Criterium du Dauphiné-analyse: Den tidlige generalprøve

Criterium du Dauphiné har traditionelt været et løb, der er blevet afgjort på en kombination af en ofte lang enkeltstart og tre eller fire store bjergetaper i Alperne. Ganske vist har ASO brudt lidt op i det til tider fastløste manuskript, siden de overtog løbet, men alligevel har det hørt til sjældenhederne, at de første tre dage, har ført til det helt store drama.

Sådan skulle det ikke blive i år. Allerede da ruten blev præsenteret, og det blev annonceret, at man for første gang ville bevæge sig ind i Cantal-departementet, der er kendt som hjemsted for noget af det vanskeligste terræn, det knaldhårde Massif-Central kan byde på, lå det i kortene, at en overraskelse måske kunne være i vente. Da profilen for dagens 2. etape blev den fornemmelse kun styrket, men alligevel kom det formentlig bag på de fleste, at vi allerede mandag reelt skulle kunne afskrive flere af forhåndsfavoritterne fra kampen om den samlede sejr.

Det var da heller ikke givet, at ruten, der trods alt bød på 15 flade kilometer til sidst, skulle få så dramatiske konsekvenser, som de gjorde, da navne som Richie Porte, Emanuel Buchmann, Dan Martin, Romain Bardet og Steven Kruijswijk alle tabte 31 sekunder. Heldigvis viste feltet en helt enorm kørelyst, der allerede fra start gjorde løbet så benhårdt, at alle tidsplaner blev sprængt i stumper og stykker. Den vanskelige start blev nemlig ikke blot benyttet af de klassiske lykkeriddere som Alessandro De Marchi og Benoit Cosnefroy, men også af klassementsryttere som Emanuel Buchmann, Julian Alaphilippe, Tom Dumoulin og David Gaudu, som ingen naturligvis kunne tillade sig at forære blot det mindste forspring, og da de fandt vej til et skræmmende udbrud, stod det klart, at håbet om en sejr til en af de holdbare sprintere definitivt var slukket.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Ineos indså nemlig hurtigt faren, og hvis nogen var i tvivl om, hvorvidt Chris Froome er kommet til Frankrig for at vinde løbet, blev det tydeliggjort, da Michal Kwiatkowski, som oprindelig havde fundet vej til udbruddet, blev kaldt tilbage. Briterne vurderede nemlig, at polakkens chancer mod folk som Buchmann, Alaphilippe, Dumoulin og Gaudu var for små, og derfor var det ikke risikoen værd at lade gruppen sejle væk. Havde Ineos taget den chance, kunne de nemlig meget vel have smidt løbet på gulvet, for der var ikke mange andre hold end dem, der ville kunne køre så stærk en gruppe ind. Måske ville det have tvunget andre mandskaber til at reagere, men om de kunne have skabt samling, var meget tvivlsomt. Derfor viste Ineos-ledelsen fuld støtte til Froome ved at kalde Kwiatkowski tilbage, og derefter gik den vilde jagt gennem det vanskelige terræn, hvor det lynhurtige tempo sled det meste af feltet ned til sokkeholderne, inden udbruddet langt om længe blev kørt ind kort inden den sidste stigning.

Det førte naturligvis blot til nye angreb, men da den efterfølgende gruppe slap fri, var truslen slet ikke af samme karakter. Ganske vist talte den nye gruppe stærke klatrere som Dylan Teuns og Guillaume Martin, men førstnævnte er for begrænset i de høje bjerge og sidstnævnte så svag en temporytter, at Froome ikke så nogen umiddelbar grund til at reagere. Da duoen helt som forventet viste sig at være de stærkeste på den sidste stigning, gik briterne således ikke i panik, og de koncentrerede sig i stedet om det klassementsslag, som det voldsomme tempo havde åbnet døren for.

Her var der også brug for alle ressourcer. Ganske vist havde Ineos igen imponeret med en skræmmende styrke, der betød, at de kun havde brugt Vasil Kiryienka og Ian Stannard op, da de nærmede sig sidste stigning, men den sidste forcering for at hente udbruddet, havde også sendt Kwiatkowski og Dylan Van Baarle til tælling. Da Gianni Moscon havde en offday, efterlod det Froome med bare Wout Poels ved sin side, og briterne så derfor kortvarigt en smule sårbare ud, da en flyvende Michael Woods fik Alberto Bettiol til at sprænge feltet til atomer, efter at hans EF-hold allerede på den foregående stigning havde vist, at canadieren er kommet til Frankrig for at køre cykelløb.

Det var dog ikke Woods, men en yderst velkørende Thibaut Pinot, der åbnede ballet og tydeligt fik vist, at han allerede nu nærmer sig den forrygende form, der sidste efterår indbragte ham en suveræn sejr i Il Lombardia. Woods, der virkelig var i sit es i dette eksplosive terræn, var over ham som en mis, men det bar vel alligevel Froome, der med størst autoritet satte sig igennem. Uden de store problemer kørte han væk fra favoritgruppen og alene op til de to rivaler, og han viste dermed, at det ikke var uden grund, at hans hold tidligt på etapen havde satset 100% på Tour-kongen. I hvert fald lignede Froome en helt anden rytter end den mand, der i sin seneste optræden i løbet i 2017 var langt fra sit vanlige niveau, og for første gang i år gav han et bevis på, at der er en grund til, at de fleste vel stadig betragter ham som manden, der skal slås til sommer. Med tanke på enkeltstartens betydning på denne ganske lette rute fik Froome i hvert fald i dag etableret sig som den oplagte favorit til dette løb, hvor han altså kan tage sin fjerde sejr på bare syv år.

Kort efter fik også de fleste af de øvrige favoritter kontakt igen, men det holdt hårdere. Jakob Fuglsang blev måske fanget lidt ude af position og lignede ikke en mand i svær krise, men det holdt lidt hårdere for Nairo Quintana, der eksploderede i forsøget på at følge Froome. Heller ikke Adam Yates lignede en mand med det allerstørste overskud, men alle var de dog stærke nok til komme tilbage. Det samme var den skræmmende stærke Poels, der trods sit arbejde på den nedre del af stigningen stadig havde overskud til at køre fra folk som Porte, Martin, Bardet og Kruijswijk, og dermed fik kronet den Ineos-opvisning, vi var vidner til gennem hele løbet. Med en sådan løjtnant kan Froome med tryghed imødese de kommende etaper, og samtidig kan han glæde sig over, at den ustabile hollænder for en sjælden gangs skyld viser form allerede fra starten af sommeren og ikke desperat skal jagte sine bedste ben, inden de som regel kommer i Tourens tredje uge.

Den store taber var naturligvis Porte, der på bekymrende vis bar yderligere ved til frygten for, at han vitterligt ikke længere har det niveau, han havde i sine bedste år. I hvert fald skal vi nu et år tilbage for at finde sidste gang, den eminente australier viste os, hvorfor han i de senere år har været den dominerende skikkelse i de ugelange etapeløb. Efterfølgende gav han imidlertid udtryk for en vis tilfredshed med resultatet, for det er åbenbart en del af en langsigtet plan om ikke denne gang at være i flyvende form allerede en måned inden Touren. Om det er den sande forklaring på dagens knap så prangende præstation, ved vi først om en måneds tid, men med tanke på de generelle præstationer i det seneste års tid kan man ikke undgå at være en anelse bekymret på hans vegne.

Mere overraskende var det, at Dan Martin og Romain Bardet kom til kort. Mens Porte af natur er en uforudsigelig lottokupon, man aldrig kan regne med, har Martin og Bardet i de seneste år været nogle af de mest stabile ryttere i netop dette løb. Ganske vist havde Bardet allerede inden løbet meldt ud, at formen nok ikke var helt så god denne gang, men alligevel var det overraskende, at han kom til kort på en etape som denne. Endnu mere uventet var det for Martin, der ellers burde være i sit es i denne type terræn. I lyset af, at enkeltstarten i forvejen stod til reelt at udelukke en samlet sejr til dem begge, ser de dermed nu definitivt ud til at være ude af kampen om det podium, de begge tidligere har besteget to gange.

