Criterium du Dauphiné-analyse: Tilbagebetaling med fire års forsinkelse

For Richie Porte vil der nok aldrig være noget, der overgår den enorme skuffelse, han oplevede, da han to år i træk styrtede ud af Tour de France på 9. etape. Både i 2017 og 2018 mødte han om som bookmakernes største rival til Chris Froome efter fabelagtige forår, hvor han var på toppen af sin karriere. I 2017 lignede han længe verdens måske bedste cykelrytter efter en sæsonstart, hvor han havde været i sin helt egen liga med samlede sejre i Tour Down Under og Tour de Romandie - særligt hans kørsel på kongeetapen i sidstnævnte var uhyggelig - havde knust al modstand i et Paris-Nice, han tabte i sidevinden, og havde været klart bedste mand i Dauphiné, også bedre end Froome. I 2018 var han knap så overbevisende grundet et sygdomsramt forår, men han kom alligevel til Touren med en frisk samlet sejr i Tour de Suisse i bagagen. Desværre fik vi aldrig lov at se, om Porte i sin storhedstid kunne have vundet Touren, fordi 9. etape viste sig at være en uovervindelig hurdle.

Spørger man ham i dag, er der dog nok én episode, der kommer tæt på de to Tour-exits på skalaen over store skuffelser. Det var Dauphiné i 2017, hvor han i sin suverænt bedste sæson havde stensikker kurs mod at tage sin tredje store etapeløbssejr på mindre end fem måneder, efter at han havde knust al modstand - inklusive verdensmester Tony Martin - på enkeltstarten og vist sig som klart bedste mand i bjergene. Efter kongeetapen til Alpe d’Huez, hvor han distancerede en lidende Froome, skulle han bare igennem sidste etape, inden han kunne føje sejren i Dauphiné til den imponerende liste, der også tæller to samlede sejre i Paris-Nice og samlede sejre i både Algarve og Trentino.

Netop den etape endte imidlertid som en ufattelig skuffelse. Portes BMC-hold svigtede totalt og blev blæst ud af billedet af et Sky-hold, der var fast besluttede på at stjæle sejren fra deres tidligere holdkammerat. I sidste ende så det dog ud til, at Froome var mere opsat på, at Porte ikke skulle vinde, end at han selv skulle gøre det, og etapen udviklede sig nærmest absurd, da de to kamphaner langt fra mål havde så travlt med hinanden, at alle deres rivaler fik lov at køre væk.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I sidste ende viste Porte sig alligevel som den stærkeste. Han satte igen Froome til vægs, men da var det allerede for sent. Selvom han blæste op ad sidste stigning i et voldsomt tempo, havde Jakob Fuglsang udnyttet giganternes kamp til at køre væk, og da en udmattet Porte havde passeret næsten alle klassementsrytterne igen - kun seks mand nåede han ikke at fange - manglede han sølle 10 sekunder for at forsvare sin trøje og vinde løbet.

Den episode var en svær pille at sluge. Faktisk har Porte siden talt om, hvordan den etape satte skår i det ellers næsten broderlige forhold, der var mellem ham og Froome, og selvom de angiveligt har det fint med hinanden igen, fornemmer man, at det aldrig bliver helt det samme igen. Den episode vil for altid være en næsten lige så vigtig del af Portes karriere, som de to Tour de France-styrt vil være det.

Med tanke på den oplevelse forstår man godt, at Porte var bekymret inden dagens sidste etape af det franske løb. Ligesom for fire år siden førte han nemlig løbet, men igen havde han udsigt til en svær sidste bjergetape, der i Daupiné har for vane at føre til førertrøjeskifte, som den gjorde i både 2014, 2015, 2017 og 2020. Faktisk var etapen med den sene passage af Joux Plane - en af Alpernes stejleste stigninger - og den for Porte skræmmende og tekniske nedkørsel til Morzine endnu værre en i 2017.

Alligevel kunne situationerne ikke være mere forskellige. Hvor Sky/Ineos i 2017 bare skulle knipse med fingrene, inden Porte var Richie Alene i Verden, havde han denne gang de britiske storhold som med- og modspiller, og som Thibaut Pinot også erfarede sidste år, og Alberto Contador gjorde det i 2014, er det på så svært kontrollerbare etaper holdet og ikke rytteren, der vinder løbet. Selv den stærkeste mand i denne verden, kan på egen hånd ikke styre sidstedagen i et løb, hvor alle er fast besluttede på at teste benene én sidste gang inden Touren og for nogle endda sikre sig en plads i verdens største cykelløb.

Faktisk endte dagens etape med at blive den smukkest tydelige udstilling af, at cykelsport er en kollektiv og individuel sport. Etapen blev nemlig akkurat lige så ukontrollerbar som i 2017, da der fra start blev angrebet i højre og venstre af feltets gode klatrere, og der etableredes et livsfarlig og brølstærk udbrud med Patrick Konrad, som i den grad truede Portes gule beklædning. Havde det været Contador i 2014, Porte i 2017 eller Pinot i 2020, havde alle alarmklokker ringet, og den gule trøje kunne have skiftet ejermand - måske ikke til Konrad, men så til en af de mange ryttere, der i en taktisk finale kunne have udnyttet manglen på kontrol, når førerholdet var slidt ned til sokkeholderne.

Denne gang sad Porte bare ikke bag BMC-drengene. Han sad bag feltets i særklasse mest skræmmende etapeløbshold, der måske nok stiller med en helt anden trup end den, der for en uge siden førte en kriseramt Egan Bernal sikkert til Giro-sejr, men stadig stillede med så uhyggelig en trup, at hans to sidste hjælpere var hhv. den indtil i søndags regerende Giro-vinder og en mand, der er endt i top 2 i Touren to gange inden for de sidste tre år. Derfor blev Konrad-gruppen aldrig blot skyggen af en trussel, og da man nåede frem til Joux Plane, var faren så godt som elimineret - og det selvom man kun havde brændt Andrey Amador og Dylan van Baarle af!

Alligevel var intet sikkert endnu. Alle vidste nemlig, at det i går så flyvende Movistar-hold havde store planer. Som forposter til stykket efter Joux Plane havde de sendt både Imanol Erviti og Jorge Arcas, og undervejs havde de også sat tempo på Colombiere for at slide rivalerne så meget ned, at formstærke Miguel Angel Lopez kunne gøre forskellen til sidst. Desværre havde de været nødsaget til at bakke lidt af igen, fordi afstanden til Konrad-gruppen var så lille, at de risikerede at indhente deres forposter så tidligt, at de ikke fik dem brugt.

Derfor var Movistar meget passive frem til Joux Plane, men de havde dog tydeligt signaleret deres intentioner. Nu ventede vi så bare alle på, at Carlos Verona og senere Alejandro Valverde ville gå frem med samme kraft som på La Plagne i går og sætte det dræbende tempo, der ville gøre det muligt for Lopez at ryste Porte. Vi ventede. Vi ventede lidt mere. Og mens kilometerne til toppen talte ned med lynets hast, ventede vi stadig. Ineos fik lov at sætte farten med Michal Kwiatkowski, og Movistar gemte sig blot passivt i feltet.

Da ventetiden endelig var ovre, og Verona langt om længe satte sig frem, fornemmede man imidlertid hurtigt, at der måske var en årsag til spaniernes passivitet. Den væsentligste konsekvens af Veronas forcering blev nemlig, at Valverde blev sat af, og da spanieren slog ud, kom der ikke noget angreb fra hverken Lopez eller Enric Mas. I stedet fik Tao Geoghegan Hart blot lov til at tage fronten, inden Lopez nærmest af pligt forsøgte med et fremstød så tæt på toppen, at det næsten virkede helt ligegyldigt. Det varede da heller ikke længe, inden colombianeren blev trukket ind, og i stedet var det den i dette løb så uhyre formstærke Jack Haig, der kom med det dybeste stød mod Ineos-kollektivet. Australieren tvang nemlig Geraint Thomas til at tage over, men waliseren var rigeligt stærk til at sikre, at Portes føring aldrig var i fare. Faktisk endte Movistars forcering med nærmest kun at koste for dem selv, da også Mas faldt fra som følge af Thomas’ acceleration.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Lopez var efterfølgende meget ærlig. Planerne var skam store, men i dag ville benene bare ikke det samme som hovedet, hverken hos ham selv, Mas og Valverde. Dermed kom det spanske hold, der i går lignede en seriøs trussel mod de to slovenere og Ineos i den kommende Tour, i den grad ned på jorden igen, men det er nu svært at betegne løbet som andet end en succes. Hvis man husker på, hvor ringe både Lopez og Mas var i dette løb for et år siden, er der en verden til forskel på særligt det niveau, den langsomt startende Mas har haft de to gange. Med tanke på, at han altid først finder sin bedste form sidst i en grand tour, befinder Movistar sig stadig et ganske godt sted - også fordi Valverde med sin flotte klatring i de høje bjerge og fornemme etapesejr har skrevet sig ind som et endnu varmere OL-bud, end han allerede var.

