BinckBank Tour-analyse: Endnu et mirakel fra den slovenske mirakelmand

Jeg var næppe den eneste, der rystede på hovedet, da Matej Mohoric forud for årets BinckBank Tour meldte ud, at han var kommet til Benelux-landene for at køre klassement. Ganske vist passer de to kuperede weekendetaper ham glimrende, men som en relativt svag temporytter lignede han en oplagt taber på løbets enkeltstart, der på en historisk let rute formodedes at ville spille en helt afgørende rolle. Endnu større var min forbløffelse derfor også, da han for et par dage siden meldte ud, at det hollandsk-belgiske løb endda var hans store mål i denne del af sæsonen, og jeg fik således endnu en lejlighed til at ryste mit hoved.

Derfor var det også med en vis tilfredshed, at jeg i går efter enkeltstarten til mig selv kunne sige ”Hvad sagde jeg?”, for helt som ventet fik det slovenske supertalent sig en gedigen lussing på de 12,7 km tidlørsel omkring Venray. Med et tidstab på næsten to minutter og - formodede de fleste - kun to etaper til at indhente det tabte, så Mohorics klassementskamp ud til at være ovre, allerede inden den var kommet i gang.

Lige nu kæmper jeg imidlertid en hård kamp med kæbemusklerne, for jeg er i den grad i gang med at æde mine ord. Den slovenske supermand viste nemlig igen i dag, at han mere end de fleste har en evne til ikke blot at tage initiativ, men også omsætte det til resultater. Med en fremragende præstation tog han ganske enkelt et samlet felt totalt på sengen og har på løbets måske allerletteste etape vendt en tabt kamp til en kolossal chance for at tage karrierens første store etapeløbssejr - og det endda på WorldTour-niveau.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Det lignede ellers endnu god chance for at ryste hovedet, da sloveneren som den eneste WorldTour-rytter kastede sig ud i det, der lignede det klassiske indianerudbrud på en stensikker sprinteretape. Passiviteten fra de øvrige hold samt det forhold, at udbruddet blev etableret fra km 0, var blot endnu et vidnesbyrd om, at alle fandt det smartest at spare på kræfterne til weekenden, hvor der i den grad var brug for alle ressourcer, hvis suveræne Stefan Küng skulle knækkes efter gårsdagens magtdemonstration.

Udbruddet fik da heller aldrig mere end 4.30, og da forspringet med 80 km igen næsten var nede på 3 minutter, var der da heller intet hastværk. Sprinterholdene legede lidt kispus med BMC og tvang dem til at gøre arbejdet, så de kunne trætte dem inden weekendens hårde etaper, men amerikanerne var ikkeblege for at påtage sig ansvaret, og derfor var situationen da også fuldt ud under kontrol, ikke mindst da LottoNL kom frem for at føre for Dylan Groenewegen og et lidt forkølet sidevindsangreb fra Ag2r havde kostet yderligere tid for udbruddet.

Sprinterholdene burde imidlertid have lært den lektie, som Mohoric gennem det sidste års tid gang på gang har gjort sit bedste for at lære dem. Med den ene sublime præstation efter den anden har sloveneren nemlig vist, at han aldrig må undervurderes, og at han efter en skidt start på den professionelle karriere har udviklet sig til en sand vindermaskine, der kan slå til i snart sagt enhver slags terræner. Med ham som motor i et udbrud, hvor han bestemt ikke sparede på kræfterne, skulle det vise sig, at der var tale om langt mere end bare det klassiske indianerudbrud.

Der har ellers været god tid til at lære ham at kende. Efter de imponerende sejre ved junio- og U23-Vm i en meget ung alder forsvandt han ellers fra scenen, da han i en tilsyneladende alt for tidlig alder valgte allerede i 2014 som 18-årig at blive professionel. Det lignede en selvmordsmission, for igennem de første mange år fik han den ene gang gedigne prygl efter den anden, og mindede man ikke sig selv om, hvor ung han faktisk var, kunne man sagtens forledes til at placere ham på listen over talenter, der ldrig fik indfriet potentialet.

Det hele begyndte at sige klik for ham sidste efterår, da han med imponerende kørsel tog karrierens første grand tour-etapesejr i Vueltaen, og da han siden fulgte det op med en samlet 6. plads i WorldTour-løbet Tour of Guangxi, var det klart, at han potentialet måske alligevel rakte til mere end som så. I år har han så cementeret sin status i den absolutte verdenselite som en af sæsonens mest synlige og aggressive ryttere, der endda har kunnet bakke det hele op med resultater. Højdepunktet var, da han - ligesom i dag - snød sprinterne på en regnvåd Giro-etape og tog karrierens anden etapegevinst i en grand tour, men derudover er det blevet til et slovensk mesterskab, sejr i GP Industra, top 10-placeringer på seks ud af syv etaper i Volta a Catalunya, etapesejr og et hav af topplaceringer i Østrig Rundt og en samlet tredjeplads på hjemmebanen i Slovenien Rundt. Få har som Mohoric haft en evne til at være med fremme i alle løb - og han er endda stadig blot 23 år.

