Coronavirus: Cykelsportens tabere

Hele feltet, samtlige hold og alle arrangører har meget på spil i disse dage, hvor ingen ved, hvornår det næste større cykelløb køres. Foreløbig er resten af martskalenderen ryddet, Flandern Rundt og flere mindre løb senere er allerede aflyst eller udskudt, og det samme er tilfældet med Giro d’Italia. OLs skæbne er et tema inden for alle sportsgrene, og indenfor cykelsporten ryster alle i bukserne ved udsigten til, at også Tour de France må aflyses eller skubbes.

Der er dog nogle, der har mere at tabe end andre. Nok gør det ondt på Remco Evenepoel, at hans grand tour-debut er udskudt, men den 20-årige belgier har tiden for sig. Det samme har Tadej Pogacar, Mathieu van der Poel, Egan Bernal og alle de andre fra det unge kuld, og derfor lever de nok også med det, hvis cykelsportens forsømte forår ender med at blive cykelsportens forsømte sæson

Sådan er det imidlertid ikke for sportens gamle garde, der med stadig større nervøsitet stirrer på dåbsattesten og frygter, at det næste løb bliver dagen, hvor de første gang mærker, at kroppen er ved at falde af på den. For dem kan en tabt sæson have uoverskuelige konsekvenser, og derfor er det naturligvis også blandt sportens veteraner, at vi finder de største tabere. De er dog ikke de eneste i en verden, hvor holdene kan begynde at frygte for sponsorindtægter, og hvor sporten kan blive ramt af massedød på kalenderen, hvis arrangørerne bukker under på stribe.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Nedenfor giver vores ekspert, Emil Axelgaard, sit bud på 10 store tabere som følge af den nuværende situation. For god ordens skyld skal det understreges, at der selvfølgelig ikke er tale om nogen form for proportionsforvrængning. Naturligvis er de virkelige tabere i første omgang dem, der lider menneskelige og helbredsmæssige tab, og i anden række dem, der lider under de samfundsøkonomiske konsekvenser. Nedenstående forholder sig således alene til den sportslige side, der i det store billede naturligvis er ubetydelig.

Philippe Gilbert: En brast Strive4Five-drøm?

Mange rystede sikkert på hovedet, da Philippe Gilbert for efterhånden nogen år siden lancerede sin Strive4Five-drøm om at blive den fjerde rytter til at vinde alle sportens fem monumenter. Dengang havde han nemlig blot vundet de to, og det var åbenlyst, at den belgiske rytter ikke var i nærheden af den styrke, der i 2011 gjorde ham til et altædende monster.

Et par år senere er drømmen imidlertid kommet meget nærmere virkeligheden. Et klogt skifte til Deceuninck-Quick Step betød, at Gilbert på tre år fik sikret sig de to brostensmonumenter, som dermed kunne føjes til sejrene i de to kuperede monumenter. Sejren i Flandern Rundt kom ikke ud af det blå, men gevinsten i et Paris-Roubaix, der altid har været det af de fem løb, der passer ham dårligst, var der næppe mange, der havde forudset ved indgangen til 2018, hvor han kun havde kørt løbet én gang som helt ung og uerfaren rytter.

Nu mangler således blot Milano-Sanremo, der er kendt som det af monumenterne, der på én gang er lettest, men samtidig sværest at vinde. De første 15 forsøg siden debuten i 2004 er da også alle mislykkedes, og efterhånden som Gilbert har forvandlet sig fra eksplosiv puncheur til dieselmotor er han kommet længere væk fra prototypen på en rytter, der kan vinde lige netop det italienske monument.

Drømmen lever imidlertid fortsat, og Gilbert havde i år defineret Milano-Sanremo som årets vigtigste løb. I første omgang er den 16. chance imidlertid nu udskudt til senere på sæsonen, og det er bestemt ikke givet, at det overhovedet køres før i 2021. Når man fylder 38 den 5. juli og allerede har skudt forbi 15 gange, er der ikke plads til og råd til mange flere forbiere. Strive4Five-drømmen bløder derfor, hvis Gilbert først får chancen igen i 2021.

Chris Froome: En svær mission, der blev umulig?

Set fra en sportslig synsvinkel var den mest tragiske begivenhed i cykelverdenen i 2019 Chris Froomes dramatiske styrt under Criterium du Dauphiné. Ingen i denne verden ønsker at se en af sportens største figurer nogensinde ende sin storhedstid som følge af et så voldsomt uheld, men det er ikke desto mindre et sandsynligt udkomme af den uforsigtige pudsen-næse på en blæsende dag i det sydfranske. I samme takt som listen over brækkede knogler forlængedes, mindskedes chancerne for, at Froome kunne blive den femte rytter i Club 5 over ryttere med de magiske fem sejre i verdens største cykelløb.

Froome har imidlertid ikke givet op, og han har med sin vanlige dedikation sat alt ind på, at det skal lykkes i en alder af 35 at genfinde det niveau, der har gjort ham til en af historiens allerbedste grand tour-ryttere. Desværre taler biologien ikke for, at projektet vil lykkes i en tid, hvor konkurrencen fra den yngre garde intensiveres med skræmmende hast, men Alejandro Valverdes flotte comeback efter det grimme Tour-styrt i 2017 viser, at alt er muligt for ryttere med Froomes og Valverdes ekstreme arbejdsiver, talent og seriøsitet.

Den drøm er imidlertid nu blevet inficeret med coronavirus. Hvis Touren vitterligt aflyses, vil Froome være 36, når han næste gang får chancen for at tage trøje nr. 5, og dermed vil han kun være marginalt yngre end Firmin Lambot, der med sin sejr i en alder af 36 år og 130 dage med en margin på næsten to år ned til nr. 2 er historiens ældste Tour-vinder. Og selv hvis Touren vitterligt køres som planlagt, vil Froome have mistet alle de forberedelsesløb, han i løbet af foråret skulle have brugt til at genfinde løbsrytmen.

Froomes biologiske ur tikker med lynets hast, og statistikken taler allerede nu imod, at hans ambitiøse drøm bliver til virkelighed. Coronavirus har bestemt ikke gjort det lettere.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Alejandro Valverde: Blev virussen enden på OL-drømmen?

Evighedsmaskinen Alejandro Valverde har opnået næsten alt, der er inden for rækkevidde af en rytter med hans karakteristika. Der er dog særligt én ting, der mangler på det alenlange generalieblad, nemlig den OL-guldmedalje, som han senest missede i Rio for fire år siden. Dengang troede de fleste, at det var Valverdes sidste chance for at få fingre i det ædle metal, men da biologi ikke synes at spille en rolle for den spanske Duracell-kanin, er han i en alder af næsten 40 ”still going strong” ved indgangen til OL-året 2020.

Med udsigt til en Valverde-rute på vejene omkring Tokyo, er det derfor også kun naturligt, at Valverde har sat alt ind på at krone en vanvittig karriere med endnu en vanvittig triumf på kanten af Mount Fuji til juli. Om den drøm nu har mulighed for at blive til virkelighed, er der i skrivende stund ingen, der aner, særligt fordi OLs enorme omfang og globale udstrækning gør det til den megabegivenhed, der må regnes som den mest sårbare af alle.

Alternativet er formentlig en udsættelse, men om halvandet år vil Valverde have rundet de 41. Og da næppe selv den mest optimistiske Valverde-fan tror på, at den spanske veteran forlænger karrieren udover den planlagte afslutning i 2021 og som 44-årig vinder OL-guld på en formentlig flad rute i Paris i 2024, har Valverdes OL-drøm fået et gigantisk skud for boven.

En lille trøst kan det være, at Valverdes historisk ringe sæsonstart antyder, at alderen måske langt om længe spiller ind. Det troede mange imidlertid også efter det ringe forår for et år siden, hvorefter Valverde atter rejste sig med en 2. plads i Vueltaen og næsten en monumentsejr i Lombardiet. En lignende genrejsning skal man aldrig udelukke fra Valverde, og måske skal der vitterligt en virus til for at stoppe manden, der ikke kan stoppes.

Jakob Fuglsang: Pause i karrierens fabelagtige efterår?

