Criterium du Dauphiné-analyse: Magtdemonstrationen, der gik i glemmebogen

Egentlig har Wout van Aert fortjent, at denne analyse indledes med en lovprisning af den suveræne magtdemonstration, det belgiske crossfænomen leverede, da han ikke blot vandt sin første store enkeltstart som WorldTour-rytter, men også knuste al modstand i et omfang, så vi vel skal tilbage til Rohan Dennis’ VM-triumf for at finde noget lignende. I dag er det desværre bare noget andet, der fylder, efter at Chris Froome for anden gang på et års tid styrtede under opvarmningen til en enkeltstart og nu er ude ikke bare af Criterium du Dauphiné, men også Tour de France.

Sidste år lykkedes det ham efter styrtet forud for Giro-enkeltstarten i Jerusalem at levere et af de mest mindeværdige comebacks i nyere cykelhistorie, da han med sin opvisning på Colle delle Finestre vendte en lurende katastrofe til en af sine smukkeste sejr, og desværre kan man frygte, at Tour-kongen for brug for at overgå den bedrift, hvis han skal rejse sig igen efter dette uheld. Hvis rygterne om et lårbensbrud bekræftes, er der tale om en meget alvorlig skade, der for en 34-årig rytter kan blive ganske vanskelig at komme tilbage fra. Måske kan han finde inspiration i Alejandro Valverde, der i en høj alder kom tilbage fra en karrieretruende skade og alligevel fuldendte sin drøm om at blive verdensmester, men lige nu kan man alvorligt frygte for, at Froomes drøm om at skrive historie og blive medlem af den eksklusive klub over femfoldige Tour-vindere blev knust mod en ellers tilforladelig landevej i udkanten af Roanne.

I skrivende stund er der stadig håb om, at det ikke er så slemt som først frygtet, men bliver de værste rygter bekræftet, kan uheldet have langt mere vidtrækkende konsekvenser end den missede mulighed for at vinde Dauphiné og Touren i år. Og da vi taler om sin generations mest dominerende cykelrytter og en af de største i historien, står den ellers flotte og dramatiske enkeltstart, der udspillede sig i det sydøstlige Frankrig lige nu i skyggen af et uheld, der uanset udfaldet af sommerens Tour vil hænge som en tung skygge over løbet gennem alle tre uger.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det virkerede også til, at Ineos-mandskabet var mærket af tabet af chefen. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, at både Michal Kwiatkowski og Vasil Kiryienka, der ellers begge havde mulighed for at gå efter et topresultat, begge rullede rundt på ruten uden at have nogen synderlig grund til at spare sig. Ganske vist er Wout Poels stadig i spil til et topresultat, men da både Gianni Moscon, som med en skuffende præstation desværre atter bekræftede den dårlige form, han også viste på 2. etape, og Dylan Van Baarle begge kørte fuld gas, kan det næsten kun være chokket over uheldet, der holdt de to østeuropæere tilbage.

Om det var chokket, der også ramte Poels, skal vi lade være usagt, men med Froomes exit døde chancerne for en 6. sejr på 8 år til det britiske superhold formentlig også. Hollænderen havde ellers vist overlegen form med sin stærke kørsel på 2. etape, hvor han trods tidligt føringsarbejde stadig var i stand til at køre ra folk som Richie Porte, Dan Martin og Steven Kruijswijk, men i dag led hans sejrschancer med en 19. plads et ordentligt skud for boven. Desværre har Poels altid været stærkt uforudsigelig på tidskørsler, og derfor er det ikke givet, at det var chokket, der spillede ham et puds, men det er meget tænkeligt, at det har spillet en rolle i en disciplin, hvor fokus og koncentration er en nøgleegenskab. Man kan håbe, at han genfinder benene fra i mandags inden bjergene, og at Ineos nu kan udnytte deres superhold til at åbne løbet op på en helt anden måde, end de skulle have gjort, hvis Froome i dag havde kørt sig i førertrøjen.

Det er nemlig meget sandsynligt, at det havde været udfaldet. Det er nok tvivlsomt, om briten havde været i nærheden af suveræne Van Aert, men med tanke på, at det var temposvage Adam Yates, der endte med at komme i førertrøjen, virker det stærkt usandsynligt, at Froome med den forrygende form, han havde vist i mandags, ikke havde taget et stort skridt mod samlet sejr i dag. Sådan gik det imidlertid ikke, og i stedet er det altså en anden brite, der nu har kurs mod en mulig triumf. Og skal man finde et lys i mørket på en ellers kulsort dag, er det, at årets Dauphiné helt sikkert bliver langt mere underholdende, end hvis Froome og Ineos havde lagt løbet i et jerngreb efter dagens enkeltstart.

Nu er det hele imidlertid helt åbent, men Yates har taget et stort skridt på vejen mod en triumf. Forud for løbet så det ellers ud til, at han kunne få svære med at vinde netop denne udgave, hvor en relativt let rute ville øge betydningen af enkeltstarten ganske markant. Modsat bror Simon havde Adam nemlig ikke før i dag vist, at han også havde forbedret sig mærkbart i en disciplin, der hidtil har været lidt af en akilleshæl, og derfor kunne man have frygtet, at han var løbet ind i lidt af en øretøve på de relativt flade veje omkring Roanne.

Heldigvis er Simon og Adam så ens, at man næsten altid kan regne med, at de udvikler sig nogenlunde ensartet. Derfor var det ikke en helt urimelig antagelse, at også Adam, der som bekendt har haft en yderst fornem sæson, hvor han klart har overskygget brormand og atter etableret sig som den stærkeste af de to, havde draget fordel af Mitcheltons ekspertise til at styrke sine evner i disciplinen. Dagens fornemme 6. plads var en stensikker bekræftelse, der med ét viser, at Adam har ryddet en stor sten af vejen i sine bestræbelser på at gå i fodsporene på sin bror og blive grand tour-vinder. Med Froomes exit åbner årets Tour i hvert fald allerede muligheder, og her vil en sejr i Dauphiné være et godt rygstød på vejen.

Det er dog langt fra givet, at Yates vil ende øverst på podiet i Chambery på søndag. Særligt Jakob Fuglsang fremstår stadig som en stor trussel, efter at danskeren ligesom Yates i dag dokumenterede, at han har forbedret sig voldsomt i disciplinen, der i de senere år ellers har været en endnu større svaghed, end den har været det for briten. Sidste år så vi i Tour de Suisse et første tegn på fremgang, men i en sæson, hvor han hidtil kun har kørt helt anderledes tidskørsler end denne, var det usikkert, om præstationen i Schweiz blot var et one-hit wonder. Den tvivl fik Fuglsang med stor effektivitet aflivet med dagens flotte 9. plads, der i den grad holder ham inde i kampen om den samlede sejr. Og med tanke på de fantastiske opgør, Fuglsang og Yates havde i et forår, hvor de i store perioder var stort set helt lige, kan man kun glæde sig til det slag, der venter særligt på lørdagens kongeetape.

Det er imidlertid ikke alene et opgør mellem Yates og Fuglsang. Thibaut Pinot fremstår stadig som en stor trussel, for selvom det ikke i dag lykkedes ham at leve op til rygterne om, at en forandret position havde bragt ham tilbage på samme niveau som i 2016, hvor han sågar slog Dumoulin på en enkeltstart i Romandiet, lykkedes det franskmanden at holde sig inde i kampen. Stakkels Froome var som bekendt dybt imponeret over Pinots styrke på den knaldhårde 2. etape, og med tanke på det forbedrede niveau, FDJ-stjernen viste i forbindelse med sejren i sidste års Il Lombardia, gør Fuglsang og Yates i hvert fald klogt i at tage den franske trussel alvorligt, ikke mindst fordi Pinot er bakket op af et suverænt hold i bjergene, hvor særligt David Gaudu, der i dag kørte en fornem enkeltstart hans beskedne evner taget i betragtning, vil kunne få bjergetaperne til at eksplodere.

Heldigvis lykkedes det også for Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann at køre sig tilbage i kampen, efter at de havde tabt tid på 2. etape. Særligt Buchmann har grund til at ærgre sig over udfaldet i mandags, hvor han tog en dum og unødig chance ved at gå med i det tidlige udbrud. Med tanke på den enorme styrke, han viste ved alligevel at sidde med i anden gruppe og ved i dag at køre sit livs enkeltstart, er det nemlig meget sandsynligt, at han i dag havde været i gult, hvis han havde kørt som en ”rigtig” klassementsrytter. Til gengæld kan han glæde sig over, at han lige nu virker om muligt endnu stærkere, end han gjorde i et forår, hvor han gjorde helt enorme fremskridt, og i dag viste han endda, at han pludselig også har lært at køre enkeltstart. Selvom det ikke skulle lykkes at vinde årets Dauphiné, ligner Buchmann i hvert fald en af de absolut stærkeste og med den nyvundne alsidighed også en mand, der skal tages yderst alvorligt i Touren.

Det skal Kruijswijk i den grad også. Som bekendt når den hollandske dieselmotor sjældent at blive varm i ugelange etapeløb, og derfor er det som regel kun sent i grand tours, at han kører sine bedste enkeltstarter. Ligesom i Vueltaen sidste år kørte han imidlertid i dag en bragende flot enkeltstart, der antyder, at disciplinen pludselig har udviklet sig til at være lidt af et våben. Med tanke på, at hollænderen som regel skal bruge en del løbsdage på at komme i gang, er det et yderst lovende tegn, at han allerede nu er så brandvarm. Og da han er langt bedre på weekendens lange stigninger end i mandagens eksplosive terræn, kan man bestemt heller ikke udelukke, at Kruijswijk stadig er i spil til den samlede sejr i dette løb.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I teorien burde vi også nævne Tejay van Garderen, men det selvom amerikaneren nu ligger nr. 3, virker det stærk usandsynligt, at han vil vise sig som en langsigtet trussel. Mens dagens fabelagtige enkeltstart var endnu en vidnesbyrd om, at han fortsat er en eminent temporytter, som han også viste det med sejren i Californien sidste år og de fine præstationer i Tour de Suisse og Paris-Nice, ved vi også, at han ikke længere klatrer nær godt nok til at kunne vinde et løb, han ellers var mm fra at sejre i i forbindelse med sin storhedstid i 2015. Til gengæld ser det ud til, at han med sin fortsat gode enkeltstart stadig slet ikke ender i den deroute, man en overgang kunne frygte, og faktisk kan man slet ikke udelukke, at han også kan vinde WorldTour-etapeløb, der er knap så bjergrige i fremtiden, hvis blot enkeltstarterne er lange nok.

Det bliver heller ikke til sejr til Richie Porte. Allerede i mandags stod det klart, at han havde ret, når han beskrev sin form som værende under niveauet fra 2017. I dag køre han således langt under niveau, og selvom en 11. plads i sig selv ikke er alarmerende, er det problematisk, at han bliver slået af folk som Yates og Buchmann på en dag, hvor han burde være dem overlegen. Selv hævder han, at han håber at skubbe formtoppen til juli og denne gang ikke være brandvarm alt for tidligt, men om det kan lade sig gøre, har vi stadig til gode at se. Dette løb har i hvert fald ikke bestyrket troen på, at Porte fortsat var den suveræne magtfaktor, han var i årene 2016 og 2017, hvor han i ugelange etapeløb var verdens absolut bedste.

For de temposvage ryttere blev etapen lige så svær som frygtet. Ganske vist forsvarede Romain Bardet, Dan Martin og Nairo Quintana sig alle bedre end frygtet, men de kunne ikke undgå det tidstab, som alle forventede. Med tabet på 2. etape er Martin og Bardet i hvert fald ude af kampen om sejren, men Quintana kan egentlig være fint tilfreds med ”kun” at være 40 sekunder fra trøjen. Det er trods alt ikke en helt umulig margin, hvis han er så god, som hans flotte kørsel i foråret kunne antyde. Til gengæld gik det helt galt for Michael Woods og Guillaume Martin, der bekræftede deres ry som nogle af feltets ringeste temporyttere, og Woods fik dermed desværre bevist, at han velsagtens er den eneste EF-rytter, der ikke har lært at køre enkeltstart på en dag, hvor Tirreno-sensationen Alberto Bettiol sammen med van Garderen dokumenterede, at der er gjort enorme fremskridt på det område hos det amerikanske hold.

Helt samme fremskridt har Dylan Teuns ikke helt gjort. Ganske vist viste han med en flot 14. plads, at hans flotte resultater fra Vueltaen sidste år ikke var noget tilfælde, men han tabte alligevel akkurat for meget tid til, at han kunne forsvare førertrøjen. Dermed er han trods den samlede 2. plads definitivt ude af kampen om den samlede sejr, for selvom han har forbedret sig mærkbart på lange stigninger, er ardennerspecialisten Teuns stadig så begrænset i de høje bjerge, at en samlet sejr til ham vil være en mindre sensation. Ikke desto mindre kan han være tilfreds med et løb, der er gået langt over forventning for en mand, der kom til løbet som birolleindehaver og ikke den hovedaktør, han er blevet.

I stedet var det en anden belgier, der stjal al fokus. Ganske vist vidste vi, at Van Aert var en glimrende temporytter, men det må alligevel være kommet bag på de fleste, at han skulle levere en sådan magtdemonstration på sin første lange enkeltstart på WorldTour-niveau. Selvom han fik sit gennembrud på landevejen ved at slå Tony Martin på en enkeltstart i Belgien Rundt for efterhånden en del år siden, mødte han nemlig senere muren, da han som resultat heraf satsede alt på at blive belgisk enkeltstartsmester, men blot blev nr. 6. Og med tanke på, at han for under et år siden blev slået af Mads Pedersen på enkeltstarten i Danmark Rundt, lå det ikke i kortene, at han ville være i sin helt egen liga i et af sportens stærkeste besatte løb.

På den anden side er det heller ikke et chok. Van Aert har nemlig imponeret med yderst overbevisende kørsel de første dage, hvor han ikke blot har klatret godt, men også spurtet sig til hhv. en 2. og en 3. plads. At han var i fremragende form, var derfor allerede klart, og hans præstationer i årets klassikere, hvor han havde styrken til at vinde et Paris-Roubaix, der blev martret af en urimelig serie af uheld, viste os, at hans niveau er milevidt fra det, det var sidste år. Lægger man dertil, at han først nu er kommet til et hold, der virkelig satser på enkeltstarterne, og at han altså tidligere har vist potentiale i den disciplin, kan man ikke sige, at dagens resultat kommer helt ud af det blå. Og tager man sejrsmarginen i betragtning, skal vi alvorlig til at overveje, om Jumbo igen har taget en usleben diamant og omformet det til en sand tempokonge, som man også har gjort det med Primoz Roglic.

Til gengæld blev det ikke til en sejr til Tom Dumoulin, der dermed fik endnu et bevis på, at hans knæskade har sat ham længere tilbage end ønsket. Naturligvis er en 3. plads for mange et flot resultat, men for Dumoulin må det alligevel være en lille skuffelse i et felt, der ikke tæller mange specialister. Hans kørsel både i dag og mandag giver håb om, at han måske kan nå at finde formen inden Touren, for helt væk er han åbenlyst ikke, men det er også klart, at der fortsat er et betydeligt arbejde, der skal gøres.

Ellers var det en dag, hvor specialisterne havde det svært. Undtagelsen var Nils Politt, der efter 2. pladsen i Paris-Nice atter fik vist, at han bliver en stadig bedre temporytter, selvom han ingenlunde er en rigtig specialist, og Remi Cavagna, der ellers syntes at have tabt sine tempoevner på gulvet, kørte med en 10. plads sin bedste enkeltstart længere. Derudover var det kun Van Aert, der blandede sig i toppen af resultatlisten på en etape, der ellers blev domineret af traditionelle klassementsryttere, men det gjorde han til gengæld også på en maner, der fortjener den største applaus og hyldest.

Desværre står hans præstation i skyggen af Froomes uheld. Når folk tænker tilbage på onsdag d. 12. juni, vil det næppe være Van Aerts gennembrud som tempospecialist, man vil tænke tilbage på. Det vil nok snarere være den triste skæbne, der overgik denne generations bedste grand tour-rytter som følge af et dumt uheld under en ellers uskyldig opvarmning. Forhåbentlig er briten i stand til at komme tilbage og give en femte Tour-sejr endnu et skud i 2020. Lykkes det, vil vi forhåbentlig også kunne se tilbage på Van Aerts sejr og huske den for det, det meget vel kan vise sig at være, nemlig fødslen af en af fremtidens helt store tempokonger.