Nils Eekhoff var U23-verdensmester i 45 minutter, men blev på dramatisk vis frataget sejren for at have draftet bag en bil undervejs i løbet. Tre måneder senere er hollænderen nu endegyldigt klar til at lægge de grimme minder bag sig og tage de gode med videre til sin professionelle debutsæson på Team Sunweb.
Nils Eekhoff var hovedpersonen i en af 2019-sæsonens mest kontroversielle episoder, da den 21-årige hollænder efter at have krydset stregen som vinder efterfølgende blev diskvalificeret fra U23-herrernes VM-linjeløb i Yorkshire.
Løbsjuryen vurderede, at Sunweb-rytteren havde overtrådt reglerne, da han med omkring 130 kilometer igen brugte slipstrømmen fra en følgebil til at få kontakt med feltet efter et styrt.
I minutterne efter juryens afgørelse var Eekhoff tydeligt en knust mand, men godt tre måneder senere er hollænderen fast besluttet på at holde fokus rettet mod den kommende sæson.
”Jeg er faktisk ret positiv. Selvfølgelig var det meget hårdt dengang, men jeg har haft tid til at tænke over tingene. Jeg tog direkte på ferie og fik mit hoved på plads. Nu ser jeg bare frem til at få sæsonen og fremtiden startet”, fortæller Eekhoff til Cyclingnews.
Det dramatiske efterspil overskyggede i høj grad selve løbet, men Eekhoff selv har ikke glemt de afsluttende kilometer i Yorkshire, hvor han spurtbesejrede blandt andre danske Andreas Kron på de sidste meter.
Oplevelsen af at stå på toppen af podiet iført regnbuetrøjen fik Eekhoff dog aldrig den regnfulde dag i september.
”Jeg er virkelig stolt af min præstation den dag, og hvad jeg opnåede. Det er så en stor skam, hvordan det endte med juryens beslutning. Øjeblikket blev taget fra mig, og jeg får det ikke igen, men jeg har billederne, og jeg har i mine tanker, hvor stærk jeg var den dag. Det forsvinder ikke, og jeg vil have det med mig i fremtiden”, siger han.
Senere på efteråret valgte Eekhoff at tage sagen til CAS, men der er endnu ikke fastlagt en dato for en høring. Sagens videre forløb ønsker hollænderen dog ikke at koncentrere sig om.
”Jeg ved, at hvis jeg forbliver for længe i fortiden, så vil det kun blive negativt. Jeg ændrer nu den oplevelse til positiv energi, så jeg kan vise, hvad jeg er i stand til”, forklarer Eekhoff, der i 2020 indleder sin første sæson som professionel efter en periode som stagiaire på Team Sunweb dette efterår.
Eekhoffs professionelle kontrakt kom i hus efter 2,5 sæson på mandskabets udviklingshold, hvor han undervejs blandt andet vandt U23-udgaven af Paris-Roubaix.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AG2R Citroen Team |
Astana - Premier Tech |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Deceuninck - Quick-Step |
EF Education - Nippo |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty - Gobert |
Israel Start-Up Nation |
Lotto Soudal |
Movistar Team |
Qhubeka Assos |
Team BikeExchange |
Team DSM |
Team Jumbo-Visma |
Trek-Segafredo |
UAE Team Emirates |
Annonce
Sunweb-chef om bruddet med Dumoulin: Vores holdfilosofi kræver meget
Benoot forstående for Dumoulins holdskifte: Chapeau for valget
Talentfuld hollænder tilbage efter seks måneders pause
Michael Matthews er klar til lederrolle på Sunweb
Sunweb-boss: Urealistisk at vinde en grand tour