I dag var hans overlegne styrke dog ikke kun en fordel. Selvom det i høj grad var hans store motor og de mange monsterføringer fra ham, der var skyld i sprinterholdenes fiasko, var han også så stærk, at alle odds var imod ham i finalen. Her var det nemlig ”alle mod Mohoric”, og særligt udbruddet næststærkeste mand, Sean De Bie, havde tydeligvis besluttet sig for, at sloveneren for alt i verden ikke måtte stikke af. Derfor kørte belgieren et overordentlig defensivt løb til slut, hvor hans eneste mission var at svare på alle Mohorics mange angreb, og det endte med i sidste ende at koste dem begge sejren, da en snu Taco van der Hoorn udnyttede deres interne kamp til at snige sig væk til karrierens største sejr.

For Mohoric er det imidlertid ikke en katastrofe, for han står nemlig nu med en uventet mulighed for faktisk at vinde løbet. For et par dage siden så den lette rute ellers ud til at være en stor ulempe, men efter nu at have fået et forspring foræret er det en klar fordel, at de to sidste etaper er så lette, at der kun kan forventes beskedne afstande. Stefan Küng er ikke typen, der vinder bonussekunder, og man skal helt ned til Kragh og Matthews, der er hele 37 sekunder efter, for at finde ryttere, der for alvor kan høste godt af tidsbonusser. Selv for dem bliver det meget svært at hente så meget tid alene i finalerne og de indlagte spurter, og derfor ligner Mohoric en vinder, hvis ikke han decideret sættes til vægs.

Og det kan blive svært. De eksplosive Limburg-bakker på snoede veje på lørdsagens Amstel-etape er nemlig en gave til Mohoric, der næppe kunne ønske sig bedre terræn. Større usikkerhed er der om hans evner på Flandern-etapen i weekenden, for selvom korte bakker og tekniske ruter passer ham ideelt, er han uprøvet på brosten. Her kan man frygte, at han relativt spinkle statur kan gøre det svært at matche de mere kraftfulde typer, men det gør måske heller ikke så meget. Mohoric kan nemlig godt tillade sig at tabe et par sekunder i en sandsynlig spurt på Muren på søndag og alligevel vinde løbet.

Dermed siger logikken altså, at Mohoric bliver svær at besejre - hvis altså han havde været på et hold, der kunne hjælpe ham. Mohoric har nemlig den store ulempe, at han i den grad har fået B-holdet med sig til Holland og Belgien, og det tidlige tab af Yukiya Arashiro har bestemt ikke gjort det nemmere. Vi skal ikke længere tilbage end til sidste uges Polen Rundt for at se, hvor svært en enlig mand i førertrøjen kan have det, for selvom Michal Kwiatkowski her var bakket op af et stærkt Sky-mandskab, var han ufatteligt sårbatr i finalen af sidste etape, hvor han var tæt på at miste det hele, da alt ansvaret blev overladt til ham. Sker det samme for Mohoric i weekenden, er det næsten en umulig opgave at vinde løbet, for selv han kan ikke ene mand kontrollere supermandskaber som Quick-Step, Sunweb, BMC, Lotto Soudal og Trek i klassikerterræn, de elsker, og hvor de alle vil have flere kort at spille.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

I den sammenhæng kan De Bie og Verands’s Willems blive en allieret, for den lille belgier kan faktisk også øjne en sejr. Terrænet i weekenden passer nemlig også ham ganske udmærket, og da han på papiret endda er en smule hurtigere end Mohoric, kan han måske endda finde det manglende sekund i en bonusspurt undervejs. Desværre har Veranda’s Willems sendt Wout Van Aert og Tim Merlier til crossforberedelse, og derfor har heller ikke det lille belgiske hold meget at skyde med. For De Bie vil det imidlertid være stort hvis han kunne forsvare sin podieplads, for det belgiske talent har aldrig rigtigt indfriet sit potentiale, og efetr skiftet til et lavere niveau så han ud til at være et lidt tabt talent. Det kan et topresultat her råde bod på.

De relativt svage mandskaber hos de to førende ryttere betyder også, at løbet med ét er åbent fuldstændigt op, og nu kan det snart sagt blive til hvad som helst. Bliver Mohoric tidligt isoleret i weekenden, kan det ende med en ukontrollerbar angrebsfest, der i den grad kan udnyttes af folk som Tim Wellens, Sep Vanmarcke, Jasper Stuyven og Niki Terpstra, der alle har næse for angreb i den slags terræn. Insisterer alle på, at det må være op til Mohroic at lukke hullerne - som Kwiatkowski måtte det i Polen - kan det nu ikke længere udelukkes, at en gruppe af stærke klassikerryttere med god timing kan udnytte manglen på kontrol til igen at vende løbet totalt på hovedet.

Og derfor er der måske mange, der ikke er helt utilfredse med dagens udfald. For 24 timer så det nemlig ud til at blive ganske svært at knække det stærke BMC-hold, der med Greg Van Avermaet som luksusløjtnant for Küng havde alle remedier til at kontrollere de to sidste etaper. Det har Bahrain-Merida ikke, og for mange er det langt, langt sjovere at være oppe mod araberne end mod de stærke amerikanere. Der er i hvert fald blevet åbnet for et anarki, der må være en godbid for en type som eksempelvis den dobbelte vinder Wellens, der historisk set har været svær at styre i dette terræn.

Og derfor er det også først og fremmest BMC, der står som de store tabere. For andre hold kan den nye situation skabe muligheder, men for Küng og hans amerikanske mandskab ligner det en spildt mulighed. Som sagt er schweizeren ikke just typen, der vinder et hav af bonussekunder, og da han får svært ved at køre fra Mohoric i dette terræn, ligner det en tabt gylden mulighed for at vinde løbet.

Det kan da også virke ganske uforståeligt, at BMC ikke tog mere initiativ i finalen, hvor de i alt væsentligt overlod det hele til sprinterholdene. Det bliver interessant at høre forklaringen på den store passivitet, der betød, at de kun momentvist førte med Nathan Van Hooydonck i finalen, men ellers stort set forholdt sig i ro. Eneste oplagte forklaring er, at man har været meget forsigtige med at bruge kræfterne inden weekenden, hvor man kunne se frem til at skulle forsvare sig mod et hav af angreb, men den gambling ser altså nu ud til at have kostet dem en sandsynlig samlet sejr.

Sunweb må også sidde med en lidt blandt smag, for de stod stadig inden etapen i en situation, hvor de med eksplosive folk som Kragh og Matthews sagtens kunne vinde. Det ser betydeligt sværere ud nu, hvor bonussekunder og huller på søndagens Mur næppe rækker alene, og derfor skal også de nu ud at køre offensivt. Det har de heldigvis også styrken og ressourcerne til, men det er ikke længere på samme måde givet, at det nødvendigvis skal være Kragh eller Matthews, der kan udnytte manglen på kontrol til måske at vinde. Derfor er de danske sejrschancer i dag blevet betydeligt mindre, især fordi den ændrede og nu mere offensive strategi formentlig betyder, at Matthews og Kragh skal være mere ligestillede kaptajner.

Endelig fortjener van der Hoorn naturligvis også applaus, for det er egentlig lidt synd, at hans sejr let går i glemmebogen i den store forundring over, hvordan BMC kunne smide en sandsynlig samlet sejr væk. Dagens triumf markerer nemlig et foreløbigt højdepunkt og en kærkommen revanche for den unge hollænder, der bestemt ikke har haft en let sæson.

Sidste år viste han nemlig et fantastisk potentiale i klassikerne med den ene flotte præstation efter den anden. I grusvejsløbet Dwars door het Hageland spurtede ham om sejren mod fænomenerne Wout Van Aert og Mathieu van der Poel, og han var igen oppe mod Van Aert, da han senere tog karrierens første store sejr i et andet grusvejsløb, Schaal Sels. Dermed havde han allerede inden sæsonen markeret, at han i den grad var værd at holde øje med, men en grim skade har ødelagt hele 2018 for ham. Faktisk kørte han først sit allerførste løb i sidste weekend, hvor han endda blev nr. 10 på - selvfølgelig - grusvejen i Slag om Norg, og i dag tog han så sin første WorldTour-sejr på bare sine fjerde løbsdag. Det vidner om klasse!

Den sejr kom på bekostning af alle de mange supersprintere, der missede en oplagt chance. Heldigvis byder årets usædvanligt lette rute på yderligere to muligheder for de hurtige folk, og efter dagens blunder tages der næppe samme chancer igen. Derfor kan Mohoric og det svage Bahrain-mandskab nok se frem til en del støtte de kommende dage, og den vil være kærkommen. De får nemlig brug for alle mand, når Quick-Step og løbets mange klassikerstjerner blæser til angreb i det, der ligner det rene anarki i en weekend, som pludselig er blevet meget mere interessant.

Der kan godt blive brug for endnu et mirakel fra den slovenske mirakelmand.