BinckBank Tour-analyse: Den belgiske købmand og guldet fra gaden

Forestil jer, at Chris Froome blev kørt ud på et sidespor og indirekte af sin ledelse blev bedt finde et andet hold. Forestil jer, at Egan Bernal blev vraget og fundet for let og måtte tage telefonen for at ringe rundt til hold, der kunne være interesserede i at samle ham op. Eller forestil jeg, hvis Peter Sagan, Julian Alaphilippe, Remco Evenepoel eller Mathieu van der Poel blev til overs på deres hold og måtte gå den triste gang til cykelsportens arbejdsformidling for at se, om der da ikke skulle være bare et enkelt hold, der kunne bruge deres beskedne kvaliteter på en cykel.

Nu er ovenstående billede måske en anelse fortegnet, men der er alligevel en gran af lighed mellem det og den situation, Sam Bennett befinder sig i. Det hører i den grad til sjældenhederne, at verdens måske bedste i et af sportens mange specialer nærmest synes at være til overs på sit hold og relativt let kan samles som det pureste guld på gaden. Bare tænk på, hvordan en rytter som Sagan i sin tid nærmest kunne låse hele transfermarkedet, fordi alle ventede på, hvor den slovakiske superstjerne skulle hen i de år, hvor han har haft kontraktudløb.

Alligevel har der været påfaldende lille hype om Bennett, selvom det vel reelt siden decembers offentlige udmelding om, at han var vraget til Giroen, har været en offentlig hemmelighed, at det irske fænomen skulle finde sig et nyt hold. Heller ikke da han i løbet af foråret tog den ene WorldTour-sejr efter den anden og undervejs satte alle feltets topsprintere til vægs, virkede det til, at der var særligt mange hold, der stod klar til at åbne tegnedrengen og tilbyde ireren en kontrakt.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det kunne man måske forstå, hvis der var tale om Marcel Kittel. Tyskeren var kendt for at være stærkt afhængig af sit hold, hvis hans ringe positionering ikke skulle umuliggøre, at han kunne omsætte sin skræmmende topfart til sejre. Derfor er Kittel ikke en rytter, man skriver kontrakt med på fem minutter en sen eftermiddag, for han har brug for at få bygget et helt hold op omkring.

Sådan er det imidlertid ikke med Bennett. Som jeg skrev i går, har nøden lært den nøgne irske kvinde at spinde, og efter at Bora-ledelsen adskilte ham fra hele hans vanlige tog, som i stedet blev stillet til rådighed for Pascal Ackermann, har han lært at klare sig på egen hånd. Som han så mesterligt viste i går og igen i dag, da han fordoblede sin score i BinckBank Tour, har Bennett udviklet sig til en ny Sagan i positionskampen, hvor han dag efter dag finder det hjul, han skal bruge. Således behøver han nærmest ingen støtte, og alligevel står han nu med hele 10 sæsonsejre, heraf 8 på WorldTouren. Med andre ord er Bennett for relativt få penge nærmest en garanti for et hav af store sejre, da man stort set kun skal binde lønkroner i ireren selv.

Derfor kan det heller ikke undre, at alt i sol og måne peger i retning af, at Bennett skal erstatte Elia Viviani som Deceunincks nye topsprinter. Nok mangler vi den endelige bekræftelse, men rygterne er så vedholdende, at det vil være et af sæsonens største chok, hvis ikke det snart bliver meldt ud, at den irske raket næste år vil tørne ud i de blå farver. Og når det er så selvfølgeligt, er det, at Patrick Lefeveres fantastiske købmandsnæse er hovedårsagen til Deceunincks enorme succes.

Lefevere har særligt haft en fantastisk evne til at samle supersprintere, der er blevet til overs, op. Det gjorde han, da han hentede Mark Cavendish fra et Sky-hold, der dybest set var uinteresserede i at have en topsprinter på holdet, og det førte til et lykkeligt ægteskab, der indbragte The Manx Missile yderlige et par Tour-etapesejre. Dernæst slog han til, da Marcel Kittel og det nuværende Sunweb ragede uklar og sikrede sig via en kontrakt med den tyske supermarkedskæde Lidl den økonomi, der skulle til for at bringe Kittel tilbage på sporet med hjælp fra sportens bedste tog - en succes, der kulminerede med de fantastiske fem etapesejre i Touren i 2017. Og det gjorde han, da Kittel af frygt for konkurrencen fra Fernando Gaviria ikke turde forlænge med holdet, og hvor han i stedet gik på strandhugst hos Sky, hvor Elia Viviani ligesom Cavendish havde måttet sande, at sprintere bare ikke har den store prioritet.

