Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Criterium du Dauphiné-analyse: Det er vel aldrig for sent at vinde OL-guld

05. juni 2021 13:18Foto: Sirotti

I disse dage køres Criterium du Dauphiné, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 6. etape.

Annonce

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

 

For efterhånden en del år siden fik jeg tilsendt et manipuleret billede af Alejandro Valverde. Der var ingen anden ledsagende tekst end noget i stil med ordene ”Valverde 2044”. Det var samme dag, som Valverde netop havde vundet Vuelta-etape nr. 117 mod rivaler så unge, at de med lidt god vilje næsten kunne være hans børn, og billedet var derfor en manipuleret udgave af sejrsfotoet, hvor en nu pludselig temmelig gammel, skaldet og rynket Valverde krydsede stregen med armene i vejret.

 

Allerede dengang var det altså en hel cykelverden, der rystede på hovedet af forbløffelse over, hvordan den spanske evighedsmaskine bare kunne blive ved og ved. Det var endda dengang, det stadig var helt almindeligt, at løbene blev domineret af ryttere i 30erne og før den vidunderbørnenes tidsalder, der har reduceret gennemsnitsalderen for vindere til noget, man tidligere ville have fundet helt umuligt.

 

Selv dengang - jeg husker ikke det præcise årstal, men det er vel fire-fem år siden - var der nok alligevel ingen, der for alvor troede, at Valverde ville kunne vinde på højeste niveau et stykke inde i fyrrerne. Måske kunne han som en anden Oscar Sevilla eller Davide Rebellin levere pæne resultater også i større løb end de to endnu ældre veteraner, men mon ikke selv de mest ukuelige Valverde-fans dengang ville have udelukket, at Valverde i en alder af 41 år den 4. juni 2021 skulle vinde et WorldTour-løb. Og ikke bare et hvilket som helst WorldTour-løb! Criterium du Dauphiné er kendt som det hårdeste af alle WorldTourens ugelange etapeløb, ganske enkelt fordi det køres på en tid af året, hvor 99% af feltet er meget tæt på deres topform.

 

Det burde Valverde faktisk ikke være. Modsat alle de andre klassementsryttere i årets udgave af det franske løb, har han nemlig slet ikke kurs mod Tour de France. Flere magre år i det franske løb, hvor han ikke har vundet en etape siden 2012 og ikke opnået de største resultater siden den store livsdrøm om podiet blev indfriet af en meget berørt Valverde i 2015, har nemlig betydet, at han slet ikke har nydt løbet de seneste gange. Derfor har det længe været hans ønske at skippe løbet, og i år har han endelig fået lov til at satse 110% på karrierens sidste store og uindfriede mål, OL-guld.

 

Den gyldne drøm så imidlertid ikke spor realistisk ud for bare tre måneder siden. Dengang var manden med det ellers så tårnhøje bundniveau bare rent fyld i et ellers ikke stærkt besat UAE Tour. Det kom efter et 2020, hvor vindermaskinen ikke vandt ét eneste cykelløb, hvor han ikke var nogen væsentlig faktor i et VM-løb, der lå til hans højreben, og hvor han kun med det yderste af neglene kunne klemme sig ind i top 10 i den Vuelta, hvor hans historik ellers er så skræmmende, at man ved første øjekast har lidt svært ved at tro på den.

 

Dengang lå forklaringen jo lige til højrebenet. Selv Valverde kan ikke løbe fra biologien, og når dåbsattesten siger 40 år, er man bare handicappet, når man er oppe mod vidunderbørn i deres bedste alder. Jeg var vel næppe den eneste, der ærgrede mig lidt over, at den spanske legende ville få en lidt uværdige sortie, som det i den grad så ud til, da han endte som nr. 40 i Emiraterne og en uge senere blev nr. 47 i det Strade Bianche, han engang ellers altid var en nøgleaktør i. Dagen efter var han med i kampen om sejren i det noget svagere besatte GP Industria, og jeg husker, at jeg den dag tænkte, at det måske var en af de få tilbageværende chancer for at vinde et større cykelløb, han smed væk, da han endte på løbets 8. plads.

 

Intet kunne være mere forkert. I løbet af de 15 dage, der gik mellem løbet i Italien og starten på Catalonien, tog Valverde hjem på sit kontor, fandt dåbsattesten frem og smed den direkte i makulatoren. Da han herefter stillede til start i Movistars hjemmebaneløb var der ikke just noget, der tydede på, at han skulle pynte væsentligt på den ellers pæne statistik - for nu at sige det mildt - der fortalte om tre samlede sejre, ni etapesejre og to bjergtrøjer samt ikke færre end 32 top 15-placeringer på etaper igennem årene siden debuten i 2004.

 

Men det gjorde han. Nok vandt han hverken etape eller klassement, men det blev til en samlet 4. plads og yderligere fem top 15-placeringer, og det blev det helt usandsynlige vendepunkt for den dengang ”kun” 40-årige spanier. Få dage senere brød han halvandet års sejrstørke i GP Miguel Indurain, inden han blev nr. 7 i Baskerlandet, nr. 5 i Amstel, nr. 3 i Fleche Wallonne og minsandten spurtede med om sejren i et Liege, der kunne have sikret ham en udligning af Eddy Merckxs sejrsrekord på sin 41-års fødselsdag!

 

Drømmescenariet udeblev, men Valverdes comeback var cementeret. Nu var så bare det store spørgsmål, om der var tale om sidste gylden formperiode, eller om Valverde virkelig efter en pause endnu éngang kunne presse sin krop op på så tårnhøjt et niveau, at han kunne vinde de største cykelløb.

 

Svaret var ja! Drømmen om at vinde på hjemmebanen i Murcia for små to uger siden gik ganske vist i vasken, da Valverdes foragt for regnvejr førte til en tidlig DNF på en drivvåd dag i det sydspanske, men lige fra starten af denne uges løb i Dauphiné har Valverde set lige så skarp ud som i foråret. Nok kørte han igen en forfærdelig enkeltstart - det var den evne, han først tabte igen, og den synes aldrig at komme tilbage - men derudover har han været her, der og alle vegne. Han har blandet sig i de spurter, han ellers stort set har negligeret i de seneste år, og på 2. etape forleden virkede han totalt i hopla, da Guillaume Martin iværksatte det første lille angreb i favoritgruppen.

 

Allerede der var det klart, at den første WorldTour-sejr siden triumfen på Mas De La Costa i Vueltaen i 2019 kunne være under opsejling denne fredag i Alperne. Den første bløde opvarmningsetape i den alpetrilogi, der afslutter det franske etapeløb, havde med sin puncheuragtige målstigning nemlig skrevet Valverdes navn med flammeskrift ud over sig. I et løb uden Julian Alaphilippe og Marc Hirschi skilte Valverde sig ud som den eneste rigtige bjergpuncheur, og han var derfor den åbenlyse favorit til at vinde etapen.

 

Det har han dog været et hav af gange tidligere, og det har ikke forhindret Movistar i at lade mulighederne sejle. Man har ofte revet sig i håret, når man har set det spanske hold smide den ene oplagte Valverde-etape væk, uanset om det har været i Vueltaen, Catalonien eller Baskerlandet. Sådan har det også være i år, ikke mindst i Baskerlandet, hvor de blåklædte undlod at kontrollere i hvert fald to oplagte Valverde-etaper, selvom veteranen åbenlyst var i hopla i det løb. Belært af erfaringen kunne man derfor frygte, at det ville gentage sig igen i dag - også fordi Movistar mildt sagt var passive i mandags, hvor 2. etape ellers lignede an anden gylden mulighed.

 

Hvor insisterende de havde været, hvis arbejdet var blevet overladt til dem, finder vi aldrig ud af. Da elastikken knækkede efter en vanvidsstart, hvor der blev kørt med mere end 50 km i timen, blev der nemlig etableret et 14-mandsudbrud, der egentlig burde have en fair chance for at holde, men alligevel blev holdt forbavsende kort snor af Bora. I front var ganske vist Greg van Avermaet, der var bare 2.40 efter, men det var trods alt en margin, der kunne arbejdes med, og det lå ikke i kortene, at Bora i øvrigt ville gøre specielt meget for at forsvare en trøje, der alligevel syntes tabt på forhånd.

 

Dermed kunne Movistar sætte sig i sulkyen de første 130 km af dagens etape, inden de ramte Col de Porte, hvor forspringet allerede var så lille, at selv Movistar nok kunne overskue at lægge lidt kræfter i en Valverde-sejr. Passiviteten fortsatte dog næsten hele vejen op ad bjerget, indtil Astana alligevel blev lidt bekymrede over det lave tempo. Lukas Pöstlberger sad nemlig stadig komfortabelt med, og nu begyndte den ellers så stensikre førertrøje til Alexey Lutsenko pludselig ikke at se helt så stensikker ud alligevel.

 

Det krævede dog bare, at Alex Aranburu og Oscar Rodriguez rystede træet en enkelt gang, inden det overmodne østrigske æble faldt pladask til jorden. Pöstlbergers trøje var lynhurtigt en saga blot, og dermed var det ”Mission Accomplished” for Astana, der i øvrigt også var kørt tynde med kun Rodriguez som støtte til Lutsenko og kaptajnen Ion Izagirre. Herefter var der kun ét hold, der kunne forventes at gå efter etapen, og det var Movistar.

 

Heldigvis var spanierne friske på at give deres veteran chancen for at bryde den WorldTour-tørke, som de ellers ikke skænkede megen tanke i Baskerlandet og Catalonien tidligere på året. Denne gang tog de endelig initiativet, og med et solidt føringsarbejde fra Carlos Verona blev feltet reduceret kraftigt og den heroisk kæmpende Lawson Craddock hentet. Her så alt ud til at være på sporet til, at Valverde kunne tage den sejr, der virkede så usandsynlig for nogle måneder siden.

 

Problemet var bare, at for mange kokke ofte fordærver maden, og da klassementsrytterne begyndte at angribe hinanden, brugte Verona hurtigt sine sidste kræfter. Tilbage var bare de tre kaptajner, Valverde, Miguel Angel Lopez og Enric Mas, og hvem skulle nu styre den byge af angreb, der logisk nok ville følge?

 

I den situation er det bedste forsvare ofte et angreb, og derfor blev det Lopez, der selv åbnede ballet. Det igangsatte dog en angrebsfest, der ikke just var i Movistars interesse, og til sidst måtte der træffes et valg. Lidt overraskende var det Lopez, der som bekendt kørte en god enkeltstart, og ikke den i onsdags så skuffende Mas, der blev ofret, men et valg var i hvert fald nødvendigt, da Michal Kwiatkowski også var forsvundet fra gruppen som den sidste af Ineos’ hjælpere.

 

Herefter lå den til Valverdes højreben, indtil der pludselig opstod uventet modstand. Den modstand kom fra Tao Geoghegan Hart. Det er nu ikke uvant at se hurtige Geoghegan Hart i den slags finaler, der faktisk passer ham ganske storartet, men det vil være synd at sige, at han har imponeret i et for ham elendigt 2021. Heller ikke i dette løb har han virket spor overbevisende, hverken på 2. etape eller den enkeltstart, der gik ham temmelig elendigt.

 

Men som Valverde viste os, er tempo- og bjergevner ikke det samme for ryttere, der ikke er naturlige temporyttere, og med ét var det Geoghegan Hart, der lignede Ineos’ stærkeste mand. Med ét slog han et lovende hul, der skulle vise sig som stort nok til ganske klart at distance 18 af de øvrige 19 ryttere, der stadig var tilbage i kampen af sejren.

 

Der var bare én undtagelse. Den 41-årige veteran har altid været en nydelse at studere i denne slags finaler, hvor hans timing og bevidsthed om egne evner altid har været i særklasse. Det har vi bare set alt for lidt til i nu mange år, for Valverdes seneste puncheuragtige sejr ligger helt tilbage til Route d’Occitanie i sommeren 2019. Heldigvis forsvinder instinkt ikke så let, og da Valverde med uforlignelig præcision åbnede sin spurt i rette øjeblik og herefter med relativ lethed fik forbi den 15 år yngre brite, kunne vi lige så godt have skrevet 2009 i vores kalender, som vi kunne have skrevet 2021.

 

Faktisk var det på alle måder symbolsk, at Valverde slog Geoghegan Hart, og at Movistar slog Ineos. Det blev nemlig det spanske hold, der blev den helt store vinder, og briterne, der blev den mest oplagte taber. I den spanske lejr virkede Valverde, Lopez og mere overraskende den normalt så langsomt startende Mas alle helt oven på pedalerne. Lopez var både aktiv i angreb og upåklagelig i sin føring, og Mas endte som nr. 5 i en puncheurspurt, der ikke kunne have passet ham meget ringere.

 

Så var billedet helt anderledes hos Ineos. Ganske vist kan de glæde sig over, at Geoghegan Hart synes fuldt ud tilbage, men det kan næppe helt overstråle de bekymrende tendenser, vi så fra både Geraint Thomas og Richie Porte. Australieren så kortvarigt ud til at ofre sig for sin kaptajn, men lignede bestemt ikke en mand med Tour-ben, da han hurtigt gled ned midt i gruppen. Og endnu værre var det næsten med Thomas, der efter sin ringe enkeltstart i dag kun gled baglæns i en spurt, hvor han normalt burde være én af de allerbedste. Efter nogle mildt sagt moderate enkeltstarter af de to veteraner må det i den grad vække bekymring hos et hold, der altid gør en dyd ud af at præstere i Dauphiné.

