Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Mindeværdige Grand Tours: Rivaler splitter Frankrig i to

Mindeværdige Grand Tours: Rivaler splitter Frankrig i to

06. maj 2020 09:30Foto: Miroir de Cyclisme

Feltet.dk kigger i denne artikelserie på mindeværdige Grand Tours gennem tiden. Første udgave handler om Tour de France i 1964. I det vanvittige løb spillede spådomme og astrologi en rolle, inden to af de største rivaler i sportens historie lod benene tale på Puy de Dôme.

Tour de France 1964 er først og fremmest historien om Jacques Anquetil og Raymond Poulidor. Den ene vandt folks respekt og beundring, den anden deres kærlighed.

 

Den store favorit var Jacques Anquetil, som havde været en verdensklasse-rytter, siden han vandt sit første store løb som 19-årig. Han var en af de mest succesfulde cykelryttere nogensinde, og er en af de få, der har vundet alle tre Grand Tours. Så var han ekstremt elegant på en cykel.

 

”Intet menneske har nogensinde været bedre egnet til at sidde på en cykel end han, aldrig har kombinationen menneske-maskine været smukkere,” som Paul Fournel skriver i sin glimrende bog 'Anquetil helt alene'.

 

Anquetil havde som sin tids største stjerne mange fans, men var dog ikke lige elsket af alle, da hans sejre ofte var grundlagt på en suveræn enkeltstart efterfulgt af defensiv og konservativ kørsel i bjergene. Desuden var mange utilfredse, når 'Monsieur Chrono' gang på gang udmanøvrerede Frankrigs mest folkekære rytter - den evige toer Raymond Poulidor.

 

Poulidor var blot to år yngre end sin modstander, men var langt senere slået igennem på landevejen. Inden 1964 sæsonen var han dog allerede monumentvinder og havde kørt flotte resultater i flere etapeløb.

 

Den sydfranske bondesøn Poulidor havde forladt skolen som meget ung for at hjælpe til på familiens gård, desuden var han veteran. Hans baggrund og åbenlyse lidelser på vejen skabte stor sympati for Poulidor, der blev den ”den almindelige franskmands” store helt, der især nød stor opbakning på landet og hos arbejderklassen.

 

Normanneren Anquetil røg og drak op til løb, men var i virkeligheden genert og en perfektionist på vejen - han havde mere et playboy-image end den jævne ’everyman’ Poulidor. Anquetil havde naturligvis også fans, men slet ikke så mange som sin modstander.

 

”Landet var delt i to lejre,” skriver Fournel og tilføjer, ”Man valgte enten den ene eller den anden lejr - de fleste i øvrigt Poulidors.” 

 

Stilistisk var der også enorm forskel på de to ryttere. Anquetil var økonomisk med sine pedaltråd, brugte meget sjældent flere kræfter end han var nødt til, og så var han ekstremt snu.

 

Poulidor kørte mere på instinkt og mere offensivt end Anquetil. Han havde i højere grad følelserne uden på tøjet. Når han var presset, kunne man som regel se anstrengelsen i hans ansigt, og publikum elskede ham for det.

 

"Pou-Pous" enorme popularitet nagede Anquetil så meget, at han blev nærmest hævngerrig. Dette gav naturligvis også en enorm motivation til at ydmyge siv rival, hvilket blot tjente til at øge sympatien og kærligheden for Poulidor. Det mønster gentog sig så i årevis, og deres rivalisering og sabotage af hinanden nåede deciderede komiske højder.

 

Selv Anquetils datter red med på bølgen af "Poupoularitet".

 

”Hun kunne sige Pou-Pou, før hun lærte at sige papa. Ikke nok med du pissede mig af hele min karriere, du gør det stadig i mit otium. Jeg lever med den viden, at hun tilbeder den jord du betræder,” fortalte Anquetil sin rival ifølge Eurosport, flere år efter han havde stoppet karrieren.

 

Længe før det, havde de et tæt opgør i 1964. De to rivaler kørte begge en fantastisk sæson, hvor de pressede hinanden udover alle grænser i Touren, da sin tids tætteste Tour de France nogensinde blev afgjort i en styrkeudmåling på Puy de Dôme, hvor de besteg vulkanen side om side.