Nu er han så ved at gøre det for fjerde gang. Egentlig kunne han have holdt på Viviani, men tilsyneladende kunne han få Bennett til en billigere penge. I hvert fald var det angiveligt økonomien, der ”tvang” Viviani til at søge nye græsgange, da en stor del af budgettet blev bundet i en forlængelse med Alaphilippe, og derfor kan det næsten ikke læses på anden vis, end at Bennett stadig på markedet fremstår som lidt af et røverkøb - ikke mindst fordi han gang på gang har vist en hel cykelverden, at han er langt hurtigere end den sprinter, han nu erstatter.

På den facon synes Lefevere at have en fantastisk næse for at skifte hest i tide. Det gjorde han, da han udskiftede Kittel med Cavendish i de år, hvor briten trods en opblomstring i 2016 var begyndt at tabe fart og var klart langsommere end den tyske gigant. Det gjorde han, da han hentede Viviani på et tidspunkt, hvor den italienske sprinter vandt det ene store løb efter det andet i løbet af et efterår, netop som hans nye kontrakt var blevet en realitet. Og det ser han ud til at gøre igen nu, hvor det er svært at argumentere for, at det er et ringe bytte at få Bennett ind som erstatning for Viviani.

Hvis man er i tvivl om værdien i det skifte, skal man blot se på dagens etape i BinckBank Tour. Allerede i går fremhævede jeg Bennetts helt eminente positionering, som gør ham til feltets vel nok mest stabile supersprinter. Nok er Peter Sagan ham måske stadig overlegen i positionskampen, men det kompenserer ireren for med sin højere topfart, der efter dagens sejr har sendt ham direkte på kurs mod en dominerende Vuelta og formentlig en position som årets mest vindende rytter.

Den positionering kom fornemt til udtryk igen i dag. Man skal ikke have set mange af de tidligere etaper, som er endt med den klassiske og yderst kringlede finale i Ardooie for at vide, at det kan være et sandt helvede at skulle finde den rette position i det virvar af sving, der følger i rap lige omkring den røde flamme, ligesom mangen en sprinter efterfølgende er blevet lukket inde på den smalle vej i den flamske by. Ikke desto mindre var Bennett for anden dag i træk præcis, hvor han skulle være, da han med flere kilometer igen sad limet til baghjulet på Dylan Groenewegen, der som forventet havde udsigt til at få det bedste lead-out.

Dermed var den vanskeligste del af missionen udført, men der ventede stadig en opgave, der nok kunne knække de fleste. Groenewegen har igennem de seneste år gang på gang vist, at han er verdens hurtigste sprinter, og derfor har det i de senere år været nærmest en umulighed at slå hollænderen, når han er blevet afleveret perfekt. Og det var præcis, hvad han gjorde denne solbeskinnede tirsdag i Belgien, hvor Mike Teunissen på fornem vis rettede op for sin fæle fejl på 1. etape, da han serverede sin kaptajn på et sølvfad på den fine maner, han har gjort det igen og igen gennem en fantastisk 2019-sæson.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Desværre må Groenewegen nok sande, at han efterhånden er ved at være træt. Forud for i dag har han kunnet undskylde nederlagene under Touren, ved EM og i går med forskellige omstændigheder, men i dag var der ingen tvivl om årsagen til 3. pladsen. Ganske vist blev han snydt af Jasper Philipsens lange spurt, men da han åbnede for gassen, skulle han ikke træde mange gange, inden en tilsyneladende udkørt hollandsk kanonkugle atter måtte sætte sig i sadlen.

Det kan naturligvis få mange til at konkludere, at Bennett nu er gået forbi Groenewegen i det internationale hierarki. Den konklusion er dog nok en postgang for tidlig, for naturligvis er træthed en helt legitim og meget plausibel forklaring for hollænderens pauvre spurt. Til gengæld blev spurten også endnu en understregning af Bennetts tårnhøje klasse, for modsat Groenewegen reagerede han med imponerende snilde, da Philipsen var ved at snyde dem alle. Som en mis sprang han ind på talentets baghjul, og herefter kunne den stakkels UAE-rytter naturligvis intet stille op, da han på sin venstre side kunne se det irske monster nærmest med lethed gå forbi. Nok er Bennett lynhurtig, men hans sejre skyldes altså mindst lige så meget hans fantastiske evne til at læse og gøre alt rigtigt i finalerne.

