Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
I dag udkommer 'Planen - Erobringen af Paris' skrevet af Nando Boers, der gennem tre år har fulgt Jumbo-Visma på tætteste hold. Feltet.dk har læst og anmeldt bogen, der fortæller, hvordan Jonas Vingegaard endte med at vinde Tour de France 2022.
Annonce
Jeg glemmer nok aldrig billederne af Jonas Vingegaard og Primoz Roglic, der på skift angriber den ellers uovervindelige Tadej Pogacar i bunden af Col du Galibier, før Vingegaard senere knækker ham i Col du Granons højder. Det var en mageløs etape, der med det samme skrev sig længere og længere ind i historiebøgerne, efterhånden som dramaet udspillede sig.
Den etape og resten af Jumbo-Vismas Tour de France 2022 var den foreløbige kulmination på en proces, der startede omtrent ti år tidligere, da Rabobank valgte at lukke deres cykelhold i kølvandet på den USADA-rapport, der fældede Lance Armstrong. Allernådigst ville de dog fortsætte udbetalingerne i et år, og den mulighed greb Richard Plugge og Merijn Zeeman i et forsøg på at genskabe holdet.
I de tre år op til sidste års Tour har den hollandske journalist Nando Boers fulgt holdet på tæt hold, og det er der kommet bogen ’Planen - Erobringen af Paris’ ud af, som udkommer i dag.
Den starter med at fortælle, hvordan Plugge og Zeeman gradvist skaber en ny kultur på holdet, hvor de hele tiden forsøger at gentænke og forbedre, hvordan et moderne cykelhold skal drives. De er meget inspirerede af bogen ’Legacy’, som handler om, hvordan det newzealandske rugby-landshold All Blacks genopfandt sig selv med stor succes, og helt generelt går duoen enormt meget op i ledelsesteorier.
KØB 'PLANEN - EROBRINGEN AF PARIS' HER
Roglic og Dumoulin kommer til
Senere får de hentet den tidligere skihopper Primoz Roglic til holdet, som fra første dag bliver en katalysator for at skrue op for holdets seriøsitet, hvilket blandt andet giver udslag i, at holdet får udviklet en app, der styrer, hvor mange kalorier rytterne skal indtage alle dage året rundt. Appen er en del af en udvikling, hvor Jumbo-Vismas tilgang til sporten bliver mere og mere krævende og altomsluttende for rytterne.
Fra slutningen af 2019 følger forfatteren holdet indgående, og det er samtidig med, at Tom Dumoulin bliver hentet til Jumbo-Visma som den helt store hollandske stjerne efter det dramatiske brud med det, der dengang hed Team Sunweb
Man får dog ganske hurtigt det indtryk, at Dumoulin aldrig skulle være skiftet til Jumbo-Visma. Det viser sig hurtigt, at den hollandske Giro-vinder for det første ikke har bearbejdet den enorme stress, han led under på Sunweb, og for det andet er han nok slet ikke skabt til Jumbo-Vismas altomsluttende tilgang til tingene.
Dumoulin er en grubler, der konstant tænker og tvivler, hvilket står i skærende kontrast til Roglic, som egentlig fremstår ret simpel, men hvis elitementalitet passer perfekt med Jumbo-Vismas. Processen med Dumoulin fylder relativt meget, og det er tydeligt at forfatteren, ligesom mange andre, har et svagt punkt for hollænderen. Dumoulin ender jo desværre med at stoppe karrieren som blot 31-årig, men man sidder tilbage med et indtryk af, at han kunne være fortsat et par år mere, hvis han havde valgt et mere traditionelt cykelhold.
Samtidig udvikler Jumbo-Visma sig til verdens bedste cykelhold, der næsten vinder Tour de France i 2020, før en vis Tadej Pogacar flyver op af Planche des Belles Filles og snyder dem for den sejr, de selvfølgelig også selv troede var hjemme. Året efter styrter Roglic ud af Touren, mens Jonas Vingegaard viser sig som et større talent, end selv Jumbo-Visma troede.
Sløj oversættelse
Bogen lider desværre ret meget under, at oversættelsen ikke er ret god, og det virker simpelthen til, at oversætteren ikke har noget kendskab til cykeljargon. F.eks. bruges ordet ’holdmakker’ i stedet for ’holdkammerat’ eller ’bjergtræningslejr’ i stedet for ’højdetræningslejr’, og så bruges ordet ’sportsdirektør’ ikke, men er konsekvent erstattet med ’træner’, selvom det er to forskellige roller på et cykelhold.
Det kan virke som småting, men det ender desværre med at blive forstyrrende for læseoplevelsen, at en ellers etableret jargon ikke bruges.
Udover oversættelsen af enkelte ord er der også lidt for mange passager, der næsten er uforståelige. Som et eksempel kan nævnes 8. etape af Touren i 2020, hvor Dumoulin tager en unødvendig føring, der ender med, at de mister deres overtal i klassementet.
Hvis man ikke som læser har den etape i nogenlunde klar erindring, så er det svært at finde hoved og hale i, hvad der egentlig er foregået. Jeg skal ikke kunne sige, om det skyldes den hollandske tekst eller oversættelsen, men det påvirker oplevelsen ret meget. Derudover er der også overraskende mange faktuelle fejl, som den nørdede læser vil bemærke.
Den kluntede oversættelse er en gennemgående tendens i hele bogen, og det er virkelig en skam, for man sidder med følelsen af, at bogen ikke lever op til sit fulde potentiale.
Eminent slutning
Det bliver dog bedre i den sidste tredjedel, hvor kuppet af Pogacar planlægges og udføres. Som de fleste cykelseere nok har gennemskuet, så skete der et helt bevidst skifte i taktikken i 2022. Det var det sidste element, der skulle optimeres, og det startede allerede med Roglic, Van Aert og Laportes angreb i Paris-Nice, og fortsatte resten af foråret i blandt andet E3 Harelbeke og selvfølgelig gemmem hele Touren.
Gennemgangen af Tour de France 2022 er bogens klart stærkeste del. Der bliver skruet op for detaljegraden, og vi kommer virkelig ind i maskinrummet, hvor holdet skal jonglere mellem de tre kaptajners interesser. Projektet med at holde Van Aert i snor er allerede velbeskrevet, og bogen giver mere en uddybning af den historie, men særligt Roglics rolle er interessant.
Hans Tour blev jo spoleret af styrtet på 5. etape, og derfra bliver han gradvist mere isoleret fra et Jumbo-Visma i noget, der minder om total symbiose. Han var den i truppen, der var mindst med på planen om at angribe allerede i bunden Galibier, og på selve etapen skulle han overtales af Tiesj Benoot, før de angreb. Det er et ret fascinerende element af historien, som jeg ikke mindes at have hørt før.
Konklusion
Som helhed er bogen helt klart værd at læse, og den henter ret mange point alene på, hvor god adgang Nando Boers har fået. Oversættelsen gør dog desværre, at det ikke er nogen ’page-turner’, og man skal ind imellem kæmpe lidt for at komme igennem de 450 sider.
Det er også en lang bog, men det er det værd for at få et indblik i en imponerende og langsigtet forvandling og forbedring af verdens nok bedste cykelhold, og havde det ikke været for oversættelsen, så havde den været meget tæt på topkarakter.
Fakta
Titel: Planen - Erobringen af Paris
Forfatter: Nando Boers
Forlag: People's Press
Antal sider: 450
KØB 'PLANEN - EROBRINGEN AF PARIS' HER
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Bahrain Victorious |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Red Bull - BORA - hansgrohe |
Soudal - Quick Step |
Team Jayco AlUla |
Team Picnic PostNL |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
XDS Astana Team |
Annonce
Test: Giant Propel Advanced SL 0
KONKURRENCE: Vind vandtæt taskekollektion
Test: MAD,ONE sommertøj
ABUS lancerer ny hjelm - Feltet.dk var inviteret med
POC lancerer limited edition EF Education - Easypost-hjelm