Movistars fiasko betød også, at etapen endte som en fuser. Ganske vist var der flotte forsøg på genrejsninger fra Steven Kruijswijk, der fik rejst sig en anelse, og Nairo Quintana, der desværre ligner den triste skikkelse, vi har set alt for ofte de seneste år, men det eneste virkelig seriøse forsøg på at slå Porte kom fra Haig, og også han blev relativt hurtigt hentet ind igen. Ingen andre havde modet til at forsøge sig, og det var der åbenbart en god grund til. I hvert fald sagde både Wilco Kelderman og David Gaudu efterfølgende, at deres storslåede planer var blevet helt ødelagt af et Ineos-hold, der slet og ret kørte for stærkt, og da Sepp Kuss desværre nok engang beviste, at han ikke er kommet sig helt over sine enorme udsving, og Alexey Lutsenko naturligvis var rigeligt tilfreds med en 2. plads i et løb, der for ham egentlig burde være for svært, endte det ventede festfyrværkeri som en begivenhedsfattig dødsmarch - alt sammen styret af et skræmmende Ineos-kollektiv. For Porte var det en gave, men alverdens cykelfans behøver blot at sammenligne 2017- og 2021-udgaverne for at erkende, hvor meget sjovere det er, hvis den førende rytter har et svagt og ikke et stærkt hold.

Alligevel var det som om, lykkes gudinde igen havde set sig sur på Porte igen. Lutsenko vidste, at han var chanceløs på stigningerne, men på nedkørslen havde han i supernedkøreren Ion Izagirre et våben, der kunne ryste den usikre Porte. Da Thomas samtidig skred ud i et af de styrt, han har alt for mange af, og Porte pludselig var distanceret, så der kortvarigt ud til at være optræk til, at det alligevel kunne blive kritisk for en isoleret og sårbar Porte nede i Morzine og på det sidste stykke op mod Les Gets, hvor man i hvert fald ikke ønsker sig at være alene. Håbet kunne være, at Kelderman, der havde udsigt til at overtage Thomas’ podieplads måske ville blive en allieret, når en ukontrollerbar angrebsfest skulle undgås, men højst overraskende var hollænderen slet ikke opsat på at udnytte den uventede chance for at gå i top 3.

For en gangs skyld var heldet dog med Porte. Af en eller anden grund var passiviteten i gruppen stor, og han fik hurtigt afpareret de potentielt farlige forsøg fra Lutsenko og Haig. Ben O’Connor, der igen i dag viste, hvor fantastisk en bjergrytter han er blevet, kunne han sagtens lade køre, og da først Thomas var tilbage, var alt igen sikkert. Thomas kunne stille og roligt føre Porte til toppen og fuldende australierens livsdrøm, samtidig med at han i øvrigt endte som nr. 3 og dermed gjorde Dauphiné til det tredje WorldTour-etapeløb briterne har vundet og samtidig haft mindst to mand på podiet. Med tanke på, at de også vandt Giroen med to mand i top 5, kan der vist ikke være den store tvivl om, at Ineos er fuldt tilbage som verdens bedste etapeløbshold efter det lidt triste 2020.

Frem mod Touren er udsigterne dog lidt blandende. Jeg fik ganske vist ret i min teori om, at holdet helst ville vinde løbet med Porte, der efter etapen indrømmede, at al snak om Thomas som kaptajn åbenbart var rent skuespil, for waliseren havde allerede inden løbet sagt, at han var fuldt til rådighed for australieren i dennes forsøg på endelig at vinde det, han kaldte sit Tour de France for i år. Man kan alligevel spørge, om ikke Porte havde været bedst uanset hvad, for det var bestemt ikke alt for imponerende præstationer, vi så fra Thomas og Geoghegan Hart de foregående dage. Heldigvis var de noget mere overbevisende i dag, men lige nu ligner det risky business, at Porte i dag kunne bekræfte, at han er ren hjælper senere på sommeren, selvom der havde været spekulationer om det modsatte. Det er ikke utænkeligt, at han sammen med Richard Carapaz faktisk havde været deres bedste bud på et Tour-podium.

Problemerne er dog større hos deres værste rivaler. Jumbo kommer fra løbet med en påmindelse om, at Kuss og Jonas Vingegaard, der ellers rejste sig fornemt i dag, er så ustabile, at Primoz Roglic bestemt ikke kan vide sig sikker på dem i Touren, uanset at de begge undervejs fik bevist, at deres topniveau er tårnhøjt. Det er til gengæld ikke hos Kruijswijk, der fortsætter sit triste forhold, og efter dette løb kan den eneste trøst for Roglic vel være, at Tadej Pogacars nøglehjælper, Brandon McNulty, er i endnu ringere forfatning.

