Bemærkelsesværdige hold: BMC Racing Team 2012

Starten af 2010’erne i cykelsporten var præget af benhård kamp i toppen - og ikke kun på landevejen, men i særdeleshed i forhandlingslokalerne. Her konkurrerede en række rigmænd og deres respektive hold om underskrifter fra de helt store stjerner, som i nogle år havde tendens til at samle sig på de såkaldte superhold. Et af disse var BMC Racing Team i 2012, som vi ser nærmere på i denne artikel.

Ser man på holdsammensætningen forstår man hurtigt, hvorfor forventningerne til BMC var tårnhøje i optakten til 2012-sæsonen. I løbet af vinteren havde den nu afdøde milliardær Andy Rihs åbnet pengepungen på vid gab og tiltrukket blandt andre profilerne Philippe Gilbert og Thor Hushovd, som begge skiftede på bagkant af fantastiske sæsoner. Derudover havde man hentet den dengang 23-årige Tejay Van Garderen, som efter blot to år som professionel allerede var udråbt som den næste amerikanske Tour-vinder.

På trods af den store udskiftning over vinteren, var de eksisterende ryttere på BMC Racing Team ikke noget at kimse ad. Profilerne var unægtelig den tidligere VM- og Flandern Rundt-vinder Alessandro Ballan og den forsvarende Tour de France-vinder Cadel Evans, mens typer som George Hincapie og Manuel Quinziato bød ind med stor rutine. Sidst, men ikke mindst, var det høje forventninger til stortalentet Taylor Phinney og en 26-årig Greg Van Avermaet, der så småt var ved at slå sig fast som en profil i klassikerne.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Kort sagt var der tale om et hold, hvor de bedste fem ryttere alle kunne have været frontfiguren på mange andre WorldTour-hold - og hvordan administrerer man det på landevejen? Det korte svar er, at det gør man ikke. Faktisk var der ikke én af de mange profiler, der ikke skuffede, og forklaringerne svinger fra stjerne til stjerne.

Philippe Gilbert

Det kan virke mærkeligt at kalde Gilbert for den største stjerne på et hold, der også havde den forsvarende Tour-vinder på lønningslisten, men omvendt skiftede belgieren til amerikanerne på baggrund af en af de bedste individuelle sæsoner, moderne cykelsport har set. I 2011 var ’Phil’ nemlig suveræn: Blandt hans 18 sejre var alle tre Ardennerklassikere, en Tour-etape, Clasica San Sebastian og de belgiske mesterskaber i både linjeløb og enkeltstart - for blot at nævne nogle få.

Netop derfor var hans 2012-sæson, som de fleste andre ryttere havde prist sig lykkelige over, en skuffelse. Hans eneste to sejre i BMC-trøjen kom i Vuelta a España efter et forår, hvor han var langt fra sit vanlige niveau. Til VM i Valkenburg fik han dog verdens måske største plaster på såret, da han vandt de legendariske regnbuestriber, men det var ganske symbolsk, at sæsonens klart største triumf ikke blev vundet i en BMC-trøje.

Foto: Sirotti

Forklaringen var, at den lange 2011-sæson havde udmattet belgieren, som dog alligevel var flere år om at vende tilbage til noget, der mindede om hans ufatteligt høje topniveau. Og selvom Gilbert i skrivende stund stadigvæk regnes blandt cykelsportens absolutte elite, transformerede han aldrig tilbage til den sejrsmaskine, han var inden BMC-skiftet.

Cadel Evans

Tour de France-vinderen fra 2011 fyldte i starten af 2012-sæsonen 35 år, og hans nedtur var derfor knap så overraskende som Gilberts. Alligevel havde den australske klassementsrytter nok håbet på mere end en syvendeplads i et fejlslagent titelforsvar, hvor han sluttede hele 15 minutter og 49 sekunder efter Bradley Wiggins i den gule trøje, og hvor han også måtte se sig slået af den unge holdkammerat Tejay Van Garderen.

Foto: Sirotti

Team Skys 1-2 med Wiggins og Chris Froome på podiets to øverste trin leverede også et symbolsk slag til BMC Racing Team, der både i Tour de France og resten af sæsonen måtte sande, at briternes ’superhold’ var langt bedre sammensat og organiseret end deres eget.

Med en podieplads i Giro d’Italia det efterfølgende år viste Evans, at han stadigvæk var en cykelrytter med format. Men der er ingen tvivl om, at hans niveau var dalende allerede i 2012, og blot to hele sæsoner mere blev det til, inden australieren i starten af 2015 kørte sit sidste professionelle cykelløb i hjemlandets Tour Down Under.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Thor Hushovd

Det norske islæt på BMC havde den klart værste sæson af alle holdets profiler, da langvarig sygdom, som første blev diagnosticeret i efteråret, ødelagde hele hans sæson. Blot 28 løbsdage blev det til, og da ingen af dem endte med Hushovd som sejrherre, var der tydeligvis noget galt. Til sammenligning tog den robuste sprinter to flotte etapesejre i Tour de France i 2011, og der var store forventninger til ham i 2012 - både i klassikerne og som etapejæger i de store etapeløb.

Forbedringerne var markante den efterfølgende sæson, hvor virussen var ude af verden. Men som tilfældet også var for Evans, løb tiden fra Hushovd. Nordmanden var fyldt 35, inden han sygdomsfrit kunne køre løb igen, og i sine sidste to sæsoner som professionel blev han end ikke udtaget til Grand Tours, inden han i slutningen af 2014 sagde stop.

Sæsonens lyspunkter

Selvom de tre største profiler skuffede, var der enkelte lyspunkter i det storsatsende holds 2012-sæson. Alessandro Ballan sluttede på tredjepladsen i både Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og i førstnævnte beviste Greg Van Avermaet én gang for alle, at han også på brostenene havde en stor fremtid, da han tog fjerdepladsen.

Også de amerikanske stortalenter Taylor Phinney og Tejay Van Garderen imponerede. Førstnævnte var i sin blot anden sæson som professionel, men var ikke desto mindre stærkest på første etape af Giro d’Italia - en prolog i Hernings gader. Phinney kørte i førertrøjen de næste tre dage, og efter en lovende junior- og U23-karriere var de færreste i tvivl om, at han kunne blive en af de allerbedste cykelryttere i verden. Sådan skulle det dog ikke gå, som vi ved nu.

Foto: Sirotti

Heller ikke Van Garderens karriere er gået som forventet, men 2012-sæsonen kan ingen tage fra ham. Den dengang 24-årige amerikaners femteplads og ungdomstrøje i Tour de France var højdepunktet i en sæson, der også bød på en femteplads i Paris-Nice og fjerdepladsen til VM i enkeltstart. Siden har han vist glimt af sit talent, men det er aldrig blevet til den succes i Grand Tours, som store dele af cykelverden dengang nærmest tog for givet.

Hvad skete der med holdet siden?

Trods lyspunkterne kunne BMC Racing Team som helhed og dets storsatsende ejer på ingen måde være tilfredse med en sæson, hvor de største navne alle floppede. Man gav stjerneparaden en chance til i den efterfølgende sæson med større succes, men ikke desto mindre blev det alligevel kun til to WorldTour-sejre, og de dyre investeringer fra 2012 betalte sig aldrig for alvor.

De efterfølgende sæsoner bød i stedet på stor udskiftning og fornyelse, men først i 2018 sagde cykelsporten helt farvel til det storsatsende BMC-hold, da ejeren Andy Rihs afgik ved døden, og mange af profilerne skiftede væk grundet den efterfølgende usikkerhed om holdets fremtid. Mandskabet blev reddet af det polske firma CCC og kører stadigvæk på WorldTouren, men på rytterfronten er det svært at se, at der er tale om det samme hold.

Faktisk er Greg Van Avermaet det eneste navn, der dukker op i både 2012s BMC-trup og 2020s CCC-trup. Og identiteten er markant forandret på et hold, hvor formentligt kun netop Van Avermaet og klassikermakkeren Matteo Trentin havde været på indkøbslisten op til 2012-sæsonen.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

BMC Racing Team-ryttere i 2012:

Alessandro Ballan

Adam Blythe

Brent Bookwalter

Marcus Burghardt

Steve Cummings

Yannick Eijsen

Cadel Evans

Mathias Frank

Philippe Gilbert

George Hincapie

Thor Hushovd

Martin Kohler

Klaas Lodewyck

Amaël Moinard

Steve Morabito

Taylor Phinney

Marco Pinotti

Manuel Quinziato

Timothy Roe

Mauro Santambrogio

Ivan Santamorita

Michael Schär

Johann Tschopp

Greg Van Avermaet

Tejay Van Garderen

Danilo Wyss

Har du et særligt bemærkelsesværdigt mandskab i tankerne? Så har du mulighed for at komme med et bidrag, som vil blive bragt på Feltet.dk. Læs mere om det her.