 

Bedre blev det ikke af, at en af deres store rivaler til Touren, Jumbo, var ganske overbevisende. Selvfølgelig var det ærgerligt, at Jonas Vingegaard eksploderede, men det var i lyset af forberedelsen ikke svært uventet. Langt mere opløftende var det at se en Sepp Kuss, der for første gang i år for alvor virkede i hopla, og ikke mindst det første tegn på, at Steven Kruijswijk ikke er helt pensionsmoden endnu efter et forår, der har været på grænsen til det katastrofale. Hollænderne kan endda glæde sig over, at Tadej Pogacars nøglehjælper Brando McNulty vel nu definitivt kan siges at være kommet fra USA i temmelig formsvag udgave - gode spurter eller ej.

 

Også Bora kan være tilfredse, og selvom det stadig virker lidt uforståeligt, at de arbejdede så hårdt for at jagte udbruddet, fik både Wilco Kelderman og Patrick Konrad bekræftet det uhyre positive indtryk, de har efterladt fra dag 1. Til gengæld har de stadig mere at bevise end de fleste af de ovennævnte, for som udgangspunkt er de langt bedre i puncheurafslutninger end folk som Mas, Kuss, Kruijswijk og Lopez, og derfor var det slet ingen overraskelse, at de kørte med om sejren.

 

Astana kan også glæde sig over, at de fik den forventede førertrøje, men helt glade kan de næppe være. Alexey Lutsenko kom nemlig ned på jorden igen efter sin sejr forleden og kørte en ringere spurt, end man kunne have ventet, og Ion Izagirre lignede desværre stadig den rustne klatrer, han har været i det meste af de seneste sæsoner. Bedre var det heller ikke for Guillaume Martin, der var helt uvant passiv og lignede en mand, der led betydeligt - måske grundet styrtet forleden. Og helt galt gik det for Ag2r, der ikke uventet kunne se Aurelien Paret-Peintre tabe tid, men som så overraskende svaghedstegn hos Ben O’Connor, der ellers havde kørt så god en enkeltstart.

 

Det gjorde Jack Haig også, og han ligner i stigende grad en mand, der kan køre med om sejren i dette løb. Jeg har flere gange nævnt, hvor skræmmende stærk han har virket i sit arbejde for Colbrelli, og i dag lignede han en mand, der var helt ovenpå pedalerne i en finale, der slet ikke var hans. Kombineret med dne gode enkeltstart ser det ud til, at han endelig kan komme tilbage på det spor, han gled væk fra efter coronapausen. Også Ben Hermans bekræftede den overraskende gode enkeltstart med det, der ligner hans klart højeste niveau længe efter en tid, hvor han har set pensionsmoden ud.

 

Pensionsmoden er David Gaudu ikke, men han virker heldigvis ganske skarp, og dermed er det for første gang lykkedes ham at komme ud af forårspausen uden at floppe i Dauphiné. Det lover godt for fortsættelsen, som det også gør for Louis Meintjes, der med offensiv kørsel bekræftede det lovende indtryk fra foråret. Mere mudret var billedet med Nairo Quintana, der virkede som en af de stærkere, men måske ikke med den flyvende form, men kunne have drømt om. Damien Howson fortsatte den gode kørsel fra Ungarn, og Ilan van Wilder viste igen sit uhyre store potentiale, selvom han lignede en mand, der kan have været hæmmet af gårsdagens styrt. Og så er der grund til at applaudere Mattias Skjelmose, der bare bliver ved med at bekræfte sit enorme potentiale, nu i et af de sværeste løb overhovedet.

 

At tro, at vi nu kender Dauphiné-vinderen, er dog en klar overdrivelse. Dagens puncheuragtige finale er noget helt andet end det, der venter de kommende to dage, hvor det er de rigtige klatreres terræn. Billedet kan sagtens være helt anderledes i La Plagne i morgen, og i hvert fald er løbet langt mere åbent, end det var i søndags, hvor de nu temmelig rustne Porte og Thomas lignede de to klare favoritter.

 

Måske er der endda en spansk veteran, der kan komme i spil til en tredje samlet sejr i et løb, han ikke har vundet i 12 år? Ganske vist er morgendagens terræn knap så velegnet for ham, men når han igen ligner 2009-udgaven af sig selv, synes intet længere umuligt. Om han så også stadig vinder i 2044, er nok trods alt mere tvivlsomt - selvom det vel aldrig bliver for sent med det OL-guld, hvis det skulle kikse i år!

 

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Criterium du Dauphine
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Giro dell'Appennino(1.1) 24/06

Giro di Basilicata(2.1) 24/06-27/06

Acht van Bladel(2.1) 25/06-27/06

Tour de France(2.UWT) 26/06-18/07

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 27/06

Axion SWISS Bank Gran Pre...(1.1) 27/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR