BinckBank Tour-analyse: Spillefuglenes mareridt

Er man spillefugl, har man formentlig ganske kraftige lommesmerter i disse dage. Med sine mange sprinteretaper er BinckBank Tour ellers normalt langt fra det mest uforudsigelige etapeløb på WorldTouren, og selvom det kan være lidt af et lotteri at gætte den samlede vinder i et tæt klassement, hvor et par svært kontrollerbare klassikeretaper kan vende op og ned på det hele, vindes hovedparten af etapersne som regel af nogle af forhåndsfavoritterne.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Sådan er det imidlertid slet ikke gået i år i det, der har udviklet sig til overraskelsernes holdeplads. Det startede ellers så fredsommeligt med favoritsejre til Fabio Jakobsen og Stefan Küng, men siden da er der gået hat og briller i favoritternes forsøg på at styre den sæk lopper, som er kommet til Holland og Belgien for at køre cykelløb. Sejrene til Taco van der Hoorn, Jasper Stuyven og Magnus Cort var i hvert alle strækt uventede og udtryk for det kollektive kollaps, der som beskrevet i går har været i sprinterholdenes organisering.

I dag skete det så igen. Mange navne var i spil til etapesejren på Amstel-etapen, der altid er næsten umulig at forudsige, men de færreste havde peget på Gregor Mühlberger som triumfator på Dumoulin-cykelparken i Limburg-provinsen. Det skyldes nu ikke manglende kvalitet hos den unge østriger, der i år virkelig har fået sit store gennembrud med flere flotte bjergpræstationer og senest imponerede i sin Tour-debut med flere udbrud på de store bjergetaper.

Det er bare ikke i klassikerterræn, at den tidligere østrigske mester har sin force, og da han blev sendt til BinckBank Tour, var det da også primært for at komme i gang igen efter en lille pause, hjælpe Matteo Pelucchi, Daniel Oss, Maciej Bodnar og Jay McCarthy og langsomt starte forberedelsen frem mod årets helt store mål, VM på den østrigske hjemmebane.

Mühlberger startede da heller ikke dagens etape med de store ambitioner andet end at sidde med i finalen for der at støtte sine holdkammerater, ikke mindst McCarthy, der med sin gode spurt lignede en oplagt vinderkandidat. De foregående dage har imidlertid klart vist, at initiativ belønner sig i årets BinckBank Tour, og man behøver blot at have set Tour de France for at vide, at Mühlberger ikke er bage for at tage netop det. Hidtil har han ikke fået den fortjente belønning på højeste niveau, men i dag var der ingen, der var lige så klog og snu som den talentfulde klatrer.

At der kunne komme en overraskelse på netop denne etape, var imidlertid ingen - nå ja - overraskelse. Allerede i gårsdagens optakt beskrev jeg, hvordan det forhold, at det var op til det svage Bahrain-mandskab at forsvare førertrøjen gjorde, at det var en etape, hvor held og timing kunne være vigtigere end gode ben, og at det bestemt ikke var en etape, der var værd at ofre mange spareskillinger på. På en dag uden kontrol kan snart sagt enhver rytter med adgangsbillet til finalen komme afsted med gevinsten, og især outsidere har den fordel, at den manglende opmærksomhed på netop den kan være nøglen til sejr. Derfor har Lars Boom, Johan Le Bon og Guillaume Van Keirsbulck alle tidligere taget overraskende sejre på netop den etape, og derfor var det alligevel ikke så mærkeligt, at det var netop Mühlberger, der kunne bestige podiets øverste trin.

Mühlberger var nemlig den klare underdog, da det lykkedes ham med flot kørsel at sikre sig plads i den kvartet, der skulle afgøre etapen. Mens Zdenek Stybar og Tim Wellens havde været på manges læber allerede inden etapen, og Dylan Van Baarle som Sky-kaptajn ligeledes var en af etapens outsidere, var Mühlberger ”the long shot”, som de færreste havde ventet at se i finalen. Derfor var det naturligvis også ham, der med en stærk forcering kunne udnytte favoritternes interne skakspil til at snige sig væk, og da først den østrigske fugl var fløjet væk, så han sig ikke tilbage.

Mühlberger var med andre ord den klogeste, men ikke den stærkeste, og det er tit nøglen på etaper, der er svære nok til ikke at kunne kontrolleres, men for lette til for alvor at gøre en forskel. Det måtte især Tim Wellens sande, for belgieren, der i de senere år har sat sig på tronen som kongen af dette løb, viste med al tydelighed, at han igen er kommet til hjemmebanen i superform. Wellens har tidligere leveret to knusende magtdemonstrationer på den klassiske kongeetape i Ardennerne, og da han sidste år tog sin tredje sejr på samme etape, var det en fuldstændig smadret Tom Dumoulin, der akkurat havde hængt på og efterfølgende måtte indrømme, at Wellens havde været i en helt anden liga.

Manden, der ellers har ry for ikke at kunne præstere i sommerens varme, finder altid benene til august måneds hjemlige højdepunkt, og det har han gjort igen i år. Med en vild forcering på bakken op til den gyldne kilometer kørte han så stærkt, at kun Yves Lampaert og Jasper Stuyven med det yderste af negelene kunne hænge på. Efterfølgende kørte han alene væk fra den elitegruppe, der var blevet dannet, efter at trioen havde hentet Timo Roosen og Maciej Bodnar samt fået selskab bagfra af Michael Matthews og Greg Van Avermaet, og det lugtede derefter længe af endnu en Wellensk magtdemonstration, denne gang på de kortere bakker i Amstel-terrænet.

I sidste ende var stigningerne her imidlertid for lette til at selv Wellens kunne gøre arbejdet færdigt, og derfor gik det præcis, som han allerede på forhånd havde frygtet: at årets rute ikke er skabt til ham, og at selv ikke den stærkeste mand nødvendigvis bare kan gøre forskellen på de historisk lette etaper. Nu har han kun løbets kongeetape tilbage, men desværre har historien vist, at selv når han har haft sin bedste form, har han haft svært ved at matche brostensspecialisterne på de flamske hellingen.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det stærke kollektiv fra Quick-Step kunne heller ikke slå til. Det var ellers som ventet belgierne, der tog ansvaret for at sætte et dræbende tempo tidligt i løbet, så man helt efter bogen tidligt fik isoleret Matej Mohoric. Herefter skulle man i gang med at spille sin fire esser ud, men det lykkedes aldrig for alvor at udnytte overtallet. Niki Terpstra lignede en mand, der efter Touren ikke har fundet sin bedste form, og selvom Zdenek Stybar, Yves Lampaert og Maximilan Schachmann alle spillede med musklerne, var samarbejdet i front altid enten for dårligt eller jagten for organiseret til, at det blev til det store. I sidste ende blev det derfor blot til en beskeden tidsgevinst til Stybar og Schachmann, og da Lampaert endda styrtede på de sidste 3 km - dog uden at få registreret et tidstab - endte det som skønne spildte kræfter for sportens førende klassikermandskab.

Alligevel var der opløftende tendenser. Stybar så bedre ud, end han har gjort ganske længe, og viste, at hans dårlige enkeltstart kun skyldtes manglende tempoevner og ikke ringe form. Lampaert bekræftede igen det positive indtryk, han har leveret gennem hele sæsonen, og Schachmann viste ligesom i Fleche Wallonne, at alsidigheden også rækker til at køre stærkt i klassikerterræn. Kun Terpstra virkede ikke helt på toppen, men holdet står stadig med fire ganske gode kort på den etape, der passer dem allerbedst.

Den blev sidste år vundet af Jasper Stuyven, og han har gode muligheder for at gentage den bedrift. I hvert fald viste han i forbindelse med Wellens’ angreb, at han stadig kører som en motorcykel, som han har gjort i de seneste uger, og belgieren ligner entydigt en af de stærkeste. Desværre spillede han på den forkerte hest og kunne til slut ikke følge suveræne Wellens, og da han efter gårsdagens tab af Mads Pedersen ikke havde meget støtte i finalen, var han afhængig af at andre hold tog ansvar i jagten, da den farlige gruppe kørte væk til sidst.

Lidt overraskende var det to af de mindre klassikermandskaber, der stod for den jagt. Mens de store hold enten var kørt overraskende tynde eller havde folk med i front, var det UAE og FDJ, der i sidste ende var skyld i, at forspringet aldrig blev katastrofalt stor. For hhv. Diego Ulissi, der var kommet til løbet for netop at vinde denne etape, inden han retter blikket mod de canadiske klassikere, og Davide Cimolai, der efter det fremragende EM igen bekræftede sin superform, forsøgte de at skabe samling. Det lykkedes ikke, og da de ingen klassementsambitioner har, var det derfor skønne spildte kræfter.

Lidt overraskende tog Sunweb intet ansvar. Generelt var tyskerne med deres to esser Michael Matthews og Søren Kragh påfaldende passive, og bortset fra Matthews’ opkørsel på hjul af Van Avermaet og Kraghs sene angreb, hvor han stjal et par sekunder, var det ikke meget, man så til det hold, der ellers havde mest at vinde ved at knække Mohoric.

Det kan næsten ikke læses som andet en halvdårlige ben. Matthews viste en vis styrke ved at køre med Van Avermaet, men Stuyven har efterfølgende afsløret, hvordan det var netop ham, der med manglende føringsvilje ødelagde samarbejdet i gruppen. Med tanke på, at han som bedst placeret i klassementet og hurtigste mand på stregen, havde alt at vinde ved at tage del i arbejdet, er der noget, der tyder på, at det ikke er en Matthews i topform, der er kommet til Holland og Belgien. Kragh var heller ikke med i meget, og da løbet flere gange var ved at glide ham af hænde, kan det desværre næsten kun tolkes i den retning, at begge de to Sunweb-kaptajner måtte se sig overmatchet af stærkere folk.

Det var Greg Van Avermaet ikke, for belgieren viste igen og igen, at han er kommet sig over EM-trætheden og stadig har de gode ben, der gav ham et overraskende resultat på den svære rute i San Sebastian. Desværre var han uheldig at miste Stefan Küng som kort i klassementet, da den store schweizer var uheldig sammen med Michael Valgren at styrte, og derfor var han til slut isoleret. Da etapen samtidig viste, at Van Avermaet altid er markeret tættere end mange andre, ser det nu svært ud for ham at opnå det helt store i klassementet, og et mål kunne nu meget vel i stedet være at vinde sidste etape, hvor han tidligere har sejret.

Etapen bød derfor på et hav af desillusionerede tabere og kun få vindere. Den allerstørste må næsten være Mohoric, for den slovenske mirakelmand har tilsyneladende gode kontakter til de højere magter. Som forventet viste Bahrain sig nemlig helt ude af stand til at støtte ham i finalen, og selvom han kæmpede heroisk for at forsvare sin trøje, var han naturligvis ude af stand til selv at svare på alle angrebene. Derfor kunne han ikke gøre meget andet end at lukke øjnene og krydse fingre for, at taktikken og omstændighederne flaskede sig, og det gjorde de i den grad, så han forud for sidste etape i alt væsentligt har sit forspring til sine værste rivaler intakt.

Dermed er han også kommet et stort skridt nærmere den samlede sejr, men etapen har også vist, at hvis han i morgen ender øverst på podiet, er det snarere på trods af end på grund af sit hold. I morgen vil han nemlig være mindst lige så meget alene, som han var det i dag, og bygen af angreb vil ikke blive mindre. Derfor kan han kun bede til de højere magter og håbe, at kortene igen bliver givet rigtigt, så alt i sidste ende falder ud på den helt rette måde.

Som sagt har mirakelmanden Mohoric leveret et hav af mirakler i sin allerede korte karriere, og i morgen kan meget vel have brug for endnu et. Får han et sådant foræret, vil han ende som en højst uventet vinder af årets BinckBank Tour - og det vil på sin vis være meget passende i et løb, der har udviklet sig til spillefuglenes og eksperternes mareridt.