Criterium du Dauphiné-analyse: Et (foreløbigt) svar til kritikerne

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

I de seneste mange år har det været en smule trivielt, når Primoz Roglic er stillet til start i et ugelangt etapeløb. Udfaldet var nemlig næsten givet på forhånd, og det var svært at mobilisere den helt store entusiasme for kampen om den samlede sejr. For spændingens skyld var det lidt heldigt, at sloveneren har haft en kedelig tendens til at styrte, for i flere år har det været reglen, at det blev til slovensk sejr, hvis det slovenske monster undgik uheld i et kortere etapeløb.

Forud for dette års Dauphiné var alt dog anderledes. Der var ikke så megen tvivl om, at Roglic var den store favorit, men efter et sløjt forår med hidtil usete svaghedstegn var der al mulig grund til at stille spørgsmål ved, om vi har set den bedste Roglic. Dåbsattesten lyver jo ikke, og i en tid, hvor det efterhånden er et særsyn at se ryttere på den gamle side af de 30 blande sig i toppen af etapeløbene, er det klart, at enhver lille krise uundgåeligt vil blive tolket som et tegn på, at alderen er ved at indhente det engang så altædende monster.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den første del af denne uge gav i første omgang ikke grund til at begrave bekymringerne. Tirsdagens bløde bjergetape gav ingen svar, men i onsdags kørte Roglic en enkeltstart under sin standard. Naturligvis siger det alt om hans klasse, at han alligevel endte som nr. 5 og bedste klassementsrytter, men det er alligevel et særsyn at se den olympiske mester blive slået af Mattia Cattaneo, flad enkeltstart eller ej.

I det lys var den i forvejen store spænding forud for det første bjergslag kun blevet øget, men heldigvis må der være faldet en sten fra hjertet hos Jumbo-ledelsen, da den korte klatretur op til Vaujany var overstået. Roglic var nemlig for første gang siden Vueltaen kørt fra alt og alle på den facon, vi har været vant til at se ham gøre det i tide og utide tidligere i sin karriere.

Faktisk må der være faldet to sten fra hjertet. Det endte nemlig som en gedigen magtdemonstration fra det hollandske superhold, da Jonas Vingegaard, som jo ellers har for vane at være lidt af en lottokupon, til fulde bekræftede det, han beviste sidste år, nemlig at det er ham, der står som den største trussel mod slovensk Tour-sejr senere på sommeren. Inden løbet havde han jo ellers nedspillet forventningerne, men det handlede formentlig mere om at fjerne presset, hvis han atter kom rustent ud efter en pause, som han jo desværre har det for vane. Endte det igen med et tidligt kollaps en af de første dage, var det jo meget rart, at forventningerne allerede var reduceret, men meldingen fra holdet var jo fra start, at de tal, han producerede på træningslejren, var overbevisende.

Efter i dag står den påstand ikke til diskussion. Det har den jo egentlig ikke gjort siden 3. og 4. etape, hvor danskeren tydeligt viste, at han var knivskarp, men efter en dag, hvor han kørte en stor del af Roglics rivaler ud af hjulet med først sit angreb og siden sin hårde føring for siden at skygge Ben O’Connor og slå den stakkels australier i spurten, kan man kun ærgre sig over, at Roglic og Vingegaard ikke kører for hvert sit hold. Så havde vi nemlig formentlig haft en herlig duel i stedet for den Jumbo-procession, der var lagt op til inden etapen, hvor det så ud til, at Roglic og Vingegaard meget vel kunne vise sig som de stærkeste.

En magtdemonstration i Dauphiné plejer også at være et godt varsel frem mod Touren. Sådan var det ganske vist ikke altid i 00erne, hvor man i sportens knap så smukke epoke gerne skulle mangle noget på dette tidspunkt af året, men siden Sky/Ineos gjorde det til rutine, at man gerne skulle vinde Dauphiné, hvis man også ville vinde Touren, har det franske løb oftest været stedet, hvor man finder ud af, hvem der står øverst på podiet i Paris senere på året.

Desværre for Jumbo er det bare lidt tvivlsomt, om det gælder i år. De største Tour-rivaler til den gule, hollandske brigade er nemlig slet ikke i Frankrig i disse dage. Tadej Pogacar holder sig igen i år til sin slovenske hjemmebane, og Ineos, der med Daniel Martinez vel tegner sig som den største trussel mod UAE og Jumbo, har sendt A-holdet til Schweiz for første gang i løbets historie. Også Aleksandr Vlasov, der efter sit suveræne forår må have meldt sig ind som en topkandidat, har taget turen til Schweiz i stedet.

Derfor er generalprøveprædikatet ikke helt så velvalgt i år. I feltet er det kun den i år så forrygende Enric Mas, der må regnes som en reel trussel mod de største favoritter til juli, men desværre så vi allerede på Croix de Fer, at han for tredje gang i år har fået ødelagt et ugelangt løb, hvor han ellers var startet uhyre lovende - denne gang med en forrygende enkeltstart - af et af sine alt, alt for mange styrt. Dermed blev det Ben O’Connor, der endte som den største trussel mod Jumbo-brigaden, og med al respekt for australieren er der næppe nogen, som forventer, at han kører med om den gule trøje senere på sommeren. Roglic og Vingegaard var suveræne i dag, men skal vi være ærlige, havde det også været temmlig bekymrende, hvis ikke det havde været tilfældet.

Den vurdering skal dog ikke tage noget fra O’Connor. Australieren lagde sin gigantiske krise bag sig, da han vandt en etape i Giroen i 2020, og siden da er han bare blevet bedre og bedre løb for løb. I dette forår virkede han trods enkelte skuffelser endnu mere overbevisende end i 2021, og i dag leverede han det, der må kaldes hans bedste præstation hidtil. Det er i hvert fald første gang, han har været så tæt på Roglic i bjergene, og det kommer endda efter det, der må betegnes som hans livs enkeltstart. Det kan godt være, at O’Connor næppe vinder Touren, men det vil være en overraskelse ikke at se ham helt fremme i Paris, hvis han undgår de uheld, der altid er så irriterende mange af i det stressende og nervøse løb.

Så er vi til gengæld også kommet omkring de af dagens vindere, der kan forventes at være med helt fremme i Touren. Mas’ løb blev jo ødelagt af styrtet, men derudover var der vel små alarmklokker, der ringede for alle andre.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det gælder måske særligt for Jack Haig. Australieren havde et sløjt forår, men det havde han også i 2021. Til gengæld var han flyvende fra det øjeblik, han stod på startstregen i Dauphiné, men det er han bestemt ikke i år. Naturligvis er det for tidligt at afskrive en dieselmotor som ham, men det er vel en anelse bekymrende, at hans generalprøve denne gang var så lidt overbevisende, som den var.

I det hele taget var det en mødag for Bahrain, der jo ellers var her, der og alle vegne i dette løb for et år siden, hvor de vandt tre etaper og en pointtrøje samt havde Haig med helt fremme i klassementet. Holdet havde ellers vist stor tillid til Damiano Caruso ved at tage en stor del af ansvaret i finalen, men der var ikke meget Giro-toer over veteranen i dag. Det er naturligvis lidt bekymrende, når ingen aner, om den gamle mand vitterligt kan genfinde sidste års niveau, men alarmerende er det slet ikke. Caruso er en dieselmotor, der skal bruge løb for at blive klar, og sidste år var der i Romandiet, der endda kom endnu tættere på grand tour-starten end Dauphiné, absolut intet, der indikerede, at han ville ende som Egan Bernals førsteudfordrer nogle uger senere.

Så er det straks værre at være David Gaudu. Kun FDJ tog mere ansvar end Bahrain, og det må skyldes, at den lille franskmand fik lidt for meget selvtillid af tirsdagens choksejr. Da Jakob Fuglsang satte ham klart til vægs for to uger siden, så vi jo, at han ikke var på toppen, og derfor kan det ikke undre, at hans stort iscenesatte offensiv endte med en ørefigen. Nu er Gaudu kendt som en svingende størrelse, der faktisk sjældent har gjort det godt i Dauphiné, men efter et forår, der i forvejen blev ødelagt af styrt og sygdom, er det en smule urovækkende, at vi ikke har set den bedste Gaudu siden Lombardiet.

Heldigvis var der mange andre vindere, men de er bare ikke så relevante i Tour-sammenhæng. Jo, det er Louis Meintjes, der igen i dag bekræftede, at en af Intermarchés endeløse serie af succeshistorier er, at de har fået den sydafrikanske dieselklatrer tilbage på sporet. Allerede i Vueltaen sidste år var der hul igennem, og i dag leverede han vel det bedste, vi har set, siden hans nedtur startede. Der er bare ikke alt for mange, der regner ham som podiekandidat til sommer, og derfor er det næppe noget, der fanger Jumbo-holdets opmærksomhed.

Esteban Chaves er jo også pludselig blevet Tour-relevant. Sygdom kostede ham Giroen, og nu har han sat sig nye, franske mål i stedet. Efter en sløj præstation i Norge og et ganske forfærdeligt forår kombineret med et 2021, hvor han aldrig fandt formen efter klassikerne, er forventningerne bare så små, at man let glemmer ham. Derfor var det opløftende at se ham nærme sig det niveau, vi senest så med hans flotte kørsel i Catalonien for mere end et år siden, men det er bare ikke alt for brugbart i Touren. Vi har jo lært af colombianeren efter sin kyssesyge restituerer på et kritisk niveau, og selv hvis han starter Touren på dette niveau, er det næppe noget, der holder mere end højst en uge.

Tao Geoghegan Hart drømmer også om at være Tour-relevant, men han har selv erkendt, at det næppe sker. I dag leverede han ellers det bedste, vi har set fra ham siden netop dette løb for et år siden, og det er ret bemærkelsesværdigt, fordi han efter eget udsagn ikke har trænet meget. Der er bare intet, der tyder på, at en 9. plads her er nok til at komme ind på et Tour-hold, hvor han ifølge eget udsagn reelt allerede er ude af billedet. Til gengæld kan dagens præstation give håb for, at han med bedre forberedelse kan genfinde det niveau, der gjorde ham bedre end en vis Jai Hindley for blot halvandet år siden.

Netop Hindley havde til gengæld ikke meget at juble over i dag. Wilco Keldermans triste forår fortsætter, for det blev ikke i år, at han gentog den fine bedrift, han tidligere har leveret ved at kombinere Giroen med Dauphiné. For ham er det vist på tide at få trukket stikket og se, om han med en nulstilling kan finde sit rigtige niveau i Vueltaen. Der var heller ikke megen opmuntring at hente hos Patrick Konrad, der akkurat som Mattia Cattaneo, har for store begrænsninger i bjergene.

Det har Tobias Johannessen til gengæld ikke. Efter hans sløje kørsel i Norge var der ellers ikke al for megen grund til optimisme, men i dag bekræftede han det, vi så i Catalonien, nemlig at han allerede er top 5-kandidat i de største etapeløb. I virkeligheden er dagens bedrift endnu flottere, for Dauphiné har ry for at være det hårdeste af de ugelange etapeløb. Derfor var det også opløftende at se Matteo Jorgenson, der jo aldrig bliver en rigtig klatrer, gøre det så fint i dag, ligesom Ruben Guerreiro leverede det bedste, vi har set fra ham i de høje bjerge.

Det gjorde Brandon McNulty til gengæld ikke. Amerikaneren var igen uheldig med en punktering, men det var næppe forklaringen på, at han igen kollapsede. Dette var ellers løbet, hvor han skulle bevise, at han har lagt sine begrænsninger i bjergene bag sig, men umiddelbart synes det ikke at være tilfældet. Ser vi bort fa OL-løbet sidste år, har vi til gode at se ham klatre med de bedste, og det må være en anelse bekymrende for Pogacar, der tydeligvis mangler den løjtnant, Roglic har.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det gør Mas også, når nu Movistar for første gang i en menneskealder går til Touren med bare én kaptajn, men han har til gengæld noget andet. Han har nemlig en hjælper, der i en sen alder for alvor er blusset op. Allerede sidste år så vi nye sider af Carlos Verona, der blandt andet var meget tæt på at vinde en stor Vuelta-etape, men i år har han nået helt nye højder med sin forrygende kørsel i Catalonien, Emiraterne og Romandiet. Derfor var det kun fuldt fortjent, at han også fik karrierens første sejr og endda på en af de allerstørste scener. Det kan i det mindste dulme skuffelsen over Mas’ styrt en anelse hos et Movistar-hold, der ikke har haft meget at juble over i år.

Det var ellers tæt på, at han var blevet slugt. Som en anden Gino Mäder hang han som lokkemad foran det normalt så glubske og altædende slovenske monster, der plejer at være helt ubarmhjertig, når han lugter en sejr. I dag kom han imidlertid for sent, og måske er det et lille hint om, at vi stadig reelt ikke har fået det svar, vi sådan venter på, nemlig om Roglic stadig er den rytter, han tidligere var. I dag gav han, Vingegaard og Jumbo kritikerne det første svar, men desværre betyder feltet, at det kun er en foreløbig konklusion. Det endelige svar ligger først en måned ude i fremtiden.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier