sende et klart signal om, at han havde kurs mod en genrejsning, og derfor kan det ikke overraske, at han endte som løbets næstmest valgte rytter - selvom han var valgt af hele 129 færre managers end Dekker - og at han som eneste rytter var at finde på samtlige top 10-hold. Modsat den unge hollandske sprinter leverede han også varen. Ganske mange sejre og en fornem klassikersæson var således nok til at indbringe 2560 point og sikre Laporte en plads som et af årets absolutte ”must haves”. Om det samme gælder næste år, er nok mere tvivlsomt, da Laporte nu skal være luksushjælper for Van Aert og næppe vil kunne fås til samme billige penge til februar igen.

 

I den kategori finder vi også en dansker. Havde det ikke været for det danske pas, var det temmelig utænkeligt, at Mattias Skjelmose var blevet valgt af 551 managers og ville indtage pladsen som den 4. mest valgte bag Dekker, Laporte og Ballerini, for normalt ville en ved sæsonstart bare 20-årig nyprofessionel uden væsentlige resultater uden for juniorklassen aldrig være så populær. Også her viste det sig imidlertid en god ide at satse dansk, da Skjelmose ligesom Vingegaard og Honoré endte som en af årets fiduser. Til en pris på bare 250.000 scorede han med en række flotte etapeløb 863 point, og det indbringer ham en placering som nr. 2 på listen bag Cavendish, når man udregner forholdet mellem pris og pointscore. Den havde de bedste managers skam også luret, da ikke færre end seks af de 10 bedste managers havde vist den unge dansker tilliden.

 

Til gengæld var der ikke mange, der havde luret flere af de øvrige gode fiduser. At unge Filippo Zana med en temmelig overraskende samlet sejr i Tjekkiet til en pris på 250.000 skulle score 860 point - bare 3 færre end Skjelmose - kom vist som et chok for den forsamlede danske cykelekspertise, for blot ni managers havde fundet plads til den unge italiener - og ingen af de 10 bedste. Nemmere havde det nok været at lure, at den længe ret lovende Victor Lafay kunne stå foran et gennembrud, der da også blev sikret med en flot Giro-etapesejr, men blot 22 managers havde fundet plads til franskmanden, der til en pris på 250.000 scorede ikke færre end 824 point - og heriblandt finder vi ingen af spillets 10 skarpeste managers.

 

Det er da også en svær øvelse at finde de bedste billige fiduser, fordi det ofte i denne kategori kan være ét enkelt godt resultat, der gør en af disse ryttere til en succes. Blandt de gode valg finder vi også årets temmelig overraskende Tour-komet Franck Bonnamour, der i en relativt fremskreden alder pludselig bragede ind på den store scene med både en formidabel deltagelse i verdens største løb og et stærkt efterår, som tilsammen indbragte hele 1194 point - alt sammen til en pris på bare 500.000. Det var der ikke én eneste af spillets managers, der havde luret, for Bonnamour var slet ikke blevet valgt overhovedet. Så var der straks flere - nemlig 29 - der havde fornemmet, at Tosh van der Sande efter flere år som relativt anonym hjælper, pludselig ville få sine egne chancer i dette efterår, så han til en pris på bare 500.000 kunne sikre sig floote 1163 point, inden han ligesom Laporte nu kan se frem til en tilværelse som luksushjælper for Van Aert.

 

Der var andre billige fiduser, som i vidt omfang var overset. Det gælder for Alexis Renard, der med særligt et godt resultat i Tour de Wallonie til en pris på 250.000 var god for 560 point. Det gælder Philipp Walsleben, der i karrierens sidste sæson tog hele to store udbrudssejre og til trods for en placering i billigste priskategori endte med 490 point. Det gælder Jay Vine, der nok sikrede sig sin professionelle kontrakt via Zwift, men som med særligt en samlet 2. plads i Tyrkiet og en stærk afslutning i Spanien trods sit prismærkat på 250.000 scorede 480 point. Det gælder evigt solide Pierre-Luc Perichon, der på trods af et totalt fravær af spidskompetencer alligevel altid ender med pæne resultater - denne gang nok til 463 point trods en pris på 250.000 - og det fælder for Murcia-vinderen Antonio Soto samt udbrudskongen Brent van Moer, der bragede ind på scenen med sin flotte sejr i Dauphiné, som trods den laveste pris indbragt hhv. 455 og 453 point.

 

Ligeledes havde der været værdi i at satse på Julen Amezqueta, der via udbrud sikrede sig en samlet podieplads i Andalusien, Connor Swift, der tog et ganske fornemt skridt op i sæsonens mange 1.1-løb, Carlos Rodriguez, der gav store prøver på sit uhyre lovende potentiale med særlig 2. pladsen i Tour de l’Avenir, Vincenzo Albanese, der efter Giroen var helt forvandlet og kørte et fremragende efterår, Rasmus Tiller, som i den grad blomstrede op efter at være kommet væk fra WordlTouren, Ide Schelling, som efter en lidt svær debutsæson for alvor foldede sig ud med blandt andet en uhyre fornem sejr i puncheurløbet i Aargau, Boy van Poppel, der oplevede en lidt overraskende renæssance i foråret, hvor den ellers stærkere broder havde en af sine formkriser, Michael Storer, hvis Vuelta-etapesejre og samlede sejr i Tour de l’Ain gjorde ham til en af årets kometer, samt endda danske Johan Price-Pejtersen, der kunne drage fordel af, at U23-mesterskaberne indgår i regnskabet, og således scorede 365 point, selvom hans EM- og VM-sejre var de eneste resultater, han leverede i pointgivende løb. For dem alle gælder dog, at de næsten ikke blev valgt. Price - formentlig grundet sit danske pas - topper listen med en plads på 50 hold, mens Rodriguez på 34 hold var næstmest populær, mens Albanese og Tiller til gengæld ikke var blevet valgt af én eneste af sæsonens managers. Blandt de 10 bedste var der blandt de her nævnte kun blevet plads til Price og Van der Sande, der var valgt hver én gang af årets skarpeste managers.

 

Andre ryttere var mere populære, men med knap så megen succes. Mikkel Bjerg var således valgt af ikke færre end 464 managers - herunder syv fra top 10 - men endte trods en pris på 750.000 med blot 343 point. Harm Vanhoucke var at finde på 351 hold og valgt af fem top 10-managers, men indbragte til en pris på 750.000 relativt beskedne 570 point. Dermed var de sammen med Laporte og Dekker de to mest populære blandt de billige ryttere, men her havde pengene i altovervejende grad været givet bedre ud.

 

Hvad kan vi lære?

Dermed kan vi også gøre status, inden det gælder overvejelserne om holdene til 2022-sæsonen. Meget tyder på, at det vil være en god ide at vælge mindst én - og måske endda alle tre - af de tre store pointmaskiner, for selvom man kan blande sig i toppen uden, synes det at være noget nær en forudsætning for succes, at man finder plads til enten Tadej Pogacar, Wout van Aert eller Primoz Roglic, hvis de igen næste år viser sig at score markant flere point end alle andre. Til gengæld skal man foretage sine valg blandt de næstdyreste med meget stor kræsenhed, og måske er det værd at notere sig, at Joao Almeidas gode tempoevner er hovedårsagen til, at han var den eneste regulære fidus i dette prisleje. De ugelange etapeløb i foråret vægter nemlig ganske højt, og her kommer man meget langt med en god enkeltstart.

 

En anden læring er, at det kan betale sig at satse på en genrejsning. Cavendish, Jakobsen, Greipel og Valverde startede alle sæsonen med store spørgsmålstegn, men endte også alle med i den grad at være pengene værd. Varsomhed er dog også påkrævet, når man ser, at Chris Froome trods sin plads på mere end 100 hold slet ikke viste tegn på fremgang, ligesom Dylan Groenewegen slet heller ikke kom i nærheden af sit pointantal fra tiden før sin karantæne.

 

Man skal også være varsom med at lægge alt for meget i en god februar måned. En stærk sæsonstart gjorde således David Dekker, Davide Ballerini og Ivan Ramiro Sosa til nogle af sæsonens allermest populære, men de viste sig alle at være dårlige investeringer. Til gengæld var Christophe Laportes og Mattias Skjelmoses stærke sæsonstart utvivlsomt en af årsagerne til deres store popularitet, og de viste sig begge at kunne holde dampen oppe gennem det meste af sæsonen.

 

Endelig er billedet en smule blandet, når det gælder det store fokus på et dansk pas, som helt åbenlyst vægter tungt hos mange managers. Jonas Vingegaard, Mattias Skjelmose, Mikkel Honoré og til dels Magnus Cort og Kasper Asgreen viste sig som nogle af spillets største fiduser, men til gengæld viste de mange tilvalg af Mads Pedersen, Søren Kragh og Mikkel Bjerg sig i år at være knap så givtige. Generelt overrasker de danske ryttere jo positivt i disse år, og en vis national bias har derfor denne gang langt fra været skadelig, men det er også klart, at det kan blive en farlig tilgang, efterhånden som den danske succes afspejler sig i højere rytterpriser.

 

Af alle managers var det Miriam Brems, der i 2021 viste sig skarpest. Ganske vist havde også den vindende manager brændt en del af budgettet af på Filippo Ganna, Caleb Ewan, Mads Pedersen, Davide Ballerini og David Dekker, der som nævnt alle havde svært ved at leve op til deres pris, men til gengæld lurede årets sejrherre flere af fiduserne i form af Tadej Pogacar fra den højeste prisklasse, af Joao Almeida fra det næstøverste niveau og længere ned i prisklasserne af ryttere som Jasper Philipsen, Jasper Stuyven, Jonas Vingegaard, Ben O’Connor, Neilson Powless, Mauri Vansevenant, Mark Cavendish, Christophe Laporte og Mattias Skjelmose. Nu venter vi spændt på, om det vil lykkes andre at have en bedre og dygtigere hånd, når der til februar igen bydes op til kamp i vores sæsongående managerkonkurrence. Bolden er i hvert fald givet op til en forrygende revanchedyst.

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Feltet.dk - Manager
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger