Bjarne Riis - Dagen derpå

nullKommentar af Henrik Elmgreen:

Vi har nu alle haft mulighed for at sove oven på den – ikke uventede - doping-bekendelse fra Bjarne Riis. En til vished grænsende formodning er blevet en realitet, og man sidder tilbage med en følelse af, at det er svært at etablere en egentlig forargelse med så mange års forsinkelse. Dagen derpå var det, der virkede stærkest på mig, læsningen af morgendagens Politiken med den lange opremsning af Riis-udtalelser gennem årene, hvor han mere og mere aggressivt afviser ethvert dopingmisbrug. Og det i et sprog og en tone, der er tiltagende indigneret og forurettet: ”Hvad fanden blander I jer egentlig i det her for…”. Sådan siger han ikke direkte, men det ligger mellem linierne, og det gjorde det vel også stadig en lille smule i går i Lyngby.

Lad det nu være, sådan reagerer også det dyr, der hedder mennesket, når det er trængt op i en krog. Langt vigtigere er det at spørge, hvad kan vi bruge det her til, og hvordan ser fremtiden ud for cykelholdet Team CSC og cykelsporten som sådan.

Efter Zabel og Aldag var Bjarnes bekendelse, den sidste sten i mosaikken, der manglede for at gøre 1990’ernes historie komplet. Om Ullrich nogensinde bekender eller ej, er for så vidt ligegyldigt, ingen tror i dag på noget andet, end at han også var en del af den ”kultur”, som fænomenet også er blevet kaldt (bl.a. andre af mig selv). Det er velgørende, for nu kan der tales åbent ud om tingene, uden omsvøb og uden hvis’er og men’er.



Foto: TV2

Et af de spørgsmål, der ikke blev definitivt afklaret fredag, var hovedsponsoren CSC’s fremtidige holdning. Her var der lidt turbulens, der var ikke ganske samklang mellem de signaler Bjarne udsendte, og det der kom fra CSC-talsmanden Ole Egeblad. Men det er kun naturligt, at CSC og andre Riis-sponsores ønsker at trække vejret og se reaktionerne i presse og offentlighed, før de melder definitivt ud. Og så er det jo meget bekvemt, at det nu er pinse…

For sponsorerne er det et spørgsmål om etik, men også etik kan gradbøjes. Vigtigt, meget vigtigt, er det også, at Bjarne Riis fortsat på overbevisende måde kan afvise, at han har nogen andel i Hamiltons og Bassos eskapader. Sympati og synergi kan også spille en rolle, men i sidste ende må det også være en vurdering af, hvad der indbringer mest PR og goodwill: At være konsekvente og stoppe samarbejdet og dermed rive tæppet væk under et af verdens største cykelhold, eller at vise forståelse og tillid og give holdet og Bjarne Riis endnu en chance – sådan som T-Mobile valgte at gøre det. Man kan gøre det med den gode begrundelse, at netop Team CSC (sammen med T-Mobile) gennem de seneste måneder har stået for den mest konsekvente og ambitiøse forebyggelses-politik i hele prof.-feltet.

Så mon ikke det er det, man vælger at gøre?

Lad os håbe det.