Philipsen blev slået, men han har alligevel ikke megen grund til at være utilfreds. Det var nemlig en ganske imponerende manøvre, som både viste en ganske fornem fart, men også en snarrådighed, som fortjener applaus. Det stærke UAE-tog med Roberto Ferrari og Juan Sebastian Molano kunne nemlig ikke helt gentage gårsdagens fine præstation, og derfor var stortalentet fanget for langt tilbage efter svingene. Den situation rettede han imidlertid op på med sin snu manøvre fra en position, hvor han ni ud af ti gange ville være blevet lukket inde, og det vidner om, at også han har den løbsnæse, som Bennet så fornemt har vist frem de seneste dage.

Modsat UAE, som altså ikke kunne gentage gårsdagens fine lead-out, imponerede Trek igen. For anden dag i træk satte de sig på flæsket i finalen, hvor det atter var Alex Kirsch, der viste fantastiske evner som tredje mand i toget. Af helt uforståelige grunde havde holdet imidlertid valgt at give Mads Pedersen chancen på bekostning af den både på papiret hurtigere og tillige mere formstærke Edward Theuns. Belgieren fuldførte endda til fulde in opgav ved at køre den sikkert hjem for danskeren, men desværre måtte Pedersen sande, at han altså er bedre i rollen som sidste mand end som manden, der selv skal afslutte.

Den rolle plejer Alvaro Hodeg til gengæld at mestre, men i dette løb har han måttet sande, at han altså er den lille i det triumvirat af Deceuninck-sprintere, der ventes i 2020 også at tælle Bennett og Fabio Jakobsen. I går blev han nemlig klart overspurtet af adskillige ryttere, og heller ikke i dag blev det til den store succes. Denne gang var han dog undskyldt, da han faktisk havde gjort meget rigtigt ved at finde Bennetts hjul i finalen. Desværre var han ikke så snarrådig som ireren og blev i stedet fanget bag hjulet på Groenewegen, som endte med at lukke ham inde, da den trætte hollænder indså, at benene ikke rakte til sejr.

Faktisk blev han på stregen akkurat slået af et andet talent. For anden dag i træk viste Kristoffer Halvorsen, at han altså har nogle evner i positionskampen, som de færreste kan matche. Efter tabet af Chris Lawless var han igen helt alene i finalen, men alligevel lykkedes det ham med sin begrænsede erfaring at bokse sig til en god position. Selve spurten viste igen, at hans topfart stadig ikke helt er den, mange troede, den ville blive, men hans positionering er så fornem, at han efterhånden er blevet en af feltets mest stabile.

Helt modsat forholder det sig med Phil Bauhaus. I dag kunne Bahrain slet ikke gentage gårsdagens flotte bedrift, og derfor lykkedes det aldrig tyskeren at komme frem, selvom Ivan Garcia med dagens flotteste føring i finalen havde givet ham fin støtte. Mod slutningen viste tyskeren ligesom i går fornem fart, men desværre var det igen alt for sent. Det er en skam, for på papiret er Bahrain-toget et af de bedste, men gennem hele sæsonen har de gang på gang fejlet i forsøget på at bringe deres ganske hurtige kaptajn frem.

På samme måde har det altid været med Arnaud Demare, indtil han fik sit supertog med erhvervelsen af Jacopo Guarnieri og Ramon Sinkeldam. Desværre brækkede Guarnieri kravebenet i London, og det har efterladt Demare uden sin vanlige støtte. I dag blev det atter synligt, hvor meget toget betyder for franskmanden, der slet ikke kom frem i spurten og endte med en skuffende 9. plads. Heldigvis kan han glæde sig over, at gårsdagens styrt ikke synes at have påført ham væsentlige skader.

Heldigvis undgik vi at se flere topnavne ryge i asfalten i dag. For klassementsrytterne blev det endnu en relativt stille dag, selvom vinden igen kortvarigt skabte splittelse. Zdenek Stybar forsøgte sig med et lidt hovedløst angreb på et langt modvindsstykke, men derudover var det ikke meget, vi så til de navne, der skal slås om den samlede sejr - ikke mindst fordi bonussekunderne igen blev spist af udbruddet.

Og så alligevel. Nu har Bennett efterhånden samlet 20 bonussekunder op, og vinder han de sidste to sprinteretaper, bliver det pludselig til 40. Med den holdbarhed, han har opnået, skal man bestemt ikke udelukke, at han kan hænge på på løbets to sværeste etaper, og med en kun 8 km lang enkeltstart er der grænser for, hvor meget tid han vil tabe lørdag. Det er stadig et longshot, når de store hold går grassat i Ardennerne og på Muren, men Bennett fremstår mere og mere som outsider til også måske at kunne lave et lille nummer i klassementet. Og skulle han ende med ligefrem at vinde hele skidtet, vil det blot blive endnu tydeligere, at købmanden Lefevere igen har samlet guld op fra gaden.