 

Optakt til Tour de France i 1964

De to rivaler mødte begge op til Tour de France 1964 i storform. Poulidor brugte blandt andet foråret på at vinde etapesejre i Paris-Nice og at køre på podiet i Milano-San Remo, inden han i Vuelta a España, der dengang blev kørt i april og maj, vandt sin første store nationale rundtur - endda på ’Anquetilsk’ facon ved at erobre førertrøjen på løbets sidste enkeltstart. Som forberedelse til Touren vandt han desuden to etaper i Dauphiné Libéré, og tilskuerne kunne altså se frem til en Pou-Pou, der dels var i topform, og dels syntes at have nået et nyt niveau som etapeløbsrytter.

 

Anquetils optakt til Touren gav ligeledes løfter om en fabelagtig fransk rundtur. Efter at han i 1963 havde vundet Vueltaen og dermed blev den eneste rytter med sejre i alle tre store etapeløb, skulle 1964 handle om at krydse to andre bedrifter af: Først en sejr i en forårsklassiker og dernæst en Giro-Tour double, noget som kun Fausto Coppi tidligere havde formået.

 

Anquetil brød sig aldrig meget om forårets klassiske løb, som han fandt alt for uforudsigelige og svære at kontrollere, og valget af klassiker faldt derfor på Gent-Wevelgem, hvis rute bød på noget færre pavéer og flamske stigninger end Paris-Roubaix og Flandern Rundt. Anquetil rykkede kort før mål fra det samlede korps af belgiske brostensspecialister og vandt. Forårsklassiker? Tjek.

 

Giroen forløb også planmæssigt, da Monsieur Chrono erobrede den lyserøde førertrøje efter en suveræn sejr på femte etapes enkeltstart, og derefter forsvarede den hele vejen til målstregen i Milano.

 

Udover begge at være i strålende form, var både Anquetil og Poulidor også flankeret af stærke mandskaber. Anquetils St. Raphaël-hold stillede blandt andre til start med Rudi Altig, der havde en Vuelta, en grøn trøje og et Flandern Rundt på sin palmarès, Anquetils gode ven Jean Stablinski, der have vundet både en Vuelta og et verdensmesterskab, samt hollænderen Jo de Roo, der var fast inventar i klassikernes finaler, og tidligere havde vundet Lombardiet Rundt.

 

Poulidors Mercier-mandskab havde ikke helt samme star power, men viste med 7 etapesejre af 19 mulige i årets Vuelta, at Poulidor kunne regne med solid støtte i Touren, blandt andet fra klassikerspecialisten Frans Melckenbeeck, tidligere vinder af Liege-Bastogne-Liege, og den unge og lynhurtige britiske sprinter Barry Hoban.

 

Selvom Tour de France 1964 i høj grad skulle komme til at dreje sig om de to franske favoritter, var der dog også andre profiler og titelbejlere ved startlinjen i Rennes. Den mest markante af dem var den spanske mesterklatrer Federico Bahamontes, ’Ørnen fra Toledo’ (ja, det er ham Bjarne Riis har sit øgenavn fra), der havde banket Anquetil og alle de andre franskmænd i Touren i 1959, og desuden havde gjort løbets bjergkonkurrence til sin ejendom med fem sejre i seks udgaver

 

Bahamontes var på Margnat-holdet flankeret af den franske sprinter André Darrigade, der ikke levnedes nogle chancer for et stort samlet resultat, men som er værd at nævne grundet en helt enestående rekord: Darrigade vandt Tourens første etape hele fem gange.

 

Touren havde en rute, der både bød på tre enkeltstarter i Anquetils favør, men også på masser af stejle bjergsider hvor normannerens herredømme over løbet kunne udfordres.

 

Tour de France 1964

Touren startede i Bretagnes største by Rennes.

 

Allerede på første etape var der drama. Under etapen, der burde have været kedelig, blev feltet splittet i to efter et styrt, og Poulidor var fanget i den forkerte ende. Det resulterede i et tidstab på 20 sekunder til frontgruppen, hvor Jacques Anquetil blandt andre sad. André Darrigade vandt ikke løbets første etape for sjette gang, men han tog revanche i massespurten dagen efter.  

 

Herefter skulle ruten nordpå helt til Belgien i tre etaper, før den igen vendte sig mod syd, med en enkelt etape igennem Luxembourg og en afstikker med mål i Freiburg.

 

Tredje etape var en holdtidskørsel, og her kørte Mercier-BP lidt overraskende bedre end St. Raphaël-Gitane, og Poulidor havde altså barberet 14 sekunder af Anquetils forspring.

 

Det rigtige drama startede først på løbets femte etape, hvor et stærkt udbrud opnåede et stort forspring.

 

Flere gode ryttere havde ramt det afgørende udbrud, inklusiv Anquetils luksushjælper Rudi Altig, der havde haft en stor aktie i Anquetils Vuelta-sejr året forinden.

 

Touren var på femte etape forbi Vesttyskland, og Altig ville naturligvis gerne gøre det godt på hjemmebanen. I udbruddet var adskillige hold repræsenteret, der var derfor begrænset interesse for at jage dem, og de kom derfor i mål med over 4 minutter ned til hovedfeltet.

 

Altig havde taget den gule førertrøje, til stor glæde for de jublende fans i Freiburg. Altig var dog ikke vigtig i det samlede klassement, men den habile klatrer Georges Groussard (Pelforth-Sauvage-Lejeune) var også i udbruddet, og havde nu et forspring på hele fem minutter til Poulidor og Anquetil i klassementet.

 

Løbet rammer Alperne

Alles øjne var dog stadig rettet mod de to franske favoritter, da feltet ramte Alperne, der bød på to bjergetaper (hhv. på 248 og 239 kilometer!) over toppe som Télégraphe, Galibier og Vars.

 

Poulidor viste sig stærk på ottende etape, da han slap fra feltet og sluttede sig til et 14-mand stort udbrud, hvilket resulterede i en tidsgevinst på 35 sekunder, og i at ”Poulidoristerne” gik fuldstændig amok, da deres helt rev sig løs fra feltet.

 

På ottende etape ramte løbet Alperne for alvor, og her viste den aldrende Tour-vinder Federico Bahamontes, at han i karrierens efterår stadigvæk var en fremragende klatrer.

 

Med et angreb på Col du Galibier susede den 36-årige bjergged forbi et morgenudbrud, og fik flere minutters afstand til forfølgergruppen med de øvrige favoritter, der naturligvis blev ført an af Poulidor og Anquetil.

 

Bahamontes tabte lidt tid på nedkørslen, men Ørnen fra Toledo kørte over stregen i ensom majestæt halvandet minut foran forfølgerne, hvor han også inkasserede den tidsbonus på et minut, som man fik for at vinde nogle af etaperne det år.

 

I spurten om de sekundære placeringer var Poulidor klart stærkest, og han fik derfor en tidsbonus på 30 sekunder for andenpladsen. Den klejne Groussard sad akkurat med de bedste, og kørte sig derfor i gult.

 

Bahamontes var nu på andenpladsen 3:35 efter førertrøjen, mens Poulidor var på en foreløbig tredjeplads med lige over fire minutter til Pelforth-rytteren. Jacques Anquetil var nummer 8, lige over fem minutter efter Groussard. Indtil videre havde Anquetil ikke kunne dominere, som han ellers havde for vane.

 

På den anden Alpe-etape viste Anquetil dog sin styrke, da han fulgte Bahamontes’ angreb i bjergene, og lykkedes med at vinde spurten om etapesejren i en reduceret gruppe efter en kæmpe bommert fra Poulidors side, der havde misforstået, hvor etapen sluttede og derfor startede sin spurt alt for tidligt.

 

Anquetil i sit rette element

Efter Alperne drejede ruten mod vest, hvor der skulle køres den første af i alt tre enkeltstarter.

 

På en 21 kilometers lang enkeltstart fra Hyères til Toulon satte Anquetil tiden 27:52. Poulidor kørte godt, men tabte tid på grund af et fladt dæk. Poulidor var 36 sekunder langsommere end Anquetil, der stadigvæk var den bedste i verden - i hvert fald i kampen mod uret.

 

Klatrerne Bahamontes og Groussard tabte begge over to minutter.

 

Goussard førte stadig løbet, men favoritterne kom tættere på. Anquetil var et minut og 11 sekunder efter og Poulidot et minut og 42. Bahamontes var nummer fire i klassementet med lige over tre minutter op til Goussard.

 

De næste par etaper rykkede ikke ved klassementet, men da rytterne gik ud på deres første (og eneste) hviledag efter 13. etape, skete der sære ting.

