BinckBank Tour-analyse: Et studie i forberedelse

Et cykelløb afgøres selvfølgelig med benene på landevejen, men det er ikke sjældent, at grundstenen til en sejr allerede bliver lagt i ugerne eller dagen forinden. I en sport, der foregår i forskelligt terræn hver eneste dag, er rutekendskab en nøglefaktor, og betydningen af at have læst på lektien og studeret løbets detaljer på computeren eller i virkeligheden kan ikke overvurderes. Især efter fremkomsten af Google Earth og adgangen til via internettet at gense tidligere finaler har revolutioneret mulighederne for forberedelse, og nu om dage er den slags hjemmearbejde en uundgåelig del af jobbet som professionel cykelrytter.

Om Jasper Stuyven har været på YouTube i går afstes, skal vi lade være usagt, men det var i hvert fald svært ikke at få en meget kraft fornemmelse af deja-vu, da den belgiske stjerne i dag to sin anden etapesejr på to år i sit hjemmebaneløb. Med et fantastisk holdarbejde som grundlag leverede han nemlig et næsten tro kopi af det mesterstykke, Mark Renshaw for fem år siden leverede, da han tog en af karrierens allerstørste sejr i den nu efterhånden velkendte finale i Ardooie, der er den hyppigst besøgte by i BinckBank Tour.

Det var ellers ikke meget, Renshaw fik ud af sit forsøg på at skifte karrrieren som verdens bedste lead-iut man ud med en status som topsprinter. Belkin-mandskabet gav ham ellers chancen for at teste sig selv af som afslutter, men det blev aldrig den store succes for australieren, der derfor ret hurtigt igen måtte se sig henvist til rollen som næstsidste mand, denne gang bare for Theo Bos i stedet for Mark Cavendish.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Og sjovt nok var det netop i den gamle rolle, at han oplevede sin allerstørste jubelstund. De skete i 2013, da Belkin på hjemmebanen i Eneco Tour, der i dag er kendt som BinckBank Tour, leverede et sandt mesterstykke på 1. etape, der dengang sluttede med den nu klassiske finale i den belgiske by, Ardooie. Her er serien på tre skarpe sving lige før den røde flamme samt den ekstremt smalle vej kendt som en af de mest tekniske afslutninger på WorldTour-kalenderen, og det var netop det, Renshaw udnyttede til scorer ikke blot en etapesejr, men også en dag i en WorldTour-førertrøje.

Alt var ellers lagt til rette for Bos, da hollænderne mod slutningen tog kontrol i feltet, og det så ud til, at Renshaw igen skulle gøre det, han gør allerbedst: aflevere en sprinter i den perfekte position. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for da Bos jokkede lidt på bremsen igennem de mange sving, fik Renshaw pludselig et hul, og da ingen kunne passere den hollandske sprinter på de smalle belgiske veje, var det alt for sent for de øvrige sprinterhold at reagere, da vejen igen åbnede sig. På det tidspunkt var den australske fugl allerede fløjet langt væk, og Renshaw kunne sekunder senere fejre sin store triumf.

Det er nærliggende at tro, at netop den etape blev afspillet på Stuyvens computer, da han i går gik til ro på hotellet efter et par svære dage i det hollandsk-belgiske etapeløb. Som ventet havde han fået sig en lussing på enkeltstarten, og med Mohorics smukke show i går så det meget svært for Stuyven at gentage sidste års samlede 3. plads - en mission, der allerede inden løbet var vanskelig på en rute, der med en historisk lethed tilbyder meget få muligheder for en klassikerrytter som Stuyven.

Stuyven kan meget vel have drømt sødt om Renshaws solonummer, for bare få timer efter at han var vågnet på i en belgisk hotelseng, leverede han en tro kopi af mesterstykket. Dermed lykkedes det ham igen at snyde sprinterne, der således for anden dag i træk måtte se skuffede til, mens eb outsider løb med den sejr, der skulle have været deres.

Trek viste tydeligt deres intentioner, da det meget forsigtige sprinterfelt med usædvanlig kontrolleret kørsel havde lagt alt til rette til en massespurt, men da amerikanerne ramte fronten med Ruben Guerreiro og Markel Irizar foran resten af deres tog, regnede de fleste vel bare med, at Stuyven skulle forsøge sig i spurten. Lidt overraskende var det derfor at se, at det var Mads Pedersen, der sad i sidste position bag sin belgiske kaptajn, for amerikanerne havde ikke lagt skjul på, at det var Stuyven, der er holdets sprinter i denne uge.

Med lidt omtanke burde man derfor have gennemskuet, hvad der var i gærde, for det var påfaldende, hvor desperat Trek kæmpede for at fastholde fronten. Med en jætte indsats fra Matthias Brändle og Ryan Mullen lykkedes det gang på gang at afvise både LottoNL-Jumbo og Katusha, der gjorde alt for at sætte deres supersprintere, Dylan Groenewegen og Marcel Kittel, op til sejr. Hver eneste gang, de forsøgte at få kontrol, måtte de imidlertid se sig overspurtet af Mullen eller Brändle, der med deres store arbejde sikrede, at Trek stadig var i front, da feltet ramte de berømte sving i Ardooie.

Det var her Stuyven trådte i karakter. Som Renshaw gjorde det i 2013 tog belgieren fronten, og da Pedersen samtidig med et tryk på bremsede imiterede Bos, opstod der lynhurtigt et hul, som på de smalle belgiske veje ikke kunne lukkes. Da det endelig igen blev muligt at gå forbi Pedersen, og Wanty lancerede deres tog for Timothy Dupont, var den belgiske fugl fløjet lige så langt væk som Renshaw for fem år siden, og herefter var det blot for Stuyven at spurte hele vejen til stregen, så han kunne tage sin anden etapegevinst i løbet på to år.

I det store spil betyder det ikke det store, for de 10 sekunder, Stuyven fik godskrevet i tidsbonus, gør ikke meget for at reducere den allerede store afstand, han har op til Mohoric, men den kom på et tiltrængt tidspunkt for et Trek-mandskab, der trods Degenkolbs store brostenssejr i Touren har haf en halvskidt sæson. Stuyven viste imidlertid allerede i klassikerne og med sit store ridt på Mende-etapen i Touren, at han er klar til det næste skridt, og da Degenkolb synes genfødt, Mollema rejste sig med en flot præstation i San Sebastian, og Giacomo Nizzolo endelig synes at være kommet rigtigt i gang efter sine mange skader, er der måske lys for enden af tunnelen for det amerikanske mandskab, der næste år ligeledes kan se frem til at få et voldsomt boost, når Richie Porte ventes at slutte sig til.

Dermed blev etapen også endnu en nedtur for de skuffede sprintere, der ellers slikkede sig om munden ved rutepræsentationen for et par måneder siden. Den usædvanligt nemme rute lagde nemlig op til en sand sprinterfest med hele fire potentielle massespurter, men med nu kun ét skud tilbage i den ellers propfulde bøsse står de hurtige folk tilbage som løbets helt store tabere.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Mest skuffet har Caleb Ewan naturligvis grund til at være, for for første gang siden Clasica de Almeria den 11. februar lykkedes det faktisk den lille australier at vinde en massespurt. Trods en teknisk finale, der ikke umiddelbart passede ham, klarede han sammen med Roger Kluge positioneringen flot, og mens Groenewegen og Kittel blev fanget i kaosset på den smalle vej, skød han let frem forbi Zdenek Stybar til en flot, men skuffende andenplads. Resultatet er imidlertid endnu en bekræftelse på, at Ewan har intentioner om at sige flot farvel til Mitchelton-Scott, og at han burde kunne gøre en god figur i Tour of Britain og Tour of Guangxi samt nogle af efterårets endagsløb, der ligner de sidste mål i det australske holds trøje.

Groenewegen og Kittel har også grund til at være skuffede, for det så ellers ret lovendeud for dem begge i finalen, hvor deres tog var de mest velorganiserede mod slutningen. De tabte imidlertid kampen til Trek forud for de mange sving, og på forunderlig vis endte de derfor alt for langt tilbage på det tidspunkt, hvor det gjaldt om at sidde fremme. Derfor kom de aldrig for alvor til at deltage i spurten, men især Kittel, der ellers intet resultat fik med hjem, kan alligevel se tilbage på etapen med en vis fortrøstning, for vi skal vel tilbage til Tirreno-Adriatico i marts for at se et så velorganiseret lead-out for den tyske supersprinter. Med tanke på, at han på 1. etape viste, at han for en gangs skyld også er i form i anden halvdel af sæsonen kan det faktisk godt blive til en god sæsonafslutning i et år, der ellers har været lige til skraldespanden.

Det var i øvrigt påfaldende at se, at det var Zdenek Stybar, der spurtede sig til en 3. plads og dermed sikrede sig fire bonussekunder, der dog har begrænset betydning for tjekken, som leverede en katastrofeindsats på enkeltstarten. Det siger meget om finalens tekniske natur, at det var cykelekvilibristen Stybar samt em positioneringsstærk lead-out man i Rudiger Selig, der var Ewans værste rivaler i massespurten, og det var samtidig på sin vis smukt, at Stybar viste sig så smukt frem i netop denne finale, hvor han for fire år siden oplevede et af karrierens værste styrt, da han stillede til start som forsvarende mester.

Netop bonussekunder skulle også blive aktuelle, da den gyldne kilometer for første gang kom i spil.  Som forudsagt i gårsdagens optakt var muligheden for en førertrøje til Sean De Bie for stor for Veranda’s Willems til at lade gå til spilde, og derfor påtog belgierne sig også ansvaret for at skabe samling. I sidste ende fik de imidlertid Matej Mohoric lige i nakken, for den slovenske mirakelmand viste igen sin store styrke ved i stedet at øge afstanden ned til sin belgiske rival med to sekunder. Samtidig vandt han yderligere et par sekunder ned til hovedparten af sine øvrige rivaler, og dermed slap han igennem sin første dag som løbets førstemand på langt bedre vis, end han kunne have ventet.

Testet blev han og Bahrain-Merida imidlertid ikke for alvor på en dag, hvor hverken rute eller vejr lagde op til, at der kunne skabes den helt store ravage. Det er først i weekenden, at det svage arabiske B-hold for alvor skal testes, og i den sammenhæng har intet ændret sig, tre sekunder eller ej. Mohoric er nemlig formentlig så stærk, at han ikke kan knækkes på individuel styrke i det ret lette terræn, men det kan hans hold, der kan se frem til en byge af angreb fra ikke mindst det stærke Quick-Step-mandskab, der med bonussekunder til både Yves Lampaert og Zdenek Stybar i dag har vist, at de i hvert fald ikke har tænkt sig at lægge sig ned frivilligt. Tabet af Fabio Jakobsen er samtidig dårligt nyt for Mohoric, for det betyder, at belgierne nu bare vil spare på kræfter og være endnu mere opsatte på angreb i weekenden.

Set med danske øjne kan det virke en anelse bekymrende, at det var Michael Matthews og ikke Søren Kragh, der med hele seks bonussekunder endte som den store vinder på den gyldne kilometer. Det viser, at Sunweb i hvert fald ikke umiddelbart har planer om kun at køre for Kragh, som det i første omgang var meldt ud, men i lyset af den nye situation med Mohorics store forspring er det nu ikke unaturligt. Som sagt skal Mohoric knækkes på, at han ikke kan kontrollere løbet, og i den ventede angrebsbyge står Sunweb langt bedre med to kort at spille ud på skift. Skal Kragh vinde løbet, skal han formentlig afsted i et sent fremstød i weekenden, og i den sammenhæng betyder det intet, at Matthews nu er seks sekunder foran sin holdkammerat.

Og derfor er vi heller ikke blevet meget klogere. Bahrain bestod dagens lette test, der skal fungere som opvarmning til den store eksamen i weekenden, og især Quick-Step sendte i hvert fald en advarsel om, at de har skruet op for sværhedsgraden af det prøvesæt, der venter over to svære dage som afslutning på løbet. Alt er derfor lige så åbent, som det var for 24 timer siden - og det vil det formentlig også være om yderligere 24 timer, når sprinterne ventes at have udkæmpet deres sidste slag. Hvis de altså ikke igen lader sig snyde af en velforberedt rival, der har gang i YouTube og Google Earth i aften.