Criterium du Dauphiné-analyse: Den sydfranske gavebod

Man skal ikke studere sejrsstatistikker længe for at falde over det helt åbenlyse. År efter år topper Deceuninck-Quick Step diverse lister. Selvom det ikke er hvert år, de er lige så flyvende som i den vilde 2018-sæson, hvor de vandt ikke færre end 73 gange, er det imponerende, at holdet er så konsekvent en vindermaskine. Ryttere kommer og går i det, der er en mindre svingdør - ganske enkelt fordi succes avler mere velbetalte tilbud fra andre og mere pengestærke hold - men manager Patrick Lefevere finder altid fuldgode erstatninger.

Utroligt nok skal vi helt tilbage til 2012 - året, hvor Bradley Wiggins vandt næsten alle sine cykelløb - for at finde seneste sæson, hvor de blev slået, og selv dengang endte de på andenpladsen, bare én sejr bag Sky. Og deres seneste sæson uden for top 2 var i 2011, hvor de endte helt nede som nr. 8 i det sidste år, hvor det stadig var HTC-mandskabet, der var kendt som feltets sejrsmaskine nr. 1.

Hvorfor er det sådan? Det mest åbenlyse er selvfølgelig, at de har nogle knaldgode ryttere og har et særligt blik for både at spotte talent og få det bedste ud af materialet. For den andet er holdet kendt for en særlig holdånd, der altid roses til skyerne af de ryttere, der har været en del af Lefeveres stald.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

En anden og lige så vigtig årsag er imidlertid også, at de altid kører for at vinde. Hvis de har en bare rimelig chance for at vinde et cykelløb, kan man vide sig sikker på, at belgierne tager ansvaret og går efter den store gevinst. Af og til virker det spekulativt, når de fører for en sprinter, der bestemt ikke kan være sikker på at overleve, men Lefevere lever efter mantraet, at man i hvert fald ikke vinder, hvis man ikke forsøger. Og det har han jo åbenlyst ret i!

Et godt eksempel er også denne uges Dauphiné. Her er holdet åbenlyst kommet primært med deres B-hold af lidt tungere folk, der ikke rigtigt passer til den bjergrige rute. Derfor er belgierne i denne uge mest af alt underdogs, men alligevel har de grebet ud efter lykken med deltagelse i udbrud af først Ian Garrison og siden Shane Archbold. Ganske vist tydede intet på, at de to tunge folk ville kunne gøre det færdigt, men som Lefevere ville sige, ville de i hvert fald ikke vinde, hvis de blev i feltet.

Den mentalitet kunne andre godt lære af. Efter dagens første bløde bjergetape er det i hvert fald relevant for Movistar at spørge, om det kun er deres kraftigt reducerede rytterkvalitet, som er årsagen til de bare ni sejre, de har taget i 2019 og 2020. Og måske er der en grund til, at det ellers engang så initiativrige Astana-mandskab i år er meget tæt på sejrslistens bundplacering med de bare to sejre, de tog i Baskerlandet.

Man vinder nemlig ikke, hvis ikke man prøver, og det gjorde de to storhold slet ikke, da de i dag fik præsenteret en fremragende chance for at tage en for dem begge ret attraktiv WorldTour-sejr - en sejr, der for Astana havde været den tredje og for Movistar bare den anden i år. Det Dauphiné-format, som arrangørerne fra ASO har opfundet i de senere år, byder nemlig nu som regel på en første lille bjergtest på de blødere stigninger i Massif-Central allerede om mandagen, og den rute, de havde designet til i dag, var en eminent mulighed for de to hensygnende storhold til at sikre sig tiltrængt succes. Ikke blot var der en sejr på spil, også en tur i en af sportens vigtigste førertrøjer var der udsigt til.

Ruten lå også til deres højreben. Allerede i går viste Alejandro Valverde med en for ham efterhånden sjælden deltagelse i en spurt, at han er kommet til Frankrig for andet og mere end OL-forberedelse, og den hårde stigning med top inden for de sidste 10 km var den perfekte mulighed for at køre feltet så langt ned, at den spanske veteran ville være hurtig nok til at vinde. På samme måde må hurtige og holdbare Alex Aranburu have slikket sig om munden ved udsigten til en for ham ret perfekt etape, og Astana havde endda den luksus i Alexey Lutsenko at have en plan B, ifald løbet alligevel skulle blive for hårdt for den ikke altid tilregnelige basker.

Alligevel var blå trøjer forrest i feltet lige så sjældne forrest i feltet, som Jakub Mareczko er det i frontgruppen på en bjergetape i den tredje uge af en grand tour. Uanset om man spejdede efter Astana-drengenes lyseblå trikoter eller Movistar-bandens lidt mørkere design, fandt man intet gennem den lange og hårde dag i det centrale Frankrig. I stedet var det som altid feltets voksne chef, Ineos, der måtte påtage sig hovedansvaret for jagten gennem den lange etape, men for dem handlede det ingenlunde om etapesejren. Det var bare vanlig autoritativ kørsel af det britiske hold, der skulle sikre sig, at løbets klassement ikke gled dem af hænde på en etape, hvor det ikke var helt sikkert, hvem der ville føre.

Man må ellers sige, at Movistar og Astana havde fået det næsten, som de kunne ønske sig. Efter Brent van Moers sejr i går kunne man sagtens have forestillet sig en lang angrebsfest i bestræbelsen på at udnytte den manglende kontrol i et felt med kun få oplagte etapefavoritter, men det varede ikke engang mere end 10 km, inden fem mand var kørt væk. Af dem var de to, nemlig Lukas Pöstlberger og Archbold, mest af alt kendt som relativt tunge folk, og gruppens eneste klatrer, Robert Power, viste sig endda hurtigt som den store lottokupon, han altid er, da han totalt eksploderede og endte med at udgå af løbet. Tilbage var bare Pöstlberger, Archbold, Matthew Holmes og Anthony Delaplace - fire ryttere, der let burde kunne hentes på en dag med mere end 3000 højdemeter.

Endnu bedre var det, at Bahrain fra start havde vist deres intentioner om at gå efter etapen - enten med Sonny Colbrelli eller i et lidt hårdere scenarium med Dylan Teuns. Lotto-mandskabet var nemlig snu, da de i forsvaret af Van Moers trøje sendte Holmes med i udbrud, men det forsøgte Bahrain at forhindre med en hård jagt i den tidlige fase. Araberne havde nemlig luret, at mange pile ville pege på dem, hvis belgierne forsvandt som en oplagt allieret, og derfor var de ikke interesserede i at have Holmes hængende foran.

Den mission mislykkedes ganske vist, men Astana og Movistar vidste nu, at Bahrain var en fælle, der ville hjælpe med at hente det tunge udbrud. Endnu bedre blev det af, at Ineos holdt elastikken næsten urimeligt stram, så udbruddet næsten ikke kunne undgå at komme tilbage, hvis blot der var blevet vist et minimum af initiativ. Det initiativ kom skam også fra det decimerede Bahrain-hold, der desværre har mistet en allergiramt Eros Capecchi, men desværre er araberne ikke i deres stærkeste opstilling i et løb, hvor de har to klassementsfolk at beskytte i form af Jack Haig og Teuns, hvor Mark Padun igen synes formsvag, og hvor Marco Haller er lidt for ung til dette terræn.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Derfor kunne man godt fornemme, at Bahrain ikke på egen hånd kunne hente udbruddet - særligt fordi deres mission på den lange finalestigning jo mest var at undgå, at Colbrelli blev sat, hvorfor de måtte overlade initiativet til Ineos. Til gengæld havde de gjort arbejdet så fint, at det ikke have krævet meget af Movistar eller Astana at skabe den samling, der kunne have pyntet lidt på den triste sejrsstatik, og mulighederne blev endda endnu større, da en af deres rivaler, den altid uforudsigelige Kwiatkowski, hurtigt forsvandt fra Ineos-toget.

Alligevel skete der intet. Ineos fik lov at føre feltet op ad stigningen med Carlos Rodriguez i front for de tre kaptajner, og med Kwiatkowskis lidt uventede kollaps havde briterne nu da slet intet incitament for at føre hårdt, når der blot var én hjælper tilbage. I front var udbruddet ellers reduceret til nu kun Pöstlberger, der endda kæmpede med en direkte modvind, og den røde løber var i den grad rullet ud for Valverde og Aranburu.

Vi ventede og ventede, men intet skete. Jo, det initiativrige DSM-hold fortsatte deres flotte kørsel med en serie angreb fra deres unge talenter i form af Marco Brenner og Felix Gall, og den stadig mere imponerende Ben O’Connor kom med et yderst kraftfuldt angreb hen over toppen. Alligevel så man intet til de to blå hold, og man skulle derfor vente til efter toppen, hvor Bahrain naturligvis atter fik frem - nu var Colbrelli jo sikkert ovre stigningen - inden jagten atter kom i gang. Denne gang var det endda holdets førstekaptajn, Haig, der blev sendt til fronten, og senere hjalp også Teuns til.

Hjælp fik de imidlertid ikke - i hvert fald ikke af andre end altid aggressive Guillaume Martin, der kom med et flot og kraftfuldt angreb på den sidste lille bakke med 4 km til mål. Her virkede Valverde endda så flyvende og sprælsk, at chancerne for Valverde-sejr må have været gode, hvis Movistar blot havde gjort stigningen til et blodbad. Det så i hvert fald ikke ud til, at det var dårlige ben hos veteranen, der forhindrede Movistar i at gå efter deres tredje WorldTour-sejr i dette årti.

Jamen, kom Movistar og Astana slet ikke frem? Jo, jo, det gjorde de skam. Movistar gik all-in med deres stærke klatrekort, Carlos Verona - manden, der skulle have gjort stigningen til et blodbad - så snart den sidste bakke var overstået, og der stor set kun var let faldende vej og blot 4 km tilbage. På det tidspunkt var det bare alt, alt for sent - dels fordi Pöstlberger var for langt foran, og dels fordi Colbrelli jo nu havde overlevet alle bakkerne og derfor ville være næsten umulig at slå i en spurt. Og Astana? Jo, de kom skam frem lige ved den røde flamme på et tidspunkt, hvor Pöstlbergers sejr var lige så stensikker, som kasakkernes fiasko var det. Ja, faktisk virkede den føring nærmest kun komisk og en lille smule latterlig.

I stedet blev vinderen af den første lille bjergetape ikke Valverde, Aranburu eller Lutsenko. Nej, det blev Pöstlberger, der med sin tyngde og præference for brosten jo egentlig er fejlcastet i dette bjergløb. Som Deceuninck er Bora nemlig kommet til løbet med et lidt for tungt hold, og selvom de i Wilco Kelderman og Patrick Konrad har to fine kaptajner, er resten af truppen ikke just skabt til et af årets allerhårdeste etapeløb. Derfor var tyskerne på alle måder et usandsynligt vinderhold i denne uge - præcis som Lotto var det med deres unge gruppe af udbrydere.

Alligevel er det Lotto og Bora, der har vundet og ikke Astana eller Movistar. De to hold greb nemlig ud efter lykken med de begrænsede midler, de har, og det initiativ belønnede sig. Det gjorde det naturligvis særligt for Pöstlberger, der nok for anden gang i karrieren tog en mindre choksejr, efter at han som lead-out man for Sam Bennett udnyttede et uventet hul til at vinde 1. etape af Giroen i 2017. Dengang indbragte manøvren en førertrøje, og minsandten om ikke det gentog sig denne gang.

Fortjent var det også. Pöstlberger leverede nemlig sit livs klatrepræstation og det endda på en dag, hvor vinden slet ikke hjalp ham. Det gjorde så til gengæld et totalt apatisk felt, hvor kun Bahrain viste skyggen af initiativ - samt naturligvis det Ineos-mandskab, der ikke kørte for at vinde etapen, men klart markerede, at de er kommet for at vinde hele løbet.

Den mission ser fornuftig ud. Måske var holdet lidt sårbart i dag, hvor Kwiatkowski fejlede, ligesom Geoghegan Hart i finalen bestemt ikke gav indtryk af at have genfundet de Giro-ben, han har manglet hele året, men ligesom Valverde og Martin virkede Geraint Thomas helt i hopla på den sidste lille bakke. Det samme gjorde også Sepp Kuss, der jo også er meldt i storform af sportsdirektør Grischa Niermann, samt en let og elegant David Gaudu, der ser ud til at være gevinst og ikke nitte i dette løb. Ineos kan næppe heller klage over Richie Porte, der først lod Thomas få et hul, men siden hurtigt fik det lukket, da gruppen blev lidt for stor. Og så virkede Haig uhyre overbevisende i sit arbejde for Colbrelli.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Apropos overbevisende og apropos Colbrelli… Det kan godt være, at hans klassikersæson var skuffende, men han er i den grad kommet efter det. Efter hans vilde klatrepræstation på 2. etape i Romandiet har han virket nærmest endnu bedre i dette løb, hvor han var i hopla på begge de to sene stigninger. I spurten var han skam også helt suveræn, men desværre lider han åbenbart under den forbandelse, der altid har plaget ham i Romandiet. Nok engang blev han snydt af en tidlig udbryder, og nok engang endte han med en kedelig 2. plads. Heller ikke i dag har han dog noget at bebrejde sit hold, hos hvem Teuns endda ofrede sig så meget, at han smed tid til sidst, men derimod snarere de hold, der kastede håndklædet i ringen, allerede inden løbet var startet.

I denne ring får deres håndklæder selskab af Jonas Vingegaards og Warren Barguils. De to løjtnanter blev nemlig etapens store ofre. For meget svingende Vingegaard er det ikke uventet, da Niermann allerede inden løbet havde dæmpet forventningerne, men hans tidstab på næsten ni minutter er desværre endnu et vidnesbyrd over de voldsomme forskelle, der er på hans top- og bundniveau. Mere overraskende var det, at Barguil måtte slippe, men han er trods alt kendt om en mand, der skal bruge mange løb for at finde formen. Til gengæld var det godt at se, at Brandon McNulty åbenbart bare havde en enkelt offday i går, ligesom Kasper Asgreen klarede den første lille test i dette spekulative klassementseksperiment og til slut igen viste, at han altså er en ganske hurtig herre. Også Mattias Skjelmose virkede ganske overbevisende i finalen, så det danske løb er bestemt ikke slut, bare fordi Vingegaard og vores efter en pause altid uhyre rustne Mads Pedersen er milevidt fra deres bedste niveau.

Det er Valverde til gengæld ikke. Spanieren lignede heldigvis ardenner- og ikke UAE-udgaven af sig selv i dag, og også Aranburu så trods en kikset spurt ganske velkørende ud. Alligevel gik dagens etapesejr ikke til hverken den ene eller den anden af de to hurtige og klatrestærke spaniere, men derimod til en tung østriger, der jo egentlig intet har at gøre i dette løb.

Han gjorde imidlertid det, hverken Astana eller Movistar gjorde, nemlig greb ud efter lykken. Og som Lefevere ville sige, vinder man jo ikke, hvis ikke man prøver. Måske Astana og Movistar skal huske det, inden de gør et af årets allerstørste løb til en ren sydfransk gavebod?