Criterium du Dauphiné-analyse: Våbenhvile

Man skal altid passe på med at skrue forventninger for højt op forud for den første bjergetape i et etapeløb, hvor der venter vanskeligere udfordringer senere. Alt for ofte ender det nemlig i en skuffelse, når feltets favoritter vælger at spare kræfterne til senere opgaver og alene føle hinanden an. Der findes heldigvis mange eksempler på det modsatte, men særligt hvis bjergetapen er lidt blød, ender det ofte som en fuser.

Det gjorde dagens 6. etape af Dauphiné også, for det skulle hurtigt vise sig, at der ikke var én eneste rytter, der havde lyst til at se, hvor meget skade den relativt lette Col de Beaune i udkanten af Saint-Michel-de-Maurienne kunne gøre. I stedet blev vi vidner til en kedelig våbenhvile, hvor vi som så ofte før kunne se Ineos-toget tage kontrol og fragte feltet sikkert frem til mål, uden at vi blev spor klogere på, hvem der har noget af skyde med i årets løb.

Det er arrangørerne helt sikkert ikke tilfredse med. Dagens langgaber gjorde i hvert fald ikke meget for at skabe interesse for cykelsporten eller leve op til Dauphinés rygte som et af årets mest underholdende løb. ASO og ruteplanlæggerne er imidlertid i høj grad selv ude om det. Det krævede nemlig ikke den helt store omtanke at indse, at en kollektiv fredsslutning var en oplagt risiko med den finale, de havde designet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ikke blot var Col de Beaune nemlig en så let stigning, at man skulle være meget stærk for at gøre en forskel, den efterfølgende nedkørsel var også så vanskelig, at det ikke var forsøget værd. Var det lykkedes at slå et beskedent hul, havde det krævet en tegning af en solid livsforsikring, hvis man ville forsvare det på den halsbrækkende tur ned mod målet. Den risiko var der naturligvis ingen, der vil tage i et løb, der trods alt først og fremmest er forberedelse til Tour de France, og det burde ASO nok kunne have luret, da de planlagde etapen. Håbet var vel, at enkeltstarten ville have skabt så store forskelle, at risikovilligheden ville være større, men det var for fromt et ønske, der altså ikke havde hold i virkeligheden.

Det var også derfor, at udbruddet fik lov at holde hele vejen hjem. I gårsdagens optakt anså jeg det ellers for sandsynligt, at hold som EF eller UAE, der i Michael Woods og Dan Martin har et par hurtige afsluttere, ville gå efter sejren, ikke mindst fordi EF og Woods havde vist stort initiativ på de første mellemhårde etaper. Heller ikke de havde imidlertid lyst til at føre over 230 km i den hårde modvind, der prægede dalen, og derfor kastede alle med det samme håndklædet i ringen, da først det i klassementssammenhæng ufarlige udbrud var etableret. Herfra blev det en dødkedelig march frem mod Alperne, hvor det kun var den kraftige vind og risikoen for splittelser samt den beskedne trussel, Alaphilippe på et tidspunkt udgjorde mod førertrøjen, der forhindrede løbet i at gå helt i stå.

Derfor er vi også præcis lige så kloge, som vi var i går. Det er stadig kun 2. etape, der har vist os noget om styrkeforholdet på stigningerne, og det kan endda have ændret sig over fire dage, der har givet folk chance for at genfinde løbsrytmen efter den lange løbspause. Der var således ikke én eneste bare af outsiderne, der undervejs faldt fra, og i det store billede blev dagens etape så godt som neutraliseret.

Den eneste information kom fra Ineos. Briterne viste tydeligt, at de ikke har i sinde at ændre taktik, bare fordi kaptajnen hedder Wout Poels og ikke Chris Froome. Sandsynligvis med henblik på Touren kørte holdet præcis som de plejer, og med Gianni Moscon, Dylan Van Baarle og Michal Kwiatkowski sendte de med et solidt tempo et klart signal til alle rivaler om, at det ville være nytteløst at få gode ideer. Det kan naturligvis tolkes som et tegn på, at Poels stadig tror, at han kan vinde løbet - og han melder om en god følelse på stigningerne, ligesom han så fremragende ud på 2. etape - men først og fremmest var det vel træning frem mod Touren, hvor det meste af truppen fra dette løb vil skulle udføre samme opgave, bare med Geraint Thomas og Egan Bernal bagerst i toget.

Derudover var det dramatiske højdepunkt naturligvis Jakob Fuglsangs ærgerlige styrt, men heldigvis gik det ikke nær så slemt, som det gjorde for stakkels Froome. Danskeren så ud til at være helt upåvirket, og selvom man naturligvis ikke kan vurdere meget ud fra en etape, der blev kørt roligt og defensivt, ligner det ikke umiddelbart et uheld, der vil få langsigtede konsekvenser.

