Boganmeldelse: Cavendish – den hurtigste mand på to hjul

Der er på mange måde sket meget med og for 29-årige Mark Cavendish, siden har for godt fem år siden udgav Boyracer, den første af nu allerede to selvbiografier.

Han har slået sit navn fast som en af alle tiders bedste sprintere og vundet et utal af løb, han har skiftet hold et par gange, han er blevet gift og har fået en datter - og han er blevet verdensmester på landevej, endda i Danmark, nord for København.

Og det er netop her, Cavendish - den hurtigste mand på to hjul tager sin begyndelse. Selvbiografien, der netop er udgivet på dansk (udkom på engelsk i 2013), går i sin såkaldte ’Prolog’ lige på og hårdt; med en dramatisk beretning fra mesterskabsløbet, der, som vi alle ved, endte med, at den lille, tætte sprinter besejrede de tidligere teamkammerater Matt Goss og André Greipel. Efter en sand magtdemonstration løbet igennem af det britiske mandskab.

Slag i slag

Det var i 2011, men det fænger stadigvæk, ikke mindst for os danskere, som enten var til stede eller i det mindste følte en vis andel, om ikke af sejren så dog af arrangementet. Den største cykelsportsevent på dansk grund nogensinde. Det er dygtigt gjort, beretningen altså, og der kommer da også nye ting frem. Man identificerer sig, rives med. Mindes dagen.

Herefter springes der tilbage i tiden, og i bogens første reelle kapitel (bogen er i øvrigt ikke forsynet med kapiteloversigt) er vi tilbage starten af januar 2010, hvor han lider slemt af tandsmerter og forårssæsonen synes i fare.

Og herefter går det slag i slag, med opture og nedture, fortællinger og forklaringer, indskud og indspark, refleksioner og referater - indtil vi når frem til sidste års sidste passage af Tour-målstregen på Champs-Élysées. Cavendish bliver slået, for første gang i flere år, af det nye store navn, Marcel Kittel.

Men det hårde slag for den forfængelige, ærgerrige og kontroversielle rytter er glemt minutter efter, påstår han, da ’lille Delilah’ i sin mors arme rækker sine små barnearme frem mod sin slagne, svedige far.

 
Ældre og mere moden, sådan da
Således er Cavendish - den hurtigste mand på to hjul på godt og ondt en opremsning af begivenheder over en relativ kort tidsperiode. Flere gange erklærer han sig mere moden nu, end da han skrev Boyracer, og det er der grangiveligt noget om. Han er mere reflekteret, har udviklet sig.

Men ligefremme og bramfrie udsagn (sommetider tilsvininger, hvoraf han dog senere modererer flere) om folk i hans nærhed eller periferi, ved navns nævnelse, er han stadig god for. Og på samme vis er han stadig frisk på gode ’bag-om’ historier, erkendelser af både de tårer og ’uheldige’ udtalelser, der sidder så løst på topsprinteren. Samt og ikke mindst indføringer i de nærmest dagligdags problematikker og udfordringer, man står med som rytter på topniveau. Nogle af dem dog sikkert kun, når man hedder Mark Cavendish og i en årrække har været den hurtigste mand i feltet, eller i hvert fald den bedste til at vinde fleste store massespurter. 

Det er langt hen ad vejen en lidt svær balance mellem det underholdende - den interessante indføring i cykelsportens rå virkelighed, de fleste af os ønsker - og så det opremsende, det dagbogsagtige ; når små indskud og passager lige skal med, men ikke på nogen måde føles absolut nødvendige.

Et voksent, misforstået barn?
Af samme årsag er de kapitler bedst, hvor han (og medforfatteren Daniel Friebe) giver plads til at fokusere. Som i beskrivelsen af VM-løbet ved København, når dopingproblematikken tages op med udgangspunkt i Lance Armstrong, og når det beskrives, hvordan det britiske cykelforbund iværksatte og gennemførte deres ’projekt’ med det mål at vinde en verdensmestertitel. Her kunne man tilmed drømme om, at nogle bestemte personer i Danmark lod sig inspirere.

Cavendish gør dog også sit for at optræde ærlig og sårbar, og det lykkes et stykke af vejen. Han forklarer om ensomhed, depressioner (kliniske påstår han), tvivl og en flabethed og trang til at provokere, som nærmest virker lidt ude af kontrol, når ærgerrigheden, aggressionen tager over. Og som læser må man imponeres en smule over den åbenhed, han lægger for dagen, hvad enten den er tilsigtet eller ej.

Meget af tiden kommer man nærmest til at sidde med en fornemmelse af, at han føler sig som et lidt såret, misforstået barn - vil han respekteres, accepteres, forstås eller bare elskes?

Medierne er ude efter ham, nogle holdkammerater undres over hans enorme patentlighed, dedikation og perfektionisme, og vi (læserne) kommer næsten uvægerligt til at synes, at han fremstår en kende belærende og bedrevidende. Faktisk lidt irriterende. Og da vi ikke får nævneværdigt meget at vide om ham fra før 2010, er det svært at holde det op imod noget.

Indføring i mikrokosmos
Men (men men) han er bevidst om mange af sine fejl og står i det mindste ved, hvad det kræver for at være med på toppen. Heriblandt også at finde en ligevægt mellem den rene egoisme og fællesskabet. Venner og fjender i det mikrokosmos, den professionelle cykelsport nu engang er. Ambitioner og opofrelse. Disse elementer belyses glimrende i beskrivelserne af de tre hold, Cavendish når at køre for i den beskrevne periode: HTC-Columbia, Team Sky og Omega Pharma-Quick Step.

Ligesom det for cykelnørderne aldrig bliver kedeligt at indføres i, hvordan man kæmper sig igennem bjergetaper, hvordan samspillet er mellem leadout-man og sprinter, hvordan den grønne pointtrøje bliver noget nær en besættelse, og hvordan stemningen er ved et forhandlingsbord, når en kontrakt skal diskuteres.

Sprogligt flyder det, på trods af de til tider alt for svulstige og pseudopoetiske vendinger, som næppe er sprinterens eget sprog. Men bogen er samlet set nemt læst - ren sommerlitteratur, som dog nok havde været endnu mere relevant at kaste sig over, såfremt Cavendish altså ikke var styrtet ud af Tour de France allerede på den første etape.

Men i og for sig er det faktisk meningsfuldt: Bogens beretning er som en bølgedal, op og ned. Og den kolossale skuffelse, det må have været for Cavendish ikke at køre og vinde i England, er man usædvanligt godt udrustet til at forstå og digte med på efter at have læst Cavendish - den hurtigste mand på to hjul.

Holm (k)ærlige indspark
Brian Holm, Cavendish’ mangeårige sportsdirektør og ven, har skrevet forordet til bogen, og det er i vanlig Holm-stil ligefremt og malende. Ærligt - og kærligt. Han holder simpelthen af knægten, lige så meget som han respekterer ham og hans facon. Og ikke mindst hans evner. Man fornemmer, at han forstår ham og har forstået at tackle ham.

Holms udlægning af den opfarende og krævende, men også opmærksomme og sprudlende (samt naturligvis vindende) person og rytter giver med andre ord bogen god modvægt. Kun lidt må man så ærgre sig over, at der ikke er læst ordentlig korrektur på netop disse få og gode, indledende sider af bogen.

Sidst men ikke mindst skal en lille, lækker detalje lige nævnes: Tages smudsomslaget af hardback'en, er selve bogens omslag hvidt, men iklædt regnbuestriberne. 

Cavendish - den hurtigste mand på to hjul

Af Mark Cavendish (i samarbejde med Daniel Friebe)
Med forord af Brian Holm

People’sPress, 2014

338 sider

 

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument