Criterium du Dauphiné-analyse: Irsk fest ved Gorillaens begravelse

Det er jo desværre uundgåeligt, at rytternes karrierer har en vis udløbstid. Alligevel kan man ikke undgå at blive lidt trist, når de største navne siger farvel. Selv når de har nået en alder, hvor de mod karrierens slutning ikke har været konkurrencedygtige, gør det alligevel ondt at se dem endegyldigt køre cyklen i garagen og efterlade alverdens cykelfans alene med mindet om de mange oplevelser, de har givet os.

Desværre kunne noget se ud til, at André Greipel er på vej mod et sådant trist farvel. Allerede da han sidste efterår måtte se sig erstattet på Lotto Soudal som holdets førstesprinter, stod det klart, at Gorillaen efterhånden levede på lånt tid. Alligevel var der en vis forhåbning om, at han ville kunne få nogle gode år på Arkea-Samsic også, for afslutningen på 2018 efterlod ikke det indtryk, at han var pensionsmoden. Tværtimod kørte han nogle fornemme spurter i sidste års Tour, hvor han viste, at hans topfart stadig kunne gøre ham konkurrencedygtig mod de bedste, og sidst på året sluttede han endda af med at vinde to etaper i Tour of Britain, hvor han besejrede navne som Fernando Gaviria og Caleb Ewan.

På den baggrund var det ikke mærkeligt, at Arkea-ledelsen havde forventninger om, at tyskeren kunne bidrage til en genrejsning af det fallerede franske mandskab, der havde et decideret rædselsfuldt 2018. Ikke blot håbede man, at Greipel alene på sit gode navn og rygte sammen med Warren Barguil kunne sikre holdet adgang til Touren, man satsede også stærkt på, at han ville være garant for, at holdet kunne vinde flere end de to gange, det blev til i sidste års gennemført triste sæson. Det var klart, at holdet ikke kunne yde Greipel den støtte, han altid har været så afhængig af, men som minimum burde han være leveringsdygtig i sejre i nogle af de mindre franske løb.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Sådan er det imidlertid ikke gået. Selvom han vandt en etape i Afrika i januar, fik mn allerede i sæsondebuten fornemmelsen af, at der var noget galt. Tyskeren burde reelt have været ganske suveræn i Tropicale Amissa Bongo, men var alligevel kun i stand til at krydse stregen først en enkelt gang, og siden da er han gået fra fiasko til fiasko. Bare fire top 10-placeringer er det blevet til i årets europæiske løb, og helt galt gik det for nylig i Dunkerque, hvor hans bedste resultat på de fire sprinteretaper var en yderst beskeden 30. plads.

Hidtil har man imidlertid kunnet undskylde sig med, at det formentlig skyldtes hans evige problemer i positionskampen. Den har nemlig altid været Greipels akilleshæl, og derfor var det indlysende, at tyskeren, der endda også er blevet lidt af en forsigtigper på sine gamle dage, næppe ville kunne vinde med samme regularitet som i sin storhedstid. I langt de fleste tilfælde har de manglende resultater da også været et udtryk for, at han slet ikke var i position til at spurte, og derfor har det været meget svært at vurdere, hvor meget af den gamle topfart, der faktisk er intakt.

Det er det for så vidt stadig efter dagens første sprinteretape i Dauphiné, men nu står det desværre efterhånden ret klart, at det ikke kun er positioneringen, den er gal med. Det franske storløb var med et relativt svagt sprinterfelt ellers det helt perfekte sted for den tyske storsprinter at komme tilbage på sporet, og da dagens etape endda bød på en alenlang opløbsstrækning helt uden sving, var denne tirsdag dagen, hvor Greipel skulle rejse sig fra de døde og vise, at han også vil være en faktor i den kommende Tour.

Desværre udviklede etapen sig mere til end en begravelse end en genopstandelse. Den tyske Gorilla havde ellers gjort alt rigtigt i finalen, hvor han havde grebet hjulet på storfavoritten Sam Bennett. Kort efter sørgede Shane Archbold endda for, at den irske stjerne fik det helt perfekte lead-out, og dermed sad Greipel med den helt ideelle mulighed for at vise, at han stadig er en af sportens giganter.

Sådan gik det imidlertid ikke. Da Archbold og Bennett skød frem, rakte Greipels kræfter end ikke til at følge med, og han måtte ganske enkelt slippe hjulet, ikke fordi han som så ofte før blev skubbet væk, men fordi der ganske enkelt ikke var mere i tanken. Herefter prøvede han desperat at redde, hvad der reddes kunne, men en stærkt lidende Greipel kunne knap rejse sig fra sadlen og rullede over stregen som en helt anonym nr. 15 i et felt, hvor man ellers skal have luppen frem for at finde bare et rimeligt antal sprintere.

Hvad det får af konsekvenser, er svært at sige, men lige nu kan det være vanskeligt at se Greipel overhovedet stille til start i Touren. I forvejen er han kendt som en rytter, der hurtigt stiller spørgsmålstegn ved egne evner, og dagens spurt kan ikke undgå at have sendt humøret og selvtilliden helt i bund. Han har ganske vist en chance for at rejse sig på torsdagens etape, der ligeledes bør give en chance til sprinterne, men på baggrund af det, han viste i dag, er det meget svært at tro på, at resultatet vil være meget anderledes, ikke mindst fordi der her venter en teknisk finale, som Greipel afskyr dem.

Måske var det meget passende, at det på denne dag netop var Sam Bennett, der tog en af årets mest suveræne spurtsejre. I mange år har Greipel nemlig været kendt som en rytter, der næsten var garant for succes, når han stillede til start i et etapeløb. Det er da også i den slags begivenheder, at han har onået hovedparten af sine imponerende 156 sejre, og i år har Bennett på fornem vis fulgt i hans fodspor.

Da det stod klart, at ireren måtte lide den tort at blive forbigået til årets Giro til fordel for Pascal Ackermann, satte Bennett sig nemlig i stedet det mål at vinde etaper i alle sine etapeløb, indtil han når frem til Vueltaen, der nu er det helt store mål. Den målsætning har han i den grad indfriet i en sæson, hvor han for alvor har etableret sig som en af verdens hurtigste og måske den mest direkte rival til Dylan Groenewegen i kampen om titlen som verdens hurtigste sprinter. Således blev det til en enkelt sejr i San Juan, en enkelt gevinst i det meget stærkt besatte UAE Tour, to sejre i Paris-Nice, der i år havde tiltrukket flere topsprintere end Tirreno-Adriatico, yderligere to gevinster i Tour of Turkey og nu altså også foreløbig en enkelt sejr i Dauphiné. Og var det bare lykkedes at hente Stefan Küng på 2. etape i Romandiet, havde han kunnet prale af at have vundet i alle de etapeløb, han i år har deltaget i.

Dagens sejr var en af de mest overlegne, vi har set i år, og det vil måske få nogen til at stille spørgsmålstegn ved værdien. Det er imidlertid umuligt at slå andre end dem, der faktisk møder op, og Bennett kan ingenlunde bebrejdes den begrænsede konkurrence. Tværtimod må man bare tage hatten af for, at han med sin ekstreme overlegenhed understregede, at han reelt er uden konkurrence i dette felt, og mere kan man jo ikke forlange af årets vel hidtil mest stabile topsprinter.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

For spændingens skyld blev det naturligvis ikke bedre af, at han også fik et helt eminent lead-out. Også i den sammenhæng er han ellers blevet forbigået af Bora-ledelsen, der har skilt ham fra sin gamle lead-out man, suveræne Rudiger Selig, der nu er en fast del af truppen omkring Ackermann. Havde det ikke været for Peter Kennaughs pludselig farvel til holdet, havde han faktisk skulle tilbringe sæsonen uden en decideret sidste mand i et stærkt varierende tog, men britens exit betød, at der blev plads til en genforening med vennen Shane Archbold, der ellers efter en længere skadespause blev vejet og fundet for let på det stadig mere stjernespækkede hold efter 2017-sæsonen.

Archbolds karriere så længe ud til at være i fare, og efter et enkelt år på Aqua Blue Sport måtte han endda forud for denne sæson glide helt ned på kontinentalniveau hos det lille EvoPro Racing. Kennaughs farvel åbnede imidlertid en uventet mulighed, og med dagens sublime lead-out fik han vist, at han stadig er ganske kapabel i rollen som sidste mand inden en sprinter. Naturligvis er han ikke Selig, der aspirerer kraftigt til titlen som verdens bedste i den position, men kan Archbold fortsatte på denne vis i resten af sæsonen, er Bennett ikke helt så alene og overladt til sin efterhånden ret gode positioneringsevne, når han i resten af året skal forsøge at booste den bugnende sejrskonto yderligere.

Manden, der skulle have ydet Bennett modstand, var talentfulde Alvaro Hodeg, der med sejre i Catalonien, Polen og Tyrkiet allerede har vist, at han kan vinde på WorldTour-niveau. Faktisk fik han skovlen under netop Bennett i sidste års Tour of Turkey, og derfor havde han en berettiget tro på, at han måske kunne true etapens soleklare favorit. Sådan gik det imidlertid ikke på en dag, hvor der allerede kom grus i maskineriet med 20 km igen, hvor han måtte bruge værdifuld energi på at komme tilbage efter en punktering.

Det var dog ikke benene, men derimod positionen, den var galt med til sidst. Det så ellers lovende ud, da Julian Alaphilippe i finalen lancerede Deceuninck-toget, men desværre måtte han spejde forgæves efter Zdenek Stybar og Hodeg, da han kort efter den røde flamme slog ud. Hans to holdkammerater var nemlig blevet fanget længere tilbage, og da døren endelig åbnede sig for colombianeren, var løbet allerede kørt. Derfor blev det kun til en lidt trist 7. plads og en forspildt mulighed for at hævde sig i et Deceuninck-hierarki, hvor den endnu mere lovende Fabio Jakobsen efter en ganske sublim sæson ganske markant er rykket fra sin sydamerikanske holdkammerat. Heldigvis får han en chance igen på torsdag, men her vil det i den tekniske finale i højere grad være Alaphilippe og Stybar end Hodeg selv, der vil være bestemmende for, om det vil lykkes at slå Bennett.

Dagens positive overraskelse var naturligvis Wout van Aert. Ganske vist har vi længe vist, at belgieren er ganske hurtig, men at se ham blive nr. 2 i en WorldTour-massespurt var alligevel uventet, svagt felt eller ej. Van Aert bekræftede imidlertid det yderst lovende indtryk, han har efterladt de seneste dage, hvor han klart har vist os, hvorfor Jumbo lidt overraskende har valgt ham som erstatning, da en træt Primoz Roglic sendte afbud til Touren. Med solid kørsel på stigningerne samt en imponerende hurtighed kombineret med de tempoevner, han vil stille til skue i morgen, er det imidlertid et helt forståeligt valg for et hold, der sagtens kan bruge Van Aerts alsidig både til at støtte Steven Kruijswijk og George Bennett på stigninger, til at køre stærkt på holdløbet og til at spille en rolle i Dylan Groenewegens tog.

Top 10 bærer naturligvis præg af, at vi i dette felt primært har mere alsidige typer end deciderede sprintere. Således finder vi bag Van Aert klassikerspecialisten Davide Ballerini, der i år har overtaget rollen som Astanas førstesprinter fra Magnus Cort, og som i dag viste, at han i bjergrige løb uden de absolutte topsprintere sagtens kan begå sig. Det ser dermed også mere og mere ud til, at Cort har vinket farvel til sprinterambitionerne, hvor hans positioneringsproblemer koster ham alt for dyrt, og han ser ud til at være fint tilfreds med at hjælpe sin italienske holdkammerat og i stedet jagte succes i udbrud, hvilket han efterhånden har udviklet sig til at være specialist i, som vi senest så det på 1. etape, hvor han var meget tæt på at vinde en etape.

Clement Venturini fortsatte ligeledes sin fine sæson med en godkendt 4. plads, hvor han atter gjorde brug af sin fine positioneringsevne i en powerspurt, der ellers ikke passede ham, og viste dermed atter, hvorfor han er så fantastisk stabil. Til gengæld blev spurten også en understregning af, at flere sprintere slet ikke er, hvad de var engang, og det var bestemt ikke kun Greipel, der skuffede.

Tag nu eksempelvis Edward Theuns. Belgieren, der for få år siden var så hurtig, at han kunne vinde en massespurt i det stærke sprinterfelt i BinckBank Tour, havde faktisk vundet kampen om Bennetts hjul, da Greipel lod det glide væk, men da spurten blev åbnet, kunne den engang så hurtige Theuns end ikke holde ved, og han måtte endda se Van Aert, Ballerini og Venturini, der ikke just er kendt som de hurtigste, glide forbi. Edvald Boasson Hagen måtte også endnu engang indse, at han måske nok stadig kan vinde reducerede massespurter, som han gjorde det i søndags, men at det er slut med at blande sig med de allerhurtigste på de klassiske sprinteretaper, som han ellers har gjort i dette løb, hvor han har vundet et hav af etaper. Jens Debusschere viste igen, at han er en tam erstatning for Marcel Kittel, da han trods et ganske imponerende og velorganiseret tog fortsatte sin deroute ved blot at blive nr. 8. Og Daryl Impey leverede sin tredje skuffende præstation på tre dage, da den engang så eminente lead-out man nærmest stod stille i sit forsøg på at bringe en anden falleret sprinter, Luka Mezgec, frem til sidst.

En falleret sprinter er Sonny Colbrelli bestemt ikke. Tværtimod har han i de senere år vist, at han er en af verdens allerbedste puncheurs, men det er overraskende at se, hvor store problemer han efterhånden har i massespurterne. Ganske vist kunne Bahrain, der også skulle beskytte Dylan Teuns, ikke yde ham megen støtte, men alligevel var det påfaldende at se ham være helt væk i positionskampen. Det har desværre været reglen snarere end undtagelsen i de seneste par sæsoner, og det er efterhånden næsten svært at huske, hvornår Colbrelli har været i position til faktisk at bruge sin topfart.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Heldigvis lykkedes Bahrains anden mission, nemlig at fragte Teuns sikkert over stregen, og dermed er belgieren stadig i gult inden morgendagens enkeltstart. Som forventet blev dagens etape nemlig yderst begivenhedsfattig, og heldigvis kunne heller ikke de regnvåde veje give problemer for klassementsrytterne, der fik en let dag efter den meget hårde start på løbet. De får imidlertid også brug for hver en kalorie, de sparede i dag, for allerede i morgen genoptages klassementskampen med det, der måske kan blive den allervigtigste etape på årets relativt lette rute, den 26,1 km lange enkeltstart i Roanne.

Her må sprinterne til gengæld igen træde i baggrunden og forberede sig på torsdagens 5. etape, der vil være deres sidste chance i dette løb og dermed også Greipels sidste mulighed for at tanke vigtig selvtillid inden sæsonens store mål, der indledes om mindre end en måned. Desværre kan man frygte, at også den etape snarere bliver det sidste søm i ligkisten for den engang så suveræne Gorilla - og samtidig endnu en fest i den irske cykellejr, hvor man knap når at skylle det ene glas champagne ned, inden Bennett allerede har skænket op igen.