Lige så overraskende var det, at den ellers normalt så stabile Steven Kruijswijk ikke sad med - og så alligevel ikke. Hollænderen har nemlig aldrig været specielt god i ugelange etapeløb, hvor hans dieselmotor aldrig når at blive varm, og da etapen her samtidig havde en ganske eksplosiv finale, var det ikke just en dag for Kruijswijk. Med tanke på, at han på sine gode dage kan hive en god enkeltstart op af hatten, var det således ikke noget dårligt udkomme for rivalerne, at de fik sat hollænderen lidt tilbage, inden hans motor kommer i omdrejninger, og vi rammer de lange stigninger, der er hans virkelige force.

Mest grund til ærgrelse har Emanuel Buchmann nok. Mens Dumoulin, der i parentes bemærket grundet sin knæskade slet ingen klassementsambitioner har haft, Haig, Gaudu og Alaphilippe alle betale en dyr pris og smed deres klassement med den modige offensiv tidligt på etapen, imponerede tyskeren ved som den eneste udbryder også at kunne køre finale. Med det in mente er det nærliggende at tro, at han ville have med i front, hvis han havde bevaret roen først på etapen og kørt som de øvrige klassementsryttere. Set i bakspejlet var den tidlige offensiv både hovedløs og uklog, men på den anden side så vi i Baskerlandet, at han med et lignende overraskelsesangreb var meget tæt på at løbe med den samlede sejr. Og dagens flotte præstation er i hvert fald endnu et stensikkert vidnesbyrd om, hvor enorme fremskridt han har gjort i en 2019-sæson, hvor han har været en af sæsonens oplevelser.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Midt i det hele glemmer vi næsten Teuns’ flotte sejr, og det er egentlig urimeligt. Ganske vist er han formentlig stadig for begrænset på de lange alpestigninger til at kunne være med i kampen om sejren, men dagens resultat var en hårdt tiltrængt succes efter en ardennersæson, der for andet år i træk endte som en fiasko. Desværre kniber det for Teuns at finde sine bedste ben, præcis når han vil, men når det lykkes, er han imponerende. Mange husker sikkert hans drømmesommer i 2017, hvor han vandt tre etapeløb, herunder WorldTour-løbet Tour de Pologne, på mindre end en måned, og sidste år kørte han som udbryder en dybt imponerende Vuelta, inden han med en 3. plads i Lombardiet sikrede sig sin første podieplads i Lombardiet. Og netop i den italienske klassiker overraskede han med sine evner i meget bjergrigt terræn. Kan han gøre det igen i denne uge samt køre enkeltstarter, som han gjorde sidste efterår, kan han måske alligevel holde sig til ganske langt fremme i klassementet.

Det bliver nok i virkeligheden sværere for Martin. Den lille Wanty-rytter fik ellers igen dokumenteret de store fremskridt, han fortsætter med at gøre, men desværre vil han få så gedigne prygl på onsdag, at han aldrig vil kunne vinde dette løb. Til gengæld blev han næsten belønnet for den initiativlyst, han altid udviser, og man kan nu håbe, at det er et varsel om, at han vil få sit helt store gennembrud, når han atter skal føre Wanty-mandskabet an i Touren om en måneds tid.

Hvorvidt det vil ske, vil vi blive meget klogere på i de kommende dage. Dagens medrivende etape var nemlig kun en lille appetizer, der skulle vise sig langt mere informativ, end vi kunne have forventet. Dauphiné er nemlig et løb, der først og fremmest afgøres på enkeltstarten og i Alperne, som vi først rammer på fredag. Hvis dagens generalprøve var et varsel om, hvad vi har i vente, kan vi ikke undgå at gå en god udgave af det franske bjergløb i møde.