Analyse: Tro på dig selv, Caleb

Forud for denne sæson udpegede vi Elia Vivianis skifte fra Sky til Quick-Step som en af sæsonens 10 bedste transfers. Det kan godt være, at det for det belgiske mandskab var en stor bet at miste Marcel Kittel, verdens ubetinget hurtigste mand, men når nu tyskeren havde beslutte sig for ikke i fremtiden at ville konkurrere med Fernando Gaviria om pladsen i Tour de France, kunne man ikke have ønsket sig en bedre erstatning. Efter OL-guldet på banen ved OL i Rio havde den hurtige italiener nemlig i 2017 for første gang haft fuld fokus på landevejen, og det havde med det samme givet pote.

Efter en første halvdel af sæsonen, hvor sejrene udeblev, og han led den tort ikke at blive udtaget til Giroen, men samtidig viste stærkt forbedret holdbarhed i Milano-Sanremo, fik han både hurtighed og holdbarhed til at passe sammen i efteråret. Her vandt han to af de største efterårsklassikere, EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic, og tog et hav af spurtsejre også i meget skrapt selskab. Specielt sejren på den hårde rute i Bretagne, hvor han endda rundede toppen af den sidste stigning næsten allerforrest i feltet sammen alle verdens bedste klassikerspecialister, og hans flotte spurt på den ellers alt for svære bakke i Coppa Sabatini vidnede om, at det var en helt ny Viviani, der var blevet født.

Viviani havde egentlig en kontrakt med Sky, men manager David Brailsford viste stor generøsitet over for sin italienske stjerne, da det stod klart, at han ikke kunne love ham en plads i Giroen. Da Quick-Step samtidig bankede på og tilbød italieneren sit livs chance som en af de to førende sprintere hos belgierne, der altid har været hjemsted for nogle af sportens bedste tog, gav den ellers til tider kyniske holdejer efter og lod Viviani skifte til rivalerne.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Skiftet er på mange måder perfekt for både Viviani og holdet. For første gang siden tiden på Liquigas kommer Viviani nemlig ind på et hold, hvor sprintere betyder noget, og hvor han med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini ved sin side får sit helt eget tog. Ganske vist havde man på Sky også et glimrende lead-out, men det blev brugt alt, alt for sjældent i de store løb, hvor fokus altid var på klassementet. For Quick-Step er det ideelt at have en sprinter, der i hvert fald i første omgang er ligeglad med Tour de France, hvormed rollefordelingen mellem ham og Gaviria er langt mere ligetil. Kun i Milano-Sanremo, Vivianis drømmeløb, er der lagt op til en lille konflikt i 2018, ligesom der på lidt længere sigt kan komme visse konfrontationer i kampen om kaptajnrollen i lettere brostensklassikere som Gent-Wevelgem.

Viviani har altid været kendt for sin evne til at starte sæsonen som lyn og torden, og det er ikke uden grund, at mange af hans sejre er faldet i de helt tidlige arabiske løb. I år har holdskiftet betydet, at motivationen var endnu større end vanligt, og selvom han i den forløbne vinter kun har haft ganske begrænset baneaktivitet, var der ingen tvivl om, at Quick-Step-stjernen var en af de mest formstærke sprintere til start i Tour Down Under. Starten var imidlertid ikke helt ideel. I søndagens People’s Choice Classic fejlede det nye tog totalt, og selvom Viviani leverede en fremragende og den måske allerbedste spurt, var det for sent. To dage senere led han et ydmygende nederlag, da han regulært blev overspurtet på 1. etape af det australske etapeløb.

Formen er der imidlertid intet galt med. Det viste han med den imponerende 6. plads i den knaldhårde finale i Stirling, hvor han dog efterfølgende måtte erkende, at bakken op til mål var en anelse for vanskelig til, at han kunne blande sig i kampen om sejren. Præstationen styrkede imidlertid hans selvtillid efter tirsdagens skuffelse, og i nat kom så endelig belønningen, da han med en imponerende og flot timet spurt tog en ganske suveræn sejr på løbets anden og næstsidste sprinteretape.

Måske var det netop den styrkede selvtillid, der gjorde forskellen. I hvert fald havde Viviani det mod, som Caleb Ewan manglede, og det var i høj grad det, der tippede balancen til fordel for italieneren. Alt så nemlig ud til at være gået galt for Quick-Step, der var alt for langt tilbage i finalen. Michael Mørkøv måtte med et sent fremstød bringe Fabio Sabatini og Viviani i position inden de sene sving i den tekniske afslutning, og herefter måtte Sabatini efterlade sin kaptajn helt nede i sjette position. Hvad værre var, at Mitchelton-Scott samtidig var i gang med at køre et formidabelt lead-out, hvor Ewan på den sidste kilometer fortsat havde Mathew Hayman, Daryl Impey og Alexander Edmondson foran sig, og der syntes derfor ikke at være noget, der kunne forhindre løbets førende rytter i at tage sin anden etapesejr.

Selvtilliden spillede imidlertid Ewan et puds, også selvom den lille australier efter den overraskende sejr i Stirling havde al mulig grund til at tro på sig selv. Efter 1. etape havde han nemlig beklaget sig over, at han tilsyneladende ikke havde poweren til at holde sin topfart lige så længe som vanligt, og det var derfor, at han i både søndagens og tirsdagens spurt var blevet overspurtet bagfra efter at være åbnet for tidligt. Det var i de følgende interviews let at mærke, hvordan det skabte tvivl hos Ewan, der sidste år tog sine fire etapesejre, fordi han i høj grad traf alle de rigtige beslutninger i finalerne.

Den tvivl tog Ewan med sig ind på denne etape, og denne gang ville han for alt i verden undgå at starte for tidligt. Derfor tøvede han alt for længe med at starte sin spurt fra Edmondsons hjul, og det ideelle lead-out blev derfor slet ikke udnyttet. I stedet var det Viviani, der startede en tilsyneladende alt for lang spurt, og da først Ewan indså fadæsen var det for sent. Med et imponerende antrit, der mindede om det, han viste i Adelaide, fløj han forbi sin australske rival, og når først en af tidens stærkeste sprintere har fået så lang snor, er det for sent. Det måtte Ewan sande på den mest pinefulde måde.

Dermed står de seneste to års dominerende sprinterskikkelse i Australien efter tre massespurter fortsat uden etapesejr. Ganske vist overraskede han både sig selv og holdet ved at sejre i Stirling, men det kan ikke være fuldt tilfredsstillende. I år handler alt for Ewan nemlig om hans Tour de France-debut, og de første seks måneder af sæsonen handler kun om én ting: at forberede ham på sommerens store begivenhed. Her vinder han helt sikkert ikke de hårde etaper, hvor han er oppe mod verdens allerbedste på toppen af deres formniveau, og skal han nuppe en etapesejr, skal det derfor være i en massespurt. Lige så flot som Stirling-sejren var, lige så lidt anvendelig er den på de Tour-etaper, der er Ewans mål. Nu vokser presset igen på den lille australier, der nu kun har én chance tilbage, hvis han skal rejse til Europa med øget tro på sig selv. Heldigvis kan han glæde sig over, at han har toget til at slå til i Adelaides gader på søndag.

Modsat kan Viviani drage videre til de arabiske løb med lige præcis det, han kom efter: en cementering af, at Quick-Step så rigtigt ved at hente ham til holdet. Han drømmer om at vise sit værd ved at vinde mindst de 14 sejre, som Kittel opnåede i sidste sæson, og starten kunne ikke have været bedre. Sejrer han også i Adelaide på søndag, kan han se frem til sin første duel med sin tyske forgænger med sindsro. I nat viste han, at han allerede har den tro på sig selv, der ofte gør forskellen i massespurter. Det ved Ewan i hvert fald nu.

For de øvrige topsprintere endte etapen i stor frustration. Størst må irritationen være hos André Greipel, der aldrig kom til at spille en rolle i finalen. Tyskeren har ellers hidtil lignet feltets hurtigste mand, men som vi skrev i går, ville han få svært ved at gentage sin triumf i en teknisk finale, der bestemt ikke passede ham. Positionskampen er ganske enkelt ikke Greipels force, og han er derfor dybt afhængig af sit tog. Det har imidlertid slet ikke fungeret i fulde omdrejninger, og det er tydeligt, at Jens Debusschere enten er i meget dårlig form eller lider voldsomt i den brutale varme. I hvert fald har han svigtet på både 1. og 3. etape, og på 2. etape lignede han hele dagen en hængt kat bagerst i feltet. Heldigvis har Greipel endnu en chance, og spurten i Adelaide passer ham langt bedre og gør ham knap så afhængig af sit hold.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det hold, der skuffede mest, var dog Bora-hansgrohe. Tyskerne har på papiret det mest slagkraftige sprintermandskab, og selvom Peter Sagan hidtil ikke har gjort brug af sin gode holdstøtte, men har kørt sit eget løb i finalerne, har de vist stor styrke. Det gjorde de imidlertid ikke denne gang, hvor de var fuldstændig usynlige. Samtidig svigtede Sagans ellers næsten ufejlbarlige positioneringsevne, og han var alt, alt for langt tilbage forud for de sidste sving. At han efterfølgende atter kørte en flot spurt og på lidt mirakuløs vis endte på 5. pladsen, vidner blot om hans høje klasse. Der er i hvert fald rum til forbedring inden Adelaide-etapen, hvor alt dog peger på, at Sam Bennett endelig skal have den chance, han er blevet lovet, men som sygdom hidtil har kostet ham muligheden for at gribe.

Etapen viste også, at sprinterhierarkiet efterhånden er temmelig klart på pladserne bag de store. I hvert fald var det atter de lovende talenter Phil Bauhaus og Simone Consonni, der var ”the best og the rest”. Specielt Bauhaus viste igen, at han som ren sprinter er en af feltets allermest lovende ryttere. Trods støtte fra et tog, der slet ikke kan matche de bedste, har han atter udvist en flot næse for positionering og i nat også den hurtighed, der sidste år gav ham topresultater mod verdens allerbedste sprintere i Criterium du Dauphiné og Münsterland Giro. Sunweb er ganske vist ikke det sprinterhold, de tidligere var, men med både Bauhaus og Max Walscheid på vej er man på vej til i fremtiden atter at kunne gøre sig gældende i rene massespurter, hvad der ikke har været tilfældet siden Marcel Kittels afgang.

For klassementsrytterne endte etapen uden de store problemer, og de sluttede alle i samme tid som Ewan efter endnu en sløv og meget langsom dag, hvor varmen atter kvalte alt initiativ og kørelyst. Alle var de meget opmærksomme på risikoen for tidstab i den meget tekniske finale, hvilket afspejles af, at mange af dem endte helt fremme i massespurten, og dermed er de alle kommet helskindet frem til de to klassementsetaper.

Det eneste højdepunkt var de indlagte spurter, hvor Nathan Haas og Jay McCarthy fortsatte deres indbyrdes duel. I den første blev de ganske vist overspurtet af Daryl Impey, der atter understregede, at han mener det alvorligt i klassementskampen, men her viste Bora snarrådighed ved med Sam Bennett at stjæle sekundet fra sydafrikaneren. I den sidste spurt måtte Impey spare sig til sit lead-out, og det åbnede døren for de to australske rivaler. Atter var det Haas, der trak sig sejrrigt ud, og dermed tyder noget på, at det indbyrdes sprinterhierarki mellem de to er anderledes end sidste år, hvor det var McCarthy, der udnyttede de indlagte spurter til at sikre sig den sidste podieplads på bekostning af Haas. Alt sammen kan det imidlertid være lige meget, hvis ikke de kan følge med på stigningerne. Om de kan det, vil de to kommende dage afsløre.