Criterium du Dauphiné-analyse: Nu vinder han minsandten også på udebane

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Det er bare to dage siden, at jeg indledte min analyse med at beskrive, hvordan der under sidste års Tour de France var en følelse af, at det var ved at tage overhånd med Jumbos totaldominans. Rivalerne betragtede det i hvert fald som lidt grådigt, da Christophe Laporte spurtede sig til sejr i det stigende opløb på 19. etape på en dag, hvor den dedikerede hjælper fik en sjælden chance, da Wout van Aert foretrak at spare sig til enkeltstarten. Endnu større blev frustrationen dagen efter, hvor dominansen var så total, at Vingegaard kunne forære sejren til holdkammeraten Van Aert, der sikrede holdet deres sjette etapesejr - vel at mærke i tillæg til løbets tre vigtigste trøjer.

Det var i det lys, at der var lidt deja-vu over det, da det hollandske mandskab startede klassikersæsonen på helt ustoppelig maner med sejre i de fem første brostensklassikere. Heldigvis for resten af feltet viste de sig menneskelige, da de kom til kort i alle forårets fire monumenter, men det skulle hurtigt vise sig, at deja-vu-følelsen genopstod. Det gjorde den nemlig, da de i søndags startede sommersæsonen akkurat med samme suverænitet for et år siden, da Laporte spurtede sig til en suveræn sejr på 1. etape af Criterium du Dauphiné.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Den sejr gjorde særligt ondt på resten af feltet, fordi Laporte jo egentlig bare er vikar. Sidste år var det Wout van Aert, der åbnede Jumbo-sommeren med et brag, men han har i år valgt at debutere i Tour de Suisse i stedet. Det gav en sjælden chance til franskmanden, og den slags har han jo for vane at gribe. Det gjorde han som sagt i Touren sidste år, men det gjorde han også i foråret, da han vandt Dwars door Vlaanderen, som Van Aert skippede. I det hele taget var det jo faktisk vikarer, der stod for det meste af forårets Jumbo-dominans, for det var Dylan van Baarle og Tiesj Benoot, der vandt de to løb i åbningsweekenden, som Van Aert skippede - og så tog Laporte sig jo også af Gent-Wevelgem, denne gang dog kun fordi chefen selv besluttede sig for at give en gave.

Derfor forstår man også godt feltets frustration. Én ting er at blive slået af Van Aert selv, men det kan se lidt halvpinligt ud, når vikarerne slår til hver eneste gang, chefen er væk. Derfor var det måske også en smule forløsende for rivalerne i går at opleve, at Laporte faktisk var helt menneskelig, da gårsdagens stigende spurt alligevel blev en tand for hård.

Det havde også været for meget af det gode, hvis Laporte havde vundet i går. Det viste sig jo nemlig, at etapen blev for hård for Laporte-typerne, og at det i stedet var langt lettere folk, der endte med at løbe med det hele. Hvis franskmanden havde krydset stregen først i går, havde ydmygelsen således været endnu større, fordi han i en vis forstand havde vundet på sin udebane.

Desværre for de frustrerede rivaler kom ydmygelsen bare 24 timer senere. I dag var de nemlig dækket op til sprinterfest, og selvom Laporte regnes som sprinter og i sin tid hos Cofidis kørte ganske mange massespurter, har han aldrig haft farten til at vinde dem. I sin tid hos det franske hold tog han ganske vist 21 sejre, men det var over et bredt spektrum. Det var særligt i stigende spurter, som altid har passet ham som fod i hose, men det var også samlede sejre i etapeløb, enkeltstarter, prologer, puncheurfinaler og grusvejsløb. Enkelte af sejrene er også klassiske massespurter i flade finaler, men de kom alle i svagt besatte løb uden den modstand, man finder på WorldTouren.

Her er han nemlig altid kommet til kort, hvad der også forklarer, hvorfor han i en lang årrække var Nacer Bouhannis lead-out man, indtil de to røg i totterne på hinanden. Derfor var der heller ikke mange - heller ikke Laporte selv - der for alvor troede, at han ville dagens etape, som var den første rigtige sprinteretape i løbet siden 2019. Her var han nemlig ikke bare oppe mod sekundære sprintere fra Frankrig, men derimod to af nutidens mest succesrige supersprintere i form af Sam Bennett og Dylan Groenewegen, der havde gjort denne etape til det eneste virkelige mål i et løb, der ellers mest handler om at få skærpet klatrebenene inden Touren.

De fik det endda helt, som de ville have det. Trods en hård start indså feltet hurtigt, at Jayco og Bora ville kontrollere etapen så stramt, at et udbrud i modvinden op gennem Loire-dalen ikke gav mening. Nej, det var langt bedre at spare på kræfterne til torsdagens og fredagens etaper, der lugter langt mere af udbryderterræn, og derfor endte etapen som en langgaber og dårlig reklame for cykelsporten.

Det havde imidlertid den konsekvens, at alle nåede friske frem til mål, da den lange rejse i modvinden endelig var afsluttet, og det svingede pendulet endnu mere entydigt i Groenewegens og Bennetts favør. Man kunne diskutere, hvem af de to der var favorit, men det ville være et nybrud, hvis de skulle blive slået af Laporte, der på så let en etape i den grad var på udebane.

Men der er jo sket et eller andet med franskmanden, siden han forlod de trygge rammer hos Cofidis. Han har været som forvandlet, hvad der bedst kommer til udtryk af, at han efter en lang tid i Frankrig, hvor han længe kredsede om, men aldrig fik en sejr på WorldTouren, på nu mindre end halvandet år har vundet ikke færre end seks gange på højeste niveau fordel på to klassikere og nu fire etaper i de største franske etapeløb, hvor han har båret førertrøjen i de to af dem. Derfor kunne man jo ikke helt vide, om han også ville være transformeret som sprinter, for vi har faktisk ikke set ham køre en klassisk massespurt siden Cofidis-dagene. Han har nemlig mest ageret lead-out man for Van Aert eller Olav Kooij, og da han vandt sin Tour-etape, var det i en benhård, stigende finale.

Kunne han vitterligt også have transformeret sig til sprinter, når nu han havde transformeret sig til så meget andet? Ja, åbenbart. I hvert fald kan han nu sige, at han har en træfrate på 100% på de klassiske sprinteretaper, han har kørt i sin tid hos Jumbo-overmagten, efter at han i dag satte både Bennett og Groenewegen til vægs, da den langsommelige tur op gennem Loire-dalen endelig blev tilendebragt.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Om det betyder, at vi nu skal til at regne Laporte som rigtig sprinter, er dog nok tvivlsomt. Spørgsmålet er nemlig, om ikke dagens sejr snarere var en nedtur for Bennett, hvis forfald synes at fortsætte. Det virker i hvert fald ganske sandsynligt, at Groenewegen havde vundet, hvis ikke han var blevet lukket inde bag Bennett, der ganske voldsomt søgte til højre i en manøvre, der i skrivende stund af en eller anden uforklarlig grund ikke har ført til deklassering.

Sådan så det i hvert fald ud. I det korte moment, hvor hollænderen nåede at træde an, lignede han i hvert fald en mand, der var klar til at bekræfte det, vi har set flere gange i år, nemlig at hans topfart stadig er rasende høj. Når han ikke vinder mere, skyldes det fortsat primært hans haltende positionering, som bestemt ikke er hjulpet af, at han i dag kører for et hold med et betydeligt ringere tog, end han havde i de gode, gamle dage med Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen.

Men i dag gik det godt. Selvom han i dette løb, har så ringe et ”tog”, at det ville blive udkonkurreret af selv et IC4-tog på en dårlig dag, sad han ganske glimrende placeret, da Bora-toget med Ryan Mullen og ikke mindst sublime Danny van Poppel, der mere og mere ligner verdens bedste lead-out man, i den tekniske finale var akkurat så dominerende, som man kunne have ventet. Groenewegen taber som regel sine spurter, inden han selv træder an, men det gjorde han ikke i dag, hvor han leverede en bedrift, der giver håb forud for Tourens positionskampe, for hans positionering har i år faktisk slet ikke været så ringe, som den før har været.

Desværre fik vi aldrig at se, om han kunne have vundet. Det fik Bennetts i mine øjne klart ulovlige manøvre forhindret, og man forstår derfor godt hollænderens frustration. Det undskylder naturligvis på ingen måde hans eget voldsomme ”overfald” på Matevz Govekar, der vel også selv havde fortjent en deklassering, men når nu det var i dag, han skulle have sin belønning for de rædsler, der venter resten af ugen, kan frustrationen i hvert fald forklares.

Det kan Bennetts manøvre sikkert også. Det er i hvert fald tænkeligt, at han rykkede til høje i en smule desperation over en erkendelse af, at benene slet ikke var så gode som håbet, da først han trådte an. Det så jo ellers lige så opløftende ud i går, hvor han viste en holdbarhed, vi ikke har set i hans tid efter hjemkomst til Bora, men den optimisme blev i dag afløst af voldsom bekymring for hans fremtid som supersprinter. Det har længe stået klart, at han ikke er så hurtig som i årene, hvor han i perioder var tæt på altdominerende, men tidligere i år har det faktisk set ganske fint ud på de dage, hvor han er kommet frisk til mål - akkurat som han gjorde det i dag.

Modvinden kan heldigvis nok også forklare en del. I lyset af den ret kraftige blæst, der stod lige i ansigtet, blev spurten for lang, men det er jo desværre også en del af at vinde massespurter, at timingen er den rette. Tilbage står i hvert fald billedet af, at Bennett fortsat ikke har vundet siden sejren i Argentina i januar, og selvom han viste så fornem form i går, må han blive lidt urolig for, at han lider samme triste skæbne som sidste år, hvor han sikre Tour-plads blev ham frataget. Han får i hvert fald ikke flere chancer i dette løb for at vise, at han fortjener den, og hvis nu Jai Hindley de kommende dage kører rasende stærkt, forstår man, hvis ireren vil sove en smule uroligt.

Det er nemlig heller ikke i år et skræmmende sprinterfelt, der er til start i Dauphiné. Det forstår man godt, for selvom der jo faktisk er en sprinteretape i år - for første gang siden 2019 - er det for rene sprintere langt mere attraktivt at køre ZLM Tour, Tour of Slovenia eller Belgium Tour som optakt til Touren. Det afspejles da også i dagens top 10, hvor vi bag de tre forreste finde Matteo Trentin, Milan Menten og Hugo Hofstetter, der alle er kendt for deres gode positionering, men manglende fart. Den slags fører ofte til gode resultater, men sjældent til sejre, hvad de da heller ikke gjorde i dag. Vi måtte også sande, at Govekar, der i dag fik sin blot anden chance for at spurte siden skiftet til Bahrain i hvert fald lige nu mangler masser af fart, selvom han blev torpederet af Groenewegen og afleveret perfekt af Fred Wright.

Nej, manden, der kunne have slået Bennett og Groenewegen, var på papiret Ethan Vernon. Han har nemlig stadig til gode at spurte mod de allerbedste, da han som tredjesprinter på Soudal hidtil har kørt løb, hvor modstanden har været af svagere kaliber. I dag fik han endelig muligheden for at måle sig med de bedste, men den chance misbrugte han. Selvom Julian Alaphilippe var taget ud af ligningen af en defekt, viste Soudal ellers deres klasse med flot kørsel fra Andrea Bagioli og Florian Senechal, men briten har vel stadig lidt at forbedre i positionskampen. I hvert fald var deres arbejde helt spild og vel snarere kontraproduktivt, fordi det bidrog til at vanskeliggøre Vernons arbejde med at komme frem, og derfor må vi vente lidt endnu med at se, hvor Vernon står i kampen mod de allerbedste. På samme måde mislykkedes det for Jon Aberasturi med at bevise, at hans flotte spurt i Baskerlandet vitterligt er et udtryk for, at han har fundet lidt af sin gamle fart, for hans gamle positioneringsevne synes i hvert fald ikke at være kommet tilbage.

Meget af det kan naturligvis også være forklaret af de mange styrt, men ofte ser, når alle kommer friske til mål. I skrivende stund ser det heldigvis ud til, at løbets favoritter alle slap relativt nådigt, og det er vel kun Matteo Jorgenson, man kan være en smule bekymret for. Dermed er forskelle fortsat kun 1. etapes våde nedkørsel samt de bonussekunder, der er tilfaldet Julian Alaphilippe og Richard Carapaz, inden morgendagens nøgleetape, enkeltstarten.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Det er her, Jonas Vingegaard skal tage sit første skridt mod at leve op til sin status som storfavorit, men selvom chefen selv endnu ikke har rørt sig ud af flækken, har Jumbo haft masser af succes - akkurat som de havde det sidste sommer og i foråret. Nu er vi endda nået til det punkt, hvor Laporte er begyndt at vinde på sin udebane i massespurterne, og dermed går han nok engang sin chef i bedene. Det var nemlig præcis i dette løb, at Van Aert fandt ud af, at han kunne vinde den slags spurter, da han chokerede hele cykelverdenen ved at vinde den indtil i dag seneste rigtige sprinteretape i løbet - i øvrigt også ved at slå samme favorit i form af Bennett. Det viste sig som bekendt at være startskuddet til, at det belgiske fænomen begyndte at vinde udebaneløb, han ikke tidligere havde kunnet vinde. Spørgsmålet er, om vi fremover skal til at vænne os til, at også Laporte nu kan vinde på sin udebane.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen er Bennett og Groenewegen begge blevet deklasseret, som de også retteligt burde.

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE