Criterium du Dauphiné-analyse: Miraklernes Dauphiné

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

At cykelsporten - og det meste sport i øvrigt - er fyldt med overraskelser, kan ikke komme bag på mange. En stor del af fascinationskraften er vel, at alt er så uforudsigeligt, og at selv den mest grundigt og velunderbyggede prognose for et løbs udvikling kan vise sig mindre værd end det papir, den måtte være skrevet på. Hvis det bare gik den slagne gang, som det eksempelvis gjorde i Lance Armstrong-årene, hvor ethvert Tour de France mest af alt havde form af en procession, ville der næppe være mange penge i sportsrettighederne for arrangørerne eller mange seertal at hente for tv-stationerne.

Overraskelser får vi i en lind strøm, men sensationer er til gengæld sjældne. Det er de især i de allerstørste og mest specialiserede løb, hvor elementet af tilfældighed og taktik reduceres. Således er det meget sjældent, at en enkeltstart vindes af en nobody uden tempohistorik, og hvis ikke et udbrud løber med sejren, er vinderen af de store bjergetaper som regel også én fra en lille elite af klatrere. Den tendens er selvfølgelig endnu større i de store løb, som har prioritet for de store stjerner, og det gælder særligt i Criterium du Dauphiné, der afvikles på et tidspunkt, hvor stort set hele verdenseliten er meget tæt på deres maksimale form.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Derfor var det jo det glade vanvid, at Alexey Lutsenko forleden vandt løbets enkeltstart. Naturligvis er den stærke kasak alt andet end en nobody, men det var på alle måder uhørt, at en mand, hvis eneste større internationale enkeltstartsresultat var en etapesejr i Danmark Rundt for en god menneskealder siden. Sensationsværdien var måske ikke helt på niveau med Alexander Foliforovs vanvidsridt på Giroens bjergenkeltstart i 2016, men det var vel den største overraskelse på en stor enkeltstart i den år siden dengang.

At en sensation kan ske, ved vi, men at to af slagsen sker på bare fire dage var der næppe mange, der havde ventet. Ikke desto mindre var vi i dag på løbets kongeetape vidner til endnu et østeuropæisk vanvidsridt, der må betegnes som værende i samme klasse som Foliforovs og Lutsenkos. Når Tour-favoritterne slås om det på en svær stigning som La Plagne, bør det nemlig kun være et af de store navne, der kan vinde, men sådan gik det ingenlunde på denne lørdag i juni, da endnu en lynhurtig og meget intens bjergetape længe før tidsplanen nåede sin konklusion på den næsten 20 km lange opkørsel til skisportsbyen, der ikke er blevet besøgt af det internationale cykelfelt siden Touren i 2002.

At Mark Padun kan vinde en bjergetape, kan nu ikke komme bag på nogen. Ukraineren viste nemlig fra allerførste færd, at han var noget ganske særligt, da han som nyprofessionel fulgte et fabelagtigt Baskerlandet Rundt op med en etapesejr foran alle stjernerne i en taktisk finale i Tour of the Alps. Derfor kan der ikke være mange, der studser over, at ukrainerens navn figurerer på førstepladsen på den resultatliste, arrangørerne udsender her til aften.

Til gengæld vil enhver, der ser dette resultat uden at have kendskab til etapens forløb, utvivlsomt være ret overbevist om, at sejren var opnået via udbrud. Naturligvis bør det være umuligt for Padun at slå det meste af verdenseliten på en svær alpetop, hvor Lance Armstrong leverede endnu en magtdemonstration ved besøget i 2002. Især fordi Padun blandt andet grundet mange skader, har tilbragt det meste af de seneste to sæsoner enten i sygesengen eller i gruppettoen, og heller ikke i dette løb var der megen tegn på liv, selvom holdet forinden havde annonceret, at de var spændte på at teste hans form efter en nylig gang højdetræning.

Men nej, det var ikke via udbrud. Padun gav i dag slet og ret verdenseliten bøllebank med en magtdemonstration, der var så solid, at selv Armstrong i 2002 skulle have strammet sig an for at gøre noget lignende. Det var der på ingen måde noget, der tydede på, da det ukrainske talent i går nåede mål med et tab på 2.51 til vinderen Alejandro Valverde.

Alligevel kan det ikke komme helt bag på folk. Det er i hvert fald velkendt, at Padun er en af feltets førende lottokuponer, og at han har for vane at finde superform ud af det blå bare få dage efter en dag i gruppettoen. Det var eksempelvis ret uventet, da i sommeren 2019 efter en svær tid pludselig vandt etapeløbet Adriatica Ionica Race foran blandt andre Remco Evenepoel, der en uge senere vandt Clasica San Sebastian og kort efter knuste al modstand ved EM i enkeltstart. Siden dengang har han kun haft én god dag på cyklen, da han sidste år var tæt på at vinde en etape i Giroen, indtil en punktering ødelagde hans finale, og også dengang kom hans flotte præstation ud af det rene ingenting i et løb, hvor han var totalt anonym på de øvrige 20 etaper.

Derfor skal man altid vente sig, at Padun pludselig dukker op af det blå, og derfor førte det næppe til megen hovedrysten, da han pludselig befandt sig i den kraftigt reducerede favoritgruppe, der var blevet konsekvensen af en stor Movistar-offensiv sekunderet af et Ineos-hold, der var fast besluttede på at vriste førertrøjen fra Alexey Lutsenko. Mere overraskende var det, at han var én af kun tre mand til at svare, da Richie Porte kom med dagens første angreb, netop som Alejandro Valverde havde afsluttet sit arbejde som sidste led i den store Movistar-plan. Herregud, det er jo før set, at en unge rytter overvurderer sig selv med 10 km til toppen af et langt bjerg, så det var nok bare et spørgsmål om tid, inden Porte, Enric Mas og Sepp Kuss kørte ham agterud.

Kort efter begyndte man imidlertid at få fornemmelse af, at Padun ikke bare havde en af sine vanvidsdage, men en regulær mirakeldag. Da han lancerede sit eget angreb, var det nemlig kun Kuss, der kunne svare. Og mens alle ventede på, at amerikaneren plantede sin følgesvend og tog den ventede favoritsejr, var det sørme amerikaneren og ikke ukraineren, der var plantet. Samtidig fortsatte uret bar i én retning, og pludselig havde Padun distanceret hovedparten af Tourens klassementsryttere med 1.10, mens Kuss, Porte og Mas også bare gled længere og længere agterud.

I sidste ende var der alligevel en lille pris at betale, da favoritterne gav det sidste i den afsluttende fase, men Padun var ikke i nærheden af at have en ligemand på en etape, der efter al konventionel logik burde være blevet vundet af en Tour-favorit. Den omtalte højdetræning havde åbenbart båret mere end bare almindelig god frugt, og vores lottokupon endte med at være en gevinst af en størrelse, så udbetalingen fra hans flotte Giro-etape blegnede det til det rene ingenting.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Skal Bahrain så ærgre sig over, at de brændte Padun af i føringsarbejdet for Colbrelli de første dage? Næppe. Kender vi ukraineren ret, var han alligevel blevet sat af, præcis som han også blev det på gårsdagens etape. Enkeltstart er heller ikke spidskompetencen, og derfor var det næppe en samlet sejr, holdet smed væk med deres brug af Padun de første dage.

Nej, i klassementet er der ikke optræk til en sensation. Noget tyder nemlig på, at den samlede sejr meget vel kan gå til Ineos, som det har været tilfældet i langt hovedparten af Dauphiné-udgaverne, siden Bradley Wiggins vandt i 2011. I hvert fald tog Richie Porte i dag et stort skridt mod den triumf, som hans nuværende hold snød ham for, da de i 2017 isolerede den fysisk overlegne Porte og herefter kørte så meget på ham, at han var uden chance for at kontrollere et løb, der i stedet blev vundet af outsideren Jakob Fuglsang.