Heldigvis var der tre mand, der sørgede for, at det ikke blev helt kedeligt. Julian Alaphilippe, Gregor Mühlberger og Alessandro De Marchi leverede et flot opgør om etapesejren, da først det stod klart, at sejren var deres. Det var endda fuldt fortjent. Langt hovedparten af holdene havde nemlig luret, at en udbrudssejr var en stor sandsynlighed på denne etape, og derfor blev der også gået til stålet i den indledende fase.

I det lys kan man undre sig over, at bare tre mand kom fri. Normalt ser man i sådanne situationer langt større grupper, fordi små grupper altid vil blive jagtet af de mange hold, der har misset ud. Sådan var det da også, da de tre mand langt om længe kom fri, men trioen var bare så stærk, at den knækkede de andre hold et efter et, og da Sunweb som det sidste mandskab gav op, stod det hurtigt klart, at ingen kunne køre den brølstærke gruppe ind.

Og ikke overraskende blev det Julian Alaphilippe, der løb med sejren. Man ved ellers aldrig med det franske fænomen, der særligt sidst i etapeløbene kan være yderst svingende på lange stigninger, men i dag var han i stand til at gøre arbejdet færdigt.

Han fik dog formentlig mere modstand, end han havde ventet. I hvert fald lignede hans første angreb et forsøg på at sætte alle rivalerne effektivt til vægs med et af sine berømte slangehug, men det fik Mühlberger lynhurtigt neutraliseret. Herefter indså franskmanden hurtigt, at østrigeren nok var stærkere end som så, og han adopterede i stedet en defensiv taktik. Flere gange måtte han også grave dybt for at svare på østrigerens stærke forceringer.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Da først de havde rundet toppen, lignede det til gengæld barnemad for den spurtstærke Alaphilippe at gøre arbejdet færdigt, men sådan skulle det ikke gå. Selvom franskmanden er kendt som en af feltets bedste nedkørere, fortsatte østrigeren med at presse sin rival, og i spurten var han sågar så stærk, at en tilsyneladende mærket Alaphilippe kun med det yderste af neglene kom forbi.

Det betød også, at det var Alaphilippe, der stjal alle overskrifter, men egentlig er det Mühlberger, der fortjener applausen. Naturligvis siger det meget om Deceuninck-stjernens klasse, at han alligevel kan vinde, selvom han åbenlyst mangler en del procent, inden har nået Tour-formen, men i dag var det altså nok østrigeren, der var stærkeste mand.

Det er herligt at se, for desværre har Mühlbergers karriere hidtil været præget af manglende stabilitet. Han har vist momentvist potentiale på kongeetapen i Baskerlandet sidste år, på den sidste bjergetape i Tour de Suisse sidste år, i sidste års Strade Bianche og på sidste års kongeetape i Tour de Suisse, men i år har han været alenlangt fra sit bedste niveau. Allerede med sit angreb på 1. etape indikerede han imidlertid, at noget var forandret, og i dag fik han dokumenteret, at det ikke kun er Patrick Konrad og til dels Maximilian Schachmann, der vil kunne yde Emanuel Buchmann støtte i bjergene under sommerens Tour de France.

Til gengæld blev det ikke til sejr til udbryderkongen Alessandro De Marchi, men man kan alligevel ikke lade være med at lette på hatten for italieneren. Så sent som for 24 timer var han således bare få kilometer fra at snyde sprinterne, og alligevel var han i stand til at gå med igen i dag, hvor det som sagt krævede stor råstyrke at knække feltet i den indledende fase. I det hele taget er De Marchi virkelig havnet på sin rette hylde på det profilfattige CCC-hold, hvor han nærmest i hvert eneste løb har fuld frihed til at køre offensivt, og det har han i den grad udnyttet i et forår, hvor han var en af feltets mest synlige ryttere. Det vil han med garanti også blive, når verdens største cykelløb løber af stablen om en måneds tid.

Måske skal han også på den igen i morgen. Det vil i hvert fald ligne De Marchi dårligt ikke også at forsøge sig på lørdagens kongeetape, hvor et udbrud igen har en chance for at gøre det færdigt. Det er dog tvivlsomt, om det bliver muligt at tage revanche, for der må være en favorit eller to, der efterhånden har lidt kløe i benene. Og da dagens mulighed i dag blev forspildt, er der ikke længere råd til at vente længere.

Heldigvis gør morgendagens kongeetape det også muligt at køre offensivt uden at skulle sætte liv og lemmer på spil. Våbenhvilen udløber kl. 12.55 i morgen, og Adam Yates har nok ikke held til en genforhandling.