Så er der grund til meget mere optimisme hos FDJ, der kan glæde sig over, at David Gaudu er kommet meget stærkere ud fra en pause, end han plejer. Astana har aldrig set Lutsenko klatre så godt på denne tid af året, og Izagirre har ikke været bedre i bjergene i lang tid. Kelderman er naturligvis næppe podiekandidat i Touren, men han er bundsolid og velkørende. Og Ag2r kan glæde sig over, at de i O’Connor har en mand, der ligner mindst en fuldgod erstatning for en Romain Bardet, er ikke just bliver bedre og bedre.

Alligevel er der ingen, der kommer i nærheden af samme grund til optimisme som Bahrain. Det arabiske mandskab kommer fra en Giro, hvor de trods uheld vandt to etaper og fik Damiano Caruso på podiet, og i denne uge tog de succesen til helt nye højder. Haig endte som nr. 5 efter et løb, hvor han lignede en af de allerbedste klatrere, holdet vandt både point- og bjergtrøjen, og undervejs vandt de tre af de otte etaper. Og havde de haft lidt mere held med at hente udbrud og kontrollere sene angreb fra Thomas kunne de såmænd have vundet de seks, hvis Sonny Colbrellis tre andenpladser var blevet omsat til de sejre, de vel egentlig burde have været.

Det var dog hverken Colbrelli eller Haig, der var sensationen. Det var derimod Mark Padun, der er braget tilbage på scenen med en kraft, som ingen havde drømt om, da han stadig for to dage siden lignede det lidt hensygnende stortalent, der aldrig ville leve op det uhyre store potentiale, han viste ved karrierens start. I dag løftede han imidlertid lidt af sløret for, hvorfor det er gået ham så ilde i de seneste år, og hvorfor der har været så gigantisk en forskel på den mand, der slog Evenepoel i Adriatica Ionica Race, men derudover mest af alt har siddet i gruppettoen.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Åbenbart er Padun en af de ryttere, der har været for besat af sin vægt og spist for lidt - en erkendelse, der jo også har fået Fuglsang til at blomstre op i karrierens efterår. Hvis det er tilfældet, at ernæring vitterligt er årsagen til den ustabile kørsel, er Paduns perspektiver måske helt anderledes, end det så ud til, da han vandt gårsdagens etape. Dengang pegede alt på, at han hurtigt ville falde ned i sit hul igen, men i dag viste han, at han kunne være stærkeste mand to dage i træk. Som Kelderman, Gaudu og Lopez kunne fortælle, var det jo ikke, fordi Ineos kørte langsomt i feltet, og ukraineren havde endda modvind hele vejen op ad Joux Plane. Alligevel kørte han både et klasseudbrud og feltet midt over.

Kørslen giver i hvert fald perspektiver, og det bliver nu uhyre interessant at se, hvordan Bahrain har tænkt sig at indplacere ham på et hold, der lige nu ser så stærkt ud, at selv Ineos må bekymre sig lidt. Kommer Mikel Landa stærkt tilbage, er Pello Bilbao som i 2020 bedst i sin anden grand tour, er Wout Poels lige så god, som han indikerer i udtalelserne forud for Tour de Suisse, og fortsætter Colbrelli, Haig og Padun deres kørsel fra dette løb, står det pludselig klart, at vi har talt alt, alt for lidt om Bahrain i de seneste måneders optakt til Touren. Og så skal vi slet ikke tale om, at de har råd til at lade Caruso blive hjemme og fokusere på OL. Om Padun så vitterligt er en trussel i klassementet på lige god med Landa, Bilbao, Poels og Haig, kan man stadig tvivle på, når han hidtil har heddet ustabilitet til mellemnavn, men dagens forklaring på trængslerne åbner måske nye perspektiver. Det kan Fuglsang i hvert fald skrive under på.

Paduns vilde weekend var så sublim, at det måske i virkeligheden vil være ham, vi husker løbet for. Det vil være synd, for det er først og fremmest en uge, hvor Porte i en alder af 36 blev den ældste Dauphiné-vider nogensinde og fik den sejr, han blev snydt for på den dramatiske dag for fire år siden. Dengang var det Sky/Ineos, der var den væsentligste årsag til nederlaget, og derfor var det vel egentlig på sin plads, at de betalte tilbage for miseren. Det blev ganske vist med fire års forsinkelse, men når man ser, hvordan briterne med et jerngreb kvalte alle forsøg på at gentage detroniseringen af Porte, gjorde de det med en styrke og autoritet, der sammenlignet med 2017-udgaven blev det smukkeste billede på, at cykelsporten er en kollektiv og ikke en individuel sport. Det ved Porte nu mere end nogen anden!