Criterium du Dauphiné-analyse: Ny Ineos-identitet - med forsinkelse

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

I løbet af vinteren blev det slået stort op i medierne, at Ineos ville skifte stil. Efter eget udsagn havde Dave Brailsford nemlig fået sig en øjenåbner i sidste års fantastiske Giro, hvor Geraint Thomas’ tidlige exit og holdets i første omgang knuste klassementsambitioner, fik dem til at smide alle hæmninger og angribe i højre og venstre. Det førte til utrolige syv etapesejre og top 5-placering til samtlige holdets ryttere, og som bekendt forhindrede det dem end ikke i alligevel at vinde løbet med Tao Geoghegan-Hart.

Det fandt Brailsford angiveligt meget sjovere end den klassiske, maskinelle og kontrollerende kørsel, holdet har været kendt for, og han lovede, at han ville skabe et hold, man havde lyst til at holde med. Efter de første fire måneder af sæsonen har det dog været så som så med den nye identitet. Holdet har haft masser af succes med sejre i tre af sæsonens WorldTour-etapeløb, men de er alle blevet opnået med den samme kontrollerende tilgang, vi har lært at kende briterne for.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det er dog ikke helt rigtigt. Faktisk har holdet forsøgt med en mere offensiv tilgang. De lagde i hvert fald ud som lyn og torden i det lille Etoile de Besseges, hvor Filippo Ganna var den naturlige storfavorit, men hvor holdet valgte en ny - og i sidste ende dum - strategi ved at gå i offensiven med Michal Kwiatkowski og Egan Bernal i stedet. Vi så det kort efter i Provence, hvor holdet lod Gianni Moscon angribe på de tidlige etaper, vi så det i Tirreno, hvor Egan Bernal angreb meget tidligt på en ellers ufarlig 2. etape, hvormed holdets kaptajn beredte vejen for en flot offensiv for Pavel Sivakov. Senere så vi det på den første bjergetape i Catalonien, hvor holdet angreb tidligt med Richard Carapaz i stedet for at kontrollere for Adam Yates, og i Tour of the Alps, hvor Moscon fik al den frihed, han ønskede sig, og vi så det også på San Giacomo-stigningen i Giroen, hvor holdet lod Daniel Martinez angribe i stedet for blot at sætte Bernal i scene.

Bortset fra Moscons to etapesejre i Alperne gav strategien dog ikke det ønskede udkomme, og derfor sidde man let tilbage med fornemmelsen af, at holdet har kørt, som det plejer. I Catalonien og Giroen overtog hhv. Yates og Bernal nemlig førertrøjen så tidligt, at den eneste meningsfulde og logiske strategi naturligvis var at køre defensivt for at sikre sig den samlede sejr. Hurtigt blev det maskinelt igen, men ser man på holdets generelle offensive tilgang, når de ikke har haft førertrøjen, er det faktisk svært at bebrejde dem for ikke at have løsnet lidt på den stramme tilgang til løbene.

Kun én gang har man siddet med fornemmelsen af, at de missede en oplagt chance. Mange vil sikkert huske 2. etape i Tour de Romandie, hvor Sonny Colbrelli skabte sit eget lille mirakel ved at overleve en svær stigning, men han var efterladt som eneste rigtige sprinter i en lille gruppe, hvor han ganske vist havde tre holdkammerater hos sig, men to af dem i beskyttede roller. Ineos derimod sad med tre kraftfulde ryttere i form af Geraint Thomas, Richie Porte og Rohan Dennis, og det var en helt oplagt chance for at sende en af de tre i offensiven - både i forhold til etapesejren og klassementet.

Desværre fik der Ineos-maskine i den. Dennis blev med den gule trøje på sine skuldre ofret, og med en vanvidsindsats fragtede han Colbrelli frem til en forudsigelig spurtsejr. I den efterfølgende analyse skrev jeg dengang:

”Det kunne faktisk have været lidt sjovt, hvis Ineos havde levet op til deres løfte om at køre, som de gjorde i den Giro, og ikke med samme maskinagtige kørsel, som vi ellers kender dem for. Tænk, hvis de på det flade stykke ind mod mål havde smidt atombomben og var gået i angreb med en af deres tre ryttere, særligt Dennis eller Thomas, der kan køre skræmmende stærkt på en let faldende hovedvej som den, der førte dem ind til målet i Saint-Imier. I et felt, hvor næsten alle rytterne var kaptajner, er det meget svært at se, hvem der skulle have mobiliseret en jagt, og jeg vil tro, at både Dennis og Thomas vil have haft en ganske fair chance for at have taget en solosejr, hvis atombomben var blevet smidt.”

Dengang kom atombomben aldrig, og det var også helt unødvendigt. Thomas og Porte gjorde arbejdet færdigt og sikrede Ineos den forventede dobbeltsejr, men det havde været mere i overensstemmelse med Brailsfords løfte, hvis holdet havde smidt hæmningerne med en offensiv, hvor det faktisk var svært at se, at de havde noget som helst at miste. Dengang gik der lidt for meget klassisk kontrol i den, og havde Brailsford ikke været en benhård kyniker, måske også en smule medlidenhed. I hvert fald sørgede Ineos med deres kørsel for, at Colbrelli fik brudt den Tour de Romandie-forbandelse, der havde redet ham som en mare i fire år.

Nu bilder jeg mig ikke ind, at Brailsford eller Thomas kunne drømme om at læse disse analyser - de ved utvivlsomt slet ikke, hvad Feltet.dk er - men det var alligevel lidt svært ikke at få fornemmelsen af, at de følte sig tvunget til at rette lidt op på den forspildte mulighed og det brudte løfte, da dagens 5. etape i Dauphiné kom til en hæsblæsende afslutning efter en vild, voldsom og meget hurtig dag. Denne gang var det ikke så meget stigningerne - den sidste mur blev nemlig kørt i et relativt behersket tempo - men snarere et brølstærk udbrud og en deraf følgende meget intens jagt, der havde gjort etapen knaldhård, og pludselig var der opstået en situation, der var så identisk med det, vi så i Romandiet, at man kortvarigt kunne tro, at der var tale om en genudsendelse af den en måned gamle etape.

Selvfølgelig savnede vi Dennis og den autoritative kørsel i den gule trøje, men ellers var lighederne slående. Colbrelli var igen den eneste overlevende sprinter, og denne gang var han igen omgivet af få holdkammerater - denne gang endda kun to, der begge kører klassement, og igen var Jack Haig den ene. Ineos sad igen med Thomas og Porte som løbets to største forhåndsfavoritter, og igen var der tale om et fladt indløb efter en sen sidste stigning.

Denne gang tøvede Brailsford heldigvis ikke, da han lagde hånden på knappen til atombomben. Ganske vist var den en sølle udgave af masseødelæggelsesvåbnet, da nedkørslen sluttede så tæt på mål, at et angreb slet ikke kunne have givet samme tidsgevinst som den lange motorvejsagtige indkørsel til Saint-Imier i Schweiz, men denne gang blev den i det mindste smidt. Det lignede ellers bare den klassiske Ineos-kontrol, da Michal Kwiatkowski satte sig frem forud for den tekniske finale, men pludselig viste Brailsford os, at han vitterligt har tænkt sig at leve op til sit løfte.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Pludselig var Thomas nemlig væk, og herefter var gode råd dyre for Colbrelli. Ganske vist havde han hos sig stadig Haig, der synes nærmest overmenneskelig stærk i disse dage, men Dylan Teuns var for længst brændt af. Selvom den australske klatrer på utrolig vis var i stand til at holde snor i tempokongen Thomas - endda efter hårdt arbejde over små 12 km - var situationen stadig kritisk, da feltet rundede den sidste kurve med 200 m til mål.

Heldigvis er Colbrelli lige nu i sit livs form, og efter at have overlevet muren tilsyneladende med den ene finger i næsen åbnede han en bragende flot spurt, der sendte hans værste rival, Alex Aranburu, direkte ud af hjulet. Med nærmest dobbelt hastighed af Thomas kom han blæsende i så utrolig en fart, at Thomas endda nåede at rejse armen for tidligt for derefter hurtigt at sænke den igen, da han på sin side så den flyvende italienske kanonkugle.

Desværre kom Colbrelli for sent, og dermed fortsatte hans nærmest endeløse serie af 2. pladser. Nok fik han brudt sin forbandelse i Romandiet og i Dauphiné med sine sejre på hhv. 2. og 3. etape, men det er nærmest helt uvirkeligt, så mange gange han er blevet snydt i de to løb, enten af udbrydere eller overraskende hurtige folk. I dette løb har det været helt ekstremt, og det virker helt absurd, at han med sit livs form og nogle helt suveræne spurter på etaper, der har passet ham som fod i hose, sidder tilbage med bare én sejr og tre lange næser. I det mindste kan han glæde sig over, at Brailsford fjernede fingeren fra atomknappen i Romandiet. Ellers havde hans forbandelse i det schweiziske løb sikkert været i live den dag i dag.

Når ret skal være ret, var Colbrelli nu heller ikke helt uheldig med etapens forløb. Det kunne nemlig været gået galt mange gange, inden Thomas i sidste øjeblik stak en kæp i hjulet. Mest påfaldende var det i hvert fald, at Astana igen i dag kørte rundt med en taktik, der nærmest synes at have som formål at vinde så få etaper og få så lidt succes som muligt.

Jeg har allerede flere gange undret mig over deres uhyggelige passivitet, og den kom til udtryk igen i dag. Nu er Colbrelli så stærk, at han havde været svær at ryste, men med en formstærk Aranburu havde andre hold med større sejrssult lagt det pres, der kunne have sendt italieneren til tælling. Som minimum havde de da forsøgt at gøre kål på Lukas Pöstlberger og sende Alexey Lutsenko i førertrøjen, men heller ikke det forsøg blev gjort. I stedet fik Ineos lov til at føre hele vejen op ad muren med det resultat, at Aranburu blev nr. 3, og førertrøjen stadig sidder på østrigske skuldre.

Det kunne også være gået galt endnu tidligere. Kasper Asgreen lavede tilsyneladende den ikke helt ukloge kalkule, at hans bedste vej til at overtage førertrøjen i det, der måtte betegnes som sidste udkald, næppe kom via en spurt i finalen. Kun en sejr ville være nok til at passere Pöstlberger, og en spurt mod Colbrelli vil sjældent falde ud til danskerens fordel.

Derfor greb han løbet an på den sjove og offensive måde med angreb fra det øjeblik, startflaget blev viftet. Ikke uventet kom der også en tidlig offensiv fra Tim Wellens på den indledende bakke, og efter lidt hoppen frem og tilbage mellem udbrud og felt blev der dannet en meget lovende gruppe med Wellens, Asgreen og Jasper Stuyven samt tre stærke hjælpere i form af Josef Cerny, Ryan Mullen og Julien Bernard til at forsøge at holde Bahrain og det Bora-mandskab, der arbejdede desperat for trøjen, stangen.

Desværre for Asgreen havde Trek åbenbart misset, at Bahrain havde været temmelig sårbare de foregående dage, hvor de var blevet snydt to ud af tre gange. I hvert fald troede amerikanerne åbenbart ikke på, at udbruddet ville have de store chancer for at overleve, så længe danskeren også var til stede, og derfor blev samarbejdet spoleret. Muligheden for at udnytte den gunstige situation med tre hjælpere, hvoraf to er decideret tempostærke, blev spildt, og den gode situation endte i stedet med, at kaptajnerne blev hentet, og de alt for tunge Mullen og Cerny blev efterladt med opgaven at gøre arbejdet færdigt. Selvom Bora sagtens kunne lade de to mand køre, var den mission umulig, og Bahrain fik afværget den første farlige situation.

Faktisk skylder de måske Trek et julekort. Da Clement Venturini var blevet elimineret af et styrt, var Stuyven nemlig den eneste sprinter med en relativt realistisk chance for også at overleve muren - særligt efter en dag i så opskruet et tempo. Han valgte imidlertid at gå i en offensiv, han åbenbart ikke rigtigt troede på - lidt uforståeligt, når nu Asgreen allerede var foran, da han valgte at køre op til gruppen - og resultatet var spildte kræfter, der nok havde været meget gavnlige på muren, så han ikke var endt med at mangle 36 sekunder i sit forsøg på at overleve stigningen. Forhåbentlig har han ikke alt for ondt i bagdelen af at have sat sig pladask på rumpen lige midt imellem de to stole, der hver især kunne have bragt ham sejren.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Med Stuyven og Venturini ude havde Colbrelli allerede vundet spurten. På flad vej er Aranburu intet match, og selvom Carlos Barbero fortsatte sin fornemme genrejsning med at klare stigningen, var heller ikke han nogen trussel. Det var heller ikke Mads Würtz eller Michael Valgren, der ellers kørte flotte spurter og fortsatte den fine serie af danske topresultater, og det var reelt set kun en britisk atombombe, der på det tidspunkt kunne koste ham sejren. Det var den bombe, der ikke kom i april, men gjorde det i dag med en måneds forsinkelse.

Dermed fik Thomas også tanket vigtig selvtillid efter gårsdagens store fiasko, hvor han ikke blot manglede ben, men også disponerende en bagtung enkeltstart med samme elegance som en 18-årige juniorrytter og ikke en 35-årig Tour-vinder. Det blev ikke blot til den anden sejr på en god måned - i øvrigt efter den lange tørke siden Tour-sejren i 2018 - men også 10 vigtige bonussekunder, der retter lidt op på gårsdagens nedtur.

Derudover kom alle med hjem. Den store taber var Ilan van Wilder, der var involveret i et tidligt styrt og undervejs lignede en presset mand, men hvis helbredsstatus i skrivende stund er uklar. Eneste lille overraskelse var måske fraværet af Pierre Rolland, men han passer også lige så godt til en stejl mur, som jordomrejser passer til en coronatid.

Alligevel sørgede Thomas for, at etapen ikke blev til den status quo, man kunne have ventet, og Brailsford sørgede for, at han levede op til sit vinterløfte allerede inden bjergene. Nu er spørgsmålet bare, om gårsdagens overraskende tidstab betyder, at hæmningerne også bliver smidt, når feltet fra i morgen endelig rammer løbets hjemsted, Alperne. Denne gang har de i hvert fald ikke en førertrøje som alibi for at sætte maskinen i det sædvanlige gear, og i dag mindede Thomas måske den britiske manager om, hvorfor han synes, at offensiv kørsel er sjovere. Indtil i år har den aggressive strategi bare kun ført til fiasko og kontrollen til succes, men måske kan dagens udfald ændre billedet. Thomas har i hvert fald vist vejen.

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.