 

Spådomme, grillmad og rødvin

På hviledagen nægtede Anquetil at forlade sit hotelværelse, og grunden var noget speciel, selv for en ener som Anquetil.

 

Astrolog og clairvoyant Marcel Belline, der lejlighedsvist udtalte sig til den franske tabloidpresse, havde ved hjælp af stjernetydning og åndernes magt fået et indblik i Tourens udfald, og det var dårlige nyheder for den forsvarende vinder.

 

Tour de France ville blive afgjort på 14. etape, og Anquetil ville bryde fuldstændig sammen. Her mente hun ikke, at han blot ville eksplodere og tabe tid, det var langt mere alvorligt: Jacques Anquetil ville højst sandsynligt dø under etapen.

 

Poulidor-fans morede sig med at sende avisudklip med den dystre spådom til Anquetil, og som 14. etape nærmede sig, begyndte forudsigelsen at nage ham en hel del.

 

Ifølge Eurosport kogte det over på hviledagen, hvor Anquetil ikke ville forlade sit værelse. Det lykkedes dog den den excentriske sportsdirektør Raphaël Géminiani at lokke sin stjernerytter ud af hotellet og med til en grillfest, som en lokal radiostation havde sponsoreret i forbindelse med Touren.

 

Det havde måske været bedre at lade Anquetil blive på hotellet, for til festen, måske på grund af nerver, spiste den forsvarende vinder store mængder lammekølle, som naturligvis blev skyllet ned med rødvin og sangria- ikke ligefrem en traditionel diæt under verdens største etapeløb.

 

 

Anquetil drak ofte inden løb, han drak i det hele taget ret meget, så situationen var ikke helt så usædvanligt, som den virker til.

 

Men den forsvarende Tour-vinder blev fotograferet under middagen, så billeder af Anquetil, der hyggede sig med grillmad og sangria, var overalt på forsiden af Frankrigs aviser dagen efter, hvilket gav modstanderne ideer. 

 

Federico Bahamontes og Raymond Poulidor indgik en alliance på 14. etape. De ville sætte et drabeligt tempo på over Envalira-passet, som var etapens første stigning, i håb om Anquetil var mærket af gårsdagens strabadser.

 

Efter et tidligt angreb satte Bahamontes’ Margnat-tropper og Poulidors Mercier-hold et højt tempo, hvilket sprag feltet. Planen lykkedes, Anquetil blev sat på den første stigning og var i en dyb krise.

 

”Øjnene var matte, blikket fjernt, og sveden sprang ned over hans ansigt,” sådan beskriver en skræmt holdkammerat Anquetil ifølge Joakim Jakobsen i bogen ’Tour de France’.

 

Om den sølle tilstand skyldtes tømmermænd, dårlig mave, bekymring over spådommen eller det faktum at Anquetil aldrig cyklede på hviledage, er svært at sige, men han kørte i hvert fald værre end normalt.

 

Anquetil, der som regel havde en disciplineret, elegant og aerodynamisk position på cyklen, kørte omtrent så yndefuldt som en treårig uden støttehjul, inden han begyndte at tage stropperne af - Anquetil gad ikke mere, han ville udgå.

 

Det var for meget for Saint-Raphaël-sportsdirektøren. Géminiani gav mesteren en skideballe fra bilen og stak ham en drikkedunk med champagne. Anquetil spændte stropperne igen og kørte mod toppen. 

 

Champagnen havde øjensynligt en vis effekt på Anquetil, der i hvert fald begyndte at sætte farten lidt op, og nåede til toppen af passet. Anquetil forsvandt i tågen, og kørte en livsfarlig nedkørsel alene med lav sigtbarhed, som var ekstremt effektiv. Anquetil fandt sit tråd igen og kørte en fantastisk nedkørsel.

 

Han hentede omkring 30 ryttere før bunden, hvorefter han sluttede sig til den næstforreste gruppe.

 

Længere fremme havde Grousgard, Bahamontes og Poulidor samlet en stærk gruppe, hvor alle var enige om at komme af med Anquetil. Det virkede dog ikke, og grupperne smeltede sammen. Da det hårdeste terræn var overstået, lignede at den 22-mand store gruppe skulle spurte om etapesejren, men sådan blev det ikke.

 

Poulidor var ikke kommet af med sin rival, men det blev endnu værre for udfordreren.

 

Et mindre problem fik Mercier-rytteren til at skifte baghjul med 28 kilometer igen, hvilket ikke i sig selv var kritisk, men en mekaniker fik i et forsøg på at skubbe kaptajnen i gang væltet den uheldige rytter. Poulidor kom heldigvis ikke slemt til skade, men på grund af styrtet var kæden nu hoppet af, i mellemtiden var hullet til frontgruppen vokset, Poulidors eneste hjælper var eksploderet, og han skulle derfor jagte alene.

 

20-mandsgruppen kom samlet i mål, Poulidor tabte to minutter og 37 sekunder, da han kom ind med den næste gruppe. Goussard holdt fast i sin førertrøje, nu et minut foran den forsvarende vinder. Poulidor var 4:28 efter, og var ikke engang sikker på en podieplads.

 

Anquetil hverken udgik eller døde på etapen, han kørte sig derimod i en perfekt position til at vinde løbet. Ikke engang skæbnen kunne stå i vejen for Anquetil.

 

Poulidor slår igen

15. etape var også bjergkørsel i Pyrenæerne. Poulidor satte et effektivt angreb ind på Col du Portillon kort før målstregen. Dagens udbrud blev hurtigt hentet, og på blot tre kilometer skabte han et halvfemssekunders forspring til forfølgergruppen. Bahamontes tabte yderligere tid.

 

Med sin tidsbonus lå Poulidor nu nummer tre og var blot 9 sekunder bag Anquetil og foran Bahamontes.

 

Den gamle spanier ville dog ikke overgås, og dagen efter, på løbets mest bjergrige etape, gav generationens måske bedste klatrer en af de flotteste præstationer i karrieren. Ørnen fra Toledo slog til igen, og kørte langt udefra med sin landsmand Julio Jiménez (Kas - Kaskol).

 

Bahamontes (venstre) og Julio Jiménez (højre) på Tourmalet

 

Efter et par stigninger med kamp om bjergpoint satte Bahamontes sin udbrudskollega og krydsede stregen i ensom majestæt for anden gang den Tour. Med det fantastiske soloridt kørte spanieren sig på en foreløbig andenplads med sølle 35 sekunder op til Goussard.

 

Folk var på dette tidspunkt ved at gå amok i begejstring over Touren, der allerede var en af de mest spændende Grand Tours nogensinde, med mindst tre meget sandsynlige vinderkandidater.

 

Anquetil var stærkest på enkeltstarten, og han havde trodset skæbnen og overvundet sin krise på 14. etape, men Pou-Pou var ham overlegen i bjergene. Andre dage lignede den aldrende spanier løbets bedste rytter, når han hentede minutter på vilde bjergtogter. Alt imens Goussard på stædig vis holdt fast i den gule trøje med det yderste af neglene.

 

Det stoppede dog efter 17. etape, da årets lange enkeltstart skulle køres.

 

Her viste Anquetil, hvorfor man kaldte ham Monsieur Chrono, da den forsvarende vinder tog etapen og den gule førertrøje.

 

På trods af et fladt dæk tog Poulidor andenpladsen, og indtog samme plads i klassementet. Poulidor var dog kun 56 sekunder bag Anquetil.

 

Efter en forfærdelig enkeltstart gled Bahamontes ned på en foreløbig tredjeplads, mens Goussard måtte give slip på den gule trøje efter at have kæmpet med næb og klør i ti dage.

 

Poulidor var tydeligt oprevet over sine uheld, men han smed dog ikke håndklædet i ringen, han havde en sidste chance.

 

”Jeg kan stadig vinde Touren. Der er stadig Puy de Dôme,” fortalte Poulidor pressen efter etapen, med henvisning til løbets tyvende etape, der sluttede på den udslukte vulkan.

 

Det endelige opgør

Efter et par flade etaper skulle klassementet afgøres på tyvende etape. 

 

Rytterne skulle ud på en 237 kilometer lang bakket etape, der sluttede op af den 12,5 lange stigning Puy de Dôme.

 

Bahamontes havde vundet en enkeltstart foran blandt andre Anquetil på netop denne stigning i 1959, men denne gang var Anquetils forspringet for stort til, at Ørnen kunne vinde Touren igen. Derfor var opgøret mellem Anquetil og Poulidor.

 

Ryttere faldt fra i løbet af dagen, og en gruppe på 30-mand nåede stigningen, inden favoritterne åbnede ballet.

 

Bahamontes lagde ud med et stærkt angreb på stigningen, tæt efterfulgt af sin gamle udbrudskompagnon Julio Jiménez, de kæmpede begge for etapesejren og point til bjergkonkurrencen.

 

Alles øjne var dog rettet mod Poulidor og Anquetil, der havde deres egen kamp i gang lige bag spanierne, da de fulgtes op af Puy de Dôme.

 

I stedet for at klæbe sig til Poulidors hjul, som måske ville være det taktiske valg, kørte Anquetil op på siden af sin rival. Var det et en del af det psykologiske spil? Et forsøg på igen at vise sin overlegenhed?

 

Anquetil havde som regel et godt pokerfjæs, denne gang kunne han dog ikke helt skjule, hvor hårdt det var. Også her var der en skarp kontrast mellem de to ryttere, da Poulidor ofte havde lidelser malet i ansigtet.

 

Side om side testede de hinanden til det yderste, hvilket skabte nogle af de mest ikoniske billeder i cykelsportens historie.

 

Anquetil og Poulidor, skulder ved skulder.

 

Poulidor holdt et solidt tempo, i stedet for de hurtige gentagende angreb, som han ellers havde for vane.

 

Det er svært at sige præcis hvorfor. Måske frygtede han at eksplodere, måske virkede Anquetil bare for stærk, måske vurderede Poulidor bare, at det var den rette strategi, måske var han blot ude af stand til at øge tempoet.

 

Der er mange holdninger til, præcis hvad der skete i hovedet på de to ryttere på den aførende stigning.

 

Fournel vurderer, at der blot var tale om en regulær styrkeudmåling og ikke psykologiske spil.

 

”Man begynder ikke at sætte psykologiske maskinerier i gang i den slags situationer, i det øjeblik kører man bare, af alle kræfter (…) Både Poulidor og Anquetil gav alt hvad de havde i sig,” forklarer forfatteren.

 

Med 1500 meter fra toppen opstod der et lille hul mellem de to, først en meter, så to, så tre. Der var skabt en reel forskel, den yngre mand havde rystet Anquetil af sig og Anquetil kæmpede for at holde fast i sin førertrøje.

 

Julio Jiménez og Bahamontes var allerede i mål, da Poulidor krydsede stregen. Gennem piftene og buhråb fra nogle af de mere passionerede Poulidor-fans fik Anquetil begrænset skaden, men Pou-Pou havde hentet hele 42 sekunder på blot 1500 meter.

 

Poulidor havde igen vist sig stærkere end sin rival i bjergene, men det var ligegyldigt, for Anquetil førte stadig løbet - dog kun med 14 sekunder.

 

En fuldstændig smadret Anquetil bemærkede efter etapen tørt, at det var sekunder 13 mere, end han havde brug for.  

 

Afslutningen

Den sidste chance for at gøre en forskel var på den sidste etape, som var enkeltstarten fra Versailleslottet til cykelbanen ved Parc des Princes.

 

Poulidor kørte til det yderste, og overhalede Bahamontes inden målstregen. Da Poulidor havde sat den næstbedste tid, ville han potentielt få en tidsbonus på 10 sekunder, hvilket betød han kun skulle slå Anquetil med ganske lidt for at vinde Touren, dette løb var spændende til det sidste. 

 

Men mesteren stod imod presset, da han kørte endnu en fantastisk enkeltstart.

 

Anquetil vandt etapen 15 sekunder foran sin holdkammerat Altig og 21 sekunder foran Poulidor. De to kombattanter kørte en æresrunde på cykelbanen efter et episk løb.

Begge ryttere blev hyldet af publikum.

 

Anquetil kunne glæde sig over at skrive historie som den første med fem Tour-sejre nogensinde. Den femte kom endda i en af de bedste udgaver af løbet, hvor publikums darling Poulidor sammen med Bahamontes havde gjort det mere end almindeligt svært for mesteren, der virkede mere sårbar end i tidligere udgaver. Den slags kørsel aftvinger både respekt og popularitet, og det Poulidor-elskende publikum, der tidligere havde buhet Anquetil ud efter hans Tour-sejre, hyldede da også normanneren under hans æresrunde.

 

Med tidsbonusser havde Anquetil vundet Touren med kun 55 sekunder ned til Poulidor, som dengang var den tætteste margin nogensinde.

 

Bahamontes rundede podiet af. Spanieren kørte sin måske bedste Tour siden sejren 1959, og han vandt sit sidste bjergklassement i karrieren, der sluttede året efter. Den modige Julio Jiménez løftede arven de næste par år med tre sejre i bjergkonkurrencen.

 

Den standhaftige Goussard kom hjem med en femteplads og ti dage i førertrøjen. Slet ikke et ringe resultat for en mand, hvis bedste resultat indtil da var en samlet 30. plads i løbet. Holdkammeraten Jan Jansen vandt den grønne trøje, mens Pelforth også tog holdklassementet. 

Anquetil og Poulidor giver hånd efter et hårdt løb. 

 

Poulidor og Anquetil vekslede et par venlige ord på podiet, men de var slet ikke færdige med at gøre livet surt for hinanden på vejen.

 

Efter 1964 - rivaler og legender

Touren i 1964 blev dog sidste gang, at de to rivaler kørte direkte mod hinanden om sejren i verdens største cykelløb, og for Jacques Anquetils vedkommende blev det også sidste gang, at han gennemførte Tour de France.

 

I vanlig kalkulerende stil konstaterede han i et interview med L’Equipe op til Touren i 1965, at hans løbskontrakter jo ikke ville blive bedre af en sjette sejr, men ville blive langt værre hvis han led et nederlag, og han blev derfor hjemme.

 

Poulidor kunne dermed stille op til løbet som storfavorit, men han måtte igen se sig henvist til andenpladsen, denne gang af den unge italiener Felice Gimondi. Anquetil brugte sin sommer på at skrive ekspertanalyser, der udpenslede Poulidors fejl og mangler som cykelrytter, og det endda for det franske kommunistpartis avis, der jo henvendte sig direkte til Poulidors fans.

 

Og hvis nogle skulle være i tvivl om, hvem der var verdens stærkeste cykelrytter, så bankede Anquetil da lige både Gimondi og Poulidor med mere end tre minutter i det dengang prestigiøse enkeltstartsløb Grand Prix des Nations.

 

Hvor 1964 var det sportslige højdepunkt i rivaliseringen, blev sæsonen 1966 højdepunktet for dens bitterhed. I det års udgave af Paris-Nice kørte de benhårdt mod hinanden, og fik gennem alliancer på tværs af hold omdannet hele feltet til to lejre, en bag hver rival, hvilket resulterede i en legendarisk sidste etape, hvor eder og spyt føg gennem luften, ryttere blev skubbet i grøften og Anquetil sled sig fri og løb af med sejren.

 

I Touren var Poulidor stærk som aldrig før, men Anquetil, der kørte rundt med en lungebetændelse, hjalp sin unge holdkammerat Lucien Aimar i førertrøjen, og udgik prompte af løbet, da sejren var ude for Poulidors rækkevidde.

 

Ved VM samme år kørte de to rivaler fra resten af feltet, men lurede så meget på hinanden, at de på sidste omgang blev indhentet af Anquetils nu tidligere holdkammerat Rudi Altig, der slog dem begge i spurten, hvilket straks førte til anklager om aftalt spil og yderligere bitterhed mellem de franske stjerner.

 

Endelig bliver vi nødt til at nævne det, der må betragtes som rivaliseringens komiske højdepunkt, som fandt sted under Giro d’Italia i 1967. Her opdagede Anquetil til sin store rædsel, at rytteren umiddelbart foran ham i det samlede klassement var den italienske Giancarlo Polidori. Det navn mindede for meget om Poulidor, til Anqeutil kunne acceptere at ligge bag ham i noget klassement.

 

Flere dage i træk blev Anquetils holdkammerater sat til at køre den stakkels ufarlige italiener i sænk, indtil Anquetil opdagede, at ham Polidori faktisk var en flink fyr, og at han i øvrigt nok burde koncentrere sig om det samlede klassement i stedet for at jage ukendte italienere med uheldige navne.

 

Trods den næsten latterlige intensitet i deres rivalisering, udviklede de to kamphaner et fint venskab, efter at have hængt cyklen i garagen. Poulidor har mangt en gang fortalt den rørende anekdote, at en dødssyg Anquetil spøgefuldt beklagede overfor sin modstander, at han også i dødens henseende henvist Poulidor til andenpladsen.

 

De to ryttere var dog mere end deres rivalisering. Anquetil står således den dag i dag som en af cykelsportens største og mest indflydelsesrige aktører, med sejre i alle tre grand tours, massevis af endagsløb og andre etapeløb, samt en timerekord. Hans måde at vinde cykelløb på dannede skole, både æstetisk og taktisk.

 

Det var Anquetil, der ophøjede enkeltstarten fra et undværligt krydderi til en afgørende ingrediens i etapeløbene, og gjorde kampen mod uret til en måde at vinde på - de klareste eksempler herpå er etapeløbsstjerner som Miguel Indurain, Bradley Wiggins eller Tom Dumoulin. Man kan således uden at overdrive konstatere, at det efter Anquetil er reglen snarere end undtagelsen, at Tourens vinder også er en dygtig enkeltstartsrytter, og det trods Tour-arrangørernes klapjagt på enhver enkeltstartskilometer gennem de seneste par år.

 

Poulidor havde også en fantastisk karriere, der bød på sejre i Vueltaen, Milano-San Remo og Flèche Wallonne, men ikke mindst også på en imponerende stabilitet og vedholdenhed: Han kørte hele sin karriere for Mercier-holdet, og efter at have været førsteudfordrer til Anquetil i årevis, fortsatte han i rollen som en af de stærkeste konkurrenter til sportens næste superstjerne Eddy Merckx.

 

Fra 1962 til 1976 endte Poulidor på Tour’ens podie ikke mindre end otte gange - første gang som 26-årig, sidste gang som 40-årig - hvilket stadig er rekord. Men modsat andre ryttere med mange podieplaceringer i Touren, som Joop Zoetemelk og Jan Ullrich, fik Poulidor aldrig en Tour-sejr, og ikke nok med det, så fik han i sin lange karriere ikke en eneste dag i den gule trøje. Der er derfra at hans ry som den evige toer stammer, og i Frankrig kom det så vidt, at en person, der aldrig helt når til tops, slet og ret kan omtales som ’en Poulidor’, mens et ’Poulidor-kompleks’ er blevet brugt som begreb for franskmændenes forkærlighed for - og selvidentifikation med - det smukke nederlag.

 

Det kunne man umiddelbart mene var en smule fornærmende overfor så dygtig en atlet, men sådan så Poulidor imidlertid ikke selv på det: ”Mit navn er blevet en del af dagligsproget,” som han har udtalt til The Guardian. ”Det er min største sejr”.

 

Endelig har Raymond Poulidor et helt anderledes levende eftermæle i nutidens cykelsport i form af sine to børnebørn David og Mathieu van der Poel, hvor særligt sidstnævnte må siges at være alt andet end en evig toer. Poulidor nåede heldigvis at se sine børnebørn på vejen, inden han gik bort november sidste år. 

 

Touren i 1964 var desuden også historisk af årsager, der intet havde med de to franske rivaler at gøre. I Paris kunne Federico Bahamontes, der for i øvrigt er den ældste nulevende Tour-vinder, krones som bjergkonge for sjette gang, efter endnu en gang at have vist sig som løbets bedste klatrer. Det var en rekord som kom til at stå i næsten tyve år, før den i 1983 blev tangeret af den sublime belgiske bjergrytter Lucien van Impe. Først i 2004 blev den slået af Richard Virenque.

 

En fantastisk bedrift i en udgave af verdens største cykelløb, der for længst er blevet legendarisk.

 

 

Kilder:

Fournel, Paul: Anquetil Alene

 

Howard, Paul: Sex, Lies and Handlebar Tape

 

Jakobsen, Joakim: Tour de France

 

Nye, Peter Joffre: Hearts of Lions: The History of American Bicycle Racing

 

O'Hagan, Simon: Great Sporting Moments: Jacques Anquetil v Raymond Poulidor

 

Wilcockson, John: ANQUETIL vs. POULIDOR: The ultimate showdown at the Tour of ’64

DEL
INFO
Raymond Poulidor
Nyheder
Tema: Mindeværdige Grand Tours
Nyheder
Jacques Anquetil
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour de l'Abitibi - Coupe...(2.NCUP) 14/07-19/07

Grand Prix Cerami(1.1) 16/07

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

NYE SKO? GUIDE, SAMMENLIGN OG FIND FORHANDLER