I en tid, hvor man synes helst at skulle gå i børnehave for at imponere på den store cykelscene, har Jakob Fuglsang været undtagelsen, der bekræfter reglen om, at man nu om dage synes at toppe i en stadig yngre alder. I et 2019, hvor de fleste talte om Evenepoel, Van der Poel, Pogacar og Bernal, var der ofte en voksen til stede, når børnene skulle på podiet. Veteranen Fuglsang fortsatte nemlig den enorme fremgang, han indledte i 2017 og oplevede en sæson, som de færreste havde troet muligt for bare få år siden - og det endda i en alder af 34.

Selv Fuglsang kan imidlertid ikke blive ved med at forbedre sig. Også hans biologiske ur tikker, og i hans alder må man altid som udgangspunkt forvente, at den næste sæson bliver ringere end den forrige. Heldigvis tyder hans kørsel i Ruta del Sol på, at han forhåbentlig kan modbevise en sådan standardantagelse, og samtidig har Fuglsang kunnet glæde sig til en sæson, hvor sæsonmålene med OL, VM, Ardennerne og Giroen har været så mange, at det har været en overordentlig svær opgave at få plads til det hele i kalenderen.

Lige nu er hans kalender imidlertid gabende tom, og for hver dag, der går, kommer det tidspunkt, hvor også Fuglsang kan mærke alderen, nærmere. Og selvom der altid kommer end Giro til, og OL eventuelt kan skydes til næste år, bliver det sværere og sværere at bryde den aldersmæssige logik, han har brudt de seneste sæsoner. Og VM-drømmen ender måske én gang for alle, hvis også løbet i Schweiz må aflyses, da det er tvivlsomt, om man kan ændre planerne og erstatte næste års fladere rute i Flandern med bjergløbet i Alperne.

Fuglsang så ud til at have nået karrierens top til den måske mest intense sæson nogensinde, men nu tyder meget på, at en virus har lagt det hele i ruiner.

Vincenzo Nibali: Cykelromantikerens knuste drøm?

Vincenzo Nibali er måske mest kendt som grand tour-rytter, hvor han har fejret sine største bedrifter, men han er også cykelromantiker. Derfor har han altid været uhyre fascineret af sportens største endagsløb, og han har aldrig lagt skjul på, at hans største tilbageværende mål er OL-guld og regnbuetrøje i tillæg til de to monumenter, han allerede har vundet i alt tre gange. Derfor kom det også som en gave for Hajen fra Messina, at japanerne designede et bjergrigt OL, og at VM som en desperat nødløsning blev henlagt til de schweiziske Alper.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Nibalis bedste chancer for succes er naturligvis stadig i etapeløbene, og derfor har han af hensyn til sit hold naturligvis også måttet jagte et topresultat i en grand tour. Valget faldt på Giroen, men det har aldrig været svært at fornemme, at det først og fremmest er OL og VM, der holder Hajen sulten.

Derfor lever han nok også med, at Giroen foreløbig er udskudt - det er nok snarere Trek-Segafredo, der finder den pille svær at sluge - men udsigten til udsat OL og et aflyst VM må gøre ondt, selv for en mand, der er kendt for at være mere ubekymret, end Donald Trump var det, da han første gang hørte ordet coronavirus. I forvejen har de seneste sæsoner indikeret, at Nibalis sejrschancer måske var begrænsede, men som særligt hans sensationelle Sanremo-sejr viser, kan sportens mestre på de rette dage udrette mirakler.

Nibali er allerede en af sportens giganter med sin sine sejre i alle grand tours og tre monumenttriumfer, men en regnbuetrøje eller en OL-guldmedalje vil kun bringe ham endnu tættere på sportens allerstørste giganter. I en alder af 35 havde han udsigt til, at 2020 formentlig er sidste skud, og derfor krydses der helt sikkert mange sicilianske fingre for, at virus så hurtigt kommer under kontrol, at Nibali senere på året kan give de hårdt prøvede italienere lidt lys i et kulsort mørke.

Tom Dumoulin: Comebacket, der aldrig kommer?

Der er ryttere, der har en fabelagtig evne til at træne sig i form. Skoleeksemplet er vel Alejandro Valverde, der igennem mere end et årti er kommet blæsende ud fra enhver form for pause, men også Mathew Haymans Roubaix-sensation er et bevis på, at man med træning af og til kan udrette mirakler.

Det er dog også hævet over enhver tvivl, at løbsrytme er en nødvendighed, ikke mindst når alderen begynder at trykke. Således havde selv Valverde en svær 2012-sæson, da han kom tilbage efter sin næsten to år lange karantæne, og det var først i Vueltaen med næsten et helt år i benene, at den Valverde, vi kendte fra tiden før pausen, var tilbage.

Derfor må panderynkerne efterhånden være ret tydelige hos Jumbo-Visma. I forvejen synes Tom Dumoulin at have været forfulgt af uheld i det seneste års tid, men nu har coronavirus skruet op for modgangen. Et i første omgang relativt tilforladeligt styrt under sidste års Giro har udviklet sig til en sand lidelseshistorie, hvor tilbageslag er blevet fulgt af tilbageslag, indtil Dumoulin endegyldigt måtte erkende, at et par etaper i Dauphiné i begyndelsen af juni blev de sidste i 2019.

Desværre er modgangen fortsat i et 2020, hvor han blev ramt af en sygdom, der kostede ham deltagelsen i Volta a la Comunitat Valenciana og tvang ham til at udsætte sæsondebuten. Og netop som han igen føler sig frisk og har fået trænet i højderne igen, er det nu coronavirus, der har skubbet et comeback, som reelt er blevet udsat igen og igen siden Giroen for nu snart et år siden.

Naturligvis er Dumoulin stadig en relativt ung herre i sin bedste alder, men for hver dag, der går, vil det tage længere tid at genvinde den løbsrytme, der skal til, hvis han igen vil køre med om grand tour-sejre. Og selv hvis Touren ikke skulle blive aflyst, må man efterhånden spørge sig selv, om han kan nå at få kørt det nødvendige antal løb for at blive den gigant, han engang var, allerede til sommer. Selv Valverde kan nemlig skrive under på, at træning trods alt ikke er nok i det lange løb.

Mads Pedersen: Regnbuetrøjens forbandelse?

Det skulle have været Mads’ år! Hele Cykeldanmark havde set frem til at se den danske verdensmester vise sportens smukkeste trøje frem på de toppede brosten i dette forår. Og Pedersen havde utvivlsomt også set frem til at nyde en chance, ingen kan forvente at få mere end én gang i karrieren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Desværre er det velkendt, at regnbuetrøjen ofte indebærer en forbandelse, og selvom hele cykelsporten naturligvis er ramt af coronavirus og dens konsekvenser, må Pedersen alligevel føle sig ekstra hård ramt. Modsat de fleste andre på denne liste er han ganske vist en ung herre med fremtiden foran sig, men sandsynligheden for, at han nu nogensinde kommer til at køre de store brostensløb med regnbuen på maven er nu pludselig blevet ganske, ganske lille.

Naturligvis er der tid endnu. Pedersen kan måske stadig få chancen for at gøre Tour-debut i striberne og at køre efterårets løb. Problemet er bare, at de løb, der passer ham, alle skulle have været kørt i de kommende uger, og selv hvis de skulle komme tilbage på programmet senere, bliver det formentlig først efter et bjergrigt VM, hvor han med sikkerhed har måttet sige farvel til sin flotte trøje. Naturligvis får han chancen igen i 2021, hvis selv VM i september må aflyses, men det er der trods alt ingen, der håber. Derfor ser alt ud til, at coronavirus fik ram på den drømmen om dansk regnbuesucces på de toppede brosten.

Team Sunweb: En spildt sæson?

Mens mange hold stadig tror på, at Touren og Vueltaen bliver gennemført som planlagt, og at sæsonens største mål derfor består, er der andre, der er mere desperate. Det gælder særligt de hold, der får svært ved at gøre sig gældende i etapeløbene, og som primært har udset sig klassikerne som det foretrukne jagtterræn.

Blandt disse finder vi Sunweb, der efter Tom Dumoulins exit har gjort endagsløbene og massespurterne til det store fokus i 2020. På den baggrund er det en regulær katastrofe, at der nu i første omgang kan sættes en fed streg over førstnævnte. Endnu mere ærgerligt bliver det efter et Paris-Nice, hvor holdets tre kaptajner, Tiesj Benoot, Michael Matthews og Søren Kragh, alle var flyvende og viste, at de er klar til at lægge holdets katastrofale 2019 bag sig. Den gyldne form ser nu ud til at gå til spilde, nu hvor ingen aner, hvornår der atter køres cykelløb.

For at gøre ondt værre synes holdet også at være blandt de mest sårbare, når det kommer til overlevelse. Alle hold er truede af cykelsportens usunde økonomiske struktur, hvis en krise for alvor bider sig fast. Det tyske hold synes imidlertid at være endnu mere udsat, da deres sponsor som en hollandsk rejsegigant utvivlsomt rammes benhårdt af den nuværende situation.

Sponsoratet er meget specielt, da det er uden tidsbegrænsning i et forsøg på at give holdet den stabilitet, mange mangler. Men hvis det økonomiske fundament under rejseselskabet skulle begynde at vakle, er sportssponsorater ofte det første, der ryger. I første omgang lider holdet under en aflysning af det forår, de havde satset så benhårdt på, men man kan frygte, at konsekvenserne på sigt kan være endnu værre.

CCC Team: Kaptajnernes forspildte mulighed?

I samme forbindelse er det naturligt at nævne CCC Team. Naturligvis er der andre hold, der har stort fokus på klassikerne, men der findes næppe noget andet hold, der er så entydigt afhængigt af netop foråret. Nok har holdet styrket etapeløbsdivisionen med Ilnur Zakarin, men det var den spændende duo med Greg van Avermaet og Matteo Trentin, der for alvor skulle sikre, at sæsonen ikke blev lige så pauver som i 2019.

Den plan ser nu ud at være gået i vasken. I forvejen er holdet det eneste WorldTour-hold, der endnu ikke har vundet, og det bliver bestemt ikke lettere at forbedre den statistik, hvis det primært er etapeløbssæsonen, der måtte overleve. Modsat Sunweb, der med deres sprintere, etapeløbsryttere og mange unge talenter, er det smalt besatte CCC-mandskab meget afhængigt af særligt tre mand. Og af dem skal de to levere i forårets klassikere.

For Van Avermaet gør det naturligvis ekstra ondt. Belgieren har vundet de fleste af de endagsløb, der ligger inden for hans rækkevidde, men drømmeløbet Flandern Rundt er stadig undsluppet ham. Hvis ikke løbet køres senere på året, vil han være næsten 36, når chancen igen byder sig om et år. For en klassikerrytter er en sådan alder heldigvis ikke samme problem, som det er for grand tour-ryttere, men hånden med lodsedler er efterhånden snart tømt for Van Avermaet.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Nej, det bliver meget svært for manager Jim Ochowicz at sammensætte en kalender, der skal forhindre CCC i atter at ende tæt på bunden af ranglisten, når den decimerede sæson engang har nået sin afslutning.

Alverdens løbsarrangører: Hvem klarer overlevelseskampen?

Kan I huske, hvordan finanskrisen pløjede gennem cykelkalenderen? Da først røgen havde lagt sig, kunne man udgive en hel bog om de mange italienske endags- og spanske etapeløb, der var forsvundet fra kalenderen i kølvandet på den økonomiske nedtur. Nu er frygten naturligvis, at det hele gentager, hvis coronakrisen for alvor udvikler sig til mere end bare end sundhedskatastrofe.

Allerede nu bløder det private erhvervsliv, og det er ikke blot holdene, der kan frygte for deres sponsorater. Det kan løbsarrangørerne i den grad også, og selvom giganterne ASO, RCS og Flanders Classics nok kan holde deres løb oven vande, er det langt fra sikkert, at det samme gælder for de grupper af lokale ildsjæle, der hvert år arrangører et regionalt etape- eller endagsløb. Sidste gang var det primært Sydeuropa, der blive ramt, men denne gang er der ingen garanti for, at de nordeuropæiske løb kan klare den heller.

I første omgang handler det naturligvis om at få cykelsæsonen og hele samfundet i gang igen, men desværre kan man frygte, at der ikke kun bliver tale om et forsømt forår. Selvom fremtiden helt sikkert byder på mange flere løb, end der lige nu er at finde på en helt nøgen kalender, er det langt fra sikkert, at der efter coronakrisen vil være lige så mange at vælge mellem, som der har været i de senere år.