Boganmeldelse: Den gule trøje i de høje bjerge

Jørgen Leth er på mange måder en ener og excentriker. Han gør det på sin måde, beskriver verden, som han selv ser den og uden nødvendigvis at ville være elsket og forstået af folket. Og sådan er også hans forhold til cykelsporten, som han blev fascineret, nej, nærmere hypnotiseret af allerede som barn. Jørgen Leth læser mennesket og, nå ja, hele livet ind i og ud af de cykelløb, han overværer.

Det er også enerne og de excentriske cykelryttere, som Jørgen Leth sætter højest. Det har han aldrig lagt skjul på – og gør det heller ikke i ”Den gule trøje i de høje bjerge”: ”De skrøbelige mestre Coppi, Gaul, Bahamontes, Pingeon, Ocaña var langt mere interessante end de robuste, Merckx, Hinault, Moser.” Sådan lyder Leths filosofi, hans optik. Det er ikke så meget et spørgsmål om styrke og taktik, som om mod og risiko, det som bidrager til løbene og gør dem interessante. Cykelrytteren skal turde satse stort og selv opsøge lykken, synes Jørgen Leth.

”Det er min historie”
Det er den opdragelse, han har villet give os andre i cykelsportens univers. Uanset om man han taget den til sig eller gjort oprør mod den. Det er sådan, han ser det, sådan han ønsker det. ”Jeg lægger det ind i cykelløbene, som jeg ser. Det er min historie.”

Og det er ”Den gule trøje i de høje bjerge” i sandhed; fortalt i det helt særlige ’Leth’ske’ tonefald. En lang række korte kapitler, helt uden kronologi og meget personlige, hvor han med et slags forstørrelsesglas trækker de momenter, elementer, figurer og erindringer frem, som skaber sammenhæng for ham. Løbets særlige anatomi. Bogen skal derfor ikke holdes op imod ”Le Tour” af Joakim Jakobsen – af mange betragtet som en dansk Tour de France bibel. Det, mener jeg i hvert fald ikke, man bør gøre.

For Jørgen Leths ærinde er et helt andet. Han vil berette ’sin historie’ om Tour de France. Hvor ”Le Tour” gengiver historierne – de både kendte og ukendte – uden at favorisere, så er Leth anderledes chauvanistisk. Han søger ’godt stof’, og noget materiale er bare bedre and andet. Nogle ’helte’ er bedre end andre. Altså handler det i høj grad om, hvordan man har det med Jørgen Leth og med hans blik på sporten.

Berigende og underholdende beretninger
Så lad os slå fast: er man en af dem, som ikke kan holde Jørgen Leth ud (hader er sådan et hårdt ord at bruge, også på skrift), og har det på samme måde med hans fortællestil, er ”De gule trøje i de høje bjerge” ikke en bog, man skal investere tid og penge i. Sådan som man sikkert heller ikke gjorde det, da den først udkom i 1995 og blev genoptrykt året efter.

Sætter man ligesom jeg derimod stor pris på at lytte med, når Jørgen Leth beretter og skaber sammenhæng, er bogen et berigende og underholdende bekendtskab. Og som Leth selv skriver i bogens nye forord så giver det bogen et særligt aspekt, at den blev skrevet i midthalvfemserne: ”Det giver den automatisk en uskyld, som ville være umulig i dag.” Det giver sig selv, da mange af de ryttere, bogen beskæftiger sig med, stjernerne fra første halvdel af halvfemserne, var dopede. Det ved vi i dag. Men netop den naive uskyld gør det faktisk rart på distance at læse om disse betændte år.

Og sporten må for Leth gerne opføre sig uordentlig og være beskidt, for sådan er livet. Accepterer man den præmis, forstår man både Tour de France og kommentatoren Jørgen Leth meget bedre, når man har læst ”Den gule trøje i de høje bjerge”.

I en ikke så fjern fortid
Hovedparten af bogens kapitler kredser om ryttere fra midtfirserne og frem til årene, hvor Bjarnes Riis for alvor træder ind på scenen og op på siden af Rolf Sørensen. Her er også et tidsbillede, som giver interessante tilbageblik på næsten glemte ryttere fra en ikke så fjern fortid, Armand De Las Cuevas, Alvaro Mejia. Men der er mange afstikkere undervejs – også til emner, som ikke har meget med cykelløbet Tour de France at gøre, men med begivenheden Tour de France, sådan som Jørgen Leth har lyst til at introducere og analysere den. Sommetider søger han endog helt uden for rammen for at indfange sportens nerve. Som da han i et kapitel tager os med ind på cykelbanerne for at følge Tour de France duellanterne Miguel Indurain og Tony Rominger i et anderledes terræn leve op til fortidens traditioner, da de kæmper om timerekorden.

Interessant er det også at kunne drage paralleller fra den interne strid om kaptajn-rollen på Astana-mandskabet i årets Tour de France og til andre interne opgør som det, der udspandt sig på La Vie Claire holdet i 1985-86 mellem Bernand Hinault og Greg LeMond. Og i 1994 mellem Bjarne Riis og Evgenij Berzin hos Gewiss-Ballan.

De skrøbelige helte
Det er dog de ’skrøbelige’ ryttere, som er Jørgen Leths sande helte. Det mærker man. Skrøbelige i den forstand, at de er fysisk, psykisk eller strategisk skrøbelige eller bare hele tiden pisse uheldige. De kæmper med stor modstand – typisk i bjergene, hvor der er mest på spil. Lovprisninger af Fausto Coppi forbindes ofte med Jørgen Leth – og Coppi får da også sin plads i bogen. Men som med andre bjergryttere fra halvtredserne som Federico Bahamontes og Charly Gaul, så var Leth ikke på helt tæt hold, men hørte og læste om deres bedrifter fra andre.

Anderledes tæt på sporten kom han først for alvor i tresserne og i halvfjerserne, og man fornemmer, at hans egentlige helte er dem, han selv har oplevet, Roger Pingeon, Luis Ocaña i særdeleshed. Og i andet geled Lucien Van Impe, Lucho Herrera, José Manuel Funte, Marco Pantani. Typisk ’klatrere’, som søger lykken alene, mod de ’robuste’ ryttere og sig selv, og sommetider lykkedes med sit foretagende. Men også mere komplette ryttere som Laurent Fignon, Pedro Delgado og Alex Züller kan Jørgen Leth se godt stof i. De rigtig robuste ryttere som Eddy Merckx, Bernard Hinault, Miguel Indurain osv., dem er Leth på ingen måde ligeglad med. Men han respekterer snarere end beundrer dem. Han anerkender deres styrke, men føler først, at de for alvor bidrager til historien, når de uventet bryder rutinen. Når de som Indurain i 1995 på etapen til Liège pludselig angriber i uvant terræn – med fare for at tabe både tid og ansigt. Den historie får vi også.

Har man ikke allerede læst ”Den gule trøje i de høje bjerge”, så er det bestemt ikke for sent. Foruden det nyskrevne og glimrende forord, adskiller bogen sig også fra tidligere udgaver ved at være illustreret og med billedtekster (ellers er der ikke rettet i indholdet). Det giver bogen værdi, selvom man også let kommet til at sidde og savne endnu flere billeder, end dem der er valgt ud. Samtidig klæder det bogen, at forsidebilledet fra andet oplag, som jeg har herhjemme, hvor bl.a. Riis i dannebrogstrøje pryder forsiden, er udskiftet med et mere passende af Fausto Coppi, i gult og alene i udbrud.

Den gule trøje i de høje bjerge
Af Jørgen Leth
Gyldendal 2009 (3. reviderede udgave)
372 sider

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation