Boganmeldelse: Bad blood: The Secret Life of the Tour de France

Hvad i alverden skal vi dog med endnu en bog om alt det negative i cykelsporten? Lad os dog have lov til at glæde os over de positive tegn på bedring, der trods alt er – midt mellem nye dopingskandaler og organisatoriske magtkampe. Lad os nu se fremad!

Sådan kunne man sagtens føle og tænke, når vi her på Feltet.dk anmelder en ’halvgammel’ bog om alt det forfærdelige i cykelsporten. For giver det overhovedet mening at anmelde denne bog, når vi på samme tid sætter en stor ære i at skrive nyhed efter nyhed om alt, hvad der rører sig i sporten. Helst alt det spændende og dramatiske. Alt det, som fascinerer så mange af os og holder os stadigt indfanget.

Vi ved det jo godt alle sammen: Cykelsporten – den sport vi følger så intenst og lever med – har været i og har stadig alvorlige problemer. Og os der ikke har givet op, forkastet cykelsporten og følt os forrådt, vi har på en måde lært at leve med det. Intens beundring den ene dag, forargelse og opgivelse den næste. Spænding og analyse den ene time, irritation og debat den næste. Og så videre.

Det besværlige dilemma
Langt de fleste af os er dermed fanget i et besværligt dilemma mellem at blive lokket og forført af cykelsportens enorme fascinationskraft for dernæst at få den ene mavepuster efter den anden, når duften og engletonerne gang på gang bliver klam og skinger efter endnu en ubehagelig afsløring, en tragikomisk benægtelse eller en uforståelig infight mellem de organisationer, som strides om at kontrollere sporten (og dens økonomiske interesser). Eller, for den sags skyld, efter endnu en sejr til en rytter, som kører akkurat så stærkt efter afsonet karantæne, eller kører på lånt tid, mens retssager afgør, hvem og hvad der kan straffes.

Vi er på den måde uundgåeligt viklet ind i et net, der uanset, hvad vi gør og synes, tvinger os til at forholde os kritisk til sporten.

Dette dilemma er hele cykelsporten på en måde låst af. For ikke så længe siden blev der på eksemplarisk vis sat ord på netop det, da Gerolsteiners tidligere chef, Hans-Michael Holczer, fortalte, at han under Tour de France i 2005 havde næret mere end bare begrundet mistanke om, at holdets daværende stjerne Levi Leipheimer var blodpodet. Men trods opfordring fra UCI trak han ikke rytteren ud af løbet; han var fanget mellem en moralsk forpligtelse og en retsmæssig trussel, eftersom en af sløring ifølge sponsorkontrakten ville være ensbetydende med lukning af holdet. Anklagen mod den stadig aktive amerikanske rytter kom frem i forbindelse med en bogudgivelse og blev hurtigt en pressehistorie, bl.a. her på Feltet.dk.

Alle er ramt
Og så her forleden: Nyhederne om Alberto Contador og Ezequiel Mosquera og deres positive dopingprøver fra henholdsvis Tour de France og Vuelta a España, som med en vis sandsynlighed vil medføre, at begge idømmes karntæne. Og før det al balladen om Alejandro Valverde. Nye anklager. Nye benægtelser. Nye uvindende sportsdirektører. Nye skuffede sponsorer. Og så videre, og så videre.

Alle er ramt – hele vejen rundt. Også cykelrytterne selv og journalisterne, der som flere andre – synlige eller mere i det skjulte – indgår i sportens cyklus.

Og her er vi så nået til den virkelighed, som den meget erfarne og respekterede engelske cykelsportsjournalist, Jeremy Whittle, beskriver i sin bog fra 2009, Bad Blood: The Secret Life of the Tour de France.

Bogen er skrevet før Lance Armstrongs comeback, før Ivan Basson tilbagevende fra karanræne, før Floyd Landis kom på nye tanker og både erkendte egne synder og anklagede andres (primært Lance Armstrong), og mens man endnu håbede, at Michael Rasmussen ville blive den sidste rytter iført den gule føretrøje, som blev anklaget eller ligefrem taget for doping, som tilfældet nu lader til at være med Alberto Contador. Men intet af dette gør bogen mindre interessant eller giver læseren et mindre indsigtsfuldt billede af moderne cykelsports mange dilemmaer og gråzoner.

En kontrollerende kultur
For selvom ”Bad Blood” strukturerer sine kapitler om fortællinger, hvori forfatteren i en meget personlig og involverende (og udleverende) stil bl.a. går helt tæt på Lance Armstrongs brand og’følge’ af tilbedere, forretningsforbindelse, spindoktorer, og dopingproblemer, på Hein Verbruggen’s UCI og Dick Pounds’ WADA og de to lederes kollisionskurs, sportslægernes indtog i sporten, Operation Puerto og optakten til Tour’en 2006 såvel som på al balladen om Michael Rasmussen, på Bjarne Riis’ evner, hans guru-lignende status og (tvivlsomme) metoder, David Millars fald og suspekt frelste genopståen samt endog husker tilbage på Marco Pantanis ensomme forlis og giver Greg LeMond en ny stemme, så er bogens temaer større og endnu mere dystre: Den kultur, cykelsporten er bygget op omkring, og som stadig kæmper med sine mange indre dæmoner. Med andre ord cykelsportens væsen og uvæsen.

Jeremy Whittle anvender begrebet omerta, som er et begreb, som kendes fra mafia-verdenen, en slags æreskodeks, hvor tavshed og loyalitet tilsidesætter andre hensyn, til at beskrive den kultur, som ifølge Whittle i alt for høj grad stadig er styrende i den professionelle cykelsport. Og han præsenterer mange indicier på, at den tvives – endog i bedste velgående i cykelsportens nye tid, hvor ’Big Business’ er kommet for at blive.

Jeremy Whittle er bl.a. tidligere redaktør på det anerkendte magasin Procykling og har i den forbindelse haft adgang til mange af de episoder og personer, som optræder i ”Bad Blood”. Han var fx en af de ganske få, som mødtes med og interviewede Lance Armstrong, da denne var kræftsyg, han kan ringe til David Millar ’anytime’, han kunne både irriterere og arrangere møder med Hein Verbruggen, og han har deltaget i flere af de kongresser, som ’skepitkerne’ arrangerer. Hvor en lille eksklusiv flok af betragtere og tidligere insidere diskuterer, hvor galt det står til i cykelsporten – mens de fleste andre i branchen smågriner af dem, dukker sig for deres anklager, går ind for en ’ren’ sport og samtidig fastslår, at ’the show must go on’.

Omvendelsen
Så Jeremy Whittle var med andre ord lige så grebet af cykelsporten som de fleste andre, og han valgte længe at holde øjne og ører ligeså lukkede som de fleste andre. Men noget ændrede sig langsomt i ham, noget han ikke selv havde valgt, men trængte sig på. Og bogen er hans beskrivelse af denne rejse; fra begejstret fan med nære relationer til sportens hovedpersoner, og til at være en af skeptikerne, hvilket betød nye venner, men endnu flere uvenner i branchen. (Adgangen til Lance Armstrong blev fx med ét meget vanskelig.)

Er du for-eller-imod?

Alt imens begyndte Whittle i stigende grad at identificere sig med dem, der turde tale åbent og ud, som gik imod den strengt kontrollerede omerta. Dem som gik på tværs af både Lance Armstrong og organisationernes globale ambitoner, dem som mente – og mener – åbenhed om problemerne er vejen frem. Men som blev – og bliver – anklaget for at ødelægge sporten med denne åbenhed, som adrig får en plads i sporten igen i det øjeblik, der fx kommer navne på bordet. Som om det var deres privilegie alene at kunne ødelægge den gamle og traditionsrige sportsgren.

Denne personlige bevægelse og rejse er fængende beskrevet, men betyder selvfølgelig også, at forfatteren balancerer på det knivsæg, hvor de subjektive holdninger og objektive betragtninger nemt flyder sammen. Om det lykkes Jeremy Whittle at finde den rette balance er svært at sige. Men det gør ”Bad Blood” desto mere gribende, at han involverer sig selv så meget i den – uden at det bliver en bog om ham selv; men om det dilemma så mange af os finder os selv i gang på gang. Bogen har således almen værdi og berretigelse – og kan bestemt anbefales.

Mere brænde til bålet?
”Bad Blood” er nemlig også en velskrevet og en troværdig bog, som fører os ind i de gråzoner, vi egentlig ikke kan lide, gråzonerne mellem sport, forretning, penge og magt. De mekanismer og koder som styrer sporten. Og der er overraskende og morsomme (?) konturer og klarsyn at vise frem i disse zoner – uden at de dog nødvendigvis får os til at se noget afgørende nyt, noget vi overhovedet ikke vidste eller kendte til i forvejen.

Og det er nok bogens største svaghed. Var man en smule skeptiker på forhånd, bliver man sandsynligvis forstærket i den tro ved at læse ”Bad Blood”. Mens man nok som stædigt blind tilhænger vil lade sig irritere over flere beskyldinger og småundergravende virksomhed. Særligt beskyldningerne mod Lance Armstrong kan virke endeløse.

At ville kende til både for- og bagsiderne af professionel cykelsport indebærer en ambition om at kunne håndtere et svært, men måske også et nødvendigt dilemma. Og det tjener til Jeremy Whittles ære, at han trods erklæret bitterhed ikke forfalder til total pessimisme, men fastholder en nuanceret, personlig og knivskarp tone. Målet er ikke at skræmme væk, men at vække et nyt engagement i sporten, at argumentere for en ny tids moral – uden den strengt regulerende omerta. Og uden relative holdninger til doping.

Hvilket slags sport ønsker vi?
Det handler ikke kun om sportens overlevelse, om den kan finde nye livliner gennem alle skandalerne. Men i langt højere grad om hvilken slags sport, vi alle ønsker cykelsporten skal være.

Skal man fx være glad eller ked af det, når både stjernerne og vandbærerne bliver taget for doping? Det kommer selvfølgelig an på, hvorfra man ser det. Blot bør det ikke komme dertil, hvor man bliver ligeglad og hævder, at sådan er cykelsporten jo bare, og det kan der ikke gøres så meget ved – når ”doping i cykelsporten er en ’nåhed’”, som Politikens Rasmus Bech rammende beskrev det forleden. Er det virkelig der, vi faktisk er, har man ifølge Jeremy Whittle for alvor forkastet den.


Bad blood: The Secret Life of the Tour de France
Af Jeremy Whittle
Yellow Jersey Press 2009
240 sider

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg