Criterium du Dauphiné-analyse: Tid til at skifte fokus?

En af cykelsportens grundregler er, at man altid skal være særligt opmærksomme, når ryttere kommer sent ind i sporten. Hvis en rytter på kort tid viser evner trods en begrænset erfaring, tyder det nemlig på et ganske særligt talent, der kan udvikles lynhurtigt, efterhånden som der opnås mere rutine. I disse år er det særligt Primoz Roglics kometagtige transformation fra skihopper til en af cykelsportens største stjerner, der tiltrækker opmærksomhed, men også Michael Woods’ forvandling fra løber til ”næsten-verdensmester” inden for cykelsporten har fået mange til at hæve øjenbrynene.

Overgangen fra cykelcross til landevejscykling er naturligvis knap så markant. Der er trods alt betydelige ligheder mellem de to sportsgrene, men alligevel kan man godt regne med, at man skal have visse forventninger, når crosssportens største stjerner skifter mudderet ud med asfalten. I nyere tid er Lars Boom det første eksempel på en rytter, der med succes skiftede fokus, og Zdenek Stybar blev den næste i rækken, endda med endnu mere succes.

Derfor har mange også længe håbet, at den moderne crosssports to helt dominerende skikkelser, Wout van Aert og Mathieu van der Poel, der fra en meget ung alder totalt har sat sig på tronen i den terrængående disciplin, hurtigt ville få smag for landevejen. Lysten til at se dem folde sig ud er ikke blevet mindre af, at de allerede med deres begrænsede landevejsprogram har vundet et hav af løb så tidligt, at man helt glemmer, hvor unge de er. Van der Poel blev eksempelvis juniorverdensmester i 2013 og har siden vundet en hel stribe relativt store løb i Frankrig, Belgien og Holland, og Van Aert har ligeledes sikret sig mange sejre i belgiske endagsløb, ligesom han trak mange overskrifter, da han for nogle år siden slog Tony Martin på en enkeltstart i Belgium Tour.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Heldigvis er det nu slut med at vente. Allerede sidste år, hvor han for første gang satsede stort på klassikerne, viste Van Aert sig i stand til at køre med om sejren i de største endagsløb, og det samme gjorde Van der Poel ved de hollandske mesterskaber og EM, selvom han slet ikke havde samme omfangsrige program som Van Aert. I år har de begge taget yderligere et skridt, Van Aert ved at skifte til WorldTouren og Van der Poel ved endelig at komme på et prokontinentalhold, der giver adgang til de store endagsløb. Og selvom forventningerne var enorme, har det hollandske fænomen med sit fantastiske forår og ikke mindst sejren i Amstel Gold Race overgået selv de mest optimistiske prognoser.

Det har desværre sendt Van Aert lidt i skyggen af sin evige rival, og det er egentlig helt ufortjent. Hans resultater afspejler nemlig slet ikke, hvor stærk han faktisk var i årets klassikere, hvor han indtil Van der Poels indtog længe lignede den måske allerbedste i brostensklassikerne. Sådan så det i hvert fald ud i E3, hvor han dog blev slået af Deceunincks overtal, og efter et lidt skuffende Flandern Rundt kørte han et fabelagtigt Paris-Roubaix, som han meget vel kunne have vundet, hvis ikke man skulle have brugt 7-8 hænder for at tælle det antal uheld, han blev ramt af på de knap 260 brutale kilometer i Nordfrankrig.

Desværre for Van Aert er det tilsyneladende blevet hans skæbne, at han skal stå i skyggen af sin evige rival. Efter at de i de tidlige år ellers var meget jævnbyrdige på crosscyklen, er han i de seneste to sæsoner blevet overgået med flere længder af det hollandske unikum, og da Van der Poel bare en uge efter Van Aerts flotte Roubaix, leverede en vanvidspræstation ved Amstel Gold Race, blev belgieren igen hurtigt glemt. På den baggrund var det heller ikke mærkeligt, at Van Aert nærmest ikke fik nogen omtale forud for årets Dauphiné, for ikke blot er løbet hans første rigtige bjergløb på højeste niveau, Van der Poels dominans i foråret gjorde også, at man næsten havde glemt, hvor god Van Aert egentlig var.

Det har han til gengæld mindet os om de seneste dage og det i en grad, som ingen vel havde forventet. Allerede på 1. etape var vi sikkert flere, der bemærkede, hvor velkørende han var på sidste stigning, men alligevel fangede hans fine 3. plads i spurten ikke den store interesse. Det gjorde det heller ikke, at han på 2. etape forsvarede sig fornemt i terræn, der ellers var for svært for den relativt store belgier, men siden da har cykelverdenen i den grad fået øjnene op for det belgiske fænomen.

Det startede med hans overraskende 2. plads på 3. etape, hvor han måske nok blev kørt midt over af Sam Bennet, men hvor han på imponerende vis overspurtede flere ”rigtige” sprintere. Det helt store chok kom i går, hvor han leverede en magtdemonstration på enkeltstarten, som var en Rohan Dennis værdig, og dermed beviste, at han fremover formentlig allerede skal regnes som en af verdens allerstørste specialister. Og i dag fuldendte han så succesen ved at få revanche over Bennett og sikre sig ”the double” ved at spurte sig sejr på 5. etape.

Egentlig kan det ikke komme bag på nogen. Når han allerede som crossrytter uden det store fokus på landevejen kunne vinde flere mellemstore løb, gav det næsten sig selv, at han ville være noget ganske særligt, når først han kom ind i et system, der kunne give ham den rette opbakning. Og med tanke på, at han uden det rette materiel eller den rette ekspertise, allerede tidligt kørte flere fornemme enkeltstarter, lå det næsten i kortene, at Jumbo med sin store indsigt i tidskørsler, kunne gøre ham til en sand tempospecialist.

Alligevel virker succesen også til at komme bag på Van Aert selv, men noget tyder på, at han allerede i de seneste uger har vist Jumbo-ledelsen, at noget stort kunne være i vente. I hvert fald valgte de allerede for et par dage siden at ændre på de oprindelige planer og udtage ham til sit første Tour de France, selvom den oprindelige hensigt var, at han efter Dauphiné skulle fokusere på BinckBank Tour. Det kan kun skyldes, at han har vist dem noget ganske særligt på den nylige højdetræningslejr, hvor han har overbevist holdet om, at han med sin alsidighed vil kunne bidrage som støtte for Steven Kruijswijk og George Bennett i mellemhårdt terræn, som en del af toget for Dylan Groenewegen og som en motor på det vigtige holdløb. Og med denne uges præstationer har han vist, at de i hvert fald ikke har grund til at fortryde den beslutning.

Succesen må også sætte nogle tanker i gang. De sidste to crosssæsoner har nemlig været alt andet end sjove for Van Aert, der weekend efter weekend har fået bøllebank af Van der Poel og gang på gang har måttet agere prygelknabe for den belgiske presse, der har haft svært ved at acceptere det nye hollandske herredømme. Faktisk har han i perioder virket lidt smådeprimeret over de triste resultater, og det står i skærende kontrast til den succes, han har oplevet, siden han fra begyndelsen af februar rettede blikket mod landevejen.

Der er ingen tvivl om, at Van Aert stadig elsker cykelcross, men spørgsmålet er, om ikke det vil være en god ide at dedikere sig 100% til landevejen fremfor igen at lege boksebold for Van der Poel de kommende vintre også. Der kunne nemlig være en god ide i at skynde sig, for noget kunne tyde på, at hollænderen også kan blive en sand magtfaktor på landevejen, når han engang mere entydigt fokuserer på asfalten. Der vil fortsat gå nogen tid, da hollænderen i første omgang drømmer om at vinde OL-guld på sin mountainbike, og derfor har Van Aert stadig et vindue, inden han risikerer igen at blive indhentet af den triste skæbne, som Van der Poel har resulteret i på crosscyklen. Foreløbig har han stadig planer om at satse på begge discipliner, og han regner således med at indstille landevejssæsonen efter Touren, men mon ikke den seneste succes har sat nogle tanker i gang?

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

I dag priser han sig dog nok lykkelig for, at han har en crossbaggrund. Den har nemlig bibragt ham de tekniske evner, der var hovedforklaringen på, at det lykkedes ham at slå en af verdens allerhurtigste sprintere. I selve spurten viste Bennett nemlig atter, at han i dette felt er rivalerne totalt overlegen, men på det tidspunkt var det bare allerede for sent.

Det skyldtes nemlig, at Bennett er blevet lidt af en forsigtigper. Det så vi allerede, da han på sidste etape i Tour of Turkey med nærmest overdreven varsomhed smed en stensikker etapesejr lige i armene på Caleb Ewan, og det gentog sig i dag, da han blev slået hjem af den yderst kringlede finale. Forinden havde hans hjemvendte lead-out man, Shane Archbold, ellers for anden spurt i træk vist, at han har fortjent den ekstra chance, Bora har givet ham, da han med en monsterføring ikke blot neutraliserede et farligt fremstød fra Philippe Gilbert og Edvald Boasson Hagen, men også havde sikret, at Bennett kunne ramme sidste sving i en helt ideel position allerforrest i feltet.

Problemet var bare, at han havde de forkerte ryttere på hjul. Man skal ikke have set mange cykelløb for at vide, at Julian Alaphilippe er et teknisk unikum, og det samme er Van Aert naturligvis efter at have tilbragt det meste af sin karriere på en crosscykel. Derfor var det ikke noget stort chok, at både franskmanden og belgieren gik forbi ireren i den sidste kurve, og da først Bennett endelig kunne vise sin enorme power, havde de to teknisk dygtigere ryttere allerede sikret sig for stort et forspring.

Det udnyttede Van Aert optimalt og sikrede sig derved en sejr, der blev opnået lige så meget med hovedet som med benene. Det var nemlig kløgtigt tænkt, at Alaphilippes hjul kunne være det rigtige i en finale som denne, og herefter viste han sine evner ved at skubbe Zdenek Stybar og Alvaro Hodeg væk fra bagpartiet af deres holdkammerat. På den måde endte Alaphilippe, der åbenbart havde fået carte blanche til at køre sin egen chance, hvis Hodeg som frygtet ikke kunne holde sig til i de mange sving, med at aflevere belgieren perfekt, og til slut kunne han med sin stadig bedre spurtstyrke gøre arbejdet færdigt.

Og netop hans spurtstyrke er måske det mest overraskende i dette løb. Ganske vist har han tidligere været hurtig, men det siger alligevel ganske meget, at han i tirsdags slog flere sprintere og i dag ganske suverænt satte Alaphilippe til vægs. Så sent som for et par måneder siden overspurtede franskmanden nemlig en hel serie af gode afsluttere, herunder Van Aert, i Milano-Sanremo, men i dag var han ikke i nærheden af at matche sin belgiske rival. Og selvom Bennett trods alt viste, at der er forskel på en klassikerrytter og en supersprinter, åbner hans hurtighed nogle meget interessante muligheder, når han skal lægge taktik frem mod den kommende sæsons klassikere.

For Bennett endte det naturligvis i skuffelse, men der er dog lyspunkter. Først og fremmest viste Archbold, at han i hvert fald er en hæderlig erstatning for Rudiger Selig, der som led i Boras desavouering af Bennett er blevet Pascal Ackermanns faste støtte, og samtidig kørte Bennett godt i både positionskampen og i selve spurten. At han fortsat har nogle tekniske mangler, er ærgerligt, men det var trods alt heller ikke hvem som helst, der overmandende ham i sidste sving. Og med én etapesejr i løbet har han fortsat sin fornemme serie af succes i en sæson, hvor han har været en af sæsonens helt store oplevelser.

Det har Alaphilippe også, og i dag viste han atter, at man næsten pr. automatik bør nævne ham som joker i enhver massespurt. Naturligvis var det oplagt, at dagens kringlede finale kunne være noget for ham, især fordi Hodeg før har vist vanskeligheder i kampen for at holde sin position, men alligevel er det herligt at se, hvordan franskmanden griber sine muligheder overalt. Det gjorde han også, da han nærmest sensationelt vandt massespurten på 6. etape i Tirreno, og i dag var han tæt på at gentage den bedrift.

I det hele taget viser top 10 tydeligt, at det var en stærkt atypisk spurt, der mere handlede om teknik end om spurtstyrke. Således finder vi ikke færre end tre nuværende eller tidligere crossryttere helt fremme. Det gælder Van Aert, men også Stybar, der tabte Hodeg til slut og således i stedet selv endte i top 10, samt sprinteren Clement Venturini, der med sine tekniske evner altid har været en af de allerbedste i positionskampen. Og Boasson Hagen og Gilbert endte i kraft af deres sene angreb også helt fremme på bekostning af de mange sprintere, der aldrig nåede frem for at spurte.

Lidt overraskende var det Lorrenzo Manzin, der var den næstbedste af de hurtige folk. Ganske vist ved vi fra blandt andet Tour La Provence, at han er god i finaler med sene sving, men det var ikke ventet, at han helt uden tog kunne begå sig i denne finale. Ikke desto mindre tog han med en 4. plads et af sine bedste resultater på WorldTour-niveau og viste dermed, at han er en hæderlig erstatning for Vital Concetps stjerne, Bryan Coquard, der i sine bestræbelser på at blive fransk mester har vurderet, at Boucles de la Mayenne og Belgium Tour ville være bedre forberedelse end det løb, der vel ret beset er det største for holdets i hele sæsonen. Og med tanke på, at Pierre Rolland stadig leder efter formen efter et skadesramt forår, sikrede han også, at holdet nu får noget med hjem, inden de formentlig bliver kørt helt agterud de sidste tre dage.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Til gengæld blev det ikke til et resultat for de andre sprintere. Sonny Colbrelli kunne med en 8. plads faktisk være relativt tilfreds med, at han klarede sig bedre i positionskampen end forventet, men med tanke på de ambitioner, han havde inden løbet, er det hele alligevel endt som en lille fiasko, hvor især den forspildte mulighed på 1. etape må gøre ondt. Heller ikke folk som Edward Theuns, Jens Debusschere eller Luka Mezgec havde styrken til at holde sig fremme, og faktisk var det næsten udelukkende klassementsrytterne, der skulle være særligt påpasselige i denne finale, som markerede sig fremme.

Der blev heller ingen succes til André Greipel, der således ikke fik den oprejsning, han havde håbet på efter tirsdagens katastrofespurt. Det var nu forventeligt, at netop han ville være chanceløs i denne tekniske finale, og faktisk kan man kun beundre Arkea for den tillid, de viste deres stjerne på en dag, hvor de trods det næsten pinlige nederlag tirsdag alligevel påtog sig ansvaret for at skabe samling til en spurt, da et stærkt udbrud med særligt Alessandro De Marchi pludselig udgjorde en trussel. Desværre lykkedes det ikke Greipel at leve op til tilliden, og han må derfor nu rejse til Touren med bevidstheden om, at han igennem hele første del af sæsonen har bemærkelsesværdigt få resultater.

Han får nemlig ikke flere chancer. Fra nu af er ventespillet slut, og de kommende tre dage vil fokusere på det, Dauphiné i bund grund handler om, nemlig bjerge. Naturligvis græder vi formentlig alle stadig over Chris Froomes ærgerlige uheld, men heldigvis kan vi glæde os over, at der med et meget tæt klassement er lagt op til helt åbent og uforudsigeligt løb, der stadig har adskillige mulige vinderkandidater.

Den liste tæller dog ikke Van Aert. Ganske vist er han stille og roligt kravlet tilbage i toppen af klassementet, men i tirsdags så vi trods alt, at han som klatrer stadig har sine begrænsninger. Selvom man ikke helt kan afskrive ham på morgendagens relativt lette bjergetape, vil de kommende dage for ham formentlig alene handle om at støtte holdets kaptajn, Steven Kruijswijk. Og når dagens dont er overstået, kan han så passende bruge tiden på at tænke over, om ikke det snart er på tide at fokusere 100% på landevejen. Potentialet er nemlig så enormt, og han må hellere skynde sig, hvis ikke han også på asfalten vil risikere at ende som Van der Poels boksebold.