Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Criterium du Dauphiné-analyse: Det kasakhiske mirakel der ingen ende vil tage

03. juni 2021 14:25Foto: A.S.O. / Fabien Boukla

I disse dage køres Criterium du Dauphiné, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 4. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

 

Det er velkendt, at udstyret spiller en uhyre stor rolle på enkeltstarter. Det krævede eksempelvis bare to cykelskifter at forvandle Rohan Dennis fra et uhyre til et lam og derefter til et uhyre igen. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at store tempospecialister ofte har udstyrselementet som et helt afgørende element i deres holdvalg, og det var eksempelvis ret styrende for Tony Martins holdskifter, da han stadig befandt sig i sin storhedstid.

 

Formentlig er det også udstyret, der forklarer de tydelige kollektive tendenser, man ofte ser på enkeltstarter. I nogle sæsoner er der hele hold, hvor nærmest alle ryttere fra én sæson til den anden gør gigantisk fremskridt. For nogle få år siden så iv eksempelvis EF-mandskabet, der ellers i en længere periode var forsvundet helt fra temposcenen, imponere med et hav af forskellige ryttere i et hav af forskellige løb. De fleste har ligeledes ofte forbedret sig, når de er blevet iført Jumbo-mandskabets gule trikot. Omvendt havde vi for et par år siden en sæson, hvor det meste af Ineos-holdet syntes at underpræstere i en disciplin, de ellers ofte har ejet - en tendens, der dog kun varede en enkelt sæson.

 

Læs også
Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

 

Derfor gør man også klogt i at lede efter mønstre i løbet af en sæson, og i 2021 har der været ét påfaldende kendetegn, nemlig Astana-mandskabets kasakhiske mirakel. Det startede allerede i UAE Tour, hvor Luis Leon Sanchez, der ellers ikke har kørt en god enkeltstart i en lille menneskealder - han er så erfaren, at han næsten synes at have overlevet flere generationer - pludselig blev nr. 5 i UAE Tour, hvor Stefan de Bod også kørte sit livs enkeltstart, og siden er det bare gået slag i slag. Aleksandr Vlasov blev pludselig en klassementsvinder i en disciplin, der burde være hans akilleshæl, Alex Aranburu, der aldrig tidligere har vist noget som helst, er pludselig blevet lovende, Omar Fraile og Rodrigo Contreras har alle leveret for dem helt uventede præstationer, og senest blev Matteo Sobrero en højst overraskende nr. 4 på den afsluttende Giro-enkeltstart i Milano.

 

Spørgsmålet er selvfølgelig, om miraklet er kasakhisk eller italiensk. I hvert fald er det Wilier, der står for cyklerne og har gjort det siden 2020, hvor man afsluttede samarbejdet med det canadiske Argon-18. I 2020 var det bare svært at se, at det skifte gjorde den store forskel i en sæson, hvor der var ganske langt mellem snapsene for det kasakhiske hold, når det gjaldt enkeltstarter.

 

Sådan har det imidlertid ikke været i 2021, hvor man ofte har kunnet lægge 10% til forventningerne til det kasakhiske mandskabs ryttere på årets enkeltstarter. Derfor kunne man forud for dagens enkeltstart i Dauphiné måske også regne med, at formstærke Aranburu kunne fortsætte de lovende takter fra Baskerlandet. Selvom han ikke er gledet med på holdets positive trend, kunne man sikkert også håbe, at Ion Izagirre ville vise lidt af de takter, der i gamle dage gjorde ham til en af feltets bedste temporyttere. Og måske kunne Alexey Lutsenko, der ellers heller ikke har bidraget til trenden, bare vise lidt af de takter, der gjorde ham til vinder af Danmark Rundt-enkeltstart i en ganske ung alder.

 

Selv hvis man var i det optimistiske hjørne og lade 50% og ikke 10% til forventningerne, var der dog næppe nogen, der havde ventet den kasakhiske fest, der udspillede sig på de kuperede veje i det sydøstlige Frankrig. Normalt er enkeltstarter ellers den form for cykelløb, der byder på færrest chokvindere, fordi de reelle vinderkandidater ofte kan reduceres til en relativt lille skare af specialister, men at det i dag blev Lutsenko, der skulle hyldes på podiet, må betegnes som en af de større enkeltstartsoverraskelser, vi har set i de seneste år.

 

En enkeltstart i Dauphiné er nemlig ikke billigt til salg. Tværtimod fås de næppe meget dyrere, da det franske løb er kendt som et af de allervanskeligste, alene af den grund, at næsten hele feltet er meget tæt på deres topform. Selvom mange forundredes over, at Wout van Aert var god i 2019, var hans sejr for to år siden jo slet ikke noget stort chok, når man betænker de lovende takter, han tidligere har vist, og hans dengang nyfundne fokus på disciplinen. Går man længere tilbage, ser man da stort set også kun favoritsejre på enkeltstarterne i Dauphiné.

 

Altså lige indtil i dag. Som sagt blev Lutsenko en lidt overraskende vinder af Danmark Rundt-enkeltstarten i 2013, hvor han også blev nr. 8 på den afsluttende Vuelta-enkeltstart, der var så regnvåd, at resultatet lige så godt kunne være bestemt ved lodtrækning, men derudover er der bare blevet længere og længere med snapsene. Ser man bort fra de kasakhiske mesterskaber, er hans bedste enkeltstartsresultat en 11. plads i Paris-Nice i 2017, en 7. plads i De Panne i 2016, en 13. plads ved VM i 2018 og en 14. plads i Romandiet i 2016. På intet andet tidspunkt hat Lutsenko været i top 15 på en enkeltstart, og afstanden mellem de kasakhiske snaps er kun vokset med årene.

 

Mest paradoksalt er det næsten, at sejren kom i et år, hvor intet har fungeret for kasakken. Normalt er han kendt som kongen af februar, hvor han har været en sand vindermaskine i de seneste sæsoner, men i år kom han gennem hele foråret uden at levere andet end skuffelser. Heldigvis ved vi også, at det netop er højdetræningen på Teide, der altid har bragt ham i superform, og det gjorde den også, da han i 2019 landede i Frankrig som en fabelagtig hjælper for Jakob Fuglsang, da danskeren vandt Dauphiné.

 

Samme form synes han at have fundet denne gang. Lutsenko vandt nemlig ikke bare enkeltstarten, han slog ganske mange store specialister. Som fortsættelse af sæsonens Astana-mirakel var han endda slet ikke alene, da også Izagirre, holdets erklærede klassementsrytter, pludselig brød en ellers konstant nedadgående trend ved at køre en enkeltstart, der måske endda overgår dem, han kørte i perioden, hvor hans fremragende enkeltstarter gjorde ham til en af verdens mest succesrige ryttere i ugelange etapeløb.

 

Det stoppede endda ikke her. Lille Oscar Rodriguez, der er indbegrebet af en temposvag rytter, blev en lige så chokerende nr. 22, og Aranburu havde kurs mod endnu en stor enkeltstart, indtil et styrt kostede det hele. På dagen, hvor Ineos skulle have lagt løbet i et jerngreb, var det Astana, der var det klart bedste mandskab, og selv med Aranburus styrt, der betød, at det blev Rodriguez, der indgik i holdkonkurrencen, var kasakkerne i det kollektive klassement hele 8 sekunder bedre end det britiske storhold.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

Lige så store vindere, Astana var, lige så store taber var Ineos nemlig. Nu vil de fleste hold nok være yderst tilfredse med en 6., 10. og 11. plads, men for holdet, der har domineret Dauphiné i det meste af dette årti, var dagens resultat en gigantisk fiasko. Særligt kom det som et chok, at Geraint Thomas endte helt nede som nr. 10 på dagen, hvor han skulle lægge grunden til en anden samlet sejr i løbet.

 

Det så ellers ud til at gå efter drejebogen, da waliseren satte suverænt bedste mellemtid, men noget tyder på, at formen måske ikke er helt så god, som han regnede med. I hvert fald indrømmer han ganske åbent, at hans pacing var helt skæv i forhold til de ben, han havde fået med sig til Frankrig fra træningen på Teide, og det blev derfor en dyr affære. Ganske vist vandt han stadig tid på de fleste rivaler, men det ventede nyrestød udeblev totalt. Der var således næppe mange, der havde regnet med, at Thomas onsdag eftermiddag skulle være 10 sekunder foran Ben O’Connor, 11 sekunder foran Jack Haig og 14 sekunder foran Aurelien Paret-Peintre.

 

Nu skal man passe på med at lægge alt for meget i én dårlig dag, men det er naturligvis en anelse bekymrende så tæt på Tour-starten. Det er i hvert fald meget uvant for Ineos ikke at komme ned fra Teide med en form, der er 20% bedre, end den har været først på sæsonen, men det var ingenlunde tilfældet for Thomas denne gang. Med tanke på, at han skal vinde Touren på enkeltstarterne og ikke i bjergene, er dagens resultat urovækkende. Hverken O’Connor, Haig eller Paret-Peintre kan nemlig bestegnes som et slovensk monster.

 

Lidt bedre gik det for Richie Porte, men heller ikke han kørte sin bedste enkeltstart. Nok havde ingen regnet med en præstation, som da han i sin storhedstid i 2017 knuste al modstand på enkeltstarten i dette løb, men præstationen på en kuperet rute som denne stod ikke helt målt med det, man kunne forvente på baggrund af de seneste enkeltstarter. Det er dog stadig opløftende, at han er kommet så stærkt tilbage fra det ringe 2019, og da han med alderen er blevet lidt af dieselmotor med brug for mange løbsdage for at finde form, kan han håbe, at det kun går fremad hen mod Touren, som det gjorde i 2020, hvor hans Daupiné var en katastrofe og Touren en gigantisk succes.

 

Helt galt gik det dog for den tredje kaptajn, Tao Geoghegan Hart. Allerede i mandags kunne man fornemme, at han var rusten på stigningerne, og dagens lille katastrofe er blot en fortsættelse af det elendige år, han har haft fra start. Det lille lyspunkt, vi så i Liege, var i hvert fald meget kortvarigt, og hvis ikke billedet ændrer sig i bjergene, er det svært at forsvare hans beskyttede rolle i Touren, hvor holdets mange kaptajner giver en udpræget mangel på hjælpere. For Ineos er det i hvert fald svært at glæde sig meget over den flotte enkeltstart af stortalentet Carlos Rodriguez eller over den lille - og kun lille - genrejsning, Michal Kwiatkowski leverede efter mandagens nedtur.

 

I det hele taget var det storholdenes nedtur. Det gik nemlig ikke spor bedre for Jumbo, hvis to kaptajner begge floppede. Særligt bekymrende er det for Steven Kruijswijk, der gennem nu to år har lignet en stadig mere pensionsmoden rytter, og som i dag fik endnu en lussing efter et elendigt forår. Det er ellers alene enkeltstarterne, der har været opmuntrende i år, men også den trend blev brudt i dag. Endnu værre gik det for Sepp Kuss, men hans nedtur kan jo ikke undre. Det kan blot med ærgrelse konstateres, at han overhovedet ikke har gjort fremskridt i en disciplin, der lige nu ligner en gigantisk udfordring for hans videre ambitioner.

 

Lyspunktet er naturligvis Jonas Vingegaard. Modsat Kuss har danskeren kunnet drage fordel af det generelt gode Jumbo-arbejde i disciplinen, og efter mandagens skuffelse, hvor vi nok engang så, at Vingegaard desværre ofte falder igennem på den første bjergdag efter en pause, kørte han sin tredje sublime enkeltstart i år - endda i en ikke alt for formstærk tilstand. Vingegaard er ret pludselig blevet den komplette rytter, man altid drømmer om, men samtidig har løbet her også sat en streg under, at stabilitet fortsat er den store udfordring, hvis han skal blive en rigtig etapeløbsstjerne.

 

Stjerne er Miguel Angel Lopez allerede, og også han må betegnes som en vinder. Colombianerens enkeltstarter er mildt sagt svingende, men dagens udfald var et af de bedre, selvom det ikke var på niveau med de vanvidsridt, han tidligere har leveret i Algarve (i øvrigt på en Wilier-cykel og i en Astana-trøje) og i Tour de Suisse, men med tanke på hans lige nu ikke alt for overbevisende form. Det var til gengæld også det eneste lyspunkt hos Movistar, der nok engang må sande, at Alejandro Valverdes gode enkeltstart har været død og begravet i flere år, og at Enric Mas’ drøm om at gå fra superlangsom til bare langsom starter i denne omgang ikke er blevet til virkelighed.

 

Så var billedet straks mere entydigt hos Bora, der havde en fremragende dag. Wilco Kelderman, der ellers i de senere år har været temmelig langt fra fordums styrke i sin gamle paradedisciplin, kørte sin bedste enkeltstart vel siden Vueltaen i 2017, hvor han blev nr. 2 bag Chris Froome. Holdets anden kaptajn, Patrick Konrad, kørte endda det, der vel må kaldes karrierens allerbedste efter en generelt nedslående sæsonstart, og Lukas Pöstlberger gjorde det umulige ved med sin superform at forsvare trøjen på en rute, der rimede langt mere på klassementsryttere end halvtung østriger. Det er vist ret åbenbart, at han er i sit livs form i disse dage!

 

Læs også
Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

 

Det er Kasper Asgreen nok ikke - det var nok i april, at det var tilfældet - men danskeren kørte alligevel en fornem enkeltstart. Egentlig gjorde han det, han skulle, da han slog sine tre store rivaler, Thomas, Porte og Brandon McNulty, men desværre kom der et Astana-mirakel i vejen for en dansk etapesejr og dermed det definitive gennembrud som temporytter på WorldTouren. Heldigvis vidner dagens præstation på så kuperet en rute om, at den store sejr nok skal komme om ikke alt for længe.

 

McNulty gjorde det nu heller ikke sværere for ham. Amerikaneren, der ellers har været uhyre konsistent i sine enkeltstarter i år, fortsatte sin temmelig svingende kørsel i dette løb. Nu er en 8. plads slet ikke et ringe resultat, men for amerikaneren må det regnes som årets dårligste. Desværre måtte Mikkel Bjerg også sande, at han lige nu er en af de mange U23-verdensmestre, der har det sværere som professionel, men den vanskelige rute talte i dette selskab nu heller ikke til danskerens fordel.

 

Det gjorde den til gengæld for Ilan van Wilder, der efter det vilde ridt i Romandiet, bekræftede, at han er et af de mest spændende etapeløbsnavne, ganske enkelt fordi han er et af de mest komplette. Som U23 imponerende han mest i bjergene, men som professionel er det på enkeltstarten, at han lige nu er mest lovende. Det bliver spændende i de kommende dages bjerge at se, hvor tæt han er på at være den komplette etapeløbsrytter, han har udsigt til at blive, og om han derfor kan bryde ud af Remco Evenepoels skygge, der fik hans juniorkarriere til at gå alt for meget under radaren.

 

Han er i hvert fald mere alsidig end mange andre klatrere, men blandt disse var der nu flere, der gjorde det uventet godt. Særligt er det værd at fremhæve den i år så fabelagtigt kørende Ben O’Connor, der kørte den sidste kuperede del af etapen uhyre overbevisende. Når man betænker, hvor temposvag han plejer at være, og hvor fremragende han var i Romandiet og Giroen, bliver han meget interessant de kommende dage, hvor han definitivt kan bryde ud af sin enorme og alt for lange krise. Da også Paret-Peintre kørte sit livs enkeltstart, var det på alle måder en stor dag for Ag2r.

 

Det var det også for Bahrain. Allerede i mandags fornemmede man, at Jack Haig syntes flyvende, og det er han i sandhed. Også han kørte nemlig sit livs enkeltstart og kan måske nu endelig at have kurs mod det tårnhøje topniveau, han senest havde i efteråret 2019 og vinteren 2020, men som forsvandt totalt under nedlukningen. Måske er det i dette løb, at vi endelig ser, hvorfor han for kort tid siden lignede et af de meste spændende etapeløbstalenter. At Dylan Teuns så havde mere vilje end ben og eksploderede efter et vildt udlæg, er et ærgerligt malurt i bægeret, fordi det bekræfter den nylige tendens i en nedslående tid for belgieren.

 

Nedslåede har det ikke være for David Gaudu, der har haft et stort år, men enkeltstart kan han ikke køre. Som ventet havde den lille franskmand en svær dag, men han forsvarede sig nu ganske hæderligt. Han gjorde det i hvert fald bedre end de tre endnu mere oplagte tabere, Nairo Quintana, Louis Meintjes, Pierre Rolland og Guillaume Martin, men ingen af de fire klatrere kunne have forventet noget mirakel.

 

Lige nu fås mirakler nemlig kun i Kasakhstan, men der fås de til gengæld også til overflod. Sanchez og De Bod startede trenden i UAE Tour, og derfra er det kun gået én vej. Det foreløbige højdepunkt blev nået i Giroen med Vlasov og Sobrero, men dagens choksejr til Lutsenko er i en helt anden liga. Hvis den opadgående tendens fortsætter, tør man slet ikke tænke på senere på året. Jakob Fuglsang kan inden Tour de Suisse i hvert fald håbe på, at Astana-miraklet ikke stopper lige foreløbig…

 

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Criterium du Dauphine
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?