Så stærk var Porte dig næppe i dag. For fire år siden var han nemlig på toppen af sin ydeevne og vandt snart sagt alle de ugelange etapeløb, han kørte. Det gør han ingenlunde længere, men i dag viste han alligevel, at det ikke var noget tilfælde, at han blev nr. 3 i Touren for mindre end et år siden. Undervejs så han ellers ikke alt for overbevisende ud, da han måtte lade Padun og Kuss køre, men snarere var der tale om en klog Porte, der viste tårnhøjt niveau, da han til slut endelig åbnede for gassen og kørte Miguel Angel Lopez ud at hjulet - til trods for at han havde arbejdet uhyggeligt meget i vinden gennem det meste af stigningen.

I optakten inden løbet skrev jeg, at Ineos formentlig helst ville have Porte til at vinde. Rationalet var, at han efter to 2. pladser i foråret, hvor han skulle have haft sin personlige chance, men endte som hjælper, med fordel kunne få sit store resultat i dette løb, så han kunne være 100% loyal senere på sommeren. Det vil samtidig være en fin tilbagebetaling for, at det alene var hans nuværende hold, der var skyld i, at han ikke vandt løbet for fire år siden.

Den opfattelse har jeg senere revurderet. Både Geraint Thomas og Porte har gjort det klart, at det er waliseren, der er kaptajn, og da Porte i går kortvarigt blev sat frem for at føre, var det helt åbenlyst, at hierarkiet var helt på plads. Også på de flade etaper er det Thomas, der er blevet fragtet rundt af Michal Kwiatkowski, mens Porte mest af alt har flakket lidt rundt for sig selv.

Den prioritering burde man dog nok have revurderet. Nu så Porte heller ikke alt for overbevisende ud i går, da hans føringsarbejde hurtigt blev tilendebragt, men det var på ingen måde heller nogen finale, der passede ham. Han kom da også fint med feltet hjem i den eksplosive finale, og måske var der god grund til at revurdere hierarkiet efter etapen.

Det har nemlig været ret klart, at Thomas er bekymrende langt fra sit bedste niveau. Først fik han sig en lussing på enkeltstarten, og i går var han ude af stand til at holde hjulet på Tao Geoghegan Hart, da denne kørte lead-out for ham. I dag kom så det endegyldige og meget bekymrende bevis på Thomas’ svaghed, da han var helt ude af stand til at svare på de mange angreb, han skulle have markeret for at beskytte Porte, som på det tidspunkt var på vej i gult.

Portes angreb så ellers mest af alt ud til at skulle brede vejen for sin kaptajn. Da Valverde slog ud, gik det hele i stå, og Porte var den første til at teste rivalerne. Det gav Thomas en komfortabel situation, hvor han kunne sidde på hjul med god mulighed for at følge de mange ryttere, der forsøgte at komme op til australieren - flere af dem også med held.

Det havde han imidlertid ikke benene til, og derfor må det være en bittersød stemning, der er i Ineos-lejren i aften. Porte synes at nærme sig sit niveau fra Touren i 2020, men holdets to erklærede Tour-kaptajner synes temmelig rustne. Der var nemlig heller ikke meget tilbage af gårsdagens genrejsning hos Geoghegan Hart, der i stedet fortsatte sin helt igennem triste sæson.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Det er bekymrende frem mod Touren og må give anledning til overvejelse. Hvis Porte i morgen færdiggør arbejdet og tager den Dauphiné-sejr, han har kurs mod, giver det i hvert fald fornyet næring til spekulationerne, om ikke også australieren skal opgive sin ellers erklærede hjælpestatus og gå efter en mulig kaptajnrolle i Touren. Som en af feltets mere tempostærke ryttere vil han have ganske gode muligheder på ruten, og lige nu ligner han et bedre bud end både Thomas og Geoghegan Hart. Problemet er bare, at det i forvejen er svært at beskytte tre af otte mand. Hvordan skal det så ikke gå med fire?

Samme bekymring har Movistar ikke. De har trods alt kun to kaptajner i Touren, og i dag viste Miguel Angel Lopez og Enric Mas, at de ikke blot kan samarbejde, men også at de er i flyvende god form. Mas bekræftede, at han for første gang i meget lang tid faktisk er lykkedes med at træne sig i god form, og da han fik selskab af en flyvende Lopez bagfra, var han helt klar på at ofre sig for den bedre placerede holdkammerat. Forinden havde Valverde, der ikke skal køre Tour, sat offensiven i scene - dog som altid med håndbremsen så meget trukket, at han selv kunne levere et fornuftigt resultat - og på en dag, hvor Movistar var det toneangivende hold, står det klart, at det ellers fallerede spanske storhold befinder sig et helt andet og meget mere positivt sted end i seneste udgave af løbet, hvor deres kaptajner fejlede over en bred kam.

Når Mas kører så stærkt allerede nu, hvordan skal det så ikke gå i Touren? Og når Lopez sidste år vandt kongeetapen efter en dårlig optakt, hvordan skal det så ikke gå, når han kører stærkt allerede nu? Movistar ser i hvert fald ud til at blive en meget mere interessant Tour-faktor, end det så ud til for blot nogle dage siden, og i første omgang ligner de holdet, der måske kan true Portes triumf i dette løb.

Egentlig burde Kuss også være en trussel. Amerikaneren viste nemlig igen sit tårnhøje topniveau, men desværre så vi præcis samme billede, som vi så, da han også fik chancen i UAE Tour og Catalonien. Også dengang brændte han sit krudt på at følge en stærkere rytter, og det mønster gentog sig denne gang. Mens Porte var klog nok til at holde sit eget tempo, eksploderede Kuss nok engang totalt, da han måtte erkende, at Padun kørte for stærkt. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at ingen kunne have gættet, hvor stærk ukraineren ville være, men netop hvis han var regnet som en underdog, var det måske meget klogt af Kuss at holde sig til de ryttere, han regnede med at skulle slå, i stedet for at gå på et togt meget, meget langt fra mål.

I det mindste kan dog glæde sig over, at benene er der, og med en lidt bedre evne til at disponere har han utvivlsomt bevæget sig ind i den absolutte klatreelite. Det kan Steven Kruijswijk desværre ikke sige. Nu lignede han i går ellers endelig lidt af den rytter, der blev nr. 3 i Touren for to år siden, men i dag var han samme tamme skikkelse, som han har været uafbrudt siden dengang. Det er efterhånden svært at tro, at det pludselig skulle ændre sig for den 33-årige hollænder, og måske gør Jumbo klogt i at overveje, om ikke Kuss er en bedre plan B for Primoz Roglic end Kruijswijk. Problemet er bare, at amerikaneren i onsdags viste, hvor temposvag han er, og derfor bliver den logiske konklusion vel bare, at Jumbo nu i endnu højere grad skal samle alle kræfter om deres slovenske kaptajn.

Så har David Gaudu mere grund til at være tilfreds. Ganske vist var han ikke så flyvende som i foråret, men med tanke på hans styrt i optakten og hans normale Dauphiné-rust er det opløftende at se ham være så velkørende allerede nu. Selv hans enkeltstart var bedre end vanligt, og hvis ikke han lider under sine vanlige udsving, kunne Gaudu have kurs mod en god Tour trods en for ham ugunstig rute. Mere problematisk er det, at Valentin Madouas befinder sig i en stor formkrise, men til gengæld klatrer Bruno Armirail og Kevin Geniets vel bedre end nogensinde.

En anden stor vinder er naturligvis Jack Haig. Det har været ret åbenlyst fra dag 2, hvor han var et uhyre i sit arbejde for Colbrelli, at det ellers lidt stagnerede australske stortalent endelig har genfundet rytmen. Med klog og afventende kørsel lykkedes det ham endda at køre op til Lopez til slut og dermed krone en fantastisk dag for et Bahrain-hold, der slet og ret er flyvende i disse dage. Når deres ukrainske lottokupon Padun i dag er en gevinst, er det samme sikkert tilfældet for deres hollandske ditto i Schweiz i næste uge, og hvis Wout Poels vitterligt finder sit niveau, begynder et Bahrain-hold med Haig, Poels, Padun, Pello Bilbao, Sonny Colbrelli og forventeligt også Mikel Landa at se ganske lovende ud i Touren. Rivalerne skal i hvert fald glæde sig over, at Damiano Caruso bliver hjemme.

Det var også en fornøjelse at se Ben O’Connor rejse sig igen. Gårsdagens nedtur var desværre en påmindelse om, hvor uhyre svingende han stadig er, men i dag viste han, hvor tårnhøjt hans topniveau ar været siden Giroen. Efter at have kørt med de bedste i det relativt svagt besatte løb i Romandiet var han denne gang i stand til at give det meste af eliten bank i det stærkest besatte Tour-forberedelsesløb. Hvis stabiliteten kommer, og tredjeugesformen er lige så god, som den plejer, bliver O’Connor et spændende bekendtskab i Touren, hvor han vil være sekunderet af Aurelien Paret-Peintre, der i dag leverede sin vel nok bedste klatrepræstation nogensinde.

Det gjorde Nairo Quintana til gengæld ikke. Håbet om, at hans ringe forår alene skyldtes vinterens knæproblemer forsvandt med ét, da den colombianske stjerne hurtigt sejlede agterud i et løb, hvor også Warren Barguil er en skygge af sig selv. Desværre tegner det et billede af, at sidste vinter blot var en kortvarig genopblussen, men at Quintana ellers fortsætter det forfald, han har oplevet længe.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Så har Alexey Lutsenko meget større grund til at være tilfreds. Kasakken tabte måske trøjen, men ingen havde vel drømt om, at han rent faktisk kunne vinde et bjergløb som dette. I stedet leverede han vel sit livs klatrepræstation på denne tid af året, og det er uhyre opløftende efter et mildt sagt skuffende forår. I det hele taget synes Astana at være på rette vej, da også Ion Izagirre, som i dag var den loyale holdkammerat, gjorde det ganske godt i en rolle, hvor han førte feltet op ad store dele af målbjerget.

Den tilfredshed har Bora helt sikkert ikke. Det så ellers så lovende ud for tyskerne efter den flotte start, men i dag fik de sig en lille lussing. Wilco Kelderman måtte som i Giroen sande, at hans evner i bjergene desværre har sine begrænsninger, og Patrick Konrad fik nok engang dokumenteret, at han altså mere er puncheur end klatrer.

I det mindste gik det bedre, end det gjorde for Guillaume Martin, men hans sammenbrud var allerede annonceret. Den gode følelse forsvandt med styrtet i tirsdags, og derfor får vi desværre ikke en chance for at se, om han efter et skidt forår vitterligt kan genfinde sit tårnhøje niveau fra sidste år. Også Ilan van Wilder faldt tidligt fri, formentlig også som konsekvens af sit styrt, men til gengæld kunne DSM så glæde sig over, at et andet talent, den tidligere juniorverdensmester Felix Gall, efter en svær start for alvor er kommet på rette spor.

Det er også Damien Howson, der ellers ikke har haft den bedste tid, men efter sejren i Ungarn er kommet i gang igen. Mattias Skjelmose fortsætter også med at imponere, og han ligger nu igen med helt fremme, selvom løbet her er betydeligt stærkere besat, end det var tilfældet i Romandiet. Til gengæld var der grænser for den genopstandelse, man kunne fornemme hos Louis Meintjes og Ben Hermans, der i dag igen lignede de skikkelser, de har været det meste af den seneste periode.

Det gjorde Padun til gengæld ikke - tværtimod. Som han gjorde i Giroen sidste år, sprang han direkte fra gruppettoen til fronten, men denne gang var det bare endnu vildere. Her var det ikke et udbrud, der fik bank, men derimod den forsamlede verdenselite - præcis som det var det, da Lutsenko gav tempospecialisterne bank på enkeltstarten. Det kan godt være, at Porte ender med at vinde hele løbet og dermed tage en favoritsejr, men ellers har det på alle måder været miraklernes Dauphiné. Nu mangler vi bare, at Fabio Jakobsen vinder i morgen…

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.