Boganmeldelse: Grævlingens fald

Chris Froome vender sig om og ser Bradley Wiggins, der ikke kan følge tempoet. Det er ét af billederne fra Tour de France i år; et billede på Team Skys dominans i Touren. Men også et billede på en lille tvivl om, hvad Froome kunne have udrettet, hvis …

Spændingerne blev dog ved lidt tweeds fra kæresterne og spekulationer i pressen. Der var ingen vaklen i Team Skys strategi.

Et andet billede, Tour de France 1986: Greg LeMond i gult klapper Bernard Hinault på skulderen, da de to holdkammerater fra La Vie Claire mandskabet kører over stregen på l´Alpe D´Huez. LeMond og Hinault var Tourens uovertrufne giganter det år, og deres hold, La Vie Claire, sad helt på løbet. Men modsat Froome og Wiggins, så kæmpede LeMond og Hinault benhårdt om den gule trøje - i pressen, på hotellerne og ikke mindst på etaperne. Det var en anden tid og en helt anden Tour.

En ny æra

Billedet af LeMond og Hinault kan ses som et foto i Richard Moores velresearchede bog Grævlingens fald - LeMond, Hinault og alle tiders største Tour de France fra 2011, der nu foreligger i en fin dansk oversættelse. Den skotske sportsjournalist og forfatter (og eksrytter på højt niveau) fortæller historien om Touren 1986, der var en af alle tiders største årgange.

Det er historien om den første amerikanske sejr, ja såmænd den første sejr til en engelsktalende rytter. Med Wiggins sejr i år er det sket 13 gange i de 26 år, der er gået siden. Går man 26 år tilbage fra 1986, havde der været 15 franske Tour-vindere og 6 belgiske - der har ikke siden været en eneste sejr til noget af de tidligere cykel-stormagter.

Touren 1986 indvarslede med andre ord en ny æra for verdens største og vigtigste cykelløb, som briten Richard Moore både har blik for og naturligt tager udgangspunkt i.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Men det, der gør hans bog om Touren 1986 så spændende, er, at skredet mellem moderne og klassisk cykelsport var repræsenteret ved to af de største Tour-ryttere gennem tiderne. Den etablerede franske stjerne Bernard Hinault og den unge, amerikanske opkomling, Greg LeMond. De kørte på samme hold, men endte med at udkæmpe en bitter duel mod hinanden, der kløvede det uhyggeligt stærke La Vie Claire hold i to lejre.

Stridens kerne var, at Hinault havde vundet Touren året før, i 1985, med hjælp fra LeMond, der selv blev toer. Hinault havde været presset i Pyrenæerne pga. et styrt og var nødt til at love LeMond at hjælpe ham året efter, for at LeMond ikke skulle køre sin egen chance. Touren 1986 var imidlertid Hinaults sidste - og han kunne have vundet sin historiske 6. sejr, hvilket stort set hele den franske nation begærede. Hinault fastholder i Grævlingens fald stadig, at han hjalp LeMond til sejr; forfatteren sætter dog - som så mange andre - spørgsmålstegn ved Hinaults loyalitet i 1986.

Imponerende interview-materiale

I Grævlingens fald udfoldes historien om Hinault og LeMond med alle sine mellemregninger ved at gennemgå deres karrierer frem mod 1986, samt naturligvis alle spændingerne og duellerne under selve Touren. Det er spændende læsning og giver et solidt indblik i, hvordan cykelsport var i ’gamle dage’. Vi hører blandt andet om, hvordan Hinault var feltets patron, som med hård hånd dirigerede feltet, men også kæmpede for rytternes forhold og ikke var bange for at gå imod løbsledelsen.

Richard Moore kan sit stof og ved, hvordan man skruer det sammen, og så har han interviewet de fleste af hoved- og bipersonerne omkring historien: Hinault og LeMond, holddirektørerne Cyrille Guimard og Paul Köchli, holdkamerater og konkurenter, soigneurs og journalister. Måske mest interessant er analyserne fra ’professoren’ Köchli, der var hjernen bag holdet La Vie Claire - også selvom man kunne synes, at La Vie Claire kørte med hovedet under armen i Touren 1986.

De vigtigste personer er altså alle blevet interviewet til bogen, men ikke desto mindre bærer hele fremstillingen præg af, at forfatteren har talt med stort set alle engelsktalende ryttere i feltet på det tidspunkt. Det bevirker, at det almene indtryk fra feltet er set gennem den ’nye verdens’ briller. Det er  interessant, men ikke desto mindre en klar begrænsning i perspektivet, hvor vigtige ryttere som spanske Pedro Delgado, belgiske Claude Criquielion eller schweizeren Niki Rüttimann forbliver tavse til fordel for irske, amerikanske, og australske stemmer.

Det er det lille forlag HerreVærelsets fortjeneste at oversætte bogen til dansk, så vi nu kan dykke ned i en vigtig epoke i Tourens og cykelsportens historie. HerreVærelset udgiver bøger, som ”mænd har savnet”, og den her historie har længe nærmest råbt på at blive fortalt. Og måske har vi danske cykeltifosis (m/k) savnet en udvidelse af det snævre danske perspektiv på sporten.

Oversættelsen af Richards Moores bog giver et internationalt udblik, samtidig med at vi får et nuanceret indblik i en periode af sporten, hvor der blev sat nye standarder, og hvor kulturen i feltet ændrede sig radikalt.

Hvem slagtede hvem

Titlen Grævlingens fald hentyder til Bernard Hinaults øgenavn, Grævlingen, som han fik tidligt i sin karriere pga. sin aggressive personlighed og kørestil. ’Faldet’ hentyder naturligvis til, at Hinault blev slået af LeMond i sin sidste Tour. Bogens engelske titel er endnu mere dramatisk, Slaying the Badger, noget i retning af nedslagtningen af grævlingen. Men sammenlignet med andre koryfæer som Jacques Anquetil, Fausto Coppi, Eddy Merckx, Greg LeMond, Laurent Fignon eller Miguel Indurain, så var Hinault andenplads i 1986 imidlertid en ærefuld afslutning på karrieren. 

Titlen på bogen antyder også, at LeMond kørte Hinault sønder og sammen, men Grævlingens fald beskriver tværtimod, hvordan LeMond blev stadig mere paranoid og presset, mens Hinault kørte aggressivt og førte sig frem som feltets patron og nationens helt.

Et mere sandt billede af Touren 1986 end både titlen på bogen og billedet af LeMond og Hianult, der smilende krydser stregen på l´Alpe D´Huez, er derfor et andet foto fra bogen, taget på samme etape. Hinault kører forrest med et vildt, bistert blik, stålsat rettet op ad, frem. LeMond sidder lige bag Hinault - indadvendt, koncentreret om at holde hjul. Hinault slagtede den dag feltet, kørte fra alt og alle, inklusiv LeMond, på første bjerg, Col de Galibier. LeMond kom op på nedkørslen og klistrede sig derefter til Hinaults baghjul resten af dagen. Hinault endte med at blive nummer to samlet, vandt tre etaper samt tog den prikkede bjergtrøje.

Moore forholder sig tvetydigt til vurderingen af Hinault og LeMond. Han sympatiserer klart med LeMond, men er også klar over, at det netop er Hinault fortjeneste, at det måske blev ’alle tiders største Tour de France’.

Grævlingens fald - LeMond, Hinault og alle tiders største Tour de France

Af Richard Moore
Oversat til dansk af Stig Krøger og Mads Ahola
HerreVærelset, 2012