EM i banecykling står for døren. Feltet.dk har taget en snak med banelandstræneren for herrer, Casper Jørgensen, om forventningerne og ambitionerne frem mod mesterskabet.
Den 8. februar står de danske baneryttere klar på de skrå brædder til EM i Schweitz, når de indleder deres jagt på det gyldne metal.
I den forbindelse har Feltet.dk taget en snak med den danske herrelandstræner, Casper Jørgensen, om ambitionerne til EM, hvor han spår gode muligheder for dansk succes i specielt én disciplin.
Kutymen er typisk, at der udtages baseret på rytternes styrke, men til dette EM har Jørgensen i stedet valgt ud fra en langsigtet strategi. Og ifølge landstræneren har det betydet, at det ikke har været synderligt svært at udvælge rytterne.
”Det vil jeg egentlig ikke sige. Det er ikke nødvendigvis de allerbedste i hver enkelt disciplin. Det er ikke det, vi er gået efter,” siger Jørgensen over en Skype-forbindelse.
Når man ser på holdkortet, skinner rytternes unge alder igennem. Herretruppen består af Niklas Larsen (25), Carl-Frederik Bévort (19), Theodor Storm (17), Rasmus Lund (24), og Tobias Aagaard (20).
”Man er selvfølgelig blandt de bedste, hvis man kører for eksempel pointløb. Men udtagelsen skal også ses lidt i et lys af, at vi er i en udviklingsfase. Vi vil gerne have de fleste af rytterne til at køre dernede.”
Den 47-årige landstræner er nemlig allerede begyndt at indstille antennerne mod det altoverskyggende mål, som er OL i 2024. Og her er det afgørende, at de unge ryttere får noget erfaring og hår på brystet, før det virkelig gælder.
”Det er vigtigt, at alle får nogle starter, så man vokser i det. Det handler også om, at de finder et mentalt niveau, hvor man skal ligge, så man prøver det. Derfor er det vigtigt, at alle kommer til at køre nogle konkurrencer frem mod OL. Der er ingen, der kan forudse, hvem der er de fire-fem bedste om halvandet år, når det hedder OL, så derfor holder vi truppen bred,” forklarer Jørgensen.
OL-kvalifikation starter ved det her EM
EM er normalt lavest placeret i mesterskabsfødekæden, da VM og OL traditionelt har været klart størst. Selvom det stadig er sådan i dag, er der ved at ske en ændring, mener landstræneren.
”VM er det største for os, når det ikke lige er OL. Men det er begyndt at fylde mere og mere. Du vinder en trøje til EM, og det er selvfølgelig et mesterskab, så vi vil selvfølgelig gerne vinde,” siger han og nævner samtidigt, at det ikke kun er en trøje og medaljer, der er på spil.
”Det lidt særlige over det er også, at OL-kvalifikation starter ved det her EM, så i det lys vil vi også gerne have så mange point som muligt.”
Artiklen fortsætter under billedet.
Landstræneren glæder sig til at følge den bare 17-årige Theodor Storm ved dette års EM. Foto: Feltet.dk
Størst chance for medaljer til holdløbet
De danske herrer skal konkurrere i syv forskellige discipliner hen over de fem dage i Schweitz.
Landstræneren er ikke bange for at udpege den disciplin, hvor han ser de bedste muligheder for at få en medalje med hjem i cykelkufferten.
”Jeg tror, vi har den bedste chance i holdløbet. Vi plejer at gøre det ret godt i den disciplin. Jeg tror godt, vi kan få en medalje der.”
Danmark har en god historik, når det gælder holdløb. I 2021 vandt de danske herrer EM foran værtsnationen, Schweitz, i tiden 3 minutter og 51 sekunder. Det svarer til en gennemsnitshastighed på over 68 kilometer i timen. Til EM i 2022 måtte det danske herrelandshold nøjedes med en andenplads efter en tæt duel med Frankrig.
Jørgensen har da også kikkerten rettet mod de traditionelle cykelnationer, når han skal udpege de største konkurrenter til EM-guldet.
”Det er nok Italien, der kommer med et rigtigt godt hold. De ser også gode ud på landevejene faktisk. Så er det Storbritannien, som er forsvarende verdensmestre. De ser også super stærke ud. Frankrig selvfølgelig også. Det er nok de tre nationer, som skinner mest i øjnene, når man ser startlisten.”
Frankrig har flere gengangere med, som også kørte dem til en EM-triumf i 4000 meter holdløb sidste år blandt andre Thomas Denis, Quentin Lafargue, Benjamin Thomas og Valentin Tabellion.
De forsvarende verdensmestre fra Storbritannien har også smidt et slagkraftigt hold på menuen. Holdet består af flere etablerede WorldTour-ryttere som Fred Wright (Bahrain Victorious), Ethan Hayter (Ineos Grenadiers) og Ethan Vernon (Soudal - Quick-Step).
De danske ryttere kan altså godt regne med at møde særdeles hård modstand i bestræbelserne på at vinde EM-guldet. Der er dog særligt én rytter som landstræneren ser frem til at følge, og det er en 17-årig knægt fra Roskilde.
”Jeg glæder mig til at se Theodor Storm på det her niveau. Der er ingen tvivl om, at han er et stort talent og har gjort det rigtig godt i junior, men nu stepper han jo også en del niveauer op, så det bliver spændende at se ham på det her niveau,” slutter landsholdstræneren.
På onsdag skal de første danskere i aktion, hvor kvalifikationen til holdløbet indledes med Niklas Larsen, Carl-Frederik Bévort, Theodor Storm, Rasmus Lund og Tobias Aagaard på startstregen.
Onsdag skal Tobias Aagaard også køre udskilningsløb.
Forhåbentlig ser vi de danske ryttere i aktion igen om torsdagen til holdløb, hvis de har formået at kvalificere sig til 1. runde. Der er finale senere samme dag.
Fredag skal der konkurreres i to discipliner. Rasmus Lund og Theodor Storm skal køre fire kilometer individuel. Derudover skal Carl-Frederik Bévort i ilden, når han skal køre i scratch-disciplinen.
Lørdag køres der i omnium-disciplinen, hvor Niklas Larsen skal forsøge at køre sig til et resultat.
Det hele sluttes af søndag, hvor stortalenterne Theodor Storm og Tobias Aagaard skal i aktion i parløb.
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 23/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 20/03-26/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 22/03
E3 Saxo Bank Classic(1.UWT) 24/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 21/03-25/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 23/03
E3 Saxo Bank Classic(1.UWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 26/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 26/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 26/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 29/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 31/03
Volta Limburg Classic(1.1) 01/04
Tour of Thailand(2.1) 01/04-06/04
Annonce
Annonce
AG2R Citroen Team |
Alpecin-Deceuninck |
Arkea Samsic |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Circus - Wanty |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM |
Team Jayco AlUla |
Team Jumbo-Visma |
Trek-Segafredo |
UAE Team Emirates |
Annonce
Oversigt: Sådan sluttede bane-EM
Her er Danmarks ryttere til EM i banecykling
Leth og Dideriksen tæt på europamesterskabet - vinder medalje
Dideriksen misser EM-medaljerne i omnium
Dansk top-10 ved EM i omnium