Boganmeldelse: Bjarnes Bog er en god bog!

Når der udkommer en bog som RIIS, og der på forsiden nedenunder titlen står ”I samarbejde med Lars Steen Pedersen”, så er det naturligt, at man tænker: Hvor meget af det, der står i bogen, er nu mon Bjarne Riis, og hvor meget er ”med-forfatteren” (der ikke så gerne vil kaldes ghost-writer, det fik man i hvert fald indtryk af, da bogen for nogen tid siden blev præsenteret ved en reception hos Riis Cycling i Lyngby). Men det er nu mit klare indtryk, at det virkelig er Bjarne, der taler til os i bogen. Det er først og sidst Bjarnes Bog, og heldigvis for det. Selvfølgelig er der passager, hvor man siger til sig selv, at lige netop sådan ville Bjarne nok ikke have formuleret sig, men det er småting. Bogen er først og fremmest troværdig, med det gran af efterrationalisering, som næppe kan undgås.

En af de bedste bøger
Det er også karakteristisk, at det er bogens første del, der står stærkest. Der er tale om begivenheder og tildragelser, som Bjarne har haft tid til at bearbejde og se i perspektiv. De sidste 100 sider af bogen mangler i nogen grad det perspektiv, og specielt de sidste kapitler bærer præg af, at tingene her i 2010 har udviklet sig så stærkt, at teksten flere gange er ved at blive overhalet indenom af begivenhederne. Derfor er der gentagelser og substansen er ikke så stærk som i resten af bogen. Begivenhederne i 2010 kan have en vis underholdningsværdi, og det er OK, at man har bestræbt sig på at gøre bogen så aktuel og up-to-date på udgivelsestidspunktet, som muligt, men det er ikke det, der giver bogen dens største styrke og relevans.

For det er en rigtig god bog. Én af de bedste, jeg har læst i den genre. Og det er ikke mindst en meget personlig bog. Jeg giver ikke noget som helst for Jens Evalds kritik af, at Bjarne ikke fortæller noget om de andre, der brugte doping og om hvem, der var ”bagmændene”. Den slags vil i langt de fleste tilfælde komme til at stå som udokumenterede påstande, for hvem kan i dag bevise, hvem der gjorde hvad i 1996? Jeg finder det langt mere modigt, når Bjarne så åbenhjertigt fortæller om personlige forhold som ægteskab og skilsmisse samt forholdet til sin far. Hvis det blot var en ”saftig” bestseller, man var ude på at skrive, ville det nok have været langt mere givtigt at skrive at nogle fede historier om, hvad man måtte mene, at de andre i miljøet foretog sig, og så i øvrigt blæse på, om man rent faktisk kunne dokumentere det. Kapitlet EPO i køleskabet vil måske blive det mest læste kapitel i bogen, men egentlig er det ikke særligt sensationelt eller grænseoverskridende læsning. Det beskriver blot det, der var virkeligheden på det tidspunkt.

Det er en gammel sandhed, at der ikke findes lykkelige skilsmisser, og det er Bjarnes fortælling også et eksempel på. Det er fint og sobert beskrevet, virker ærligt og Mette fremstilles meget loyalt. Det kan der ikke sættes en finger på. Skildringen af Bjarnes far Preben er en smule mere diffus. Man fornemmer, at det af og til er hjertet, der taler (og dermed drømmene om, hvordan det kunne have været), og af og til realiteterne (hvordan det faktisk var). Men igen gøres det på en sober måde og en ny dimension føjes til, når man når frem til bogens 12. kapitel (side 305-307).

Masser af cykelløb også
Bogen handler – naturligvis – også meget om cykelløb. Spændende og interessant er det at læse om Bjarnes sportslige udvikling og hans vandring fra belgiske til franske og italienske hold, indtil han slutter hos Telekom, der i realiteten først bliver et storhold, da han kommer til. Ikke blot i kraft af de resultater, han præsterer, men også det input og den påvirkning han giver, såvel på det mentale som det praktiske plan. Og der er igen en verden til forskel på de primitive forhold, som han sammen med Brian, Skibby og Jan Østergaard oplevede hos gangsterne Driessens og Van Vaerenberg hos Roland Skala (jeg har selv prøvet at besøge dem i Belgien), og så det koncept hans eget hold blev bygget op efter. Forandringen af sportsdirektørens rolle fra at være en mere eller mindre kvalificeret tyran, der styrede rollen fra servicebilens førersæde til en egentlig coach, der også i hverdagen følger sine ryttere tæt. Og definitionen af en holdkaptajn som andet og mere (og måske også en anden) end den, der lige her og nu skal køres for på dagen. Bjarne har alle dage været en materiale-freak, og han har udviklet sig til også at være trænings-freak og teknik-freak og en mand, der ikke er bange for at tage utraditionelle midler i brug (BS., eksempelvis). For ham er cykelsport en videnskab, og han har for sit eget og sit holds vedkommende forstået at udvikle den på et højt niveau.

Beretningerne om Bjarnes store løb (både som aktiv og som holdejer) er spændende læsning, som vil kunne fængsle enhver cykel-fan. Men derudover er der så meget andet i denne på én gang indebrændte men også stort-tænkende mands fortælling, der efter min mening gør bogen RIIS til en af de bedste bøger af sin art.

Rico

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument