BinckBank Tour-analyse: Hvad skal man da med et tog?

Hver eneste gang, jeg ser Sam Bennett spurte, tænker jeg tilbage til tiden, hvor jeg for seks år siden begyndte at skrive optakter. Det var dengang, enhver omtale af ireren altid bestod af to elementer. For det første skulle det understreges, at der var tale om en fabelagtigt hurtig herre, der som hel ung havde sat det meste af sprintereliten til vægs i den helt rene massespurt på Doha Corniche i Tour of Qatar, og for det andet skulle det pointeres, at han nok alligevel ikke ville ende i top 10, fordi han var så håbløs til at positionere sig.

I dag tror man næsten ikke, at der er tale om den samme rytter. I karrierens første år sikrede han nogle rent bemærkelsesværdige skalpe undervejs, når han med sin fabelagtige fart kunne sætte nogle af verdens bedste sprintere til vægs. Det så vi eksempelvis på 3. etape i Paris-Nice i 2017, da han slog Alexander Kristoff i Arctic Race of Norway i 2014 og ikke mindst ved før omtalte sejr i Qatar, men desværre blev det til langt flere helkiksere end fuldtræffere. Alt for ofte blev han fanget ude af position, og derfor gik det i mange år ubemærket hen, at Irland altså havde fostret et sprintertalent ud over det sædvanlige.

Om det er Rudiger Selig, der er ansvarlig for forvandlingen, skal vi lade være usagt, men det er meget tænkeligt, at den fabelagtige tyske lead-out man bærer en stor del af æren for, at Bennett i dag har etableret sig som så stor en sprinterstjerne, at det kun er et ærgerligt sæsonprogram, som forhindrer ham i at blive et sandt verdensnavn også for fans, der kun følger de allerstørste løb. I hvert fald var det i løbet af 2017, hvor de to fandt i deres samarbejde, at Bennett pludselig knækkede koden til positionskampen og endelig opnåede de resultater, hans hurtighed berettigede til. I løbet af den sæsons Giro lykkedes det ham ganske vist ikke at vinde en etape, men fremragende arbejde af Selig, der i den sæson vel var verdens bedste lead-out man, gjorde, at Bennett endelig på regulær basis kunne tage kampen op med Caleb Ewan og Fernando Gaviria, der ellers i præcis det løb etablerede en rivalisering, der lignede fremtidens store sprinterduel.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Succesen fortsatte efter Giroen, hvor Bennett endelig blev den sejrsmaskine, han altid har haft talentet til at være, og derfor var udsigten til succes stor, da han og Selig igen rejste til Italien sidste forår. Desværre røg stakkels Selig hjem til Tyskland i utide, og det betød, at Bennett i det meste af den italienske grand tour var overladt til sig selv mod det mægtige Quick-Step-tog, der med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini gang på gang afleverede Elia Viviani på et sølvfad.

Som bekendt lærer nød nøgen kvinde af spinde, og når nu Selig sad i Tyskland, måtte Bennett gøre brug af det, han havde lært af sin landsmand. Det tog lidt tid i løbets første spurter, hvor Viviani sad på flæsket, men da først Bennett havde knækket koden, tippede balancen. Langsomt lærte han at mestre kunsten at vinde kampen om Vivianis hjul, og da han gang på gang viste, at han var italieneren overlegen på topfart, lykkedes det ham alligevel at vinde ikke færre end tre etaper.

Siden da har Bennett været som forvandlet. Det har nu også været nødvendigt, for Bora-mandskabet har bestemt ikke gjort det lettere for ham at fortsætte succesen. Da det stod klart, at Pascal Ackermann var på vej mod stjernestatus, blev Bennett ikke blot kørt ud på en sidespor, som kostede ham deltagelsen i Giroen, han måtte også se sit fantastiske tog følge med over til sin tyske holdkammerat, så han stort set var efterladt på egen hånd, mens Selig nu afleverede Ackermann til den ene sejr efter den anden. Holdet forsøgte midt i sæsonen at kompensere for den desavouering ved at hente hans gamle lead-out man, Shane Archbold, hjem igen, men reelt set har Bennett været stort set på egen hånd i massespurterne siden sidste års Giro.

Det har alligevel ikke forhindret ham i at være sæsonens vel nok mest succesrige sprinter. Nok overgås han på sejrslisten af Dylan Groenewegen, ligesom han har lige så mange sejre som Caleb Ewan, Elia Viviani og Ackermann, men de har alle haft den luksus at køre grand tours, hvor sprinterne for alvor kan tage for sig af retterne. Det har Bennett endnu ikke - den chance kommer først i Vueltaen, hvor han har gode chancer for at sikre sig en position som sæsonens mest vindende - men alligevel har han vundet i øst og vest, nord og syd. Forud for denne uges BinckBank Tour havde han således vundet etaper i alle sæsonens etapeløb på nær ét - og havde det ikke været for Stefan Küngs udbrud i Romandiet, havde han haft fuld plade, for han vandt selvfølgelig feltets spurt bag den sejrende schweizer på det løbs 2. etape. Og sejrene er bestemt ikke af lille kaliber, for undervejs har han slået alle verdens topsprintere - med Ackermann og Peter Sagan som naturlige undtagelser - og syv af de ni sejre er opnået på WorldTour-niveau.

Det bemærkelsesværdige er, at alle sejrene næsten er kommet på samme facon. Den snu Bennett har vundet kampen om hjulet på den sprinter, der har haft det bedste tog, og derfra har han næsten altid haft farten til at gå forbi. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at det vel næsten kun er Sagan, der har en lignende træfsikkerhed i positionskampen, for ser man bort fra årets Paris-Nice, der ikke sad lige i skabet, har det næsten været så sikkert som amen i kirken, at Bennett har siddet limet til det helt rigtige hjul til sidst. Og når jeg skimmer listen over sæsonens ni sejre, mindes jeg ikke umiddelbart én eneste, hvor han har vundet efter et dominerende lead-out, heller ikke selvom Archbold i Dauphiné gjorde et fremragende arbejde.

I dag føjede han så BinckBank Tour til listen over etapeløb, hvor han har vundet mindst én gang, og spurten på de våde veje i Hulst er et glimrende eksempel på den opskrift, der har gjort Bennett til et af de mest brandvarme navne på transfermarkedet. På de sidste kilometer skulle man have luppen frem for at finde bare én af hans holdkammerater, men alligevel sad Bennett rigtigt passeret hver eneste gang, momentum skiftede i en kringlet finale, hvor det skiftevis var det ene og det andet tog, der sad på flæsket.

Først befandt sig lige i hjulet på Phil Bauhaus, da det lidt overraskende var tyskerens Bahrain-tropper med Ivan Garcia, Marcel Sieberg og Heinrich Haussler, der tog kontrol frem mod de mange sving i finalen, men det så pludselig ud til at være den forkerte hest at spille på, da Trek med Alex Kirsch, Mads Pedersen og Edward Theuns og UAE med Roberto Ferrari og Jasper Philipsen skulle ende med at vinde kampen på de sidste 2 km. Faktisk var det umuligt at få øje på Bennett, da Pedersen afleverede Theuns så perfekt, at det længe lignede belgisk etapesejr.

Men han var lige præcis, hvor han skulle være. Bag Trek sad Mike Teunissen nemlig godt placeret med Groenewegen på sit hjul, og minsandten om ikke det var den irske mesterskabstrøje, der befandt sig på den hollandske bagsmæk. Herfra kunne han åbne for den gas, der fik Fernando Gaviria til at ligne en junior i Mellemøsten i marts, som fik skovlen under Groenewegen i Paris-Nice, og som satte kometen Fabio Jakobsen til vægs i Tyrkiet. Mod den power er der ikke mange, der har et modsvar, og det havde stakkels Theuns heller ikke, der må forbande, at træfsikre og fejlfri Bennett igen på egen hånd havde manøvreret sig i en position, hvorfra hans uimodståelige spurtstyrke er næsten helt uovervindelig.

På den baggrund kan man næsten sig, at det er spild af godt tog at sende ham til Deceuninck, der med næsten 100% sikkerhed synes at være den fremtidige destination. For hvorfor i alverden skal en mand, der gang på gang vinder på egen hånd udstyres med feltets vel nok bedste lead-out, når han nu klarer sig så fint foruden? Elia Viviani og Marcel Kittel er eksempler på sprintere, der har sparket gang i karrieren igen ved at få glæde af de fantastiske ressourcer, det belgiske superhold råder over, men man kan næsten ikke forestille sig, at Bennett kan gøre det meget bedre, end han gør det på egen hånd. Nu ser det så ud til, at Deceuninck med deres farvel til Sabatini og Maximiliano Richeze bliver lænset for lead-out-kræfter, så det fremover kun vil være Mørkøv, der er en klassisk lead-out man, men alligevel virker det til at være flødeskum på en allerede meget kalorietung lagkage, at Bennett skal være del af verdens vel nok bedste sprinterhold.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Patrick Lefevere bør da nok også overveje at sende de tilbageværende lead-out-ressourcer i retning af de unge sprintere, Jakobsen og Alvaro Hodeg. Vi så nemlig i det nylige Tour de Pologne, at Jakobsen har en nærmest skræmmende topfart, men slet ikke har de positioneringsevner, der gør ham i stand til at maksimere udbyttet heraf. Og i dag blev det åbenlyst, at heller ikke Hodeg har Bennetts evner i kampen på de sidste kilometer. For en gangs skyld er Deceuninck nemlig kommet til et løb med et relativt svagt tog, og det kneb i den grad for Florian Senechal at få ført Hodeg frem. Det lykkedes kun delvist, men colombianeren måtte desværre også endnu engang sande, at han nok bliver den lille i Deceunincks sprintertriumvirat i 2020. I hvert fald var hans spurt ikke meget at råbe hurra af, og det står således stadig klart, at den unge colombianer nok har haft en imponerende start på karrieren, men at det i lige så høj grad skyldes holdet som hans egen fart.

Deceunincks svage tog og Bennetts onemanshow betød, at der pludselig var plads til, at andre hold kunne dominere. Den mulighed greb Trek, der leverede et fremragende lead-out, og som dermed fulgte op på det fornemme arbejde, de også gjorde for en desværre svagt spurtende John Degenkolb i Polen. Først var det Alex Kirsch, der tog kontrol, og dernæst leverede Pedersen et lead-out, der var mindst lige så godt, som det han kørte på den tragiske dag i Zabrze i sidste uge, hvor han faktisk kørte så stærkt, at Degenkolb ikke selv kunne gå forbi. Denne gang var det i stedet Theuns, han satte op, og havde det ikke været for fænomenale Bennett, havde belgieren taget en meget tiltrængt sejr i samme løb, som for to år siden gav ham karrierens største triumf, inden han indledte en lille deroute. Den nedtur synes nu at være på vej til at blive afsluttet efter en flot præstation bare et par uger efter den flotte kørsel i Adriatica Ionica Race. Og samtidig synes Pedersen, der desværre har skuffet i hårdere terræn, måske at have fundet en helt ny niche i rollen som sprinterens sidste mand.

Den ekspertise har Roberto Ferrari altid haft. Den italienske veteran har i mange år været an af verdens bedste til at aflevere en sprinter, men er i de senere år gledet lidt i baggrunden. I den seneste uges tid har han dog bragt sig tilbage i rampelyset, først med en flot lead-out for Alexander Kristoff i London og igen i dag, hvor han fornemt kørte Jasper Philipsen frem. Desværre kneb det begge gange lidt med den engang så fine timing, og ligesom i England var han denne gang skudt så tidligt frem, at andre kunne gå forbi. Philipsen fik egentlig bokset sig ind i en fin position bag Theuns, men desværre blev han lukket inde mod barrieren, så han aldrig fik chance for at vise, hvor hurtig han egentlig er.

Samme skæbne overgik desværre Kristoffer Halvorsen, men etapen var alligevel opløftende for den unge nordmand. Igen i dag fik han nemlig vist, at det ikke er uden grund, at han i år er endt i top 10 i snart sagt alle sine spurter, for han har i den grad fået smag for sin positionering. Selvom han ligesom Bennett agerede næsten på egen hånd til sidst, sad han perfekt placeret i finalen, inden også han desværre måtte se sig lukket inde.

Det blev Bauhaus ikke, men han måtte desværre sande, at hans ellers så stærke Bahrain-mandskab skal arbejde lidt med timingen. Ganske vist tog de kontrol inden de kritiske sving, men desværre løb de tør for kræfter en anelse for tidligt. Det betød, at tyskeren gled for langt tilbage, men med en flot spurt fik han til sidst vist, at det ikke er uden grund, at han slog Hodeg i en spurt i Italien i Adriatica Ionica Race. Finder de timingen, synes kombinationen af et godt tog og en formstærk Bauhaus at kunne komme langt i de kommende spurter.

Det kan Timothy Dupont også. Efter at have skippet Touren for at fokusere på blandt andet dette løb, har belgieren været flyvende på det seneste, og det var han for så vidt også i dag. En 6. plads er i sig selv ikke noget at råbe hurra ad, men i dette felt er det en ganske fin placering for en rytter uden megen støtte. Naturligvis er han stadig slet ikke samme sejsmaskine som i 2016, men man kan med nogen ret hævde, at vi ikke har set en bedre Dupont siden dengang, end vi gør netop i disse dage.

Og så er der naturligvis Dylan Groenewegen. Efter gårsdagens EM-nedtur måtte den lokale helt for anden dag i træk se en stor skuffelse i øjnene, da et sammentræf af omstændigheder betød, at han aldrig kom til at spurte. Mike Teunissen havde ellers først ham frem i en næsten perfekt position, men da først spurten skulle lanceres, gik alt galt. Først tvang Pedersen efter sit lead-out den hollandske kanonkugle til at sprinte - i øvrigt med en manøvre, som hollænderen efterfølgende i et tweet udtrykte sin harme over - og siden lavede Teunissen en sjælden kikser, der betød, at han ikke fik flyttet sig i tide og dermed endte med at lukke sin kaptajn inden. Heldigvis så Groenewegen selv ganske overbevisende ud i kampen inden spurten, og han meldte også om så gode ben, at han er fortrøstningsfuld frem mod fortsættelsen af et løb, der burde give ham yderligere tre chancer for at få lidt tiltrængt succes efter en svær tid.

Som trøstepræmie betød Teunissens mindre elegante lead-out, at han sikrede sig fire bonussekunder, som kan blive ganske værdifulde i hans kamp for et topresultat i klassementet. Dermed blev han også den eneste klassementsvinder på en dag, hvor det lykkedes udbruddet at stjæle bonussekunder på Den Gyldne Kilometer, og hvor de splittelser, som sidevinden og regnen skabte, blev neutraliseret på den afsluttende rundstrækning, der ikke var velegnet til at gøre forskelle.

Alligevel kunne man se enkelte små tegn undervejs. Først og fremmest var det herligt at se en meget opmærksom Søren Kragh sidde forrest i feltet gennem næsten hele etapen og dermed signalere, at han er topmotiveret til at gå efter et resultat, hvor han i formstærk udgave vel vil være den rytter, der har allerbedst chance for at vinde på en rute som denne. Samme styrke viste Michael Valgren bestemt ikke, da han sammen med den nærmest rystende formsvage Bob Jungels umiddelbart var den eneste klassementsrytter, der ikke sad med i første gruppe i forbindelse med de midlertidige splittelser. Og desværre kan vi også udelukke, at Arnaud Demare kan overraske i klassementet, efter at et ærgerligt styrt betød, at han måtte sidde op i finalen.

Meget klogere bliver vi nok ikke i morgen. Ganske vist kan man ikke helt udelukke splittelser i vinden, men formentlig ender det for favoritterne som endnu en dag, der bare skal overstås. Det er det til gengæld ikke for Bennett, der meget vel kan ende med at sikre sig sejr nr. 2 på to dage og dermed tage yderligere et skridt mod det hattrick, som årets rutedesign muliggør. I hvert fald er der al mulig grund til at tro, at Bennett sidder præcis på det hjul, han allerhelst vil have, når de i morgen rammer de tekniske sving i den ikoniske og kringlede finale i Ardooie. For når man nu kan vinde uden, hvad i alverden skal man så med et sprintertog?